Kategori: Flinkeskole

Udgivet den

At være eller ikke at være…… bare nogen!

Jeg holder rigtig meget af Emilie van Hauen’s klummer. Hun er indsigtsfuld og klog at læse, og rammer som regel tidsånden lige i rumpen. Således også med den klumme, hun skrev forleden om præstationssamfundet og at “den nye normalitet er at være vinderen”.

Ligesom jeg bliver inspireret af hende, var hun selv blevet inspireret af, hvor meget furore, det havde skabt, at hun havde uploadet på LinkedIn, at hun ikke vandt en pris.

Er man ind imellem på LinkedIn, kan det nu nok ikke undre så meget, for 80% af alle opslag handler om at promovere sig selv og sine gerninger (som jeg gør nu f.eks. med denne blog ;o)…), men som den sociolog van Hauen er, tager hun den selvfølgelig et spadestik dybere,  og beskriver vores tid som “en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale, og vi trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kaldte accelerationssamfundet”. Kraftigt hjulpet på vej af teknologien, der gør, at vi skal nå flere ting samtidig og hurtigere og hurtigere, og kan vi ikke det, skammer vi os.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har skrevet om at få popcorn hjerne, og jeg har refereret til Annika Aakjær, som fik helt vildt skam over ikke at kunne klare alle de grimme SoMe kommentarer. Men det bliver også mere og mere present.

De sidste par måneder har jeg jævnligt været hos en stress psykolog, der hjælper med værktøjer til at navigere og til at få styr på alle de krav, man stiller til sig selv i en omskiftelig og hektisk hverdag. Jeg føler ingen skam over at nævne det her, for jeg er tilpas voksen til, at jeg står ved, at jeg har haft brug for “coaching”, men jeg har hver gang, jeg har været i konsultation bemærket, at venteværelset har været fyldt med unge mennesker.

Det er der i og for sig heller ikke noget nyt i. Vi læser daglig om præstationskulturen og psykiske udfordringer blandt vores unge, her blev det bare så synligt for mig.

Da jeg var ung, sagde min mor tit til mig, at min generation for det første var meget navlebeskuende, men også, at hun syntes, det var så svært for os, for det var ikke nok for os, bare at være. Vi skulle hele tiden være nogen eller noget.

Jeg tror, vi var lidt front runnere på den konto, men hun havde jo ret, og det er bare blevet mere og mere udtalt. Det er ikke noget eller nok bare at være. Man skal være nogen speciel (blandt de unge helst kendt) eller noget mere, eller for igen at citere van Hauen:

“For tidsånden kræver, at når du ikke er vinderen eller præsterer på elite niveau, er du automatisk en taber. Selvom fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal, hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund”.

Og det går især ud over vores unge, men i princippet over alle os, der ikke bare har evnen til altid at være ligeglade med andres mening, eller kan abstrahere fra gerne at ville yde sit allerbedste hele tiden.

Eller for at tage et andet eksempel fra min egen verden. En af mine nære veninder bor i udlandet. Her har man en anden holdning til det at være “housewife”. Jeg kender i n g e n danske kvinder, der med stolthed i stemmen vil sige højt i et interview: “Jeg er husmor!”, men det hørte jeg min veninde sige engang, hvor hendes børn var små.

Jeg siger ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne -slet ikke, men jeg vil hævde, at det at passe børn og familie i en periode, også længere end barslen, kan man også være stolt af. Så er man forælder (køn er ligegyldigt).

En af mine andre venner havde i flere år stående “FAR” på sit visitkort, og jeg elskede det. Det var den identitet, som han  fandt mest passende, selvom han kunne have skrevet skribent, tekstforfatter, anmelder eller noget andet “fancy”.

Derfor vil jeg gerne her slå et slag for – uden at det skal lyde religiøst – at vi alle er noget i kraft af bare at være. Vi behøver ikke altid at vinde (selvom det altså også er sjovt en gang imellem) og vi behøver ikke altid at være hurtigst, bedst, smartest, dygtigst…… forsæt selv listen – og fremfor alt, vi skal passe på vores unge mennesker, og give dem lov til også bare at være. Vi er trods alt flest “hverdags-mennesker”, og de er ikke så ringe endda.

Emilia van Hauens klumme kan læses på hendes forfatter FB profil eller i Jyllands Posten.

Her er en glad hustru, mor og svigermor. Så er man sg. noget!
Udgivet den

Den forbandede flinkeskole!

Jeg troede egentlig, at nu når jeg havde nået den alder, jeg har, så ville det efterhånden også være farvel til flinkeskolen. Men ligesom jeg troede, at når langsynetheden med alderen satte ind, så ville den ligesom udligne den nærsynethed, der har gjort, at jeg har haft briller, siden jeg var 10 år og jeg dermed ville slippe af med dem – brillerne altså, så tog jeg fejl.

Jeg har stadig briller, nu bare med såkaldt glidende overgang og de er dobbelt så dyre, og jeg ligger stadig under for regelsættet i flinkeskolen, og gør ikke altid, som jeg har mest lyst til. Arghhhh!

Det kom jeg til at tænke over i morges efter at have læst et indlæg af Emilia van Hauen om kvinder, der når de er vrede, kommer til at græde i stedet for at skælde ud. Ofte i situationer, hvor det er højst upassende, og ofte er der tale om højt begavede, selvsikre og kompetente kvinder, der står med øjnene løbende, når en chef eller en kollega gør noget, der gør dem gale.

Det føles så ydmygende, og det kan jeg tale med om, for jeg er en af dem. Jeg har prøvet at forlade min arbejdsplads med tårerne trillende og et raseri indvendigt på størrelse med Vesuv i udbrud.

Emilia skriver, at kvinder der græder, når de er gale, ofte er piger, der har lært, at de godt må være kede af det, for så bliver de trøstet. De får kærlighed. Omvendt, så har de som små lært, at når de bliver gale, så får de en kold skulder.

Jeg er ikke helt sikker på, at det er den endegyldige sandhed. Jeg kan sagtens blive så gal, at jeg sprutter. Spørg bare min sønner. Men nu er Emilias betragtninger også mere generelle i modsætning til mine, der er personlige.

For mig handler det om uretfærdighed. Jeg er simpelthen ikke gearet til åbenlys uretfærdighed, og de gange, hvor jeg er blevet bragt i en situation, hvor nogen åbenlyst begår uretfærdigheder, er grænseoverskridende eller gør noget andet, der skriger til himlen, så går jeg tilsyneladende i baglås, og så kommer tårerne. Jeg bliver så paf over vedkommendes opførsel, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt. For sådan gør man bare ikke.

Men nogen gør!

Og her er det så desværre, at regelsættet fra flinkeskolen ofte tager over, og bestemmer ens (-læs min) opførsel. Det duer bare overhovedet ikke til noget som helst, hvis ikke alle spiller efter samme regelsæt i større eller mindre grad. Ligesom færdselsregler og etikette. Hvis vi allesammen følger dem, glider trafikken let, men hvis bare en bryder og kører overfor rødt, kan nogen komme alvorligt til skade.

I arbejdssituationer er det selvfølgelig rigtig skidt, og her skal en ledelse gribe ind. Øjeblikkeligt. Det er det, man har ledelser til. Det sker desværre bare ikke altid, og især ikke, hvis det er ledelsen selv, det er galt med. Men det finder jo også sted i privatlivet, at nogen opfører sig helt håbløst.

Her kan man til gengæld i de fleste tilfælde klare det lettere. Man går bare et andet sted hen i selskabet, så man slipper for den grænseoverskridende person – og her tænker jeg altså ikke på den umulige onkel, som vi alle har i familien.

Jeg har også flere gange meldt afbud til diverse, fordi jeg vidste, der kom personager, jeg ikke kunne holde ud i længere tid af gangen. Det er sikkert gensidigt, og så slap vi så alle så fint ud af akavede situationer, før de opstod.

Men jeg har også prøvet at være i en situation, hvor jeg ikke kunne komme væk, men var bænket til et bord i flere timer med et menneske, der var fuldstændigt grænseoverskridende, irriterende og rigtig dårligt selskab. Kort sagt – frastødende.

Say no more!

Det oplevede jeg blandt andet ved et arrangement , hvor min mand også var med, og jeg vidste allerede indenfor de første fem minutter, at det her, det bliver ikke sjovt, men med afsæt i flinkeskole regelsættet bed jeg det meste i mig, og opførte mig høfligt. Kun det meste – et par giftigheder slap ud.

Efterfølgende diskuterede vi selvfølgelig arrangementet, og vi var grundlæggende enige om vedkommende. Men hvad skulle vi have gjort?

Til at begynde med var vi høflige og forsøgte at have en samtale. Det viste sig umuligt, da vedkommende talte hele tiden. Altså hele tiden – som i HELE tiden, og det var ikke ligefrem guldkorn, der kom ud af munden.

På et tidspunkt er høfligheden så tyndslidt. Men man gør alligevel ikke noget. Man siger ikke højlydt, måske skulle du give din hustru en chance til også at sige bare et par ord. Eller måske skulle du sætte dig lidt ind i sagerne før du udtaler dig. Eller hvor vover du at tale sådan om kvinder (det gjorde jeg nu et par gange, men det prellede af).

Reglerne fra flinkeskolen er for stærke.

I netop dette tilfælde havde vi stor respekt for arrangøren, som havde gjort sig umage. Vi syntes derfor ikke, vi kunne være andet bekendt, end at spille med, og så gå hjem ligeså snart, vi kunne tillade os det. Bemærk udtrykket – tillade os det.

Men kunne vi have tilladt os noget andet? Kunne vi have rejst os op og sagt – nu kan vi simpelthen ikke holde ud at høre mere på dig og din chauvinistiske, ubegavede talestrøm, det er vores liv simpelthen for kort til, og så være gået?

Hmmmm…. jeg er stadig i tvivl. Havde det ikke været af ovenstående årsager, så havde jeg rejst mig og var gået, så lidt har jeg da lagt flinkeskolen fra mig

Der arbejdes på sagen….

Det er ikke så svært