Terapikonto, FS (før smartphone) og X,Y,Z

Terapikonto vs Ikea pakken

Til min ugentlige yoga session i søndags blev jeg præsenteret for et nyt begreb – en terapikonto. Afløseren for børneopsparingskontoen til første bolig, foreslog min yoga nabo, idet hun forklarede mig, at når vores børn når til flytte-hjemmefra-alderen, vil de være så fucked up, at de har mere brug for terapi end Ikea møbler.

Den tænkte jeg lidt….ok… længe over.

Jeg har selv to teenagesønner i den såkaldte generation Z, og selvom de kan være øretæveindbydende, så har jeg nu egentlig altid betragtet dem som betydeligt mindre fucked up end mig selv og min generation, for nu at blive i jargon’en.

Det kan så måske igen primært skyldes Y kromosomet (!), og dermed fra fødslen et mere afslappet forhold til eksempelvis oprydning, men jeg tror ikke, det er hele forklaringen.

Jeg er fra “FS-tiden”. Altså fra “Før Smartphones”. Jeg er ikke ligesom mutanterne i generation Z, der er født med en smartphone i hånden og seriøst ikke ved, hvad en telefonbog er. Jeg er også fra en tid, hvor der kun var én nyhedsudsendelse – TVAvisen (ja, kl. 19.30), og jeg er opvokset med noget så oldnordisk, som en papiravis, der dumpede ind af brevsprækken hver morgen.

Jeg blev opdraget til, at man skal holde sig orienteret, hvilket dengang var forholdsvis simpelt. Se TVAvisen, hør radioavisen og læs en avis om dagen, så har du helt styr på, hvad der sker.

Jeg for fuldstændig vild de første par år med tv og online nyheder 24/7. Tænk, hvis jeg ikke holdt mig orienteret, så jeg måtte hellere læse dem alle sammen. Der er ingen grænser for, hvor mange fuldstændig ligegyldige nyheder jeg har læst på diverse online medier. De fleste af dem ovenikøbet flere gange i forskellige varianter, da man efterhånden sparede de fleste ordentlige journalister væk og på de forskellige medier bare skrev af fra samme nyhedsbureau (men hvad skal man ellers gøre med alle de kommunikations uddannede fra RUC?)

Jeg er heldigvis ved at finde et naturligt leje i forhold til nyhedstrømmen, og jeg har også fået min papiravis igen – nu ovenikøbet også på lyd, skrev Martin Krasnik til mig i sidste uge, men det tog tid, og jeg skulle øve mig. Og jeg skal stadig øve mig. Ikke kun i ikke at læse ligegyldige nyheder, men i ikke hele tiden at være på – online med diverse. Petit stof kalder min mand alle de små historier på FB, som de fleste af os sidder og slapper lidt af med.

I en undersøgelse for nylig blev et bredt udvalg af generation Z’er spurgt om, hvor tit, de var online, og de forstod ganske enkelt ikke spørgsmålet. De er altid online! Men for dem er der bare ingen adskillelse mellem det virkelige og det digitale liv. De er digitalt indfødte. Det er jeg og mine 50something ikke, men vi er rent faktisk mere “screen addicts” end de yngre, hvilket nødvendigvis må gøre noget ved os. Eksempelvis påvirker det vores koncentrationsevne i negativ retning, og i UK har man set eksempler på kvinder med skader på et øje. Det øje, de bruger, når de vågner om natten og liggende på siden lige skal tjekke de sociale medier, før de falder i søvn igen.

Lægger vi så alt det andet, som vi også -og her er det igen især os med det ekstra X, lige skal have styr på, så er der jo ikke noget at sige til, at vi en gang imellem løber sur i det hele. Vi er i princippet den første generation, der kunne vælge helt selv. Problemet er bare, at vi vælger det hele til og iøvrigt også stiller krav til os selv om, at det hele så også skal være perfekt, samtidig med, at vi iøvrigt også lige skal være på hele tiden, omstillingsparate og lækre.

Alt det taget i betragtning, så holder jeg fast i, at det nok snarere er os end Z’erne, der har brug for en terapikonto.

Kan det mon gøres til en del af pensionsopsparingen?