What a Difference a Day Makes…

Det er titlen på et gammelt popnummer, der første gang blev et hit på engelsk i 1959. Den er nu oprindelig skrevet på spansk og i 1934, men sådan er der så meget.

Jeg har tænkt meget på den sætning de sidste par uger, og jeg er nok ikke den eneste, der gerne så verden tilbage til hvor den var for et par uger siden. Det går lige stærkt nok -den forkerte vej – i øjeblikket.

Sidst jeg bloggede, havde jeg fokus på New Zealand og en demonstration, hvor demonstranterne blev mødt med musik for at få dem til at gå hjem. Det causerede jeg lidt over i forhold til Nato og Rusland og hvilke sange, de burde spille for hinanden. Det gør jeg ikke længere.

For første gang nogensinde i mit voksne liv er jeg reelt bange for krig – atomkrig!

Vi 50somethings, vi var unge i 80’erne. De fleste af os har været i Østeuropa før Muren faldt (absolut ikke nogen sjov oplevelse), og mange af os kan huske, hvor vi var, da vi hørte om Tjernobyl ulykken. Men selvom der var iskold krig, spioner på broen, og gamle mænd i Politbureauet, så var jeg aldrig for alvor bange. Det er jeg nu.

Noget kan selvfølgelig tilskrives ungdommens letsind, men det var alligevel anderledes. Vi havde håb om forbedring, tidens ord var NEDrustning, og der var jubeloptimistiske tiltag som Next Stop Nevada og Next Stop Sovjet, og der var så mange fredsgrupper, at en af mine venner opfandt “Morgengrimme for Fred”.

Den mærkeligst personlige oplevelse fra den tid var en gang, jeg havde forvildet mig på et alternativt kursus om tankens kraft. Pludselig skulle vi alle sidde og tænke positivt på supermagterne ud fra devisen, at hvis tilstrækkeligt mange mennesker gjorde det samme over hele verden, ville det påvirke de respektive ledere i positiv retning.

Jeg syntes, det var for langhåret, og gik før tid. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville gøre i dag, for jeg er der, hvor jeg er villig til både bønner, tanker og morfogenetiske felter, hvis bare det virker.

Men tænk engang. For bare tre uger siden, så verden helt anderledes ud, og så hurtigere, end jeg kan mikse en Black Russian, har vi krig på kontinentet, politik på speed og et dansk parti, der er ved at gå over på midten, fordi de ikke kan blive enige med sig selv om, hvordan de skal mene noget andet, end der står i deres partiprogram. Den er også svær, og kræver en spindoktor i særklasse og et realitytjek hos deres vælgere, men i disse dage er der ikke plads til nuancer nogen steder.

Russiske kunstnere, der har brugt hele deres liv som systemkritikere, med selvsamme liv som indsats, bliver cancelled, blot fordi de nu en gang er russere, og i det hele taget er alle gået i en slags kollektiv selvsving, hvor man bare vil handle nu og her. Det forstår jeg godt, det er måske bare ikke så hensigtsmæssigt på den lange bane, så jeg håber at alle -især vores politikere- lige tager en dyb indånding, og holder hjernen kold og hjertet varmt. En fejltagelse nu kan blive fatal.

Men det er svært. Jeg er selv blevet nyhedsjunkie (kan ikke anbefales), og har i snart to uger øvet mig på at sige Volodomyr. Manden, der overnight blev helt, og som alle nu vil hjælpe…. bare ikke så meget, at det starter en atomkrig, og det er han desværre smerteligt bevidst om. Det er vi også.

Det er catch22. Vi ønsker af alle vore hjerter, at de tapre Ukrainere vinder, men vi ved også godt, at de er oppe mod en af verdens største hære, hvis øverstkommanderende er villig til at tage det ultimative våben i brug. Det ved vi. Det ved Putin, og han ved, at vi ved det, så her står vi og holder vejret og håber på, at der ikke sker en fejl.

Jeg læste, at amerikanerne nu har oprettet en særlig direkte linje til Moskva, med netop det ene formål at udrede evt. misforståelser, og jeg læste også, at Putin har sendt hele sin familie til en hemmelig underjordisk bunker by under jorden et sted i den russiske ødemark. Det er en gyser!

Foto fra NBC News

Kan I huske Mikhail Khodorkovskij? Han var den første rigtige oligark, tilbage i 90’ernes wild west kapitalisme under Jeltsin. Han ragede imidlertid uklar med Putin, faldt helt i unåde og blev sat i fængsel, som han efter 10 år blev løsladt fra. I dag lever han i London, og vil gerne fremstå som menneskerettigheds forkæmper (!) med sin fond Open Russia, der kæmper for et demokratisk Rusland.

Jeg har i dag set to forskellige interviews med ham. Et på fransk tv, der er fire dage gammelt og et på CNN, der er en dag gammel. Som jeg oplever det, har han holdnings- og frygtmæssigt flyttet sig på de tre dage, og taler i det sidste om, at man er nødt til at stoppe Putin NU! What a Difference a Day Makes.

I mellemtiden er den reelle oppositionsleder, Navalnyj (ham der overlevede giftangreb) også i fængsel i Sibirien og har afsonet 1 år af sin 2,5 års straf, men den 25. januar blev han opført på de russiske myndigheders liste over terrorister og ekstremister, så han kommer nok ikke ud til tiden.

25. januar, altså en måned før verden gik af lave. Hvis jeg forstår rigtigt, så blev invasionen også udskudt lidt, fordi kineserne bad russerne vente til efter vinter OL. Hvis det altså er sandt. Sandheden er som bekendt det første offer, men det hele ser meget planlagt og ikke godt ud.

Jeg ville gerne som altid slutte i dur og med håb, men lige i dag har jeg altså svært ved det. I forgårs sad jeg med tårerne ned af kinderne, da 150 radiostationer spillede “Giv Peace a Chance” samtidig. Og jeg ved godt, at det ikke gør nogen forskel overhovedet på noget, men det viser i det mindste, at de fleste af os rykker sammen, og ikke på nogen måde ønsker, hvad der sker i øjeblikket. Heller ikke for de stakkels helt unge russiske mænd, der rystede ringer hjem til deres mødre og fortæller om krigens rædsler. De troede, de skulle på øvelse.

Jeg håber virkelig, at når jeg blogger næste gang, så har nogen fundet en udvej, hvor ingen taber så meget ansigt, at der trykkes på en rød knap og at verden så ser bedre ud. What a Difference…. med omvendt fortegn.

Vil I ikke nok kysse-kramme jeres nærmeste lidt mere i den kommende uge og minde dem om forår og lysere tider, for det tror jeg, vi alle har behov for.

 

It’s a strange world…. we’re living in…

Det har været en helt utrolig uge på nyhedsfronten, og her tænker jeg ikke på den måske kommende krig i Europa, telte til F16 fly på Bornholm og amerikanske soldater på dansk grund.

Nej, jeg tænker først og fremmest på dagens nyhed fra New Zealand. New Zealænderne – også kendt som Kiwi’erne, er trætte af Corona restriktioner. Det kan man i princippet ikke fortænke dem i, de kører på andet år uden pauser, og nu er de altså blevet så trætte og mellemfornøjede, at de demonstrerer foran parlamentet, og de har ikke tænkt sig at gå hjem.

Det er politikerne omvendt blevet så trætte af, at de for at få demonstranterne til at gå hjem, vil gøre livet surt for dem, og i New Zealand handler det ikke om vandkanoner og gummikugler – nej, man sætter Barry Manilow’s Greatest Hits på instant replay og lader musikken gjalde ud over de mange demonstranter. Der står i min netavis, at det starter forfra hvert 15. min. Det siger lidt om, hvor mange greatest hits Barry Manilow har på de kanter.

Så skulle man jo tro, at de hårdt prøvede demonstranter gik hjem, men haha – Kiwi’er er seje, for de hentede da bare Soundboxen x 100 og svarede igen med Twisted Sisters hit fra 80’erne “We’re not gonna take it!

I love it!

Se, det er nyheder og protester, man kan forstå. Civiliserede mennesker med humor, der meget tydeligt gør klart, at nu har politikerne altså at gøre det bedre. Også bedre end Barry Manilow, som sikkert ikke synes, det er lige så sjovt at læse. Det skal retfærdigvis nævnes, at han har solgt i omegnen af 85 mio. albums, så han overlever nok.

Men prøv at tænke tanken lidt videre. Ville det ikke være befriende, hvis resten af verden opførte sig som på New Zealand. Man ser det for sig…. Putin spiller “Don’t stand so close to me” for Nato, og Biden svarer med “Wake me up before you go go”! 

Twisted Sister anno 1984

Men I har det sikkert ligesom jeg. Man er ved at være godt træt af verdenssituationen. Ikke at man keder sig lige så meget, som den russiske sikkerhedsvagt, der i kedsomhed tegnede øjne på et uvurderligt maleri, han var sat til at passe på (også en nyhed fra denne uge), men det er ikke rigtig så sjovt længere vel?

Faktisk, vil jeg meget hellere kede mig lidt mere, end bekymre mig om vi får besøg fra fjerne planeter som det næste, eller om Bornholm er i fare for at blive besat af russere.

“Du har for meget tid til at læse dårlige nyheder” vil nogen måske hævde. Ja, det har jeg måske nok, men det er indimellem svært at undgå. Det var meget lettere dengang, der var morgenaviser, radioavis hver time, og så TV Avisen kl. 19.30. Tænk, at engang var der ramaskrig over at sendetidspunktet for TV-Avisen måske ville blive flyttet. Det er som et tidligere liv.

Kan I huske Mogens Berendt? Han var TV-Avis stjerne, og jeg var ret vild med ham. Han var vores generations første nyhedsstjerne, og jeg kan huske, da han blev pålagt at dementere et indslag, der havde været i TV-Avisen. Han satte sig og læste hele dommen op i sin ordlyd. Vi taler monopoldage, bedste sendetid og så satte han sig og læste op fra et stykke papir i noget, der lignede 10 min.  med ord, som ingen fattede en lyd af. Den var ikke gået i dag. Men det er der, så meget, der ikke var.

Og nu vi er ved TV. I løbet af ugen så jeg også et tv-program med tilbageblik til tiden omkring 1990. Man interviewede bagagemedarbejdere i lufthavnen om de nye regler, der indebar, at man kun måtte drikke alkohol i frokostpausen. Ja, den er god nok.

Den generte unge mand svarede, at det måske nok var meget godt, at det blev begrænset, for det var jo en arbejdsplads med køretøjer. Ganske illustrativt stod han i en hal, hvor bagagevognene kørte rundt om ham.

Pludselig forstod jeg, hvorfor så meget bagage forsvandt tidligere. Det kan ikke have været helt let i en halv-bimmelim at ramme det rigtige fly med en kuffert. I dag er vi glade, bare bagagemedarbejderne arbejder. Spørg selv Søren Pind, der i går skulle på vinterferie med sine børn, og først blev forsinket, så sendt afsted uden bagage. Den bagage hvor – ifølge ham selv – hans blodtryksmedicin ligger. Pind besidder heldigvis også humor.

Det har i sandhed været en mærkelig -men underholdende, verden i denne uge.

Foto er lånt fra Søren Pinds officielle Facebook side.

Glemmer du…..så husker nogen for dig.

Jeg er egentlig mest i humør til at se fremad og ikke tilbage. Det tror jeg, vi alle har behov for her post Corona, men så dukkede en video op i weekenden, og den fik i den grad tankerne på “memory lane”.

Som gammel Vesterbro’er er jeg medlem af en Facebook gruppe for os, der er opvokset eller har boet på Vesterbro. Det Vesterbro vel at mærke, der var før Caffe Latte segmentet overtog, og serveringspigerne begyndte at tale jysk. Skrevet helt uden undertoner, for jeg hilser byfornyelsen velkommen.

Men det er sjovt at være medlem af denne gruppe, for der uploades tit gamle billeder og historier, og selvom jeg har boet i Helsingør i snart 23 år, elsker Helsingør, og det er her fra min verden går, så har jeg altså også nogle rødder, (nej, ikke drengene fra den gang….), som jeg tænker tilbage på med lige dele kærlighed og undren. Undren fordi så meget er forandret, og fordi det vitterlig føles som et tidligere liv.

Når jeg en gang imellem fortæller mine sønner historier fra min barndom bliver de lidt fjerne i blikket og jeg kunne lige så godt fortælle om en familie fra det forrige århundrede – hvilket det jo i princippet også er. De kan ikke forholde sig til det, og selvom de med deres intellekt forstår, hvad jeg fortæller, kan jeg også mærke, at de er meget langt fra baggårde, tage på skure, hvor man legede og små lejligheder. Nå, historieinteressen kommer nok en dag.

I fredags uploadede Lars Daneskov en video i Facebookgruppen med teksten: “Man kan godt tage en dreng væk fra Vesterbro, men aldrig tage Vesterbro væk fra drengen.”

Drengen er i dette tilfælde Michael Trampenau, eller som de fleste kender ham – Mike Tramp. Han har, efter at have sunget på engelsk i 45 år, lavet en sang på dansk “Min by”, som med den meget fine video, der følger med, på allerbedste og poetiske vis rammer Vesterbro lige på kornet. Både fortid og nutid og ærligt, jeg sad med tårer i øjenkrogen, da den sidste strofe lød.

Michael kom i Vesterbro Ungdomsgård. Jeg kom i Bryggergården Ungdomsklub, så vi kendte ikke hinanden. Man blandede sig ikke så meget. Ungdomsgården syntes vist, vi fra Bryggergården var lidt fine på den, og vi syntes, de var lidt nogle rødder. Jeg frekventerede dog ind imellem Ungdomsgården, for det kan godt være, drengene var nogle rødder, men de var også lidt spændende og lidt lækre.

Det var en sjov tid. En ubekymret tid. Vi var for unge til helt at forstå Den Kolde Krig, og vi kunne være os selv, for det var før mobiltelefoner. Selvfølgelig skulle vi være hjemme til bestemt tid, og min mor ville altid vide, hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med, og der var enkelte steder, jeg ikke måtte komme (det kan jeg i dag godt forstå), men derudover,  var der ikke så mange regler.

Meget takker været ungdomsklubberne – og hvorfor har vi ikke dem længere? Det har undret mig i mange år, og især da mine drenge blev teenagere. Hvor pokker skal de yngste teenagere hænge ud?

Det var ikke ungdomsskoler, det var klubber, men der var et hav af tilbud til os, der var for unge til at gå ud, men for gamle til at være hjemme, og vi voksede ikke op i huse, der var store nok til at vennerne lige kunne kigge forbi.

“Det er bedre, end at de hænger på gadehjørnerne” skulle Børge Kisbye angiveligt have sagt, da han under stor ståhej introducerede Rock´n Roll sodavandsballer i Kødbyen, og det var samme filosofi 20 år senere, da man etablerede ungdomsklubberne. Vi skulle ikke hænge på gadehjørnerne om aftenen.

I Bryggergården kunne man komme fra 13 – 17 år (hvis jeg husker rigtig). Her var masser af tilbud med kompetente voksne, hvis man ville det. Værksteder, musikinstrumenter så man kunne lave sit eget band (her slog Ungdomsgården os altså), billard, bordtennis og hvad ved jeg. Men… man kunne også bare hænge ud og vente til diskoteket åbnede og så sidde der i mørket eller danse og føle sig lidt mere voksen.

Mens man ventede på at diskoteket skulle åbne kunne man altid hygge sig med veninderne og grine, som kun teenagepiger kan gøre det. Bemærk i øvrigt den diskrete brillemode.

På hverdage var der disko i et mindre, mørkt lokale, men om fredagen var det anderledes og i den store sal, der ellers husede fem bordtennisborde. Det var en fest – sodavandsfest, for her måtte heller ikke være alkohol. Det forhindrede os nu ikke i at indtage noget før, og den dag i dag så mange år efter, rører jeg A L D R I G Martini. Den flaske i legehuset før fredagsdisko satte uudslettelige spor.

Det hele lukkede klokken 22 på hverdage og kl. 23 om fredagen (igen, hvis jeg husker rigtig), så vi kunne komme hjem og være klar til skole dagen efter.

Jeg var i Bryggergården stort set hver aften i nogle år, og jeg ved ikke, hvor vi ellers skulle have været. Det var et fantastisk fristed, og jeg er stadig i kontakt med venner fra den gang.

De mange tilbud gjorde også, at ingen faldt udenfor. Vi vidste da godt alle sammen, hvem der var sej og hvem, der var nørd, men nørderne gik jo bare på værkstederne og hang ud med de andre nørder, mens de seje gassede op på knallerten og kyssede piger. Har en mistanke om, at det nok var nørderne, der klarede sig bedst på den lange bane.

En sjælden gang gik turen så til Ungdomsgården, men kun sammen med nogen, som gik der i forvejen. Man kom ikke alene. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Til gengæld var man så også accepteret og velkommen, hvis man kom med en af de faste, og der var jo lige det med de charmerende rødder.

Mange, mange år senere, da Vesterbro var på vej til at blive hipt, og der var åbnet noget så fancy, som en café/bar, var jeg i byen og mødte en af de charmerende rødder fra den gang. Jeg beklagede mig over, at jeg syntes kvarteret var blevet hårdere -det var da de østeuropæiske piger og alfonser gjorde deres indtog. Han kiggede bare på mig og spurgte, om jeg havde smidt telefonnummeret væk. Desorienteret kiggede jeg på ham og spurgte, hvad han talte om. Svaret kom prompte – “Du ved da godt, at hvis der er nogen, der rør dig, så kommer vi efter dem”.

Jeg blev så overrasket og rørt, at jeg her mere end 30 år efter kan genopleve hele episoden, og nej – det var ikke en scorereplik. Det var ganske enkelt et udtryk for, at du er en af os, og vi passer på hinanden.

Den følelse blev vakt igen, da jeg så Michaels poetiske video, for man kan også tage pigen ud af Vesterbro, men man kan ikke fjerne Vesterbro minderne fra pigen.

Senere rykkede vi, der bedst kunne lide at danse videre, men det er en helt anden historie.

For en god ordens skyld skal lige nævnes, at Bryggergården eksisterer stadig som ungdomsklub for de 10 – 14 årige, men der er ikke aftenåbent.

50somethings still rock!

Det har været en meget mærkelig uge i forhold til indlæg om os 50somethings. Det startede med et, jeg så på LinkedIn, hvor en -meget nydelig herre, bevares, med et foto af sig selv gjorde opmærksom på, at han aldrig havde stået skarpere end nu som 45 årig, og derfor ikke kunne se nogen grund til at han ikke skulle have et fedt job.

Det havde han vist også, så vidt jeg kunne læse mig til, så alene af den grund forekom det lidt mærkeligt at gøre opmærksom på, hvor skarpt han stod, men det som virkelig fik mig til at løfte øjenbrynene, var hans holdning til at han mente, det var nødvendigt at gøre opmærksom på som 45 årig.

Må jeg helt stilfærdigt minde om Rolling Stones, der da de startede, mente at 30 årige var oldinge, i dag stadig fylder stadions verden over, selvom bandets gennemsnitsalder er pænt over de 70.

Måske er tidligere nævnte mand for ung til at huske Stones som yngre (det er jeg i og for sig også), men det siger noget om holdning til livet og tilværelsen. “Den skarpe mand” forestiller sig arbejdslivet på vej mod slutningen i en alder af 45, mens Stones bogstaveligt talt giver den gas til de falder døde om. Keith Richards undtaget. Han er som bekendt udødelig.

Men samtidig med dette opslag flyder det over med lignende dommedagsprofetier for os 50somethings, når det kommer til at finde arbejde.

En anden mand uploadede også på LinkedIn, hvordan han havde sendt to enslydende ansøgninger, hvor han i den ene skrev, han var 35 og i den anden 55, og udelukkende kom til samtaler som 35 årig. Børsen skriver også sider op og ned om seniorer udenfor arbejdsmarkedet.

Jeg er nødt til at indrømme, at selvom alderen på papiret siger noget andet, så er jeg altså ikke begyndt at tænke på mig selv som tilhørende seniorerne. For f…s sake, jeg har stadig en hjemmeboende søn.

En af mine venner sagde til mig, at hele forskellen ligger i, om man stadig er nysgerrig på tilværelsen, eller om man er blevet “erfaringsramt”. Det new speak for “gået i stå”. Jeg synes hverken jeg, eller nogen i min omgangskreds, er gået i stå – tvært i mod, og det fik mig til at tænke over en anden episode i den forgangne uge, som jeg først slet ikke havde tænkt over i aldersmæssig forstand.

En af mine rigtigt, gode gamle venner og jeg fandt for nogle år siden hinanden igen efter cirka 25 års pause. Det er i sig selv værd at skrive en blog om, for vi satte os bare ned og talte åbent om alt, som om det var i går, og det er vi så fortsat med siden, hvilket er lidt vildt.

Under den første Corona nedlukning blev han fyret -og han var ikke medlem af en A-kasse. Det er ikke verdens fedeste situation at stå i som fraskilt far med dertil hørende udgifter. Men han var ikke sådan at slå ud.

“Jeg åbner s.. mit eget rejsebureau” sagde han, og så havde vi mange, lange snakke om det. På intet tidspunkt skænkede jeg hans alder en tanke.

Nu ved jeg godt, at man skal gå mod strømmen, for det er der, succes’erne ligger, men det er alligevel sin sag, at åbne et rejsebureau, når ingen må rejse. Det betød så også en kortvarig, men givtig karriere indenfor podning og vacciner – og heller ikke her var alder et “issue”.

I denne uge var vi ude at spise, og nu går det rent faktisk så godt, at han har ansat en medarbejder, ikke kun arbejder hjemmefra, men har lejet et par kontorpladser, egenkapitalen er fornuftig og prognoserne ser rigtigt gode ud.

Jeg var selvfølgelig begejstret, og roste ham til skyerne mens jeg jublede over hans succes, og først der midt i en eller andet arbejdsrelateret diskussion siger han “Jamen, Berit, jeg bliver jo 60 næste gang”. Nåh ja, det gør du jo også… og hvad så?

Og ja, jeg ved godt, at der er forskel på at åbne sit eget, og blive valgt fra i bunken af ansøgninger,  men det er altså også sin sag som 58 årig at etablere et firma, hvor produktet er umuligt på grund af verdenssituationen samtidig med at der skal hentes husleje hjem. Men det har han altså gjort, og det synes jeg er mega sejt!

Mit budskab er derfor – lad være med at læse alle de negative budskaber om “seniorer på arbejdsmarkedet”. Læs i stedet for eksempelvis et fra direktøren for Bakken, der i sit upload på LinkedIn skriver, “at på Bakken ansætter vi altså efter personlighed og kompetencer, og vi får brug for mange i den kommende sæson” (også et opslag i denne uge). Tippet er hermed givet videre. Eller endnu bedre… læs min blog ;o)

For ved I hvad? 50somethings still rock, og vi skal ikke på barsel, vi har heller ikke syge småbørn, og vi skifter ikke job hvert tredje år, så vi er faktisk rigtig seje at få ansat.

-Og se, jeg står også skarpt…… HA!

 

De små vidunderlige oplevelser

Den mest betænksomme værtindegave, jeg har fået længe.

I sidste uge skrev jeg om søndage, men i de forgangne uger har jeg faktisk haft de bedste oplevelser på hhv. en mandag og en lørdag.

Det startede med, at min yngste søn fandt på at invitere sin mor ud at spise. Sådan – lige ud af det blå, og for at sætte trumf på, så proklamerede han, at det skulle være på Bistro Boheme. Han havde aldrig været der før. Det har jeg, så jeg kiggede på ham med store øjne og spurgte, om han nu også var sikker på det, men det var verdensmanden. Han havde vist vundet lidt på oddset…

Nåh ja, tænkte jeg, jeg kan vel nøjes med en rørt tartar, så hans opsparing ikke helt forsvinder. Det ville ungersvenden imidlertid ikke høre tale om, nu skulle mor have “the full treat”.

Afsted det gik til København, og da vi af forskellige årsager var for tidligt til vores bordreservation, spadserede vi frysende rundt i byen, og tjah, så endte vi på D’Angleterre. Der havde min søn aldrig været før, og vi kunne jo ligeså godt lægge stilen fra starten med en ordentlig cocktail – virgin cocktail for mig altså, og alkoholfri gin smager ganske udmærket.

Tilbage på Bistroen fik sønnike store øjne, da han så vinkortet. “Jeg tror, de har glemt at sætte en komma” sagde han i fuld alvor. Det havde de selvfølgelig ikke, men det lykkedes dog at finde en god vin, der kostede under kr. 1.000.- og vi havde det dejligt, da en af vennerne også kom forbi for at sige hej.

Og det er her at livets små vidundere virkelig sætter ind, for hvor heldig og privilegeret er man lige, når ens 20 årige søn inviterer en ud at spise, og en af vennerne så også vil bruge sin aften sammen med en halvgammel dame. Lykke er….

Det nåede jeg nu ikke at tænke længe over, for så blev vi afbrudt af meget høj sang fra den anden ende af lokalet.

Ingen vidste helt, hvad der foregik, men det viste sig, at et fødselsdagsselskab havde hyret Amin Jensen til at synge for fødselaren. Dermed fik vi også lige live musik med i købet…. men…. det var ikke slut der, for en af gæsterne i vores ende af restauranten var operastuderende fra London, og hun udfordrede til duet.

Alle blev således inviteret til operaduet i bageste hjørne af restauranten, og pludselig var det som at være i Italien. De to sangere gav Madam Castafiore kamp til stregen, tjeneren dansede ballet og vi sad bare og tog imod. Sådan blev en dødsyg, corona mandag i januar pludselig til en kæmpeoplevelse, som både min søn, hans gode ven og jeg aldrig vil glemme.

Nu ved jeg godt, at det ikke er hver mandag, hver måned, hvert år (!) man har råd til at tage på Bistro Bohme, men mindre kan også gøre det, og jeg tror, det er vigtigt, at vi samler på disse små vidunderlige oplevelser, og har øje for dem.

Det kan være, at der pludselig er tusindvis af små mus på stien, hvor man går tur med hunden, og så er man som i en Disney Film. Det kan være at overraske din ægtefælle med livret på en onsdag (onsdage skal som bekendt spices op), eller spontant smile til den sure mand på gaden, og så smiler han igen. Det er i virkeligheden lige meget, bare vi får øje på de små mirakler.

I går fik jeg en værtindegave, som for mig er et lille mirakel. Mest fordi giverne havde gjort sig sådan umage. Det er et par, som vi har lært at kende via vores sønner, og første gang vi rigtig var sammen, var under en sommerferie i Frankrig. Derfor er vi -om man så må sige – bundet sammen af det franske.

I går kom de til middag, og havde medbragt et stykke Frankrig til os. Jeg blev så glad, at jeg måtte tage et foto af det i morges, og det blev inspirationen til dette indlæg. Betænksomheden… og nåh jah, så elsker jeg den oliven olie, og var med det samme tilbage i butikken i Nice. Det blev selvfølgelig også en helt vidunderlig aften, med masser af god vin og høj Meat Loaf in memoriam, så hvis der er slåfejl i dag, ved I hvorfor. I øvrigt skal Meat Loaf høres højt.

Jeg ved naturligvis godt, at sådan spiller klaveret ikke altid. Jeg har især i denne januar også haft nogle øv-dage og haft lyst til at rejse langt væk -det er bare heller ikke så let i disse tider, og derfor må vi få øje for de små hverdags mirakler.  Selv det at finde en parkeringsplads i København kan være et lille hverdags mirakel, hvis man tænker over det.

 

Stille søndag

Det er egentlig sjovt. Alle dage i ugen har hver deres klang, stemning eller aura om sig. Noget giver selvfølgelig fuldstændig sig selv i og med de fleste arbejdspladser trods alt holder lukket i weekenden, men i takt med at grænserne for hvor og hvornår, man arbejder bliver udlignet, sker der også noget med dagene… og så alligevel ikke.

Vi 50somethings voksede op med at det nærmest var umuligt at købe ind, hvis man ikke fik gjort det på hverdage inden 17.30 eller lørdag formiddag, og vi fra København kan stadig huske priserne i det lille supermarked på Hovedbanegården, der var datidens døgnkiosk. Kors, de må have haft en gigant fortjeneste.

Sådan er det heldigvis ikke længere, men alligevel er der stadig noget over både man-, fre- og søndage, der adskiller dem lidt fra de øvrige. Altså, hvem kan med hånden på hjertet reelt kende forskel på tirsdag, onsdag og torsdag? De er der bare. Ofte fyldt med aftenskole eller andre foredragsarrangementer, for det er yndlingsdagene for dette. I virkeligheden nok mest tirsdag og især torsdag, og så ligger onsdag der gråsort i midten. Vi bør lave en “gør onsdag festlig kampagne” – med andet end wienerbrødssnegle.

Og så havde jeg næsten glemt lørdag. Den er også lidt anonym ikke? Hvis man altså ikke er jøde, selvfølgelig, men det er sådan lidt en tømmermændsdag for de unge og for de midaldrende middag med vennerne, festdag eller hvis det er helt sløjt -talkshow eller serie aften.

I dag er søndag. En virkelig stille en af slagsen, for det er sidste weekend i denne omgang nedlukning. Forhåbentlig aller sidste nedlukningsweekend, for nu begynder det altså at være lidt træls. Men her er virkelig stille. Der kommer en enkelt løber forbi udenfor vinduet, men det er så også det.

Måske er det bare mig, der pga. januar og Corona nedlukninger er gået i noget, der minder om bjørne vinterhi, men det er som om, der ligger en dyne over alt, og denne gang er der bare ikke et EM i fodbold i horisonten til at rive dynen af. Men der kommer Tour de France vil nogle så råbe, og jeg lytter og glæder mig.

Da jeg var single (i et tidligere liv) var jeg heller ikke specielt begejstret for søndage. Til gengæld har jeg været populær hos diverse biografer og udstillingssteder, for jeg har godt nok været til mange søndags eftermidddagsforestillinger og også til både helt almindelige og lettere bizarre udstillinger, for det var jo før Turbo-TV, Netflix  ol. Heldigvis begyndte der at ske noget på event området nogenlunde samtidig med at DR monopolet blev brudt og så kunne man bruge søndagen på at tage ind og høre eksempelvis Dan Turrell tale på Café Victor. Tak og lov for at nedlukningen er sket efter internettet.

Dette er foto af en plakat, der kan købes hos https://permild-rosengreen.dk

Jeg har lavet en slags nytårsforsæt. Jeg skriver en slags, for det er faktisk noget jeg har besluttet før nytår, og som jeg har lovet mig selv, at jeg vil prøve at efterleve altid: Jeg vil glæde mig til mandage!

Jeg har i alt for mange år glædet mig til fredage. Åh, så var ugen overstået, det blev weekend, og som yngre lig med fest og farver og som ældre lig med hygge og afslapning.

Nu vil  jeg vende det om. Jeg vil glæde mig til mandage. Jeg vil være så glad for mine hverdage (der kom ham onkel D. igen….), at jeg simpelthen vil glæde mig til hver mandag og fejre, at nu begynder en ny arbejdsuge igen. Det kræver selvfølgelig lige et arbejde, man kan glæde sig til, men det skal nok komme.

“It’s a state of mind” siger de kloge, og på nogen punkter, tror jeg, de har ret. Dermed ikke sagt, at man kan tænke sig til alt…. eller kan man? “Guru’er” som Louise L. Hay mener jo man kan, og jeg har været til tilstrækkeligt mange meget mærkelige sessioner over hele verden til at kunne bekræfte, at for nogle mennesker, så er dette den hele og fulde sandhed.

Sportsfolk og andre, der skal præstere på eliteplan, er fuldt ud bevidst om, at det også kræver mental træning og visualisering er anvendt og anerkendt i vide kredse, og vi ved også fra os selv, at er vores første tanke om morgenen “dette bliver en god dag”, så er sandsynligheden for at det bliver det også større, end hvis vi starter med “arghhhh…. hvor jeg ikke gider i dag”. -Og hvor mange gange har vi ikke gjort det en mandag morgen?

Men nu skal det være slut. I hvert fald for mit vedkommende. Ud ryger “Thank God it is Friday” (kan I huske den?) og ind kommer …. øh…. …”I don’t like Mondays”.. nej!…. “Mandags stævnemøde”.. slet ikke … “Manic Monday”. arhg.. ..nåh, heller ikke.

Tjah, så er der vel kun Pia Raug tilbage – og så maler vi alle dagen blå!

God (stille) søndag og må I alle få en helt vidunderlig mandag i morgen!

“Alderens arrogance”

I et interview som 59 årig talte Per Kirkeby om alderens arrogance. Om at når man alligevel nærmer sig et sort hul (!), indfinder der sig en vis lethed. Et klarsyn, der kommer med alderen, uanset synet helt konkret bliver dårligere.

Det har jeg lige læst i en virkelig læseværdig artikel i Weekend Avisen af Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg. Jeg er nemlig kommet så langt ned i gear, at jeg har tid til at læse de lange forside artikler i W.A. Det skulle man  gøre noget oftere.

Jeg er også kommet så langt ned, at jeg har ryddet op i min E-Boks og arkiveret et hav af mails fra banker, kommuner, realkredit institutter ol. Det skal man ikke gøre noget oftere, for hvilket u-brugervenligt system. Hvorfor i alverden har de ikke skævet til Hotmail, Outlook el., da de udviklede det? Lidt ligesom da man opfandt Rejsekortet med 10.000 begynderfejl og umuligt at finde ud af for turister i stedet for liiige at kigge til eksempelvis London, hvor det bare spiller og har gjort det i mange år.

Nå, det skal jeg slet ikke sidde her og brokke mig over og ødelægge mit gode humør med, for det skal handle om noget helt andet…. alderens klarsyn. Det lyder meget bedre end arrogance.

I samme artikel står der også “Hvad er forskellen på at resignere og hvile i sig selv?” Hmmmm… jeg er stadig ved “Hvornår går man fra at se godt ud, til at holde sig godt?” og nu skal jeg så forholde mig til, om jeg er blevet voksen og resignerer eller hviler i mig selv.

Vi vil jo alle helst det sidste, men ærligt, jeg er da begyndt at resignere i flere situationer. Jeg gider ganske enkelt ikke hidse mig op, engagere mig, tage del  – vælg selv, i diverse. Noget, der ved min mor kunne drive mig til vandvid, når jeg med ungdommens engagement og temperament var dybt optaget af et eller andet, jeg som regel ikke havde nogen indflydelse på, og ikke kunne forstå, at hun ikke delte mit engagement.

Men nu er der med Kirkebys ord kommet et vist klarsyn og en vis lethed. Nåh jah… hva’ så’, “That too shall pass” (ok, vi taler ikke om klimakrise her), men det går nok alt sammen. Mine sønner og min mand vil sikkert hævde, at jeg overdriver. Jeg syntes, jeg var roligheden selv juleaftensdag, mens de begyndte at tale om, at jeg stressede. Jeg forstod ingenting. Men måske slår udviklingen først igennem udadtil, når man har øvet sig lidt.

Det er som med alt andet end balancegang. Jeg vil på den ene side gerne stadig være aktiv, engageret og fremme i skoene (de høje nu med puder, så man kan holde hele dagen), men på den anden side, vil jeg også gerne læne mig lidt tilbage og se blomsterne gro….. i timevis.

Måske er handler det om ikke at skulle bevise noget mere.

Hvad kan og skal man bevise, når man er 50something?

Det er store spørgsmål her på årets anden dag. Nogle vil helt tydeligt bevise, at de fortsat ser unge ud. Andre, at de stadig har magt og indflydelse, så de klæber til deres taburetter. Andre igen vil bevise over for sig selv og andre, at de stadig kan bestige bjerge eller løbe maraton, og det hele er ok. Så længe, det er for egen og ikke for andres skyld.

“Vi skal alle dø en dag, men alle andre dage skal vi leve” PR Foto fra TV2

I serien “Overleverne” på TV2 (som du bare må se, hvis du ikke allerede har set den), er en af karaktererne en midaldrende kvinde, hvis mand har haft en affære med hendes søster, mens hun selv var i kemo. Ikke verdens bedste scenarie. Hun bliver på kurset, der er omdrejningspunkter for serien, venner med en ung, lettere fandenivoldsk mand, og han siger på et tidspunkt til hende, at hun skal blæse fuldstændig på, hvad andre tænker, hun skal gøre lige præcis, hvad der gør hende glad. Hun vil bare have sit gamle liv tilbage og har tilgivet både søster og mand. Intet er altid kun sort/hvidt.

Hun vælger derfor at gå tilbage til sin mand, for det er det, hun ønsker og så blæser hun netop på, at andre vil mene, hun har tilgivet for let. Men hun skal ikke bevise mere, hun skal bare leve sit liv, og være så lykkelig, som mulig, og så lader hun alderens arrogance, eller skal vi ikke sige klarsyn og lethed, vinde over andres mening.

Alderens klarsyn og lethed er altså med andre ord nogle af de fordele, der er ved at blive ældre. Vi kan sagtens finde på masser af dårligdomme, som værkende knæ, grå hår og knirkende hvad-som-helst. Men lad os starte det nye år med at omfavne alle de positive sider, der også er ved at blive vis og voksen.  Klarsyn og lethed eksempelvis.

Vi har ikke resigneret, vi hviler bare i os selv, for 50something rocks!

GODT NYT ÅR!

Mødte du så Merlin?


Jeg har været i Glastonbury. Det er nok den mærkeligste by, jeg nogensinde har besøgt, og kender man lidt til myterne om byen, så er ovenstående spørgsmål, som jeg blev stillet af en af mine venner, da jeg fortalte om besøget, ikke helt så mærkeligt.

De fleste kender Glastonbury for den årlige musikfestival, der er en af verdens største, 203.000 billetter blev der solgt i 2019. Til sammenligning er der godt 130.000 til Roskilde, så det er pænt stort. Men det var ikke derfor, jeg her  i starten af december gik op og ned af de to hovedgader i byen med store øjne.

For rigtig mange år siden havde jeg en kunde i det rejsebureau, jeg arbejdede hos den gang. En flot, meget businesslike mand i klassisk blå skjorte og habit. Jeg skulle hjælpe ham med at komme til netop Glastonbury, og han lovede at når han kom hjem, ville han kigge forbi og fortælle om turen. Jeg syntes, han var lidt lækker, så det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Han kom også forbi som lovet, men efter en halv time, virkede han mere som lettere gak end som kærestepotentiale, for han var godt i gang med en historie om, hvordan han havde mødt Kong Arthur, så det blev aldrig til flere møder.

Jeg gjorde op med mig selv, at han nok havde spist nogle meget spændende lokale engeske svampe, men hans historier blev alligevel liggende et sted i baghovedet, så da jeg her i december skulle på besøg  hos venner i Somerset, hvor Glastonbury ligger, var det jo nærliggende lige at kigge forbi.

Lad mig slå fast med det samme – jeg mødte hverken Kong Arthur eller Merlin, men jeg er nødt til at erkende, at jeg blev vildt fascineret af byen, myterne og alle de mildest talt alternative mennesker, der holder til her.

Der findes eksempelvis ikke en almindelig butik. Selv den lokale computerbutik er selvfølgelig “Zen Computers” og hvor andre steder kan man finde Soul Therapy Meditation Center  åbent alle ugens 7 dage, så man bare lige kan droppe ind og ligge en halv time under en pyramide.

En helt almindelig butik på hovedgaden – man er altid tættere på “The highest Vibration” i Glastonbury.

Myterne om byen er mange. og vi kan ligeså godt tage de største med det samme. Glastonbury Tor, som er en 158 m. høj bakke siges at være Avalon, hvor Kong Arthur ligger begravet. Hvis Kong Arthur virkelig har levet, er dette faktisk ikke helt utænkeligt, for munkene fra Glastonbury Abbey hævder at have fundet hans grav i 1191.

På højen er syv terrasser, som ingen kan forklare oprindelsen af, og de er et meget besøgt udflugts sted. Men det stopper ikke her, for udover Kong Arthur og Co, så er fortællingen, at  Josef af Arimatæa også har været gæst her, og det er ikke en hvilken som helst Josef, det er Jesus’ onkel. Faktisk mener nogen, at han var på besøg flere gange og første gang med sin nevø – Jesus.

Ved sit sidste besøg medbragte han imidlertid Gralen. Ja, den Gral, som Indiana Jones har været på jagt efter mere end en gang. Josef af Arimatæa var nemlig også vedkommende, der løftede Jesus af korset, og her opsamlede hans blod i det bæger, som blev benyttet til Den Sidste Nadver. Den Hellige Gral, som han altså tog med til Glastonbury, hvor også han ligger begravet.

Nu begynder det at ligne noget, ikke? Læg der til, at byen også er anlagt på hvad New Age folk kalder energilinjer, og at flere kilder udspringer for foden af Tor. Den ene, Chalice Well, den røde, løber aldrig tør, og siges af udspringe af selve Gralen. Den anden, den klare, ligger i dag i en grotte, og her kan man bare gå ind og sætte sig i vandet. Jeg nøjedes dog med at duppe lidt af kilden på kinderne, da det var ret koldt, og der allerede sad en tyk, nøgen man i vandet. Ved siden af sad en anden og spillede på citar. Men udenfor blev jeg mødt af dette, og hvor hippieagtigt den end er, så bliver man jo i bedre humør af sådanne budskaber.

Jeg var kun i Glastonbury i få timer, men jeg fik i den grad noget med hjem, og jeg kan ikke rigtig ryste det af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro og mene, og jeg noterede mig også, at en af mine engelske bekendte, der er opvokset i området, og som jeg må betegne som både helt normal og meget, meget lidt alternativ, med lys i øjnene fortalte om de forskellige events i Glastonbury i løbet af året. Events som elverfestival, gælisk maj dag festival, hvor alle er grønne (!) og andre hedenske fejringer.

En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Glastonbury, men næste gang skal det være lidt varmere, og jeg skal have lidt mere tid, og så skal jeg have læst lidt mere op på myterne. Ærligt, hvem vil ikke gerne møde Kong Arthur eller Lancelot?

En noget mere nutidig og virkelig Merlin og Arthur. PR foto fra TV-serien Merlin.

At være eller ikke at være…… bare nogen!

Jeg holder rigtig meget af Emilie van Hauen’s klummer. Hun er indsigtsfuld og klog at læse, og rammer som regel tidsånden lige i rumpen. Således også med den klumme, hun skrev forleden om præstationssamfundet og at “den nye normalitet er at være vinderen”.

Ligesom jeg bliver inspireret af hende, var hun selv blevet inspireret af, hvor meget furore, det havde skabt, at hun havde uploadet på LinkedIn, at hun ikke vandt en pris.

Er man ind imellem på LinkedIn, kan det nu nok ikke undre så meget, for 80% af alle opslag handler om at promovere sig selv og sine gerninger (som jeg gør nu f.eks. med denne blog ;o)…), men som den sociolog van Hauen er, tager hun den selvfølgelig et spadestik dybere,  og beskriver vores tid som “en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale, og vi trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kaldte accelerationssamfundet”. Kraftigt hjulpet på vej af teknologien, der gør, at vi skal nå flere ting samtidig og hurtigere og hurtigere, og kan vi ikke det, skammer vi os.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har skrevet om at få popcorn hjerne, og jeg har refereret til Annika Aakjær, som fik helt vildt skam over ikke at kunne klare alle de grimme SoMe kommentarer. Men det bliver også mere og mere present.

De sidste par måneder har jeg jævnligt været hos en stress psykolog, der hjælper med værktøjer til at navigere og til at få styr på alle de krav, man stiller til sig selv i en omskiftelig og hektisk hverdag. Jeg føler ingen skam over at nævne det her, for jeg er tilpas voksen til, at jeg står ved, at jeg har haft brug for “coaching”, men jeg har hver gang, jeg har været i konsultation bemærket, at venteværelset har været fyldt med unge mennesker.

Det er der i og for sig heller ikke noget nyt i. Vi læser daglig om præstationskulturen og psykiske udfordringer blandt vores unge, her blev det bare så synligt for mig.

Da jeg var ung, sagde min mor tit til mig, at min generation for det første var meget navlebeskuende, men også, at hun syntes, det var så svært for os, for det var ikke nok for os, bare at være. Vi skulle hele tiden være nogen eller noget.

Jeg tror, vi var lidt front runnere på den konto, men hun havde jo ret, og det er bare blevet mere og mere udtalt. Det er ikke noget eller nok bare at være. Man skal være nogen speciel (blandt de unge helst kendt) eller noget mere, eller for igen at citere van Hauen:

For tidsånden kræver, at når du ikke er vinderen eller præsterer på elite niveau, er du automatisk en taber. Selvom fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal, hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund”.

Og det går især ud over vores unge, men i princippet over alle os, der ikke bare har evnen til altid at være ligeglade med andres mening, eller kan abstrahere fra gerne at ville yde sit allerbedste hele tiden.

Eller for at tage et andet eksempel fra min egen verden. En af mine nære veninder bor i udlandet. Her har man en anden holdning til det at være “housewife”. Jeg kender i n g e n danske kvinder, der med stolthed i stemmen vil sige højt i et interview: “Jeg er husmor!”, men det hørte jeg min veninde sige engang, hvor hendes børn var små.

Jeg siger ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne -slet ikke, men jeg vil hævde, at det at passe børn og familie i en periode, også længere end barslen, kan man også være stolt af. Så er man forælder (køn er ligegyldigt).

En af mine andre venner havde i flere år stående “FAR” på sit visitkort, og jeg elskede det. Det var den identitet, som han  fandt mest passende, selvom han kunne have skrevet skribent, tekstforfatter, anmelder eller noget andet “fancy”.

Derfor vil jeg gerne her slå et slag for – uden at det skal lyde religiøst – at vi alle er noget i kraft af bare at være. Vi behøver ikke altid at vinde (selvom det altså også er sjovt en gang imellem) og vi behøver ikke altid at være hurtigst, bedst, smartest, dygtigst…… forsæt selv listen – og fremfor alt, vi skal passe på vores unge mennesker, og give dem lov til også bare at være. Vi er trods alt flest “hverdags-mennesker”, og de er ikke så ringe endda.

Emilia van Hauens klumme kan læses på hendes forfatter FB profil eller i Jyllands Posten.

Her er en glad hustru, mor og svigermor. Så er man sg. noget!

Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.