Mit liv i “slowmotion”

 

 

Jeg har brækket højre håndled. “Osteosyntsis frakturae extremitatis distalis radII“, som der står i de papirer, jeg fik med hjem fra sygehuset. Det lyder finere, end det er. På godt dansk faldt jeg, tog pr refleks af med hånden, og så knækkede jeg et par knogler (en stor og en lille) midt over. Dette er derfor også skrevet udelukkende med venstre hånd og tro mig, det er ikke helt let og giver nogle virkeligt spøjse slåfejl.

Jeg har efterfølgende læst mig til, at 20% af alle knoglebrud i Danmark er håndledsbrud, og at især middelaldrene til ældre kvinder er i farezonen. Sportsfolk og damer, så ved vi det. De første fordi de er seje, de sidste fordi de bliver knogle-skrøbelige med alderen. Spis noget kalk, damer!

Udover en forholdsvis voldsom oplevelse – en skadestue fredag aften/nat er et antropologisk studie, en længere operation og noget, der ligner en mellemstor øloplukker skruet ind i min arm og håndled, er der også blevet vendt op og ned på mit sædvanlige liv. Jeg er, på lægens ordre, gået i slowmotion.

Og apropos læger. Mange skriver om dårlige oplevelser med vores sundheds væsen – jeg har hele vejen igennem kun mødt omsorgsfulde, dygtige læger og sygeplejersker, der gjorde alt, hvad de kunne, for at hjælpe mig. Selv da de stod tre mennesker og holdt mig, mens de forgæves prøvede at hive håndleddet på plads fredag aften (to gange…. siger det bare), var de så meget på min side.

Det lykkedes imidlertid ikke, så fredag nat blev jeg sendt hjem med et par poser piller og en knogle, der kørte op og ned i armen, når jeg bevægede den. Det var syret, også selvom de havde advaret mig. Nå, jeg blev opereret så hurtigt, de kunne, og nu er jeg så her, og det er noget anderledes end mit sædvanlige liv.

For første gang i mit voksne liv er jeg reelt afhængig af hjælp. Det går bedre, og jeg er blevet ret ferm til at vaske hår med venstre hånd, men jeg må ikke køre bil, jeg må ikke – som i slet ikke – løfte noget med højre hånd, det tager en mindre krig at få tøj på, og jeg er blevet seriøst bange for at falde igen. Det sidste skal der arbejdes med.

Ro, regelmæssighed og restituering sagde den kloge, voksne sygeplejerske, og det efterlever jeg. Det er bare så uvant, at gøre som vores tidligere dronning sagde i en af sine berømte nytårstaler – “at gøre noget unyttigt”.

Vi er i vores travle hverdag blevet skolet til, at der helst skal være et formål med alt, hvad vi foretager os, og at tingene helst skal gå hurtigt, så vi kan komme videre og få en tom indbakke. Jeg er i hvert fald, så et liv i slowmotion giver tid til refleksion og er noget, man  skal vænne sig til, men det er vel også en forsmag på, hvordan man skal fylde sit liv,  når man engang når til den alder, hvor det ikke er fuldtids job, der fylder hverdagen.

Jeg sad i bestyrelsen engang med en topleder, der var på vej til pension. Han fortalte mig om den nedtrapningsplan, han havde udarbejdet. Han  havde simpelthen lagt en strategi for de første år, efter han var stoppet. Skemalagt biografiskrivning, tid til dit og tid til dat. Jeg syntes og synes, det var klogt tænkt. Det er voldsomt at gå fra at være i vælten 24/7 over hele verden til pludselig at sidde med en telefon, der ikke bipper længere.

Det er selvfølgelig uden sammenligning med min situation, og jeg har heller ikke tænkt mig at stoppe med at arbejde foreløbig, men jeg har fået en forsmag på, hvad det betyder pludselig at have fået meget tid til rådighed, hvor der ikke er obligatoriske opgaver, der skal løses, og det er så let at falde i Netflix fælden.

Til daglig arbejder jeg med frivillige, og udover de yder en enorm indsats til vores samfund, så forstår jeg godt, hvorfor så mange melder sig ind i foreninger eller tager et frivillig job i Røde Kors butikker. Vi har brug for fællesskaber også udover familien og de nærmeste venner. Brug for at være til nytte, også selvom vi indimellem foretager os noget unyttigt.

Vi laver tit sjov med, at er der tre danskere samlet, danner de en forening, men tak og lov for det. Tak og lov for højskoler (og ja, de hører hjemme på UNESCOS immaterielle liste) og tak og lov for Folkeuniversitetet og et samfund, hvor der er så mange muligheder, hvis man griber dem.

Nu vil jeg gribe en blyant, og gætte en kryds og tværs, for det har sygeplejersken nemlig også sagt, at jeg skulle. Finmotorikken…. og nej, jeg har ikke tænkt mig at lege med Lego, som min mand foreslog, men jeg kan efterhånden næsten læse, hvad jeg selv skriver.

Pas på jer selv derude!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *