Der er mindre energi…

…. til gengæld er der mere “sigen fra og pyt!”

Nu hedder denne blog jo 50something, og tanken var, at den skulle handle om livet i og omkring de 50. Det hænder imidlertid, at der sker noget ude i verden, så tankerne og tangenterne stikker af, men i dag besluttede jeg mig for, at søndags refleksionerne skulle handle om nogle af de forandringer, vi i 50’erne gennemgår.

Nu tillader jeg mig at generalisere, og det er jo slet ikke sikkert, at I har det ligesom jeg, og nogle af jer er sikkert nået dertil for lang tid siden, men det er altså først nu, at jeg endelig med sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg er blevet virkelig god til at sige fra – og at gøre det med god samvittighed.

Nogle gange er det rent simpelt fordi, jeg ikke har energien længere. Der er udsolgt. Meget, meget før, end der var tidligere. Andre gange er det fordi jeg ganske enkelt ikke gider noget og i helt andre situationer, er jeg blevet så distanceret og kold i vis legemsdel, at jeg bare tænker, at det gider jeg simpelhen ikke bruge energi på, og så ignorerer. Og åhhh, hvor er det en lettelse. Hvor ville jeg ønske, at mit yngre jeg havde distanceret sig mange gange tidligere i stedet for at engagere sig i dit og dat.

Energien først. Det var svært. Det var svært at erkende, at efterhånden, som årene blev flere, blev energien omvendt proportionel lavere. Alle kender vi det, at vi ikke kan feste til klokken lys morgen, og så være topfrisk dagen efter, men det her var mere udtalt. Tidligere kunne jeg eksempelvis sagtens tage den i fuld firspring op til fire gange om dagen fra første sal og ned i kælderen for at vaske tøj… nu taler vi nok maks. tre gange på vild dag, og helst to, hvis der også skal være plads til sjove ting.

Det er ikke det samme, som at jeg er gået i stå. Jeg sveder stadig tran en gang om ugen til træning, går lange ture med hunden og slår vores græsplæne -hvilket svarer til en omgang cross fit- og jeg passer pt. to krævende jobs, men når klokken er ti om aftenen, kan jeg ikke sige tre sammenhængende, fornuftige ord længere, og foretrækker bogstavskrab fremfor WeekendAvisen.

På det seneste er jeg begyndt at sige til min mand, når jeg kommer fra arbejde, at jeg skal altså lige have en halv time, hvor jeg renser hjernen, før jeg er klar til at tale om hvad Amazon i Norden vil betyde for vores samfund eller lignende samtaler.

FrkSeistrup : TRÆTHED

Det har jeg aldrig gjort tidligere, og det leder frem til andet punkt. At turde sige fra, og melde klart ud. Jeg lærer stadig, og jeg er ikke i mål, men siden nytårsaften, hvor jeg af simpel udmattelse var nødt til at melde afbud til en ellers skøn fest, er jeg blevet så meget bedre til at melde fra, sige nej tak eller blot sige tak for i dag.

Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg har tilbragt timer i både private og arbejdsrelaterede situationer, hvor jeg har stået og talt minutterne til jeg kunne stikke af og komme hjem og hvile. Ja, hvile. Ikke stikke af til noget bedre eller sjovere, bare lave snigeren og så komme hjem og lave ingenting.

Det er alderen!

100% men på både den gode og den lidt øv måde. Heldigvis når man så også det punkt, hvor man ikke længere er bange for at gå glip af noget. Den “sygdom” led jeg rigtig meget af som yngre, og jeg kan se, at i hvert fald den ene af mine sønner har arvet det. Tænk nu hvis…. Jeg håber af hele mit hjerte, at han kommer over det før hans mor, for man går som regel ikke glip af særlig meget.

Min yndlings sangskriver Billy Joel rammer (uden sammenligning, for han skriver om en stjerne på tour) sømmet i “The Entertainer” –

Ah, but what the hell
You know it’s just as welll
‘Cause after a while and a thousand miles
It all becomes the same

Det er ingen sammenligning mellem os gamlinger og en stjerne på tour og så alligevel – for “after a while… it all becomes the same”.

Nu lyder jeg som en bitter, gammelfi…., og det er slet ikke meningen. Meningen er, at det er ok at sige fra, og gøre det, man har lyst til, for livet er for kort til andet, og vi skal ikke være bekymrede for at gå glip af noget, for det gør vi sjældent.

Det sidste punkt er glæden ved at kunne distancere sig, og bare tænke “hvilken idiot”, og det behøver jeg ikke at bruge (min sparsomme) energi på.

En gang, jeg virkelig hidsede mig op over et eller andet, som jeg  engageret fortalte min middags partner og gamle chef om, kiggede han på mig og sagde: “Jeg troede egentlig, at når du blev lidt ældre, ville du skrue lidt ned for engagementet”. Vi har fulgt hinanden i små 40 år, så han havde vel en vis ret til at slynge en sådan bemærkning ud, men jeg kiggede bare uforstående på ham og hvæsede videre – “Jamen kan du ikke se, at det dybt uretfærdigt”. “Joeeehhh, men jeg gider bare ikke hidse mig op over det”. Den tænkte jeg lidt – ok en del over.

Jeg kan stadig hidse mig op over uretfærdigheder, og det er mindre en tre dage siden, at nogen sagde til mig, at jeg skulle passe på blodtrykket (vedkommende overdrev – han er bare ikke vant til engagerede kvinder.. ;o)…) men hold nu op, hvor er jeg blevet så meget bedre til at trykke på pytknappen, trække på skuldrene og tænke…. den kamp, den gider jeg ikke tage. Hvis du vil være en idiot, så “go ahead – make my day!” I skulle prøve det, det er virkelig en befrielse.

Men I er der måske allerede. Om ikke andet, så fordi energien ikke tillader det, fordi årene, der ligger foran os er færre end årene bag os, og så skal vi sagomelme også bruge energien på noget godt fremfor noget skidt. For der vil altid være idioter og i en dynamisk verden kan vi ikke undgå dem.

In the Air Tonight

Det var sommer. Vi var to unge, ubekymrede veninder på vej ud i verden på Interrail. Nærmere bestemt Italien på en slags luksus Interrail, for ganske vist rejste vi med tog, men vi rejste med kufferter og ikke rygsække, og vi havde booket hotel hjemmefra på Den Italienske Riviera. Man var vel allerede dengang i rejsebranchen.

På vejen ned gennem Europa havde vi siddet på Frankfurt Banegård (kedeligt sted dengang) og lyttet til Rugsted & Kreutzfeldt fra en orange (!) kasette båndoptager. Det var det bedste indenfor mobil musik dengang, men noget mindre end dagens soundbokse og med betydeligt ringere lyd. Vi var ligeglade, vi havde en fest med “Tilfældigvis forbi”.

Ved Rivieraen mødte vi en svensk pige og uden helt at huske hvorfor, var vi pludselig alle tre på vej til Rom på en lille tre dages afstikker.

Det var før masseturisme, så Rom var til at være i, men togene dertil var nu alligevel overfyldte, for det var sådan man rejste, som ung på den tid. Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at miste mine briller, mens jeg lå i gangen og forsøgte at sove, og så kan jeg huske, at der var en fyr, der var kravlet op i bagagenettet for at prøve at finde hvile der. Han må have fået firkantede mærker, for det var virkelig et net.

Men pyt – vi kom til Rom og vi havde det fantastisk. Det var alt, hvad vi havde drømt om, og efter at have tilbragt en eftermiddag foran Pantheon med at filosofere over, om duerne i Rom kunne tale med duerne i København (det er sandt), blev vi selvfølgelig samlet op af nogle charmerende og smarte, unge italienere.

De tog os med op på en af højene, hvor der var masser af andre unge, og før nogen kunne sige “Chiao Bella”, var der et tæppe, noget brød, ost og billig vin. Så åbnede en bildørene og satte høj musik på. Det var sommerens store hit – Phil Collins med In The Air Tonight.

Det var magisk!

Jeg kan stadig huske solnedgangen, trommesolo’en og hele stemningen fra den aften, og jeg tror, vi hørte nummeret 50 gange.

Et eller andet sted i en kasse har jeg de originale fotos fra den aften. Et eller andet sted…. derfor må I nøjes, men noget, der ligner.

Jeg kom til at tænke på den aften i går, fordi jeg læste om to unge, sorte tvillingebrødre, der er blevet YouTube berømte ved at filme, når de lytter til et gammelt (!) nummer for første gang. Et af disse numre er In the Air Tonight.

Jeg måtte selvfølgelig straks se dem, og de er virkelig søde. De synes, nummeret er lidt længe om at komme igang. Det er det også – men nu kigger de også kun på coveret med Phil Collins (de synes, han kigger lige ind i deres sjæl), vi andre kiggede også på Don Johnson, der kørte rundt i sin lækre bil i Miami. Det gav altså noget, også selvom det var nogle år efter.

Nummeret er fra 1981. Det vil sige, at det er 39 (gisp!) år gammelt og det er fra langt før de to unge mænd blev født. Men de synes, det er cool, og deres video er i skrivende stund set over 6 mio. gange – og gæt engang – ja! Phil Collins er tilbage på hitlisterne. Er det ikke vidunderligt?

De to ungersvende har også lyttet til Jolene i originaludgaven med Dolly Parton, og den kan de også virkelig godt lide, hvilket Team Dolly selvfølgelig i vanlig god og humoristisk stil har kommenteret på Twitter. Dolly er iøvrigt 74 år, har skrevet over 3000 sange, og sørme om hun ikke nu rammer hun en helt ny målgruppe.

Kvalitets kunst går bare aldrig af mode, fristes man til at sige, og så er det ligegyldigt, hvilken genre, det er indenfor.

Ældre, hvid, kvindelig countrystjerne fanger to unge, sorte fyre, der stort set kun har lyttet til hip hop og rap. Det siger noget om kulturens spændvidde, og hvor vigtig den er til at binde os sammen på tværs, hvis vi vel at mærke er åbne for andet end det, vi sædvanligvis lytter til, kigger på eller giver opmærksomhed.

Kulturen binder os sammen på tværs af alt!!

Og ikke alene kom jeg på en lille tidsrejse til Rom sommer 1981 via tvillingebrødrene, jeg blev faktisk også lidt rørt på kulturen vegne og nærmest lykkelig over, at der i en verden fyldt med splittelse også findes helt konkrete nye eksempler på det modsatte. #detkulturenkan!

Det er lige før, at jeg vil hævde, at jeg .. can feel it in the air tonight.. men det ville være for plat ikke? ;o)

Kunsten at falde

Jeg er faldet. Ikke for en lækker mand eller en skøn kjole. Jeg er slet og ret faldet, og ikke bare en, men hele to gange indenfor den sidste måned. Ikke alene har jeg ondt alle vide vegne, jeg er også bare nødt til at erkende:

Der er ingen værdig og elegant måde at falde på, når man er 50something og “curvy”!

Første gang var under vores sommerferie på Bornholm. Veninden og jeg var taget på udflugt til sydøen og på vej over en gade viste det sig, at man på Bornholm har gravet render langs kantstenene, så vandet kan løbe væk. Ganske praktisk med veje, der går op og ned, men disse render kan man bare ikke se. Så når man er mig, og ikke lige ved det, træder man ned i dem, vrikker om på højre ankel og tager den nedadgående asfalt med venstre knæ og skinneben. Det gjorde så ondt, at jeg troede, jeg skulle kaste op, og som en af mine venner sagde: “Og så så du Henrik Andersen for dig?” *

Det var faktisk, lige hvad jeg gjorde, men jeg havde heldigvis ikke brækket noget, og dagen efter kunne jeg humpe hjem med alle vores pakkenelliker OG et figentræ over skulderen, mens jeg med ret store bogstaver slog fast overfor Nils, at jeg aldrig mere ville til Bornholm uden bil. Ikke mere “go local with the locals”. Nu er det “go local with wheels”.

Anden gang jeg faldt var i forgårs. Jeg var på en rask morgentur med hunden, da vi møder den sødeste lille – og meget alene- hunhund. Hun var ikke kun alene på springtur, hun var også i løbetid, og Cooper og hende blev øjeblikkeligt forelskede.

Coopers unavngivne sommerforelskelse.

25 min. senere efter en utal af mislykkede forsøg på at få Cooper med hjem, inklusive hans nye veninde på slæb, indså jeg, at der var kun en udvej – at tage den lille dame i armene og bære hende hjem, og dermed have en lystig hanhund i hælene. Jeg kunne jo ikke gå ud blandt biler med hende, for hun var uden snor.

På vej forbi Marienlyst Slot, hvor der kun er sten og grus at gå på, synes Cooper så, at han lige skal trække i snoren. Da jeg er ustabil pga. hund og øm højre ankel vrikker jeg derfor om på venstre ankel og med den lille hund i armene, er der ikke noget at tage fra med. I ren tegneserie stil flyver jeg derfor vandret gennem luften, og tager grus og sten med højre albue og knæ og skinneben. Så er der ligesom også ligevægt i “sommerknæene”.

Der ligger jeg så med to hunde, tårer i øjnene, ondt nu nærmest overalt og ja, så kommer der seks segways kørende. Det er en af de daglige turistture gennem Helsingør.

Det var som taget ud af en Monty Python film. To lystige hunde, der ikke kan lade hinanden være. Mig, der ligger og roder rundt mellem alle stenene og så en gruppe turister med cykelhjelme. Hvis ikke jeg havde haft så ondt af mig selv, og følt mig så uværdig, havde jeg nok grinet, men lige her var det tårerne, der pressede sig på.

Men her er det så, at der alligevel er noget godt at hente i disse personlige skvatte historier. For i begge tilfælde var forbipasserende så søde og hjælpsomme.

På Bornholm stoppede først en ældre herre på sin cykel og tilbød sin hjælp, og den bil, som jeg havde givet plads for på vej over, kørte ind til siden, og den unge mand steg ud og spurgte, om han skulle køre os et sted hen.

Foran Marienlyst stoppede turisterne deres rundtur og guiden tilbød sin hjælp. Absurd nok uden at stige af segway’en, men han fik da ringet til Nils, som så kunne komme og samle os alle op, og de ville ikke køre videre, før de var sikre på, at jeg var ok, og ville blive hentet. Jeg tror aldrig, de forstod det med hundene, men det er også lige meget.

Hunhunden fik vi afleveret til vores dyrlæge, for selvom både Cooper og jeg gerne ville have beholdt hende weekenden over, så var Nils den voksne og sagde nej til hunde-kærligheds-fest, og så var det bal forbi. Hun er heldigvis blevet forenet med sin ejer takket være FB, hvor dyrlægens opslag blev delt over 300 gange. Igen, hjælpsomhed.

Så mens jeg senere på dagen sad lettere chokeret (det bliver man altså i min alder) med benene oppe og havde ondt både her og der, også i min værdighed og af mig selv, så sad jeg også og glædede mig over, at der trods alt er så meget hjælpsomhed derude. Vi er meget bedre end vores rygte.

Og ja, jeg har taget det heeelt roligt i denne weekend og kommer også til at se mig rigtig meget for, hvor jeg går fremadrettet.

Pas på jer selv derude!

Og dette foto har absolut intet med blog indlægget at gøre… jeg stødte bare på det, og synes, det er så skønt. Og så ikke et ord om Viktor Fischer…. *

* Henrik Andersen brækkede benet ret alvorligt under EM92, og Viktor Fischer lod sin sølvmedalje hænge i Parken efter finalekampen. Officielt glemte han den….

Sommeren er forbi nu…

… Og den nærmest fløj afsted. Tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med.

Fra sommer særudstilling på Louisiana. Efter Google som “lønpresningsmiddel” ikke vil vise danske musikere på YouTube, må I tænke jer til CV. Google, som jo så til gengæld bidrager så aktivt til den fælles danske skattekasse, og dermed indirekte til udviklingen af nye kunstnere…. eller hvordan er det nu, det er?

Karen Thisted ville være blevet 74 år i dag. Ville være blevet, for Karen Thisted er død. Imidlertid ikke på Facebook, hvor der i skrivende stund er over 60 mennesker, der har ønsket hende tillykke med fødselsdagen. Nogle ovenikøbet med personlige kommentarer – blandt andet et medie menneske og en kendt skuespiller (nævner ingen navne, men han har også skrevet en bog om vejledning i sælfangst). De har nok fjernet deres hilsener nu, efter Dan Rachlin sendte en spydig kommentar ud til sine små 30.000 følgere.

Det var også her, jeg blev opmærksom på det, og må som Rachlin notere mig, at trods min årlige glæde over de mange facebook hilsener, så vokser træerne ikke ind i himlen, og så nære venner er man tydeligvis heller ikke på Facebook. Især ikke, hvis man er kendt, og andre vil sole sig i ens berømmelse.

Det fik mig til at smånynne det gamle CV nummer. Det gør jeg nu egentlig alligevel hvert år på denne tid, men netop linjen med ikke at kunne følge med, blev lidt mere relevant her.

Har I kunne følge med i år? Har I haft en god ferie og er I sprængfyldt med energi til endnu en efterårs sæson?

Jeg synes, det er svært i år, og at sommeren definitivt har været alt for kort. Det bliver jo ikke bedre af, at vejret mildest talt er gået fra varm til lunken. Koldeste juli i 22 år! Det siger lidt, og jeg kan rent faktisk huske den sommer i 1998. Det var efterårsvejr hele juli, og vi var ellers “spændt op til lir”, men gik i stedet rundt og frøs.

Nå, men helt skidt har det jo ikke været. I hvert fald ikke for de danske turist attraktioner og badehoteller, og jeg vandt minigolfturneringen i år. København er en helt anden historie, men ude i det ganske land har der været propfyldt, og danskerne har opdaget, at vores kønne land er meget mere og andet end “bare” Danmark. Det er godt.

Så selvtilfreds kan man se ud med morgenhår og kaffe, når man dagen før har vundet den årlige store familie minigolf turnering.

Var det ikke for de daglige nyheds bullitiner, skulle man tro, at alt åndede fred og ro, og at den der lille lede virus var et overstået kapitel. Det er den ikke, og det har været interessant at opleve, hvordan forskellige lande tackler situationen.

Vi tog i år toget gennem Sverige til vores årlige sommeruge på Bornholm. Her var stort set ingen foranstaltninger, ingen spritflasker og kun få skilte. Det øjeblik, vi gik ind i færgeterminalen i Ystad ændrede billedet sig. Nu var det hold afstand, sprit af, personalet på færgen havde plastikhandsker, antal var reduceret osv. Så kort afstand mellem to lande og så stor forskel.

Senere kørte vi en sviptur til Tyskland, og her fik vi prøvet hvordan det er at gå med masker. Det er ikke sjovt. På hotellet og i alle butikker, restauranter m.m. skal man have masker på, til man sidder ved bordet. Derudover skal man udfylde et papir med kontaktdata, og hvornår man han har været i restauranten, så man kan opspore folk i tilfælde af smitte, og ingen pools eller spa er åbne. I hvert fald ikke i Nordtyskland. Det kan være andre delstater har andre regler. Det må man så sjovt nok godt i Danmark.

Danmark ligger både fysisk og foranstaltningsmæssigt lige midt i mellem. Det har jeg det personligt helt fint med, og til trods for, at mange klager over, at vi er blevet sløsede og at de unge fester for meget, så er jeg stadig pænt stolt over, hvordan min stamme har klaret sig igennem, og grundlæggende har passet på hinanden.

Maskebrug for dummies. Fransk restaurant i Tyskland.

Men derfor var sommeren stadig alt for kort. Måske er det alderen. “Det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, som en skøn gammel (hun var over firs) dame sagde i et tv-program, mens hun stod og gjorde sig i stand. Men det tager længere tid, at komme ned i gear, og jeg ved ikke med jer, men jeg gider altså ikke bo i et telt eller på et dårligt hotel. Det har jeg nu aldrig gjort. Gammel arbejdsskade fra rejsebranchen.

Det tog Nils et par år at finde ud af, at jeg altså mente det alvorligt, og han booker aldrig mere en hytte uden bad og toilet på en campingplads, efter den ene (første og sidste) nat en gang for rigtig mange år siden et sted i Sverige.

En gang imellem, kan jeg godt blive lidt bekymret for de vaner, jeg har givet videre til mine sønner, for de har arvet deres mor svaghed for luksus indkvartering. På en større rundrejse i Vietnam engang begyndte de at rangere hotellerne efter manden, der åbnede døren for dem. Det er måske lige at stramme den.

Men jeg gider ganske enkelt ikke bo dårligt, og for mig er indkvarteringen en lige så stor oplevelse, som selve rejsen. Det er ikke det samme, som at jeg ikke vil kunne bo i et telt (nu er clamping jo også opfundet), men så skal det være fordi teltet er en del af konceptet. Jeg vil hellere kun rejse en gang om året, og så bo på et fedt hotel (nu hvor det ikke er den del af mit arbejde) og jeg er heldigvis så gammel, at jeg selv kan bestemme – ha!

Men jeg kan trods alt ikke bestemme over vejret, og denne sommer (og måske den næste med) – har jeg heller ikke selv kunne bestemme, hvor jeg ville rejse hen. Det kan man sagtens leve med i en sæson, og det er alt andet lige luksusproblemer for os danskere, ikke at kunne tage på ferie over hele verden, men lige nu er eksempelvis Spanien på randen af både økonomisk og menneskeligt kaos, og det smerter mig, og når jeg tør, at tænke lidt længere frem, så bliver jeg bekymret.

Nå, det skal nok gå alt sammen. Der kommer en vaccine, og når Rusland og USA har taget deres del, er der nok også lidt tilbage til os. Men vil nogen ikke lige slå Corydon & Co, som solgte SSI med …. en våd fredags Børsen måske….. oven i hovedet. Hårdt!

Pas på jer selv derude!

Jeg kan huske, hvor jeg var da….

Da jeg voksede op, talte man altid om, at alle kunne huske, hvor de var, da J.F. Kenndy blev skudt. Det er jeg trods alt for ung til at huske, men da jeg for nylig så et tv program om 80’er landsholdets kampe, slog det mig, at jeg kunne huske præcis, hvor jeg var, da Elkjær brændte, og da vi bankede Uruguay 6-1. Ikke mindst kan jeg huske, hvor jeg var bagefter, da jeg i en gammel bil gik i stå på Rådhuspladsen, og bilen bogstaveligt talt blev løftet ind til siden af nogle glade roligans. Derfor kom jeg til at tænke på Kennedy, og så kom jeg også til at tænke efter, hvilke andre begivenheder, der har sat så stort et aftryk, at jeg på et splitsekund kan rejse tilbage i tiden.

Live Aid – Wembley 1985 Det var første gang, en så stor begivenhed blev transmitteret live over hele verden, og jeg sad klinet til skærmen på mit lille fjernsyn i min daværende lejlighed. Jeg havde glædet mig i dagevis og var lige ved at blive lidt skuffet, men så gik Queen på scenen, og resten er musikhistorie. Det var også tv historie, at det gik galt, da man for første gang i historien skulle klippe til det daværende Sovjetunionen, og man i stedet for russisk rockmusik så nogle kvindelige æbleplukkere i fine folkedragter, men det er en helt anden historie.

Danmark – Sovjet 1985 Det er ikke fordi, det hele skal handle om firserne, man jeg kan faktisk huske den kamp, og hvor jeg var, for jeg var til min store fortrydelse ikke i Parken. Jeg havde været på arbejde og på vej hjem vinket til nogle heldige rød/hvide fans, og sad så helt alene og fik ondt i maven til, hvad jeg stadig i dag synes er vores bedste landskamp. Til sidste fløjt var der spænding. ”Fire dyt i bamsen” som Ekstra Bladets legendariske forside lød dagen efter.

Palme mordet. Jeg havde ikke hørt det i radioen, da jeg mødte på arbejde, så da min kollega sagde ” Oluf Palme er død” troede jeg først, hun mente den store palme, vi havde stående i rejsebureauet, og som vi meget vittigt havde døbt ”Oluf”. Derefter udspillede der sig en lettere syret samtale a la ”Nej, jeg har lige set den, da jeg gik ind af døren”. – ”Ikke den palme, SUK! Den rigtige Oluf Palme”.

Da Danmark vandt EM 1992 Jeg er nødt til at blive lidt i fodboldens verden, for jeg kan stadig også huske, hvor jeg så finale kampen, og festen bagefter. Legendarisk Rådhusplads fest, der forsatte hele natten, og jeg husker også at sidde ovenpå et flygel på et for længst lukket brunt værtshus og skråle med på ”ReSeppten”. Jeg kan såmænd også huske, hvor ondt jeg havde i hovedet dagen efter.

11. september 2001. Man troede først, det var en fejl. Så kom fly nummer to, og med det frygten, angsten og chokket. Jeg var alene hjemme med vores første søn, der var 1,5 år og jeg kunne ikke få fat i min mand før efter et godt stykke tid. Men alle de naboer, der var hjemme fandt sammen for at tale chokket igennem, og jeg husker også, at min bedste ven helt pr. automatik ringede for at høre, om jeg var ok, stort set samtidig med at jeg forsøgte at ringe til ham for at høre om det samme. Det glædes jeg faktisk stadig over i dag.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at SAS faste København – New York maskine havde kendingsbogstaverne SK911. Det har den ikke i dag….

Da Dronningen holdt Covid tale. Den nyeste begivenhed er blot nogle måneder gammel. Det var en mærkelig dag. Det var i det hele taget en mærkelig uge, måned, år, men netop den dag, var det som om, at det ikke kunne blive mere exceptionelt. EM i fodbold blev aflyst. Statsministeren bad os om at blive hjemme og for første gang i min levetid talte Dronningen direkte til sit folk uden for nytårsaften. Det glemmer jeg heller aldrig, og jeg glemmer heller aldrig, hvor jeg var, omend det ikke er så svært, for vi var alle sendt hjem.

Hvad har gjort så stort indtryk på jer, at I stadig husker, hvor I var?

Med og uden plastik(kirurgi)

Miss Univers 1987 – Top 5

Jeg så noget tankevækkende på nettet i går. Midt i strømmen af herreløse hunde, der bliver reddet, fandt Facebook algoritmerne pludselig på at sende en video fra Miss Univers 1987 i min retning.

Jeg har ingen anelse om hvorfor. Det er ikke lige sådanne ting, jeg typisk klikker på, og jeg er også (næsten) af generation “Kvinde Kend din Krop”, hvor skønhedskonkurrencer absolut ikke var velsete, men jeg blev fanget af det høje hår, skulderpuderne og dette mærkelige univers. Det var imidlertid først, da jeg havde kigget et lille stykke tid, at det gik op for mig, at det ikke kun var moden, der havde skiftet.

Selvfølgelig lignede de hinanden, disse unge, smukke, håbefulde kvinder – og så alligevel ikke. Hov, hvad var det? Havde hun ikke en plet på den ene fortand? Og den næste -jamen, hendes ansigtshud var, trods make up, ikke helt perfekt.

Stort set samtidig med denne -set med nutidens øjne, selvom konceptet ikke har udviklet sig synderlig – noget bizarre forestilling, fik jeg også sendt et andet foto i min retning. Det kom fra Berlingske bog anbefalinger til denne sommer og viste en nøgen Eve Babitz, der spiller skak med Marcel Duchamp.

Der er mere et univers til forskel mellem kvinderne, og deres “følgere”. Eve Babitz omtales som “Cool Hollywoodfashionista”, var Igor Stravinskys guddatter og Jim Morrison sang om hende i L.A. Woman.  Hun var indbegrebet af “sex and drugs and rockn’roll” i Los Angeles i 60′ og 70’erne, og hyldes af intellektuelle.

Miss Univers kvinderne skulle til gengæld optræde dydigt og fremstå uskyldsrene, mens en masse bagmænd tjente penge på dem, og de blev og bliver i den grad ikke hyldet af de intellektuelle.

Bare, naturligt flotte babser anno 1963. Foto er “lånt” fra Forlaget Bobo.

Men det er slet ikke kun det, der er tankevækkende. Det, som slog mig er, at det var en tid, før plastikoperationer blev almindelige.

Jeg har en såkaldt “guilty pleasure”. Det er en moderne sprog for “jeg gør noget, der ikke er hipt, men hvis jeg kalder det guilty pleasure, så bliver jeg ikke set ned på”. Der er sikkert nogle dansk top fans, der ville ønske, det begreb havde været opfundet i 80’erne.

Men tilbage til min pinlige last. Jeg ser “Real Housewives of Beverly Hills”. Mine sønner vrænger af mig, og siger ting a la “Ej mor, det er altså for pinligt”. Så svarer jeg bare: “Paradise Hotel”, og så er den debat lukket. Nils trækker på skuldrene og griner lidt, mens jeg et par gange har taget mig selv i at forsvare det med, at jeg får indblik i en kultur (!), jeg ellers ikke har adgang til. Visse vasse, jeg er bare underholdt. Også selvom jeg får indblik i en livsstil, der ligger lysår og universer fra min egen.

Men ved at se RHOBH (for kendere), har jeg også vænnet mig til at se på kvinder, der er stort set perfekte, eller hvad man nu skal kalde det. De er opererede, har “fillers”, botox og ting jeg ikke engang kender navnet på, og de har deres egne private “glam-squads”, der oven i købet rejser med dem på tur, så de hele tiden kan fremstå fuldstændig fejlfri.

Jeg ved godt, at sådan er virkeligheden ikke, men det var bare så tydeligt, hvor meget, der har ændret sig fra Miss Univers 1987 og Eve Babitz’ babser og til en tv verden anno 2020, og det gik i al sin gru op for mig, at jeg også har vænnet mig så meget til at se opererede kvinder, at jeg studsede over de naturlige.

RHOBH, sæson 9, mens LVP (Google it! ;o)..) stadig var med.

Stort set samtidig, havde vi studenterkørsel og en af de bemærkninger, der faldt hjemme i vores have var: “Hvor er de dog skønne og søde – og pigerne er så dejligt naturlige”. Sagt med kærlighed, men også en bemærkning, der viser, at det man ser til daglig, er anderledes.

Der er skrevet artikler, bøger og indlæg i kilometervis om de retoucherede kvindeidealer i magasiner og reklamer. En dansk skuespillerinde har ovenikøbet uploadet et billede af sig selv med mælkekartoner og børnerod for at vise, at sådan er virkeligheden ikke. Det er ikke det, denne blog handler om. Den handler om, at vi alle er blevet så vant til at se kvinder (og mænd for den sags skyld) -selv toppolitikere, der har fået rettet fejl, flyttet og løftet, at når vi ser almindelige, smukke mennesker, så studser vi og ser forskellen.

DET er tankevækkende!

Søndagssysler

Det er søndag og for første gang i, jeg ved ikke hvor længe, er hele familien på matriklen samtidig og hygger. Vi nusser, rydder op og smider ud og ordner ting – ok, den yngste, der får huen på tirsdag, og som allerede har taget hul på festerne, gør ikke helt så meget, men hans tilstand taget i betragtning, så tæller det at se Premier League for første gang i lang tid, vel også.

Men altså, vi andre går og nusser og ordner ting, og undres over, hvorfor man skal have en phd for at forstå en Naturgas regning. En regning, hvor selve naturgassen iøvrigt udgør næsten den mindste post. Mindre er trods alt naturgasabonnement (!) og distributionsaftale. Ja, ja – der skal jo være råd til bestyrelses honorarerne, og abonnement lyder også bedre end gebyr.

Men det er rart, at gå rundt og nusse. Det får mig til at tænke på Poul Krebs’ nummer “Små Sensationer”, for Gud, hvor vi trænger til nogle små sensationer for tiden. Sensationer i form af sejltur til Bornholm, håndskrevne breve eller som i andre referencer fra hans tekst.

I morges læste jeg for første gang udtrykket “Corona kvalme”, og det var ikke som et symptom. Det var ment som, at nu har vi hørt så meget om, og læst så meget om Corona, at vi har nået kvalmegrænsen og ikke kan mere. Altså endnu et udtryk i en lang række, der har c-ordet hæftet på sig.

Tænk, hvis det bare kunne være sådan. Som når man skifter kanal fordi musikken er kedelig. Puf – nu får jeg kvalme af at høre om denne åndsvage sygdom, så nu zapper jeg væk, og så er den også væk. Det er næsten helt Trumpsk, der nu har fundet på at teste færre, fordi det giver et dårligt billede at USA, med så mange smittede. Er der ikke et venligt menneske, som han vil lytte til (det er straks sværere), der kan fortælle præsidenten, at der er ganske mange ting, som pt. giver et meget dårligere billede af USA, end hvor mange stakkels smittede mennesker, de har.

Nå, men tilbage til matriklen, hvor der blev stoppet huller, syet og repareret og hvor det eneste, vi nærmest manglede var radioen, der spillede Mormors Kolonihavehus. Ikke, at jeg savner Giro 700413, men jeg kan indimellem savne min barndoms rolige søndage, hvor det var tilladt helt at komme hviledagen ihu – måske ligefrem tage en tur i hængekøjen. Med eller uden partner.

Forrige år flød mit Facebook feed over med mænd, der var blevet nyforelskede i deres hustruer under sommerferien. Der var ingen grænser for, hvor skønne de forskellige kvinder pludselig var blevet, og uden at kunne kigge i krystalkugler, tør jeg godt gætte på, at det havde noget med den der hængekøje at gøre. Med partner altså. Det hænger så igen sammen med at have og give sig selv tid. Tid til at hygge og nusse og mærke hinanden igen. Små sensationer.

Lige nu ligger Cooper ved siden af mig på et tæppe på gulvet. Den yngste stener til Chelsea, den ældste (i et andet rum selvfølgelig) til Liverpool kamp, Nils skriver på sin bog… .og jeg – ja, jeg er nærmest lykkelig.

De små glæder i livet!

Ps – jeg er også stadig lige så vild med Tomas Ledin, som jeg var første gang, jeg så ham til Grand Prix i 1980, og ja, jeg har singlen et eller andet sted på loftet.

 

“Ta daa” istedet for “To do”!

Jeg læste et dameblad i går. Jeg var hos frisøren. Så bliver det ikke mere klicheagtigt, det ved jeg godt, men det er ikke desto mindre sandt. Det var et “før-Corona” dameblad, hvilket vil sige, at der var tips til dette og hint, der nu tre måneder efter virker helt håbløst, eller i bedste fald aflyst.

Nå, men i et tillæg om kvinder, der havde taget skift i livet var der også to, der fortalte om, hvordan man skal ændre sit liv fra “To do lister” til “Ta daa lister”, og det fangede alligevel min opmærksomhed, for her var vist noget, jeg kunne lære noget af.

Jeg er en udpræget “To do liste” person. Jeg er så til gengæld gift med en “ta daa” person, så på en eller anden måde udligner det vel hinanden, men det har omvendt betydet, at jeg i højere og højere grad er blevet “to do”, og mere end jeg i virkeligheden har lyst til at være. Der er skrevet lange psykologiske afhandlinger om, hvordan man træder ind i en rolle, når ens nærmeste har en anden, og hvordan man kan ændre det mønster, ved at ændre sin egen adfærd, og dermed ændre omgivelsernes osv., så det skal jeg ikke kloge mig på her.

Men dameblads artiklens bud på at ændre sit liv bed sig fast. Jeg blev ramt, og allerede i morges begyndte jeg at øve mig, for de sidste mange måneder har min hjerne været big time opfyldt af “to do”. Var det ikke på arbejdet, så var det hjemme, og tro mig, når man er de to mest upraktiske mennesker i Danmark, så er en istandsættelse af et hus, ikke noget, man bare lige sker let og elegant.

Torsdag morgen -og håndværkere mener morgen, så det vil sige 07.30, havde vi eksempelvis på en og samme gang: To murere, en maler, en Stofa mand (nogen havde ved en fejltagelse skåret antenne kablet over) og en blikkenslager. Jeg gemte mig de første 10 min. ude på badeværelset, men så skulle der tages stilling til dette og hint, og så var det ligesom slut. Men planlægningen…. suk!

Den er på højde med at Knold og Tot (Nils og jeg) troede, at vi kunne have to spanske (det er noget ganske andet end franske, si’r det bare….) smedejerns altanudgaver i en Fiat500. Det tjener smeden til ære, at han ikke fortrak en mine, men bare kiggede på de to idioter, der havde kørt 2,5 time fordi de troede, at de kunne have dem i bilen med åbent tag, da vi seriøst prøvede, at få dem ned på bagsædet. Nu er de her, men ikke med vores bil.

Helt absurd blev det, da vores nye bedste venner -læs faste håndværkere, spurgte os, hvad de så skulle sættes fast med. “Øh… sættes fast med?” “Ja, har I ikke fået nogle skruer eller beslag med?” Nej, det havde vi to klaphatte selvfølgelig ikke tænkt over -derfor blikkenslageren klokken tidligt og endnu en regning.

Sådan har det set ud i over en måned. Bemærk den spanske altan, den har et lille udspring i modsætning til en fransk. Ja, jaa, man lærer ting….

Det bliver godt, når det er færdigt, men der er en smålang vej, og i den proces skal man (-læs jeg) passe på ikke at blive for meget “to do!”

Der er ikke noget nyt under solen – det er der sjældent – for allerede i 1960 havde Raquel Rastenni et stort hit med “Heksedansen” (må man sige det i disse krænkelsestider?”, bedre kendt som “Her kommer mutter med kost og spand”, hvor to af linjerne lyder – “For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende”.

Jeg kan pludselig ikke huske, hvornår jeg har læst en bog. Altså en, jeg havde lyst til at læse, bare fordi! Eller, at jeg gik en tur og kiggede på butiksvinduer. Ikke fordi, jeg har råd til at købe noget – det har elektrikeren sørget for (ham har vi nemlig også gang i), men bare det, at blive inspireret og se noget andet, og give sig selv lov til at – ja, “Ta daa”!

Jeg tog derfor en beslutning i går om aktivt at ændre mit mindset, og give lidt slip på alt det, jeg skal og burde -find selv det rigtige verbum, for du har det sikkert lige sådan, og så begynde at nyde lidt mere i stedet for hele tiden at yde. Livet er virkelig for kort til udelukkende at gøre sig umage hele tiden.

Det startede i morges, hvor jeg aktivt tænkte “hvor bliver det hyggeligt, at skulle køre ud og købe ind til Mikkels studenter kørsel” i stedet for “ok, nu skal vi også lige huske at købe ind til Mikkels… ”

Jeg tror ikke, jeg lykkes 100%, og det er sjovt nok en livslang proces, der til trods for 50something ikke er faldet på plads endnu, men nu gør jeg mig i hvert fald aktivt umage, og mon så ikke, at bare lidt vil lykkes.

Ta daa!

-Og efter en måned har vi så idag endelig kunne indrette og benytte terrassen. Ta daa!

Jeg kniber en tåre, og glæder mig!

 

Sådan så det ud sidste år, da storebror blev student.

Vi havde middagsgæster i går aftes, “Corona Style” selvfølgelig, og i løbet af middagen kom vi naturligvis til at tale om tidens store emne…. status i forhold til Corona.

For vores lille familie har det betydet ret meget. Det har det for alle, er jeg sikker på, men jeg synes egentlig, vi har taget det i stiv arm. Nikolai, vores ældste søn, blev kaldt hjem fra sin store rejse, som han havde taget alle nattevagterne i 8 mdr. for at spare sammen til. Nu er han begyndt at spille golf, og har besluttet sig for at lære, hvordan man koder og laver hjemmesider.

Nils, min mand, har ikke haft nogen omsætning i tre måneder i hans lille et mands firma, og da en stor del af hans forretningsgrundlag handler om at være i London og få folk derover, så har det også lange udsigter, før han får nye ordrer. Han har så benyttet tiden til at udvikle en ny “fremtids simulator” (nej, ikke en tidsmaskine – en slags scenarie maskine baseret på data), som han håber vil revolutionere fremtidsforskning – eller noget. Det er nok mere min tolkning.

Mikkel, vores yngste har vinket farvel til stort set alle traditioner forbundet med at blive student, herunder gallafest, eksamensbanko og studietur til Italien, men fremfor alt, alle de helt store øjeblikke i forhold til at få huen på. Heldigvis blev vogntur reddet på stregen.

Jeg selv har arbejdet hjemme siden den 12. marts, kun afbrudt af enkelte dage de sidste par uger, og da der har været ualmindeligt travlt, har jeg arbejdet de fleste helligdage også. Derfor den sidste klumme om “Det forsvundne forår”.

Men bortset fra lidt “øv!” og “pokkers!” så har vi hele tiden forsøgt at holde humøret højt under devisen, “vi skal nok klare den”, og “vi har det bedre, end så mange andre steder”, så selvom vi også har været chokerede og bekymret for økonomien, er det hurtigt blevet glemt under en fællessang med rullende hofter hos Philip og Mads.

Lige indtil i går aftes, hvor jeg for første gang blev rigtig ramt, og måtte kæmpe med tårerne. Midt under en hyggelig middag med godt selskab, fuld idyl, lækre fisk og liflig vin, blev jeg ramt af “Corona savnet”, og det kom helt bag på mig.

Skolekomedie anno 1981, hvor jeg er ved at få lagt make up. Bemærk, den brækkede arm. Det var total teater, og jeg skulle lige vise, at jeg altså kunne det der med rulleskøjtedans. Det kunne jeg så ikke….

Jeg er den første student i min familie. Jeg er en efternøler, og mine forældre blev født i hhv. 1917 og 1924. Det var ingen af dem forundt at blive studenter. Faktisk fik de begge kun 7 års skolegang, men klarede sig alligevel pænt og fik  opdraget og forsørget tre børn, der alle fik en god, tryg og ordentlig opdragelse og et godt liv.

Det til trods for, at der ikke var mange penge og ej heller meget plads. Jeg havde aldrig mit eget værelse, og flyttede hjemmefra som 17 årig – men der var mange bøger, og der var altid en opfordring til at forfølge det, man drømte om, og indstillingen var, at man kunne blive, hvad man ville. Men det var ikke et akademisk hjem, og der var ingen tradition for hverken studentereksamen eller universitets uddannelser.

Jeg ved godt, at det er anderledes i dag, og at mange flere unge får en gymnasial uddannelse. Men for mig dengang (jeg blev student i 1982), betød det alverden, og jeg havde drømt om det, siden jeg så vognene med de glade studenter for første gang, og forstod, hvad det handlede om. Da besluttede jeg mig for, at det ville jeg også opleve en dag, og det gjorde jeg.

Jeg kan stadig huske detaljer fra min studenter tid, som jeg elskede. Jeg kan huske fester, skolekomedie og hvor jeg sad i klassen. Jeg kan også huske dårlige oplevelser,  med der var afgjort flest af de gode, så jeg husker mest alt det sjove, som hvordan vi sprang op fra studenter festmiddagen i kantinen, for blot at sætte os på dansegulvet i en mærkelig linje gulvdans til “Another One Bites the Dust” (kan I huske den?) Jeg kan gudhjælpemig også huske brudstykker fra rektors afskedtale, og jeg kan huske vognturen (det meste af den). Jeg kan huske at min bror kiggede forbi på Kongens Nytorv, da vi dansede omkring Krinsen, og jeg kan huske sidste eksamen, forløsningen, glæden og stoltheden over at være kommet i mål.

I forgårs var Mikkel oppe at forsvare sin hovedopgave. Det er hans sidste eksamen, men han kom ikke til at gå ud af døren med adrenalinen pumpende og få sat huen på hovedet, mens vi andre kneb en tåre (ok, så kun mor). Han kunne pænt gå hjem, skrive karakteren i huen og så lægge den på plads igen, for nu skal han lige i skole igen 3 dage over de næste par uger. Dernæst følger en mærkelig dag den 23., hvor de unge klassevis får deres årskarakterer, og så må vi være to fra hver familie, der får lov at hylde dem indenfor et afmærket område og under en fastsat tidsperiode.

Selve dimissionen er også aflyst live, så ingen indtogsmarch,  ingen huer, der ryger i luften og ingen musik, sang eller festivitas. Det bliver klassevis og med en online transmission af rektors tale, som vi forældre kan streame via YouTube. Indtil videre i hvert fald.

Da vi talte om det i går, gik det pludselig op for mig, hvor meget det betyder for mig, at min yngste søn nu også er blevet student, og at jeg har sendt mine to børn godt i vej.

Det er en milepæl. Det er for mig symbolet på, at nu ophører mit ansvar (meget mere, end det, at de er blevet 18 år), og nu ligger hele verden og livet åbne for dem – hvilken vej de end måtte vælge.

Og det var lige der, at det i al sin gru gik op for mig, at jeg kommer faktisk heller ikke til at opleve, hans store dag, som forventet,  at tårerne begyndte at trænge sig på, og nu hvor jeg sidder og skriver dette, trænger de sig på igen.

Egoistisk? Måske – men jeg er virkelig berørt over, at jeg ikke kan stå og høre Mikkels navn blive råbt op, og se ham få eksamensbeviset i hånden, for stolt og glad at køre ud i sommerlivet. Det virker reelt, som om at Mikkel har accepteret det hele meget bedre end jeg, eller også var det bare fordi, det først rigtigt gik op for mig igår, hvor meget det egentlig betyder for mig. Jeg har fået lov til at give noget vigtigt videre til mine børn. Det er ikke alle forundt. Hvad der måske er almindeligt i dag, var for bare en generation siden mønsterbrydende. I hvert fald i min gren af familien.

Heldigvis tikkede der også en invitation til en studenter reception ind i går. En af de drenge, der er kommet i vores hjem fra helt lille, og hvis forældre, vi har det så sjovt og rart sammen med. Og så kom billedet på nethinden af os alle stående i haven sammen med de smukke, unge mennesker. Jordbær og champagne. Blomster, sol, ung kærlighed og stolte og lettede forældre.

DET glæder jeg mig så usigeligt til, at jeg næsten ikke kan vente, og vi skal nok også få fejret Mikkel på behørig vis, så mor her kan knibe en tåre, men nu af glæde.

“……Gid de længe leve må!”

Det forsvundne forår

Det er tirsdag aften.  En smuk tirsdag aften. De lyse nætter har gjort deres indtog, og syrenerne blomster for vildt i år, og lige uden for mit vindue. I weekenden stoppede en norsk kvinde op for at tage billeder af vores buske. De mindede hende om hjemlandet, hvor syrenerne ikke blomstrer endnu. Vi tilbød hende en buket, men hun ville bare have nogle fotos. Jeg gætter på, at det får hende til at tænke på sin familie og kære, som hun sikkert savner i disse tider. Vi savner alle noget eller nogen for tiden.

Jeg satte mig og skrev en klumme til Dagbladet om hende, syrener og et forår, der er forsvundet ned i en lang Corona spiral, og så gik det op for mig, at jeg ikke har blogget i over en måned. Det er ikke sket siden jeg startede min blog. Bloggen har hele tiden været mit fristed, min ventil og et sted, hvor jeg kunne få afløb for tankemylderet, og nogle gange, løb det næsten over med ord.

Men det sidste stykke tid er det som om, at jeg løb tør, og kunne ikke sige eller skrive noget fornuftigt, som ikke allerede var skrevet, tænkt, sagt eller råbt ud på de sociale medier.

Et stykke tid gik jeg og tænkte over, om jeg skulle skrive lidt om at vi alle er i samme båd, mens jeg så Ulf Pilgaard for mig skabe forløsningen i forhold til Muhammed Krisen dengang i Cirkusrevy’en. Jeg var nemlig blevet pænt forstemt over, at mens vi helt almindelige mennesker gik rundt og var småglade over, at det endelig er blevet hipt at synge fællessang og være glade for, og have lyst til at passe på sin stamme, samt at kunne vifte med Dannebrog uden at blev sat i bås med diverse politiske holdninger, så flød medierne over med politisk fnidder og anklager om dit og dat, hvis ene formål var at trække fronter op. Så varede den borgfred ikke længere. Men det fandt jeg, Ulf Pilgaard (bliver den mand aldrig gammel at se på?) til trods, lidt for deprimerende at dykke ned i.

“Lærte vi noget”, som nummeret rigtigt hedder i en lidt uskarp udgave.

Jeg tænkte også længe over, om jeg måske skulle fortælle lidt historier om hvordan det er at være i ansat i det offentlige, og læse om, hvordan vi bare er sendt hjem med løn og lave ingenting, mens jeg har været på fuld skrue inkl. alle forårs helligdagene, da vores myndigheder tilsyneladende synes, alle lempelser skal præsenteres op til helligdage, og dermed sætte sådan nogen som mig i arbejde.

Men det gad jeg egentlig heller ikke, for jeg vil faktisk gerne bidrage, og jeg er sikker på, at en anden gang, er det alle mine bekendte i det private, som pt. er sendt hjem -også med løn, men uden at måtte røre en finger- der trækker et større læs, og så går det vel lige o.p. -op!

Til gengæld, så var jeg meget, meget tæt på at komme med en længere svada om alle de, som råber op om, hvor vigtigt lige præcis deres behov er, og hvorfor det netop er dem, der skal have større hjælpepakker eller ekstra hjælp eller opmærksomhed eller…. Det er jo ikke lutter lagkage(hus) det hele, vel?

Sjovt nok, så er de eneste, jeg stort set ikke har hørt pive, luftfartsselskaberne, og guderne skal ellers vide, at de er – bogstaveligt talt – grounded. Jeg har til gengæld set SAS stewardesser danse rundt og synge om hvor meget de savner os kunder, og ja, på mig virker det altså bedre end ønsket om “send flere skatteyderbetalte hjælpepakker annoncer” i dagbladene.  Men her er der efterhånden også gået så meget kage i den, at ingen længere kan skelne sandt fra falsk, og når først Anne Sophia Hermansen hiver i land og undskylder sine opslag, så er det nok heller ikke den kagekamp, man skal kaste sig ind i.

“Det er ikke let at være nogen!”

Du kan altid falde tilbage på alderen, Berit. Din blog hedder 50something, der må være noget, der pirker lidt i disse Corona tider. Hmmmm…. tjah…. jeg har fundet ud af at jeg har en rynket dobbelthage, og at jeg absolut ikke ser ud i virtuel tilstand, som jeg selv troede, jeg ser ud i virkelig tilstand. Det er der sg. heller ikke meget fest over. Og os i denne alder, vi forstår nu meget bedre, hvorfor en tidligere ret kendt udenrigsminister engang snerrede til en fotograf “Jeg vil kraftede….. ikke fotograferes nedenfra” .

Men en positiv ting kan jeg fortælle jer om, for jeg har fået en ny interesse. Naturen  -det billige skidt! I flere uger var dagens højdepunkt, når jeg gik en lang tur med min hund gennem skoven. Altså, når vi fratager de gange, jeg gjorde en god gerning og støttede det lokale handelsliv ved at købe ny kjole.

Ærligt, jeg er fra stenbroen og det med fugle, fisk og planter har bare ikke liiige været der, hvor min interesse var. Så hellere en pop koncert. Men her under det forsvunde forår, er der gået sport i at tælle museunger. Ja, I læste rigtigt. Det er i år et meget stort museår. Nils har forklaret mig dit og dat om vejr, nogle træer, der beskytter sig selv og meget musemad året efter, men så langt er jeg imidlertid ikke nået, at det hænger fast. Men jeg er nået til at kigge på og tælle de små sødeste skovmus.

Det var sjovest, da de var helt små. Da havde de ikke lært at passe rigtigt på endnu, og sad bare i deres huller og kiggede på mig og Cooper med store Disney øjne, og jeg har seriøst mødt både Tim og Bum. Nu er de blevet mere forsigtige, og jeg kan efterhånden kun høre dem pusle. De er altså også godt camoufleret og glider i et med skovbundens blade, men det er en dårlig hundetur, hvis jeg ikke har set mindst en lille skovmus.

I går stod Hr. og Fru rådyr så i vores have. Jeg ved godt, at andre er trætte af at de kommer og spiser deres blomster, men hos os er det en gang om året, og det kan vi vel godt lægge rododendron til. De var her nu ikke så længe, før de sprang igennem hækken ind til naboen. Hans have er også lidt mere velfriseret end vores, så det kan være, bladene smager bedre der.

Men det har været lærerigt og faktisk også ret livsbekræftende. Og måske har jeg bare været heldig. Måske er vi flinkere i Helsingør. Eller måske er jeg ved at blive så farvet af de mange negative opslag og for meget skærmtid, at jeg overraskes, men alle jeg møder, når jeg går tur, smiler og nikker, og så jeg smiler og nikker pænt igen. Det er ret rart.

Der er håb! -Og syrenerne blomstrer.

Fakta om mus - Sønderjysk Skadedyrsbekæmpelse