Forfatter: Berit

Udgivet den

Farvel fine Fiat500C

Jeg har sagt farvel til min elskede Fiat500 Cabriolet. Sagt farvel er lidt af en overdrivelse, for sidst jeg så den, efterlod jeg den på en parkeringsplads, og tænkte at jeg så den igen om nogle dage.

En måned, to mekanikere og en del FDM vejhjælp senere har jeg derimod måtte erkende, at jeg skal sige ja tak til kr. 5.000.- (!) og aldrig se min bil mere. Jeg er nemlig sådan en kryster, at det bliver min mand, der tager ud og tømmer den. Officielt fordi han også skal aflevere sommerdæk, uofficielt fordi det gør ondt.

Det lyder helt åndsvagt. Det er jo bare en bil. Ja, men efter 14 år og 260.000 km. sammen, så er det altså mere end bare en bil. Det er min FIAT500C, den første bil, jeg købte helt fra ny.

Det var en svær periode i mit liv. Min mand og jeg var blevet enige om at separeres (enige og enige… vi flyttede i hvert fald fra hinanden i et halvt års tid), og jeg flyttede først ud og havde derfor behov for min egen bil.

De små rappe Fiat’er var lige blevet lanceret, og poppede op alle vegne. For første gang, var det muligt at få en cabriolet, der var til at betale, og jeg faldt selvfølgelig også for dem. Samtidig så jeg en annonce fra en bilforhandler, der havde haft en masse nye Fiat’er med i en reklamefilm, og nu solgte han dem derfor billigt. Hvilket altså ikke var billigt sammenlignet med hvad man ellers skulle give for en bil, men i den sammenhæng var det.

Der stod de. Ti små biler på rad og række, og jeg skulle bare vælge den, jeg bedst kunne lide. Jeg kan stadig huske prøveturene, og at jeg bare vidste med det samme, at denne her skulle være min. Den var samtidig starten på mit nye liv. Senere fandt min mand og jeg sammen igen, men Fiat’en blev.

Efterhånden blev den vores eneste bil, og I ville blive forbavsede, hvis I vidste, hvor meget, der kan være i sådan en lille sjover. Man kan ganske vist ikke få cykelholdere til den, men derimod en skateboardholder. Til gengæld kan man køre taget ned, og så kan diverse stikke op, når man kører hjem fra Ikea og lignende. Det var også det første, vores to sønner gjorde, da vi drønede ud i det blå. Taget ned og op og stå med vinden i håret og radioen for fuld skrue.

Happy days i sommerbilen.

Alt kunne imidlertid ikke være i bilen. Da vi satte huset i stand for nogle år siden, bestilte vi nogle spanske smedejernsbalkoner, der blev lavet i Sverige. Synet af smeden, da vi kom for at hente dem, og han så os og Fiat’en var guld værd. Vi kørte da også hjem uden, og jeg er sikker på, at de stadig taler om de to tossede danskere med den lille bil der midt i Hill Billy land.

Men ellers har der ikke været grænser. Bogstaveligt talt. Jeg er kørt alene til Berlin i Fiat’en, vi har været med Autotog til Sydfrankrig og hjem igen hele vejen på hjul og dertil kan lægges adskillige ture til Østrig og Tyskland. De sidste par år har vi dog været utro, og lejet en bil i Flensborg, når vi skulle til Østrig, med både kufferter og hund begyndte vi trods alt at mangle plads.

Det skal til vores sønners ros nævnes, at de først de senere år har pebet lidt over, at det var trangt på bagsædet. Ellers er de troligt krøbet ind og har siddet tæt. Et bagsæde, det var umuligt, at komme elegant ud fra. Men det var heldigvis min bil, så det var yderst sjældent, at jeg måtte kravle ud derfra.

Med og uden skæg.

I sommer kom så første tegn på, at nu var det ved at være endegyldigt slut. På Bornholm, hvor vi i parentes bemærket boede på toppen af en meget, meget stejl bakke, og havde fyldt bilen til randen med diverse, blev det for meget for den lille, seje firehjulede.

Den havde tidligere protesteret, når vi skulle ombord på færgen og ikke kunne køre op af rampen, til stor pinlighed for to teenagere på bagsædet, så det var dumt at udfordre skæbnen, og baf!, der røg koblingen. Det blev den første af mange gange, jeg så min bil blive hentet af en vejhjælp.

Siden gik det bare mod de evige Fiatmarker, og nu er “prinsessen”, som min faste mekaniker kaldte den, altså ved at være væk for evigt. Det er min bankkonto glad for, men jeg tuder lidt.

Jeg ved godt det hele. Det er bare en bil. Arghh, 14,5 år gammel. Kom nu videre, du har jo fået en ny (fornuftig) bil osv, osv.

Ja, men mine sønner blev voksne i den bil. Jeg blev fri i den bil, og følte mig rig og rap. Jeg kendte hver eneste lyd og bevægelse, og vidste præcis, hvor koblingspunktet var. Jeg kunne parallel parkere på en femøre og radioen var bedre, end i de fleste biler. Faktisk var der så meget lir i instrumentbrættet, at jeg aldrig fik brugt halvdelen, og kører man ind på en parkeringsplads fyldt med store og dyre biler, så identificerer en Fiat500C sig mindst som en Ferrari. Ingen mindreværdskomplekser her.

Men nu er det slut.

Jeg har proklameret, at hvis vi en dag får mange penge, køber jeg en Morris Mini Cabriolet, og det er min mand heldigvis enig i. Men indtil da vil jeg køre klogt, men kedeligt i vores nye Renault, der ganske vist er en “Renault Intense”, har aircondition og automatgear, men hvad er det mod et tag, der kan køres ned?

Farvel min elskede Fiat500C!

Mod solnedgangen, min baby og jeg….
Udgivet den

“Sharp eyes – Save lives!”

Det er en lidt mærkelig sætning at skrive på en dag, hvor jeg sidder med de største røde og blå øjne, og ligner en, der har taget tre runder mod Tyson. Jeg har nu bare fået fjernet overskydende hud på øjenlågene, så jeg kan se ordentligt igen, I ved – skavankalderen, hvor det tager lidt længere tid og koster lidt flere penge. Men på den anden side, det er vel også “Sharp eyes”.

Så tilbage til “Sharp eyes – Save lives!”.

For vores generation var udtrykket “Let’s be careful out there!”, og så er vi tilbage på Hill Street i 80’erne med en Belker, der trak den ene overlæbe op, og snerrede, når han blev irriteret, og selvfølgelig også alle de andre karakterer.

Nu har Declan Lawn og Adam Patterson sammen med BBC skabt Hill Street anno 2026 med serien Blue Lights, og det er i den grad ligeså seværdig.

Handlingen er flyttet til Belfast, politifolkene er “Peelers” (irsk slang og absolut ikke positivt om politifolkene) og pusherne arbejder med app’s, men ellers minder serien rigtig meget om Hill Street. Vi er ikke kun på arbejde med politiet, vi får også baggrundshistorierne og fortællingerne om venskaber og sammenhold på tværs, og det er en serie, der i hvert fald for mit vedkommende, giver håb.

Tag ikke fejl, det er også en barsk serie. Vi er langt fra Sommerdahl og reklamefilm for Helsingør. Det er ikke ligefrem Belfast, man får lyst til at tage på ferie til, men det havde jeg nu nok ikke gjort alligevel. Ikke som Ulla T. der tog sin søn med til Belfast på sommerferie under “The Troubles” i øvrigt i en periode, hvor hun kun havde sønnen i ferierne. Der er en årsag til, at hun er blevet legendariske Ulla T.

Nå, det var et sidespring, og så alligevel ikke, for under alle nutidens forbrydelser ligger konflikten stadig og lurer, og der er områder, hvor politiet fortsat er så forhadt, at de er nødt til at være tre vogne for blot at køre ud og stoppe husspektakler.

Udtrykket “Peelers” stammer også helt tilbage fra Sir Robert Peel, en englænder (!), der grundlagde The Irish Constabulary i 1814.

Jeg skal ærligt indrømme, at min viden om Belfast var meget begrænset. Ikke at jeg ikke kender til IRA og konflikten, det var lydtæppet i radioavisen meget af min ungdom, og hvem kan ikke synge med på “I don’t like Mondays”, men detaljerne og sideeffekterne for helt almindelige mennesker, der bare ville passe deres liv helt op til i dag, har jeg ikke været så opmærksom på. Jeg troede naivt, at nu gik livet videre, men det tager åbenbart flere generationer.


Vi så for nogle år siden filmen Belfast, skabt af Kenneth Branagh, som er historien om barndommens gade i præcis den gade, hvor The Troubles starter i 1969, og også den gjorde stort indtryk. Der skulle gå 30 år, før en fredsaftale – The Good Friday Agreement blev underskrevet i 1998. Nu skriver vi 2026, og der er stadig reminiscenser. Det giver stof til eftertanke i en tid, hvor den ene konflikt afløser den anden. Det stopper ikke bare, når bomberne ikke sprænger længere.

Men hvorfor giver serien så håb? Det gør den fordi den udover gangsterne også er fyldt med ordentlig mennesker, der oprigtig ønsker at gøre en positiv forskel. Så meget, at de sætter livet på spil, må sige farvel til familier og flytte væk på grund af trusler.

Her er ikke tale om politikere, der vil vælges fordi der er god pension fra Folketinget. Her er tale om helt almindelige mennesker, der passer på hinanden, og som oprigtigt gerne vil skabe en bedre verden. Selv en af gangsterne er jeg begyndt at holde af. Hun trækker utroligt nok også nogle grænser. Altså ikke i forhold til drab og salg af narkotika, så langt vil hun trods alt ikke gå, men der må være nogle regler, selv for gangstere.

Første sæson blev sendt i 2023, og nu er vi på tredje, og den bliver kun bedre. Blandt andet fordi det også er de samme karakterer, der går igen, og fordi det er irske skuespillere, der taler irsk, dog irsk, så man kan forstå det.

Der er så meget godt europæisk tv, og der er i disse år en tendens til at europæisk historie er en en del af fortællingerne. Det gælder ikke kun britiske serier, det er en tendens, der går på tværs af kontinentet. Det hænger selvfølgelig også sammen med den tid vi lever i, og det er blevet kraftigt forstærket af galehuset kendt som The White House. Men jeg er egentlig ligeglad, hvorfor vi har fået valget mellem så meget godt europæisk tv, jeg glæder mig bare over det, og så glæder jeg mig til en sæson 4 af Blue Lights.

Pas på jer selv derude, og husk – der er altid  håb for en bedre verden, også for grisene.

Blue Lights kan blandt andet ses på DR, BBC og Brit Box.

Udgivet den

Når virkeligheden (igen) overgår fantasien.

Billedet er lånt fra Netflix side, og er det officielle seriefoto.

Og nej, her tænker jeg ikke på Epstein files og Norge. Jeg har derimod været en tur i Italien, Berlusconis Italien – faktisk både før, under og efter, og jeg er stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg så, men indtryk, det gjorde det.

Jeg må hellere med det samme gå til bekendelse, og indrømme at jeg altså ikke har været fysisk i Italien. Det kunne man nu ellers godt have lyst til på denne årstid, især når man som jeg synes, at sne og kulde er stærkt overvurderet.

Nej, jeg har været en tur med Netflix i Italien, og jeg har både været i flere fængsler, sammen med diverse mere eller mindre tvivlsomme VIP’s og så har jeg været i selskab med en på én og samme gang både ualmindelig tiltrækkende og fuldstændig frastødende mand – Fabrizio Corona.

Se allerede ved navnet burde der jo ringe nogle alarmklokker, men da jeg startede på denne dokumentar, anede jeg dybest set ikke, hvad jeg skulle i gang med at se, jeg kan bare rigtig godt lidt Italien –  på godt og ondt, og så er jeg ret begejstret for, at Netflix har så meget Europæisk TV på programmet. Jeg er stadig mest til britisk tv, men min viden om Europa bliver større, og de laver faktisk ret gode 2. verdenskrigs film i Norge, krimier i Finland og tyske serier om øst/vest Tyskland er fyldt med absurd humor, hvilket både min mand og jeg falder for.

Nå, men tilbage til Frabrizio Corona, også kendt som Paparazzo Kongen. Han er noget af en karakter, og det er persongalleriet omkring ham også. Hvis ikke vi levede i tider, hvor den amerikanske præsident sender hospitalsskib til Grønland, og det norske kongehus efterhånden minder om en skandinavisk udgave af The Kardashians, ville selv jeg, der trods alt har arbejdet i Italien, og ved hvor “særlige” italienere kan være, have hævdet, at dette måtte være noget, nogen havde opdigtet. Men nej, virkeligheden er igen meget sjovere/værre end fiktionen.

Det er en blændende dokumentar, Netflix har produceret, og i og med jeg ikke kendte detaljerne i forvejen, og undlod at Google undervejs, kom der nogle gedigne overraskelser, som serien skred frem. Jeg vil derfor heller ikke afsløre for meget her, for I skal have samme fornøjelse – og hold ud til sidste minut. Der er drama og uventede ting til rulleteksterne.

Kort fortalt – og uden at spoile, så er Fabrizio søn af en anerkendt, kritisk journalist og vokser op i et hjem fyldt med samtaler og interessante mennesker. Efter Berlusconi overtager stort set hele mediefladen i Italien, er det imidlertid slut med dybdeborende, kritisk journalistik (i USA kendt som fake news), men der er sønnen allerede dybt involveret i en helt anden form for historier om mennesker -kendte mennesker. Igen og igen bliver vi mindet om, at vi skal passe så godt på vores Public Service TV.

Via en anden også ganske farverig personage, Lele Mora, der fungerer som en slags event- og festmager (blandt andet  for de berygtede Bunga, Bunga fester, men det er første senere),  bliver Fabrizio introduceret til fester og gæster, og han udtænker ret snart, at her er hurtige penge at tjene. Fuld fart frem i hurtige biler uden at se sig tilbage, til siderne eller på dem, han kører over undervejs.

Forretningsmodellen er simpel, få nogle ægte paparazzier til at tage fotos af kendisser i kompromitterende situationer. Tilbyd fotografierne til et medie og tilbyd dem samtidig til kendissen, som kan betale for ikke at få fotos offentliggjort. Nogen – retten eksempelvis- vil kalde dette afpresning, men det kan Corona slet ikke forstå, det er jo bare forretning.

Har han ikke en historie, skaber han en. Flere gange tipper han en af sine nærmeste paparazzier om, at han vil have sex med sin hustru / kæreste / elskerinde, og så sælger de videoen bagefter.  Han tiltrækker ualmindeligt smukke kvinder! Sin første hustru udnytter han, som Ike gjorde Tina Turner, men italienerne elsker ham stadig, og han er også både charmerende og intelligent og har næse for forretning.

Da han ryger i fængsel, får han smuglet et kamera ind, og tager så fotos af mafiosi og sig selv i underbukser, og da han kommer ud, gør han underbukserne til et brand og tjener penge på det og meget, meget andet. Det går rigtig godt, indtil det ikke går godt længere. Man skal ikke tirre Agnelli famlien. Slet ikke, når en af arvingerne er ved at dø af overdosis i en lejlighed hos en ældre transkvinde.

Hele historien bliver fortalt dels af Fabrizio Corona selv og af de mennesker, der har været omkring ham. Hans ekskone, mor, Lele Mora osv. Resten er autentiske klip fra tiden, vi er også med i retten, eller dramatiseringer af de ægte begivenheder. Det er som at se en vild film, det er bare den skindbare virkelighed.

Udover historien om Fabrizio Corona og en masse af hans ofre og samarbejdspartnere er det også et billede af Italien før, under og efter Belusconi, og det er ikke opmuntrende. Man kan godt sidde tilbage med en fornemmelse af, at folk i USA har ladet sig inspirere, men efterhånden som Epstein filerne afslører en kynisk elite, fristes man næsten til også at blive konspirationsteoretiker.

Det er som om, at vi lever i en tid uden moral og eftertænksomhed.

I Danmark er det heldigvis, som alt andet i mindre skala, men vi lader en dømt morder stille op til kommunalvalg og giver vedkommende taletid i medierne, og en dømt stalker får sin egen podcast, hvor hun kan fortælle om, hvordan hun har det. Altså den dømte, ikke ofret.  “Jeg skal jo leve af noget” har jeg set hende udtale. Ja, men behøver det være ved at udlevere dit offer en gang til?

Romerriget faldt, da det blev for  dekadent, og kejserne for skøre -nogle af blyforgiftning andre af hovmod. Et hovmod, der altid  står for fald (det har landbrugets top i Danmark bare ikke opdaget endnu). Spørgsmålet denne gang er bare, hvor mange og hvor meget dette hovmod tager med i faldet i vore tider.

Serien hedder Paparazzokongen og kan ses på Netflix.

Udgivet den

Alene hjemme!

Jeg er alene hjemme. Helt alene, selv hunden er væk. Den er taget med min mand til Bornholm, så nu er jeg for første gang i al den tid, vi har boet i dette hus, helt alene hjemme i flere dage.

Før jeg mødte Nils, var jeg single i mange år, så det er jo ikke, fordi jeg ikke har prøvet at være alene hjemme før, men det er immervæk over 26 år siden, vi mødte hinanden, og dermed en hel generation siden jeg boede alene.

Som nogen af jer allerede ved, så gik det ret stærkt dengang for mange år siden. På  1,5 år gik jeg bogstaveligt talt fra bohemetilværelsen på Bronx’en til hjemmegående husmor i Helsingør, og jeg har ikke set mig tilbage siden, men efter mange år med to sønner, en hund, en mand og et hav af først legekammerater og siden unge mænd og kvinder ind og ud af huset, er her meget, meget stille.

Det giver tid til eftertanke og refleksion, for jeg har ikke haft overskud til gæster, fester eller udstillinger. Januar, slatten konto og mørke. Samtidig er det jo ikke ligefrem fordi den massive nyhedsstrøm løfter humøret. Det skulle da lige være for “i røg og smøg for Danmark”, men efterhånden er det vel gået op for os alle sammen, at Europa også er alene hjemme. Trods alt sammen med Canada og en masse australiere, men alligevel.

Jeg tror, jeg har været hele følelsesregistret igennem de senere år. Fra afventende og til dels forstående overfor amerikanerne over bekymring, mens jeg  klingede mig fast til det lille halmstrå, at der trods alt var “fred” på dagsordenen, til nu at begynde at blive rigtig vred.

Jeg er vred ikke alene på præsidenten, men i særdeleshed på præsidentens mænd m/k og den amerikaske befolkning. Hvad i alverden bilder I jer ind?  Fordi I ikke har styr på jeres land og jeres politikere, sætter I nu hele verdensfreden på spil.  Skam jer!

En norsk forfatter brugte beskrivelsen “politisk porno”, og det er en meget præcis beskrivelse af, hvad det er man er vidne til, hvis man får forvildet sig ind på FOX eller for den sags skyld en pressebriefing i Det Hvide Hus, hvor en 28 årig, der vel dårligt nok ved, hvor Danmark ligger, er Cruella de Vil i live udgave.

Hvor er I, alle I begavede og fornuftige amerikanere? Hvordan kan I lade jeres land degenerere på den måde?  Nå, I sidder vel og ser Kardashians eller et andet lignende realityshow.

Det har jeg så ikke gjort mens jeg har været alene hjemme, men jeg har tænkt meget over, hvordan tilværelsen ville være, hvis jeg nu igen skulle være alene i længere tid. Hvordan fylder man sin tid med nye værdifulde ting igen?

Jeg ved godt, at det lyder som “empty nest syndrom”, og det er del vel også. Jeg har ovenikøbet taget mig selv i at begynde at glæde mig til at få børnebørn. Der er min mand slet ikke endnu, han er lykkelig over at der ikke er (voksne) børn i huset mere, men ærligt, jeg har da tænkt tanken, også selvom det er alt, alt for tidligt.

På den måde er livets og naturens gang jo så viseligt indrettet. Noget skal væk for at give plads til andet, og når børnene har været væk længe nok, begynder man at drømme om at forkæle små rollinger, som man heldigvis kan aflevere retur, når de har sukkerchok og ikke vil sove.

Men først skal jeg altså lære at være alene hjemme, ligesom Europa skal genopfinde sig selv uden det amerikanske våbenarsenal. Det er vi heldigvis ved at forstå, og jeg glæder mig i den grad over den massive opbakning alle steder fra. Jeg blev nærmest rørt, da jeg så klippet med den tyske ambassadør, der bogstaveligt talt sagde, at de havde vores ryg. Det er i sandhed en anden verden end for bare 80 år siden.

Hvis alle i skolegården vender ryggen til bøllen m/k, der mobber alle, og holder op med at følge ham og tage ham alvorligt, mister bøllen meget af sin magt. Jeg synes, vi i den grad skal vende rygge til bøllen og alle hans følgere.

Det ved jeg godt, at vi ikke kan fra politisk hold, og jeg er enig i og 100% bag regeringen og dens strategi, men alle vi andre. Vi behøver indtil videre ikke have de store følelser for det store land derovre, og det vil i den grad klæde den danske presse at skrue lidt ned for deres mediedækning der fra. Der sker faktisk andre ting ude i verden, og nu har dansk presse været i selvsving i for mange år, hvor stort set al nyhedsdækning har handlet om en og samme person. Skru ned! Ignorer bøllen med mindre det er strengt nødvendigt, for hvad skete der lige i sidste uge? Hokus pokus, Epstein var ude af fokus.

Jeg vil i hvert fald -her i min alene tid- tage en periode, hvor jeg “detoxer” og flytter fokus til alt andet. Jeg ved godt, at man ikke bare kan tage skyklapper på, hvilket Kongen også mindede os om i sin nytårstale, men man kan godt være velorienteret uden at kende hvert eneste ord, der kommer ud af enhver amerikaner, der er bare lidt tilknyttet administrationen.

Derfor vil jeg nu kigge mig rigtig grundigt om efter Europæiske og Canadiske varianter af hvad-som-helst, og ved I hvad Rebild, aflys I bare 4. juli festivitassen i år, ellers kommer I nok også til at være pænt alene hjemme til festen.

Udgivet den

Mit nye bornholmerliv – en tilflytters bekendelser.


Der er sol over Gudhjem og skumtoppe på bølgerne. Det er koldt -blæsende koldt, og jeg bilder mig selv ind, at det er derfor, jeg ikke har været udenfor i snart 36 timer. Det er bare ikke rigtigt. Jeg har ikke været udenfor, fordi jeg er forelsket i vores nye hus, og bare har lyst til at være her og indtage et rum efter et andet. Jeg er ganske enkelt ved at lære at blive semi-førder.

Som jeg skrev i sidste blog, så har Nils og jeg taget skridtet til et nyt eventyr. Et stort skridt, for på sigt betyder det, at vi skal bo permanent på Bornholm, og så bliver vi ikke bare semi-førdere, men rigtige førdere.

Spørger man en indfødt bornholmer, er der ikke rigtig noget at være stolt af, hvis man er førder. I uddrag af den bornholmske ordbog fra 1908 står:

Förder (adj.) förd(t)-t
Fremmed, udenlandsk (egl. af föra; ført over Havet, tilført); ‹förda folk›; ogsaa substantivisk ‹ejn förder› o. s. v. en Udlænding . ‹Di förde› har, saavidt Mands Minde naaer, stedse været almindeligen brugt, som Benævnelse paa alle Ikke-Bornholmere uden Undtagelse. 

Sagt på nudansk er vi ført over havet og dermed tilflyttere, og så vidt jeg forstår, går der et par generationer eller tre, før man er rigtig bornholmer. Nå, det tager jeg heldigvis ikke så tungt, for der er også en del fordele ved at være tilflytter. Det er jo deri eventyret består.

Man har et udtryk, der hedder stueblind. Det betyder, at man er så vant til at se sin stue, at man bliver blind for de forbedringer, der burde foretages eller glemmer, hvor fint et hjem, man har. Man bliver med andre ord så vant til omgivelserne, at man glemmer at nyde eller at forbedre. Lidt ligesom man aldrig tager på kanalrundfart, når man bor i København.

Her i paradishuset (det har min ældste søn døbt vores nye hus) er jeg på ingen måde blevet stueblind. Jeg er, som skrevet, stadig ved at indtage huset et rum ad gangen. Jeg har nu mest været i stue og køkken. Noget hænger selvfølgelig sammen med, at her skal males, og at hele første salen lige nu er pakket ind i malertape og pap, men det er ikke hele forklaringen.

Jeg har brug for at tage huset på, om man så må sige. Vænne mig til hvert eneste rum og langsomt lære det hele at kende.  Måske er det fordi, jeg ikke er flyttet særligt mange gange i mit liv. Jeg har rejst meget, og har ikke noget problem med at sove forskellige steder, men jeg har også med årene erkendt, at det er meget vigtigt for mig at have et hjem. Et hjem, der er mit, og en tryg base, hvor jeg kan lukke hele verden ude eller ind,  hvis det er det, jeg har lyst til.

Jeg bekender derfor, at jeg her i starten er på eventyr på et meget begrænset område. Hvordan er lyset, hvordan er lydene (her er vidunderligt stille), hvordan lugter her og hvordan er ånden i huset?

I gangen hænger et gammel fotografi  af huset og endnu bedre, også husets historie. Her kan man læse, at Jens Erichsen, der var født i 1755 og 05. august (min fødselsdag) 1780 blev gift med Anne Kirstine Andersdatter, opførte huset i 1785.

Jens Erichsen var skrædder og herefter følger en lang række beboere, der er daglejere, fiskere, stenhuggere og sørme også en letmatros, indtil vi når op i 1970’erne, hvor en ny gruppe mennesker overtager huset. Blandt andet lokalredaktøren for Bornholms Tidende.

I dag er det vores nye hjem, og heldigvis har de tidligere ejere passet godt på huset og opgraderet det løbende med tilbygninger, nye gulve, varme i badeværelsegulvet og andre fine detaljer, og så er jeg forholdsvis sikker på, at her ikke er spøgelser. Jens Erichsen og Anne Kirstene m.fl. synes at have sagt endegyldigt farvel til huset, og det er jeg glad for. Ellers tænker jeg, at vores lille, nye lykkedyr en Ganesha vil skræmme dem væk.

Ganesha bliver i Indien påkaldt i alle ceremonier, der skal bringe lykke, især bryllupper og han er højt agtet for sin visdom og sit mod, og som den, der fjerner hindringer, og så symboliserer hans tykke mave legemliggørelsen af et vellykket of fremgangsrigt liv.  Ham er vi glade for at have fået i gave.

Annet Linnet har skrevet en sang, der hedder “Akvarium”, som jeg altid har været glad for, og kunne identificere mig med. Teksten lyder:

Hele verden ses fra mit akvarium
fra toppen af mit hus, der kan jeg se mig om.
….
Verden bag mit glasparti er helt min egen
Og verden udenfor kan gøre mig forlegen
Natten ligger udenfor strakt ud
I lys

Jeg kan mærke byens puls i glassets vibration
Jeg kan gå ud, hvis jeg vil snakke med nogen
Set udefra at jeg er til
men jeg er bedst tilpas i mit akvarium

**
Verden udenfor gør mig heldigvis ikke forlegen, og i eftermiddag vil jeg tage en tur omkring havnen i Allinge, men lige nu og lige her, er jeg bedst tilpas i mit akvarium. Nogle eventyr skal tages i små kapitler.

Må det nye år bringe jer alle lykke, fred og eventyr!

 

Udgivet den

Hiya Wall!

Jeg er ikke sikker på, at der er særlig mange, der kan huske replikken “Hiya Wall”, men i min familie kender de den. Når man har boet sammen med tre mænd, der hver på sin måde kan være fraværende, kan man nemlig indimellem føle, at man taler til væggen.

Det gjorde Shirley Valentine også i filmen af samme navn fra 1989 -helt bogstaveligt med “Hiya Wall!”, og det er fra den film, jeg har nappet replikken, som efterhånden fik mine mænd til at forstå, at nu skulle de altså høre efter. Jeg tror ikke, mine sønner nogensinde forstod hvorfor, jeg sagde sådan, men de forstod, at nu skulle de give deres mor opmærksomhed, og så kan man jo sådan set konkludere, at det virkede.

I denne uge sov “Shirley Valentine” alias den britiske skuespillerinde Pauline Collins stille ind i en alder af 85, og med et rigt liv inkl. 4 børn, ordener og andre udmærkelser, så det var ikke den store tragedie, selvom de efterladte selvfølgelig er fyldt med sorg.

Men det er ikke længe siden, vi også sagde farvel til Diane Keaton og Robert Redford, og det fik mig til at reflektere lidt. Vi 50+ har nået en alder, hvor de personligheder – skuespillere, musikere og andre kendisser, som vi er vokset op med, og som har været der hele vores liv, ligeså  stille tjekker ud en efter en.

Det er livets gang, og de fleste er ældre og mætte af dage, men det er alligevel lidt mærkeligt. Lidt, som når ens forældre går bort og man ved, at nu er man den ældste i familien eller næste i rækken, hvis det skal være lidt sort.

Det skal det selvfølgelig ikke, for det er søndag, og udgangspunktet er Shirley Valentine filmen, der er alt andet end sort.

Skulle I ikke have set filmen, eller have glemt den, så handler den om den midaldrende, engelske husmor, der keder sig gudsjammerligt med en mentalt fraværende mand, der forventer samme mad på samme ugedage og nogle børn, der har mere travlt med deres eget. Derfor taler hun med væggen.

Shirley kommer af forskellige årsager til en græsk ø, hvor hun møder Costas (!), og hun ender med at blive på øen, og vinke farvel til flyvemaskinen, da hendes veninde flyver hjem. Costas bliver rædselsslagen, da han ser hende komme tilbage fra lufthavnen, for han allerede er i gang med at forføre den næste midaldrende, forsømte kvinde, men Shirley er ikke blevet forelsket i Costas, hun er blevet forelsket i livet.

Filmen slutter med at hendes mand til sidst erkender, at hun ikke kommer tilbage, og han er nødt til at rejse efter hende. Han kan i øvrigt slet ikke kende hende, da han kommer til øen, og i slutscenen sidder de to sammen i solnedgangen og kan måske, måske ikke finde lykken sammen på en ny måde.

Det er mange år siden, jeg har set filmen, men jeg husker den som sjov og skøn og moralen om at bryde ud af hverdagen og blive genforelsket i livet kan jeg i den grad relatere til.

I sommer forelskede vi os i et hus på Bornholm, Vi har været forelskede i Bornholm i mange år, og nu var huset der pludselig, så vi slog til og købte det, og her slut november får vi nøglerne.

Jeg er både ovenud lykkelig, og skræmt fra vid og sans, for det betyder, at vi på sigt bliver “førdere”. Det er et stort skridt efter snart 30 år i Helsingør, men vi har brug for at blive forelskede i livet igen og komme på eventyr.

Jeg har så tit hørt folk sige klicheen “vi skal også gøre det, mens vi stadig er friske”, og så har de talt om rejser m.m., og jeg har tænkt, ja,ja, – den tid den glæde, men nu er det pludselig den tid.

Så vi har været i Ikea og leget unge, der skal etablere hjem og købt “starters kit” og af en eller anden uforklarlig årsag en si! Tre pander, en gryde en kasserolle og en si. Det kan ikke gå helt galt.

Næste skridt er malerbøtter og Ajax, og nytårsaften bliver fejret på lånte madrasser, og måske ved et spisebord, mens vi kigger på fyrværkeri over yndlingsøen, og jeg glæder mig.

Vi skal huske at genforelske os i livet og bryde ud af de vante rammer engang i mellem, ellers ender vi med at tale med (og om) væggen, og det er livet for dyrbart og kort til.

God søndag!

Udgivet den

Billy Joel, bibelcitater og bare ben på Fælleden

Hvordan hænger de tre ting overhovedet sammen? Det gør de også kun fordi, de var en del af indholdet på den “retræte”, jeg var på i lørdags. En retræte med temaet “Heling”, som min præsteveninde havde arrangeret i Kirken i Ørestad.

Det var sådan en fin oplevelse, og jeg tror, at vi alle kan trænge til en retræte engang i mellem i en travl hverdag.  Jeg kan personligt rigtig godt lide, at sådan et arrangement er sat i rammer, og at man skal følge en program, men for andre er det måske bedre bare at være – somewhere.

Denne lørdag startede med yoga på kirkegulvet. Kirke er måske så meget sagt,  for der er rent faktisk ikke en kirke endnu. Det er et stort, råt lokale, og hvis man ikke passer på, kan man komme til at gå ind i neglesalonen, der ligger lige ved siden af. Man er i den grad i øjenhøjde med sin menighed her – bogstaveligt talt.

Men altså – ned på gulvet på måtter med kirkens logo (cool!) og da både alter og døbefond er på hjul, var de to ting kørt af vejen, for at give plads til os. Dæmpet musik og i gang.  10 kvinder var vi. I alle størrelser og aldre og med alle mulige bevæggrunde for at ligge her og svede. To var kommet helt fra Ringsted, men de var industrispioner, for de ville lave noget lignende og var så  afgjort på inspirationstur.

Efter yogaen og lidt lækkert traktement var det ud på Fælleden og vandre. Først i stilhed, så to og to med en, man ikke kendte i forvejen og undervejs var der stop med tid til fordybelse, fællessang og lækre sandwiches. Vi blev sørme også velsignet af præsten undervejs, og det kan man vel altid bruge. Derudover mødte vi en granvoksen kanin (ja, en mand klædt ud som kanin), en polterabend med lyserøde cowboyhatte, så en 30-40 fly lette og hilste på nogle glade køer, og jeg stak hovedet lige op i en træsøjle, hvor der med rød tus stod: “Du er elsket!”. Det var ikke nogen kedelig dag på Fælleden.

Foto: Henrik Thierlein, der skriver virkelig gode anbefalinger til, hvad man skal lave i København og resten af Danmark på bla. MigogCph.dk

Alle deltagerne havde forskellige årsager til at deltage. En yngre kvinde, der var så tynd, at jeg var bange for at hun ville blæse væk, havde netop dagen forinden fået besked om at hun var kræftfri. Da vi sagde tak for i dag, så hun nærmest lykkelig ud med sit tørklæde, hvor der engang var hår, og jeg noterede mig, at man også taber øjenvipper, når man er i hård kemo.

For mit eget vedkommende handler det om et afbræk, hvor jeg skal være og være tilstede. Ingen mobil, ingen forstyrrelser, kun fokus på i dette tilfælde heling og positive budskaber blandet med lettere fysisk udfoldelse. Det kan noget, og selvom jeg hverken har tid eller lyst til at gå Caminoen igen, det går helt fint med Fælleden,  så kan jeg genkalde følelsen fra bare at gå alene og rense hovedet for alt.

Til sidst var der mindfulness gudstjeneste med guidet meditation, og det er her Billy Joel blev en del at det hele. Der er ikke orgel i denne kirke men et stort flygel og en mandlig og kvindelig sanger, og de synger altid de sange, der passer til det givne tema. Derfor fandt jeg pludselig mig selv siddende og synge med på:

Slow down, you crazy child
you’re so ambitious for a juvenile
But then if you’re so smart, tell me
Why are you still so afraid?

Where’s the fire, what’s the hurry about?
You’d better cool it off before you burn it out
You’ve got so much to do and
Only so many hours in a day

**
Slow down, you crazy child
and take the phone off the hook and disappear for a while
it’s all right, you can afford to lose a day or two
When will you realize, Vienna waits for you?

Nummeret er helt tilbage fra 1977 og fra et af mine yndlings album, The Stranger, og selvom jeg ikke har hørt det i  lang tid, så kunne jeg teksten udenad. Jeg har godt nok også hørt den plade mange gange.

Tankevækkende er det, at allerede for 48 (!) år siden skrev Billy Joel en tekst, der rammer smak ned i vores tids store stress udfordringer.

Bundlinjen af det hele er, at vi alle kan trænge til en retræte, hvor hverdagens jag og genvordigheder bliver parkeret til fordel for positive og næstekærlige budskaber -med eller uden spirituelle budskaber. Det kan varmt anbefales.

Har du lyst til at opleve en retræte eller Mindfulness gudstjeneste med guidet meditation i Kirken i Ørestad, kan du læse mere her: Kirken i Ørestad 

Udgivet den

Jeg er blevet forelsket…

Di Derre på scenen med Jo Nesbø i de blå sko.

…i Jo Nesbø. Ja, ham nordmanden med Doktor Proktor’s Pruttepulver og et utal af andre bøger, som jeg rent faktisk ikke har læst. Jeg har heller aldrig mødt ham, men det behøver man slet ikke for at blive forelsket, det er et hav af teenagepiger gennem tiderne med boybands levende beviser på.

Men forleden aften da jeg zappede igennem alle de forskellige tv-kanaler (det er sådan noget, vi af Den Gamle Ordning gør) stødte jeg på norsk tv på et band, der tydeligvis spillede på hjemmebane. Det lød ret godt, og jeg blev hængende, og så stod der pludselig, at det var Jo Nesbø.

“Hold da op”, sagde jeg til min mand, “nu spiller han også musik”, hvilket viser, hvor lidt jeg vidste, og for den sags skyld ved, om norske kunstnere, for Jo Nesbø var musiker, før han blev forfatter. Vel at mærke en forfatter, der har solgt over 50 mio. eksemplarer af sine bøger.

Jeg gik derfor på research, og jo mere jeg fandt ud af om hans band “Di Derre”, jo mere vild blev jeg med både Jo og bandet. Det viste sig, at jeg faktisk kendte et af deres numre en lille smule, for det har været genindspillet med Poul Krebs, og det havde jeg trods alt hørt en enkelt gang eller tre.

Men tænk, hvor lidt vi ( i hvert fald jeg) ved om vores nordiske kunstnere. Her har vi et multitalent, der for nordmændene vel er en blanding af Jussi Adler og  Kim Larsen, og jeg kendte kun til hans forfatterskab. Han er i parentes bemærket også uddannet fra Oslo School of Economics, og arbejdede som bl.a. journalist og aktiehandler før sin kreative karriere, så der er vitterlig tale om en mand med mange facetter.

Di Derre’s andet album solgte til dbl. platin, og det er dermed altså ikke et lille, ukendt band fra Molde. Nu giver de imidlertid kun få koncerter om året, hvilket måske hænger sammen med, at bandet oprindeligt blev dannet med Jo Nesbø’s bror, Knut, der gik bort i 2013.

Hvorom alting er, mens jeg forelskede mig i dette multitalent – og ok, meget charmerende mandsperson, blev jeg også lidt trist over, hvor lidt jeg har fulgt med i det nordiske kulturliv.

For alt for mange år siden, viste svensk tv “Måndags Børsen”, hvor stort set alle, der var noget ved musikken optrådte, og jeg så næsten hvert eneste program. For en god ordens skyld, det var altså efter sort/hvid tv.

Da jeg var yngre, så jeg en masse svensk tv, og havde helt styr på, hvem der var toppen af poppen i Sverige. Det har jeg heller ikke længere, og hvis vi lige ser bort fra de allerstørste, har jeg ingen pejling på, hvad der rør sig på den anden side af sundet. Norge, Island og Færøerne har jeg slet ikke styr på, og det synes jeg, er lidt en skam.

Det er mit eget ansvar, det er jeg helt med på, for jeg kan jo bare finde noget på Spotify, og det gjorde vi faktisk også sidste år, hvor vi var på bilferie. Hvert nummer, vi hørte under bilturen, skulle være fra et nyt land i Europa, men det var ikke let. Jeg tror eksempelvis ikke, jeg kender mere end en finsk kunstner.

Dan Rachlin har lige udgivet en lille Facebook føljeton, hvor han skiver om begrænsningerne for radioværter i forhold til at vælge musik. Playlisterne bliver styret centralt fra, og af frygt for at miste lyttere (-læs annoncekroner) spilles kun det sikre. Sandsynligheden for at høre en i Danmark ukendt kunstner, er derfor mindre, end den var tidligere, og det er ikke et fremskridt. Vi skal da udfordres en gang i mellem og høre noget vi ikke kender. Roxette havde aldrig fået deres US gennembrud, hvis ikke en anarkistisk radiovært havde spillet det nummer, han lige havde hørt på en ferie i Sverige.

Bedre bliver det ikke af, at DR har skåret stort set alle kulturprogrammer væk. Sammenligner vi med andre public service stationer i Europa, er det en ørkenvandring. I et land som Østrig er der en decideret kulturkanal, og der vises fra alle genrer, og kigger vi bare på Sverige er udbuddet mere end dobb. så stort som på DR. Tyskland og England viser tv kulturnyheder på linje med sportsnyheder.

I en tid, hvor der tales og skrives så meget om åndelig oprustning, ville det virkelig klæde DR at skrue op for kulturformidlingen, og jeg er ret sikker på, at der faktisk er seere og lyttere, der gerne vil udfordres en gang imellem og ikke kun se og høre, hvad algoritmerne sender i deres retning.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at jeg stadig har “turbo-tv”, og kan se både svensk, norsk og tysk tv, og dermed få input fra landene omkring os -og altså også en lille lang-distance sommerforelskelse.

God weekend i sommeren!

Udgivet den

Noget har altså forandret sig!

Forleden sendte algoritmerne dette foto i min retning på Facebook. Billedteksten var noget om, at man altid skulle gå efter at være forrest, for det er det sjoveste, men der var noget helt andet, som ramte mig ved dette foto. Altså først og fremmest, bliver man jo glad i låget at se disse damer have en fest i en rutsjebane, og jeg må også medgive, at det ser ud som om række et har det noget sjovere end række tre, men det var damerne i sig selv, der fik mig til at reflektere lidt over, at noget har altså ændret sig.

Hvor gamle mon disse glade kvinder er? Mit gæt er, at de har været omkring de 50-60, da dette foto blev taget. Ja, jeg ved godt, at det er fra det forrige århundrede, og sikkert også fra USA med til hverdag hjemmegående husmødre (som jeg i øvrigt har stor respekt for – jeg har selv været en i flere år), men påklædningen og deres look.

Nu skal jeg spare jer for et foto af Victoria Beckham, men hun er lige blevet 50, Jane Fonda ligner en million som 87 årig, og ikke et ord om Helen Mirren eller diverse voksne kvinder, der lige har gennemført Royal Run, for det er et noget andet look. Jeg tænker også, at plader med titler som “For de unge på 40”, i dag vel ville være, “Yo! Whats up?”, mens familien kæmper for at få den 40-årige til at forstå, at der er altså visse ting, der hører med til at blive voksen, for med en fortærsket sætning, tiden er en anden.

Min veninde, der bor i England, ringede i denne uge (50something for Facetimede) halvt ødelagt af grin og halvt en lille smule tænksom. Min veninde bliver 64 næste gang, men ligner en på maks. 50. Træner flere gange om ugen, både pickleball og badminton og går mindst 5 km. hver dag. Hun var blevet kontaktet af sit lægehus, fordi nu havde hun nået den alder, hvor det nok ville knibe lidt med at røre sig, så derfor ville de gerne invitere hende til stoletræning sammen med andre i hendes aldersgruppe. En seniormotionsgruppe.

Jeg spurgte hende  selvfølgelig, om hun havde svaret, om det skulle være før eller efter pickleball, men udover det sjove i det, og jeg i øvrigt synes det er supergodt, at lægehuset på den måde forebygger og hjælper, så gav det selvfølgelig også stof til eftertanke. Vi er nu i den alder, hvor andre begynder at holde øje med os. På den gode måde altså.

Alligevel vil jeg påstå, at der trods alt er sket en forandring i forhold til tidligere generationer, jf. damerne i rutsjebanen. Det er jo bedstemødre i look, og trods de giver den gas her, så nok også i sind. Der er vi heldigvis ikke længere. Vi kan godt tage en diskussion om det er ok at sætte pensionsalderen op til 70 år (nej, det er det ikke!), men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at vi efterhånden ikke vil lade et årstal definere os. Det kan godt være arbejdsmarkedet vil, men vi vil ikke. Vi vil leve livet – hele livet, og hvis det er i stramme læderjeans og højt hår, så fred være med det.

Det kommer skavanker – selvfølgelig gør der det. Det er også årsagen til, at min foretrukne motionsform er “Aqua-fit”. En hypermobil krop har ikke led til løb eller hop, men så løser man det på den anden måde, og nogle af mine bedste venner har lige tilbragt hele weekenden på Copenhell, og de er altså også over 50.  Det er de fleste af musikerne såmænd også, og selvom anmelderne ikke helt kan blive enige, så fornemmer jeg, at Billy Idol lavede lidt af et show.

Fra min egen verden og netop aqua-fit havde jeg også selv i dag en oplevelse, der understregede, at alder nogle gange er flydende. Jeg træner næsten hver uge med en ældre dame, der kan være alt mellem 70 – 90. Hun er korthåret og den energiske type, men ellers ligner hun alle os andre. Det vil sige lige til i dag. Vi klædte om sammen, og jeg noterede mig, at hun tog kasket og kort jakke på, da hun gik. Looket kan ikke komme længere fra damerne i rutsjebanen. På vej ned af trappen kigger jeg ud på parkeringspladsen, og der holder den vildeste Ferrari Cabriolet. Jeg kigger derfor selvfølgelig en ekstra gang og må juble højt, da det er min træningsfælle, der med sin kasket indtager bilen og kører hjem.

Go Girl Go!!!

Udgivet den

Da vi flyttede ind, blomstrede kirsebærtræet

Det er snart mange år siden, men jeg kommer i tanke om det hvert år. Den gang var der to kirsebærtræer. Et stort og gammelt med huller, hvor man ligesom Pippi kunne gemme sodavand og et lille, hvor man kunne sidde på en af de nederste grene og filosofere over livet.

I dag er det store en stub, og det lille er blevet stort, og lige nu blomstrer det, som kun kirsebærtræer kan. Smukt og med besked om, at nu er foråret for alvor i gang.

Når jeg som yngre peb over, hvor koldt og gråt det var i Danmark, og jeg gerne ville bo i udlandet, sagde min mor altid, at hun elskede de skiftende årstider. Det havde jeg ikke så meget til overs for dengang, det skulle bare blive varmt, så jeg kunne komme ud i solen, men med alderen (suk!) er jeg begyndt at tænke som hende.

Vi bor overfor det, der i daglig tale hedder Andeparken, og udover at jeg går op i at Nordsjællands Vej og Park er begyndt at skamfere al beplantning (det er helt håbløst…. ),  er jeg aldrig rigtig gået op i parken, selvom jeg ofte er gået rundt i den.

I år er anderledes. Jeg er meget optaget af dyrelivet, og bekymret over, at vi i år kun har en svane, der ensomt sejler rundt. Til gengæld  har vi fået to gæs og fem gæslinger, der er nærmest grønne. De må lige være kommet ud af ægget, og deres forældre hvæser også så næbbene ryster, når man passerer dem. Bare rolig, vi gør ikke jeres små, grønne fjerbolde noget, vi tæller dem bare hver dag, for vi er også bange for om ræven eller andre skal tage dem, nu når alt  beskyttelse er blevet klippet ned.

Jeg har ellers aldrig været et naturmenneske, og når folk taler om viber og lærker, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Det er efterhånden også lidt lige meget, for hvis jeg forstår fagfolkene ret, så har vi snart ikke flere viber tilbage, og det er lidt af en sjældent syn at se en. Måske skal man også ændre teksten i den gamle børnesang til “Hurra – jeg så en lærkerede”. Den kan sikkert også spices lidt op i  en rap (nej, ikke andelyden), så det passer med ordene.

Nu lyder jeg fuldstændig som den gamle kone, jeg er ved at blive, men jeg er oprigtig bekymret for vores natur og måden, vi behandler vores dyr på. Lidt efter devisen, vi kan alligevel ikke gøre noget ved Trump, så lad os koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved.

Det er simpelthen for trist at se billeder fra dansk landbrug, så her er en glad gris.

70% af danske malkekører kommer aldrig på græs. De lever hele livet indendørs -i produktionssystemer, hvor effektivitet og mælkekvoter tæller mere end trivsel. Tilbage i 2003 var det omvendt. Her kom 75% af alle køer på græs. I dag er den stort set kun økologiske køer, der kommer ud.

I Danmark produceres årligt 40 millioner grise.  Produceres -bemærk ordet. Landbruget vil hævde, at tallet er 30 mill. Det er det også, for 10 mill. smågrise dør, inden de bliver store nok til at blive slagtet. De dør ganske enkelt af sult, fordi der fødes for mange smågrise i hvert kuld, og så kan de ikke få adgang til mad hos deres mor, der i øvrigt ligger fikseret.  De bliver også klemt ihjel af deres mor, fordi der er for lidt plads. Overlever de, bliver deres haler som regel klippet af (uden bedøvelse) selvom det er ulovligt, fordi de ikke skal bide i hinandens haler. De bider i halerne af stress, fordi de mangler plads og noget at rode i – halm, græs el. Alle hangrise får desuden skåret testiklerne af. Halvdelen uden bedøvelse, selvom loven siden 2018 har krævet, at de små grise skal bedøves før et så smertefuldt indgreb. Endelig dør mange af søerne også,  en del af varme, fordi de ligger fikseret så længe.

Det er ikke sjov weekendlæsning, det ved jeg godt, men det her er altså hvordan, vi behandler vores dyr. Det er fortvivlende.

Danmark er det land i EU, der producerer flest grise – og nej, det er ikke fordi vi danskere mæsker os i stegt flæsk og flæskesteg, for de fleste grise blive eksporteret. Ganske mange bliver også fedet op i udlandet, og derfor bliver de transporteret igennem Europa i totalt pakkede lastbiler i timevis, og i visse tilfælde flere døgn. Den værste sag, myndighederne har haft fat i, var 122 timer i et pakket lastrum. 122 timer – det er over 5 døgn under fuldstændig horrible forhold.

Jo mere, jeg erfarer og lærer om vores landbrug, jo mere rystet bliver jeg, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor vi, som et såkaldt udviklet velfærdsland, tillader det. Jeg forstår slet heller ikke de mennesker, der kan drive en forretning på den måde.

Jeg blev som mange andre også forholdsvis forarget over, at kunstneren Marco Evaristti ville udstille tre smågrise, der skulle sulte ihjel i glasmontrer, men det er jo det, der sker hver dag, og hvordan skal der komme opmærksomhed på det, når danskerne er mere optaget at at købe en billig flæskesteg end til at forholde sig til, hvordan grisen har levet?

Hvor ville jeg ønske, at de spader, der i øjeblikket angriber en stakkes slagter, der rent faktisk udelukkende sælger kød fra fritgående dyr, kunne rette deres fokus mod produktionen og eksporten i stedet for. Men det vil selvfølgelig kræve, at de tager uden for indre København, og det skal vi nok ikke regne med.

I vores familie har vi for lang tid siden besluttet, at vi spiser hellere mindre kød, og så fra fritgående dyr, og der købes ikke kød, uden at etiketten tjekkes for små dyrevelfærdshjerter.

Jeg er helt med på, at det også er et økonomisk spørgsmål, og vores sønner, som lever på studenterbudget har også svært ved altid at overholde det, men jeg vil vove den påstand, at de fleste danske familier har råd til at købe økologisk og kigge på dyrevelfærd.  Det ændrer imidlertid ikke på eksporten, og det er her, den største del af eksempelvis grisene ender.

Det kom også bag på mig, men efter jeg er blevet opmærksom på det, er det blevet en hjertesag for mig. Jeg skammer mig over, hvordan vi behandler vores natur og vores dyr, og i bedste dystopiske stil, tror jeg at naturen vil slå tilbage. Det bliver ikke jorden, der går under, men den invasive art, som menneskeheden er.

-Og det startede med et kirsebærtræ, der blomstrede, og så endte det med at menneskeheden vil uddø. Hold da op, det var ikke helt tanken, da jeg satte mig til tasterne i dag, men sådan blev det.

Heldigvis skinner solen udenfor, vi skal til udstilling i København, og i morgen kommer sønnen, der til hverdag bor i Århus, så alt er godt.

-Og vi skal jo alle sammen dø, bare ikke i dag.

God weekend!

Hvis du vil vide mere:

Dyrenes beskyttelse

Dyrevelfærdsmærket