Corona dag 13


Corona Blues!

Så blev jeg ramt, og jeg må hellere advare, for det er ikke i det her blog indlæg, du finder opmuntring og tips til at klare en sær-hverdag. Du vil til gengæld møde sure opstød over alverdens båtnakker og en generel Corona Blues.

Det måtte jo komme på et eller andet tidspunkt, og jeg bilder mig selv ind, at det går over igen, og at jeg er helt normal, når jeg har en dag, hvor jeg bare synes, at det hele er ØV med ØV på!

Ærligt, så tror jeg primært, det skyldes mængden af båtnakker, og kors hvor er der mange lige i øjeblikket, eller også er det bare fordi, jeg færdes mere på de sociale medier for tiden, at mængden synes større.

Det startede i morges, hvor jeg, som alle andre, lige tjekkede netaviserne og Facebook. “Lad nu være med at læse kommentarsporene, Berit, det er ikke godt for dit blodtryk”, sagde min indre stemme, som jeg bevidst overhørte. Dumt!

Vi heldigvis sluppet af med alle “det er jo bare en influenza” båtnakkerne, men de er så blevet afløst af gnierne, der seriøst mener, at det er dårlig stil, når private avisudgivere tager sig betalt for deres digitale artikler. Jamen, Knud Børge, du vil da selv arbejde gratis, vil du ikke? Så kan du jo passende starte med at dele papiraviser ud om morgenen uden løn, når nu du mener, at det er samfundssind, at give artikler væk gratis. Nå ikke? Jamen, så stik du bare tilbage til DR.dk, hvor du frit og kvit kan læse diverse.

Nå, så var humøret ligesom kommet et par grader ned allerede før, jeg var stået op.

Men det var ikke slut her. For så kom der en strøm af professorer i dit og dat, der alle lige skulle have deres 15 minutes. Der er ingen grænser for, hvor mange Kloge Åger, med fine eksaminer dette land pludselig kan fostre, som har forudsigelser om dette og hint. Kendetegnet for dem alle er imidlertid, at de er teoretikere, og derfor dybest set ikke ved en sk.. om at agere i krise situationer. Må jeg anbefale hele banden at gå tilbage til deres bøger og papirer, og så komme igen, når det hele er overstået, så kan de – som de plejer- analysere det hele, og komme med nogle bagudskuende afhandlinger, og så ellers lade praktikerne styre landet uden deres mange forskellige forudsigelser, der blot skaber forvirring og utryghed.

USA’s præsident skamroser sig selv, og ja… skamroser sig selv, mens Putin besøger syge og Kinas milliardær Jack Ma sender nødhjælp til Europa. Hvis nogen var i tvivl, så ser verden af i dag meget anderledes ud.

I Spanien har personalet forladt et plejehjem og efterladt de ældre til sig selv, hvoraf mange er afgået ved døden. Formodentlig af tørst eller sult, men det meldte historien ikke noget om.

Og i Trumps USA, synes en politiker fra Texas, Lt. Gov Dan Patrick, at bedsteforældre skal begå selvmord (lade sig bukke under for Covid-19) for at redde landets økonomi for deres børnebørns skyld. Tror I mig ikke -så er her citater fra interviewet på Fox i mandags:

“Patrick, a former right-wing radio host, told Fox News Monday night that “lots” of grandparents are willing to die in the COVID-19 pandemic so they can ensure a better economy for their grandchildren.

“No one reached out to me and said, as a senior citizen, are you willing to take a chance on your survival in exchange for keeping the America that all Americans love for your children and grandchildren?” Patrick, 70, told host Tucker Carlson. “And if that’s the exchange, I’m all in.”

He added: “I just think there are lots of grandparents out there in this country like me — I have six grandchildren — that’s what we all care about. … I want to live smart and see through this, but I don’t want the whole country to be sacrificed. And that’s what I see.”

Vi noterer os, at han selv er 70 år, og har seks børnebørn, så han kan da fint starte og være det gode eksempel. Donald Trump er iøvrigt 73, Joe Biden 77 og Bernie Sanders 78 år. Det vil efterlade en meget interessant valgkamp, hvis man i USA lader de ældre dø for at redde økonomien for de unge.

Pyhhhhh….. så fik jeg lidt luft.

Men der er heldigvis også ham her – Erik Brøgger Rasmussen. Når man drukner i båtnakker, er det godt, at der også findes det stik modsatte.

Han arbejder i døgndrift. Er hæs og ubarberet, men styrer med fuldstændig sikker hånd både sin udvidede stab og danskere strandet rundt omkring i verden, og han skaber små mirakler under en helt umulig situation og i en sindsyg kamp med tiden. Samtidig kommunikerer han klart og tydeligt, og lover ikke mere, end han kan holde.

Og i morgen er jeg i godt humør igen. Jeg lover, jeg læser ikke kommentarspor. Pas på jer selv derude!

Billedresultat for erik brøgger rasmussen

Corona dag 10


Fra særdag til hverdag

Det er mærkeligt, og jeg havde egentlig ikke troet, at det ville gå så hurtigt, men det er alligevel som om, at der er ved at indfinde sig en vis form for normalisering i hjemmekontoret.

Nu er det heldigvis søndag, og jeg må gøre lige, som jeg vil (også selvom vinduerne godt nok trænger), og om søndagen plejer her at være stille. Så er det ligesom om, det hele bare er noget, vi leger, og i morgen vågner vi, og alt er normalt igen. Not!

Jeg har gjort mange ting i denne uge, som jeg aldrig har prøvet før, eller overhovedet tænkt over, at jeg skulle gøre.

¤Jeg har afholdt mit første virtuelle fælles ledermøde. Det blev afbrudt, af en, der lige skulle tørre en barnenumse, men det tager vi gerne med.

¤Jeg har sat mig ind i flere forskellige fagforbunds regler i forhold til afspadsering og afholdelse af ferie. Det er godt nok kedeligt.

¤Jeg har ringet til min bror flere gange på en uge, for lige at høre, om han og min svigerinde nu er ok, og om de har brug for noget. De er begge over 70, og synes vist nok, at jeg begynder at udvise visse pylretegn.

¤Jeg har haft et eksorbitant højt forbrug af netaviser. Både lokale, nationale og internationale – og betal nu de penge for pokker, det koster at læse en avis skrevet af rigtige journalister. Vi har mere end nogensinde brug for korrekte og uafhængige nyheder.

¤Jeg har hentet min søn i lufthavnen, stået to meter fra de andre mødre og kun hilst på ham med foddansen og albuetrykket.

Men efter en stund, så bliver det også på en eller anden mærkelig måde almindeligt. Jeg har vænnet mig til, at folk trækker en meter væk fra mig, når de smilende siger godmorgen under hundelufterturen.

Jeg har såmænd også vænnet mig til mit hjemmearbejdskontor, og efter en tirsdag, hvor både statsministeren og dronningen talte til nationen, og EM i fodbold blev udskudt, ja så skal der efterhånden lidt mere, end en alvorlig Søren B. til at ryste mig.

Alt det på bare en stor uge.

Jeg købte et Euroman i morges. Det er marts udgaven, med det er som at læse et magasin fra en anden tidsalder. Vi ved allerede nu, at vi i disse måneder skriver verdenshistorie, og der vil for altid være et “Før og efter Corona Krisen”.

Med fare for et copyright sagsanlæg fra Euroman, så får I alligevel denne topskønne reklame. Det er overskud – fra begge parter. Til hverdag og til fest! (Hvis I ikke kan læse det, så er der Hr. og Fru Manolo Blahnik i deres gamle Birkenstock)

Er I begyndt at tænke på tiden efter? Det er svært, mens man står i det, men hvis alle vores tiltag virker, så kan vi være så heldige at være omme på den anden side efter påske, eller sidst i april.

Hvordan vil vi så opføre os. Vil vi have lært noget.? Vil vi fortsat rykke sammen som danskere og udvise samfundssind? Og er der nogen, vi ikke vil lege med mere?

Det virker ikke til, at Danske Bank nogensinde lærer noget. Midt i hjælpe-pakker, angst for konkurser og freelancere, der har ondt i økonomimaven besluttede de sig for at fortælle hele den måbende offentlighed, at de havde rekord udbetaling til deres aktionærer. Deres kommunikationsafdeling er sikkert glad for, at det druknede lidt på side fem.

Det var også ugen, hvor Forbrugerrådet mente, at Netflix og andre skulle betaler forbrugerne nogle penge tilbage, fordi de af samfundssind og på myndighedernes opfordring satte sendekvaliteten ned. Hold nu op! Skal de betale 25% retur, 10% eller? Og har I overhovedet fantasi til at forestille jer, hvad det vil koste i administration?

Og så var det ugen, hvor jeg oplevede et fagforbund skrive ud til deres medlemmer, at hvis de skulle arbejde hjemmefra, så skulle de sikre sig, at hjemmearbejdspladserne overholdt arbejdsmiljøloven. Det vil der sikkert være nogle hæve/sænkebords fabrikanter, der vil blive mægtig glade for, men altså! Hvis den Canadiske præsident kan arbejde hjemmefra uden arbejdsmiljø godkendt skrivebord, mon ikke, der så er nogle danskere, der kan det samme i nogle uger?

Til gengæld viste to af Danmarks bedste og dyreste restauranter i den grad samfundssind, da de i lukkede og istedet begyndte at lave mad til hjemløse og andre udsatte. De vil nu få måltider i bogstaveligt talt verdensklasse fra Geranium og Alchemist. Tak Lars Seier og Co!

Det er i sandhed en tid, hvor man oplever, hvem der kan omstille sig, og hvem der hænger fast i “før og efter”, egne interesser og “Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land” er mere aktuelt end nogensinde før.

For det her er ikke noget vi leger, det er alvor. Det går ret godt indtil videre, men kun fordi, vi holder sammen, og gør som Mette og Margrethe siger.

-Og Mette, når nu vi er kommet ud på den anden side, så hold lige grænserne til Sverige lukket et stykke tid længere. De fester stadig igennem lige ovre på den anden side.

Pas på jer selv derude!

Corona dag 7

There is a crack, a crack in everything 
That’s how the light gets in                           

Som mine trofaste læsere vil bemærke (og tak til jer!), så har jeg skiftet foto på min Corona dagbog. Det har jeg fordi, jeg ikke længere vil hænge i virus. Nu er situationen, som den er, og så må vi også tænke fremad og finde små lyspunkter i denne mærkelige nye tilværelse, vi alle er havnet i på ualmindelig kort tid.

Og det er kort tid. For præcis en uge siden gik vi igang med at lukke alt ned, gå hjem lettere rystede, men dog fattede. Det var så lige indtil fredag, og de efterfølgende pressemøder, kulminerende med aflysning af EM i fodbold og Dronningens tale til nationen.

Nu er de fleste af os stille og roligt ved at finde en hverdag. En ny hverdag, hvor det gælder om at holde fokus på de små positive historier og holde moralen høj. Derfor er denne dagbog i dag dedikeret alle de små positive historier, der også dukker op i den nyhedstrøm, som mange  -jeg selv inklusive- er blevet afhængig af.

Og ja, jeg ved godt, at der er båtnakker rundt omkring. Store båtnakker, men dem tager vi en anden gang.

Jeg har ikke ord for min taknemmelighed over, at vores regering tog en politisk beslutning og sendte alle hjem, samt satte UM og alle rejsebureauer på overarbejde med at få danskere i udlandet hjem. Tænk, at leve i et land, hvor hele apparatet bliver sat igang for at hente vores statsborgere hjem fra ferie. Jeg er lykkelig, taknemmelig og stolt over at være dansk.

ALLE – som i ALLE partier i Folketinget står bag rednings pakker til store og til små. På under en uge har man forhandlet sig frem til sikkerhedsnet, som måske ikke er perfekte, men i hvert fald bedre end ingenting. Jeg kan også se min pension gå i rødt, og jeg har også en mand, der er selvstændig, men der er nogen, der gerne vil os det godt, og hjælpe os. Tak for det!

Salling Group (det er dem med Netto, Føtex osv.) har frigivet 500 millioner til mindre leverandører ved at sætte kredittiderne på godkendte fakturaer til side.

Overalt på Facebook er der historier om folk, der gerne vil hjælpe, opfordringer til at støtte det lokale erhvervsliv osv. Vi rykker sammen, uden at være tæt.

#detkulturenkan

Og så er der alle de mindre alvorlige, men ikke mindre vigtige. For hvis nogen skulle have glemt det, så er det altså kultur, der binder os sammen. Særligt i svære tider.

Jeg er ikke specielt god til at synge. Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at gøre det i morgen tidlige kl. 09.00, når Philip Faber og DR byder op til fælles sang. Det gør de hver morgen, og sådan vil jeg fremadrettet starte dagen.

Det Kongelige Teater har også været på banen. De har lanceret Det Kgl. Xtra, og her kan du følge med bag kulisserne og også streame forestillinger helt gratis. Det er god stil.

Du er ovenikøbet inviteret med til at træne sammen med Det Kgl.s ansatte. Det er måske nok en meget god ide i disse hjemmetider.

Men mindre kan også gøre det. Min pilates underviser har uploadet små videoer med øvelser, vi kan lave. Flere kunstnere sender FB updates (jeg har selv grinet pænt af både Anders Matthesen og Huxi Bach) og vores egen huspræst sender en daglig FB bøn live.

Til sidst er der selvfølgelig ens eget netværk og kolleger. Jeg har altså indtil videre kun oplevet søde, omsorgsfulde og hjælpsomme mennesker. I dag har vi sendt virtuelle kager rundt til hinanden. Fjollet måske, men så ved vi, at hinanden er der. Tænk, hvis dette var sket før internettet. Bare tænk tanken.

Når jeg går tur med hunden om morgenen (det må jeg godt for Mette F.), så hilser alle venligt. De går ganske vist en meter væk fra mig, og det skal jeg lige vænne mig til, men de smiler pænt og på FB tilbød flere helt af sig selv, at hente min søn i lufthavnen,.

Så kære læsere. Ja, det er helt ad H. til, og vi er alle bekymret for, hvordan det går den næste uge, når antallet af smittede stiger, og det kan meget vel være en af vores kære. Men sammenlignet med, hvordan det kunne være, så er der lyspunkter. Hold øje med dem!

-Og så vil jeg lige minde om, at Leonard Cohen altså gik fallit op til flere gange. Sidste gang var han 77 år, og det var hans betroede manager (og senere x-ven), der havde formøblet hele hans formue – også hans pensionsopsparing. Han tog hatten på. Tog på turné og holdt hovedet højt.

For “There’s a crack in everything”.

Corona dag 5


Mens vi venter på Mette og Hendes Majestæt Dronningen

Ok – hvis nogen var i tvivl om, at det her skulle tages alvorligt, så tror jeg, den tvivl er fejet helt af banen nu.

Det er første gang siden 05. maj 1945, hvor Kong Christian X talte til det danske folk, at en siddende dansk monark vælger at tale til sit folk, når det ikke er nytårsaften.

Det er minutiøst timet med at vores -allesammens- statsminister holder endnu et pressemøde kl. 19, og da Majestætens tale, også ganske usædvanligt, er optaget på forhånd, så er det nok ikke helt skævt at tro, at de to statsoverhoveders budskaber er koordineret.

To stærke kvinder, leder os nu igennem den største krise, Danmark har set siden 2. verdenskrig, og indtil videre, må jeg sige, at jeg er ganske tryg ved det.

Statsministeren blev født i 1977 og er dermed 42 år. Da havde Margrethe allerede været dronning i 5 år, og som alle ved, er hun næsten dobbelt så gammel som statsministeren, nemlig snart 80.

To kvinder – To generationer – To statsledere

De har hver deres opgave. Den ene skal sætte reglerne og kursen, den anden få os til at holde sammen, passe på hinanden og få os til at føle os som en fælles nation. Fædrelandet! Der vel næsten i disse tider burde omdøbes til Mødrelandet, men pyt med det. I disse dage hænger vi os ikke i bagateller.


Det er mærkelige dage for os alle. Nogle er mere påvirket end andre, og her tænker jeg ikke på fysiske sygdomstegn. Når slige sager sker, så påvirkes vi også alle psykisk, det er uundgåeligt, og med udsættelsen af EM i fodbold, så burde selv de sidste stivnakkede være kommet med i klubben.

Jeg er som bekendt sendt hjem for at arbejde, og det gør jeg også (jeg tror, min chef læser med ;o)… ), men ærligt, det har ikke været helt så let, som jeg gerne ville have haft det til at være.

Nu har jeg også været under indflydelse af, at min søn helst skulle hjem fra Thailand -det kom han i morges, (så jeg var endnu engang oppe 04.30. Det skulle ikke gerne blive en vane), men selv uden min søns hjemrejse, så er jeg også påvirket, og jeg fornemmer, at det er mine kolleger og venner også. Flere har også stadig pårørende udenlands.

Vi følger den britiske model med “Keep Calm and Carry On!”, for det skal og gør vi, men tankerne løber mere afsted, end de plejer, og især en dag, som i dag, hvor vi både får udsat EM i fodbold og venter på Dronningen.

Jeg skal nok klare det, og jeg er også ret sikker på, at lige om lidt, så begynder min hjerne at fungere normalt igen, og nye tanker og ideer vil poppe op, men tænk på vores butiksassistenter og vores sundheds personale.

De er de virkelige helte i en krise som denne, og jeg er mere end sikker på, at om godt 1,5 time, så bliver det ikke søens folk, selvom de får nok også en hilsen, fordi de er udenlands, det bliver i høj grad vores kassedamer og sundheds personale, som Dronningen vil sende en hilsen til.

Og hvor er det fortjent! Jeg er SÅ taknemmelig for, at de holder ud, holder hovederne klare, og jeg lover jer allesammen, at det skal jeg nok også gøre, og jeg vil holde afstand, blive hjemme og bidrage med hvert eneste lille tiltag, jeg kan.

Go go go Mette og Margrethe. Vi er med jer!

Corona dag 3

What a difference a day make!

Det er dag 3 i mit “ensomhedskontor”. Ensom er måske så meget sagt, for her er heldigvis min mand, min hund og min yngste søn. Den ældste mangler stadig, og det har givet søvnløse nætter siden i fredags.

Fredag den 13. Egentlig burde man jo fra morgenstunden være klar over, at det her bliver ikke en helt almindelig dag, og nej – det blev det i sandhed heller ikke. For nogen danskere tror jeg. Noget har jeg allerede skrevet om, men det som efterfølgende har slået mig mest, for det var en hektisk dag, det er, hvor hurtigt al ting kan ændre sig.

04.30 kom beskeden om at min veninde på ambassaden i Thailand ville råde min søn til at afbryde sin rejse når, han kom forbi på hyggevisit i næste uge.

16.00 Holdt statsministeren pressemøde, gjorde hele verden orange, frarådede al unødig rejseaktivitet og sagde klart og utvetydig – “Kom hjem!”

På de 11,5 time var vi gået fra: “Skal vi bede dem afbryde” til; “Kors, hvor er der lang tid til mandag”, hvor vi nu havde fire flysæder hjem fra Bangkok. I skrivende stund synes jeg stadig, at der er usigeligt lang tid til, for tænk nu, hvis de aflyser flyene. SAS er ligesom i gang. Jeg befinder mig i en konstant tilstand af kilder i maven – på den dårlige måde- og sove… glem det.

Situationen bliver jo ikke bedre af, at sønnike den første uge smed sin pung væk, og derfor ikke har hverken kreditkort eller sundheds kort på sig. Heldigvis er de fire, og de andre tre har trådt til som musketerer.

Han er en voksen mand, vil nogen måske indvende. Ja, det kan godt være, at han er 20 år på papiret, men det er han ved Gud ikke mentalt, og han er stadig min søn.

Under Vietnam krigen var gennemsnitsalderen 19 år. Nine… nine.. nineteen for os, som kan huske det nummer (Paul Hardcastle – “19”)

I første verdenskrig omkom 9 millioner soldater og 22 millioner blev såret. Unge mænd. Her har jeg ikke gennemsnitsalderen, men det er der måske nogen der har.

Faktum er i hvert fald, at rigtig mange mødre, har måtte sende deres unge mænd afsted mod en uvis skæbne. Hold nu op, hvor jeg tænker på dem i disse dage.

Jeg er bekymret for at få min søn hjem fra en oplevelses tur på en direkte flyvemaskine, hvor han om godt et døgn har et bekræftet sæde, så tænk, hvordan de måtte have haft det.

En tidligere kollega har en datter på Galapagos. Her er rejsearrangøren hverken til at hugge eller stikke i. De har givet de unge det ultimatum, at de skal skrive under på, at de afbryder rejsen, og dermed mister resten af rejsens pris, hvilket er et ret stort beløb, ellers vil de ikke hjælpe dem hjem. Hvilken situation at sætte et ungt menneske i.

Faktisk insisterer de på, at fortsætte turen. Helt absurd, da de forskellige grænser imellemtiden lukkes ned, eller landende kræver alle tilrejsende i to ugers karantæne.

Den mor kan heller ikke sove!

Gad vide, om der egentlig er særlig mange af os, der sover godt for tiden. I går var jeg, som så mange andre, ude i solen. Jeg har besluttet mig for, at jeg så vidt mulig vil holde gang i de små butikker under krisen, så det gjorde jeg. Jeg er heller ikke, vil jeg gerne understrege, i hverken karantæne eller isolation. Jeg spritter hænder i et væk, og er blevet ret ferm til både foddansen og albue hilsnen.

Men stor var min forundring, da jeg så flere cafe’er pakket til bristepunktet. I min verden er der stor forskel på at gå ind i en dagligvare butik eller frisør, spritte, holde afstand og så at sidde pakket i en indendørs café og drikke latte som om intet er hændt.

I England taler de nu om, at alle ældre skal holde sig indendøre i fire – FIRE måneder. DET er lang tid. Indtil videre er vores horisont to uger (det bliver nok påsken med), men fire måneder. Det er vidtrækkende.

Vidtrækkende er også regeringens tiltag og nu vasker Sundhedsstyrelsen sørme hænder både rigtigt og i overført betydning. Ja, det er en politisk beslutning at lukke grænserne. Og tak for det! Ligesom det var en sundheds faglig beslutning at sige til danskerne, at de sagtens kunne tage på skiferie i Italien og for 50 dage siden udtale: “Der er en meget, meget lille sandsynlighed for, at der skal komme en smitte til Danmark.” Ja, det sagde Brostrøm.

Jeg er tryg ved Mette F. og hendes team. Jeg synes faktisk, de gør det fabelagtigt. Jeg er derimod ikke tryg ved noget som helst andet, og jeg er heller ikke tryg, før jeg ved, at min søn sidder i TG 950 i morgen nat med kurs mod Kastrup.

Pas på hinanden derude!

Go’rona Dag 1

Det er fredag den 13. og Dag 1 i mit nye “hjemmekontor”. Som offentligt ansat uden livsnødvendige arbejdsopgaver – det er kulturen trods alt endnu ikke rubriceret som, er jeg blevet sendt hjem for at arbejde i “ensomhed” i dag og de kommende to uger.

Men lige nu er jeg pænt tilfreds med at være offentligt ansat. Min mand er som bekendt selvstændig og i hans virksomhed er det ikke ligefrem fordi ordrerne vælter ind. Det er snarere annulleringer,  der kommer i indboksen, hvis der i det hele taget kommer noget. Så tak og lov for at vi har én fast indkomst i familien.

Det er mærkelige tider. Vi skal som moderne mennesker, der gennem en generation har levet i fred og ingen fare på rekordtid lære, at både vi og verdensøkonomien er skrøbelige.

Vi skal også lære, at både vi og vores medmennesker reagerer forskelligt på kriser. Det er med andre ord nu, vores sande jeg’er, bliver vist frem.

Samfundssind! To have or not to have. That is the question!

Jeg grinede lidt af mit sande (forsigtige) jeg for en måneds tid siden. En direktør for et sikkerheds selskab udtalte til Berlingske, at vi danskere slet ikke var forberedt på kriser.

“Forberedt?” Spurgte jeg Nils. “Hvordan forberedt? Lagre af sprit og mad eller?” Vi blev herefter enige om, at det var tid at opbygge et forråd af konserves, frost og ikke mindst vin og chokolade, hvis vi nu skulle blive karantæne ramt.

Jeg følte mig fuldstændig åndsvag, da jeg dengang for over en måned siden slæbte konserves og toiletpapir hjem fra Netto. Det gør jeg ikke i dag. Vi har stille og roligt bygget et lager op, så vi skal i hvert fald ikke gå ned på mad (og vin!),

Vi var til kaffe hos nogle venner forrige weekend. Det viste sig, at de havde gjort præcis det samme. Men han er også fra Israel, så de ved et og andet om at være i krig og en hverdag, der kan ændre sig overnight.

Det skal nok gå alt sammen… fisk er godt!

Hvis nogen for en måneds tid siden havde talt om, at vores statsminister (og hvor er hun go’) stod til pressemøde efter pressemøde og lukkede landet ned, var vi blevet kaldt sortseere og hystader.

Men det er ikke desto mindre den virkelighed, som vi nu befinder os i, og som vi skal til at navigere i.

Det skal vores ældste søn, der indtil videre befinder sig i Thailand også. Han og tre kammerater tog for lidt over tre uger siden afsted på deres store ungdomsrejse. En rejse, de havde knoklet for at spare op til og glædet sig til i mange måneder.

I morges ved halv femtiden (så længe har jeg været vågen… ) kom så beskeden fra min veninde på ambassaden i Thailand. “Du skal få Nikolai og venner hjem nu!” Ok – når et ellers meget roligt og fattet menneske, der har arbejdet i udenrigstjenesten hele sit liv og boet steder som Kabul (alene kvinde), Vietnam og Thailand skiver, at “hun som myndigheds person vil sige til Nikolai, når han besøger mig i næste uge, at han skal rejse hjem NU”, så lytter man som mor.

Men arghh, det gjorde ondt at sende den besked. Tre uger inde i en fire måneders rejse. “First World Problems”, når det kommer til stykket. Han og hans venner kan rejse hjem -endnu-, men hvad sker der, for de fastboende,  når sundhedsvæsenet i Asien og Afrika bryder sammen. Det er ikke sikkert, det gør det, men der er mange mennesker i den del af verden, og der er kun så og så mange respiratorer.

Sådan er det også i Danmark. Nu registrerer man ikke nye smittede, man koncentrerer sig udelukkende om de rigtigt syge, og allerede nu taler man om at blive tvunget til at prioritere patienter.

Det er godt nok ikke sjov at være gammel lige nu. Ikke alene er der knaldrøde tal på pensionsopsparingen, der er også skabt en virus, der går målrettet efter ens lunger. Som om det ikke var nok med “OK – Boomer!”, nu er det også “Tag den! – Boomer”.

Derfor har jeg også ret svært ved at acceptere unge, friske mennesker, der piver over at deres omsætning daler i et par uger eller tre, eller kendte forfattere, der må vente et par måneder med udgivelse af deres bøger. Tag jer sammen! Tror I, der er nogen, der går ram forbi?  Og ja, jeg er stadig overbevist om, at virus er skabt i laboratorium i Wuhan og sluppet ud ved en fejltagelse.

Vi må stå sammen – men ikke stå tæt!

Det sagde statsministeren også. Eller også var det en af de andre. Det er ligemeget. Budskabet er klart. Det her rammer os alle på en eller anden måde, så tænk ud over din egen næsetip.

Hvis vi passer på hinanden, så er Danmark måske det bedste land, at leve i, når en krise som denne rammer.

Pas på jer selv og hinanden derude!

Vi trænger til små sensationer!

Jeg har fået et lille bijob. Job er måske så meget sagt, for det er ulønnet. Til gengæld er det fyldt med oplevelser, og dem kan jeg jo godt lide. Jeg er blevet anmelder for Helsingør Liv, et appendix til Helsingør Dagblad, og jobbet går i al sin enkelthed ud på, at jeg skal anmelde diverse, der foregår i Helsingør.

Når jeg skyder fra mig, at min mand er uddannet journalist, og det må være pokkers med alle disse ulønnede skribenter, så er det ret berigende, og har indtil videre budt på Mads Langer og i fredags Poul Krebs koncert.

Det sidste var en smule underligt, for ikke alene har jeg kendt Poul, fra før han blev kendt, og derfor hørt ham utallige gange, det var også en af de der situationer, hvor jeg blev mindet om, at tiden er gået, og gået så forbandet stærkt.

Det var i slutfirserne. Jeg hang ud i musikmiljøet i København, og nej -jeg var ikke groupie- men arbejdede en meget kort periode på et pladeselskab, og det førte en hel masse sjov og sjove mennesker med sig. Der iblandt Poul Krebs.

Det var en rigtig lystig tid med masser af kreative og kunstneriske typer, og da jeg kort efter havnede i Spies Huset og skulle arrangere en stor reception, var det nærliggende at ringe til Poul og høre, om han kunne tænke sig at spille lidt baggrundsmusik. Igen, det var før, det blev efter.

Det udviklede sig selvfølgelig til lidt af en fest. Det er ikke alle receptioner, der ender med noget, der ligner et dansegulv og en rockkoncert, men den gang kunne alt ske, og vores  letpåklædte Tequila Slammerpiger gjorde sikkert også sit (det var jo Spies huset). Om mandagen måtte jeg stå skoleret for sikkerhedschefen, der ville have en forklaring på hvorfor der havde været aktivitet i suiten, men det er en helt anden historie, og et sted skulle vi jo holde after party.

Alt det og meget til kom jeg til at tænke på, da jeg stod i Kulturværftet i fredags til Krebs 25 års jubilæums koncert med Små Sensationer. Et album han skrev, mens han boede på en husbåd i Amsterdam. Der skrev han også vores rejsetekster om Amsterdam til vores Spies katalog. Vi havde kendis skribenter i Spies før nogen kunne stave til influencers.

Da I formodentlig alle kender det gamle logo og “pay off” er her en lidt sjovere variant.

Men denne tur ned af memory lane gjorde – ærligt – også lidt ondt!
FU..! Hvor blev tiden af?

I mit hoved var det lige for lidt siden, vi drønede ubekymrede rundt og festede, og hvem i alverden var alle de midaldrende mennesker med gråt eller manglende hår, der var til koncert?

Det er ikke altid, det rammer mig. Generelt er jeg pænt tilfreds med livet, og altså, alternativet er værre, men nu, hvor jeg er tættere på 60 end 50, så kan det godt engang i mellem ramme mig hårdt i hjertekulen, at der er gået en del år, og der måske er færre tilbage, end der har været. Især, når jeg som i fredags får min ungdom serveret lige i øregangen fra scenen.

Det er selvfølgelig ikke det, man skal stå og tænke på til en koncert, hvor små 1000 (der var under) mennesker i kor synger “ALUFÆLGE”  – men det gjorde jeg altså.

Det blev ikke bedre af, at Ole Michelsen samme dag var fløjet til himmels, hvor lærredet må være så stort, at det ikke er nødvendigt at gå i biografen. Hvem i dag under 40 ved, hvem Ole Michelsen og for den sags skyld Trine, er -nu var?

Og så var det, at jeg kom tilbage til virkeligheden, for nu nærmede vi os titel nummeret – Små Sensationer – og skulle selvfølgelig høre klassiskeren om at “Kampen om Næsbygård” stod under Action i en døgnkiosk på Ærø.

Jeg holder usigeligt meget af Krebs’ tekster, og netop Små Sensationer er en af mine favoritter. Hvis du ikke har hørt efter eller læst den tekst, så se at få det gjort, for budskabet er mere aktuelt end nogensinde.

Vi har i al vores travlhed glemt, hvor vigtige de små ting i tilværelsen er. Vi haster afsted fra møde til møde. Vi hopper fra tue til tue, og mange er mere optaget af, hvad deres børn har på af tøj, end hvad de fortæller om deres hverdag.

Lige nu er verden i selvsving over Covid-19. Vi ved endnu ikke, hvor meget, det kommer til at betyde, men hvis du allerede nu vil se her og nu konsekvenser, så synes jeg, du skal tage et kig på din pensionsopsparing eller aktiekurserne.

Jeg er selv i oplevelsesøkonomien, og tro mig, at være i turismebranchen i Italien lige nu, er absolut ikke sjovt, og snart et spørgsmål om at få mad på bordet. Hvis man altså vel at mærke kan gå ud og købe mad.

Derfor gled budskabet med at vi trænger til små sensationer også endnu engang klart ind. Blandet med alle de gode minder om hvor sjovt vi havde haft det, og til sidst stod jeg da også og svajede med til  Morgendagens Tåber, for hvor vil jeg gerne blive ved med at leve ubekymret og være en tåbe i morgen!

Pas på hinanden derude, og husk nu, det er for at give sundhedsvæsenet plads til vores svage og syge, at vi tager alle de foranstaltninger, vi gør lige nu.

-Og så skal I da lige have et tidligt Poul Krebs citat. Det er  “Under Isen” 1988.

Hvis jeg ville, ku’ jeg stække dine vinger,
men det er jo fuglen i dig, jeg vil ha’.
Hvis du ville, ku’ du vælte min tinder.
Så ku’ vi sidde og kigge på hinanden.
Men så  ‘det, at du pludselig forsvinder,
og jeg selv svæver ud i det blå.
Det er lige før dagen begynder,
og det er bare at huske på,
at vi smelted’ en tid under isen,
-glemte tanken om at holde fast,
og jeg ved, du havde ret, når du sagde
at her ved isen er flammerne bedst.

Har du tjekket din pensionsopsparing for nylig?

Det lyder som noget af det keeeedeligste, man kan tage sig til, men tro mig, i vores alder er det en rigtig god ide, og der er mange penge at hente.

Det ved jeg, fordi jeg de seneste år har haft fornøjelsen af ikke mindre end fire forskellige pensions selskaber, og derfor at ved at blive lidt af en haj indenfor diverse gebyrer, forsikringer og andre spændende ting, der kan få din pension til at skrumpe.

Det er ovenikøbet lykkedes mig, at få et selskab til at tilbage betale ublu forsikringer, som var fulgt med fra en fuldstids opsparing til en deltids. Det hjalp, at de kom til at sende en mail til mig, istedet for internt, med ordlyden “dette er en potentiel klagesag”, men det holdt hårdt og mange måneders mails frem og tilbage. Man skal holde på og finde sin indre “dette er min ret, kriger frem”, for de er der ikke for din skyld – og jeg vandt!

Men igen i dag var jeg inde (sjovt, det hedder det, når man tjekker ind via nettet) og kigge på min pensionsopsparing. Det har taget fra december til i dag for to danske pensions selskaber at overføre min opsparing fra det ene til det andet, så jeg også selv kunne se min opsparing. Det vil sige godt 2,5 mdr. Jeg havde ellers betalt et pænt beløb til det tidligere selskab (det er så tredie gang)  for at få opsparingen overført. Oveni det, havde det nye selskab opsparingen fra december, men afkastet tilfaldt først mig fra februar. Fantastisk ikke?

Jeg kan på under fem minutter åbne en Revolut konto og swipe forskellige valutaer rundt mellem mennesker på hele kloden, men det skal tage to danske pensions selskaber over to måneder, at gøre min egen opsparing – altså mine egne penge – synlige for mig selv. Det er til grin!

Folkepension pr. måned i kr. før skat (2020)

ENLIGE GIFTE/SAMLEVENDE
Grundbeløb 6.419 6.419
Pensionstillæg 7.122 3.576
I alt 13.541 9.995

I forbindelse med overførslen opdagede jeg så, at jeg betalte til nogle forsikringer, jeg ikke lige havde fået noget oplyst om til at begynde med. Det fik jeg styr på – de var søde til at forklare, og det er jo også første gang, at jeg er ansat på overenskomst, så meget er nyt, men i dag opdagede jeg yderligere, at fordelingen af min opsparing er helt forkert, og nu skal det så rettes. Jeg er helt sikkert allerede på listen over besværlige kunder hos dem.

Dette er selvfølgelig personligt og netop for mig, men jeg er ret sikker på, at det her sker for masser af folk, og at de fleste ikke har helt styr på, hvad de betaler for hvilke ydelser, og at tidligere opsparinger reelt bliver mindre værd, hvis de bare står og samler pensionsstøv. For de store selskaber skal nok få deres gebyrer og forsikringer.

Det er tørt, kedeligt og en jungle at hitte rede i. Men kære venner – folkepensionen i dag for en samlevende er på kr. 9.995.- pr. mdr. før skat, så det her er noget, vi er nødt til at holde øje med ligegyldigt, hvor deprimerende, det er, at forholde sig til pensionsalderen. Det er ad h. til – jeg ved det godt, og især for typer som jeg, der tidligere har været ansat i det private og derfor ikke bare har fået en stor % af lønnen sat ind på en pensionsopsparing.

Det tænker jeg iøvrigt over hver gang, jeg hører skolelærer og lignende klage over deres løn. Ja, ja – men I får over 15% i pension oven i lønnen, husk det!

Nu skal dette ikke være en klagesang, for vi er hver især ansvarlige for at spare op til os selv, og vi lever trods alt i et land, hvor der er et fint net og masser af ydelser, også til folkepensionister – men pas på jeres opsparing, og se at få samlet jeres pensioner, for har I såkaldt “klat-pensioner” stående, så bliver de mindre og mindre værd.

Det vil jeg lige slå et slag for.  Vi kan jo ikke alle være Mick Jagger (han har nu også så mange børnepenge at betale fortsat, at han er nødt til at arbejde…)

Gammel og sippet!


Ja, det er altså mig selv, jeg skriver om. For jeg føler mig efterhånden som en gammel sippe. Nogle af mine gamle legekammerater vil sikkert hævde, at det har jeg været i mange år, og der sg. nok noget om snakken. Men i går aftes, der var det “in your face”, om man så må sige.

Nils og jeg havde været en tur i København. Selvom jeg elsker Helsingør, kan der godt gå lidt provins i det en gang imellem, og så er det godt, at komme en tur til staden. Der er altid lige kommet et nyt firkantet glas hus, man ikke har set før, eller en ny lækker butik, man ikke har råd til at handle i. Bare at gå en tur gennem Maga’s boligudstyrs afdeling – så føler man sig virkelig som en fattig provinsboer.

Nå, det var et sidespring. Vi var i København for at blive lidt inspireret, og så var der en udstilling, jeg gerne ville se – “Night Fever” på Designmuseum Danmark. Den var nu en skuffelse. Den var tynd, og bare det faktum, at de havde lavet en oversigt over nuværende og tidligere natklubber i København, der ikke inkluderede “Madam Arthur”, taler for sig selv.

Men vi havde en hyggelig eftermiddag, og sluttede af med en skøn middag på en lille, listig restaurant i Latinerkvarteret. En middag, parnissen havde været så sød at forære os i julegave. Vi har virkelig mange søde nisser i vores hus juleaften.

Glade og mætte, både åndeligt og rent fysisk, vendte den lille driftsikre Fiat så snuden mod Nordkysten og det var på vej ud af Lyngbyvej, det ramte mig i form af lysreklamen ved starten af Helsingør motorvejen.

Skærmen er 110 m2 – det har jeg lige læst mig til. Det betyder, at den sorte dildo og røde buttplug, som lyste lige ind i mit ansigt i går aftes vel har en størrelse på…. 3 meter måske?

Reklamen er målrettet den snarlige “Valentines Day”. Og se, nu skulle man måske tro, at “Valentines Day” var noget med hjertechokolader, pikant lingeri eller måske noget så oldnordisk som røde roser. Men nej. Nu handler det om sexlegetøj.

Årh.. ikke andet, vil nogen måske sige, og trække på skuldrene. Nej, ikke andet, men jeg synes altså, det er upassende at få smidt en 3 meter stor sort dildo og rød buttplug i hovedet, og jeg synes især det er et upassende signal at sende til unge og nye i sexlivet.

Jamen, de har allerede set det, der er værre på Pornhub, i Paradise Hotel og ved diverse reality shows, så slap af Berit.

Nej, jeg vil ikke. Jeg kan frit vælge til og fra på tv-stationer, men jeg kan ikke frit vælge til og fra i det offentligt rum, og et eller andet sted, må det altså være ok at sige stop og fra. Der må være en prop, om man så sige. ;o)

Folk må for min skyld købe alt det sexlegetøj, de vil, og de må for min skyld gøre, som de vil, så længe de holder sig indenfor loven og ikke gør andre fortræd.

Men at leve i et frit samfund er også betinget af hensyn. Hensyn til alle. Derfor må der gælde nogle andre regler i det offentlige rum, også selvom der ikke er en lovgivning, der bliver overtrådt.

Sidste sommer overværede jeg en debat om dannelse på Bornholm, hvor Morten Albæk blandt andet sagde til Søren Pind i forbindelse med moral og lov: “Du er rent juridisk i din fulde ret til at gå i seng med min datter på 15 år, men rent moralsk, vil jeg finde det helt forkert”. (Det tror jeg nu også, Søren Pind ville).

Det samme kan man hævde om alle topbosserne i Danske Bank for tiden. De er i deres fulde juridiske ret til at være ansat på udenlandske forskerkontrakter, så de ikke behøver at betaler særlig meget i skat, men rent moralsk, så er de godt nok på tynd hvid(vasknings) is.

Sådan har jeg det også med reklamen. Jeg er helt sikker på, at alle regler er overholdt, men jeg synes stadig, at det er upassende og det er i hvert fald over min grænse. På samme måde, som andre synes reklamen for de bare bryster og plastikoperationer på busserne er over grænsen.

Men hvem skal sætte disse grænser, når nu dildosælgerne ikke kan? Det er jo big business, og grænserne for hvor man sælger sexlegetøj, er som bekendt de seneste år blevet flyttet betragteligt. Producenterne sender formodentlig en varm tanke til Sex & The City.

Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg er en uddøende race, der ryster på hovedet af Shakiras rystende røv til Super Bowl og småforarges af lysreklamer, men selvom jeg er, skal man så ikke i et samfund tage hensyn til alle? Også de gamle sipper.

Måske skal jeg bare råbe op om at jeg er krænket, så vil mit budskab formodentlig finde genklang. Men jeg er ikke krænket. Jeg er derimod træt af at få overtrådt mine grænser i det offentlige rum, og jeg er træt af, at hensyntagen og hvad der er god og dårlig moral, er blevet umoderne under devisen,  går den, så går den.

De kloge hævder, at dannelse er det nye buzzword. Hvor vil jeg ønske, at det ikke nøjes med at være et buzzword, men også bliver udlevet, og at vi fremover udskammer de, som udnytter lovgivningen og så berømmer de, der viser samfundshensyn, trafikhensyn, hensyn til de ældre, hensyn til de svage, hensyn til……

-Og nej, jeg skal ikke have mere af det i lysreklamen, for ikke at være sur og sippet! Jeg er faktisk i ret godt humør.

Men så skinner solen igen….

…og jeg har impulskøbt en skulptur. Mød Michel –

Michel Guttermand

I sidste blogindlæg var jeg i rigtig dårligt humør, så jeg tænker, at jeg hellere må være i lidt mere opløftet stemning i dag, og det er jeg. Ikke mindst fordi solen skinner for første gang i mange dage, og så ikke et ord om at det er usædvanlig varmt for årstiden, og at vi slet ikke har haft vinter i år.

Nils savner lidt kulde og sne. Det gør jeg ikke, og med tanke på, at vores hus på andet år har soklen fritlagt og er pakket ind i nødløsnings plastik på grund af en retssag, der har trukket ud i årevis, så er jeg faktisk pænt tilfreds med at vi ikke har haft den vildeste frost.

Men tilbage til Michel. Jeg vidste ikke, han hed Michel, da jeg købte ham, men alle Guttermændene, udstillingen hedder “Guttermænd”, har navne, og jeg blev faktisk lidt glad, da jeg fandt ud af, at min guttermand er opkaldt efter den franske tænker og filosof, Michel Foucault.

Ikke at jeg har vildt meget styr på Foucault’s tanker, men jeg kan godt lide, at kunstneren har givet sine skulpturer navne, og at hun har tænkt over, hvem han skal opkaldes efter. Og nu har jeg selvfølgelig læst op på Foucault, og det er så fint med mig. Bare det, at have en fransk filosof – i overført betydning – tæt på, det lugter da lidt af fugl.

Heldigvis kunne Nils også lide Michel, der om en måneds tid kommer til at bo i vores stue, for han er 65 cm høj og står, som I kan se, på en guldsokkel, så han falder han jo ikke ligefrem i et med tapetet.

Det er sjovt med kunst, for selvom det ikke rigtig kan diskuteres, så kan man næsten alligevel altid godt se, om noget er god eller dårlig kunst. Næsten altså, for jeg er ret sikker på, at jeg har ting i mit hjem, som kendere vil rynke på næsen af, og der er også for mig eksempler, hvor jeg står af, selvom anmelderne roser til skyerne.

Jeg forstod eksempelvis slet ikke ideen med at lægge bilvrag på Kongens Nytorv foran d’Angleterre, men dem fik Fru Remmen heldigvis også hurtigt fjernet.

Men det er svært at diskutere kunst, for hver har sin subjektive oplevelse, og hvad den ene finder sjovt, finder den anden anstødeligt. Tegninger eksempelvis.

Pt. finder ganske mange JP illustrationen med Kina’s flag for anstødeligt og rigtig dårlig stil. Men hvis nu det kommer frem, som visse har skrevet (Berlingske blandt andre) at Corona virus ikke stammer fra et madmarked, men er udslip fra et laboratorium, hvor kineserne eksperimenterer med biologisk krigsførelse, er illustrationen så stadig anstødelig eller en skarp pen, der afspejler virkeligheden?

Tør man egentlig uploade sådan et billede? Det ville jeg aldrig have skænket en tanke for nogle år siden.

Foucault mente, at intet var universelt, men skulle forstås i sin kontekst, og han mente også, at magt ikke udelukkende blev udøvet af institutioner, men også på mikroniveau i sociale relationer. Oversat til Facebook tidsalder – hvis alle dine Facebookvenner mener, at JP’s illustration er uanstændig, så må du hellere mene det samme.

Hvis der nu er nogen Foucault eksperter, der læser med, og mener at jeg tolker ham forkert, så meld endelig ind, for nemt er det ikke at koge hans tanker ned til tre sætninger.

Det er svært at navigere i en global, SoMe tidsalder. Både fordi ikke alle har samme humor, tradition for satire, ytringsfrihed m.m., men også fordi man ikke altid har samme viden, jf. virus fra Kina.

Men i modsætning til kunst, hvor det ikke gør noget, at vi har forskellig smag, så er det straks mere alvorligt, når rigtige magtudøvere, som stater, blander sig i, hvad aviser og magasiner må og ikke må i andre lande. Især, når der bruges vold til at fjerne pennen, der i direkte kamp mod maskinpistoler ikke “er stærkere end sværdet”, og her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på Charlie Hebdo.

Dermed ikke sagt, at man ikke skal tænke sig om, vise hensyn og tænke på, om det man gør, kan støde nogen, om det er upassende eller slet og ret plat, men der skal gerne være vide grænser. Det har vi i hvert fald tradition for i vores kultur.

Og så er vi tilbage til kunsten, for hvis der er noget, som kan skubbe til os, spidde os eller få os til at tænke en ekstra gang, så er det netop kunsten. Og her tænker jeg kunsten bredt, som fra revy over TV*2 tekster til satire tegninger og Monty Python.

Ej blot til lyst!

Men Michel – han er blot til lyst. Han skal stå med høj cigarføring på stuegulvet og gøre mig glad i låget, når jeg ser på ham. Og nu vil jeg gå en lang tur i solen.