Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 2
Sjovt, som ens indre vækkeur altid sørger for, at man vågner på samme tid, ligegyldigt, hvor man sover. Således også i de østrigske alper. I dag var det ok, for jeg skulle igang med min første rigtige kurdag, og jeg havde ting at lære, viste det sig. Eller rettere, ting jeg havde glemt.
På et ægte kurhotel er dress code hvide badekåber. Heldigvis har de tænkt sig om på dette hotel. Udover den føromtalte vægt, var værelset nemlig også udstyret med en fin lille kurvetaske til håndklæder m.m. og så en træklemme med indbrændt værelses nummer til at sætte på sin badekåbe. Helt identitetsløs bliver man ikke, omend reduceret til et nummer.
I Østrig og Tyskland har man en meget lang kurtradition, og man kan faktisk komme på lægeordineret kurophold. Man er af den overbevisning, at det i den sidste ende sparer samfundet for en masse penge, hvis borgerne passer på sig selv, og som en hoteldirektør engang sagde til mig: “Jeg forstår ikke jer danskere. Hvorfor kommer I først, når I er syge. I skal jo forebygge.”
Jeg kan kun give ham ret, men vi har ikke haft tradition for at pleje os selv og forebygge, selvom det har ændret sig de sidste par årtier. Da jeg var ung, var der nærmest kun frisørsaloner, og nu ligger der en til to neglebarer i enhver provinsby. Det er selvfølgelig den mere kosmetiske del af plejen, men massage, vandgymnastik, boblebade og andet var ikke lige i fokus tidligere, og blev nærmest betragtet som lidt ekstravagant.
Nå, men nu skulle jeg altså til det. De første behandlinger var først om eftermiddagen, så jeg gik til poolområdet og fik her min første lektion i Freikörperkultur.
Jamen, han har jo ikke noget på!
Bevæbnet til hårelastikken med badekåbe, håndklæder, meditations bøger og podkasts kastede jeg mig ud i det. Jeg havde ikke nået morgen vandgymnastikken (tre hold hver morgen!), så jeg gik i omklædningsrummet. Stort, fint og masser af plads, så jeg behøver da ikke en kabine. Heller ikke selv om jeg er ganske blufærdig, og altid har været det, også før, det blev moderne.
Der gik dog ikke mere end et minut, før jeg ændrede mening. Tværs gennem omklædningsrummet gik en mand med den største selvfølgelighed og tydeligvis stolt af sin rynkede rumpe. Min ser heller ikke for godt ud, men jeg spankulerer i det mindste ikke igennem herreomklædningsrummet med den. Men her var det så, jeg fik min første lektie i Freikörperkultur, for der er ikke noget herre- og dameomklædningsrum, hvilket jeg konstaterede efter at have kigget på døren, om jeg mon var gået forkert. I de germanske lande deler man omklædning, og man går også gerne nøgen rundt i saunaområder m.m.
Jeg nåede at se ganske mange tilsvarende rumper, men ærligt, jeg nåede aldrig selv til at blive en del af FKK. Det lyder heller ikke særlig rart vel? Men, det var en vigtig lektie i kulturforskelle, og som blufærdig, fladrumpet, dansk, midaldrende kvinde, er jeg bare taknemmelig for, at man trods alt havde badetøj på i bassinerne. Og der var nu rart…. åhhh, at ligge udendørs i en meget varm pool med udsyn til snetoppe. Det er stærkt vanedannende.
Kommen Sie mit mir bitte!
At vi endte på dette kursted, var ikke kun fordi, det kunne være en dejlig påskeferie. Jeg har, som så mange andre omkring de 50, måtte erkende, at med alderen kommer også skavankerne.
Jeg har indtil nu været forholdsvis forskånet, men det seneste lange stykke tid, har jeg haft ondt over lænden, og også i den ene hæl. Når jeg talte med kolleger og veninder på samme alder, var det tydeligt, at jeg ikke var den eneste med disse små-skavanker. Faktisk har de alle et eller andet, de døjer med.
Det er en del af livet, og i et oplyst samfund som vores, er vi jo godt alle sammen klar over, at vi skal spise sundt, motionere og holde os fra alkohol og cigaretter. Men selv med benhård askese, kan vi ikke stoppe alt, og selvom man -som min mor altid sagde – må ældes med ynde, så behøver det altså ikke at være med smerter.
Før jeg tog til Østrig havde jeg været hos fysioterapeut for første gang i mit liv, jeg havde fået laserbehandlinger for en mindre formue og jeg var begyndt til yoga, men jeg havde stadig ikke fundet ud af præcis hvad, der var galt, og hvordan jeg kunne få min ryg og hæl smertefri.
Der er ingen mirakelkur, og kroppen bliver aldrig, som den var, men vi kan selv hjælpe til, og så kan vi få råd og vejledning af folk, som ved noget om vores kroppe.
På netop dette kursted ved de en hel masse om rygge, og de har særlige rygprogrammer, ligesom de har specialiseret sig i en mudder fyldt med diverse mineraler. Vores kroppe er fra naturens side ikke skabt til at sidde i en kontorstol / bil i så mange timer, som de gør, vi må derfor selv holde os ved lige på forskellige måder. Dette er min foretrukne.
Selve kurafdelingen lå i den modsatte ende af hotellet fra det store pool område. Det betyder, at man skal gå igennem hele lounge-, bar- og receptionområdet, for at komme fra den ene ende til den anden. Det kan godt være lidt grænseoverskridende sådan at vandre små 50 m. i hvid badekåbe igennem et område, hvor man normalt vil være påklædt. Men her er det så, at det betyder noget, at man er et sted, hvor alle de andre også er her af samme årsag, for alle de andre (næsten) har også hvid badekåbe på.
Kurafdelingen har sin egen reception, og her er ligeså mange receptionister, som i hotelreceptionen. Ingen taler imidlertid engelsk, og deres kalender (og den er stor) bliver styret med blyant. Det var næste som tavlen i de gamle Spies dage, og igen lidt tankevækkende. Gad vide, om de tænker over det i Brussel, når de taler om hvor ens vi er i Europa. Nå, det må blive et andet blogindlæg.
Man melder sig, og så sætter man sig sammen med de andre hvide badekåber og venter til der kommer en ung dame og råber ens navn op. “Frau Elmark, kommen Sie mit mir, bitte!”, og så traskede Frau dit, dut og Elmark afsted i efter hinanden i bedste gåsegang.
Her er ingen marmorbeklædning og små stjernelys i en blå himmel akkompagneret af new age musik. Her er brune behandlingsrum, hvor man kan høre, hvad der sker hos naboen, men her er styr på det. Jeg blev spurgt, hvor jeg havde smerter, og så blev min ryg pakket ind i meget varmt og ikke særligt velduftende mudder. Derefter lå jeg og svedte i 20 min., blev pakket ud og kunne så vaske mudderet af. Ud og vente igen (må have vand… -indvendig!) og så endnu engang “Kommen Sie mit mir, bitte!” Denne gang var det massøren.
Jeg skal spare jer for yderligere detaljer, blot fortælle, at det var ikke nogen hygge massage. Jeg gentog samme behandling tre gange med forskellige massører, og de sagde alle tre uafhængig af hinanden det samme. Muskel ved lænd er hård som sten, trykker på nerve, og derfor har du ondt i hælen.
Det er tilsyneladende meget ofte set hos kvinder i min alder, og mænd for den sags skyld, men de laver indimellem nogle helt særlige bevægelser, som er med til at træne netop den muskel ;o), så derfor er de ikke helt så hårdt ramt. Vi sidder for meget, og vi træner ikke vores muskler omkring bækkenet godt nok. Det vidste I måske allerede, men det var en ny verden for mig, og en stor lettelse at få alt forklaret.
Så damer – har I ondt i hælen, så er det igang med at træne rygmuskulaturen.
-Og så kom jeg i stødet!
Det var heldigvis ikke alle behandlinger, hvor man lige skulle bide tænderne sammen. Jeg var jo på et såkaldt “Schlank & Schön” ophold, så lidt schön skulle også til. Jeg havde dog ikke helt forestillet mig, at det indebar, at jeg skulle have stød!
Endnu et ucharmerende behandlingsrum. Denne gang uden mudder, men med elektroder, der gik over til en maskine, der lignede noget fra før Murens fald, og vel at mærke nogle elektroder, der skulle spændes på mig. Som led i aktivering af blodomløbet og angiveligt for at modvirke cellulite, lå jeg i 15 min. og fik stød med små mellemrum. De sidste fem minutter i en slags finale, hvor jeg i et sandt fyrværkeri af stød, helt uden mellemrum, nærmest lettede 10 cm. fra briksen.
Jeg spurgte de søde, unge damer, om det her var noget kvinder i Østrig gjorde regelmæssigt, hvorpå de fnisende rystede på hovedet. Og så er der vel ikke så meget mere at sige til det!
At puppe sig.
Resten af dagene gik som ovenfor beskrevet i et vacuum af pool -hvile – behandling – hvile – pool – hvile – behandling – hvile – spise – sove! Jeg kom slet ikke udenfor hotellet i fire dage. Som i slet ikke. Jeg var på balkonen en enkelt gang, da det gik vildt for sig. Jeg havde hverken behov eller lyst. Jeg ville bare være i min puppe af velvære, og udenfor går de i almindeligt tøj, spiser almindeligt mad og drikke liflig rosevin.
Men spøg til side. Det er faktisk noget af det bedste ved at være på gammeldags kurophold i en moderne verden. Vi skal hele tiden forholde os til mails, nyheder, Facebook eller ikke Facebook, Trumps hår og så meget andet, der bombarderer vores hverdag. Det skal man ikke her. Her skal man bare tulle rundt i sin hvide badekåbe, og så komme lidt i stødet engang i mellem. Det er vidunderligt!
Folk går Caminoen i et væk og de tager på “silent retreats” for at få tid til fordybelse. Hvad der er truet bliver trendy, og tid til fordybelse er truet, så nu er det trendy. Sværere er det ikke. Sværere var det faktisk at lægge min smartphone til side, og jeg kunne konstatere, at modsat tidligere F.A. (før Apple), læste jeg ikke så meget, og jeg kom ikke helt væk fra virkeligeheden, for denne gang var avisen jo ikke længere end et klik væk. Det var lettere at spise slankekost og ikke drikke alkohol, end det var at være uden smartphone. En af vor tids største udfordringer.
Men, når alt kommer til alt, så var det ligeså skønt og berigende både fysisk og psykisk at tage på kurophold, som jeg husker det, og jeg vil varmt anbefale det til jer alle. Træk stikket ud i en uge og træk -ikke en gammel sweater- men en hvid badekåbe på. Fordi I fortjener det.
God weekend!