Der er sol over Gudhjem og skumtoppe på bølgerne. Det er koldt -blæsende koldt, og jeg bilder mig selv ind, at det er derfor, jeg ikke har været udenfor i snart 36 timer. Det er bare ikke rigtigt. Jeg har ikke været udenfor, fordi jeg er forelsket i vores nye hus, og bare har lyst til at være her og indtage et rum efter et andet. Jeg er ganske enkelt ved at lære at blive semi-førder.
Som jeg skrev i sidste blog, så har Nils og jeg taget skridtet til et nyt eventyr. Et stort skridt, for på sigt betyder det, at vi skal bo permanent på Bornholm, og så bliver vi ikke bare semi-førdere, men rigtige førdere.
Spørger man en indfødt bornholmer, er der ikke rigtig noget at være stolt af, hvis man er førder. I uddrag af den bornholmske ordbog fra 1908 står:
Förder (adj.) förd(t)-t
Fremmed, udenlandsk (egl. af föra; ført over Havet, tilført); ‹förda folk›; ogsaa substantivisk ‹ejn förder› o. s. v. en Udlænding . ‹Di förde› har, saavidt Mands Minde naaer, stedse været almindeligen brugt, som Benævnelse paa alle Ikke-Bornholmere uden Undtagelse.
Sagt på nudansk er vi ført over havet og dermed tilflyttere, og så vidt jeg forstår, går der et par generationer eller tre, før man er rigtig bornholmer. Nå, det tager jeg heldigvis ikke så tungt, for der er også en del fordele ved at være tilflytter. Det er jo deri eventyret består.
Man har et udtryk, der hedder stueblind. Det betyder, at man er så vant til at se sin stue, at man bliver blind for de forbedringer, der burde foretages eller glemmer, hvor fint et hjem, man har. Man bliver med andre ord så vant til omgivelserne, at man glemmer at nyde eller at forbedre. Lidt ligesom man aldrig tager på kanalrundfart, når man bor i København.
Her i paradishuset (det har min ældste søn døbt vores nye hus) er jeg på ingen måde blevet stueblind. Jeg er, som skrevet, stadig ved at indtage huset et rum ad gangen. Jeg har nu mest været i stue og køkken. Noget hænger selvfølgelig sammen med, at her skal males, og at hele første salen lige nu er pakket ind i malertape og pap, men det er ikke hele forklaringen.
Jeg har brug for at tage huset på, om man så må sige. Vænne mig til hvert eneste rum og langsomt lære det hele at kende. Måske er det fordi, jeg ikke er flyttet særligt mange gange i mit liv. Jeg har rejst meget, og har ikke noget problem med at sove forskellige steder, men jeg har også med årene erkendt, at det er meget vigtigt for mig at have et hjem. Et hjem, der er mit, og en tryg base, hvor jeg kan lukke hele verden ude eller ind, hvis det er det, jeg har lyst til.
Jeg bekender derfor, at jeg her i starten er på eventyr på et meget begrænset område. Hvordan er lyset, hvordan er lydene (her er vidunderligt stille), hvordan lugter her og hvordan er ånden i huset?
I gangen hænger et gammel fotografi af huset og endnu bedre, også husets historie. Her kan man læse, at Jens Erichsen, der var født i 1755 og 05. august (min fødselsdag) 1780 blev gift med Anne Kirstine Andersdatter, opførte huset i 1785.
Jens Erichsen var skrædder og herefter følger en lang række beboere, der er daglejere, fiskere, stenhuggere og sørme også en letmatros, indtil vi når op i 1970’erne, hvor en ny gruppe mennesker overtager huset. Blandt andet lokalredaktøren for Bornholms Tidende.
I dag er det vores nye hjem, og heldigvis har de tidligere ejere passet godt på huset og opgraderet det løbende med tilbygninger, nye gulve, varme i badeværelsegulvet og andre fine detaljer, og så er jeg forholdsvis sikker på, at her ikke er spøgelser. Jens Erichsen og Anne Kirstene m.fl. synes at have sagt endegyldigt farvel til huset, og det er jeg glad for. Ellers tænker jeg, at vores lille, nye lykkedyr en Ganesha vil skræmme dem væk.
Ganesha bliver i Indien påkaldt i alle ceremonier, der skal bringe lykke, især bryllupper og han er højt agtet for sin visdom og sit mod, og som den, der fjerner hindringer, og så symboliserer hans tykke mave legemliggørelsen af et vellykket of fremgangsrigt liv. Ham er vi glade for at have fået i gave.
Annet Linnet har skrevet en sang, der hedder “Akvarium”, som jeg altid har været glad for, og kunne identificere mig med. Teksten lyder:
Hele verden ses fra mit akvarium
fra toppen af mit hus, der kan jeg se mig om.
….
Verden bag mit glasparti er helt min egen
Og verden udenfor kan gøre mig forlegen
Natten ligger udenfor strakt ud
I lys
Jeg kan mærke byens puls i glassets vibration
Jeg kan gå ud, hvis jeg vil snakke med nogen
Set udefra at jeg er til
men jeg er bedst tilpas i mit akvarium
**
Verden udenfor gør mig heldigvis ikke forlegen, og i eftermiddag vil jeg tage en tur omkring havnen i Allinge, men lige nu og lige her, er jeg bedst tilpas i mit akvarium. Nogle eventyr skal tages i små kapitler.
Må det nye år bringe jer alle lykke, fred og eventyr!
