Det er Golden Days for dronninger. Bogstaveligt talt, for Golden Days løber af stablen i disse dage, og deres tema er “50 Queens”. Derudover afholder Margrethe II – lettere beskåret bevares – 50 års jubilæum, og så har QE II selvfølgelig ryddet alle sendeflader. Nu vil man måske hævde, at for hende er det næppe så gyldent, men når man har levet et så på alle måder rigt liv i 96 år, og sover stille ind med sine børn omkring sig, så kan det næppe afsluttes mere gyldent.
Det må være svært, at være republikaner i disse dage. Selv Sikander så jeg i fint tøj i Det Kgl. Teater i går. Og Støjberg! Sørme om hun ikke var at finde i de absolut fineste saloner i København. Ovenikøbet med et glas champagne i hånden. Dronningen af Jylland, der ellers er til cola og halbal ankom med Pape under armen.
Tom Jensen skrev i dag, at han gad godt vide, om Pape nu også har tjekket, at hun er rigtig jyde. Det synes jeg faktisk er ret morsomt!
For hold nu op, hvor de roder rundt derinde på Borgen. Det ligner jo snart det Engelske Parlament, hvor de også har fået en ny “dronning”.
Heldigvis er de ægte dronninger (kan de mon også mærke ærten, når de går fra prinsesse til dronning?) langtidsholdbare, stabile og dedikerede til deres livsgerning. Vores politikere kan ikke engang holde en valgperiode i samme parti.
22 politikere har siden sidste valg enten skiftet eller stiftet parti, eller er blevet løsgængere. 22! De hopper som lopper for at beholde taburetten.
“Thank you for your service!” har man hørt igen og igen siden i torsdags. Et ellers gammelt begreb er pludselig blevet “talk of the town”. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at ting som ordentlighed og det at være pligtopfyldende kommer på agendaen igen.
Det er ikke let at være overhoved, monark, regent, statsminister, minister, leder eller som Dan Turrell ville have sagt det – “det er ikke let at være nogen”. Det er ikke let. Det er benhårdt at blive bedømt hele tiden for både dit og dat, hele tiden skulle dukke sig for knive på vej til ryggen, og det er fuldtidsjob, der har nogle meget store omkostninger.
Derfor skylder vi også at hylde de mennesker, der vitterlig gør sig umage og tjener deres folk og land (det lyder forkert i anden rækkefølge…), og det er vi ret dårlige til her til lands.
Det tog flere år, før vi begyndte at tage os ordentligt af vores veteraner. Lige så mange år at begynde at bruge betegnelsen, og så er al hjælp stadig alligevel ikke på plads. Men nu hylder vi dem i det mindste, og anerkender deres indsats, for de løb ikke af plads, heller ikke da det var slemt.
Det gjorde Erik Brøgger Rasmussen heller ikke, da alt brændte på. Han tog både Corona krisen og rømningen af Afghanistan, og nu belønnes han så med et job som FN ambassadør. Det er ham vel undt og her fra skal lyde et stort TAK for indsatsen.
Det skal der selvfølgelig også til de to helt unikke, kloge og ægte dronninger der i henholdsvis 50 og 70 år har sat pligten over alt andet. Af hjertet TAK!
Det er straks lidt sværere med vores politikere, ikke? Nogle har jeg stor respekt for, og synes arbejder hårdt og dedikeret og det har intet med partifarve at gøre. Andre er åbenlyst kun interesseret i løn og prestige og løber efter hvor der er størst chance for at beholde sit DSB årskort.
Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt af dem bliver jeg. Jeg har ellers altid været fuld af beundring for de, som orkede at tage det slid, det er at være MF, og ærligt også set lidt op til dem. Nu bliver jeg bare træt i ansigtet.
Nej, lad os blive ved dronningerne.
49 af dem siger Golden Days, og de spænder fra Asta Nielsen til Tine Bryld inkl. et par drama-queens vil jeg tilføje ;o). Den sidste dronning skal vi foreslå. Der er nok at tage af, og til dem alle siger vi – TAK for jeres indsats, for vi skal blive så meget bedre til at hylde de rigtige.
Og de rigtige er ikke dem, der kan vinde et reality show ved at spille spillet og få de andre stemt hjem. Det er heller ikke dem, der ikke er deres politiske ansvar voksent eller alle de udenlandske studerende, der ikke betaler deres lån tilbage.
Det er derimod alle de, som bliver på deres plads og gør en indsats, og så er det i princippet ligegyldigt, om det er en dronning eller en medarbejder i kloakservice eller en soldat.
“Thank you for your service!”.
Selv allesteds nærværende Harry Styles sagde “Thank you for your service” ved at få Madison Square Garden til at klappe i et minut. Respekt!
https://youtu.be/faWyTaSZKlM