De fleste danskere har en svaghed for at læse, hvad udlændinge tænker om os. Selvom vores andedam efterhånden er blevet til en velvoksen sø, og vi seriøst må være det folk i verden, der rejser mest, så har vi stadig et lille land kompleks (ikke et ord om rigsfællesskabet), og derfor sluger vi også med stor nysgerrighed, hvad folk fra den store verden mener om os.
I hvilket andet land var det eksempelvis blevet en forsidehistorie, at en britisk skuespiller har døbt sit barn Tove? Det er selvfølgelig også en lidt interessant historie, men alligevel.
Nå, men jeg får også engang imellem i lysten til at høre, hvad den store verden tænker om vores kultur og måde at leve på, og fordi jeg har set en enkelt lille video, sender algoritmerne nu et hav af herboende udlændinges gode råd om dit og dat og undren over danskernes måde at leve på i min retning.
Historierne om barnevogne udenfor uden opsyn er en klassiker, og vi kender også alle sammen den store undren over lakrids, og at man bare ikke skal røre ved den gamle jul.
Men forleden stødte jeg på en amerikansk kvinde, der fortalte om hendes helt store undren over de mange mænd, der arbejder med børn, og det fik mig til at tænke over, hvor meget vi egentlig tager for givet, men som bare ikke er det.
Hun berettede – i øvrigt med stor glæde, om hvor mange mandlige lærere, der er på hendes ene barns skole. Hun fremhævede også en episode, hvor hun i det andet barns børnehave havde set en mandlig pædagog med et barn på skødet, hvor de to grinede og læste historie sammen. For hende var det en oplevelse, der svarede til at gå en tur på Mars.
Derudover var hun dybt forundret over alle de unge – særligt de unge mænd, der arbejder i de forskellige institutioner. Så forundret, at hun havde spurgt nogle om hvorfor, og havde fået svaret at i deres alder var det småt med jobs, og at de meget hellere ville lege med børn, end at sidde i kassen i et supermarked. Dette fremhævede vores amerikanske gæst som noget helt unikt -altså at unge mænd vil arbejde med børn, og finder det sjovt og berigende.
Ærligt, dette havde jeg slet ikke tænkt over. Min ene søn har også på et tidspunkt arbejdet i en SFO og jeg har aldrig – som i aldrig – på noget tidspunkt skænket det en tanke, at det var usædvanligt, fordi han er en mand. Min anden søn har en mandlig pædagog som bofælle, og vi har da også en mandlig pædagog i vores omgangskreds. Vældigt flinke og helt normale mennesker.
Den amerikanske kvindes refleksioner fik således også mig til at reflektere.
Der er så meget, som vi tager for givet. Vi tror, at fordi vi lever på denne måde, så er det helt almindeligt, og det er bare sådan, det er. I den store verden derude, er det bare ikke tilfældet, og eksemplet må give stof til eftertanke.
Jeg blev, efter at have set den amerikanske kvinde, så taknemmelig og glad for, at jeg lever i et land, hvor mennesker kan arbejde med det, der giver dem glæde, uden at der kigges skævt. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, det er der altid, men vi har trods alt skabt et samfund, hvor man frit kan vælge sin beskæftigelse uden at nogen af den årsag synes, man falder uden for skiven.
Tænk, hvis vi kunne begynde at fokusere lidt på alle de positive ting, der er i vores samfund. Det er trods alt ikke mere end 70 år siden, at det nærmest lå i ruiner, og vi virkelig kunne tale om fattigdom, og knap 100 år siden børn født udenfor ægteskab blev betragtet som uægte. Det kunne jo være, hvis vi begyndte at være lidt taknemmelige – og nøjsomme- at vi så ville få overskud til at løse de virkelige problemer. Vi kan jo starte med Folkeskolen.
Derfor er det også sundt nogle gange at høre, hvad andre tænker og mener. Man bliver samfundsblind og i tech-garkernes ekkokamre bliver alt sort / hvidt, og vi får tendens til at glemme, at der næsten altid er nuancer.
Så denne weekend vil jeg udelukkende være taknemmelig og glædes over alt det gode, og så lukker jeg verden ind igen på mandag.
