Indimellem støder man på fotos, som man ikke bare lige kan bladre forbi. Sådan har jeg det med drengen her. Han sidder på en trappesten et sted i Tyskland i 1946, og han har – som man kan se – fået nye sko. Det trænger han unægtelig også til.
Han er ovenud lykkelig. Så lykkelig, at han ikke hverken kan eller vil skjule sin glæde over de nye og velpudsede sko, som han knuger til sit bryst. Taknemmeligheden gemmes lidt bag glæden, men at den er der, er jeg ikke i tvivl om.
Det er ikke, at jeg ikke har set fattige børn før. Det er ingen af os vist forskånet for, men der var bare noget ved dette foto, som fik mig til at stoppe op. Glem alt om Carrie’s glæde ved sine sidste Manolo eller Samatha for sine Louboutin. Ikke at der er noget galt med at være glad for dyre sko, det er jeg også selv, men jeg følte mig pludselig så ovenud lykkelig og taknemmelig for det liv, jeg har fået, og ja selvfølgelig også skabt for mig selv, men med et lidt bedre udgangspunkt end drengen her fik i vuggegave.
Det sidste års tid har vi i familien været mere fokuseret på Tyskland, end vi plejer. Vi har igennem årene taget mange smutture til Tyskland, og var i forvejen ret begejstrede for både tyske vine og vinlandet, men sidste år fandt Nils på, at nu ville han altså have opfrisket sit tyske og tog et intensivt tysk kursus online. Med det fulgte selvfølgelig også en interesse for tyske tv-serier, udstillinger, kunst, historie osv.
Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg voksede op, var tysk ikke ligefrem et yndlingsfag i skolen, og med forældre, der havde været unge under anden verdenskrig, var det for tæt på, til at man ligefrem dyrkede den tyske kultur.
Men når tiden går, læger som bekendt mange sår, og efterhånden som jeg er blevet klogere på, hvor mange menige tyskere, som led helt ubeskriveligt, og en ny og progressiv generation tog over, er det bare langt væk. Ligeså langt væk, som da vi bankede dem i EM – finalen ;o)
Derfor røg vi også på en tysk film forleden. Det var lidt tøvende, for den var tre timer og 8 min (!) lang, og orkede vi lige det på en mandag aften. Nå, man kan jo altid slukke, tænkte vi, men tre timer senere var det som om, der var gået en halv.
“Værk uden skaber” hedder filmen, og den er fremragende. Den er løseligt baseret på den tyske kunstner Gerhard Richters liv, og vi kommer ind i hans liv, da han er dreng i årene op til Anden Verdenskrig. Derfra følger vi ham så gennem både Øst- og Vesttysklands historie op til i dag.
Det kan lyde kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for historie, men det er det ikke, for det er også vores historie. Alle i vores alder har været unge under Den Kolde Krig, og selvom vi gik mere op i højt hår og fed musik i 80’erne, så tror jeg stadig, at vi alle kan huske dagene omkring Murens fald.
Jeg kom til at tænke på filmen, da jeg så drengen med skoene, og så kom jeg til at tænke på noget Nils sagde i går. Han fortalte om en forsker, der ser lighedstegnene fra 1920’ernes Tyskland og til i dag, og måske ikke på den måde, som man umiddelbart tror.
De brølende tyvere står for mange af os som et årti med champagne, musik og barer, hvor køn blev udvisket og seksuelle præferencer afprøvet i fuld offentlighed. Fred være med det, tænker vi i dag, men det var forbeholdt en lille kreativ, fremadstormende elite, og almindelige hverdags mennesker, der kæmpede for at få mad på bordet kunne ikke følge med. Hvad gjorde de så? De stemte med fødderne, og stemte for orden og ro.
Jeg er, som alle andre, mere end skræmt ved tanken om at Trump skulle vende tilbage. Jeg bryder mig så afgjort heller ikke om, hvad der sker i Ungarn, Polen og for den sags skyld Israel, men jeg bryder mig heller ikke om, at en lille gruppe, meget højtråbende “wokister” skal have lov at sætte dagsorden, og bestemme, hvem der skal have lov til at udtale sig, hvilke forfattere, der er ok, og om en skuespiller må spille skuespil (!)
Som Vigga Bro – 85 år og still going strong– sagde forleden, da hun stod på scenen og fortalte historier: “Historier har bundet os sammen på kryds og tværs altid og har overlevet igennem generationer. Nu må jeg ikke fortælle Grønlandske historier, fordi jeg ikke er etnisk grønlandsk.” Det er jo helt ude på indlandsisen (det sidste sagde hun ikke…)
Så er det, jeg bliver bekymret. Mere end jeg er i forvejen over verdenssituationen, for hvis vi først bliver splittet internt i vesten, og majoriteten stemmer med fødderne for at få ro og orden, og kvinder for sig i kvindefængsler, så ser det først for alvor skidt ud.
Vi er nødt til at lære af historien, og vi er nødt til at huske, at den gyldne middelvej som oftest er den bedste. Så kan vi altid udvide den (middelvejen), og gøre den regnbuefarvet en gang i mellem, men vi er nødt til at gøre den så bred, at alle -også de, som ikke er så hippe eller er uenige føler sig velkomne. Man skal tage debatterne, også med dem man er uenige med. Ikke cancle dem.
Og så stak bloggen af i en retning, jeg slet ikke havde tænkt. Jeg var bare så berørt over den lille dreng og hans glæde over sine nye sko. Overskriften var også først kun “Taknemmelig”, men der fik alligevel sneget sig en bekymring ind.
Det er ellers ikke det en solskins Grundlovsdag lægger op til, men sådan blev det, og jeg er heldigvis stadig både taknemmelig og glad over at jeg i morgen kan tage mine nye sko på, og så sende et kærligt TAK ud i universet. Ikke kun for skoene, men helt generelt.
Og se så at få set “Værk uden skaber”!