Når de unge mennesker er flyttet hjemmefra, kan det indimellem være sin sag at mødes. Alle har fyldte kalendere, og selvom klassikeren med den fyldte vasketøjspose også eksisterer hos os, så har jeg alligevel skulle finde på og lære nye måder at mødes på. De bliver jo voksne….
Derfor køber jeg jævnligt billetter til diverse kulturarrangementer i København, og inviterer yngstesønnen med. Så falder der som regel også en middag af, og hvilken ung studerende kan ikke bruge det.
Det var baggrunden for at min søn og jeg i denne uge var på National Museet for at opleve “Danmark after Dark”, en udstilling om Danmark de sidste 40 år med udgangspunkt i D.A.D.’s fyrre års jubilæum som rockband. Skal jeg være helt ærlig, var jeg nok mere interesseret end sønnike, og som han hurtigt konstaterede med et smil – “her hiver jeg vist gennemsnitsalderen ret meget ned”.
Men det var sådan en god oplevelse, og jeg er helt vild med, hvor gennemført museet havde arrangeret det. Pludselig blev den store bygning med det fine National Museum til “Vores museum”, og det er altså ret godt gået.
Det startede allerede ved indgangen helt ude i vindfanget. Her blev vi mødt af tjek ind personale i sorte t-shirts, som lige gav os festival (udstillings) armbåndet på. Vi kom lige da udstillingen åbnede kl. 18 (det skal jo være after dark) og havde heldigvis bestilt indgangstid i forvejen, for det her er en publikumssucces. Da vi gik, var køen lang som ved et toilet på Roskilde.
I aulaen på museet stod en overdimensioneret transistor og spillede D.A.D. hits, og der var selvfølgelig også tænkt i selfies, for i bedste Tivoli stil kunne man sætte sit hoved i en figur, og for en stund blive en af Binzer brødrene. Men bedst af alt, der var også stillet en midlertidig bar op, hvor de ventende gæster kunne købe drikkevarer, og jeg har museet mistænkt for med vilje at lade de tomme flasker stå, så det hele fik den ægte festival stemning.
Selve udstillingen var lille men gennemført, men de unge mennesker er jo ikke ligefrem til den lange fordybelse i diverse, så vi kom forholdsvis hurtigt igennem, også selvom det var en rigtig god oplevelse. Især at nærmest stå backstage på Bøgescenen til Sleepin’ my Day Away. Jeg kan godt forstå, hvorfor man bliver afhængig af det sus, det giver at spille for så stor en menneskemængde, der gør, som man beder dem om.
Men for mig var det også tankevækkende, for det er jo i princippet mit Danmark og mit liv, der nu er kommet på museum. Jeg er jævnaldrene med bandet, og kan helt reelt huske, da de kom frem med deres Cowpunk og ingen af os rigtig vidste, hvad vi skulle mene. Det fandt vi ret hurtig ud af efter No Fuel left for the Pilgrims.
Det her er ikke Den Gamle By, det er rock og nutidig Danmarks historie, som i en tid, hvor ingen kan koncentrere sig længere end en TikTok video, nu er værdig til at blive udstillet. Det går vitterlig hurtigere og hurtigere.
Så udover at jeg havde en fest, både over de to kvinder, der ikke havde opdaget, at der stod en kødrand af mennesker bag dem, og derfor gav den fuld gas i D.A.D. øvelokalet, og over at være ude sammen med min søn, var det også en på mange måder vemodig oplevelse.
Der var minder om en tid, hvor alt kunne lade sig gøre, og hvor vi alle troede, at verden ville blive et bedre sted. På en skærm kørte klippet med Murens Fald, og alle de små, sjove trabanter, der kom kørende i lange køer. Ud i friheden og en verden, der i hvert fald for en stund, var uden Kold Krig.
Jeg kom derfor også på memory lane, og man siger jo, at intet kan vække hukommelse som dufte og musik, så der kom gang i de private minder også. Det sker -heldigvis- ikke så ofte, når jeg kigger på flintøkser i en montre. Derfor er det så fantastisk en udstilling, museet har begået. Den er ikke alene gennemført ned til festivalarmbånd i stedet for en papirbillet, den gør også vores historie vedkommende, og så er det i princippet ligegyldigt, om man er til D.A.D. eller ej. Det spiller!
Så tag jeres unge mennesker under armen, eller gå selv, også selvom I ikke er til rock, for det er os alle sammen, der er kommet på museum, ovenikøbet det nationale.
Jeg synes et årskort er en fremragende ide, også selvom der hverken er brokvarter eller forældrebetalt bolig i dette tilfælde.
Detaljen med måltidet, der falder af, når mor og afkom mødes, minder mig om, at den bedste investering et ungt menneske, der flytter ind i en (forældrebetalt?) studiebolig i brokvartererne, kan gøre er et årskort til et teater. Det koster ikke ret meget, ledsagerbillet er halv pris, og hvis man inviterer mor i teatret, så … Men jeg er også blevet så kynisk på mine ældre dage 🙂