I et interview som 59 årig talte Per Kirkeby om alderens arrogance. Om at når man alligevel nærmer sig et sort hul (!), indfinder der sig en vis lethed. Et klarsyn, der kommer med alderen, uanset synet helt konkret bliver dårligere.
Det har jeg lige læst i en virkelig læseværdig artikel i Weekend Avisen af Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg. Jeg er nemlig kommet så langt ned i gear, at jeg har tid til at læse de lange forside artikler i W.A. Det skulle man gøre noget oftere.
Jeg er også kommet så langt ned, at jeg har ryddet op i min E-Boks og arkiveret et hav af mails fra banker, kommuner, realkredit institutter ol. Det skal man ikke gøre noget oftere, for hvilket u-brugervenligt system. Hvorfor i alverden har de ikke skævet til Hotmail, Outlook el., da de udviklede det? Lidt ligesom da man opfandt Rejsekortet med 10.000 begynderfejl og umuligt at finde ud af for turister i stedet for liiige at kigge til eksempelvis London, hvor det bare spiller og har gjort det i mange år.
Nå, det skal jeg slet ikke sidde her og brokke mig over og ødelægge mit gode humør med, for det skal handle om noget helt andet…. alderens klarsyn. Det lyder meget bedre end arrogance.
I samme artikel står der også “Hvad er forskellen på at resignere og hvile i sig selv?” Hmmmm… jeg er stadig ved “Hvornår går man fra at se godt ud, til at holde sig godt?” og nu skal jeg så forholde mig til, om jeg er blevet voksen og resignerer eller hviler i mig selv.
Vi vil jo alle helst det sidste, men ærligt, jeg er da begyndt at resignere i flere situationer. Jeg gider ganske enkelt ikke hidse mig op, engagere mig, tage del – vælg selv, i diverse. Noget, der ved min mor kunne drive mig til vandvid, når jeg med ungdommens engagement og temperament var dybt optaget af et eller andet, jeg som regel ikke havde nogen indflydelse på, og ikke kunne forstå, at hun ikke delte mit engagement.
Men nu er der med Kirkebys ord kommet et vist klarsyn og en vis lethed. Nåh jah… hva’ så’, “That too shall pass” (ok, vi taler ikke om klimakrise her), men det går nok alt sammen. Mine sønner og min mand vil sikkert hævde, at jeg overdriver. Jeg syntes, jeg var roligheden selv juleaftensdag, mens de begyndte at tale om, at jeg stressede. Jeg forstod ingenting. Men måske slår udviklingen først igennem udadtil, når man har øvet sig lidt.
Det er som med alt andet end balancegang. Jeg vil på den ene side gerne stadig være aktiv, engageret og fremme i skoene (de høje nu med puder, så man kan holde hele dagen), men på den anden side, vil jeg også gerne læne mig lidt tilbage og se blomsterne gro….. i timevis.
Måske er handler det om ikke at skulle bevise noget mere.
Hvad kan og skal man bevise, når man er 50something?
Det er store spørgsmål her på årets anden dag. Nogle vil helt tydeligt bevise, at de fortsat ser unge ud. Andre, at de stadig har magt og indflydelse, så de klæber til deres taburetter. Andre igen vil bevise over for sig selv og andre, at de stadig kan bestige bjerge eller løbe maraton, og det hele er ok. Så længe, det er for egen og ikke for andres skyld.
I serien “Overleverne” på TV2 (som du bare må se, hvis du ikke allerede har set den), er en af karaktererne en midaldrende kvinde, hvis mand har haft en affære med hendes søster, mens hun selv var i kemo. Ikke verdens bedste scenarie. Hun bliver på kurset, der er omdrejningspunkter for serien, venner med en ung, lettere fandenivoldsk mand, og han siger på et tidspunkt til hende, at hun skal blæse fuldstændig på, hvad andre tænker, hun skal gøre lige præcis, hvad der gør hende glad. Hun vil bare have sit gamle liv tilbage og har tilgivet både søster og mand. Intet er altid kun sort/hvidt.
Hun vælger derfor at gå tilbage til sin mand, for det er det, hun ønsker og så blæser hun netop på, at andre vil mene, hun har tilgivet for let. Men hun skal ikke bevise mere, hun skal bare leve sit liv, og være så lykkelig, som mulig, og så lader hun alderens arrogance, eller skal vi ikke sige klarsyn og lethed, vinde over andres mening.
Alderens klarsyn og lethed er altså med andre ord nogle af de fordele, der er ved at blive ældre. Vi kan sagtens finde på masser af dårligdomme, som værkende knæ, grå hår og knirkende hvad-som-helst. Men lad os starte det nye år med at omfavne alle de positive sider, der også er ved at blive vis og voksen. Klarsyn og lethed eksempelvis.
Vi har ikke resigneret, vi hviler bare i os selv, for 50something rocks!
GODT NYT ÅR!