Jeg har pakket haven ned i dag. Altså havemøblerne og de ikke frostsikre krukker m.m., og så kom jeg til at tænke på noget, min veninde sagde for et par uger siden: “Har du tænkt over, at der måske kun er 20 somre tilbage?”
Øh… næh… det havde jeg ikke lige tænkt nærmere over. Antallet altså, men det er da klart, at jeg har tænkt over, at både hun og jeg også er i gang med efteråret. Livets efterår.
Nu kan jeg bedst lide sommeren. Jeg er født om sommeren, og jeg er et helt igennem solskinsbarn, så det med at bladene falder af træerne, og det bliver koldt, er ikke lige mig. Jeg kan godt se, at efteråret er smukt med alle farverne -i en uge, men fra medio oktober til ultimo april ville jeg helst bo et meget varmere sted, og nej stearinlys, julegløgg og hygge foran pejsen hjælper ikke, og jeg kommer heller aldrig nogensinde til at vinterbade.
Derfor ramte hendes ord også ret hårdt. Ikke fordi jeg, som Emil Thorup har noget ønske om at blive 180 år, men 20 er alligevel et ret markant tal, ikke? Nu kan man selvfølgelig relativere, og sige, at der er hele 20 somre tilbage, og hvem siger også at det ikke bliver 25? Det ved vi heldigvis ikke, og jeg er ikke i den kategori, at jeg kan forvente et opkald fra Mikael Bertelsen, så jeg lever i lykkelig uvidenhed. Jeg er dog vidende om, at det næppe bliver 40.
I denne uge trak Line Baun Danielsen stikket. Hun har midlertidig meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Nu har hun arbejdet, siden hun var 11 år (jordbærplukker), haft et stresssammenbrud og efter et møde med sin pensionsrådgiver har hun valgt at bruge tiden med de mennesker, der betyder mest for hende, fremfor på arbejde og med de sociale medier, der har det med både at æde ens tid og ens humør. Jeg forstår hende godt. Især, når man ved, at hun også lige har købt en lille lejlighed i Paris.
Det er så vigtigt, at vi er bevidste om at bruge tiden rigtigt. De senere år har jeg helt bevidst valgt at bruge mere “vi laver ingenting sammen tid” med min mand, fremfor eksempelvis at deltage i diverse arrangementer. Jeg har i øvrigt heller ikke energien længere, og jeg har altid følt mig som en hund i et spil kegler til receptioner. Jeg kan sagtens “small-talke” om alt og intet, men jeg gider ikke, og jeg synes helt grundlæggende, det er kedeligt.
Nu lyder jeg som en gammel, sur boomer, men til det vil jeg bare sige som Ricky Gervais – “I don’t care”. Det er min tid, og mine regler, men kors hvor har det taget lang tid at nå der til, og jeg er ikke i mål endnu.
Jeg bruger stadig alt for meget tid på ting, der ikke genererer god energi. Noget er et vilkår. Havemøbler, der skal pakkes ned for vinteren eksempelvis. Det er ikke super sjovt, men nødvendigt, og så kan man jo gå og mindes sommerens gode oplevelser imens, helt uden at tælle ned fra 21, men andre ting og mennesker skal man se at få ud af sit liv.
Refleksionerne er vel første skridt til at få foretaget ændringer. Det at tænke over, hvordan man bruger sin tid, og være bevidst om, at den altså ikke er uendelig, er både ubehageligt og nødvendigt.
“60 uden stress” sagde en anden god ven for nylig, da vi fejrede hans runde fødselsdag. Han havde blandt andet ønsket sig bidrag til en shaman tromme, og udover, det er første gang, jeg har været med til at give en sådan i fødselsdagsgave, vidner det også om, at han stadig er enormt nysgerrig på livet, men også at han bruger sin tid fornuftigt. Han udforsker og lærer noget nyt. Måske kan han ligefrem blive ven med en norsk prinsesse.. hvem ved…
Så nu vil jeg lade mig inspirere af ham, pakke min efterårs blues sammen, lytte til “De fire årstider”, glæde mig over, at der i hvert fald er 20 somre tilbage, og så tænke over hvordan jeg bruger tiden allerbedst for mig. Håber, du gør det samme.
