Når døgnet flytter sig…


eller rettere ens timemønstre flytter sig.

Jeg har ferie! Som i “jeg-gider-ikke-tale-med-nogen-og-jeg-drikker-rødvin-når-jeg-vil” ferie. I ved, den slags ferie, hvor man ligger til klokken 100 om natten og ser en eller anden virkelig sødsuppe film (det er jo jul), og så vågner og siger: “Guuud…. er den allerede 9.28? Øj, hvor har jeg sovet godt!”

Vi har med andre ord flyttet vores døgnrytme i familien, og det er vi faktisk ret gode til hver gang, det er ferie.

Jeg er sædvanligvis et meget ocd-agtigt menneske. Følger den samme rytme,  og lever som oftest efter, at man skal opfylde sine forpligtelser, før man slapper af og giver los. Det er en for arbejdsgivere virkelig god ting, men for en selv, er det måske ikke lige opskriften på livsnyderi.

Men, når jeg har ferie, er jeg heldigvis fuldstændig ligeglad.

Lige nu sidder jeg eksempelvis med et glas vin (it’s three o’clock somewhere – også her) og lytter til Skyfall, som min søn og min mand ser for Gud ved hvilken gang, og de har en eftermiddagsfest! Jeg mener nu også stadig, at det er den bedste Bond film, der nogensinde er lavet. Men den luksus det er, at se film om eftermiddagen. Wow!

Vi har altså flyttet vores døgnrytme, og jeg har fundet ud af, at det gør vi hver gang, vi har ferie. Vi står senere op og vi går senere i seng, og selvom vi i princippet slet ikke laver noget i løbet af dagen, så kan det, at gå ud at købe ind pludselig blive til et heldagsprojekt. For slet ikke at tale om at lave aftensmad. Hold nu op, hvor kan der tænkes mange tanker over, hvordan vi nu egentlig skal gribe det an. Skal vi eksempelvis have kartofler, og så i hvilken form? Bagte, kogte, brasede eller, hvis Nils kan bestemme, forklædt som chips.

For mange år siden var familien på efterårsferie i Berlin. Vi boede i en lille lejlighed, som vi havde lejet af en af mine venner, og der var absolut intet fancy over den ferie. Alligevel husker jeg det som en af vores bedste familieferier nogensinde, og jeg husker også, at vi netop på den ferie flyttede døgnet, og ikke gik på oplevelse før et godt stykke oppe af dagen. Til gengæld var vi så ude resten af dagen, og kom først hjem ud på aftenen. På en eller anden måde passede det bare ind i hele familiens rytme, så der var stort set ingen konflikter, bare ren hygge.

Dette foto er faktisk fra Berlin et par år senere, hvor drengene var store nok til at forstå det hele. Her er Mikkel foran Muren, hvor han fandt historien om en dreng, der var på samme alder og blev skudt af en soldat, da han gik i “Ingenmandsland” for at hente slik hos sin onkel. Nils researchede og fandt historien. Soldaten, der skød, kom sig aldrig over det.

Da jeg var barn, boede vi i sommerhus halvdelen af året. Det var ikke et sommerhus som i moderne forstand ved havet eller omgivet af store grantræer. Det var i Hvidovre! Det lyder fuldstændig absurd i dag, men det var det altså.

Nå, men på vejen skråt overfor boede et for datiden meget kreativt par. Det var før hippierne, så det var ikke den etikette, man kunne sætte på. De var keramikere og eventyrere, og de åbnede deres hjem for alle kvarterets unger.

Jeg har gået på line. Jeg har sovet i telt. Jeg har lavet bål og bagt snobrød, og jeg har arbejdet med ler i deres hjem, der på en gang var både mærkeligt, eksotisk, anderledes og et fuldstændigt vidunderligt sted at komme, når man var barn og kom fra et ganske almindeligt (små)borgerligt hjem med faste sengetider og kongeligt porcelæn til festlige lejligheder.

Parret havde aldrig selv fået børn, og måske var det derfor, at de åbnede deres hjem med sådan en hjertevarme, og i de første mange år var der bogstaveligt talt mere hjertevarme end rigtig varme, for det var et selvbyggerhus af træ uden – ja, uden – træk og slip, og de levede vist mest fra dag til dag. Senere fik de bygget et rigtig hus med både et almindeligt badeværelse og et køkken med køleskab, men det var først omkring 80’erne.

Det var også først senere, at det gik rigtig op for mig hvilket eventyrligt fristed, jeg havde haft som barn, og hvor meget, det egentlig formede mig.

Eivind, som manden hed, gik på grænsen mellem at være gal og genial. Da han var mest gal, løb han rundt i haven iført lændeklæde og fuld krigsmaling og smed et ægte afrikaner spyd over hækken, der landede midt i naboens parcelhus 70’er kaffebord. Så blev han indlagt.

Men før det, og også efter han blev udskrevet, var han en ægte, vidunderlig eventyrer og han var et af de oprindelige medlemmer af Eventyrernes Klub. Som ganske ung, var han taget til Spanien for at kæmpe mod Franco og havde arbejdet på en børnehjem. Han gik hele vejen hjem fra Spanien med en klumpfod, fordi han var så påvirket af de stakkels børn skæbne, og følte ikke, at han kunne tillade sig at rejse ordentligt oven på den armod, han netop havde været vidne til.

Efter han mødte Lissie, som hustruen hed, købte de en gammel ambulance agtig bil, og så kørte de rundt i Afrika i mange måneder, mens de sov bag i bilen. Det var før, det blev moderne, at alle skolelærere skulle arbejde i Afrika og før diverse organisationer, så de var ægte eventyrere. Bilen havde de til langt op i min ungdom.

Og hver sommer var deres hjem mit fristed. Man kunne komme, som man ville, man skulle bare kigge på gardinerne. Var de trukket for, sov de endnu og var de trukket fra, kunne man bare nærmest gå ind uden at banke på. Tit sov de til langt op af dagen, og det talte man meget om bag hækkene.

Men man gav også plads, for de var jo “kreative”, og arbejdede tit til langt ud på natten, og ja, så må de jo – selvom det var lidt uden for normen der i tresserne – sove om dagen.

Lissie var en vigtig del af mit liv langt op i mit voksenliv, og hun var også med til vores bryllup, ligesom hun syede udstyr til min søns vugge. Hun gik desværre bort for et par år siden, uden at jeg vidste det, og jeg fandt kun ud af det, fordi jeg til sidst kørte ud til huset og opdagede at der var nye ejere. Jeg kom et par måneder for sent, fandt jeg ud af efter at have banket på hos nye beboere i de omkringliggende huse, der ikke anede, hvem hverken jeg var, eller havde nogen som helst forestilling om, hvordan der havde været på den vej for 40-50 år siden. De skulle bare vide.

Lissie havde de sidste par år været meget syg, og været svær at få kontakt med. Gardinerne havde, i overført betydning, været trukket for og selv som 50something, respekterede jeg det.

Jeg tænker imidlertid med både taknemmelighed og stort glæde på alle de dejlige oplevelser, vi havde, og jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af min udlængsel og eventyrlyst blev vakt der i garagen (det var rummet med mest varme), da jeg som barn så lysbilledshow fra Afrikaturen eller lå på græsset udenfor teltet og kiggede på himlen, mens det hjemmesyede sørøverflag var hejst i flagstangen, fordi nevøen skulle komme på sommerferie. Når det var niecen, var det prinsesseflaget, der blev hejst.

Og i disse dage, hvor vi sover længe og er oppe længe, får jeg en barnlig lyst til at trække gardinerne for. Vi har bare ingen gardiner.

Men vi har autosvar – HA! Og det har jeg sat på. “Jeg har ferie, og jeg ser ikke mails”. Håber, at I også har trukket gardinerne for -læs, sat autosvar til.

Jeg har ikke forstand på keramik, men min barndom var fyldt med relieffer som dette, og jeg har stadig nogle af de originale i kælderen.

Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.