Søndag nat kom jeg hjem fra en fuldstændig fantastisk weekend i Frankrig. Min meget nære og gode ven gennem 31 år, var gået hen og havde rundet de 50, og havde besluttet sig for at leje et helt slot i Bourgogne, og så invitere alle sine venner til en fødselsdags fest, der strakte sig over en hel weekend! Så bliver det ikke meget bedre!
Slet ikke, da han for at forkæle mig (lidt dronning har man vel lov at være ;o)…) indkvarterede Nils, min mand, og mig i slottets suite. Det var overdådigt, og som om det ikke var nok, så var weekenden startet med en romantisk nat i Paris.
Nils har altid været forelsket i Paris, så da vi mødte hinanden for snart 20 år siden, var noget af det første han gjorde, at invitere mig på en weekend til Paris, hvor vi som nyforelskede selvfølgelig havde det vidunderligt, og blandt andet spiste rørt tartar på Brasserie Lipp. Vi er lidt “tartar afficionados” begge to. Mange år senere, da han trængte til at være alene, var det også Paris han kørte til på sin motorcykel, men det er en helt anden historie.
Og nu er vi så der i livet, hvor vi begynder at få mere tid til hinanden i takt med at drengene bliver selvkørende. Vi skal måske ikke ligefrem genopfinde vores ægteskab – det gjorde vi efter føromtalte motorcykeltur, men vi skal i hvert fald til at udnytte vores nye frihed på en god måde sammen. Og hvilken bedre ide, end en nat i Paris, når nu vi alligevel var inviteret til Frankrig.
Paris er nem og billig at komme til, også selvom man ikke kan lide at flyve, og fra lufthavnen er det bare af sti, afsted med RER til venstre bred. Men her var det så, at jeg første gang blev alvorligt mindet om, hvor privilegeret, jeg er. Ikke, at jeg ikke er klar over det, men nogle gange oplever man ting, der virkelig sætter tingene i relief.
Gare du Nord har altid været et lettere skummelt sted. Selv da jeg interrailede, var det stationen, man fik besked på at holde sig fra, men nu er “jagtmarkerne”, om man så må sige, blevet udvidet til også at omfatte togene.
Da vi holder ved perronen kan man høre en voldsom barnegråd og skrigeri. Jeg tror først, der er tale om et hysterisk barn, som når velfærdsbørnene i Danmark går i hysterisk krampegråd over ikke at må få slik i supermarkedet, og i og med ingen i toget reagerer, går jeg ud fra, at det ikke er alvorligt. Få sekunder efter bliver en lille, grædende pige imidlertid bogstaveligt talt smidt ind i toget af sin sigøjner mor (må man i det hele taget skrive sigøjner mere?), som råber og skælder og smælder af barnet.
Først forstår jeg slet ikke, hvad der foregår, og jeg kigger forvirret op. De øvrige franske passagager er ganske upåvirkede og tilsyneladende vant til scener som disse.
Moderen, hvis det altså er moderen, for det kan jo sagtens være et kidnappet barn (nej, hun lignede ikke Madeleine), skælder stadig ud, og sender så pigen ned af mellemgangen for at tigge. Pigen er vel omkring de 8 år, men meget lille af statur, og går snøftende afsted med hånden fremme, mens hun trodsigt tørrer sine øjne.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!
Jeg vil ikke give pigen penge. Jeg føler mig heller ikke nok på hjemmebane til at rejse mig op og give “moderen” en ordentlig skideballe – på hvilket sprog iøvrigt? og da jeg kigger olmt op, får jeg “blikket” fra en medpassager, der angiveligt opfatter mit dræberblik som rettet mod pigen. Intet er mere forkert. Mit hjerte bløder for denne lille pige, der burde være i skole sammen med sine jævnaldrene, men som lige nu går, meget tydeligt mod sin vilje, og tigger i toget. Samtidig kan jeg mærke, at jeg koger indvendig af raseri mod kvinden.
Jeg vælger den lette udvej. Kigger ned, ignorerer pigen og glæder mig til jeg skal af toget kort tid efter, men er dybt rystet, da vi kommer op i den parisiske sol, og kan ikke helt ryste oplevelsen af mig. Endnu værre bliver det, da jeg senere på dagen læser en overskrift på en af online aviserne om en “babyfabrik” man har lukket i Nigeria. Her producerede man (ja, i bedste nazistiske stil) angiveligt børn til slaveri og pædofili i Europa.
Nå, nu er vi i Paris, solen skinner, og vores hotel er vidunderligt. Det samme er tartaren på Lipp, der i sig selv er en oplevelse, og livet er igen skønt. Jeg er nyforelsket i min mand, og nu skal vi spadsere med hinanden i hånden under den parisiske stjernehimmel langs Seinen hjem til vores hotel.
Der er bare den lille detalje, at først skal vi passere endnu en sigøjner kvinde, der sidder på gaden og tigger. Denne gang ikke kun med et barn – men med to. Det ene er en pige på omkring 3 år, og det andet er en dreng på max. 1 , som ligger og skutter sig på et tæppe i lyset fra Louis Vuitton butikken, de sidder foran.
Raseriet bobler i mig igen, og denne gang sender jeg dræberblikket til den unge kvinde (og hun er ung), som med al tydelighed signalerer, at jeg finder hendes handlinger dybt uansvarlige.
Jeg har rejst i mange lande, og jeg har set fattigdom før. Jeg har engang i Vietnam besøgt en mand, der bogstaveligt talt boede i en jordhule, jeg har oplevet kvarterer på Philippinerne, som jeg ikke har lyst til at huske, og der har altid været sigøjnere i eksempelvis Rom, som gik rundt med en bedøvet baby på armen. Jeg har også fravalgt at rejse til steder, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue den armod, jeg ville møde i respektive lande. Jeg bliver ulykkelig og påvirket og får dårlig samvittighed over at være så priviligeret, som jeg er.
Men selv i de mest forarmede områder og fattige kvarterer, har de fleste trods alt passet på deres børn. Nej, jeg er ikke naiv eller uvidende, men der er hos størstedelen af alle forældre et beskyttergen overfor deres egne og også tit overfor andres babyer / børn, og selvom nød kan tvinge forældre til at sætte deres børn i situationer, de ikke ønsker, så er det for de fleste kun ved ekstrem nød.
Dette var ikke tilfældet i Paris. Det var helt tydeligt, at dette var systematisk, kynisk og at det ragede “mødrene” en papand, om børnene var i skole, blev ydmyget, ødelagt eller syge. Det var anderledes end noget, jeg har oplevet før.
Europa undergår i disse år nogle markante forandringer. De ting, som vi tager for givet, er under pres, og menneskesyn, som vi troede forsvandt med Dickens bliver mere og mere almindeligt, så vi skal passe meget på, hvis vi vil bevare et Europa, hvor vi har en fælles forståelses ramme for eksempelvis, hvordan vi behandler børn.
Vi skal ikke tillade, at helt små børn bliver brugt til at tigge, hverken i toge eller på gader. Her må myndighederne skride ind. Hårdt! og før det bliver en almindelig oplevelse. For få år siden ville et skud i København rydde forsiden. I dag er en skudepisode nærmest en notits på side 4, og misbrugte børn må ikke blive et syn, som vi bare kigger væk fra og ikke gør noget ved, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi bliver vant til synet. Jamen…ævle bævle… og det sker jo ikke i Danmark, og hvad-ved-jeg.
Men enten er vi Europa, eller også er vi ikke Europa, og nej, det hører ikke til i det europæiske værdisæt, at børn skal misbruges. De skal gå i skole og vi skal passe på dem. Især de børn, som ikke har fået nogle ordentlige forældre, og hvis det betyder, at man skal bruge en masse penge og ressourcer på at jagte forældrene, så er det det. Ikke fordi jeg ikke skal få det dårligt, når jeg er på romantisk weekend i Paris, men fordi det skylder vi – som de privilegerede – disse børn.
Pyyyhhh… så fik jeg luft!
Resten af weekenden var iøvrigt fuldstændig fantastisk og jeg var privilegeret som dronning, og i morges da jeg gik tur med hunden, kom en lille pige cyklende på vej til skole, mens hun sang for sig selv.
