Fra særdag til hverdag
Det er mærkeligt, og jeg havde egentlig ikke troet, at det ville gå så hurtigt, men det er alligevel som om, at der er ved at indfinde sig en vis form for normalisering i hjemmekontoret.
Nu er det heldigvis søndag, og jeg må gøre lige, som jeg vil (også selvom vinduerne godt nok trænger), og om søndagen plejer her at være stille. Så er det ligesom om, det hele bare er noget, vi leger, og i morgen vågner vi, og alt er normalt igen. Not!
Jeg har gjort mange ting i denne uge, som jeg aldrig har prøvet før, eller overhovedet tænkt over, at jeg skulle gøre.
¤Jeg har afholdt mit første virtuelle fælles ledermøde. Det blev afbrudt, af en, der lige skulle tørre en barnenumse, men det tager vi gerne med.
¤Jeg har sat mig ind i flere forskellige fagforbunds regler i forhold til afspadsering og afholdelse af ferie. Det er godt nok kedeligt.
¤Jeg har ringet til min bror flere gange på en uge, for lige at høre, om han og min svigerinde nu er ok, og om de har brug for noget. De er begge over 70, og synes vist nok, at jeg begynder at udvise visse pylretegn.
¤Jeg har haft et eksorbitant højt forbrug af netaviser. Både lokale, nationale og internationale – og betal nu de penge for pokker, det koster at læse en avis skrevet af rigtige journalister. Vi har mere end nogensinde brug for korrekte og uafhængige nyheder.
¤Jeg har hentet min søn i lufthavnen, stået to meter fra de andre mødre og kun hilst på ham med foddansen og albuetrykket.
Men efter en stund, så bliver det også på en eller anden mærkelig måde almindeligt. Jeg har vænnet mig til, at folk trækker en meter væk fra mig, når de smilende siger godmorgen under hundelufterturen.
Jeg har såmænd også vænnet mig til mit hjemmearbejdskontor, og efter en tirsdag, hvor både statsministeren og dronningen talte til nationen, og EM i fodbold blev udskudt, ja så skal der efterhånden lidt mere, end en alvorlig Søren B. til at ryste mig.
Alt det på bare en stor uge.
Jeg købte et Euroman i morges. Det er marts udgaven, med det er som at læse et magasin fra en anden tidsalder. Vi ved allerede nu, at vi i disse måneder skriver verdenshistorie, og der vil for altid være et “Før og efter Corona Krisen”.
Er I begyndt at tænke på tiden efter? Det er svært, mens man står i det, men hvis alle vores tiltag virker, så kan vi være så heldige at være omme på den anden side efter påske, eller sidst i april.
Hvordan vil vi så opføre os. Vil vi have lært noget.? Vil vi fortsat rykke sammen som danskere og udvise samfundssind? Og er der nogen, vi ikke vil lege med mere?
Det virker ikke til, at Danske Bank nogensinde lærer noget. Midt i hjælpe-pakker, angst for konkurser og freelancere, der har ondt i økonomimaven besluttede de sig for at fortælle hele den måbende offentlighed, at de havde rekord udbetaling til deres aktionærer. Deres kommunikationsafdeling er sikkert glad for, at det druknede lidt på side fem.
Det var også ugen, hvor Forbrugerrådet mente, at Netflix og andre skulle betaler forbrugerne nogle penge tilbage, fordi de af samfundssind og på myndighedernes opfordring satte sendekvaliteten ned. Hold nu op! Skal de betale 25% retur, 10% eller? Og har I overhovedet fantasi til at forestille jer, hvad det vil koste i administration?
Og så var det ugen, hvor jeg oplevede et fagforbund skrive ud til deres medlemmer, at hvis de skulle arbejde hjemmefra, så skulle de sikre sig, at hjemmearbejdspladserne overholdt arbejdsmiljøloven. Det vil der sikkert være nogle hæve/sænkebords fabrikanter, der vil blive mægtig glade for, men altså! Hvis den Canadiske præsident kan arbejde hjemmefra uden arbejdsmiljø godkendt skrivebord, mon ikke, der så er nogle danskere, der kan det samme i nogle uger?
Til gengæld viste to af Danmarks bedste og dyreste restauranter i den grad samfundssind, da de i lukkede og istedet begyndte at lave mad til hjemløse og andre udsatte. De vil nu få måltider i bogstaveligt talt verdensklasse fra Geranium og Alchemist. Tak Lars Seier og Co!
Det er i sandhed en tid, hvor man oplever, hvem der kan omstille sig, og hvem der hænger fast i “før og efter”, egne interesser og “Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land” er mere aktuelt end nogensinde før.
For det her er ikke noget vi leger, det er alvor. Det går ret godt indtil videre, men kun fordi, vi holder sammen, og gør som Mette og Margrethe siger.
-Og Mette, når nu vi er kommet ud på den anden side, så hold lige grænserne til Sverige lukket et stykke tid længere. De fester stadig igennem lige ovre på den anden side.
Pas på jer selv derude!
