
I går drak jeg kaffe med en god ven og arbejds relation. Grænserne er lidt flydende, men jeg kan egentlig bedst lide ham som ven, for han er en fantastisk samtalepartner. Måske fordi han er kunstner, måske bare fordi vi klikker godt sammen.
Nå, anyway, vi fik sludret igennem og opdateret på hinandens liv, og da vi sagde farvel, røg det ud af munden på mig “ja, det var i hvert fald ikke Facebook versionen, du der fik”, og så grinede vi lidt af det.
Forud var gået 10 min. fortælling om en fuldstændig sindsyg uge, hvor især den ene teenager havde bragt familien på den anden ende. Hvor der var blevet råbt og skreget, dasket (min søn hævder hårdnakket, at jeg slog ham -jeg, at jeg bare daskede…..hårdt), været fortvivlelse og i hvert fald ikke noget, der bare tilnærmelsesvis skulle i nærheden af Facebook.
Men mindre, man selvfølgelig er Anne Grethe Bjarup Riis, der engang uploadede et foto af hende selv med et barn på armen, rodet køkken og halvtomme mælkekartoner for at vise, hvordan en ægte hverdag ser ud. Så langt er jeg trods alt ikke nået i min udvikling.
Det var ellers startet rigtig godt. Fredag aften uden unger og vi hyggede og snakkede, som var vi unge og forelskede, og fik alt for lidt søvn. Så lidt, at jeg sov over mig til pilates lørdag morgen. Allerede der, burde jeg have set advarsels lamperne blinke. Det er skidt, at pjække fra sidste motion inden juleferien.
Men resten af weekenden forløb også ganske godt – lige efter Facebook bogen. Der blev bagt vaniljekranse, vi gik i biffen og havde en skøn oplevelse med Bradley Cooper i “A star is Born” – så fryd og gammen og forholdvis normal familie Facebook værdig idyl.

Lige indtil søndag aften, hvor den opgave skrivende teenager blev stillet til regnskab for manglende oprydning (ja, det er en klassiker hos os).
Pludselig udviklede det hele sig til verdens mest dysfunktionelle familie, hvor alle stort set kom op og skændes på tværs, og endte i hvert sin rum. Hvad skete der lige der? Det er så opslidende, og det tager så meget energi.
Nu en lille uge efter og 3 dage før juleaften, har der stadig ikke været overskud til at julepynte. Til gengæld har samme teenager spist ALLE vaniljekransene, som ellers skulle bruges til gæster, vinduerne er ikke blevet pudset (længe), og jeg har heller ikke lige nået at få ringet / skrevet til alle dem, jeg gerne ville sende en personlig hilsen.
Det var den historie, om mit uperfekte liv og til tider håbløse familie, jeg lige havde serveret for min ven og ikke på Facebook (det kommer den så nu…)
Vi lever i selviscenesættelsens tidsalder. Den er måske på vej til at blive afløst af krænkelses-tidsalderen, men lige nu overlapper de, og det ene er i virkeligheden lige så slemt, som det andet.
Jeg er selv en del af det, og er ret ferm til at uploade fantastiske fotos af min mand i Marrakesh, og små, hurtige sætninger, om skønne oplevelser, så jeg skal ikke kaste med sten fra mit glashus. Men jeg har altså også et uperfekt liv, hvor ordene flyver gennem luften, og afmagt, fortvivlelse, træthed og frustration eksploderer i et nytårsfyrværkeri af råberi.

Wikipedia
Det synes jeg også lige, jeg ville dele med jer – mine trofaste bloglæsere.
Jeg har også bjerge af vasketøj, og skjorter, der aldrig bliver strøget, og derfor ikke brugt ofte nok. Jeg drikker alt for meget vin, hvilket giver overvægt, og jeg har for første gang i desperation dasket (dasket – ikke slået!) til min søn. Jeg har også snavsede vinduer og jeg ser indimellem “trash-tv” for bare at slappe af.
Men… der er håb….for jeg er også ret god til at blive i godt humør igen, og fokusere på alt det gode, der er i mit liv. Og lige om lidt har jeg juleferie. Det lykkedes for Nils at komme hjem fra London i går trods droner over Gatwick, og der er alligevel ingen, der gider at se på julepynt i alt for mange dage. Og ved I hvad – man kan også købe vaniljekranse.
Så nu lader jeg julefreden sænke sig over mit uperfekte liv, der ikke egner sig til Facebook. Kysser lidt mere på min (uperfekte) mand, og så går jeg nogle ekstra ture med hunden (den er ret perfekt) for at motionere lidt.
Og, som de siger….. børnebørn er belønningen for ikke at slå sine teenagere ihjel. Jeg tror, jeg får mange børnebørn.