Jeg har syndet…. og åhhh, hvor var det godt! Faktisk over en hel uge. En hel uge, hvor jeg har drukket og spist lige præcis, hvad jeg havde lyst til, og oveni det hele spillede jeg også. Digitale skrabelod.
Jeg har med andre ord gjort rigtig meget af det syndige over flere dage. HA!
Det kan selvfølgelig aflæses på vægten med det samme. Her er der kontant afregning, men nu tilhører jeg også den del af befolkningen, der blot skal kigge på en rødvinsprop for at tage 500 gr. på.
Så hvad skete der lige for mig i den forløbne uge, for der er da mindst røget tre flasker ned sammen med nok 400 gr. chokolade, et par småkager og Danske Spil nåede at give mig en besked med at nu havde jeg altså været på i over en time, om jeg så stadig vil fortsætte. Ja for fa…., jeg vinder jo!
Jeg ved det godt, bordet vinder altid, men lige der, sad jeg altså i held, og så skal man jo ikke bryde flowet vel?
Jeg ved ikke, hvor sund den forgangne uge har været, men rent mentalt synes jeg faktisk, det har været en fest. Jeg har hygget mig noget så godt, og følelsen af at være ligeglad med det hele, den er altså ganske befriende.
Mit intellekt ved jo godt, at der er tale om eskapisme, og der må være noget, der ikke spiller optimalt, når jeg sådan har brug for at selvmedicinere… ….”because I’m worth it”. Eller også er der ikke. Måske havde jeg bare lyst til at give los og være ufornuftig på alle fronter.
På min arbejdsplads har man netop indført nogle nye regler for alle medarbejdere, og jeg er ret vild med dem.
Der må fremover ikke sendes mails mellem kl. 19 og 07 på hverdage og fra kl. 16 om fredagen og til mandag morgen. Det er fuldstændig forbudt at svare på mails i samme tidsrum. Med mindre selvfølgelig lokummet bogstaveligt talt brænder, men så er det nok telefonen, man bruger og 112.
Samtidig er der indført fokustid fire formiddage om ugen fra 10.05 – 11.35. Her må ikke holdes møder, man må ikke forstyrre hinanden, og her må heller ikke hverken sendes eller svares på mails.
Dertil kommer nogle andre tiltag omkring møder og småting, men disse to førnævnte regler er de mest markante. Baggrunden er trist, for vi har i organisationen ganske mange, der har stress relaterede sygemeldinger. Noget må gøres, og det her er altså, hvad direktionen har besluttet i et forsøg på at skabe en bedre arbejdsplads med færre forstyrrelser og mere ro.
Jeg er, som skrevet, vild med det og finder at det er på linje med skoleelever, der nu får låst deres mobiltelefon inden under hele skoledagen for at kunne koncentrere sig bedre.
Vi er simpelthen på alt for meget.
Vores yngste søn arbejder i øjeblikket på en opgave, hvor man skal undersøge de strukturelle og kulturelle krav til unge mennesker, og hvordan det påvirker deres studievalg og generelle trivsel. I den forbindelse sagde han følgende – eller i hvert fald noget lignende: “Teknologien og vores hverdag har udviklet sig med en sådan en acceleration, at vi ikke overhovedet kan følge med. Problemet er bare, at vi forsøger at udvikle os tilsvarende, og det er dømt til at mislykkes”. Accelerationssamfundet er skidt for os mennesker.
Derfor drikke Jeppe!
-Ej spøg til side. Det er selvfølgelig ikke kun derfor, jeg har hevet en uge ud af kalenderen, hvor jeg har givet den gas, men det er en del af forklaringen. En gang imellem har man brug for bare at stå af og gøre lige præcis det, man har lyst til, og i denne uge var det altså vin, chokolade og skrabespil. I skulle prøve det.
Før I nu bliver alt for bekymrede for mig, så er jeg altså lige kommet hjem fra aqua-fit (og det er ret hårdt og sundt), og jeg har ikke haft tømmermænd en eneste gang i løbet af ugen, så så voldsomt har det altså heller ikke være. I øvrigt vandt jeg også kr. 1.000.- på et skrabelod.. kom ikke her!
Men nu er festen også forbi. I næste uge bliver jeg fornuftig igen. I hvert fald indtil torsdag ;o)