Pyt med det….

… det gør ikke noget!

Nej, det er ikke det nye slogan for 50something kvinder, der trænger til en pyt-knap, men det kunne det såmænd godt være. Næh, det er, hvad Nils søster altid sagde, når noget ikke lige gik helt, som det var planlagt.

Jeg skriver “sagde”, for vi har netop bisat Nils’ søster Ulla idag, ved en af de smukkeste bisættelses ceremonier, jeg har oplevet.

Og det står næsten i kontrast til Ullas liv, der var alt andet end smukt. Faktisk er hun et af de mennesker, jeg kender, der har haft det hårdest, og alligevel slog hun altid sin karakteristiske latter op, og sagde “pyt med det”!

Allerede fra starten gik det galt for Ulla. Hun blev født med navlestrengen rundt om halsen, og fik for lidt ilt, hvilket medførte, at hun ikke var helt som andre børn.

Det kunne Ulla og Nils mor ikke rumme, så da Nils var omkring otte år, pakkede hun sin kuffert, rejste til England og så sig aldrig – som i aldrig -tilbage siden. Bortset fra en kuvert til jul og fødselsdag med 20 pund, hørte eller så de to små børn intet til deres mor mere.

Så omkring 1960 stod Nils’ far alene med to børn, det ene “med særlige behov”, som man ville sige idag.

Ingen forklarede nogensinde de to små, hvad der var sket og hvorfor, og sådan noget betaler man en stor pris for resten af livet. Det strider imod en hver form for biologisk og moralsk habitus, at en mor forlader sine unger – for good!

Ulla reagerede ved at smide ting ud fra vinduet i børnehaven til hun blev smidt ud (ikke af vinduet!). Så gentog hun seancen i den næste børnehave til hun blev smidt ud derfra. Engang i skolen satte hun ild til gardinerne.

I dag kan vi grine af det, men som storebror dengang, var det måske ikke verdens bedste oplevelse, og så afgjort et barns råb i desperation.

Det var heller ikke verdens bedste oplevelse, da to politibetjente kom og afleverede en cirka 12 årig Ulla efter en af de utallige gange, hun var stukket af hjemmefra.

Nils mener derfor, at det er vis form for “cirklen er afsluttet” i, at han i sidste uge skulle have besked fra to betjente om, at Ulla var sovet stille ind. Det kan man mene, selvom det var noget af et chok, at lukke op, og så står der to fuldt uniformerede betjente inklusiv skudsikre veste udenfor og spørger om de må komme ind.

I dag har vi så sagt endeligt farvel til Ulla, og i løbet af den sidste uge har Nils fortalt mere om hans og Ullas opvækst, og det var der absolut ingen curling over.

Indtil faderen giftede sig igen (med den onde og drikfældige stedmor) måtte Nils tage sig af Ulla. Det vil sige hente hende i en af de børnehaver, hun endnu ikke var smidt ud af og så følge hende hjem og være alene hjemme, til far kom fra arbejde. Nils var 8-10 år.

Det sjove er, at han husker det som hyggeligt. Han læste tegneserier højt for hende, når de sad der om eftermiddagen, og Ullas interesse for film, musik og tegneserier holdt ved. Når vi til familiesammenkomster quiz’ede, så var Ulla klar med svarene før os andre. Ganske, som man troede, hun sad og sov (dopet af et helt liv fyldt med psykofarmika), vågnede hun op, og råbte Harrison Ford el., og hun svarede som regel rigtigt.

Ulla var ind og ud af psykiatrien hele sit liv. Efter faderens død fik hun en psykose, og tilbragte tid på den lukkede, som bestemt ikke er noget sjovt sted at være, og hun skulle blive næsten 60 år, før hun fik en lille lejlighed på et bosted og dermed for første gang sit eget badeværelse.

Men jeg har aldrig hørt Ulla sige et negativt ord, og jeg har aldrig hørt hende tale dårligt om nogen. Der var ganske enkelt ikke noget ondt i Ulla, trods de hårde odds, hun havde fået i livets lotteri, og som skrevet, når noget gik galt, sagde hun “pyt med det”. Hun var som sådan verdens bedste gæst, for man kunne ikke gøre noget forkert. Selv min lyserøde sovs en juleaften spiste hun uden at drille mig efterfølgende. Vi grinede bare alle sammen – sammen!

Alt det sad jeg og tænkte over i kapellet i dag. Der er intet som dødsfald, der kan sætte tingene i relief, og få en til at værdsætte det liv, man har, og reflektere over, hvor meget man egentlig hænger sig i små og ubetydelige ting.

Så husk TV*2’s ord….. “Elsk det nu, det satans liv….” og i vores lille familie har vi besluttet, at fremover skal vores faste udtryk være “pyt med det”!

Ære være Ullas minde.

Også andre havde samme opfattelse af Ulla.

 

Der er så meget, kvinder godt forstår.

Jeg er fodboldfan. Jeg kan rigtig godt lide at se fodbold, jeg kan lide den sociale funktion fodbold har, jeg kan lide at være på stadion, og på Helsingør stadion kan jeg ovenikøbet lide pølserne.

Og tænk engang, nu er jeg så heldig at bo i den by, som landsholdet holder til i, og når de er samlet, og jeg går tur med hunden om morgenen, så bliver jeg overhalet af den ene veltrænede fodboldstjerne efter den anden, der er ude at løbe. Ikke så ringe endda.

Det lå ellers ikke i (fodbold)kortene, at fodbold skulle komme til at fylde så meget i mit liv, som det har gjort. I min familie dansede man, og vi har op til flere danselærere på stamtræet. Jeg selv startede på ”baby-holdet” som to-årig og dansede mig igennem hele barndommen indtil gymnasiefesterne satte en stopper for chancen på showholdet hos Britt Bendixen. Så det var ikke familietraditionerne, der  gjorde, at jeg tabte mit hjerte til fodbold.

Det var Elkjær – Preben Elkjær!

For i start firserne skete der noget nyt i dansk fodbold, og som så mange andre forelskede jeg mig i landsholdet, Gunnar Nu Rap (som egentlig ikke er særlig god), stemningen og Elkjærs revnede buksebag.

Den allerførste live fodboldkamp jeg så, var faktisk på Det Olympiske Stadion i Rom, ene og alene fordi Roma skulle spille mod Verona, og der spillede Elkjær som bekendt. Det sagde jeg nu ikke noget om til at de Roma fans jeg var omgivet af der oppe på de billige pladser, hvorfra Elkjær var på størrelse med en tændstik mand nede på banen.

Men det skulle blive til rigtig mange live fodboldkampe derefter, for tilfældet ville, at jeg qua mit arbejde i rejsebranchen kom til at arrangere rejser for både sportsjournalister og fodboldglade danskere, som ville ud og opleve fodboldkampe, og så var jeg ligesom nødt til at følge med. Både i selve sporten og også tit på turene.

Og der er noget særligt ved slutrunder. Hvad enten, det er EM eller VM, og så er det fantastisk at opleve, og hver slutrunde har sit særkende. Et år var det plastre på næsen. Den dille forsvandt hurtigt igen, så det gav nok ikke det ekstra ilt, som de prøvede at bilde os måbende tilskuere ind, at det gjorde. Så kom de farvede fodboldstøvler, så de besynderlige frisurer, så vuvuzelaen, som jeg helst vil forbigå i tavshed, og denne gang tror jeg, at det er de brede skilninger, der vinder.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til vores optaktsarrangement for at modtage “folkets hyldest”. Jeg står glad i baggrunden og klapper.

Slutrunder og elitefodbold er en ting, men jeg er også stor fan af alle voksne, som uge efter uge møder op i den lokale fodboldklub, og sørger for at lokalsamfundet har et sundt og sjovt samlingssted. Min beundring gælder selvfølgelig alle frivillige i idrætsforeninger, for deres arbejde er uvurderligt, men nu fik jeg altså to fodboldsønner, så det er her, jeg mest har haft min gang.

Tænk engang hvad en klub som BIF har gjort for lokalsamfundet i Brøndby. Det kan ganske enkelt gøres op, og netop BIF var årsag til at jeg endnu engang blev rørt til tårer over fodboldens rækkevidde. Lille Elvis på 6 år har spastisk lammelse og går med gangstativ. Alligevel havde han været til boldens dag i BIF og klubben efterlyste ham efterfølgende. De ville tilbyde ham at gå med holdet på banen i Parken til pokalfinalen. Elvis blev fundet, og at se ham gå stolt afsted med sit gangstativ ind på et propfyldt stadion smeltede mit hjerte endnu engang til det spil, jeg i forvejen holder så meget af.

Og ja – jeg kan godt off side reglen.

Her smeltede mit hjerte også. To unge, smukke mennesker, der stjæler sig til et minuts kærlighed, fordi han blev udtaget til dopingtest og derfor alligevel ikke kunne få en time med sin elskede. Hun i tårer – han i trøst. Længe leve kærligheden – også i fodbold.

Folke- eller netværksmøde?

Demokratistenen

I går kom jeg hjem fra dette års Folkemøde. Det er anden gang jeg deltager, og første gang, hvor jeg selv var del af en debat, men hvor jeg efter første gang var nærmest helt høj over denne demokratiets fest, sidder jeg denne gang tilbage med lidt blandede følelser.

Timme Bisgaard Munk har allerede været ude og omdøbe Folkemødet til DJØFstortion, og ærlig talt, jeg er bange for, at han har ret. Der er mere fætter/ kusinefest for kommunikationsbranchen m.fl., end der er folkefest over Allinge.

Men lad os starte i den positive afdeling. Jeg bliver stadig rørt over og stolt af at leve i et land, hvor vores politikere kan gå rundt blandt folket (og der er trods alt nogen) i shorts og t-shirt, og være åbne for at man stopper dem og giver sin mening til kende. Gerne efterfulgt af en kort diskussion. Jeg bliver også rørt og glad, når jeg står i en skøn blanding af hvem-som-helst og synger med, så godt jeg kan, på diverse højskolesangbogs sange. Det er stort, bevægende og helt igennem en positiv oplevelse. Folkemødet er en fantastisk ide!

Ikke alle politikere kan imidlertid gå sådan rundt. Stakkels Khader eksempelvis lever med PET og politibeskyttelse døgnet rundt, for det har sin pris, at tale mørkemænd imod, også i Danmark. Det er mig stadig en gåde, at hele nationen ikke står bag ham og andre, som må betale så høj en pris for deres meningers mod, og det er mig i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt hvilken side af spektret, det kommer fra. Alle skal have ret til at sige, hvad de mener uden at frygte for deres liv, og vi burde som borgere støtte op 100% om alle, der er truet på baggrund af det. Skam over jer, der ikke gør!

Grundtvig kan heldigvis gå frit rundt og diskutere med folk.

Nå, tilbage til det positive. I i år blev Folkemødet for min del beriget ved at jeg havde mine to teenage sønner med, og hvis jeg nu ikke fokuserer på rod og natteroderi, men udelukkende på det positive, så var det altså fantastisk at opleve Folkemødet gennem teenageres øjne.

Højdepunktet var en debat med Morten Albæk, Søren Pind og Stefan Hermann om dannelse. Da de kom på scenen, spurgte den yngste, hvem ham Dario’en var (Albæk var i topform med opknappet skjorte og slikhår), og da jeg så svarede, at det var filosoffen, kunne jeg næste høre, hvordan hans fordomme om, hvordan en filosof ser ud, falde til jorden. Det var sjovt, og det var vidunderligt at opleve to digitale teenagere stå helt stille i næsten en time og lytte til det talte ord fra de tre førnævnte og grine sammen med mig, da de tog mikrofonen (og dermed magten) fra ordstyreren og overtog hele showet.
Det var hele turen værd.

Dario & co

Vi havde også en skøn oplevelse med et “lykkehjul” hos foreningen for psykisk syge, hvor en sød dame med jordbærhue bød på pebermyntepastiller og samtale, og drengene har selv fortalt, hvor stort indtryk det gjorde på dem, at være forbi hos Forsvaret, hvor veteraner i rullestol spillede volleyball mod politikere og vandt. Der er mange små højdepunkter.

Men der er altså mere netværksmøde end folkemøde over det hele, og kors hvor jeg dog savner Mads Holger, der ellers plejede at være fast inventar og bagefter spidde det hele med sine sylespidse kommentarer. Dem har både vi og djøf’erne brug for, også selvom en del havde valgt at blive væk i år. Ikke i stilhed selvfølgelig. Et fravær skulle naturligvis uploades på SoMe, så der i det mindste var lidt street credit som “first mover” over ikke at være til stede.

Der var dog stadig rigeligt af mennesker, hvilket også har fået de driftige Bornholmere til at sætte priserne i vejret. Meget i vejret! Jeg var så heldig at få fingre i en lejlighed bare 30 min. gang fra Allinge. Tro mig, det er et fund med 26 kvm. så tæt på. Det måtte vi (min arbejdsplads) så også betale den nette sum af 7.500,- kr. for, hvilket giver en nats pris på 1.875.-, men så havde vi også de 26 kvm. hele ugen. Tro mig, det var et fund, skrevet helt uden sarkasme, men det er vel næppe en pris, folket kan betale.

Nåh jah, så kan man jo også ligeså godt nyde det.

Helt galt går det til aftenarrangementerne fredag aften, der har udviklet sig til noget, der ligner nattelivet i storbyerne inkl. dørmænd. Her gælder det om at have invitation til de rigtige steder. Et kommunikationsbureau, et forlag og en politisk parti fører. Det politiske parti har reelt både “landgangsmand” og armbånd a la festival’er, mens man trods alt stadig kan snige sig ind hos kommunikationsbureauerne, der selvfølgelig har eksklusive arrangementer med måske kommende statsministre og andre kendte.

Jeg var inde (fed følelse) – jeg havde invitation til et af arrangementerne, og mine sønner var tilstrækkeligt fremme i skoende til at de fik tiltusket sig et armbånd og en masse gratis cocktails, men folkeligt – ikke det, der ligner.

Hvad skal jeg så mene om det? Jeg aner det ikke.

Jeg er stadig helt vild med Folkemøde konceptet. Det er genialt, og jeg har en fest, selvom jeg går så meget, at jeg nu ligger med ondt alle steder (I’m too old for that shit!), men når det så er sagt, så trænger Folkemødet altså til at kigge indad. Det skal ikke bare være en undskyldning for at alle, der er noget med ord, kan holde Danmarks største netværksmøde over tre dage.

Ses vi næste år?

Min egen debat, og min “hjertesag” – de kreative erhverv kan skabe vækst, hvis de samarbejder. Her symboliseret ved kommercielle, kommunale og kunstneriske interesser.

 

Jeg kan godt lide ord!

Spread the Word!

Jeg har fået min første bestyrelsespost. I wordsdenmark.dk, og det er der nærmest en højere mening med, for jeg kan rasende godt lide ord. Det har jeg nu altid kunne og folk, der har kendt mig længe, vil sikkert hævde, at det var derfor, jeg snakkede så meget før i tiden.  Det skal jeg lade være usagt, men faktum er, at jeg altid har holdt meget af både at læse ord, sige ord og ikke mindst at høre ord.

Det kom jeg til at tænke over her i weekenden, hvor jeg var til Words Festival i Helsingør. Her bliver ordet levende i bogstavelig forstand. Levendegjort af fortællere fra hele Europa – flest danske, som fortæller historier om hvad som helst fra taxature (kan være rigtig spændende, når taxachaufføren er fra Israel og kunderne fra Palæstina) over kærlighed til erotisk thriller og gysere i den til dagen udnævnt “Horror Kælder”. Iøvrigt kælderen under mit kontor (!).

Men mens jeg sad der tryllebundet og lyttede, slog det mig, hvor meget jeg altid har holdt af ord. Især de der ord, der ligger rigtig godt i munden, eller er lidt sjove. Som eksempelvis Feargal Sharkey – 80’er popsanger med et stort hit! Prøv lige at sige det igen – Feargal Sharkey. Man ser nærmest Jaws for sig, selvom popsangeren sikkert var og er en meget sympatisk mand.

En af mine ungdomsveninder og jeg havde en svaghed for svenske ord, og vi vil hårdnakket hævde, at det var os, der fik alle i Danmark til at benytte ordet “kendis”, for vi startede. Siger det bare! Under en sommerferie i Italien havde vi ovenikøbet en lille konkurrence kørende om hvilket svensk ord, vi bedst kunne lide. “Alkis” var jo nærliggende, og “juridik” er også et godt ord, men vi endte med henholdsvis “puss” og “nunnor”, som selvfølgelig blev til “pussande nunnor”. Som om!

Så er der de ord, der ikke rigtig benyttes længere, men som man godt kan savne en gang i mellem. Kålhøgen. Fantastisk ord, der slet ikke betyder det, man umiddelbart tror, og afgjort et ord, vi burde benytte noget oftere. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par stykker, som jeg uden at skamme mig, vil kalde for kålhøgne.

En døgenigt er det altså også lidt synd, er forsvundet helt ud af dagligdags sprog. Der er noget Kaptajn Haddock sprog over det ord. “Dit fladpandende, brolagte, grødfyldte penalhus” skældte Haddock engang Bjævermose ud for at være, og det mest syrede er, at jeg kan huske hele smøren ordret endnu.

Men jeg læste også meget som barn, både tegneserier og bøger, og det er sikkert derfor, jeg blev nærsynet, og fik briller allerede som 10-årig. Det var ikke så cool dengang. Det var det egentlig heller ikke, at holde til på biblioteker, men det var nu engang der, jeg fandt helle i nogle perioder, og ord dufter også godt. Der er en helt særlig duft på biblioteker af nye og gamle bøger, der kalder, for at dele deres hemmeligheder med en.

Men tegneserierne, de var cool og sproget farverigt. Bare tænk på hele Andeby universet med “Langbortistan” og “Lille Hjælper”, og hvad var verden uden Fætter Guf? Nogle gang er jeg helt ked af, at børn ikke læser Anders And mere. Heldigvis har de unge opfundet Poetry Slam, og selvom jeg ikke kan holde rap ud (det må man godt sige, når man er 50something), kan jeg høre, at mine sønner finder samme glæde i rappernes ordstrøm, som jeg altid har gjort i Billy Joels tekster (de tidlige….), så helt skidt står det vel ikke til.

Men vi læser generelt for lidt poesi, for her kommer ord rigtig til sin ret

So your mouth tastes like sunshine”          – The Rumour Said Fire.

Eller Strunge: “Ned med himlen, op med drømmen”. Alt i en sætning. Og alle os, der har set “Fire bryllupper og en Begravelse” kender vores Auden, uden at vide det. “Stop all the clocks”, også kendt som “Funeral Blues”. En titel, der i sig selv giver inspiration til nogle flere ord, men det må blive en anden gang.

Den ultimative opfinder af ord og udtryk, må imidlertid være Shakespeare. De fleste er bare slet ikke klar over, hvor meget han har beriget vores sprog med. For bare at nævne nogle få “et hjerte af guld”, “forsvinde ud i den blå luft”, “Ikke have lukket et øje” eller noget så banalt som “catch a cold”. Tag en tur på Google, hvis I vil se flere, og “det er ikke af samme stof, som drømme”.

En af mine store helte har altid været Dan Turrell, og han kunne i den grad noget med ord. Faktisk holdt jeg mest af at lytte til ham, men jeg må også indrømme, at en af de bedste julegaver, jeg nogensinde har fået, var da min mor havde fået ham til at signere en af sine bøger til mig. Den står stadig på hæderspladsen, og har faktisk været med til at starte en trend i vores familie, hvor vi samler på signerede bøger. Hergé kommer ind på en klar 2. plads.

To af de signerede

På mit spejl sidder et klistermærke, hvor der står “Thoughts become things. Think good ones”, men der kunne også stå: “Tanker bliver til ord, ord bliver til handlinger”. Vi skal nemlig også passe på med vores ord. De slår hårdere, end man regner med. Det er ikke uden grund, at man altid har hævdet, at pennen er stærkere end sværdet, og især i disse SoMe tider, skal vi holde øje med ordene.

Men generelt, skal vi bare elske ord, og vi skal bruge dem flittigt og gerne finde gamle ord frem og give dem nyt liv. Ord er berigende, fordi de lukker vores verden op, får os til at le og tænke. Og det er ikke så ringe endda!

Vi har brug for hyggeradio

Jeg ved det godt. Det nye sort er podcasts, og jeg ved også godt, at der absolut intet ”street credit” er ved at skrive, at jeg hører P4, og at hvis jeg endelig hører en podcast, så er det fordi, der er et hyggeprogram jeg ikke lige fik lyttet til, og ikke fordi jeg har intentioner om at blive klogere på Malcom Gladwell eller andre under min løbetur. I øvrigt løber jeg slet ikke.

Men jeg kan godt lide at lytte til radio, og det har jeg faktisk altid kunne. Jeg synes radio er et fantastisk medie. Måske fordi man selv er i stand til at danne sig nogle billeder, mens man lytter. Det er bøger for ørerne.

Og så er jeg vokset på med radio. Det første, der skete om morgenen i mit barndomshjem var, at der blev tændt for transistoren, så man kunne høre radioavisen – og Frøken Klokken.

Da jeg var barn, var der nogle fantastiske radioprogrammer for børn. I mange år bestyret af Hans Bischoff, som nogle af jer måske er gamle nok til at huske. Jeg troede fejlagtigt, at han så ud som en italiensk fotomodel, og uden at fornærme Hr. Bischoff, så blev jeg noget skuffet, da den hyggelige, rare mand med fuldskæg begyndte at forklare os alle om skatteteknikaliteter på fjernsynet. Der var ikke meget Dario der. Men sådan kan stemmer snyde.

Jeg kan også stadig huske en radioføljeton om ”Trifitterne”. En sci fi gyser, hvor menneskeædende planter overtog jorden. Min mor og jeg sad klinet til transistoren i sommerhuset, mens vi gøs, og i flere måneder efter kiggede jeg skævt til enhver bjørneklo og lignende planter. Bogen bag føljetonen står i dag på min reol.

Orson Welles skabte decideret panik med historiens måske mest berømte radiospil – Klodernes Kamp i 1938

Jeg blev ældre, og så kom der en lang radio ørkenvandring. I hvert fald i forhold til morgenradioen. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte på derinde på Rosenørns Alle, men jeg husker tydeligt, hvordan hele sendefladen mellem 7 og 8 om morgenen var fyldt med radioavis på dansk og engelsk, ”Vi bruger også”, vejrudsigt og vist nok også nogle farvandsudsigter. Det havde vi rigtig meget brug for på Vesterbro, men jeg lærte da ordet Doggerbanke. Blev der endelig spillet et stykke musik, så var det jazz. Musikvælgerne var meget glade for Niels Henning Ørsted Pedersen dengang. Han var også god, men måske ikke ligefrem spring glad ud af sengen musik.

Heldigvis skete der noget, og der skete også noget med monopolet. Ikke Mads’, der blev fremtidens hyggeradio per excellence, men monopolet blev brudt, og stor var min forundring, da jeg en dag havde et ærinde i Radiohuset, og receptionisten sad og lyttede til Voice (!)

I dag er der et hav af radiostationer, og det er skønt, at kunne vælge efter stemning og ønske og også hvornår vi vil lytte til vores yndlingsprogram, men der er nu noget særligt over at lytte til det samme program live.

Det tænkte jeg over i morges i bilkøen på vej mod København. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg gætter på, at ganske mange af os sad og lyttede til den samme morgenradio. Flagskibet på radiosiden, og netop denne morgen, var det nogle af mine yndlingsværter. De rigtig gode værter forstår at hygge om os og få os godt op og i gang uden at det bliver omklamrende eller patetisk. De får os til at smile, til at tænke over noget, og de får os til at føle os som en del af et fællesskab. Et rart fællesskab. Et fællesskab, hvor man vil hinanden det godt, og hvor man på trods af uenigheder altid i den sidste ende finder ud af det sammen.

Og så er det ikke sikkert, at din hyggeradio er den samme som min. Det er også lige meget. Det afgørende er, at vi engang imellem og gerne ofte, lytter til noget, der binder os sammen og får os i godt humør. Der er så pokkers meget, der ikke gør på alle andre sendeflader.

Den der alder – er den ikke bare et tal?

Jeg er ældre end Kronprinsen. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Det har jeg været, siden han blev født, så det har jeg vidst i 50 år. Derfor gjorde jeg mig heller ikke nogen prinsesseforhåbninger som teenager, og jeg valgte ikke gymnasium efter prinser. Ikke at jeg havde haft nogen chance overhovedet, hverken hos ham, hoffet, befolkningen eller PET, men dengang kiggede yngre teenagere bare ikke efter ældre ditto – når det altså var pigen, der var ældre.

Det har ændret sig. Man har ovenikøbet fået flere ord indenfor genren ældre kvinder og yngre mænd – cougar og milf er bare to, og flere kvindelige hollywoodstjerner har med stor fornøjelse flashet deres yngre mænd med samme selvfølgelighed, som mænd altid har gjort med deres nyeste “vedhæng” (sorry… men det er det altså i visse tilfælde). Og så har jeg slet ikke nævnt Macron.

Noget har altså flyttet sig, og både mine sønner og flere af deres venner har også som 1.G’er scoret 3.G. piger. Omend jeg synes, at jeg har nogle lækre sønner, og at deres venner også er faldet ret godt ud, så forstår jeg det stadig ikke helt. Og det er nok… ja, min alder.

Når man kommer over teenage stadiet, gør det ikke helt så meget mere. Så har vi ligesom udlignet, men der er altså for mange drenge, der stadig er motorisk ude af sync, fordi al ting vokser, også bumserne, omkring de 16 år til at piger i ditto alder gider at kigge efter dem.

Men tilbage til Kronprinsen. Han er jo skøn! Frederik af folket og han passer til sin alder – hvis vi altså ser bort fra trampolinhop, og, har vi lige lært af Marys fabelagtige tale, hvid lycra. Men han er stadig yngre end mig, og det betyder, at når han bliver konge, så er Kongen af Danmark yngre end mig! Den tanke er jeg faktisk ikke helt pjattet med, heller ikke selvom alder kun er et tal.

Min mand har det med politibetjente. Det er mange år siden, han begyndte at undre sig over, at de altså blev yngre og yngre. Nu omtaler han det slet ikke længere. For mig var det ministrene, der pludselig så ud som om, de lige var hoppet ud af gymnasiet og ind i Folketinget. Det var de stort set også i en periode, men det er heldigvis også blevet justeret lidt. Der skal gerne være lidt af det hele -kvinder, mænd, yngre, mellem og ældre, så vi alle er repræsenteret.

Men jeg er også ældre end statsministeren – og det svir… lidt! For så er man pludselig i den der mellemalder. Jeg er ikke gammel nok til at være ligeglad og bare “sidde på en bænk, der hvor havet slår ind ved molen”. Jeg er stadig også så ung tilsyneladende, at jeg har brug for en eller anden form for faderfigur m/k,  til at passe på mig og mit fædreland, og det passer rigtig dårligt sammen med at være ældre end både konge og statsminister. Hmmmm!

Men du har da din mand, kan man så sige. Ja, det har jeg, og han er ældre end mig. Det er i og for sig også noget skidt, for de holder jo som regel ikke så længe de der mænd, så ham vil jeg egentlig gerne have lidt yngre. Han holder sig heldigvis godt, så jeg får nok lov at beholde ham et stykke tid.

Og så ramte jeg lige en ting mere… “holde sig godt”. Hvornår er det lige, en kvinde går fra at se godt ud, til at holde sig godt? Jane Fonda ser forrygende ud, så hun holder sig godt eller?

Min mor sagde altid, man må ældes med ynde, og så må man finde det bedste ved den alder man har (min mor var en klog kvinde). Iøvrigt er alternativet meget værre, skal man huske på.

Så dermed ikke mere alders snak. Vi leger, at det bare er et tal, og at 50’erne er de nye “fyrre”. Dermed stort tillykke med fødselsdagen, Deres Kongelig Højhed. De holder Dem godt, og heldigvis er jeg yngre end vores statsoverhoved noget tid endnu.

En Dronning og hendes Kronprins.

Den forbandede flinkeskole!

Jeg troede egentlig, at nu når jeg havde nået den alder, jeg har, så ville det efterhånden også være farvel til flinkeskolen. Men ligesom jeg troede, at når langsynetheden med alderen satte ind, så ville den ligesom udligne den nærsynethed, der har gjort, at jeg har haft briller, siden jeg var 10 år og jeg dermed ville slippe af med dem – brillerne altså, så tog jeg fejl.

Jeg har stadig briller, nu bare med såkaldt glidende overgang og de er dobbelt så dyre, og jeg ligger stadig under for regelsættet i flinkeskolen, og gør ikke altid, som jeg har mest lyst til. Arghhhh!

Det kom jeg til at tænke over i morges efter at have læst et indlæg af Emilia van Hauen om kvinder, der når de er vrede, kommer til at græde i stedet for at skælde ud. Ofte i situationer, hvor det er højst upassende, og ofte er der tale om højt begavede, selvsikre og kompetente kvinder, der står med øjnene løbende, når en chef eller en kollega gør noget, der gør dem gale.

Det føles så ydmygende, og det kan jeg tale med om, for jeg er en af dem. Jeg har prøvet at forlade min arbejdsplads med tårerne trillende og et raseri indvendigt på størrelse med Vesuv i udbrud.

Emilia skriver, at kvinder der græder, når de er gale, ofte er piger, der har lært, at de godt må være kede af det, for så bliver de trøstet. De får kærlighed. Omvendt, så har de som små lært, at når de bliver gale, så får de en kold skulder.

Jeg er ikke helt sikker på, at det er den endegyldige sandhed. Jeg kan sagtens blive så gal, at jeg sprutter. Spørg bare min sønner. Men nu er Emilias betragtninger også mere generelle i modsætning til mine, der er personlige.

For mig handler det om uretfærdighed. Jeg er simpelthen ikke gearet til åbenlys uretfærdighed, og de gange, hvor jeg er blevet bragt i en situation, hvor nogen åbenlyst begår uretfærdigheder, er grænseoverskridende eller gør noget andet, der skriger til himlen, så går jeg tilsyneladende i baglås, og så kommer tårerne. Jeg bliver så paf over vedkommendes opførsel, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt. For sådan gør man bare ikke.

Men nogen gør!

Og her er det så desværre, at regelsættet fra flinkeskolen ofte tager over, og bestemmer ens (-læs min) opførsel. Det duer bare overhovedet ikke til noget som helst, hvis ikke alle spiller efter samme regelsæt i større eller mindre grad. Ligesom færdselsregler og etikette. Hvis vi allesammen følger dem, glider trafikken let, men hvis bare en bryder og kører overfor rødt, kan nogen komme alvorligt til skade.

I arbejdssituationer er det selvfølgelig rigtig skidt, og her skal en ledelse gribe ind. Øjeblikkeligt. Det er det, man har ledelser til. Det sker desværre bare ikke altid, og især ikke, hvis det er ledelsen selv, det er galt med. Men det finder jo også sted i privatlivet, at nogen opfører sig helt håbløst.

Her kan man til gengæld i de fleste tilfælde klare det lettere. Man går bare et andet sted hen i selskabet, så man slipper for den grænseoverskridende person – og her tænker jeg altså ikke på den umulige onkel, som vi alle har i familien.

Jeg har også flere gange meldt afbud til diverse, fordi jeg vidste, der kom personager, jeg ikke kunne holde ud i længere tid af gangen. Det er sikkert gensidigt, og så slap vi så alle så fint ud af akavede situationer, før de opstod.

Men jeg har også prøvet at være i en situation, hvor jeg ikke kunne komme væk, men var bænket til et bord i flere timer med et menneske, der var fuldstændigt grænseoverskridende, irriterende og rigtig dårligt selskab. Kort sagt – frastødende.

Say no more!

Det oplevede jeg blandt andet ved et arrangement , hvor min mand også var med, og jeg vidste allerede indenfor de første fem minutter, at det her, det bliver ikke sjovt, men med afsæt i flinkeskole regelsættet bed jeg det meste i mig, og opførte mig høfligt. Kun det meste – et par giftigheder slap ud.

Efterfølgende diskuterede vi selvfølgelig arrangementet, og vi var grundlæggende enige om vedkommende. Men hvad skulle vi have gjort?

Til at begynde med var vi høflige og forsøgte at have en samtale. Det viste sig umuligt, da vedkommende talte hele tiden. Altså hele tiden – som i HELE tiden, og det var ikke ligefrem guldkorn, der kom ud af munden.

På et tidspunkt er høfligheden så tyndslidt. Men man gør alligevel ikke noget. Man siger ikke højlydt, måske skulle du give din hustru en chance til også at sige bare et par ord. Eller måske skulle du sætte dig lidt ind i sagerne før du udtaler dig. Eller hvor vover du at tale sådan om kvinder (det gjorde jeg nu et par gange, men det prellede af).

Reglerne fra flinkeskolen er for stærke.

I netop dette tilfælde havde vi stor respekt for arrangøren, som havde gjort sig umage. Vi syntes derfor ikke, vi kunne være andet bekendt, end at spille med, og så gå hjem ligeså snart, vi kunne tillade os det. Bemærk udtrykket – tillade os det.

Men kunne vi have tilladt os noget andet? Kunne vi have rejst os op og sagt – nu kan vi simpelthen ikke holde ud at høre mere på dig og din chauvinistiske, ubegavede talestrøm, det er vores liv simpelthen for kort til, og så være gået?

Hmmmm…. jeg er stadig i tvivl. Havde det ikke været af ovenstående årsager, så havde jeg rejst mig og var gået, så lidt har jeg da lagt flinkeskolen fra mig

Der arbejdes på sagen….

Det er ikke så svært

 

Når cirklerne bliver for små og usikkerheden for stor, er det tid at komme ud af “comfort zone”

Venskabet
Min måske tætteste veninde og jeg har ikke boet i samme land siden jeg var 17- 18 år.  Alligevel er vi stadig meget tætte og betragter os nærmest som søstre, og det har aldrig gjort os eller venskabet noget, at den ene altid var i en anden tidszone.

To 16 – 17 årige veninder

Det giver sig selv, at når man bor flere tusind kilometre fra hinanden og Internettet, Skype og Facetime ikke er opfundet endnu, så har der igennem årene været perioder, hvor vi ikke talte sammen hver dag, uge eller måned for den sags skyld. Det er noget lettere -og billigere- nu, så nu er der også tid og råd til at tale om små dagligdags ting, som dumme naboer og større behov for tandlæge besøg (hvor det så end kom fra…), og farven på sengetæppet.

Det har nu aldrig været et problem for os. Vi har altid instinktivt vidst, når den anden havde brug for at tale eller havde brug for hjælp, og vi har så mange eksempler på, at vi har forsøgt at få fat i hinanden samtidig, at vi helt er holdt op med at finde det bemærkelsesværdigt. Vi er også næsten holdt op med at grine over, at vi altid køber ens tøj (hun vejer betydeligt mindre end mig, hvilket giver hende lidt større valgmuligheder.. hrmf….). Senest sad hun i Marrakech, jeg i Paris og vi havde ens bukser på, hvilket Instagram afslørede. Og nej, vi taler aldrig om tøj!

Hvad er det så, der binder os sammen? Altså udover en lang fælles historik, og en nærmest overmenneskelig evne til at forstå og acceptere hinanden på godt og ondt?

Vores nysgerrighed, livslyst og ønske om altid at udvikle os, er et godt bud!

Vi er begge, og har altid været, ekstremt nysgerrige på livet. Vi er interesserede i mennesker og nysgerrige på deres liv, kultur og måde at tænke og leve på. Derfor har vi begge to også altid holdt af at rejse meget, og vi bor gerne i både kortere og længere perioder i udlandet.

Livet har imidlertid formet sig forskelligt for os. Ikke så underligt, for vi er to forskellige personligheder, men vi har altid haft ovenstående som fællesnævner. Men så for nogle år siden, skete der noget med mig, der gjorde, at jeg pludselig blev usikker overfor ting, jeg ellers plejede at være fuldstændig ligeglad med. Jeg begyndte at blive frygtsom.

To 50something veninder

Frygtsomheden, der kom snigende
Med et langt arbejdsliv i rejsebranchen, har jeg været privilegeret og rejst meget og med stor fornøjelse. Men pludselig blev jeg så bange for at flyve, at familien måtte på bilferie flere år i træk, og selvom en af mine store drømme var at køre i autocamper med familien i USA, var tanken om at flyve over Atlanten helt udelukket. Jeg har nære venner i Boston, som jeg aldrig har besøgt, og føromtalte veninde boede i en periode i Costa Rica, uden at jeg så meget som overvejede at udnytte chancen til at opleve et af verdens smukkeste lande.

Men det var ikke kun det med flyvemaskinerne. Jeg kunne også mærke, at jeg blev frygtsom på andre områder. Det er ikke let at køre i indre København i myldretiden, men det har jeg jo altid gjort, så pyt med det. Indtil det lige pludselig ikke var pyt med det længere. Jeg begyndte at undgå at køre i indre København (det er Enhedslisten sikkert svært tilfreds med), og langsomt var der også andre ting, som jeg lige så stille og roligt undgik.

Noget kan hænge sammen med alderens sårbarhed, men det er ikke hele forklaringen, og forleden fortalte min veninde mig så om et længere varende besøg hos en af hendes gamle veninder, der havde udviklet sig til noget helt andet end forventet, da kvinden stort set ikke ønskede eller rettere turde at bevæge sig udenfor sine meget små cirkler, og dermed måske ikke ligefrem var den sjoveste værtinde at bo hos.

Det fik mig til at reflektere over min egen frygtsomhed, og hvad der lige var sket.

Alle de ting, man gør ofte, bliver almindelige og ikke noget at være bange for. Kører man bil i indre København hver dag, er det en rutine. Min mand har kontor i London, og for ham er det at flyve frem og tilbage det samme som at tage Kystbanen til København – bare mere rettidig og med siddepladser. Er man i et job, hvor man møder nye mennesker hver dag, er det rutinen og for en underviser eller oplægsholder er det at stå foran en større forsamling og tale hverdag, mens det skræmmer livet af de fleste.

Så hvad var der lige sket med mine hverdagsting?

Skønne Helsingør

Da cirklerne blev mindre
Jeg forelskede mig hovedkulds i Helsingør for 20 år siden, og jeg er stadig forelsket i byen. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg hev teltpælene op af Vesterbros asfaltsbelægning og flyttede her til.

Jeg har heller ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at være hjemmegående med mine to drenge i nogle år, da de var helt små. Heller ikke selvom det kostede lidt ekstra at komme tilbage i arbejdshierarkiet og en del nedladende bemærkninger (kun fra kvinder), men jeg var ikke opmærksom på, at det at gøre cirklerne mindre, også har nogle bivirkninger. Blandt andet, at ting, jeg tidligere havde gjort med største selvfølgelighed pludselig krævede overvejelse og i nogle tilfælde blev valgt helt fra.

Jeg er for længst tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg kommer også vidt omkring, men noget var alligevel forandret. Flyveturene eksempelvis, og selvom jeg altid har hadet at gå receptioner, plejede jeg trods alt ikke ligefrem at vælge dem fra. Jeg var også bogstaveligt talt blevet tung i rumpen, og ikke til at drive ud fra hjemmet, hvis jeg først var kommet hjem og havde smidt mig på divaneseren.

Der var med andre ord, nogle advarselslamper, der begyndte at blinke. Ikke i forhold til… åh, jeg må ikke blive sådan, og sådan, jeg er efterhånden også blevet så kølig i rumpen, at det er jeg fuldstændig ligeglad med, men i forhold til at “nu skal jeg passe på, at jeg ikke går i stå!”

Heldigvis har jeg to teenage sønner, der nok skal holde mig igang, og jeg har også en nær veninde, der skubber til mig med blandt andet skrækhistorier om kvinder, der virkelig går i stå, men jeg tror faktisk, at det her er mere almindeligt, end man tror.

En ting er at gå i stå i forhold til tøj, frisure og musik. Man kan altid se på folk, hvilket årti, de holdt mest af på deres påklædning, hår eller hvilken yndlingsmusik, de har, men det er noget andet, hvis man går i stå og holder op med at være nysgerrig på livet – og bliver frygtsom.

Det skal vi 50something passe lidt på med. For vi har det jo godt, og vinen er god, Netflix eller HBO har altid lige en god en serie, og så behøver vi jo ikke at flytte os ud af stedet, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.

Men med de mindre cirkler kommer også noget snigende….. ladhed og i mit tilfælde frygtsomhed, og så går vi faktisk glip af en hel masse.

Så jeg har taget mig sammen. Jeg har fløjet mere det sidste år, end de sidste fem. Jeg er ovenikøbet begyndt at overveje en tur til USA, og jeg har med fuldt overlæg meldt mig til nogle træningshold, hvor jeg ikke kender et øje og sidder i stillinger, der meget lidt flatterende at se på.

Jeg er med andre ord trådt ud af comfort zone, og bare det, at jeg er begyndt at skrive en blog, der er offentlig og ovenikøbet om noget så utjekket som om at være midaldrende kvinde, er ligeså grænseoverskridende for mig, som det er for andre, at gå nøgne ned gennem Strøget.

Men det virker! Jeg har fået lettet føromtalte tunge rumpe, og flytter mig igen, også via flyvemaskiner, og det kan varmt anbefales – altså at komme ud af comfort zone.

Uden sammenligning…. Der gror aldrig mos på en rullesten!

Kom ud af “Comfort Zone”

Noget om at være privilegeret og om børn, der ikke er det.

Slottet i Bourgogne

Søndag nat kom jeg hjem fra en fuldstændig fantastisk weekend i Frankrig. Min meget nære og gode ven gennem 31 år, var gået hen og havde rundet de 50, og havde besluttet sig for at leje et helt slot i Bourgogne, og så invitere alle sine venner til en fødselsdags fest, der strakte sig over en hel weekend! Så bliver det ikke meget bedre!

Slet ikke, da han for at forkæle mig (lidt dronning har man vel lov at være ;o)…) indkvarterede Nils, min mand, og mig i slottets suite. Det var overdådigt, og som om det ikke var nok, så var weekenden startet med en romantisk nat i Paris.

Nils har altid været forelsket i Paris, så da vi mødte hinanden for snart 20 år siden, var noget af det første han gjorde, at invitere mig på en weekend til Paris, hvor vi som nyforelskede selvfølgelig havde det vidunderligt, og blandt andet spiste rørt tartar på Brasserie Lipp. Vi er lidt “tartar afficionados” begge to. Mange år senere, da han trængte til at være alene, var det også Paris han kørte til på sin motorcykel, men det er en helt anden historie.

Og nu er vi så der i livet, hvor vi begynder at få mere tid til hinanden i takt med at drengene bliver selvkørende. Vi skal måske ikke ligefrem genopfinde vores ægteskab – det gjorde vi efter føromtalte motorcykeltur, men vi skal i hvert fald til at udnytte vores nye frihed på en god måde sammen. Og hvilken bedre ide, end en nat i Paris, når nu vi alligevel var inviteret til Frankrig.

To lalleglade, midaldrende på pariser weekend!

Paris er nem og billig at komme til, også selvom man ikke kan lide at flyve, og fra lufthavnen er det bare af sti, afsted med RER til venstre bred. Men her var det så, at jeg første gang blev alvorligt mindet om, hvor privilegeret, jeg er. Ikke, at jeg ikke er klar over det, men nogle gange oplever man ting, der virkelig sætter tingene i relief.

Gare du Nord har altid været et lettere skummelt sted. Selv da jeg interrailede, var det stationen, man fik besked på at holde sig fra, men nu er “jagtmarkerne”,  om man så må sige, blevet udvidet til også at omfatte togene.

Da vi holder ved perronen kan man høre en voldsom barnegråd og skrigeri. Jeg tror først, der er tale om et hysterisk barn, som når velfærdsbørnene i Danmark går i hysterisk krampegråd over ikke at må få slik i supermarkedet, og i og med ingen i toget reagerer, går jeg ud fra, at det ikke er alvorligt. Få sekunder efter bliver en lille, grædende pige imidlertid bogstaveligt talt smidt ind i toget af sin sigøjner mor (må man i det hele taget skrive sigøjner mere?), som råber og skælder og smælder af barnet.

Først forstår jeg slet ikke, hvad der foregår, og jeg kigger forvirret op. De øvrige franske passagager er ganske upåvirkede og tilsyneladende vant til scener som disse.

Moderen, hvis det altså er moderen, for det kan jo sagtens være et kidnappet barn (nej, hun lignede ikke Madeleine), skælder stadig ud, og sender så pigen ned af mellemgangen for at tigge. Pigen er vel omkring de 8 år, men meget lille af statur, og går snøftende afsted med hånden fremme, mens hun trodsigt tørrer sine øjne.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!

Jeg vil ikke give pigen penge. Jeg føler mig heller ikke nok på hjemmebane til at rejse mig op og give “moderen” en ordentlig skideballe – på hvilket sprog iøvrigt? og da jeg kigger olmt op, får jeg “blikket” fra en medpassager, der angiveligt opfatter mit dræberblik som rettet mod pigen. Intet er mere forkert. Mit hjerte bløder for denne lille pige, der burde være i skole sammen med sine jævnaldrene, men som lige nu går, meget tydeligt mod sin vilje, og tigger i toget. Samtidig kan jeg mærke, at jeg koger indvendig af raseri mod kvinden.

Jeg vælger den lette udvej. Kigger ned, ignorerer pigen og glæder mig til jeg skal af toget kort tid efter, men er dybt rystet, da vi kommer op i den parisiske sol, og kan ikke helt ryste oplevelsen af mig. Endnu værre bliver det, da jeg senere på dagen læser en overskrift på en af online aviserne om en “babyfabrik” man har lukket i Nigeria. Her producerede man (ja, i bedste nazistiske stil) angiveligt børn til slaveri og pædofili i Europa.

Nå, nu er vi i Paris, solen skinner, og vores hotel er vidunderligt. Det samme er tartaren på Lipp, der i sig selv er en oplevelse, og livet er igen skønt. Jeg er nyforelsket i min mand, og nu skal vi spadsere med hinanden i hånden under den parisiske stjernehimmel langs Seinen hjem til vores hotel.

Udover tartaren er der altid oplevelser på Brasserie Lipp

Der er bare den lille detalje, at først skal vi passere endnu en sigøjner kvinde, der sidder på gaden og tigger. Denne gang ikke kun med et barn – men med to. Det ene er en pige på omkring 3 år, og det andet er en dreng på max. 1 , som ligger og skutter sig på et tæppe i lyset fra Louis Vuitton butikken, de sidder foran.

Raseriet bobler i mig igen, og denne gang sender jeg dræberblikket til den unge kvinde (og hun er ung), som med al tydelighed signalerer, at jeg finder hendes handlinger dybt uansvarlige.

Jeg har rejst i mange lande, og jeg har set fattigdom før. Jeg har engang i Vietnam besøgt en mand, der bogstaveligt talt boede i en jordhule,  jeg har oplevet kvarterer på Philippinerne, som jeg ikke har lyst til at huske, og der har altid været sigøjnere i eksempelvis Rom, som gik rundt med en bedøvet baby på armen. Jeg har også fravalgt at rejse til steder, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue den armod,  jeg ville møde i respektive lande. Jeg bliver ulykkelig og påvirket og får dårlig samvittighed over at være så priviligeret, som jeg er.

Men selv i de mest forarmede områder og fattige kvarterer, har de fleste trods alt passet på deres børn. Nej, jeg er ikke naiv eller uvidende, men der er hos størstedelen af alle forældre et beskyttergen overfor deres egne og også tit overfor andres babyer / børn, og selvom nød kan tvinge forældre til at sætte deres børn i situationer, de ikke ønsker, så er det for de fleste kun ved ekstrem nød.

Dette var ikke tilfældet i Paris. Det var helt tydeligt, at dette var systematisk,  kynisk og at det ragede “mødrene” en papand, om børnene var i skole, blev ydmyget, ødelagt eller syge. Det var anderledes end noget, jeg har oplevet før.

Europa undergår i disse år nogle markante forandringer. De ting, som vi tager for givet, er under pres, og menneskesyn, som vi troede forsvandt med Dickens bliver mere og mere almindeligt, så vi skal passe meget på, hvis vi vil bevare et Europa, hvor vi har en fælles forståelses ramme for eksempelvis, hvordan vi behandler børn.

Vi skal ikke tillade, at helt små børn bliver brugt til at tigge, hverken i toge eller på gader. Her må myndighederne skride ind. Hårdt! og før det bliver en almindelig oplevelse. For få år siden ville et skud i København rydde forsiden. I dag er en skudepisode nærmest en notits på side 4, og misbrugte børn må ikke blive et syn, som vi bare kigger væk fra og ikke gør noget ved, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi bliver vant til synet.  Jamen…ævle bævle… og det sker jo ikke i Danmark, og hvad-ved-jeg.

Men enten er vi Europa, eller også er vi ikke Europa, og nej, det hører ikke til i det europæiske værdisæt, at børn skal misbruges. De skal gå i skole og vi skal passe på dem. Især de børn, som ikke har fået nogle ordentlige forældre, og hvis det betyder, at man skal bruge en masse penge og ressourcer på at jagte forældrene, så er det det. Ikke fordi jeg ikke skal få det dårligt, når jeg er på romantisk weekend i Paris, men fordi det skylder vi – som de privilegerede – disse børn.

Pyyyhhh… så fik jeg luft!

Resten af weekenden var iøvrigt fuldstændig fantastisk og jeg var privilegeret som dronning, og i morges da jeg gik tur med hunden, kom en lille pige cyklende på vej til skole, mens hun sang for sig selv.

 

 

 

Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne: