En forelsket hanhund!

Min mand Nils har kontor i London. Derfor er han ofte væk, og som vores sønner blev større, kunne jeg pludselig finde mig selv alene hjemme en fredag aften.

Da jeg ikke havde lyst til at ende som Shirley Valentine, der taler med sin køkkenvæg, besluttede jeg, at nu skulle vi have hund. Altså som i ægte, levende hund.

Taget i betragtning, at de eneste levende dyr, jeg i mit liv havde haft ansvaret for, var tre guldfisk (Cæcar, Sokrates og Ramses), som døde…… vist nok, men kun vist nok, af alderdom, så var det her et stort skridt. Jeg holdt iøvrigt højtidelig begravelse for alle tre guldfisk i mit daværende Vesterbro toilet. Af vand er du kommet, til vand skal du osv.

Senere fik vores sønner faktisk også tre guldfisk (prut, fis og hørm). De døde også. De to af dem i hvert fald. Den tredie, mener det var prut, blev derefter sat ned i søen overfor, hvor den sikkert blev spist af fiskehejren.

Så bundlinjen er, at for vores familie var det et ret stort skridt at få et lille nyt familiemedlem, som en hund nu engang er.

Men nu har vi Cooper, og ham er vi altså ret glade for. Det skulle selvfølgelig være en hanhund, så jeg kunne opretholde min status som det eneste kvindelige medlem i familien. Lidt krukket er man vel altid.

Cooper er en blanding af en Bichon Havanais og en Coton de Tulear. Rent racemæssigt er han altså en bastard omend gadekryds lyder bedre. Men han er ikke en stamtavle hund. Til gengæld har han meget fine menneske aner med blandt andet en tidligere landsholdspiller som menneske bedstefar. Det tæller vel også lidt.

Han er nu ikke den store boldhund, for han har skæve ben. Såkaldt kommodeben, så både bold og andre hunde løbet let fra ham. Det tager han med ophøjet ro, og finder bare på at sætte snuden i sporet, mens han lader som om, han slet ikke gider den der tagfatleg.

Til gengæld er han en ualmindelig kærlig hund, og kunne han, så lå han på ens skød det meste af tiden. Betegnelsen selskabshund er helt på sin plads i Coopers tilfælde. Det er også lykkedes ham at få en fast plads i Nils og min seng. Det lykkedes aldrig for vores børn.


Cooper er bare en stor klump kærlighed, og lige for tiden er det helt galt med den der kærlighed. Olga – naboens hunhund er i løbetid og Cooper er forelsket til op over både halespids og hårtotter, hvilket hele familien nu tager del i. Vi kan ganske enkelt ikke undgå at blive en del af det kærligheds drama, der udspiller sig her på vejen.

Cooper har altid været en meget kommunikativ hund. En ting er, at han gør som en sindsyg af folk, der går forbi på gaden, men han er også ret god til at vuffe, hvad han vil have og ønsker. Nogle gange går det helt galt, og så tror han er en kat og “spinder” . Det er nu mest om morgenen, når han får sin daglige morgenkæl på brystet.

Men lige for tiden er det stukket helt af for Cooper, der hyler sin smerte ud over ikke at kunne komme tæt på Olga.

I weekenden lykkedes det næsten, da han ikke en, men hele  to gange tog den over muren, der omkranser vores have. Vi har ellers været meget omhyggelige og sat trådnet op alle steder.  Dog ikke oven på muren, for vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det lille – han er lille – kræ med sine skæve ben kunne hoppe så højt, at han kunne komme over muren.

Men det kunne han, da Olga gik tur med sin menneskefar på den anden side (!) af vejen. Første gang løftede han pænt Cooper tilbage. Anden gang bankede han på døren for at aflevere den forelskede og skrup kulrede hanhund.

Så nu er der spærret af, og Cooper bliver holdt i kort snor. Bogstaveligt talt.

Derfor jammeren.

På første sal i vores hus er der en fransk altan med en dør. Den vender mod det hus, som Olga bor i, og når nu Cooper ikke længere kan sidde ude i haven ved trådnettet og kigge ud, så sidder han time efter time ved den franske altandør…. og hyler.

Måske tror han, Olga kan høre hans jammer og ulykkelige kærlighed eller måske har han bare ondt af sig selv.

Men åhhhhh, hvor man føler med ham. Så tæt på er Olga – og så langt væk og så uopnåelig. Det er næsten ikke til at bære. Hverken for os eller Cooper. Men som med alle ulykkelige forelskelser, går det forhåbentlig over igen.

Lige indtil om seks måneder, hvor Olga er i løbetid igen.