…i Jo Nesbø. Ja, ham nordmanden med Doktor Proktor’s Pruttepulver og et utal af andre bøger, som jeg rent faktisk ikke har læst. Jeg har heller aldrig mødt ham, men det behøver man slet ikke for at blive forelsket, det er et hav af teenagepiger gennem tiderne med boybands levende beviser på.
Men forleden aften da jeg zappede igennem alle de forskellige tv-kanaler (det er sådan noget, vi af Den Gamle Ordning gør) stødte jeg på norsk tv på et band, der tydeligvis spillede på hjemmebane. Det lød ret godt, og jeg blev hængende, og så stod der pludselig, at det var Jo Nesbø.
“Hold da op”, sagde jeg til min mand, “nu spiller han også musik”, hvilket viser, hvor lidt jeg vidste, og for den sags skyld ved, om norske kunstnere, for Jo Nesbø var musiker, før han blev forfatter. Vel at mærke en forfatter, der har solgt over 50 mio. eksemplarer af sine bøger.
Jeg gik derfor på research, og jo mere jeg fandt ud af om hans band “Di Derre”, jo mere vild blev jeg med både Jo og bandet. Det viste sig, at jeg faktisk kendte et af deres numre en lille smule, for det har været genindspillet med Poul Krebs, og det havde jeg trods alt hørt en enkelt gang eller tre.
Men tænk, hvor lidt vi ( i hvert fald jeg) ved om vores nordiske kunstnere. Her har vi et multitalent, der for nordmændene vel er en blanding af Jussi Adler og Kim Larsen, og jeg kendte kun til hans forfatterskab. Han er i parentes bemærket også uddannet fra Oslo School of Economics, og arbejdede som bl.a. journalist og aktiehandler før sin kreative karriere, så der er vitterlig tale om en mand med mange facetter.
Di Derre’s andet album solgte til dbl. platin, og det er dermed altså ikke et lille, ukendt band fra Molde. Nu giver de imidlertid kun få koncerter om året, hvilket måske hænger sammen med, at bandet oprindeligt blev dannet med Jo Nesbø’s bror, Knut, der gik bort i 2013.
Hvorom alting er, mens jeg forelskede mig i dette multitalent – og ok, meget charmerende mandsperson, blev jeg også lidt trist over, hvor lidt jeg har fulgt med i det nordiske kulturliv.
Da jeg var yngre, så jeg en masse svensk tv, og havde helt styr på, hvem der var toppen af poppen i Sverige. Det har jeg heller ikke længere, og hvis vi lige ser bort fra de allerstørste, har jeg ingen pejling på, hvad der rør sig på den anden side af sundet. Norge, Island og Færøerne har jeg slet ikke styr på, og det synes jeg, er lidt en skam.
Det er mit eget ansvar, det er jeg helt med på, for jeg kan jo bare finde noget på Spotify, og det gjorde vi faktisk også sidste år, hvor vi var på bilferie. Hvert nummer, vi hørte under bilturen, skulle være fra et nyt land i Europa, men det var ikke let. Jeg tror eksempelvis ikke, jeg kender mere end en finsk kunstner.
Dan Rachlin har lige udgivet en lille Facebook føljeton, hvor han skiver om begrænsningerne for radioværter i forhold til at vælge musik. Playlisterne bliver styret centralt fra, og af frygt for at miste lyttere (-læs annoncekroner) spilles kun det sikre. Sandsynligheden for at høre en i Danmark ukendt kunstner, er derfor mindre, end den var tidligere, og det er ikke et fremskridt. Vi skal da udfordres en gang i mellem og høre noget vi ikke kender. Roxette havde aldrig fået deres US gennembrud, hvis ikke en anarkistisk radiovært havde spillet det nummer, han lige havde hørt på en ferie i Sverige.
Bedre bliver det ikke af, at DR har skåret stort set alle kulturprogrammer væk. Sammenligner vi med andre public service stationer i Europa, er det en ørkenvandring. I et land som Østrig er der en decideret kulturkanal, og der vises fra alle genrer, og kigger vi bare på Sverige er udbuddet mere end dobb. så stort som på DR. Tyskland og England viser tv kulturnyheder på linje med sportsnyheder.
I en tid, hvor der tales og skrives så meget om åndelig oprustning, ville det virkelig klæde DR at skrue op for kulturformidlingen, og jeg er ret sikker på, at der faktisk er seere og lyttere, der gerne vil udfordres en gang imellem og ikke kun se og høre, hvad algoritmerne sender i deres retning.
I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at jeg stadig har “turbo-tv”, og kan se både svensk, norsk og tysk tv, og dermed få input fra landene omkring os -og altså også en lille lang-distance sommerforelskelse.
God weekend i sommeren!
