Billy Joel, bibelcitater og bare ben på Fælleden

Øv

Hvordan hænger de tre ting overhovedet sammen? Det gør de også kun fordi, de var en del af indholdet på den “retræte”, jeg var på i lørdags. En retræte med temaet “Heling”, som min præsteveninde havde arrangeret i Kirken i Ørestad.

Det var sådan en fin oplevelse, og jeg tror, at vi alle kan trænge til en retræte engang i mellem i en travl hverdag.  Jeg kan personligt rigtig godt lide, at sådan et arrangement er sat i rammer, og at man skal følge en program, men for andre er det måske bedre bare at være – somewhere.

Denne lørdag startede med yoga på kirkegulvet. Kirke er måske så meget sagt,  for der er rent faktisk ikke en kirke endnu. Det er et stort, råt lokale, og hvis man ikke passer på, kan man komme til at gå ind i neglesalonen, der ligger lige ved siden af. Man er i den grad i øjenhøjde med sin menighed her – bogstaveligt talt.

Men altså – ned på gulvet på måtter med kirkens logo (cool!) og da både alter og døbefond er på hjul, var de to ting kørt af vejen, for at give plads til os. Dæmpet musik og i gang.  10 kvinder var vi. I alle størrelser og aldre og med alle mulige bevæggrunde for at ligge her og svede. To var kommet helt fra Ringsted, men de var industrispioner, for de ville lave noget lignende og var så  afgjort på inspirationstur.

Efter yogaen og lidt lækkert traktement var det ud på Fælleden og vandre. Først i stilhed, så to og to med en, man ikke kendte i forvejen og undervejs var der stop med tid til fordybelse, fællessang og lækre sandwiches. Vi blev sørme også velsignet af præsten undervejs, og det kan man vel altid bruge. Derudover mødte vi en granvoksen kanin (ja, en mand klædt ud som kanin), en polterabend med lyserøde cowboyhatte, så en 30-40 fly lette og hilste på nogle glade køer, og jeg stak hovedet lige op i en træsøjle, hvor der med rød tus stod: “Du er elsket!”. Det var ikke nogen kedelig dag på Fælleden.

Foto: Henrik Thierlein, der skriver virkelig gode anbefalinger til, hvad man skal lave i København og resten af Danmark på bla. MigogCph.dk

Alle deltagerne havde forskellige årsager til at deltage. En yngre kvinde, der var så tynd, at jeg var bange for at hun ville blæse væk, havde netop dagen forinden fået besked om at hun var kræftfri. Da vi sagde tak for i dag, så hun nærmest lykkelig ud med sit tørklæde, hvor der engang var hår, og jeg noterede mig, at man også taber øjenvipper, når man er i hård kemo.

For mit eget vedkommende handler det om et afbræk, hvor jeg skal være og være tilstede. Ingen mobil, ingen forstyrrelser, kun fokus på i dette tilfælde heling og positive budskaber blandet med lettere fysisk udfoldelse. Det kan noget, og selvom jeg hverken har tid eller lyst til at gå Caminoen igen, det går helt fint med Fælleden,  så kan jeg genkalde følelsen fra bare at gå alene og rense hovedet for alt.

Til sidst var der mindfulness gudstjeneste med guidet meditation, og det er her Billy Joel blev en del at det hele. Der er ikke orgel i denne kirke men et stort flygel og en mandlig og kvindelig sanger, og de synger altid de sange, der passer til det givne tema. Derfor fandt jeg pludselig mig selv siddende og synge med på:

Slow down, you crazy child
you’re so ambitious for a juvenile
But then if you’re so smart, tell me
Why are you still so afraid?

Where’s the fire, what’s the hurry about?
You’d better cool it off before you burn it out
You’ve got so much to do and
Only so many hours in a day

**
Slow down, you crazy child
and take the phone off the hook and disappear for a while
it’s all right, you can afford to lose a day or two
When will you realize, Vienna waits for you?

Nummeret er helt tilbage fra 1977 og fra et af mine yndlings album, The Stranger, og selvom jeg ikke har hørt det i  lang tid, så kunne jeg teksten udenad. Jeg har godt nok også hørt den plade mange gange.

Tankevækkende er det, at allerede for 48 (!) år siden skrev Billy Joel en tekst, der rammer smak ned i vores tids store stress udfordringer.

Bundlinjen af det hele er, at vi alle kan trænge til en retræte, hvor hverdagens jag og genvordigheder bliver parkeret til fordel for positive og næstekærlige budskaber -med eller uden spirituelle budskaber. Det kan varmt anbefales.

Har du lyst til at opleve en retræte eller Mindfulness gudstjeneste med guidet meditation i Kirken i Ørestad, kan du læse mere her: Kirken i Ørestad 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *