Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.
Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.
Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!
Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.
Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.
Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.
Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.
Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!
Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.
Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.
Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.
Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?
Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.
Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne:
https://youtu.be/f6JBaTScs1E