Den der alder – er den ikke bare et tal?

Jeg er ældre end Kronprinsen. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Det har jeg været, siden han blev født, så det har jeg vidst i 50 år. Derfor gjorde jeg mig heller ikke nogen prinsesseforhåbninger som teenager, og jeg valgte ikke gymnasium efter prinser. Ikke at jeg havde haft nogen chance overhovedet, hverken hos ham, hoffet, befolkningen eller PET, men dengang kiggede yngre teenagere bare ikke efter ældre ditto – når det altså var pigen, der var ældre.

Det har ændret sig. Man har ovenikøbet fået flere ord indenfor genren ældre kvinder og yngre mænd – cougar og milf er bare to, og flere kvindelige hollywoodstjerner har med stor fornøjelse flashet deres yngre mænd med samme selvfølgelighed, som mænd altid har gjort med deres nyeste “vedhæng” (sorry… men det er det altså i visse tilfælde). Og så har jeg slet ikke nævnt Macron.

Noget har altså flyttet sig, og både mine sønner og flere af deres venner har også som 1.G’er scoret 3.G. piger. Omend jeg synes, at jeg har nogle lækre sønner, og at deres venner også er faldet ret godt ud, så forstår jeg det stadig ikke helt. Og det er nok… ja, min alder.

Når man kommer over teenage stadiet, gør det ikke helt så meget mere. Så har vi ligesom udlignet, men der er altså for mange drenge, der stadig er motorisk ude af sync, fordi al ting vokser, også bumserne, omkring de 16 år til at piger i ditto alder gider at kigge efter dem.

Men tilbage til Kronprinsen. Han er jo skøn! Frederik af folket og han passer til sin alder – hvis vi altså ser bort fra trampolinhop, og, har vi lige lært af Marys fabelagtige tale, hvid lycra. Men han er stadig yngre end mig, og det betyder, at når han bliver konge, så er Kongen af Danmark yngre end mig! Den tanke er jeg faktisk ikke helt pjattet med, heller ikke selvom alder kun er et tal.

Min mand har det med politibetjente. Det er mange år siden, han begyndte at undre sig over, at de altså blev yngre og yngre. Nu omtaler han det slet ikke længere. For mig var det ministrene, der pludselig så ud som om, de lige var hoppet ud af gymnasiet og ind i Folketinget. Det var de stort set også i en periode, men det er heldigvis også blevet justeret lidt. Der skal gerne være lidt af det hele -kvinder, mænd, yngre, mellem og ældre, så vi alle er repræsenteret.

Men jeg er også ældre end statsministeren – og det svir… lidt! For så er man pludselig i den der mellemalder. Jeg er ikke gammel nok til at være ligeglad og bare “sidde på en bænk, der hvor havet slår ind ved molen”. Jeg er stadig også så ung tilsyneladende, at jeg har brug for en eller anden form for faderfigur m/k,  til at passe på mig og mit fædreland, og det passer rigtig dårligt sammen med at være ældre end både konge og statsminister. Hmmmm!

Men du har da din mand, kan man så sige. Ja, det har jeg, og han er ældre end mig. Det er i og for sig også noget skidt, for de holder jo som regel ikke så længe de der mænd, så ham vil jeg egentlig gerne have lidt yngre. Han holder sig heldigvis godt, så jeg får nok lov at beholde ham et stykke tid.

Og så ramte jeg lige en ting mere… “holde sig godt”. Hvornår er det lige, en kvinde går fra at se godt ud, til at holde sig godt? Jane Fonda ser forrygende ud, så hun holder sig godt eller?

Min mor sagde altid, man må ældes med ynde, og så må man finde det bedste ved den alder man har (min mor var en klog kvinde). Iøvrigt er alternativet meget værre, skal man huske på.

Så dermed ikke mere alders snak. Vi leger, at det bare er et tal, og at 50’erne er de nye “fyrre”. Dermed stort tillykke med fødselsdagen, Deres Kongelig Højhed. De holder Dem godt, og heldigvis er jeg yngre end vores statsoverhoved noget tid endnu.

En Dronning og hendes Kronprins.

Den forbandede flinkeskole!

Jeg troede egentlig, at nu når jeg havde nået den alder, jeg har, så ville det efterhånden også være farvel til flinkeskolen. Men ligesom jeg troede, at når langsynetheden med alderen satte ind, så ville den ligesom udligne den nærsynethed, der har gjort, at jeg har haft briller, siden jeg var 10 år og jeg dermed ville slippe af med dem – brillerne altså, så tog jeg fejl.

Jeg har stadig briller, nu bare med såkaldt glidende overgang og de er dobbelt så dyre, og jeg ligger stadig under for regelsættet i flinkeskolen, og gør ikke altid, som jeg har mest lyst til. Arghhhh!

Det kom jeg til at tænke over i morges efter at have læst et indlæg af Emilia van Hauen om kvinder, der når de er vrede, kommer til at græde i stedet for at skælde ud. Ofte i situationer, hvor det er højst upassende, og ofte er der tale om højt begavede, selvsikre og kompetente kvinder, der står med øjnene løbende, når en chef eller en kollega gør noget, der gør dem gale.

Det føles så ydmygende, og det kan jeg tale med om, for jeg er en af dem. Jeg har prøvet at forlade min arbejdsplads med tårerne trillende og et raseri indvendigt på størrelse med Vesuv i udbrud.

Emilia skriver, at kvinder der græder, når de er gale, ofte er piger, der har lært, at de godt må være kede af det, for så bliver de trøstet. De får kærlighed. Omvendt, så har de som små lært, at når de bliver gale, så får de en kold skulder.

Jeg er ikke helt sikker på, at det er den endegyldige sandhed. Jeg kan sagtens blive så gal, at jeg sprutter. Spørg bare min sønner. Men nu er Emilias betragtninger også mere generelle i modsætning til mine, der er personlige.

For mig handler det om uretfærdighed. Jeg er simpelthen ikke gearet til åbenlys uretfærdighed, og de gange, hvor jeg er blevet bragt i en situation, hvor nogen åbenlyst begår uretfærdigheder, er grænseoverskridende eller gør noget andet, der skriger til himlen, så går jeg tilsyneladende i baglås, og så kommer tårerne. Jeg bliver så paf over vedkommendes opførsel, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt. For sådan gør man bare ikke.

Men nogen gør!

Og her er det så desværre, at regelsættet fra flinkeskolen ofte tager over, og bestemmer ens (-læs min) opførsel. Det duer bare overhovedet ikke til noget som helst, hvis ikke alle spiller efter samme regelsæt i større eller mindre grad. Ligesom færdselsregler og etikette. Hvis vi allesammen følger dem, glider trafikken let, men hvis bare en bryder og kører overfor rødt, kan nogen komme alvorligt til skade.

I arbejdssituationer er det selvfølgelig rigtig skidt, og her skal en ledelse gribe ind. Øjeblikkeligt. Det er det, man har ledelser til. Det sker desværre bare ikke altid, og især ikke, hvis det er ledelsen selv, det er galt med. Men det finder jo også sted i privatlivet, at nogen opfører sig helt håbløst.

Her kan man til gengæld i de fleste tilfælde klare det lettere. Man går bare et andet sted hen i selskabet, så man slipper for den grænseoverskridende person – og her tænker jeg altså ikke på den umulige onkel, som vi alle har i familien.

Jeg har også flere gange meldt afbud til diverse, fordi jeg vidste, der kom personager, jeg ikke kunne holde ud i længere tid af gangen. Det er sikkert gensidigt, og så slap vi så alle så fint ud af akavede situationer, før de opstod.

Men jeg har også prøvet at være i en situation, hvor jeg ikke kunne komme væk, men var bænket til et bord i flere timer med et menneske, der var fuldstændigt grænseoverskridende, irriterende og rigtig dårligt selskab. Kort sagt – frastødende.

Say no more!

Det oplevede jeg blandt andet ved et arrangement , hvor min mand også var med, og jeg vidste allerede indenfor de første fem minutter, at det her, det bliver ikke sjovt, men med afsæt i flinkeskole regelsættet bed jeg det meste i mig, og opførte mig høfligt. Kun det meste – et par giftigheder slap ud.

Efterfølgende diskuterede vi selvfølgelig arrangementet, og vi var grundlæggende enige om vedkommende. Men hvad skulle vi have gjort?

Til at begynde med var vi høflige og forsøgte at have en samtale. Det viste sig umuligt, da vedkommende talte hele tiden. Altså hele tiden – som i HELE tiden, og det var ikke ligefrem guldkorn, der kom ud af munden.

På et tidspunkt er høfligheden så tyndslidt. Men man gør alligevel ikke noget. Man siger ikke højlydt, måske skulle du give din hustru en chance til også at sige bare et par ord. Eller måske skulle du sætte dig lidt ind i sagerne før du udtaler dig. Eller hvor vover du at tale sådan om kvinder (det gjorde jeg nu et par gange, men det prellede af).

Reglerne fra flinkeskolen er for stærke.

I netop dette tilfælde havde vi stor respekt for arrangøren, som havde gjort sig umage. Vi syntes derfor ikke, vi kunne være andet bekendt, end at spille med, og så gå hjem ligeså snart, vi kunne tillade os det. Bemærk udtrykket – tillade os det.

Men kunne vi have tilladt os noget andet? Kunne vi have rejst os op og sagt – nu kan vi simpelthen ikke holde ud at høre mere på dig og din chauvinistiske, ubegavede talestrøm, det er vores liv simpelthen for kort til, og så være gået?

Hmmmm…. jeg er stadig i tvivl. Havde det ikke været af ovenstående årsager, så havde jeg rejst mig og var gået, så lidt har jeg da lagt flinkeskolen fra mig

Der arbejdes på sagen….

Det er ikke så svært

 

Når cirklerne bliver for små og usikkerheden for stor, er det tid at komme ud af “comfort zone”

Venskabet
Min måske tætteste veninde og jeg har ikke boet i samme land siden jeg var 17- 18 år.  Alligevel er vi stadig meget tætte og betragter os nærmest som søstre, og det har aldrig gjort os eller venskabet noget, at den ene altid var i en anden tidszone.

To 16 – 17 årige veninder

Det giver sig selv, at når man bor flere tusind kilometre fra hinanden og Internettet, Skype og Facetime ikke er opfundet endnu, så har der igennem årene været perioder, hvor vi ikke talte sammen hver dag, uge eller måned for den sags skyld. Det er noget lettere -og billigere- nu, så nu er der også tid og råd til at tale om små dagligdags ting, som dumme naboer og større behov for tandlæge besøg (hvor det så end kom fra…), og farven på sengetæppet.

Det har nu aldrig været et problem for os. Vi har altid instinktivt vidst, når den anden havde brug for at tale eller havde brug for hjælp, og vi har så mange eksempler på, at vi har forsøgt at få fat i hinanden samtidig, at vi helt er holdt op med at finde det bemærkelsesværdigt. Vi er også næsten holdt op med at grine over, at vi altid køber ens tøj (hun vejer betydeligt mindre end mig, hvilket giver hende lidt større valgmuligheder.. hrmf….). Senest sad hun i Marrakech, jeg i Paris og vi havde ens bukser på, hvilket Instagram afslørede. Og nej, vi taler aldrig om tøj!

Hvad er det så, der binder os sammen? Altså udover en lang fælles historik, og en nærmest overmenneskelig evne til at forstå og acceptere hinanden på godt og ondt?

Vores nysgerrighed, livslyst og ønske om altid at udvikle os, er et godt bud!

Vi er begge, og har altid været, ekstremt nysgerrige på livet. Vi er interesserede i mennesker og nysgerrige på deres liv, kultur og måde at tænke og leve på. Derfor har vi begge to også altid holdt af at rejse meget, og vi bor gerne i både kortere og længere perioder i udlandet.

Livet har imidlertid formet sig forskelligt for os. Ikke så underligt, for vi er to forskellige personligheder, men vi har altid haft ovenstående som fællesnævner. Men så for nogle år siden, skete der noget med mig, der gjorde, at jeg pludselig blev usikker overfor ting, jeg ellers plejede at være fuldstændig ligeglad med. Jeg begyndte at blive frygtsom.

To 50something veninder

Frygtsomheden, der kom snigende
Med et langt arbejdsliv i rejsebranchen, har jeg været privilegeret og rejst meget og med stor fornøjelse. Men pludselig blev jeg så bange for at flyve, at familien måtte på bilferie flere år i træk, og selvom en af mine store drømme var at køre i autocamper med familien i USA, var tanken om at flyve over Atlanten helt udelukket. Jeg har nære venner i Boston, som jeg aldrig har besøgt, og føromtalte veninde boede i en periode i Costa Rica, uden at jeg så meget som overvejede at udnytte chancen til at opleve et af verdens smukkeste lande.

Men det var ikke kun det med flyvemaskinerne. Jeg kunne også mærke, at jeg blev frygtsom på andre områder. Det er ikke let at køre i indre København i myldretiden, men det har jeg jo altid gjort, så pyt med det. Indtil det lige pludselig ikke var pyt med det længere. Jeg begyndte at undgå at køre i indre København (det er Enhedslisten sikkert svært tilfreds med), og langsomt var der også andre ting, som jeg lige så stille og roligt undgik.

Noget kan hænge sammen med alderens sårbarhed, men det er ikke hele forklaringen, og forleden fortalte min veninde mig så om et længere varende besøg hos en af hendes gamle veninder, der havde udviklet sig til noget helt andet end forventet, da kvinden stort set ikke ønskede eller rettere turde at bevæge sig udenfor sine meget små cirkler, og dermed måske ikke ligefrem var den sjoveste værtinde at bo hos.

Det fik mig til at reflektere over min egen frygtsomhed, og hvad der lige var sket.

Alle de ting, man gør ofte, bliver almindelige og ikke noget at være bange for. Kører man bil i indre København hver dag, er det en rutine. Min mand har kontor i London, og for ham er det at flyve frem og tilbage det samme som at tage Kystbanen til København – bare mere rettidig og med siddepladser. Er man i et job, hvor man møder nye mennesker hver dag, er det rutinen og for en underviser eller oplægsholder er det at stå foran en større forsamling og tale hverdag, mens det skræmmer livet af de fleste.

Så hvad var der lige sket med mine hverdagsting?

Skønne Helsingør

Da cirklerne blev mindre
Jeg forelskede mig hovedkulds i Helsingør for 20 år siden, og jeg er stadig forelsket i byen. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg hev teltpælene op af Vesterbros asfaltsbelægning og flyttede her til.

Jeg har heller ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at være hjemmegående med mine to drenge i nogle år, da de var helt små. Heller ikke selvom det kostede lidt ekstra at komme tilbage i arbejdshierarkiet og en del nedladende bemærkninger (kun fra kvinder), men jeg var ikke opmærksom på, at det at gøre cirklerne mindre, også har nogle bivirkninger. Blandt andet, at ting, jeg tidligere havde gjort med største selvfølgelighed pludselig krævede overvejelse og i nogle tilfælde blev valgt helt fra.

Jeg er for længst tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg kommer også vidt omkring, men noget var alligevel forandret. Flyveturene eksempelvis, og selvom jeg altid har hadet at gå receptioner, plejede jeg trods alt ikke ligefrem at vælge dem fra. Jeg var også bogstaveligt talt blevet tung i rumpen, og ikke til at drive ud fra hjemmet, hvis jeg først var kommet hjem og havde smidt mig på divaneseren.

Der var med andre ord, nogle advarselslamper, der begyndte at blinke. Ikke i forhold til… åh, jeg må ikke blive sådan, og sådan, jeg er efterhånden også blevet så kølig i rumpen, at det er jeg fuldstændig ligeglad med, men i forhold til at “nu skal jeg passe på, at jeg ikke går i stå!”

Heldigvis har jeg to teenage sønner, der nok skal holde mig igang, og jeg har også en nær veninde, der skubber til mig med blandt andet skrækhistorier om kvinder, der virkelig går i stå, men jeg tror faktisk, at det her er mere almindeligt, end man tror.

En ting er at gå i stå i forhold til tøj, frisure og musik. Man kan altid se på folk, hvilket årti, de holdt mest af på deres påklædning, hår eller hvilken yndlingsmusik, de har, men det er noget andet, hvis man går i stå og holder op med at være nysgerrig på livet – og bliver frygtsom.

Det skal vi 50something passe lidt på med. For vi har det jo godt, og vinen er god, Netflix eller HBO har altid lige en god en serie, og så behøver vi jo ikke at flytte os ud af stedet, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.

Men med de mindre cirkler kommer også noget snigende….. ladhed og i mit tilfælde frygtsomhed, og så går vi faktisk glip af en hel masse.

Så jeg har taget mig sammen. Jeg har fløjet mere det sidste år, end de sidste fem. Jeg er ovenikøbet begyndt at overveje en tur til USA, og jeg har med fuldt overlæg meldt mig til nogle træningshold, hvor jeg ikke kender et øje og sidder i stillinger, der meget lidt flatterende at se på.

Jeg er med andre ord trådt ud af comfort zone, og bare det, at jeg er begyndt at skrive en blog, der er offentlig og ovenikøbet om noget så utjekket som om at være midaldrende kvinde, er ligeså grænseoverskridende for mig, som det er for andre, at gå nøgne ned gennem Strøget.

Men det virker! Jeg har fået lettet føromtalte tunge rumpe, og flytter mig igen, også via flyvemaskiner, og det kan varmt anbefales – altså at komme ud af comfort zone.

Uden sammenligning…. Der gror aldrig mos på en rullesten!

Kom ud af “Comfort Zone”

Noget om at være privilegeret og om børn, der ikke er det.

Slottet i Bourgogne

Søndag nat kom jeg hjem fra en fuldstændig fantastisk weekend i Frankrig. Min meget nære og gode ven gennem 31 år, var gået hen og havde rundet de 50, og havde besluttet sig for at leje et helt slot i Bourgogne, og så invitere alle sine venner til en fødselsdags fest, der strakte sig over en hel weekend! Så bliver det ikke meget bedre!

Slet ikke, da han for at forkæle mig (lidt dronning har man vel lov at være ;o)…) indkvarterede Nils, min mand, og mig i slottets suite. Det var overdådigt, og som om det ikke var nok, så var weekenden startet med en romantisk nat i Paris.

Nils har altid været forelsket i Paris, så da vi mødte hinanden for snart 20 år siden, var noget af det første han gjorde, at invitere mig på en weekend til Paris, hvor vi som nyforelskede selvfølgelig havde det vidunderligt, og blandt andet spiste rørt tartar på Brasserie Lipp. Vi er lidt “tartar afficionados” begge to. Mange år senere, da han trængte til at være alene, var det også Paris han kørte til på sin motorcykel, men det er en helt anden historie.

Og nu er vi så der i livet, hvor vi begynder at få mere tid til hinanden i takt med at drengene bliver selvkørende. Vi skal måske ikke ligefrem genopfinde vores ægteskab – det gjorde vi efter føromtalte motorcykeltur, men vi skal i hvert fald til at udnytte vores nye frihed på en god måde sammen. Og hvilken bedre ide, end en nat i Paris, når nu vi alligevel var inviteret til Frankrig.

To lalleglade, midaldrende på pariser weekend!

Paris er nem og billig at komme til, også selvom man ikke kan lide at flyve, og fra lufthavnen er det bare af sti, afsted med RER til venstre bred. Men her var det så, at jeg første gang blev alvorligt mindet om, hvor privilegeret, jeg er. Ikke, at jeg ikke er klar over det, men nogle gange oplever man ting, der virkelig sætter tingene i relief.

Gare du Nord har altid været et lettere skummelt sted. Selv da jeg interrailede, var det stationen, man fik besked på at holde sig fra, men nu er “jagtmarkerne”,  om man så må sige, blevet udvidet til også at omfatte togene.

Da vi holder ved perronen kan man høre en voldsom barnegråd og skrigeri. Jeg tror først, der er tale om et hysterisk barn, som når velfærdsbørnene i Danmark går i hysterisk krampegråd over ikke at må få slik i supermarkedet, og i og med ingen i toget reagerer, går jeg ud fra, at det ikke er alvorligt. Få sekunder efter bliver en lille, grædende pige imidlertid bogstaveligt talt smidt ind i toget af sin sigøjner mor (må man i det hele taget skrive sigøjner mere?), som råber og skælder og smælder af barnet.

Først forstår jeg slet ikke, hvad der foregår, og jeg kigger forvirret op. De øvrige franske passagager er ganske upåvirkede og tilsyneladende vant til scener som disse.

Moderen, hvis det altså er moderen, for det kan jo sagtens være et kidnappet barn (nej, hun lignede ikke Madeleine), skælder stadig ud, og sender så pigen ned af mellemgangen for at tigge. Pigen er vel omkring de 8 år, men meget lille af statur, og går snøftende afsted med hånden fremme, mens hun trodsigt tørrer sine øjne.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!

Jeg vil ikke give pigen penge. Jeg føler mig heller ikke nok på hjemmebane til at rejse mig op og give “moderen” en ordentlig skideballe – på hvilket sprog iøvrigt? og da jeg kigger olmt op, får jeg “blikket” fra en medpassager, der angiveligt opfatter mit dræberblik som rettet mod pigen. Intet er mere forkert. Mit hjerte bløder for denne lille pige, der burde være i skole sammen med sine jævnaldrene, men som lige nu går, meget tydeligt mod sin vilje, og tigger i toget. Samtidig kan jeg mærke, at jeg koger indvendig af raseri mod kvinden.

Jeg vælger den lette udvej. Kigger ned, ignorerer pigen og glæder mig til jeg skal af toget kort tid efter, men er dybt rystet, da vi kommer op i den parisiske sol, og kan ikke helt ryste oplevelsen af mig. Endnu værre bliver det, da jeg senere på dagen læser en overskrift på en af online aviserne om en “babyfabrik” man har lukket i Nigeria. Her producerede man (ja, i bedste nazistiske stil) angiveligt børn til slaveri og pædofili i Europa.

Nå, nu er vi i Paris, solen skinner, og vores hotel er vidunderligt. Det samme er tartaren på Lipp, der i sig selv er en oplevelse, og livet er igen skønt. Jeg er nyforelsket i min mand, og nu skal vi spadsere med hinanden i hånden under den parisiske stjernehimmel langs Seinen hjem til vores hotel.

Udover tartaren er der altid oplevelser på Brasserie Lipp

Der er bare den lille detalje, at først skal vi passere endnu en sigøjner kvinde, der sidder på gaden og tigger. Denne gang ikke kun med et barn – men med to. Det ene er en pige på omkring 3 år, og det andet er en dreng på max. 1 , som ligger og skutter sig på et tæppe i lyset fra Louis Vuitton butikken, de sidder foran.

Raseriet bobler i mig igen, og denne gang sender jeg dræberblikket til den unge kvinde (og hun er ung), som med al tydelighed signalerer, at jeg finder hendes handlinger dybt uansvarlige.

Jeg har rejst i mange lande, og jeg har set fattigdom før. Jeg har engang i Vietnam besøgt en mand, der bogstaveligt talt boede i en jordhule,  jeg har oplevet kvarterer på Philippinerne, som jeg ikke har lyst til at huske, og der har altid været sigøjnere i eksempelvis Rom, som gik rundt med en bedøvet baby på armen. Jeg har også fravalgt at rejse til steder, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue den armod,  jeg ville møde i respektive lande. Jeg bliver ulykkelig og påvirket og får dårlig samvittighed over at være så priviligeret, som jeg er.

Men selv i de mest forarmede områder og fattige kvarterer, har de fleste trods alt passet på deres børn. Nej, jeg er ikke naiv eller uvidende, men der er hos størstedelen af alle forældre et beskyttergen overfor deres egne og også tit overfor andres babyer / børn, og selvom nød kan tvinge forældre til at sætte deres børn i situationer, de ikke ønsker, så er det for de fleste kun ved ekstrem nød.

Dette var ikke tilfældet i Paris. Det var helt tydeligt, at dette var systematisk,  kynisk og at det ragede “mødrene” en papand, om børnene var i skole, blev ydmyget, ødelagt eller syge. Det var anderledes end noget, jeg har oplevet før.

Europa undergår i disse år nogle markante forandringer. De ting, som vi tager for givet, er under pres, og menneskesyn, som vi troede forsvandt med Dickens bliver mere og mere almindeligt, så vi skal passe meget på, hvis vi vil bevare et Europa, hvor vi har en fælles forståelses ramme for eksempelvis, hvordan vi behandler børn.

Vi skal ikke tillade, at helt små børn bliver brugt til at tigge, hverken i toge eller på gader. Her må myndighederne skride ind. Hårdt! og før det bliver en almindelig oplevelse. For få år siden ville et skud i København rydde forsiden. I dag er en skudepisode nærmest en notits på side 4, og misbrugte børn må ikke blive et syn, som vi bare kigger væk fra og ikke gør noget ved, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi bliver vant til synet.  Jamen…ævle bævle… og det sker jo ikke i Danmark, og hvad-ved-jeg.

Men enten er vi Europa, eller også er vi ikke Europa, og nej, det hører ikke til i det europæiske værdisæt, at børn skal misbruges. De skal gå i skole og vi skal passe på dem. Især de børn, som ikke har fået nogle ordentlige forældre, og hvis det betyder, at man skal bruge en masse penge og ressourcer på at jagte forældrene, så er det det. Ikke fordi jeg ikke skal få det dårligt, når jeg er på romantisk weekend i Paris, men fordi det skylder vi – som de privilegerede – disse børn.

Pyyyhhh… så fik jeg luft!

Resten af weekenden var iøvrigt fuldstændig fantastisk og jeg var privilegeret som dronning, og i morges da jeg gik tur med hunden, kom en lille pige cyklende på vej til skole, mens hun sang for sig selv.

 

 

 

Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne:

 

 

Terapikonto, FS (før smartphone) og X,Y,Z

Kassettebåndstesten

Terapikonto vs Ikea pakken

Til min ugentlige yoga session i søndags blev jeg præsenteret for et nyt begreb – en terapikonto. Afløseren for børneopsparingskontoen til første bolig, foreslog min yoga nabo, idet hun forklarede mig, at når vores børn når til flytte-hjemmefra-alderen, vil de være så fucked up, at de har mere brug for terapi end Ikea møbler.

Den tænkte jeg lidt….ok… længe over.

Jeg har selv to teenagesønner i den såkaldte generation Z, og selvom de kan være øretæveindbydende, så har jeg nu egentlig altid betragtet dem som betydeligt mindre fucked up end mig selv og min generation, for nu at blive i jargon’en.

Det kan så måske igen primært skyldes Y kromosomet (!), og dermed fra fødslen et mere afslappet forhold til eksempelvis oprydning, men jeg tror ikke, det er hele forklaringen.

Jeg er fra “FS-tiden”. Altså fra “Før Smartphones”. Jeg er ikke ligesom mutanterne i generation Z, der er født med en smartphone i hånden og seriøst ikke ved, hvad en telefonbog er. Jeg er også fra en tid, hvor der kun var én nyhedsudsendelse – TVAvisen (ja, kl. 19.30), og jeg er opvokset med noget så oldnordisk, som en papiravis, der dumpede ind af brevsprækken hver morgen.

Jeg blev opdraget til, at man skal holde sig orienteret, hvilket dengang var forholdsvis simpelt. Se TVAvisen, hør radioavisen og læs en avis om dagen, så har du helt styr på, hvad der sker.

Jeg for fuldstændig vild de første par år med tv og online nyheder 24/7. Tænk, hvis jeg ikke holdt mig orienteret, så jeg måtte hellere læse dem alle sammen. Der er ingen grænser for, hvor mange fuldstændig ligegyldige nyheder jeg har læst på diverse online medier. De fleste af dem ovenikøbet flere gange i forskellige varianter, da man efterhånden sparede de fleste ordentlige journalister væk og på de forskellige medier bare skrev af fra samme nyhedsbureau (men hvad skal man ellers gøre med alle de kommunikations uddannede fra RUC?)

Jeg er heldigvis ved at finde et naturligt leje i forhold til nyhedstrømmen, og jeg har også fået min papiravis igen – nu ovenikøbet også på lyd, skrev Martin Krasnik til mig i sidste uge, men det tog tid, og jeg skulle øve mig. Og jeg skal stadig øve mig. Ikke kun i ikke at læse ligegyldige nyheder, men i ikke hele tiden at være på – online med diverse. Petit stof kalder min mand alle de små historier på FB, som de fleste af os sidder og slapper lidt af med.

I en undersøgelse for nylig blev et bredt udvalg af generation Z’er spurgt om, hvor tit, de var online, og de forstod ganske enkelt ikke spørgsmålet. De er altid online! Men for dem er der bare ingen adskillelse mellem det virkelige og det digitale liv. De er digitalt indfødte. Det er jeg og mine 50something ikke, men vi er rent faktisk mere “screen addicts” end de yngre, hvilket nødvendigvis må gøre noget ved os. Eksempelvis påvirker det vores koncentrationsevne i negativ retning, og i UK har man set eksempler på kvinder med skader på et øje. Det øje, de bruger, når de vågner om natten og liggende på siden lige skal tjekke de sociale medier, før de falder i søvn igen.

Lægger vi så alt det andet, som vi også -og her er det igen især os med det ekstra X, lige skal have styr på, så er der jo ikke noget at sige til, at vi en gang imellem løber sur i det hele. Vi er i princippet den første generation, der kunne vælge helt selv. Problemet er bare, at vi vælger det hele til og iøvrigt også stiller krav til os selv om, at det hele så også skal være perfekt, samtidig med, at vi iøvrigt også lige skal være på hele tiden, omstillingsparate og lækre.

Alt det taget i betragtning, så holder jeg fast i, at det nok snarere er os end Z’erne, der har brug for en terapikonto.

Kan det mon gøres til en del af pensionsopsparingen?

 

Frau Elmark – kommen Sie mit mir bitte!

Relaxarium

Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 2

Sjovt, som ens indre vækkeur altid sørger for, at man vågner på samme tid, ligegyldigt, hvor man sover. Således også i de østrigske alper. I dag var det ok, for jeg skulle igang med min første rigtige kurdag, og jeg havde ting at lære, viste det sig. Eller rettere, ting jeg havde glemt.

På et ægte kurhotel er dress code hvide badekåber. Heldigvis har de tænkt sig om på dette hotel. Udover den føromtalte vægt, var værelset nemlig også udstyret med en fin lille kurvetaske til håndklæder m.m. og så en træklemme med indbrændt værelses nummer til at sætte på sin badekåbe. Helt identitetsløs bliver man ikke, omend reduceret til et nummer.

I Østrig og Tyskland har man en meget lang kurtradition, og man kan faktisk komme på lægeordineret kurophold. Man er af den overbevisning, at det i den sidste ende sparer samfundet for en masse penge, hvis borgerne passer på sig selv, og som en hoteldirektør engang sagde til mig: “Jeg forstår ikke jer danskere. Hvorfor kommer I først, når I er syge. I skal jo forebygge.”

Jeg kan kun give ham ret, men vi har ikke haft tradition for at pleje os selv og forebygge, selvom det har ændret sig de sidste par årtier. Da jeg var ung, var der nærmest kun frisørsaloner, og nu ligger der en til to neglebarer i enhver provinsby. Det er selvfølgelig den mere kosmetiske del af plejen, men massage, vandgymnastik, boblebade og andet var ikke lige i fokus tidligere, og blev nærmest betragtet som lidt ekstravagant.

Nå, men nu skulle jeg altså til det. De første behandlinger var først om eftermiddagen, så jeg gik til poolområdet og fik her min første lektion i Freikörperkultur.

Kurv og klemme

Jamen, han har jo ikke noget på!

Bevæbnet til hårelastikken med badekåbe, håndklæder, meditations bøger og podkasts kastede jeg mig ud i det. Jeg havde ikke nået morgen vandgymnastikken (tre hold hver morgen!), så jeg gik i omklædningsrummet. Stort, fint og masser af plads, så jeg behøver da ikke en kabine. Heller ikke selv om jeg er ganske blufærdig, og altid har været det, også før, det blev moderne.

Der gik dog ikke mere end et minut, før jeg ændrede mening. Tværs gennem omklædningsrummet gik en mand med den største selvfølgelighed og tydeligvis stolt af sin rynkede rumpe. Min ser heller ikke for godt ud, men jeg spankulerer i det mindste ikke igennem herreomklædningsrummet med den. Men her var det så, jeg fik min første lektie i Freikörperkultur, for der er ikke noget herre- og dameomklædningsrum, hvilket jeg konstaterede efter at have kigget på døren, om jeg mon var gået forkert. I de germanske lande deler man omklædning, og man går også gerne nøgen rundt i saunaområder m.m.

Jeg nåede at se ganske mange tilsvarende rumper, men ærligt, jeg nåede aldrig selv til at blive en del af FKK. Det lyder heller ikke særlig rart vel? Men, det var en vigtig lektie i kulturforskelle, og som blufærdig, fladrumpet, dansk, midaldrende kvinde, er jeg bare taknemmelig for, at man trods alt havde badetøj på i bassinerne. Og der var nu rart…. åhhh, at ligge udendørs i en meget varm pool med udsyn til snetoppe. Det er stærkt vanedannende.

Udendørspool

Kommen Sie mit mir bitte!

At vi endte på dette kursted, var ikke kun fordi, det kunne være en dejlig påskeferie. Jeg har, som så mange andre omkring de 50, måtte erkende, at med alderen kommer også skavankerne.

Jeg har indtil nu været forholdsvis forskånet, men det seneste lange stykke tid, har jeg haft ondt over lænden, og også i den ene hæl. Når jeg talte med kolleger og veninder på samme alder, var det tydeligt, at jeg ikke var den eneste med disse små-skavanker. Faktisk har de alle et eller andet, de døjer med.

Det er en del af livet, og i et oplyst samfund som vores, er vi jo godt alle sammen klar over, at vi skal spise sundt, motionere og holde os fra alkohol og cigaretter.  Men selv med benhård askese, kan vi ikke stoppe alt, og selvom man -som min mor altid sagde – må ældes med ynde, så behøver det altså ikke at være med smerter.

Før jeg tog til Østrig havde jeg været hos fysioterapeut for første gang i mit liv, jeg havde fået laserbehandlinger for en mindre formue og jeg var begyndt til yoga, men jeg havde stadig ikke fundet ud af præcis hvad, der var galt, og hvordan jeg kunne få min ryg og hæl smertefri.

Der er ingen mirakelkur, og kroppen bliver aldrig, som den var, men vi kan selv hjælpe til, og så kan vi få råd og vejledning af folk, som ved noget om vores kroppe.

På netop dette kursted ved de en hel masse om rygge, og de har særlige rygprogrammer, ligesom de har specialiseret sig i en mudder fyldt med diverse mineraler. Vores kroppe er fra naturens side ikke skabt til at sidde i en kontorstol / bil i så mange timer, som de gør,  vi må derfor selv holde os ved lige på forskellige måder. Dette er min foretrukne.

Selve kurafdelingen lå i den modsatte ende af hotellet fra det store pool område. Det betyder, at man skal gå igennem hele lounge-, bar- og receptionområdet, for at komme fra den ene ende til den anden. Det kan godt være lidt grænseoverskridende sådan at vandre små 50 m. i hvid badekåbe igennem et område, hvor man normalt vil være påklædt. Men her er det så, at det betyder noget, at man er et sted, hvor alle de andre også er her af samme årsag, for alle de andre (næsten) har også hvid badekåbe på.

Kurafdelingen har sin egen reception, og her er ligeså mange receptionister, som i hotelreceptionen. Ingen taler imidlertid engelsk, og deres kalender (og den er stor) bliver styret med blyant. Det var næste som tavlen i de gamle Spies dage, og igen lidt tankevækkende. Gad vide, om de tænker over det i Brussel, når de taler om hvor ens vi er i Europa. Nå, det må blive et andet blogindlæg.

Man melder sig, og så sætter man sig sammen med de andre hvide badekåber og venter til der kommer en ung dame og råber ens navn op. “Frau Elmark, kommen Sie mit mir, bitte!”, og så traskede Frau dit, dut og Elmark afsted i efter hinanden i bedste gåsegang.

Her er ingen marmorbeklædning og små stjernelys i en blå himmel akkompagneret af new age musik. Her er brune behandlingsrum, hvor man kan høre, hvad der sker hos naboen, men her er styr på det. Jeg blev spurgt, hvor jeg havde smerter, og så blev min ryg pakket ind i meget varmt og ikke særligt velduftende mudder. Derefter lå jeg og svedte i 20 min., blev pakket ud og kunne så vaske mudderet af. Ud og vente igen (må have vand… -indvendig!) og så endnu engang “Kommen Sie mit mir, bitte!” Denne gang var det massøren.

Jeg skal spare jer for yderligere detaljer, blot fortælle, at det var ikke nogen hygge massage. Jeg gentog samme behandling tre gange med forskellige massører, og de sagde alle tre uafhængig af hinanden det samme. Muskel ved lænd er hård som sten, trykker på nerve, og derfor har du ondt i hælen.

Det er tilsyneladende meget ofte set hos kvinder i min alder, og mænd for den sags skyld, men de laver indimellem nogle helt særlige bevægelser, som er med til at træne netop den muskel  ;o), så derfor er de ikke helt så hårdt ramt. Vi sidder for meget, og vi træner ikke vores muskler omkring bækkenet godt nok. Det vidste I måske allerede, men det var en ny verden for mig, og en stor lettelse at få alt forklaret.

Så damer – har I ondt i hælen, så er det igang med at træne rygmuskulaturen.

-Og så kom jeg i stødet!

Det var heldigvis ikke alle behandlinger, hvor man lige skulle bide tænderne sammen. Jeg var jo på et såkaldt “Schlank & Schön” ophold, så lidt schön skulle også til. Jeg havde dog ikke helt forestillet mig, at det indebar, at jeg skulle have stød!

Endnu et ucharmerende behandlingsrum. Denne gang uden mudder, men med elektroder, der gik over til en maskine, der lignede noget fra før Murens fald, og vel at mærke nogle elektroder, der skulle spændes på mig. Som led i aktivering af blodomløbet og angiveligt for at modvirke cellulite, lå jeg i 15 min. og fik stød med små mellemrum. De sidste fem minutter i en slags finale, hvor jeg i et sandt fyrværkeri af stød, helt uden mellemrum, nærmest lettede 10 cm. fra briksen.

Jeg spurgte de søde, unge damer, om det her var noget kvinder i Østrig gjorde regelmæssigt, hvorpå de fnisende rystede på hovedet.  Og så er der vel ikke så meget mere at sige til det!

Stødmaskinen

At puppe sig.

Resten af dagene gik som ovenfor beskrevet i et vacuum af pool -hvile – behandling – hvile – pool – hvile – behandling – hvile – spise – sove! Jeg kom slet ikke udenfor hotellet i fire dage. Som i slet ikke. Jeg var på balkonen en enkelt gang, da det gik vildt for sig. Jeg havde hverken behov eller lyst. Jeg ville bare være i min puppe af velvære, og udenfor går de i almindeligt tøj, spiser almindeligt mad og drikke liflig rosevin.

Men spøg til side. Det er faktisk noget af det bedste ved at være på gammeldags kurophold i en moderne verden. Vi skal hele tiden forholde os til mails, nyheder, Facebook eller ikke Facebook, Trumps hår og så meget andet, der bombarderer vores hverdag. Det skal man ikke her. Her skal man bare tulle rundt i sin hvide badekåbe, og så komme lidt i stødet engang i mellem. Det er vidunderligt!

Folk går Caminoen i et væk og de tager på “silent retreats” for at få tid til fordybelse. Hvad der er truet bliver trendy, og tid til fordybelse er truet, så nu er det trendy. Sværere er det ikke. Sværere var det faktisk at lægge min smartphone til side, og jeg kunne konstatere, at modsat tidligere F.A. (før Apple), læste jeg ikke så meget, og jeg kom ikke helt væk fra virkeligeheden, for denne gang var avisen jo ikke længere end et klik væk. Det var lettere at spise slankekost og ikke drikke alkohol, end det var at være uden smartphone. En af vor tids største udfordringer.

Men, når alt kommer til alt, så var det ligeså skønt og berigende både fysisk og psykisk at tage på kurophold, som jeg husker det, og jeg vil varmt anbefale det til jer alle. Træk stikket ud i en uge og træk -ikke en gammel sweater- men en hvid badekåbe på. Fordi I fortjener det.

God weekend!

 

 

Ønsker De også en tur i høet?

Bad Reuthe påske 2018

Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 1

Ovenstående spørgsmål blev jeg i fuld alvor stillet (pr. fax!) dengang for 24 år siden, da jeg bestilte mit første kurophold. Jeg har hele livet kæmpet med vægten, og 20-30something havde jeg så fået den ide, at det rigtige måtte være et “Schlank und Schön” ophold i Østrig. Det startede en livslang kærlighed til de østrigske kursteder – i dag bedre kendt som wellness og spa, men der skulle gå en del år, før jeg blev rigtig dus med konceptet, og det kan man ikke just sige jeg var, da de flinke østriger engang i 90’erne spurgte mig, om jeg ville have en tur i høet.

Det viste sig at være en reel tur i hø. Altså, som i pakket ind i hø, og den dag i dag, er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, det gjorde godt for. Mange besynderlige behandlinger senere, er der faktisk en del af dem, jeg ikke rigtig ved, hvad gør godt for, som f.eks. det brændende stearinlys i øret, men det er en helt anden historie.

Men dengang drog jeg altså afsted – med tog, som det sig hør og bør, når man skal på ægte kurophold, og kom både i høet, boblebad, fik stød og smag for, hvor fantastisk det er, at tjekke ind på et hotel, hvor det hele handler om dit velbefindende.

I flere år efter arrangerede jeg rejser til forskellige kursteder i Østrig, og tog også selv afsted en gang om året, men så kom der mand og børn og hus og arbejde, og ja… hvad som helst i vejen. I kender det sikkert, den ene dag tager den anden, og midt i det hele forsvinder noget af det, som man holder mest af, som man ikke lige synes, man har hverken råd eller tid til, og “hvad nu med børnene?” (vi har to teenagedrenge).

Men midt i juletravlheden sidste år tog jeg så en beslutning. Nu skulle det være – igen! Koste, hvad det koste ville, og hvis ikke min mand, Nils hedder han, ville med, ja så ville jeg selv tage afsted. Det havde jeg jo gjort masser af gange før, så hvorfor ikke. Han ville nu godt med, bare han kunne slippe for behandlinger og bade. Siden jeg proppede ham ind i et overdimensioneret æg, hvor han skvulpede rundt i 37gr varmt vand og lyttede til afstressende musik, har han kategorisk nægtet at prøve noget-som-helst. Ikke engang en lille klassisk massage.

Så startede reseachen. Havde man stadig “Schlank & Schön” in Österreich? Var mine gamle steder lukkede, eller havde de sat prisen så højt op, at jeg slet ikke kunne være med? Mit yndlingssted havde, men det er på den anden side også et super wellness hotel med et fantastisk køkken, og det jeg havde brug for, var et sted, hvor de kunne noget med ondt i ryggen og hælen og så lige det der med lidt slankekost…. 50something….

Det pudsige var, at trods masser af steder, endte jeg med, at det første sted, jeg nogensinde var, også blev det sted, hvor jeg bookede et ophold til mand, hund og mig! Påsken 2018 skulle tilbringes med mudder, massage og masser af vand indvendig og udvendig.

Så afsted gik det i den lille Fiat500 (vores anden bil blev smadret kort før afgang, men der kan faktisk være ganske meget i en Fiat500) og efter et døgn i Tyskland og det sidste glas vin i lang tid, tjekkede vi ind på kurstedet i de østrigske alper.

Og her er man altså ikke for sjov! Skulle man være i tvivl. så er vægt standard udstyr på badeværelset, og allerede når man ankommer, får man udleveret sit skema for den kommende uges behandlinger. Iøvrigt går halvdelen af alle gæster i lobby området rundt i ens, hvide badekåber, så man er ikke i tvivl om, at man er havnet det rigtige sted.

Badeværelse inkl. vægt

Jeg fik mit skema, Nils fik med glæde øje på rygsækken til vandring, og hunden (Cooper) var bare glad for at komme ud af Fiat’en, så en, to, tre, var jeg i en af de tre pools, og en uges gammeldags kurophold i en moderne verden kunne begynde.

Skema