Nu er der snart kun bønner tilbage, og det er ikke kaffebønner, jeg mener.
Måske er det bare mig -halvgammel og følsom med hang til tårer, men jeg er efterhånden så påvirket af nyhedsstrømmen, at jeg har svært ved at abstrahere. Det er som om, verden er gået i selvsving – på den dårlige måde, og jeg får lyst til at råbe ud over hele Simon Spies Plads (det hedder den nemlig stadig):
ER DER IKKE SNART EN VOKSEN TILSTEDE?
Jeg er så gammel, at jeg kan huske Shu bi dua’s tekst til Ronald og Leonid, og skulle du have glemt den, så er den lige her:
Det’ de store, gamle mænd
Der styrer vores jord
De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord
De toner frem ved aftenstid
Når der er sket noget stort
Ronald og så Leonid
Og si’r hva’ de har gjort
Men jeg ka’ høre de skyder i øst og i vest
Og ikke kun med fyrværkeri
Det lyder som om, der var fest
Men festen er forbi
I kan selv slå resten op, og så kan I sætte de navne ind, der passer i stedet for Reagan og Bresjnev. Vælg selv fra hylden, for det vælter med dem i øjeblikket.
Diktatorer og andre usympatiske skiderikker, der af uransaglige årsager har fået så meget magt, at de kan sende unge mænd i krig, skyde babyer, bombe byer, forgifte journalister og hvad jeg ellers kan komme i tanke om af uhyrligheder, og den ene er ikke bedre end den anden.
Pt. har vi klimakrise og i Danmark står oksekød (ikke flybilletter ?!?!) øverst på listen over ting, vi skal skære fra. Hvor mange køer går der på en bombe?
Det er fuldstændig sindsygt, og det er som om, at man ikke kan slippe væk. Nyhedsstrømmen er massiv. Vejret er blevet til breaking news, vi står i Øresund til anklerne, skolebørn i Danmark skal bevogtes af armeret politi, jeg må ikke længere byde velkommen med “mine damer og herrer” og oven i det hele kan landsholdet heller ikke spille ordentlig fodbold mere.
Det er ikke sjovt længere.
Jeg talte med min ældste veninde i morges og spurgte hende, om hun ikke var påvirket af verdenssituationen? Hun har altid, i modsætning til mig, der er en softie, været en tuffie. “Næh, svarede hun. Det er bare, som det altid har været. Mennesker er grådige og går efter magt og penge.”
Måske har hun ret. Måske er det bare fordi nyhedsstrømmen er så massiv, at jeg vælter omkuld for tiden. Måske er det fordi jeg har været med hele vejen både før og efter murens fald og reelt troede, at nu blev verden et bedre sted, og nu skulle vi alle leve i fred og fordragelighed.
Desværre tror jeg at flere har det som mig lige nu. Der er en grund til at små videoer med dyrebørn tophitter på de sociale medier. Ærligt, jeg slapper også af med hundehvalpe og især vaskebjørne, der er blevet mit nye yndlings Facebook dyr. Jeg er simpelthen nødt til at abstrahere fra menneskehedens uhyrligheder, og her er dyr heldigvis så meget bedre.
Og hvorfor taler ingen om fred? I firserne gik der ikke en dag uden en ny fredsbevægelse. Jeg deltog ovenikøbet engang i et noget alternativt møde, hvor planen var på verdensplan at sende positive tanker til supermagterne og via tankens kraft få dem til at opføre sig ordentligt.
Jeg tror s.. jeg starter min egen fredsbevægelse. En af mine gode venner havde “Morgengrimme for fred” dengang i firserne, så den er ligesom taget, men man kan vel finde på noget andet. Det har altid været folket, der fik stoppet krige og diktatorer. Desværre tror jeg ikke rigtig, vi er så langt ude endnu, at tiden er for alvor moden, men jeg er klar. Vil I være med?
Men indtil videre må det blive vaskebjørne (de er altså ret søde) og så bønner i form af positive tanker. Hvis vi er mange nok, må vi kunne skabe nogle positive vibs på en eller anden måde.
Pas på jer selv om jeres mentale helbred og find så noget “Feel Good!” i weekenden. Vi trænger til det, mens vi venter – ikke på Godot men på Superman!
Oh, Superman, where are you now
When everything’s gone wrong somehow?
The men of steel, the men of power
Are losing control by the hour
Tak Berit jeg er med dig hele vejen og sender positive tanker og ønsker om fred, kærlighed og foredragelighed
Hej Hanne
Du er hermed det første medlem af min nye fredsbevægelse <3