Jeg – en synder!

Jeg har syndet…. og åhhh, hvor var det godt! Faktisk over en hel uge. En hel uge, hvor jeg har drukket og spist lige præcis, hvad jeg havde lyst til, og oveni det hele spillede jeg også. Digitale skrabelod.

Jeg har med andre ord gjort rigtig meget af det syndige over flere dage. HA!

Det kan selvfølgelig aflæses på vægten med det samme. Her er der kontant afregning, men nu tilhører jeg også den del af befolkningen, der blot skal kigge på en rødvinsprop for at tage 500 gr. på.

Så hvad skete der lige for mig i den forløbne uge, for der er da mindst røget tre flasker ned sammen med nok 400 gr. chokolade, et par småkager og Danske Spil nåede at give mig en besked med at nu havde jeg altså været på i over en time, om jeg så stadig vil fortsætte. Ja for fa…., jeg vinder jo!

Jeg ved det godt, bordet vinder altid, men lige der, sad jeg altså i held, og så skal man jo ikke bryde flowet vel?

Jeg ved ikke, hvor sund den forgangne uge har været, men rent mentalt synes jeg faktisk, det har været en fest. Jeg har hygget mig noget så godt, og følelsen af at være ligeglad med det hele, den er altså ganske befriende.

Mit intellekt ved jo godt, at der er tale om eskapisme, og der må være noget, der ikke spiller optimalt, når jeg sådan har brug for at selvmedicinere…  ….”because I’m worth it”. Eller også er der ikke. Måske havde jeg bare lyst til at give los og være ufornuftig på alle fronter.

På min arbejdsplads har man netop indført nogle nye regler for alle medarbejdere, og jeg er ret vild med dem.

Der må fremover ikke sendes mails mellem kl. 19 og 07 på hverdage og fra kl. 16 om fredagen og til mandag morgen. Det er fuldstændig forbudt at svare på mails i samme tidsrum. Med mindre selvfølgelig lokummet bogstaveligt talt brænder, men så er det nok telefonen, man bruger og 112.

Samtidig er der indført fokustid fire formiddage om ugen fra 10.05 – 11.35. Her må ikke holdes møder, man må ikke forstyrre hinanden, og her må heller ikke hverken sendes eller svares på mails.

Dertil kommer nogle andre tiltag omkring møder og småting, men disse to førnævnte regler er de mest markante. Baggrunden er trist, for vi har i organisationen ganske mange, der har stress relaterede sygemeldinger. Noget må gøres, og det her er altså, hvad direktionen har besluttet i et forsøg på at skabe en bedre arbejdsplads med færre forstyrrelser og mere ro.

Jeg er, som skrevet, vild med det og finder at det er på linje med skoleelever, der nu får låst deres mobiltelefon inden under hele skoledagen for at kunne koncentrere sig bedre.

Vi er simpelthen på alt for meget.

Vores yngste søn arbejder i øjeblikket på en opgave, hvor man skal undersøge de strukturelle og kulturelle krav til unge mennesker, og hvordan det påvirker deres studievalg og generelle trivsel. I den forbindelse sagde han følgende – eller i hvert fald noget lignende: “Teknologien og vores hverdag har udviklet sig med en sådan en acceleration, at vi ikke overhovedet kan følge med. Problemet er bare, at vi forsøger at udvikle os tilsvarende, og det er dømt til at mislykkes”. Accelerationssamfundet er skidt for os mennesker.

Derfor drikke Jeppe!

-Ej spøg til side. Det er selvfølgelig ikke kun derfor, jeg har hevet en uge ud af kalenderen, hvor jeg har givet den gas, men det er en del af forklaringen. En gang imellem har man brug for bare at stå af og gøre lige præcis det, man har lyst til, og i denne uge var det altså vin, chokolade og skrabespil. I skulle prøve det.

Før I nu bliver alt for bekymrede for mig, så er jeg altså lige kommet hjem fra aqua-fit (og det er ret hårdt og sundt), og jeg har ikke haft tømmermænd en eneste gang i løbet af ugen, så så voldsomt har det altså heller ikke være. I øvrigt vandt jeg også kr. 1.000.- på et skrabelod.. kom ikke her!

Men nu er festen også forbi. I næste uge bliver jeg fornuftig igen. I hvert fald indtil torsdag ;o)

Stop verden!

Nu er der snart kun bønner tilbage, og det er ikke kaffebønner, jeg mener.

Måske er det bare mig -halvgammel og følsom med hang til tårer, men jeg er efterhånden så påvirket af nyhedsstrømmen, at jeg har svært ved at abstrahere. Det er som om, verden er gået i selvsving – på den dårlige måde, og jeg får lyst til at råbe ud over hele Simon Spies Plads (det hedder den nemlig stadig):

ER DER IKKE SNART EN VOKSEN TILSTEDE?

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Shu bi dua’s tekst til Ronald og Leonid, og skulle du have glemt den, så er den lige her:

Det’ de store, gamle mænd
Der styrer vores jord
De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord
De toner frem ved aftenstid
Når der er sket noget stort
Ronald og så Leonid
Og si’r hva’ de har gjort

Men jeg ka’ høre de skyder i øst og i vest
Og ikke kun med fyrværkeri
Det lyder som om, der var fest
Men festen er forbi

I kan selv slå resten op, og så kan I sætte de navne ind, der passer i stedet for Reagan og Bresjnev. Vælg selv fra hylden, for det vælter med dem i øjeblikket.

Diktatorer og andre usympatiske skiderikker, der af uransaglige årsager har fået så meget magt, at de kan sende unge mænd i krig, skyde babyer, bombe byer, forgifte journalister og hvad jeg ellers kan komme i tanke om af uhyrligheder, og den ene er ikke bedre end den anden.

Pt. har vi klimakrise og i Danmark står oksekød (ikke flybilletter ?!?!)  øverst på listen over ting, vi skal skære fra. Hvor mange køer går der på en bombe?

Det er fuldstændig sindsygt, og det er som om, at man ikke kan slippe væk. Nyhedsstrømmen er massiv. Vejret er blevet til breaking news, vi står i Øresund til anklerneskolebørn i Danmark skal bevogtes af armeret politi, jeg må ikke længere byde velkommen med “mine damer og herrer” og oven i det hele kan landsholdet heller ikke spille ordentlig fodbold mere.

Det er ikke sjovt længere.

Jeg talte med min ældste veninde i morges og spurgte hende, om hun ikke var påvirket af verdenssituationen? Hun har altid, i modsætning til mig, der er en softie, været en tuffie. “Næh, svarede hun. Det er bare, som det altid har været. Mennesker er grådige og går efter magt og penge.”

Måske har hun ret. Måske er det bare fordi nyhedsstrømmen er så massiv, at jeg vælter omkuld for tiden. Måske er det fordi jeg har været med hele vejen både før og efter murens fald og reelt troede, at nu blev verden et bedre sted, og nu skulle vi alle leve i fred og fordragelighed.

Desværre tror jeg at flere har det som mig lige nu. Der er en grund til at små videoer med dyrebørn tophitter på de sociale medier. Ærligt, jeg slapper også af med hundehvalpe og især vaskebjørne, der er blevet mit nye yndlings Facebook dyr. Jeg er simpelthen nødt til at abstrahere fra menneskehedens uhyrligheder, og her er dyr heldigvis så meget bedre.

Og hvorfor taler ingen om fred? I firserne gik der ikke en dag uden en ny fredsbevægelse. Jeg deltog ovenikøbet engang i et noget alternativt møde, hvor planen var på verdensplan at sende positive tanker til supermagterne og via tankens kraft få dem til at opføre sig ordentligt.

Jeg tror s.. jeg starter min egen fredsbevægelse. En af mine gode venner havde “Morgengrimme for fred” dengang i firserne, så den er ligesom taget, men man kan vel finde på noget andet.  Det har altid været folket, der fik stoppet krige og diktatorer. Desværre tror jeg ikke rigtig, vi er så langt ude endnu, at tiden er for alvor moden, men jeg er klar.  Vil I være med?

Men indtil videre må det blive vaskebjørne (de er altså ret søde) og så bønner i form af positive tanker. Hvis vi er mange nok, må vi kunne skabe nogle positive vibs på en eller anden måde.

Pas på jer selv om jeres mentale helbred og find så noget “Feel Good!” i weekenden. Vi trænger til det, mens vi venter – ikke på Godot men på Superman!

Oh, Superman, where are you now
When everything’s gone wrong somehow?
The men of steel, the men of power
Are losing control by the hour

https://youtu.be/TlBIa8z_Mts?si=j72M_Zh0QoEB32qx

Genesis - Land Of Confusion (Official Music Video) - YouTube

Og pludselige blev jeg “En Karen”..

… eller gjorde jeg?

Når man bor i Helsingør, er Hornbæk Havnefest en fast tradition i løbet af sommeren. Man skal lige forbi, og det skulle vi også i år sammen med en gruppe af venner. De var lidt forsinkede, så vi stillede os ved indgangen og ventede. Eftermiddag, ferie, sommer, glade mennesker trods regn. Hvad kan gå galt?

Tjah… et par minutter efter vi havde stillet os glade og halv-feststemte for at vente, ankom et større selskab på cykler. Ladcykler med de kvindelige deltagere i børneboksen. Alle var 30-40something, meget dyrt og skødesløst, sommerelegant klædt, osede af penge og var i den grad hel-feststemte. Så langt, så godt.

De havde imidlertid også en soundboks med på en af cyklerne, og den spillede højt – meget højt, som i helt afsindig højt. De havde tydeligvis et stort behov for at vise, at de ejede hele Hornbæk, for ikke nok med at de spillede højt, mens de kom cyklende, de syntes også ligesom, at de skulle fortsætte deres private fest på parkeringspladsen ved indgangen.

Jeg signalerede med fingre i ørerne, at I må altså godt skrue lidt ned, hvilket fik den modsatte effekt. Jeg var slet ikke klar over, at en soundboks kunne spille SÅ højt, men det kunne den. Det var nogenlunde samtidig med at eftermiddagens musikindslag gik på scenen, og tro mig, selvom vi stod lige udenfor havnen, kunne vi ikke høre bandet fra scenen.

Og så var det, at min indre Karen vågnede. Jeg kunne simpelthen mærke raseriet fysisk boble inden i mig. Ikke så meget fordi de havde en fest, fred være med det, men fordi de så tydeligt signalerede “we don’t give a shit” med andre mennesker, vi ejer det her!

Hvad i hele hule helvede bildte de sig ind?

Jeg var tæt på at råbe til dem, at de skulle skrubbe tilbage til Tisvilde, men endte med at resignere og sms’e vennerne, at vi var gået ind. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud hverken at se på dem eller høre mere Tobias Rahim. Men jeg blev påvirket, og det ødelagde faktisk lidt af havnefesten for mig.

Kunne jeg ikke bare have været ligeglad, og have ladet dem have den fest? Måske, men den manglende hensyntagen i det offentlige rum er efterhånden blevet et problem, og her var det så åbenlyst EXIT-agtigt, at jeg blev provokeret. Desværre for mig selv, for de var jo helt ligeglade, så den eneste, det gik ud over, var mig… nåh ja, og så alle andre, der også stod og ventede. En ung pige lavede himmelvendte øjne, så det var altså ikke et spørgsmål om alder.Bagefter reflekterede jeg alligevel over den vrede, jeg kunne føle boble i mig. Det må være det samme, der sker, når folk mister besindelsen i trafikken (det har jeg heldigvis aldrig gjort), eller når man skal nå den sidste færge, og en emsig dame ikke vil lade bommen gå op (jf. weekendens historier om en vis kendisfrisør).

Det er ukontrollabelt, og boble er den rigtige beskrivelse, for sådan føles det fysisk,  også selvom jeg resignerede og bare gik min vej. Men jeg måtte vige for mennesker, der åbenlyst generede andre bare fordi, at det havde de lige lyst til.

Hvorfor bliver mange af os så vrede i disse tider? Det er der skrevet mange artikler om, lavet film og også debatteret, og hvorfor reagerer så mange så uhensigtsmæssigt? Er det stress og manglende overskud? Afmagt eller undertrykt frygt over, hvad fremtiden vil bringe, eller er det simpelthen fordi, at vores lunte er blevet kortere?

Måske er det en reaktion på den tiltagende hensynsløshed, som flere og flere viser i det offentlige rum? I det føromtalte tilfælde, vil jeg selvfølgelig mene, at jeg havde retten på min side, men det ændrer jo ikke på, at jeg selv kunne føle vreden boble, og sådan plejer jeg altså ikke at reagere.

Men nu kører jeg også i min egen bil til hverdag, og skal ikke høre på andre menneskers private telefonsamtaler, der jo oftere og oftere foregår, så man kan høre hvad begge parter siger – også selvom den ene er inde i telefonen, om man så må sige.

Jeg er også holdt op med at frekventere restauranter, hvor jeg kan risikere, at forældre skifter ble på deres små pus, på bordet ved siden af, og jeg er efterhånden blevet ekspert i at signalere “piss off!” uden at sige noget som helst, når nogen kommer for tæt på min sfære. Nej, jeg tager ikke S-tog i myldretiden.

Nu lyder jeg som en gammel mokke, og det er jeg måske også. Måske kan det være, at jeg begynder at anvende De igen, for at lægge afstand til folk. Nu, når jeg ved, at jeg ikke er en Karen, for jeg endte trods alt med at resignere og gå.  ;o)

Og indenfor til Havnefesten var folk heldigvis -som altid- søde, imødekommende og havde en fest med og ikke mod hinanden.

En Karen:
Oversat fra engelskKaren er et nedsættende udtryk, der bruges som slang for en hvid middelklassekvinde, der opfattes som berettiget eller krævende ud over det normale. Udtrykket er ofte portrætteret i memes, der skildrer hvide kvinder fra middelklassen, der “bruger deres hvide og klasseprivilegium til at kræve deres egen måde”.

 

 

Taknemmelig… og lidt bekymret.

Indimellem støder man på fotos, som man ikke bare lige kan bladre forbi. Sådan har jeg det med drengen her. Han sidder på en trappesten et sted i Tyskland i 1946, og han har – som man kan se – fået nye sko. Det trænger han unægtelig også til.

Han er ovenud lykkelig. Så lykkelig, at han ikke hverken kan eller vil skjule sin glæde over de nye og velpudsede sko, som han knuger til sit bryst. Taknemmeligheden gemmes lidt bag glæden, men at den er der, er jeg ikke i tvivl om.

Det er ikke, at jeg ikke har set fattige børn før. Det er ingen af os vist forskånet for, men der var bare noget ved dette foto, som fik mig til at stoppe op. Glem alt om Carrie’s glæde ved sine sidste Manolo eller Samatha for sine Louboutin. Ikke at der er noget galt med at være glad for dyre sko, det er jeg også selv, men jeg følte mig pludselig så ovenud lykkelig og taknemmelig for det liv, jeg har fået, og ja selvfølgelig også skabt for mig selv, men med et lidt bedre udgangspunkt end drengen her fik i vuggegave.

Det sidste års tid har vi i familien været mere fokuseret på Tyskland, end vi plejer. Vi har igennem årene taget mange smutture til Tyskland, og var i forvejen ret begejstrede for både tyske vine og vinlandet, men sidste år fandt Nils på, at nu ville han altså have opfrisket sit tyske og tog et intensivt tysk kursus online. Med det fulgte selvfølgelig også en interesse for tyske tv-serier, udstillinger, kunst, historie osv.

Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg voksede op, var tysk ikke ligefrem et yndlingsfag i skolen, og med forældre, der havde været unge under anden verdenskrig, var det for tæt på, til at man ligefrem dyrkede den tyske kultur.

Men når tiden går, læger som bekendt mange sår, og efterhånden som jeg er blevet klogere på, hvor mange menige tyskere, som led helt ubeskriveligt, og en ny og progressiv generation tog over, er det bare langt væk. Ligeså langt væk, som da vi bankede dem i EM – finalen ;o)

Photocredit Die Welt

Derfor røg vi også på en tysk film forleden. Det var lidt tøvende, for den var tre timer og 8 min (!) lang, og orkede vi lige det på en mandag aften. Nå, man kan jo altid slukke, tænkte vi, men tre timer senere var det som om, der var gået en halv.

“Værk uden skaber” hedder filmen, og den er fremragende. Den er løseligt baseret på den tyske kunstner Gerhard Richters liv, og vi kommer ind i hans liv, da han er dreng i årene op til Anden Verdenskrig. Derfra følger vi ham så gennem både Øst- og Vesttysklands historie op til i dag.

Det kan lyde kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for historie, men det er det ikke, for det er også vores historie. Alle i vores alder har været unge under Den Kolde Krig, og selvom vi gik mere op i højt hår og fed musik i 80’erne, så tror jeg stadig, at vi alle kan huske dagene omkring Murens fald.

Jeg kom til at tænke på filmen, da jeg så drengen med skoene, og så kom jeg til at tænke på noget Nils sagde i går. Han fortalte om en forsker, der ser  lighedstegnene fra 1920’ernes Tyskland og til i dag, og måske ikke på den måde, som man umiddelbart tror.

De brølende tyvere står for mange af os som et årti med champagne, musik og barer, hvor køn blev udvisket og seksuelle præferencer afprøvet i fuld offentlighed. Fred være med det, tænker vi i dag, men det var forbeholdt en lille kreativ, fremadstormende elite, og almindelige hverdags mennesker, der kæmpede for at få mad på bordet kunne ikke følge med. Hvad gjorde de så? De stemte med fødderne, og stemte for orden og ro.

Jeg er, som alle andre, mere end skræmt ved tanken om at Trump skulle vende tilbage. Jeg bryder mig så afgjort heller ikke om, hvad der sker i Ungarn, Polen og for den sags skyld Israel, men jeg bryder mig heller ikke om, at en lille gruppe, meget højtråbende “wokister” skal have lov at sætte dagsorden, og bestemme, hvem der skal have lov til at udtale sig, hvilke forfattere, der er ok, og om en skuespiller må spille skuespil (!)

Som Vigga Bro – 85 år og still going strong– sagde forleden, da hun stod på scenen og fortalte historier: “Historier har bundet os sammen på kryds og tværs altid og har overlevet igennem generationer. Nu må jeg ikke fortælle Grønlandske historier, fordi jeg ikke er etnisk grønlandsk.” Det er jo helt ude på indlandsisen (det sidste sagde hun ikke…)

Så er det, jeg bliver bekymret. Mere end jeg er i forvejen over verdenssituationen, for hvis vi først bliver splittet internt i vesten, og majoriteten stemmer med fødderne for at få ro og orden, og kvinder for sig i kvindefængsler, så ser det først for alvor skidt ud.

Vi er nødt til at lære af historien, og vi er nødt til at huske, at den gyldne middelvej som oftest er den bedste. Så kan vi altid udvide den (middelvejen), og gøre den regnbuefarvet en gang i mellem, men vi er nødt til at gøre den så bred, at alle -også de, som ikke er så hippe eller er uenige føler sig velkomne. Man skal tage debatterne, også med dem man er uenige med. Ikke cancle dem.

Og så stak bloggen af i en retning, jeg slet ikke havde tænkt. Jeg var bare så berørt over den lille dreng og hans glæde over sine nye sko. Overskriften var også først kun “Taknemmelig”, men der fik alligevel sneget sig en bekymring ind.

Det er ellers ikke det en solskins Grundlovsdag lægger op til, men sådan blev det, og jeg er heldigvis stadig både taknemmelig og glad over at jeg i morgen kan tage mine nye sko på, og så sende et kærligt TAK ud i universet. Ikke kun for skoene, men helt generelt.

Og se så at få set “Værk uden skaber”!

50something+

 

Det er et stykke tid siden, der har været aktivitet her på bloggen. Nu kunne jeg jo synge som Kurt Thorsen, at her har I mig tilbage, men det ville næsten være for meget, og hvem kan i øvrigt huske K.T.?

Men jeg er tilbage. Faktisk har jeg aldrig været helt væk, jeg har bare grublet lidt over, hvad der nu skulle ske med bloggen, efter jeg gik hen og fyldte 60. Er man så stadig 50something, eller skal det hele ændres, og har jeg stadig nok på hjerte til ikke bare at drysse vilkårlige bogstaver på en hvid site? I en lang periode følte jeg mig reelt tom i forhold til at skrive noget fornuftigt. Har vi ikke hørt eller læst det hele før?

Samtidig gik jeg hen og fik nyt job. Ja! Det kan lade sig gøre efter man er fyldt 60, og ikke alene var jobbet nyt, det var også en ny branche med et helt nyt vokabularium, kultur og it-systemer, så de sidste tre måneder har min hjerne kørt på overload, og kun haft plads til lette (!) tv-serier og til at være bare lidt til stede hos mine nærmeste.

Men nu… efter jeg har lært tre nye it-systemer, ca. 100 nye mennesker, og en helt ny kultur at kende, er jeg ved at komme lidt op til overfladen igen. -Og så savner jeg jo jer! Alle mine trofaste bloglæsere. Det var sjovere sammen med jer!

Derfor har jeg besluttet, at bloggen fortsætter, og den fortsætter også under titlen 50something, for i princippet er jeg jo bare blevet 50something+.

Men det er spøjst. Der burde ikke være den store forskel på, om man er 59 eller 60. Men det var der altså for mig. Især fordi jeg også var jobsøgende på det tidspunkt (efter eget valg), og der skal jeg da ellers lige love for, at der er forskel på hvilket tal, der står først.

Det hjalp, da loven blev ændret, så man ikke skulle taste sin alder ind allerede før man overhovedet nåede til sin ansøgning og sit cv -så begyndte jeg da at komme til samtaler, men det var en mærkelig oplevelse. I mit hoved er jeg jo stadig 40something, men sådan ser arbejdsmarkedet ikke rigtig på tingene.

Nå, det lykkedes altså, og i denne uge fik jeg en ny kollega, der er 61 år (ha!), så jeg er ikke den eneste, der kan skifte job i den alder. Fik I den? I må ikke give op, hvis I vil noget nyt. Det kan lykkes.

Men tid og alder er noget sjovt noget, og især indenfor referencerammer ændrer tingene sig. Jeg er nu nået den alder, hvor mine referencer nogle gange hænger i luften. Eksempelvis ved mine nærmeste (unge) kolleger ikke, hvad jeg taler om, når jeg citerer Groucho Marx. De ved simpelthen ikke, hvem han var, og endnu mindre, hvad han har sagt om at være medlem af en klub. Jeg har nu aldrig selv været den store Marx Brothers fan, så jeg begræder ikke, at de er røget ud i popkulturens glemsel, jeg noterer mig bare, at vores referencer er meget forskellige og fra hver sin tidsperiode.

Det er som sådan ikke det store problem, når det kommer til Groucho Marx citater, men vi mister noget, efterhånden som vi bliver mere og mere fragmenteret i forhold til vores kulturvaner. Fællesskabsfølelsen over en oplevelse eller noget vi kan være indforstået sammen over forsvinder. Nudge, nudge –  say no more…. say no more!

For nylig læste jeg en artikel om, hvor lidt journalister havde interesseret sig for Jon Stephensen før han blev politiker -læs menneske med magt, og hvor meget de burde have kigget i hans og andre kulturpersonligheders retning før, for det er i virkeligheden der, den reelle magt ligger. Altså i vores kultur.

Jeg kan ikke være mere enig, og vil i øvrigt tilføje, at enhver, der bare har fulgt en lille smule med, ville vide, at J.S. nok ikke var den mest værdige person til at sidde på et af vores fineste embeder.

Men vi tager ikke den kulturelle påvirkning alvorligt nok. Ofte opdager vi først, når det er for sent, at vi har mistet noget, eller at vores samfund er drejet i en retning, som ikke er det, som vi ønsker, og her er det ikke nok, at sætte sit kryds engang hvert fjerde år. Magten ligger et helt andet sted. I den kulturelle påvirkning, som vi støder på alle vide vegne.

Og nej, jeg kan ikke hidse mig op over en drag queen på et børnebibliotek, men jeg er dybt bekymret over Normstormerne, og den polarisering, som hele woke kulturen bringer med sig. Det hele bliver sort / hvidt. Er du ikke med os, er du imod os, og vi har magten til at få dig væk. Nuancerne og vores fælles reference/udgangspunkt forsvinder, og det skræmmer mig.

Men nu er jeg jo også ved at tilhøre den kategori, der synes verden er af lave, at radioværterne er dumme at høre på (det er de altså også… de fleste af dem), at politibetjentene og folketingspolitikerne bliver yngre og yngre, og så går alt vel bare, som det plejer.

Men jeg er altså ikke blevet for gammel til at blogge, og mon ikke jeg igen kan finde noget at gå op i og skrive om.

Til sidst får I lige Helen Mirren og Rod Stewart. De er begge blevet 78 år, men f… de er stadig cool, og det er vi 50something+ også!

That is one nutty hospital!

Det siger Bill Murray i den scene i Tootsie, hvor Dustin Hoffmann afslører, at han i virkeligheden er en mand. En mand, som måtte klæde sig ud som kvinde for at få et job i en tv-soap! Lidt morsomt ikke?

Man skal nok være 50something for at kunne huske Tootsie, og så husker man sikkert ikke, at Hoffmann i filmen deler lejlighed med Bill Murray, men det gør han altså. Det var dengang, at Murray var så cool, at oliefyrene (!) gik i gang, når han gik ind i et hus.

Nå, men jeg har altid elsket den replik, og den har fulgt mig siden som en standard replik, jeg sagde, når jeg oplevede noget, der var så langt ude, at jeg ikke var helt sikker på, at det virkelig foregik. Nu er det ikke alle, der helt kan se sammenhængen med “a nutty hospital”, og hvad der tilfældigvis foregår i min nærhed, så de tænker sandsynligvis, at nu rabler det for hende, når jeg står og taler om nuttie hospitaler. Derfor har jeg med tiden lært enten at hviske det, eller bare tænke det for mig selv. Men det hjælper lidt og skaber en distance til absurditeterne, og nej – jeg kommer ikke her til at skrive et ord om Infantino, Budweiser og Qatar. Det er simpelthen for “nutty”.

Til gengæld vil jeg skrive lidt om en dysfunktionel familie, som jeg er ved at læse om. Her kan vi virkelig tale om “one nutty hospital”. Jeg har skrevet om dem før, da jeg hørte podcasten, men nu har Adrian Lloyd Hughes udgivet historien om sin familie i bogform, og den har jeg kastet mig over.

Det er rablende sindsygt. Det er virkeligt, og det foregik i 50’erne og fremefter på det ellers så normale Frederiksberg. Jeg kan godt tillade mig at skrive at det er langt ude, for det skriver Hughes selv.

Hvis man har set udsendelserne om Krag og Virkner, så ved man allerede godt, at alt ikke var helt efter (Emma Gad) bogen i den tidsperiode. Det er trods alt ikke hverdagskost, at landets statsminister midlertidigt forlader et officielt frokost selskab inkl. Sveriges statsminister og sin hustru for helt åbenlyst at knalde med en anden kvinde i de tilstødende lokaler.  Den var nok ikke gået helt i dag, selvom vi indtil for ganske nylig har haft toppolitikere med hang til at slikke fremmede kvinders ører,  også helt offentligt.

Tilbage til det bedre borgerskab på Frederiksberg. Vi hører om falske graviditeter og forsømte adoptivbørn. Trekantsdramaer, nepotisme, politiske rævekager, fordrukne hustruer, der rekreerer på luksushotel i Taormina og  falder i døden fra altanen og oveni om mødre, der er fuldstændig uegnet til at tage vare på børn.

Jeg læser med både gys og fryd helt efter devisen, at godt det ikke er mig eller bare det var mig, for hvem ville ikke gerne bo på et luksushotel på Sicilien i de mørke vintermåneder.

Tutta Rosenberg var 60’ernes danske svar på Kardashians. Hun var gift med Se & Hørs chefredaktør, såkaldt society dame og medvirkede i 1970 i et tv-program “Vist er vi ej snobbede”, hvor hun bl.a. viste alle sine pelse frem.
Udsendelsen medførte, hvad der i dag ville kaldes en shitstorm. Se og Hørs oplag faldt, redaktøren måtte fratræde og det hele fik en ganske “unhappy ending”.
Kim Larsen har senere skrevet en sang om hende “Tutta”.

Men grundlæggende er det som at træde ind i en helt anden verden, som jeg slet ikke var klar over, at vi havde i Danmark på det tidspunkt. Tal om en overklasse. Overklasse med pelse til en hver lejlighed, barnepiger og litervis af spiritus, og det er altså ikke en adelig overklasse. Det er entreprenører, borgmestre, advokater og lignende, der i et fuldstændig uigennemskueligt netværk laver “lokumsaftaler” om eksempelvis byggerier, og derfor også sætter sit præg på den by, vi kender i dag. Buen i Vester Farimagsgade er eksempelvis bygget af Hughes morfar.

Samtidig rejser de rundt i Europa og bor på nogle af de bedste hoteller, der findes. De har været så rige, for det er før charterturisme og flybilletterne alene må have kostet, hvad der svarede til en til to månedslønninger for en almindelig dansker. På en af turene til Rom har de rent faktisk Krag med, for han keder sig nu, hvor han er trådt tilbage og er blevet skilt.

Det er vitterlig “one nutty hospital” og meget langt fra familierne i Matador. De er så meget mere sympatiske. Selv de usympatiske. Det nævner jeg fordi Lise Nørgaard bliver benyttet som sandhedsvidne i bogen. Hun var der. Var med til nogle af selskaberne, og kendte de personager, som optræder. Ingen tvivl om, at hun også har hentet inspiration til sine karakterer i det miljø.

Jeg troede egentlig, at jeg havde nogenlunde tjek på vores nyere historie, og hvem og hvad vi kommer fra. Bevares, der har altid og vil altid være personager, der skiller sig ud, og er anderledes en flertallet. Dem har vi brug for, for de får os også videre og de ryster lidt op i grødmassen, så det hele ikke bliver for ens og gråt. Men her er tale om et helt galleri. En større gruppe, som i fællesskab på den ene eller den anden måde har fået indflydelse på ganske mange danskeres liv. Blandt andet pga. byggerier (også Brøndby Strand blev bygget af Hughes morfar) og politiske beslutninger. De har ikke kun påvirket de nærmeste pårørende, og det er ganske tankevækkende. Især fordi de var i bogstaveligste forstand “One nutty Hospital”. Du kan læse om dem i bogen “Mors Dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner”.

Jeg vil la’ lyset brænde

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!

Da jeg ikke har et foto af Benjamin Koppen på scenen, får I her morgen i Nyhavn.

Det er uhyggeligt!

Det er “Riget” tid igen, hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed. I går så jeg derfor et af de mest morsomme interviews, jeg længe har set.

Til premieren på Riget 3 havde News sendt en reporter afsted. Desværre havde de vist ikke lige klædt ham helt på til at interviewe Lars von Trier, der… tjah… klædte reporteren af ved at svare “dårligt!” – og ikke andet- på hans meget lange og komplicerede spørgsmål om nu afdøde skuespillere fra Riget.

-Og så vendte Trier ryggen til reporteren og gik.

Nils og jeg væltede omkuld i sofaen af grin, mens stakkes Bodil Jørgensen gjorde sit bedste for at redde den stakkels reporter og svarede i øst og vest uden at det gav nogen særlig mening.

Hvor jeg dog savner kulturjournalister og anmeldere, der kender deres fagområde. Det er ikke kun kulturpolitik, der er nedprioriteret.

Nå, men efter at have grinet af, blev vi enige om, at vi nok hellere måtte kaste os ud i at få (gen)set de første to sæsoner, så vi kunne komme i stemning til den nye. Nils har aldrig set Riget før. Jeg kan til gengæld huske præcis, hvordan jeg havde det efter første afsnit og talte i telefon i en time med min lige så filmglade veninde om, at dansk tv endelig havde lavet noget i verdensklasse og hvor forfærdeligt det var, at vi skulle vente en hel uge på næste afsnit.

Jeg elskede Riget, og jeg tror faktisk, at jeg havde ikke bare et sæt, men to eller tre. Mest fordi jeg både vandt et i en quiz og fik et i julegave, men hvem har vhs afspiller i dag? Pyt, vi kastede os ud i første episode, og igen røg vi ned af sofaen af grin. For pokker, hvor er det godt skrevet, spillet, produceret osv. Og det holder – også 25 år efter.

Men hvor er de unge….. Pilmark ligner som yngre læge en, der er trådt ud af en lægeroman, og Mygind en stor, ranglet dreng.

Jeg begyndte at kigge efter blandt de små roller, om der var nogen, jeg kunne genkende, og jeg tror, jeg så Charlotte Munch (Anna Pihl), men det er der nu gået sport i, og nu kan jeg heldigvis selv vælge, hvornår jeg vil se næste afsnit.

Udover at det er hylende morsomt -og spidder, så satiren bogstavelig talt drypper fra overlægens næse, så er det også uhyggeligt. Lige så uhyggeligt, som vores verden lige nu.

Hvad sker der for verden? Det er som om at alle klodens skytsengle er taget på ferie, og vikarerne er vikarerne fra helvede.

Nordkorea sender missiler henover Japan. Putins sidste show ligner en scene fra Chaplins “Diktatoren”, der igen er en kopi af Hitler og at læse beretninger fra krigen, er som at læse om 1st verdenskrig. Det er hjerteskærende at læse om en ung mand, der kravler afsted med benene sprængt af og blodet pumpende ud fra pulsåren, mens han råber højt “mor,  nu kommer jeg hjem”. Så er jeg ligeglad med om han er russer, det er hjerteskærende.

Polerne smelter, dyreracer uddør, og oven i koster det et mindre hus på landet at varme et normalt hus i forstanden op om året. Der er altså ikke meget at grine af i disse tider.

Jeg kunne godt skrive noget om det positive i at forbruget bliver sat ned, og vi nu kun har to og ikke tre fladskærme, og at ingen behøver at flyve 10 gange om året, men det tror jeg ikke behøver, det er vi alle samme klar over.

Det store spørgsmål er, hvordan vi bevarer håbet for fremtiden, og ikke går i sort, for så går det først helt galt. Vi er nødt til at blive ved med at tro på, at vi kan få verden tilbage på sporet igen.

Det er nok desværre nødvendigt med både “Make love, not War” og så et større og bedre våbenarsenal end fjenden, også selvom jeg helst så hippie udgaven. Fjenden, tænk at skrive det ord. Jeg havde aldrig i hele mit liv forestillet mig, at jeg skulle være bekymret for krig og atombomber og indkøbe et lager af stearinlys, tændstikker og vand. Men sådan er tiden altså.

Det er uhyggeligt, siger de i Riget, og det skal jeg da lige love for.

Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil beholde troen på fremtiden, og at jeg vil koncentrere uhyggen til Lars von Trier, der i Carl Th. Dreyers gamle smoking  siger: “Vær forberedt på at tage det gode med det onde!”

Det er jeg så, mens jeg bevarer troen på det gode.

 

Dronninger alle vegne!

Foto lånt fra Rosenborg  Kongernes Samling.

Det er Golden Days for dronninger. Bogstaveligt talt, for Golden Days løber af stablen i disse dage, og deres tema er “50 Queens”. Derudover afholder Margrethe II – lettere beskåret bevares – 50 års jubilæum, og så har QE II selvfølgelig ryddet alle sendeflader. Nu vil man måske hævde, at for hende er det næppe så gyldent, men når man har levet et så på alle måder rigt liv i 96 år, og sover stille ind med sine børn omkring sig, så kan det næppe afsluttes mere gyldent.

Det må være svært, at være republikaner i disse dage. Selv Sikander så jeg i fint tøj i Det Kgl. Teater i går. Og Støjberg! Sørme om hun ikke var at finde i de absolut fineste saloner i København. Ovenikøbet med et glas champagne i hånden. Dronningen af Jylland, der ellers er til cola og halbal ankom med Pape under armen.

Tom Jensen skrev i dag, at han gad godt vide, om Pape nu også har tjekket, at hun er rigtig jyde. Det synes jeg faktisk er ret morsomt!

For hold nu op, hvor de roder rundt derinde på Borgen. Det ligner jo snart det Engelske Parlament, hvor de også har fået en ny “dronning”.

Heldigvis er de ægte dronninger (kan de mon også mærke ærten, når de går fra prinsesse til dronning?) langtidsholdbare, stabile og dedikerede til deres livsgerning. Vores politikere kan ikke engang holde en valgperiode i samme parti.

22 politikere har siden sidste valg enten skiftet eller stiftet parti, eller er blevet løsgængere. 22!  De hopper som lopper for at beholde taburetten.

“Thank you for your service!” har man hørt igen og igen siden i torsdags. Et ellers gammelt begreb er pludselig blevet “talk of the town”. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at ting som ordentlighed og det at være pligtopfyldende kommer på agendaen igen.

Det er ikke let at være overhoved, monark, regent, statsminister, minister, leder eller som Dan Turrell ville have sagt det – “det er ikke let at være nogen”. Det er ikke let. Det er benhårdt at blive bedømt hele tiden for både dit og dat, hele tiden skulle dukke sig for knive på vej til ryggen, og det er fuldtidsjob, der har nogle meget store omkostninger.

Derfor skylder vi også at hylde de mennesker, der vitterlig gør sig umage og tjener deres folk og land (det lyder forkert i anden rækkefølge…), og det er vi ret dårlige til her til lands.

Det tog flere år, før vi begyndte at tage os ordentligt af vores veteraner. Lige så mange år at begynde at bruge betegnelsen, og så er al hjælp stadig alligevel ikke på plads. Men nu hylder vi dem i det mindste, og anerkender deres indsats, for de løb ikke af plads, heller ikke da det var slemt.

Det gjorde Erik Brøgger Rasmussen heller ikke, da alt brændte på. Han tog både Corona krisen  og rømningen af Afghanistan, og nu belønnes han så med et job som FN ambassadør. Det er ham vel undt og her fra skal lyde et stort TAK for indsatsen.

Det skal der selvfølgelig også til de to helt unikke, kloge og ægte dronninger der i henholdsvis 50 og 70 år har sat pligten over alt andet. Af hjertet TAK!

Det er straks lidt sværere med vores politikere, ikke? Nogle har jeg stor respekt for, og synes arbejder hårdt og dedikeret og det har intet med partifarve at gøre. Andre er åbenlyst kun interesseret i løn og prestige og løber efter hvor der er størst chance for at beholde sit DSB årskort.

Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt af dem bliver jeg. Jeg har ellers altid været fuld af beundring for de, som orkede at tage det slid, det er at være MF, og ærligt også set lidt op til dem. Nu bliver jeg bare træt i ansigtet.

Nej, lad os blive ved dronningerne.

49 af dem siger Golden Days, og de spænder fra Asta Nielsen til Tine Bryld inkl. et par drama-queens vil jeg tilføje  ;o). Den sidste dronning skal vi foreslå. Der er nok at tage af, og til dem alle siger vi – TAK for jeres indsats, for vi skal blive så meget bedre til at hylde de rigtige.

Og de rigtige er ikke dem, der kan vinde et reality show ved at spille spillet og få de andre stemt hjem. Det er heller ikke dem, der ikke er deres politiske ansvar voksent eller alle de udenlandske studerende, der ikke betaler deres lån tilbage.

Det er derimod alle de, som bliver på deres plads og gør en indsats, og så er det i princippet ligegyldigt, om det er en dronning eller en medarbejder i kloakservice eller en soldat.

“Thank you for your service!”.

Selv allesteds nærværende Harry Styles sagde “Thank you  for your service” ved at få Madison Square Garden til at klappe i et minut. Respekt!

-Og de løber som lemminger….

Jeg må hellere med det samme komme med en varedeklaration: Jeg har været ansat i Spies Huset – og jeg elskede det!

Jeg var ganske vist ansat flere år efter formanden gik bort, men det, vi ansatte kalder for Spies Ånden, eksisterede stadig, og jeg er stolt af at have været en del af den arbejdsplads og lykkelig for at have oplevet det.

Jeg har også en nær veninde, der medvirker i ugens mest omtalte tv-program, så er det ligesom på plads. Dermed kan man selv vurdere om jeg er upartisk i dette blogindlæg. -Og også lige for en god ordens skyld: Dette er ikke et forsvar for umoralsk og utilbørlig opførsel. Jeg bifalder på ingen måde udnyttelse af svage personer.

Men det skal faktisk slet ikke handle om formanden eller hans harem. Det skal handle om noget så nutidigt, som at ingen længere går op i, om det de viser, ser, læser eller frem for alt kommenterer på er korrekt.

Eksempelvis ville det have klædt den omtalte udsendelse også at komme med en varedeklaration. Der kunne til at begynde med have stået, at vedkommende, som man lader bære hele historiefortællingen allerede i 2014 stod bag en teaterforestilling med titlen: “Heidi -en rejse til helvede med Spies”.

Heidis søster har altså igennem mindst 10 år jagtet historien på den søster, hun ikke havde noget reelt forhold til. Hun har allerede talt med masser af mennesker, om hvad der skete for hendes søster før disse udsendelser.

Flere klip stammer også fra Torben Skjødt Jensens film fra 1999 – “Simons Film”. Torben Skjødt Jensen har selv stillet materialet til rådighed, men udover en kreditering, hvor producenterne har glemt 1/3 af hans efternavn, er det ikke tydeligt for særlig mange, at man rent faktisk genbruger flere scener. Blandt andet den, hvor John Lindskog fortæller om moderen, der solgte sin datter for køkkenmaskiner.

Bo Østlund, der selv er journalist og dokumentarist, har lagt et langt indlæg på sin FB side, hvor han med en dokumentarists øjne påpeger alle de ting, han mener der er forkert ved udsendelserne. Det er værd at læse.

Men jeg har derudover læst et hav af kommentarspor, og det er så forstemmende. Størstedelen er fyldt med faktuelle fejl i småtingsafdelingen, som at Spies var en 70 årig gammel mand (han døde, da han var 62) , men ganske mange løber også med halve sandheder, som at der nu sidder “mange familiemedlemmer og lider på grund af de overgreb”- Øh, hvor ved du det fra, og hvilke kilder kan lige bekræfte det?

Med andre ord, vinklingen og det massive mediepres har medført en diskurs, hvor halve sandheder bliver til virkelighed, og det finder jeg så skræmmende.

En ting er, når det sker i forhold til en afdød, kontroversiel person. Noget helt andet er, når det bliver benyttet i andre sammenhænge. Politisk eksempelvis, hvilket Trump har været en sand mester i.

En af mine absolut yndlings tv-serier er The Newsroom fra 2012.  Udover at det er så fabelagtigt skrevet og spillet, og daværende aktuelle nyheder indgår i de forskellige afsnit, så er det røde tråd igennem også, at man skal holde fast i de klassiske journalistiske begreber, som at “en nyhed” skal bekræftes af to uafhængige kilder.

På et tidspunkt breaker  de konkurrerende tv-stationer et resultat, der ikke er bekræftet og løber med alle seerne, men det viser sig selvfølgelig at vores helte, der holdt fast, fik ret. Der er også i serien eksempler på, hvordan en falsk internet historie pludselig bliver ophøjet til sandhed, udelukkende fordi den citeres overalt.

Med andre ord, hvis man bare siger ting tilstrækkeligt mange gange (eller deler på de sociale medier), så bliver det til sandhed.

Producenterne og forfatterne bag serien så alt det her før os andre. De levede i en “Fox News” verden, og blev klar over, hvor det hele var på vej hen.

Men i dag er vi klogere…. eller er vi? Hvorfor lækker en privat video af den dansende finske præsident lige nu? I hvis interesse er det, og det er da påfaldende, at det sker lige efter Finland har begrænset udstedelsen af turistvisa til Rusland og i øvrigt søgt om Nato medlemskab.

The Owls are not what they seem…. for os, der kan huske Twin Peaks.

Nu er det bare farligt, for med de sociale mediers magt og hurtighed  kan det få mænd som Trump valgt, og det kan skabe splid i befolkninger og bysamfund, og få det hele til at blive kun sort/hvidt  -og der er altid nuancer.

Nuancer, som de færreste formår at sætte sig ind i.  Jeg vil trods alt ikke, som Anders Heide Mortensen, kommentator på Finans skrive at -og jeg citerer: “Danskerne er primitive folk”, (tænk, det skrev han i det måske værste indlæg med kommentarspor, jeg har læst hele ugen), men mange læser kun overskrifter og har hverken tid eller andre ressourcer til at sætte sig ind i det større billede.

Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på, at medier som DR med en så stor magt er deres ansvar bevidst og ikke falder i sensationsfælden, fordi det giver høje  seertal og mængder af kommentarspor.

Der er masser af historier, der kan dokumenteres og verificeres derude.
Man kunne jo blandt andet kigge lidt på den nutidige slavehandel vi har i Danmark, med helt unge, handlede piger, der står og sælger sig selv foran Kødbyen. De har i den grad brug for nutidig hjælp, og her behøver man ikke dramaturgiske greb for at gøre det til en gyser.