Venskabet
Min måske tætteste veninde og jeg har ikke boet i samme land siden jeg var 17- 18 år. Alligevel er vi stadig meget tætte og betragter os nærmest som søstre, og det har aldrig gjort os eller venskabet noget, at den ene altid var i en anden tidszone.
Det giver sig selv, at når man bor flere tusind kilometre fra hinanden og Internettet, Skype og Facetime ikke er opfundet endnu, så har der igennem årene været perioder, hvor vi ikke talte sammen hver dag, uge eller måned for den sags skyld. Det er noget lettere -og billigere- nu, så nu er der også tid og råd til at tale om små dagligdags ting, som dumme naboer og større behov for tandlæge besøg (hvor det så end kom fra…), og farven på sengetæppet.
Det har nu aldrig været et problem for os. Vi har altid instinktivt vidst, når den anden havde brug for at tale eller havde brug for hjælp, og vi har så mange eksempler på, at vi har forsøgt at få fat i hinanden samtidig, at vi helt er holdt op med at finde det bemærkelsesværdigt. Vi er også næsten holdt op med at grine over, at vi altid køber ens tøj (hun vejer betydeligt mindre end mig, hvilket giver hende lidt større valgmuligheder.. hrmf….). Senest sad hun i Marrakech, jeg i Paris og vi havde ens bukser på, hvilket Instagram afslørede. Og nej, vi taler aldrig om tøj!
Hvad er det så, der binder os sammen? Altså udover en lang fælles historik, og en nærmest overmenneskelig evne til at forstå og acceptere hinanden på godt og ondt?
Vores nysgerrighed, livslyst og ønske om altid at udvikle os, er et godt bud!
Vi er begge, og har altid været, ekstremt nysgerrige på livet. Vi er interesserede i mennesker og nysgerrige på deres liv, kultur og måde at tænke og leve på. Derfor har vi begge to også altid holdt af at rejse meget, og vi bor gerne i både kortere og længere perioder i udlandet.
Livet har imidlertid formet sig forskelligt for os. Ikke så underligt, for vi er to forskellige personligheder, men vi har altid haft ovenstående som fællesnævner. Men så for nogle år siden, skete der noget med mig, der gjorde, at jeg pludselig blev usikker overfor ting, jeg ellers plejede at være fuldstændig ligeglad med. Jeg begyndte at blive frygtsom.
Frygtsomheden, der kom snigende
Med et langt arbejdsliv i rejsebranchen, har jeg været privilegeret og rejst meget og med stor fornøjelse. Men pludselig blev jeg så bange for at flyve, at familien måtte på bilferie flere år i træk, og selvom en af mine store drømme var at køre i autocamper med familien i USA, var tanken om at flyve over Atlanten helt udelukket. Jeg har nære venner i Boston, som jeg aldrig har besøgt, og føromtalte veninde boede i en periode i Costa Rica, uden at jeg så meget som overvejede at udnytte chancen til at opleve et af verdens smukkeste lande.
Men det var ikke kun det med flyvemaskinerne. Jeg kunne også mærke, at jeg blev frygtsom på andre områder. Det er ikke let at køre i indre København i myldretiden, men det har jeg jo altid gjort, så pyt med det. Indtil det lige pludselig ikke var pyt med det længere. Jeg begyndte at undgå at køre i indre København (det er Enhedslisten sikkert svært tilfreds med), og langsomt var der også andre ting, som jeg lige så stille og roligt undgik.
Noget kan hænge sammen med alderens sårbarhed, men det er ikke hele forklaringen, og forleden fortalte min veninde mig så om et længere varende besøg hos en af hendes gamle veninder, der havde udviklet sig til noget helt andet end forventet, da kvinden stort set ikke ønskede eller rettere turde at bevæge sig udenfor sine meget små cirkler, og dermed måske ikke ligefrem var den sjoveste værtinde at bo hos.
Det fik mig til at reflektere over min egen frygtsomhed, og hvad der lige var sket.
Alle de ting, man gør ofte, bliver almindelige og ikke noget at være bange for. Kører man bil i indre København hver dag, er det en rutine. Min mand har kontor i London, og for ham er det at flyve frem og tilbage det samme som at tage Kystbanen til København – bare mere rettidig og med siddepladser. Er man i et job, hvor man møder nye mennesker hver dag, er det rutinen og for en underviser eller oplægsholder er det at stå foran en større forsamling og tale hverdag, mens det skræmmer livet af de fleste.
Så hvad var der lige sket med mine hverdagsting?
Da cirklerne blev mindre
Jeg forelskede mig hovedkulds i Helsingør for 20 år siden, og jeg er stadig forelsket i byen. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg hev teltpælene op af Vesterbros asfaltsbelægning og flyttede her til.
Jeg har heller ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at være hjemmegående med mine to drenge i nogle år, da de var helt små. Heller ikke selvom det kostede lidt ekstra at komme tilbage i arbejdshierarkiet og en del nedladende bemærkninger (kun fra kvinder), men jeg var ikke opmærksom på, at det at gøre cirklerne mindre, også har nogle bivirkninger. Blandt andet, at ting, jeg tidligere havde gjort med største selvfølgelighed pludselig krævede overvejelse og i nogle tilfælde blev valgt helt fra.
Jeg er for længst tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg kommer også vidt omkring, men noget var alligevel forandret. Flyveturene eksempelvis, og selvom jeg altid har hadet at gå receptioner, plejede jeg trods alt ikke ligefrem at vælge dem fra. Jeg var også bogstaveligt talt blevet tung i rumpen, og ikke til at drive ud fra hjemmet, hvis jeg først var kommet hjem og havde smidt mig på divaneseren.
Der var med andre ord, nogle advarselslamper, der begyndte at blinke. Ikke i forhold til… åh, jeg må ikke blive sådan, og sådan, jeg er efterhånden også blevet så kølig i rumpen, at det er jeg fuldstændig ligeglad med, men i forhold til at “nu skal jeg passe på, at jeg ikke går i stå!”
Heldigvis har jeg to teenage sønner, der nok skal holde mig igang, og jeg har også en nær veninde, der skubber til mig med blandt andet skrækhistorier om kvinder, der virkelig går i stå, men jeg tror faktisk, at det her er mere almindeligt, end man tror.
En ting er at gå i stå i forhold til tøj, frisure og musik. Man kan altid se på folk, hvilket årti, de holdt mest af på deres påklædning, hår eller hvilken yndlingsmusik, de har, men det er noget andet, hvis man går i stå og holder op med at være nysgerrig på livet – og bliver frygtsom.
Det skal vi 50something passe lidt på med. For vi har det jo godt, og vinen er god, Netflix eller HBO har altid lige en god en serie, og så behøver vi jo ikke at flytte os ud af stedet, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.
Men med de mindre cirkler kommer også noget snigende….. ladhed og i mit tilfælde frygtsomhed, og så går vi faktisk glip af en hel masse.
Så jeg har taget mig sammen. Jeg har fløjet mere det sidste år, end de sidste fem. Jeg er ovenikøbet begyndt at overveje en tur til USA, og jeg har med fuldt overlæg meldt mig til nogle træningshold, hvor jeg ikke kender et øje og sidder i stillinger, der meget lidt flatterende at se på.
Jeg er med andre ord trådt ud af comfort zone, og bare det, at jeg er begyndt at skrive en blog, der er offentlig og ovenikøbet om noget så utjekket som om at være midaldrende kvinde, er ligeså grænseoverskridende for mig, som det er for andre, at gå nøgne ned gennem Strøget.
Men det virker! Jeg har fået lettet føromtalte tunge rumpe, og flytter mig igen, også via flyvemaskiner, og det kan varmt anbefales – altså at komme ud af comfort zone.
Uden sammenligning…. Der gror aldrig mos på en rullesten!
