Jeg er egentlig mest i humør til at se fremad og ikke tilbage. Det tror jeg, vi alle har behov for her post Corona, men så dukkede en video op i weekenden, og den fik i den grad tankerne på “memory lane”.
Som gammel Vesterbro’er er jeg medlem af en Facebook gruppe for os, der er opvokset eller har boet på Vesterbro. Det Vesterbro vel at mærke, der var før Caffe Latte segmentet overtog, og serveringspigerne begyndte at tale jysk. Skrevet helt uden undertoner, for jeg hilser byfornyelsen velkommen.
Men det er sjovt at være medlem af denne gruppe, for der uploades tit gamle billeder og historier, og selvom jeg har boet i Helsingør i snart 23 år, elsker Helsingør, og det er her fra min verden går, så har jeg altså også nogle rødder, (nej, ikke drengene fra den gang….), som jeg tænker tilbage på med lige dele kærlighed og undren. Undren fordi så meget er forandret, og fordi det vitterlig føles som et tidligere liv.
Når jeg en gang imellem fortæller mine sønner historier fra min barndom bliver de lidt fjerne i blikket og jeg kunne lige så godt fortælle om en familie fra det forrige århundrede – hvilket det jo i princippet også er. De kan ikke forholde sig til det, og selvom de med deres intellekt forstår, hvad jeg fortæller, kan jeg også mærke, at de er meget langt fra baggårde, tage på skure, hvor man legede og små lejligheder. Nå, historieinteressen kommer nok en dag.
I fredags uploadede Lars Daneskov en video i Facebookgruppen med teksten: “Man kan godt tage en dreng væk fra Vesterbro, men aldrig tage Vesterbro væk fra drengen.”
Drengen er i dette tilfælde Michael Trampenau, eller som de fleste kender ham – Mike Tramp. Han har, efter at have sunget på engelsk i 45 år, lavet en sang på dansk “Min by”, som med den meget fine video, der følger med, på allerbedste og poetiske vis rammer Vesterbro lige på kornet. Både fortid og nutid og ærligt, jeg sad med tårer i øjenkrogen, da den sidste strofe lød.
Michael kom i Vesterbro Ungdomsgård. Jeg kom i Bryggergården Ungdomsklub, så vi kendte ikke hinanden. Man blandede sig ikke så meget. Ungdomsgården syntes vist, vi fra Bryggergården var lidt fine på den, og vi syntes, de var lidt nogle rødder. Jeg frekventerede dog ind imellem Ungdomsgården, for det kan godt være, drengene var nogle rødder, men de var også lidt spændende og lidt lækre.
Det var en sjov tid. En ubekymret tid. Vi var for unge til helt at forstå Den Kolde Krig, og vi kunne være os selv, for det var før mobiltelefoner. Selvfølgelig skulle vi være hjemme til bestemt tid, og min mor ville altid vide, hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med, og der var enkelte steder, jeg ikke måtte komme (det kan jeg i dag godt forstå), men derudover, var der ikke så mange regler.
Meget takker været ungdomsklubberne – og hvorfor har vi ikke dem længere? Det har undret mig i mange år, og især da mine drenge blev teenagere. Hvor pokker skal de yngste teenagere hænge ud?
Det var ikke ungdomsskoler, det var klubber, men der var et hav af tilbud til os, der var for unge til at gå ud, men for gamle til at være hjemme, og vi voksede ikke op i huse, der var store nok til at vennerne lige kunne kigge forbi.
“Det er bedre, end at de hænger på gadehjørnerne” skulle Børge Kisbye angiveligt have sagt, da han under stor ståhej introducerede Rock´n Roll sodavandsballer i Kødbyen, og det var samme filosofi 20 år senere, da man etablerede ungdomsklubberne. Vi skulle ikke hænge på gadehjørnerne om aftenen.
I Bryggergården kunne man komme fra 13 – 17 år (hvis jeg husker rigtig). Her var masser af tilbud med kompetente voksne, hvis man ville det. Værksteder, musikinstrumenter så man kunne lave sit eget band (her slog Ungdomsgården os altså), billard, bordtennis og hvad ved jeg. Men… man kunne også bare hænge ud og vente til diskoteket åbnede og så sidde der i mørket eller danse og føle sig lidt mere voksen.
På hverdage var der disko i et mindre, mørkt lokale, men om fredagen var det anderledes og i den store sal, der ellers husede fem bordtennisborde. Det var en fest – sodavandsfest, for her måtte heller ikke være alkohol. Det forhindrede os nu ikke i at indtage noget før, og den dag i dag så mange år efter, rører jeg A L D R I G Martini. Den flaske i legehuset før fredagsdisko satte uudslettelige spor.
Det hele lukkede klokken 22 på hverdage og kl. 23 om fredagen (igen, hvis jeg husker rigtig), så vi kunne komme hjem og være klar til skole dagen efter.
Jeg var i Bryggergården stort set hver aften i nogle år, og jeg ved ikke, hvor vi ellers skulle have været. Det var et fantastisk fristed, og jeg er stadig i kontakt med venner fra den gang.
De mange tilbud gjorde også, at ingen faldt udenfor. Vi vidste da godt alle sammen, hvem der var sej og hvem, der var nørd, men nørderne gik jo bare på værkstederne og hang ud med de andre nørder, mens de seje gassede op på knallerten og kyssede piger. Har en mistanke om, at det nok var nørderne, der klarede sig bedst på den lange bane.
En sjælden gang gik turen så til Ungdomsgården, men kun sammen med nogen, som gik der i forvejen. Man kom ikke alene. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Til gengæld var man så også accepteret og velkommen, hvis man kom med en af de faste, og der var jo lige det med de charmerende rødder.
Mange, mange år senere, da Vesterbro var på vej til at blive hipt, og der var åbnet noget så fancy, som en café/bar, var jeg i byen og mødte en af de charmerende rødder fra den gang. Jeg beklagede mig over, at jeg syntes kvarteret var blevet hårdere -det var da de østeuropæiske piger og alfonser gjorde deres indtog. Han kiggede bare på mig og spurgte, om jeg havde smidt telefonnummeret væk. Desorienteret kiggede jeg på ham og spurgte, hvad han talte om. Svaret kom prompte – “Du ved da godt, at hvis der er nogen, der rør dig, så kommer vi efter dem”.
Jeg blev så overrasket og rørt, at jeg her mere end 30 år efter kan genopleve hele episoden, og nej – det var ikke en scorereplik. Det var ganske enkelt et udtryk for, at du er en af os, og vi passer på hinanden.
Den følelse blev vakt igen, da jeg så Michaels poetiske video, for man kan også tage pigen ud af Vesterbro, men man kan ikke fjerne Vesterbro minderne fra pigen.
For en god ordens skyld skal lige nævnes, at Bryggergården eksisterer stadig som ungdomsklub for de 10 – 14 årige, men der er ikke aftenåbent.