Det er en lidt mærkelig sætning at skrive på en dag, hvor jeg sidder med de største røde og blå øjne, og ligner en, der har taget tre runder mod Tyson. Jeg har nu bare fået fjernet overskydende hud på øjenlågene, så jeg kan se ordentligt igen, I ved – skavankalderen, hvor det tager lidt længere tid og koster lidt flere penge. Men på den anden side, det er vel også “Sharp eyes”.
Så tilbage til “Sharp eyes – Save lives!”.
For vores generation var udtrykket “Let’s be careful out there!”, og så er vi tilbage på Hill Street i 80’erne med en Belker, der trak den ene overlæbe op, og snerrede, når han blev irriteret, og selvfølgelig også alle de andre karakterer.
Nu har Declan Lawn og Adam Patterson sammen med BBC skabt Hill Street anno 2026 med serien Blue Lights, og det er i den grad ligeså seværdig.
Handlingen er flyttet til Belfast, politifolkene er “Peelers” (irsk slang og absolut ikke positivt om politifolkene) og pusherne arbejder med app’s, men ellers minder serien rigtig meget om Hill Street. Vi er ikke kun på arbejde med politiet, vi får også baggrundshistorierne og fortællingerne om venskaber og sammenhold på tværs, og det er en serie, der i hvert fald for mit vedkommende, giver håb.
Tag ikke fejl, det er også en barsk serie. Vi er langt fra Sommerdahl og reklamefilm for Helsingør. Det er ikke ligefrem Belfast, man får lyst til at tage på ferie til, men det havde jeg nu nok ikke gjort alligevel. Ikke som Ulla T. der tog sin søn med til Belfast på sommerferie under “The Troubles” i øvrigt i en periode, hvor hun kun havde sønnen i ferierne. Der er en årsag til, at hun er blevet legendariske Ulla T.
Nå, det var et sidespring, og så alligevel ikke, for under alle nutidens forbrydelser ligger konflikten stadig og lurer, og der er områder, hvor politiet fortsat er så forhadt, at de er nødt til at være tre vogne for blot at køre ud og stoppe husspektakler.
Udtrykket “Peelers” stammer også helt tilbage fra Sir Robert Peel, en englænder (!), der grundlagde The Irish Constabulary i 1814.
Jeg skal ærligt indrømme, at min viden om Belfast var meget begrænset. Ikke at jeg ikke kender til IRA og konflikten, det var lydtæppet i radioavisen meget af min ungdom, og hvem kan ikke synge med på “I don’t like Mondays”, men detaljerne og sideeffekterne for helt almindelige mennesker, der bare ville passe deres liv helt op til i dag, har jeg ikke været så opmærksom på. Jeg troede naivt, at nu gik livet videre, men det tager åbenbart flere generationer.
Vi så for nogle år siden filmen Belfast, skabt af Kenneth Branagh, som er historien om barndommens gade i præcis den gade, hvor The Troubles starter i 1969, og også den gjorde stort indtryk. Der skulle gå 30 år, før en fredsaftale – The Good Friday Agreement blev underskrevet i 1998. Nu skriver vi 2026, og der er stadig reminiscenser. Det giver stof til eftertanke i en tid, hvor den ene konflikt afløser den anden. Det stopper ikke bare, når bomberne ikke sprænger længere.
Men hvorfor giver serien så håb? Det gør den fordi den udover gangsterne også er fyldt med ordentlig mennesker, der oprigtig ønsker at gøre en positiv forskel. Så meget, at de sætter livet på spil, må sige farvel til familier og flytte væk på grund af trusler.
Her er ikke tale om politikere, der vil vælges fordi der er god pension fra Folketinget. Her er tale om helt almindelige mennesker, der passer på hinanden, og som oprigtigt gerne vil skabe en bedre verden. Selv en af gangsterne er jeg begyndt at holde af. Hun trækker utroligt nok også nogle grænser. Altså ikke i forhold til drab og salg af narkotika, så langt vil hun trods alt ikke gå, men der må være nogle regler, selv for gangstere.
Første sæson blev sendt i 2023, og nu er vi på tredje, og den bliver kun bedre. Blandt andet fordi det også er de samme karakterer, der går igen, og fordi det er irske skuespillere, der taler irsk, dog irsk, så man kan forstå det.
Der er så meget godt europæisk tv, og der er i disse år en tendens til at europæisk historie er en en del af fortællingerne. Det gælder ikke kun britiske serier, det er en tendens, der går på tværs af kontinentet. Det hænger selvfølgelig også sammen med den tid vi lever i, og det er blevet kraftigt forstærket af galehuset kendt som The White House. Men jeg er egentlig ligeglad, hvorfor vi har fået valget mellem så meget godt europæisk tv, jeg glæder mig bare over det, og så glæder jeg mig til en sæson 4 af Blue Lights.
Pas på jer selv derude, og husk – der er altid håb for en bedre verden, også for grisene.
Blue Lights kan blandt andet ses på DR, BBC og Brit Box.