Når virkeligheden (igen) overgår fantasien.

Og nej, her tænker jeg ikke på Epstein files og Norge. Jeg har derimod været en tur i Italien, Berlusconis Italien – faktisk både før, under og efter, og jeg er stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg så, men indtryk, det gjorde det.

Jeg må hellere med det samme gå til bekendelse, og indrømme at jeg altså ikke har været fysisk i Italien. Det kunne man nu ellers godt have lyst til på denne årstid, især når man som jeg synes, at sne og kulde er stærkt overvurderet.

Nej, jeg har været en tur med Netflix i Italien, og jeg har både været i flere fængsler, sammen med diverse mere eller mindre tvivlsomme VIP’s og så har jeg været i selskab med en på én og samme gang både ualmindelig tiltrækkende og fuldstændig frastødende mand – Fabrizio Corona.

Se allerede ved navnet burde der jo ringe nogle alarmklokker, men da jeg startede på denne dokumentar, anede jeg dybest set ikke, hvad jeg skulle i gang med at se, jeg kan bare rigtig godt lidt Italien –  på godt og ondt, og så er jeg ret begejstret for, at Netflix har så meget Europæisk TV på programmet. Jeg er stadig mest til britisk tv, men min viden om Europa bliver større, og de laver faktisk ret gode 2. verdenskrigs film i Norge, krimier i Finland og tyske serier om øst/vest Tyskland er fyldt med absurd humor, hvilket både min mand og jeg falder for.

Nå, men tilbage til Frabrizio Corona, også kendt som Paparazzo Kongen. Han er noget af en karakter, og det er persongalleriet omkring ham også. Hvis ikke vi levede i tider, hvor den amerikanske præsident sender hospitalsskib til Grønland, og det norske kongehus efterhånden minder om en skandinavisk udgave af The Kardashians, ville selv jeg, der trods alt har arbejdet i Italien, og ved hvor “særlige” italienere kan være, have hævdet, at dette måtte være noget, nogen havde opdigtet. Men nej, virkeligheden er igen meget sjovere/værre end fiktionen.

Det er en blændende dokumentar, Netflix har produceret, og i og med jeg ikke kendte detaljerne i forvejen, og undlod at Google undervejs, kom der nogle gedigne overraskelser, som serien skred frem. Jeg vil derfor heller ikke afsløre for meget her, for I skal have samme fornøjelse – og hold ud til sidste minut. Der er drama og uventede ting til rulleteksterne.

Kort fortalt – og uden at spoile, så er Fabrizio søn af en anerkendt, kritisk journalist og vokser op i et hjem fyldt med samtaler og interessante mennesker. Efter Berlusconi overtager stort set hele mediefladen i Italien, er det imidlertid slut med dybdeborende, kritisk journalistik (i USA kendt som fake news), men der er sønnen allerede dybt involveret i en helt anden form for historier om mennesker -kendte mennesker. Igen og igen bliver vi mindet om, at vi skal passe så godt på vores Public Service TV.

Via en anden også ganske farverig personage, Lele Mora, der fungerer som en slags event- og festmager (blandt andet  for de berygtede Bunga, Bunga fester, men det er første senere),  bliver Fabrizio introduceret til fester og gæster, og han udtænker ret snart, at her er hurtige penge at tjene. Fuld fart frem i hurtige biler uden at se sig tilbage, til siderne eller på dem, han kører over undervejs.

Forretningsmodellen er simpel, få nogle ægte paparazzier til at tage fotos af kendisser i kompromitterende situationer. Tilbyd fotografierne til et medie og tilbyd dem samtidig til kendissen, som kan betale for ikke at få fotos offentliggjort. Nogen – retten eksempelvis- vil kalde dette afpresning, men det kan Corona slet ikke forstå, det er jo bare forretning.

Har han ikke en historie, skaber han en. Flere gange tipper han en af sine nærmeste paparazzier om, at han vil have sex med sin hustru / kæreste / elskerinde, og så sælger de videoen bagefter.  Han tiltrækker ualmindeligt smukke kvinder! Sin første hustru udnytter han, som Ike gjorde Tina Turner, men italienerne elsker ham stadig, og han er også både charmerende og intelligent og har næse for forretning.

Da han ryger i fængsel, får han smuglet et kamera ind, og tager så fotos af mafiosi og sig selv i underbukser, og da han kommer ud, gør han underbukserne til et brand og tjener penge på det og meget, meget andet. Det går rigtig godt, indtil det ikke går godt længere. Man skal ikke tirre Agnelli famlien. Slet ikke, når en af arvingerne er ved at dø af overdosis i en lejlighed hos en ældre transkvinde.

Hele historien bliver fortalt dels af Fabrizio Corona selv og af de mennesker, der har været omkring ham. Hans ekskone, mor, Lele Mora osv. Resten er autentiske klip fra tiden, vi er også med i retten, eller dramatiseringer af de ægte begivenheder. Det er som at se en vild film, det er bare den skindbare virkelighed.

Udover historien om Fabrizio Corona og en masse af hans ofre og samarbejdspartnere er det også et billede af Italien før, under og efter Belusconi, og det er ikke opmuntrende. Man kan godt sidde tilbage med en fornemmelse af, at folk i USA har ladet sig inspirere, men efterhånden som Epstein filerne afslører en kynisk elite, fristes man næsten til også at blive konspirationsteoretiker.

Det er som om, at vi lever i en tid uden moral og eftertænksomhed.

I Danmark er det heldigvis, som alt andet i mindre skala, men vi lader en dømt morder stille op til kommunalvalg og giver vedkommende taletid i medierne, og en dømt stalker får sin egen podcast, hvor hun kan fortælle om, hvordan hun har det. Altså den dømte, ikke ofret.  “Jeg skal jo leve af noget” har jeg set hende udtale. Ja, men behøver det være ved at udlevere dit offer en gang til?

Romerriget faldt, da det blev for  dekadent, og kejserne for skøre -nogle af blyforgiftning andre af hovmod. Et hovmod, der altid  står for fald (det har landbrugets top i Danmark bare ikke opdaget endnu). Spørgsmålet denne gang er bare, hvor mange og hvor meget dette hovmod tager med i faldet i vore tider.

Serien hedder Paparazzokongen og kan ses på Netflix.