Jeg har netop gjort rent i mit badeværelse. Altså det der rent, hvor man skruer brusehoved af og lægger i eddike -rent. Det er ikke noget, jeg gør hver uge, men det giver tid til at tænke, og mens jeg stod der og skurede sæbeskål, kom jeg til at tænke på en bemærkning fra rigtig mange år siden, der netop tog udgangspunkt i min -snavsede- sæbeskål.
Det var en af de der giftige kvinde bemærkninger, og af fuldstændig uforståelige årsager, kan jeg stadig huske den, også selvom det er over 25 år siden.
Jeg var single, boede på Bronx’en og fokus var arbejde, fest og arbejde og fest. Sådan nogenlunde. Jeg har aldrig været noget praktisk menneske, og jeg har heller aldrig været særlig god til at indrette, sy puder eller være først med design tendenser, og jeg tror det er årtier siden jeg har læst et dameblad eller et Bo Bedre. Det bar mit hjem også præg af dengang. Det var ok, men ikke en boligreportage værdig.
Til gengæld var der altid en masse sjove og spændende mennesker på besøg, for selskabelighed, det har jeg til gengæld altid været god til, og det ville jeg meget hellere bruge pengene på, end en ny måtte.
Denne nat havde vi været ude en masse kolleger, og var endt hjemme hos mig som sædvanlig. Det var blevet sent om natten, så jeg tilbød den kvindelige af slagsen, at hun kunne overnatte og dermed ikke behøvede at rakke afsted sent og beruset.
Det var ikke en, jeg normalt omgikkedes, for jeg var godt klar over, at jeg ikke lige var hendes kop te, og det var gensidigt, men nu havde vi alle haft en sjov nat, så hvad pokker.
Næste morgen fik hun et bad, og farvel-farvel. Og det er så her sæbeskålen kommer ind, for jeg havde den gang verdens mest upraktiske sæbeskål. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg købte den, men nu sad den der og det med at få skruet den ud af væggen, og skiftet kunne jeg ikke lige overskue. Men håbløs var den, for alt vand samlede sig i den, og efter tre dage lignede den noget, der var løgn. Det gjorde den også den morgen, hvor kollegaen tog bad, men det havde jeg ikke lige tænkt over.
Nogle dage senere sidder vi på kontoret alle sammen, og så kommer bemærkningen højt ud til alle: “Ja, og så er der også de mennesker, som man tror er så tjekkede og har styr på ting, og så viser det sig, at de bare er “low-life” og bor med ulækre, snavsede sæbeskåle!” – Sådan nogenlunde lød det, og der var ingen tvivl om, hvem det var møntet på, og det blev sagt så højt, at hun var sikker på, at jeg også kunne høre det.
Jeg var fuldstændig uforberedt og forstod først senere, hvor beregnende ondskabsfuldt det i det hele taget var, og i modsætning til komplimenter og søde ting, der er blevet sagt til mig i livets løb, som jeg har glemt, så husker jeg denne bemærkning klokkeklart. Især, når jeg gør badeværelse rent.
Jeg husker også en episode med en voksen kvindelig studiekammerat, der var uddannet designer og derfor havde helt styr på danske tøjmærker. Jeg havde netop fået en ny Noa-Noa kjole, som jeg var ret glad for og havde på den dag, vi stod en gruppe og talte om design. Omtalte studiekvinde siger så højt: “Ja, og så er det også det bras og discount design til Noa Noa”. Igen frit husket, men hvilken unødvendig, giftig bemærkning. Hvorfor? Hvad glæde fik hun ud af at disse mig og min nye kjole. Det har jeg stadig ikke forstået den dag i dag.
For nogle uger siden holdt vi middagsselskab, og en af de kvindelige gæster fortalte mig, at hun meget hellere ville være sammen med kvinder, end med mænd. Sådan har jeg det ikke. Jeg foretrækker i den grad mænds selskab fremfor kvinder, hvilket hun slet ikke forstod.
Hun spurgte ind til hvorfor, og på det tidspunkt kunne jeg slet ikke svare noget fornuftigt, men ævlede lidt om, at jeg godt kan lide fodbold, ikke så meget pjat osv. Det lød ikke særligt overbevisende, det kunne jeg godt selv høre, men jeg var mentalt mere optaget af, om hele selskabet spillede, og kunne derfor ikke lige hive bedre eksempler frem fra hjernekisten. Eksempelvis ovenstående.
Men jeg har det faktisk bedre i mandligt selskab, og jeg har også altid foretrukket mandlige kolleger fremfor kvindelige. Det betyder ikke, at jeg ikke har veninder, det har jeg – nogle rigtigt gode af slagsen – og jeg har også haft og har gode kvindelige kolleger, men jeg synes altså det er sjovere at være sammen med mænd. De får mig til at le, og jeg føler mig tryg i deres selskab. Det gør jeg ikke altid i kvindeligt selskab.
Det er jo frygteligt at indrømme, og Madeleine Albright Selskabet vil sikker mene, at jeg er på vej til en særlig plads et sted for sådanne udtalelser. Men det er jo ikke det samme, som at jeg ikke kan lide andre kvinder, og at jeg ikke vil hjælpe dem, jeg er bare ikke helt tryg ved kvinder.
Måske har jeg bare været superheldig med alle mine mandlige venner og uheldig med de kvindelige kolleger. Måske er det fordi jeg aldrig rigtig har været en, som mændende halsede efter at nedlægge og de derfor også var trygge og afslappede i mit selskab, hvilket er et ret godt udgangspunkt for gode samtaler og sjovt samvær. Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at sårende bemærkninger kan hænge ved hele livet, spørg bare mobbeofre -også de voksne, og at vi især skal passe på vores unge mennesker og de sociale medier. Der er der rigtig mange typer a la min tidligere kollega og studiekammerat på spil, og det kræver sin teenage pige eller dreng at stå det imod.
Og sæbeskålen….. den jeg har nu altså -den skinner i dag, så de kan bare komme an!
