Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.

 

Og hvad har det med mig at gøre?

Venligst lånt fra DR’s hjemmeside med tilladelse fra Adrian L.H.

Jeg har lige binget en podcast. Det har jeg aldrig gjort før og i virkeligheden er jeg slet ikke den store hverken lydbog eller podcast fan. Jeg er mere til det skrevne ord, men denne kunne jeg ikke slippe, så jeg tog alle seks episoder i et lyt.

Bagefter slog det mig, at nu er jeg to gange i mit liv stødt på voksne mænd, som det er gået op for, at deres familier slet ikke er, som de troede. Derefter researcher de, og fortæller så os historien. Begge gange er jeg blevet både rørt, rystet og fuldstændig suget ind i deres familie univers.

Podcasten først, for den er helt aktuel. Adrian Lloyd Hughes, som vi kender primært fra DR2, er en af fem brødre. Da deres mor dør, har hun efterladt et hadefuldt og bittert brev, som Adrian chokeret læser op for sine brødre, der alle undtagen Adrian, yndlingssønnen, får et fur fra hinsidan.

Det er forfærdende at høre, og med sans for drama, bliver alt fra moderens side læst op af Ghita Nørby, ligesom Lise Nørgaard også medvirker. Hun kan ganske enkelt huske flere episoder og selskaber, som hun har deltaget i, og som hun på et tidspunkt lakonisk udtaler: “Hvem var ikke kæreste med Jens Otto dengang?”. Den generations udtryk for at han knaldede til højre og venstre.  Det er Jens Otto Kragh, der refereres til, og man tror ikke rigtig sine egne ører, som historien skrider frem. Her er stof til en større …..tjah… gyser?

For selvom det selvfølgelig giver både kolorit og åben mund og polypper, når man hører om datidens overklasse og deres eskapader (mord?), så er det alligevel tragedien i fortællingen, der for alvor greb i hvert fald mig.  Måden de forskellige voksne (hvis man kan kalde dem det) behandler deres børn og omgivelser på. Kynismen, egoismen og den totalt manglende empati er fuldstændig overvældende. Og går den i arv? Og kan man så bryde det mønster, eller er man for altid forbandet?

Se, om du selv kan finde svaret i “Mors afskedsbrev”, der er frit tilgængeligt på DR.  Det er mesterligt produceret, og når nu man er 50something, så kan man godt tillade sig at skrive, at man er på grænsen til et “hørespil”.

Den anden historie ligner en del, og så alligevel ikke. Det var en bog, jeg læste for nogle år siden, og titlen er netop “Og hvad har det med mig at gøre?” Hot shot ungarsk journalist med et efternavn, der i Danmark ville svare til Maersk, får en dag smidt en artikel om sin tante på sit skrivebord af en kollega med ordene: “Fin familie du har, hva’?”.

I artiklen kan man læse om hvordan tanten og resten af familien under krigen blandt andet fornøjede sig med at skyde til måls efter jøder på gårdpladsen, når de holdt middagsselskaber. Til måls med maskinpistoler altså.

Først lægger journalisten artiklen til side, for det har jo ikke noget med ham at gøre, men han må alligevel, som Adrian Lloyd Hughes, til bunds i familie historien, hvilket der kommer en også forrygende, men også forfærdende bog ud af. En bog, der undervejs i processen er ved at koste ham sit ægteskab, helbred og forbindelse til resten af den forgrenede store familie.

Efter jeg havde læst bogen, skrev jeg til til forfatteren for at fortælle ham hvilket stort indtryk, hans historie havde gjort på mig, og jeg spurgte ham, om det havde været det hele værd. Han tog sig tid til at svare, og heldigvis havde det været det hele værd.

Vi kan ikke løbe fra vores forfædre, og selvom nogen mener og tror det modsatte, så vælger vi dem ikke selv. Nazisternes børn eksempelvis, og for den sags skyld børnebørn, har kæmpet en opslidende kamp for at komme fri af deres forfædres gerninger.

Jeg kender folk, som er reelt bange for, om de har arvet deres far eller mors sind, og jeg kender rigtig mange, som lover sig selv, at de ikke vil være forældre, på samme måde som deres egne har været det. Nogle arver trangen og forholdet til alkohol, måden at tale nedsættende på, eller…. Det er ikke altid let, at blive mønsterbryder og opvækst sætter spor. Altid! Jeg forstår godt frygten for, om man så er så farvet af sit ophav og sin opvækst, at man bliver lige sådan.

Men jeg tror også, at vi er nødt til at se historien i øjnene, på en eller anden måde forliges med den, og erkende, at vi er ikke ansvarlige for andres handlinger og valg. Vi er udelukkende ansvarlige for vores egne, og dem har vi magten over og kan ændre, hvis vi vil. Hver dag!

 

Der er brug for de små forkælelser nu!

Som et strejf…. minder om fællessang – sammen! Foto: Billedblandet m.fl.

Endnu et fredags pressemøde. Endnu en Corona arbejdsweekend for os, hvis arbejdshverdag bliver påvirket af nye restriktioner. Med OCD-agtig sikkerhed er alle meldinger om nye restriktioner kommet op til weekender og påske, pinse, St. Bededag og Kr. Himmelfartsferier, der alle er forsvundet ned i et stort Covid-19 hul. Bare i det ene af de kulturhuse, som jeg arbejder med, er det fem forskellige sæt restriktionsregler – hvis det kan gøre det.

Det er en jungle af regler. Indenfor samme område, må der godt sidde 60 gæster, for det er i en cafe og her må der godt være så mange siddende, bare de ikke kommer i selskaber over ti. Imidlertid er indgangen til cafe’en via en foyer, og her må nu kun være ti personer af gangen. Lukkes der af, så de ikke støder sammen, kan folk i rullestol ikke komme til døren til biblioteket, så der må sættes en skillevæg op. Den er ikke køn, hvilket medfører klager over æstetikken, og sådan kan vi køre i et hamsterhjul i forsøg på at gøre alle tilfreds og overholde alle regler samtidig.

Nå, det skal jo til, og vi gør os umage, for at bidrage, det bedste, vi kan, selvom det er svært. Men så meget desto mere grund er der til at glæde sig over de små ting i tilværelsen, som for eksempel her til morgen, hvor jeg i den grad følte mig forkælet.

Der skal egentlig ikke så meget til. “Jeg tager hunden, bliv du bare liggende her og læs i din bog, og så køber jeg frisk morgenbrød med hjem”. Hvilken luksus! At putte sig under dynen. Udhvilet og bare gøre det, man har allermest lyst til… nemlig at læse sin bog færdig, og da jeg endelig var klar til verden, duftede der af frisk kaffe.

-Og så i dårligt vejr…

Jeg blev helt rørt og taknemmelig over, at det jeg så ofte har skrevet om, nemlig at finde den store glæde i de små ting, også fungerer i virkeligheden, og netop nu er en af vores gode, gamle venner kommet og bruger sin søndag på at hjælpe med at samle et drivhus. Det er tredje gang, han dukker op og bruger sin sparsomme fritid på at hjælpe (forkæle) os. Igen – hvilken luksus!

Nu kan man selvfølgelig hævde, at i en Corona tid, hvor der er begrænsninger på dette og hint, så er det nødvendigt, at finde glæden i de små ting, men det er ikke bare lige til for travle, nutidsmennesker, der er opvokset i en tid med højere, længere, dyrere og mere tjekket. Helst flashet på FaceBook eller Insta.

Vores generation har været nødt til at opfinde begrebet “guilty pleasure” for ikke at blive til grin over at kunne lide ting, der ikke lige var at finde i højre øverste hjørne (genialt/finkultur) af “hot or not matrix’en”. Det siger ligesom alt!

Bognemark, vinter 1935. Oluf Høst

Oluf Høst malede stort set det samme motiv hele sit liv, blot på forskellige årstider, med forskelligt lys og med og uden mennesker. Det har jeg i mange år fundet virkelig kedeligt, og undret mig over, hvordan man som kunstner kunne indhegne sin kreativitet på denne dogmeagtige måde.

Men i virkeligheden var han jo meget mere kreativ, idet han kunne få så meget ud af samme motiv, uden selv at flytte sig ud af stedet, og i en tid, hvor vi ikke kan komme til verden, må vi lade verden komme til os, og kan måske hente inspiration i Oluf Høst.

Vi er nødt til at genopfinde vores oplevelsesunivers, for der er ikke udsigt til jorden rundt rejser det næste lange stykke tid eller storby weekender og studenter dannelsesrejsen kommer formodentlig til at gå til Færøerne i stedet for Fiji.

Det er selvfølgelig nemt nok at skrive for en 50something, der har prøvet og oplevet ganske meget, men min verden er også blevet vendt op og ned, og som for alle andre er min bevægelsesfrihed også blevet ganske begrænset, og friheden til at gøre, som jeg har lyst, er indskrænket.

Sidste år i september, mistede vi noget af det kit, der binder os alle sammen. Kim Larsen, der i fredags ville være blevet 75 år gik bort og DR genudsendte derfor mindekoncerten på Rådhuspladsen. Jeg synes stadig, at det spontant arrangerede fakkeloptog var bedre, men åhh… jeg kunne mærke både et stik af savn og glæde, da jeg genså alle de mennesker, der fandt fællesskab på Rådhuspladsen. Sammen – ikke hver for sig.

Nu skal vi holde ud igen. Holde sammen og vi skal finde glæde i de små forkælelser, for det er nu, vi skal forkæle dem vi holder af, indenfor de rammer vi kan.

Vi skal tage den tur med hunden, når den anden er træt. Vi skal finde de bøger frem, vi havde glemt, og læse dem højt for vores børn, så de får en skærm pause. Vi skal gå i de små butikker og støtte det lokale handelsliv og finde glæde i at have tid til at købe friskmalet kaffe eller få betjening af en ekspedient, der kan sit kram. Ikke alle er så seje, at de som Lars Seier kan lære sig selv at spille klaver under lock down (jeg er så imponeret), eller som Oluf Høst finde fred med at male det samme dag ud og dag ind, men vi er nødt til passe på os selv og give plads til de små ting, der gør livet værd at leve.

Og når du nu vælger din lille omgangskreds til den næste måned, så vælg for pokker de bedste. Dem, der får dig til at le og føle dig bedre. De andre kan du mødes med i cyberspace.

Pas på jer selv derude og forkæl jer selv og hinanden. Vi fortjener det!

 

Det er bare 120 år siden…

Børn på gade 1915

….at danske børn døde i hobevis af fattigdoms relaterede sygdomme. “Som i ulandene”, sagde en ekspert i en tv-udsendelse, jeg så i denne uge. Det har i det hele taget været en uge, der har budt på flere tankevækkende oplevelser for mit vedkommende, når det kommer til historier om menneskeskæbner.

Jeg har altid været ret glad for både historie og historier og jeg har hyldemetre af biografier. Jeg er egentlig  ligeglad med, om det er kendte eller ukendte menneskers historie, det er selve historien, om hvordan de levede, hvilke beslutninger de tog og hvorfor deres liv blev, som det gjorde, der interesserer mig. Derfor falder jeg også for tv udsendelser som “De forsvundne arvinger” og senest “Christian den X og de forsvundne fattigbreve”.

Camilla af Rosenborg har ryddet op, og i den forbindelse fundet en bunke breve, der blev sendt til hendes oldefar fra fattige danskere, der skrev til Kongen om hjælp. Nu finder hun ved hjælp af Rigsarkivet efterkommere, og undervejs hører vi fra forskellige eksperter, hvordan livet har været for de mennesker, der til sidst ikke så ingen anden udvej, end at skrive til Kongen. Iøvrigt med sirlig og smuk skråskrift.

Deres liv var kummerligt!

Et af brevene er fra en mor, der har født 13 børn, hvoraf de 10 af døde, og hun aner ikke, hvordan hun skal brødføde de tre overlevende. Hendes mand er syg, og hun har pantsat alt sit tøj – også sengetøjet. Kongen sender hende 10 Kr., der formodentlig har holdt liv i familien en måneds tid.

Det er blot 120 år siden. Altså stort set i Bent Fabricius Bjerre’s levetid, idet han blev født i 1924. Men det er som om vi alle har glemt hvor langt, vi er kommet og hvad vi kommer fra. Jeg blev dybt berørt af de skæbner, som udsendelsen fik frem i lyset og historikernes beskrivelse af danskernes vilkår anno 1900, men jeg blev også dybt taknemmelig over, at jeg er født ind i 60’ernes velfærds Danmark.

Den anden oplevelse, som fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor godt vi i virkeligheden har det (størstedelen af danskere i hvert fald), var til historielæsning på Kronborg.

Jeg kender en driftig kvinde, der har udgivet en bog, “Kronborg bag Facaden”. Det er en fantastisk bog – køb den! og den er fyldt med historier fra både de håndværkere, der passer på Kronborg og fra selve Kronborg’s Historie.

Hver fredag eftermiddag i august har min veninde så ganske gratis læst historier op fra bogen, og jeg nåede lige den sidste historie time i fredags. Det var en helt unik oplevelse. Vi sad i de originale omgivelser, så det var som om, at det hele var virkeligt, og vi tog på en tidsrejse.

Desværre var det i fredags historien om slaveoprøret på Kronborg. Jeg skriver desværre, for jeg havde nok foretrukket lidt om Frederik II’s vilde fester, der var berømt over hele Europa. Ikke mindst pga. hans vinkælder. Blandt mange andre kuriositeter, fyrede man kanoner af, hver gang kongen udbragte en skål, så folket i Helsingør kunne følge med i festen. Datidens Instagram.

Men slaverne blev det altså, eller rettere straffefangerne, for det var, hvad de virkelig var, men de blev udnyttet til slavearbejde, og de blev behandlet forfærdeligt. “Hellere døden, end Kronborg” hed kapitlet, og jeg forstår det godt efter at have hørt historien.

Men bagefter, slog det mig igen… det er ikke særlig lang tid siden. 235 år. 2,5 gange Fabricius Bjerre for nu at blive i den sammenligning. Vi er kommet langt på forholdsvis kort tid.

Den sidste oplevelse, som fik mig til at tænke, var i dag og i en hel anden boldgade, men den hænger alligevel sammen med det foregående, for hvis ikke nogle virkeligt seje og fremsynede mennesker havde kæmpet for bedre vilkår til danskerne, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sad i dag.

SoulJazz august 2020 -og lidt Nils

Det var i Hornbæk i haven hos Albi’s Kaffebar. “Albi’s Kaffebar og Second Hand” er et skønt sted, der er skabt af Camille & Michael, der rent faktisk bor i huset, hvor cafe’en, eller hvad man nu skal kalde det, ligger. De har lavet deres stueetage om til en cafe og det samme med deres have, og der er den skønneste stemning. Især, når de lokale – superdygtige – musikere i SoulJazz stiller op og giver en lille minikoncert. Det gjorde de i dag.

Solen skinnede. Måske den sidste rigtige sommerdag, haven var fyldt og mens jeg sad der i solen og nynnede med på “An Englishman in New York” kiggede jeg ud på havens forsamling, der selvfølgelig sad “Corona Style” med en meter imellem hver og masser af sprit på bordene.

Der var alle! Der var barn i klapvogn, der var bedstemor i rullestol, der var teenagere og der var kendis (man er vel i Hornbæk ;o)…) og ikke kendisser, og vi var alle som en, midt i en fælles skøn, både musikalsk og menneskelig oplevelse. Det var vidunderligt.

Igen blev jeg så taknemmelig.

Jeg behøver ikke skrive til dronningen, fordi mine børn sulter, og jeg har pantsat vores sengetøj. Jeg lever også i et land, hvor vi har besluttet, at vi skal dele goderne og hjælpe de, som falder igennem nettet. Og ja, jeg ved godt, at vores samfund ikke er fejlfrit, og at man altid kan forbedre (kan vi ikke starte med at få Skat til at fungere?), men vi er Gudhjælpemig nået langt på 120 år, og det synes jeg, at vi en gang imellem glemmer.

Historien og historier er gode for os. Ligesom kunst kan fortrylle, så kan historien gøre os klogere på, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi for alt i verden skal undgå at gentage, og jeg synes, det er en skandale, at man en gang fjernede historie som et fag i folkeskolen. Det er et af de vigtigste fag overhovedet.

Vi er bundet sammen af vores fælles historie og kultur, og når vi fra spædbarn til bedstemor kan finde sammen over musikken og finde et fællesskab der, så er det vores kultur og det kit, der binder os sammen – og dermed giver os en historie at fortælle. Det skal vi passe på!

#detkulturenkan

Kunsten at falde

Jeg er faldet. Ikke for en lækker mand eller en skøn kjole. Jeg er slet og ret faldet, og ikke bare en, men hele to gange indenfor den sidste måned. Ikke alene har jeg ondt alle vide vegne, jeg er også bare nødt til at erkende:

Der er ingen værdig og elegant måde at falde på, når man er 50something og “curvy”!

Første gang var under vores sommerferie på Bornholm. Veninden og jeg var taget på udflugt til sydøen og på vej over en gade viste det sig, at man på Bornholm har gravet render langs kantstenene, så vandet kan løbe væk. Ganske praktisk med veje, der går op og ned, men disse render kan man bare ikke se. Så når man er mig, og ikke lige ved det, træder man ned i dem, vrikker om på højre ankel og tager den nedadgående asfalt med venstre knæ og skinneben. Det gjorde så ondt, at jeg troede, jeg skulle kaste op, og som en af mine venner sagde: “Og så så du Henrik Andersen for dig?” *

Det var faktisk, lige hvad jeg gjorde, men jeg havde heldigvis ikke brækket noget, og dagen efter kunne jeg humpe hjem med alle vores pakkenelliker OG et figentræ over skulderen, mens jeg med ret store bogstaver slog fast overfor Nils, at jeg aldrig mere ville til Bornholm uden bil. Ikke mere “go local with the locals”. Nu er det “go local with wheels”.

Anden gang jeg faldt var i forgårs. Jeg var på en rask morgentur med hunden, da vi møder den sødeste lille – og meget alene- hunhund. Hun var ikke kun alene på springtur, hun var også i løbetid, og Cooper og hende blev øjeblikkeligt forelskede.

Coopers unavngivne sommerforelskelse.

25 min. senere efter en utal af mislykkede forsøg på at få Cooper med hjem, inklusive hans nye veninde på slæb, indså jeg, at der var kun en udvej – at tage den lille dame i armene og bære hende hjem, og dermed have en lystig hanhund i hælene. Jeg kunne jo ikke gå ud blandt biler med hende, for hun var uden snor.

På vej forbi Marienlyst Slot, hvor der kun er sten og grus at gå på, synes Cooper så, at han lige skal trække i snoren. Da jeg er ustabil pga. hund og øm højre ankel vrikker jeg derfor om på venstre ankel og med den lille hund i armene, er der ikke noget at tage fra med. I ren tegneserie stil flyver jeg derfor vandret gennem luften, og tager grus og sten med højre albue og knæ og skinneben. Så er der ligesom også ligevægt i “sommerknæene”.

Der ligger jeg så med to hunde, tårer i øjnene, ondt nu nærmest overalt og ja, så kommer der seks segways kørende. Det er en af de daglige turistture gennem Helsingør.

Det var som taget ud af en Monty Python film. To lystige hunde, der ikke kan lade hinanden være. Mig, der ligger og roder rundt mellem alle stenene og så en gruppe turister med cykelhjelme. Hvis ikke jeg havde haft så ondt af mig selv, og følt mig så uværdig, havde jeg nok grinet, men lige her var det tårerne, der pressede sig på.

Men her er det så, at der alligevel er noget godt at hente i disse personlige skvatte historier. For i begge tilfælde var forbipasserende så søde og hjælpsomme.

På Bornholm stoppede først en ældre herre på sin cykel og tilbød sin hjælp, og den bil, som jeg havde givet plads for på vej over, kørte ind til siden, og den unge mand steg ud og spurgte, om han skulle køre os et sted hen.

Foran Marienlyst stoppede turisterne deres rundtur og guiden tilbød sin hjælp. Absurd nok uden at stige af segway’en, men han fik da ringet til Nils, som så kunne komme og samle os alle op, og de ville ikke køre videre, før de var sikre på, at jeg var ok, og ville blive hentet. Jeg tror aldrig, de forstod det med hundene, men det er også lige meget.

Hunhunden fik vi afleveret til vores dyrlæge, for selvom både Cooper og jeg gerne ville have beholdt hende weekenden over, så var Nils den voksne og sagde nej til hunde-kærligheds-fest, og så var det bal forbi. Hun er heldigvis blevet forenet med sin ejer takket være FB, hvor dyrlægens opslag blev delt over 300 gange. Igen, hjælpsomhed.

Så mens jeg senere på dagen sad lettere chokeret (det bliver man altså i min alder) med benene oppe og havde ondt både her og der, også i min værdighed og af mig selv, så sad jeg også og glædede mig over, at der trods alt er så meget hjælpsomhed derude. Vi er meget bedre end vores rygte.

Og ja, jeg har taget det heeelt roligt i denne weekend og kommer også til at se mig rigtig meget for, hvor jeg går fremadrettet.

Pas på jer selv derude!

Og dette foto har absolut intet med blog indlægget at gøre… jeg stødte bare på det, og synes, det er så skønt. Og så ikke et ord om Viktor Fischer…. *

* Henrik Andersen brækkede benet ret alvorligt under EM92, og Viktor Fischer lod sin sølvmedalje hænge i Parken efter finalekampen. Officielt glemte han den….

Jeg kan huske, hvor jeg var da….

Da jeg voksede op, talte man altid om, at alle kunne huske, hvor de var, da J.F. Kenndy blev skudt. Det er jeg trods alt for ung til at huske, men da jeg for nylig så et tv program om 80’er landsholdets kampe, slog det mig, at jeg kunne huske præcis, hvor jeg var, da Elkjær brændte, og da vi bankede Uruguay 6-1. Ikke mindst kan jeg huske, hvor jeg var bagefter, da jeg i en gammel bil gik i stå på Rådhuspladsen, og bilen bogstaveligt talt blev løftet ind til siden af nogle glade roligans. Derfor kom jeg til at tænke på Kennedy, og så kom jeg også til at tænke efter, hvilke andre begivenheder, der har sat så stort et aftryk, at jeg på et splitsekund kan rejse tilbage i tiden.

Live Aid – Wembley 1985 Det var første gang, en så stor begivenhed blev transmitteret live over hele verden, og jeg sad klinet til skærmen på mit lille fjernsyn i min daværende lejlighed. Jeg havde glædet mig i dagevis og var lige ved at blive lidt skuffet, men så gik Queen på scenen, og resten er musikhistorie. Det var også tv historie, at det gik galt, da man for første gang i historien skulle klippe til det daværende Sovjetunionen, og man i stedet for russisk rockmusik så nogle kvindelige æbleplukkere i fine folkedragter, men det er en helt anden historie.

Danmark – Sovjet 1985 Det er ikke fordi, det hele skal handle om firserne, man jeg kan faktisk huske den kamp, og hvor jeg var, for jeg var til min store fortrydelse ikke i Parken. Jeg havde været på arbejde og på vej hjem vinket til nogle heldige rød/hvide fans, og sad så helt alene og fik ondt i maven til, hvad jeg stadig i dag synes er vores bedste landskamp. Til sidste fløjt var der spænding. ”Fire dyt i bamsen” som Ekstra Bladets legendariske forside lød dagen efter.

Palme mordet. Jeg havde ikke hørt det i radioen, da jeg mødte på arbejde, så da min kollega sagde ” Oluf Palme er død” troede jeg først, hun mente den store palme, vi havde stående i rejsebureauet, og som vi meget vittigt havde døbt ”Oluf”. Derefter udspillede der sig en lettere syret samtale a la ”Nej, jeg har lige set den, da jeg gik ind af døren”. – ”Ikke den palme, SUK! Den rigtige Oluf Palme”.

Da Danmark vandt EM 1992 Jeg er nødt til at blive lidt i fodboldens verden, for jeg kan stadig også huske, hvor jeg så finale kampen, og festen bagefter. Legendarisk Rådhusplads fest, der forsatte hele natten, og jeg husker også at sidde ovenpå et flygel på et for længst lukket brunt værtshus og skråle med på ”ReSeppten”. Jeg kan såmænd også huske, hvor ondt jeg havde i hovedet dagen efter.

11. september 2001. Man troede først, det var en fejl. Så kom fly nummer to, og med det frygten, angsten og chokket. Jeg var alene hjemme med vores første søn, der var 1,5 år og jeg kunne ikke få fat i min mand før efter et godt stykke tid. Men alle de naboer, der var hjemme fandt sammen for at tale chokket igennem, og jeg husker også, at min bedste ven helt pr. automatik ringede for at høre, om jeg var ok, stort set samtidig med at jeg forsøgte at ringe til ham for at høre om det samme. Det glædes jeg faktisk stadig over i dag.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at SAS faste København – New York maskine havde kendingsbogstaverne SK911. Det har den ikke i dag….

Da Dronningen holdt Covid tale. Den nyeste begivenhed er blot nogle måneder gammel. Det var en mærkelig dag. Det var i det hele taget en mærkelig uge, måned, år, men netop den dag, var det som om, at det ikke kunne blive mere exceptionelt. EM i fodbold blev aflyst. Statsministeren bad os om at blive hjemme og for første gang i min levetid talte Dronningen direkte til sit folk uden for nytårsaften. Det glemmer jeg heller aldrig, og jeg glemmer heller aldrig, hvor jeg var, omend det ikke er så svært, for vi var alle sendt hjem.

Hvad har gjort så stort indtryk på jer, at I stadig husker, hvor I var?

Vi trænger til små sensationer!

Jeg har fået et lille bijob. Job er måske så meget sagt, for det er ulønnet. Til gengæld er det fyldt med oplevelser, og dem kan jeg jo godt lide. Jeg er blevet anmelder for Helsingør Liv, et appendix til Helsingør Dagblad, og jobbet går i al sin enkelthed ud på, at jeg skal anmelde diverse, der foregår i Helsingør.

Når jeg skyder fra mig, at min mand er uddannet journalist, og det må være pokkers med alle disse ulønnede skribenter, så er det ret berigende, og har indtil videre budt på Mads Langer og i fredags Poul Krebs koncert.

Det sidste var en smule underligt, for ikke alene har jeg kendt Poul, fra før han blev kendt, og derfor hørt ham utallige gange, det var også en af de der situationer, hvor jeg blev mindet om, at tiden er gået, og gået så forbandet stærkt.

Det var i slutfirserne. Jeg hang ud i musikmiljøet i København, og nej -jeg var ikke groupie- men arbejdede en meget kort periode på et pladeselskab, og det førte en hel masse sjov og sjove mennesker med sig. Der iblandt Poul Krebs.

Det var en rigtig lystig tid med masser af kreative og kunstneriske typer, og da jeg kort efter havnede i Spies Huset og skulle arrangere en stor reception, var det nærliggende at ringe til Poul og høre, om han kunne tænke sig at spille lidt baggrundsmusik. Igen, det var før, det blev efter.

Det udviklede sig selvfølgelig til lidt af en fest. Det er ikke alle receptioner, der ender med noget, der ligner et dansegulv og en rockkoncert, men den gang kunne alt ske, og vores  letpåklædte Tequila Slammerpiger gjorde sikkert også sit (det var jo Spies huset). Om mandagen måtte jeg stå skoleret for sikkerhedschefen, der ville have en forklaring på hvorfor der havde været aktivitet i suiten, men det er en helt anden historie, og et sted skulle vi jo holde after party.

Alt det og meget til kom jeg til at tænke på, da jeg stod i Kulturværftet i fredags til Krebs 25 års jubilæums koncert med Små Sensationer. Et album han skrev, mens han boede på en husbåd i Amsterdam. Der skrev han også vores rejsetekster om Amsterdam til vores Spies katalog. Vi havde kendis skribenter i Spies før nogen kunne stave til influencers.

Da I formodentlig alle kender det gamle logo og “pay off” er her en lidt sjovere variant.

Men denne tur ned af memory lane gjorde – ærligt – også lidt ondt!
FU..! Hvor blev tiden af?

I mit hoved var det lige for lidt siden, vi drønede ubekymrede rundt og festede, og hvem i alverden var alle de midaldrende mennesker med gråt eller manglende hår, der var til koncert?

Det er ikke altid, det rammer mig. Generelt er jeg pænt tilfreds med livet, og altså, alternativet er værre, men nu, hvor jeg er tættere på 60 end 50, så kan det godt engang i mellem ramme mig hårdt i hjertekulen, at der er gået en del år, og der måske er færre tilbage, end der har været. Især, når jeg som i fredags får min ungdom serveret lige i øregangen fra scenen.

Det er selvfølgelig ikke det, man skal stå og tænke på til en koncert, hvor små 1000 (der var under) mennesker i kor synger “ALUFÆLGE”  – men det gjorde jeg altså.

Det blev ikke bedre af, at Ole Michelsen samme dag var fløjet til himmels, hvor lærredet må være så stort, at det ikke er nødvendigt at gå i biografen. Hvem i dag under 40 ved, hvem Ole Michelsen og for den sags skyld Trine, er -nu var?

Og så var det, at jeg kom tilbage til virkeligheden, for nu nærmede vi os titel nummeret – Små Sensationer – og skulle selvfølgelig høre klassiskeren om at “Kampen om Næsbygård” stod under Action i en døgnkiosk på Ærø.

Jeg holder usigeligt meget af Krebs’ tekster, og netop Små Sensationer er en af mine favoritter. Hvis du ikke har hørt efter eller læst den tekst, så se at få det gjort, for budskabet er mere aktuelt end nogensinde.

Vi har i al vores travlhed glemt, hvor vigtige de små ting i tilværelsen er. Vi haster afsted fra møde til møde. Vi hopper fra tue til tue, og mange er mere optaget af, hvad deres børn har på af tøj, end hvad de fortæller om deres hverdag.

Lige nu er verden i selvsving over Covid-19. Vi ved endnu ikke, hvor meget, det kommer til at betyde, men hvis du allerede nu vil se her og nu konsekvenser, så synes jeg, du skal tage et kig på din pensionsopsparing eller aktiekurserne.

Jeg er selv i oplevelsesøkonomien, og tro mig, at være i turismebranchen i Italien lige nu, er absolut ikke sjovt, og snart et spørgsmål om at få mad på bordet. Hvis man altså vel at mærke kan gå ud og købe mad.

Derfor gled budskabet med at vi trænger til små sensationer også endnu engang klart ind. Blandet med alle de gode minder om hvor sjovt vi havde haft det, og til sidst stod jeg da også og svajede med til  Morgendagens Tåber, for hvor vil jeg gerne blive ved med at leve ubekymret og være en tåbe i morgen!

Pas på hinanden derude, og husk nu, det er for at give sundhedsvæsenet plads til vores svage og syge, at vi tager alle de foranstaltninger, vi gør lige nu.

-Og så skal I da lige have et tidligt Poul Krebs citat. Det er  “Under Isen” 1988.

Hvis jeg ville, ku’ jeg stække dine vinger,
men det er jo fuglen i dig, jeg vil ha’.
Hvis du ville, ku’ du vælte min tinder.
Så ku’ vi sidde og kigge på hinanden.
Men så  ‘det, at du pludselig forsvinder,
og jeg selv svæver ud i det blå.
Det er lige før dagen begynder,
og det er bare at huske på,
at vi smelted’ en tid under isen,
-glemte tanken om at holde fast,
og jeg ved, du havde ret, når du sagde
at her ved isen er flammerne bedst.

Af samme stof som drømme

Foto: Museet for Søfart

I går var Nils og jeg en tur på vores lokale museum i hullet, også kendt som M/S Museet for Søfart. Stik mod alle regler i arkitektudbuddet begik Bjarke Ingels nemlig den genistreg, at lægge museet nede i den gamle dok, så man er bogstaveligt talt i et hul, når man besøger museet.

Jeg har selvfølgelig været der masser af gange før, men i går var der en særlig udstilling, jeg gerne ville se. Det er der mange andre, der også gerne vil, og jeg bemærkede, at det var danskere i alle aldre og alle typer, der gik rundt og læste om Kløvedals liv, for det er ham, det hele handler om.

Drengen, der voksede op på børnehjem og i plejefamilier. Som fik bank på Skorpeskolen, når han om natten fik de andre med på at løbe langs stranden til Kronborg for at føle friheden. Som blev smidt ud af skolen og fik lov til at sidde med en bog på værftet, fordi de andre godt kunne se, at svejse, nok ikke lige var det, han skulle beskæftige sig med.

Den unge mand, der var ægte hippie og sammen med vennerne i Mao’s Lyst tog navn efter tilholdsstedet i Ringenes Herre, hvor man holdt Rådsforsamling hos elverfyrsten. Som lærte sig selv at navigere, at skrive, at fortælle, og som endte med kvinder, børn og kors og mange stjerner på, og som selv i de sidste dage tog sin skæbne med en værdighed og et nærmest overmenneskeligt positivt sind.

Ham,  som vi stort set alle elsker og beundrer. For hans liv var af samme stof som drømme.

Fordi, han turde!

Han turde gøre alt det, som vi andre bare drømmer om.

Og nej, her tæller ikke at sejle rundt i et år med familien, og så komme tilbage til sit velbetalte reklamebureau / mediejob igen. Det er ikke det mod, vi taler om her.

Han turde at være nysgerrig på alt -især livet, og han turde at leve, som han mente, var rigtigt, hvilket i princippet gjorde ham til et ualmindeligt dannet menneske. Et ægte renæssance menneske i ordet bedste forstand.

Det slog mig, mens jeg gik rundt og læste om hans liv. Det var ikke kun de fysiske rejser og de oplevelser, der fulgte med dem. Det var også alle de andre rejser (i overført betydning), han foretog hvergang han faldt over noget, der fangede hans interesse.

Et sted fortæller han om en måge, han kunne huske, han havde set i et Skagenshus som barn og genså igen som voksen. Så fortæller han om Thøger Larsens digte, så om buddhismen, så om små øer i Danmark, og selvfølgelig var det ham, der blev valgt til at fortælle Flådens historie. Hvem ellers?

Og se, det synes jeg faktisk er ligeså interessant, som at han rejste jorden rundt flere gange.

Det, at han så det store i det små. At der altid er noget – aldrig ingenting.

Jeg synes, vi er blevet for dårlige til at glædes over de små ting i livet. Jeg er i hvert fald, og jeg synes næsten, det er endnu værre med generationerne efter mig.

Vi er hele tiden på farten, og på jagt efter det næste fix. Fix af diverse. Det kan være alt fra fest over rejser til nye sko. Sjældet giver vi os tid til at sætte os ind i historien bag noget, og så opleve, at der faktisk er en helt vidunderlig og spændende baggrund.

Nu er jeg lidt grov, det ved jeg godt, og det klinger også lidt hult fra en, hvis ord for 2020 er “bevægelse”, men man kan jo godt bevæge sig mod nye fixpunkter og måder at gøre tingene på.

Nogle gange kræver det bare lidt mod. Mod til at sige nej (tak). Mod til at gå mod strømmen. Mod til at interessere sig for noget, der absolut ikke er hipt, men nu engang det, man gerne vil. Mod til at være Billy Elliot.

Det er ikke let, at være “original” i Danmark. Der skal man virkelig være gjort af et særligt stof, ikke bare af samme stof som drømme. Jeg nævner i flæng – Mads Holger, Synnøve Søe, Jim Lyngvild og for den sags skyld også Dirch. Bliv indenfor rammerne!

Måske er det netop derfor, vi elsker Kløvedal så meget. Han sprængte rammerne. Han var hippie i hjertet, men gik til bal hos Dronningen og var stolt af sit Ridderkors. Han var u-uddannet, men vidste mere om historie end de fleste. Han rejste jorden rundt samtidig med at han talte om fædrelands kærlighed.

Der er en del af Kløvedal at holde af, ligemeget hvilken dansker, man er, og hvor blev jeg inspireret, bevæget og glad over, at der findes mennesker som ham i går.

Lad os give plads til nogle flere originaler, vi har brug for dem!

”We are such stuff as dreams are made on,
and our little life is rounded with a sleep”.
Shakespeare, Tempest.

Tryghed i traditionerne

Da dette blev skrevet, spillede jeg ”Do they know it’s Christmas” for fuld hammer på instant replay. Kun afbrudt af ”One more sleep”, som jeg irriterende nok kun kan spille en måned om året. Det nummer er alt for godt til at blive spillet så sjældent, men selv jeg kan godt høre, at julesang og maj rimer rigtig dårligt.

Det’ de samme ting, vi hører. Det’ de samme ting vi spiser osv., men gør det noget? Jeg er ikke en rend mig i traditionerne type. Jeg finder derimod en vis tryghed i at nogle ting ikke forandrer sig og synes egentlig, at det er rart, med faste holdepunkter i tilværelsen.

Som ung i 80´erne har jeg derfor også et helt særligt forhold til netop ”Do they know it Christmas”, og det er simpelthen umuligt for mig at julepynte, hvis jeg ikke hører netop det nummer. Når jeg genser videoen kan jeg i dag ikke lade være med at tænke – ”hold nu op, hvor ser de ud”, men omvendt, det tog kun godt 10 dage, fra Sir Bob mødte Midge Ure på Kings Road oprørt over situationen i Ethiopien, til den hurtigst sælgende single nogen sinde i UK lå i butikkerne. 1 mio. solgte eksemplarer den første uge, og resten er, som de siger historie. Men hvilken historie.

Selv i dag 35 år efter kan vi lære af den energi og vedholdenhed, for man kan skabe historie og resultater, hvis man vil, og som verden drejer lige for tiden, har vi mere end nogensinde brug for folk, der kan og vil ændre verden til det bedre.

Og det er et rart fast holdepunkt og tradition at have, synes jeg, for ikke alene bliver jeg i julehumør. Jeg bliver også mindet om, at ting kan lade sig gøre, og at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan skabe en orkan på den anden side.

Med fare for at lyde som den 50something, jeg er, så går alt ting meget, meget hurtigt i dag. Hvad der var in i går, er fuldstændig gammeldags i dag, og knap har man lært et socialt medie at kende, før man er håbløst bagud.

Der kommer også nye ting til hvert år. Eksempelvis disse Chelsea Kugler, som Nils og Mikkel så fint har pyntet op med.

Sådan er det heldigvis ikke med julen. Den kommer til tiden, som den plejer. I butikkerne lidt tidligere hvert år, men der bliver ikke rykket meget på den 24. Vi hænger de samme ting op i stuen, samme sted, og af en eller anden årsag, kommer den lille, sjove englemand, der har mistet spidsen af sin næse også frem, for vi nænner ikke at smide ham ud. Han har jo været med hvert år.

Så er alt ting heldigvis, som det plejer og det giver tryghed. Ligesom Dronningens nytårstale. Det er ikke det samme, som at man ikke kan forny sig og skabe nye traditioner, eller rejse væk (det har vi også prøvet), men det er rart, at vi stadig har nogle ting, som er kontinuerlige, som lever videre gennem generationerne, og at se et lille barns øjne lyse, når julen rammer rigtigt for første gang, er da det hele værd.

Og husk nu, at når en klokke ringer, så er der en engel, der har fået tildelt sine vinger.

Hver tid sine referencer.

Det er ved at være gavetid, og derfor var jeg efter drengene for ønsker. Den ene svarede promte, at han ønskede sig Chanel no. 5. “Er det ikke en dame parfume” spurgte jeg undrende, mens jeg så Marilyn Monroe for mig. “Nej, nej, der er lavet en super fed herrevariant. Se selv!” og så fik jeg en Iphone stukket i hovedet med et foto.

Gad vide, om han i det hele taget ved, hvem Marilon Monroe er, tænkte jeg bagefter, og så kom jeg til at småfilosofere over, hvor mange idoler, som jeg voksede op med, der idag kun er folk over 40, der har hørt om eller kender.

Nu har mine drenge hørt om Marilyn, Elvis og faktisk også om James Dean, som blev den næste, vi talte om. Det er Steinbeck tid i gymnasiet, så der er lige noget med “Mus og Mænd”” og “Øst for Paradis”.

Men hvor Marx Brothers, Gøg og Gokke, Fred Astaire og sort/hvid plakater af netop James Dean var en stor del af min opvækst og ungdom, så tror jeg seriøst ikke, at mine drenge vil forstå referencen “A night at The Opera” eller “A Day at The Races”. De har nok til nød set et billede af Groucho Marx, men så er det sikkert også det.

Det gør egentlig ikke noget. Det er bare tankevækkende, at idoler, stjerner, eller kunstnere, som jeg selv betragtede som værende evige i en eller anden form, stort set er forsvundet fra mediebilledet.

Elvis er der stadig, men heller ikke i samme grad, og hvem ser “Singin’ in The Rain” længere eller hører Frank Sinatra? Ok, det sidste er der nok stadig mange, der gør. Men sort/hvid film? Næppe andre end nørderne.

Forleden var jeg med en klasse rundt på en museums rundvisning. Her blev jeg pænt chokeret over, at ingen havde set Matador. Det gjorde mig til gengæld trist. Det er vigtigt, at vi har nogle fælles reference rammer, og at folk ikke bare kigger på en med store øjne, når man siger “Nu går jeg og lægger mig!”

Det går bare så stærkt nu, og hvor vi tidligere sad og kiggede på den samme skærm og lo over hvor sur Gokke blev på Gøg, så sidder vi nu i hvert sit lokale med hver sin skærm. 

Nils og jeg ser serier sammen, men det er ikke nødvendigvis de samme serier, som mine kolleger eller venner ser, og der går streaming år imellem at drengene og jeg ser de samme ting. Senest Peaky Blinders, men vi så den ikke samtidig.

Hvad så med musik…. tjah… her hænger det nok også lidt. Der bliver længere og længere imellem, at vi også her har fælles reference rammer. Måske netop derfor ramte Kim Larsens død os alle så hårdt. Han var alles – som i alles, og at miste det kit, der binder os sammen, gør ondt.

Er der nogen under 40, der reagerer, hvis man i dag siger “En spoleorm har to?”

I forbindelse med mit arbejde diskuterer vi meget, hvilken betydning kultur har. Ikke kunst, men kultur. Jeg mener personligt, at der er forskel, for kulturen er det samlende, kittet, virksomhedskulturen el., hvor kunsten er værket, der ofte står alene.

Men kulturen – altså det, der binder os sammen, giver os referencerammer, om det så er den blå blazer i bankverdenens kultur, eller tatoveringerne i rockermiljøerne, så er det kit og signaler til omverden om, at her hører jeg til, og sådan gør vi her.

Nogle gange er vi slet ikke klar over, hvor meget vores kultur betyder, før den er væk. Som i tilfældet med godt børne fjernsyn. Lige så stille forsvandt fokus på at skabe intelligent og sjovt børne fjernsyn og SvampeBob Firkant kom flyvende op af afløbet i stedet.

Foto: DR B&U uden rettigheder

“Det er udviklingen”  – “Det er det de unge vil ha'”…. måske! Men det er altså os selv, der styrer udviklingen.

Jeg begræder ikke, at Marilyn Monroe ikke længere hænger alle vide vegne på plakater, og jeg synes det er skønt, at der produceres så meget virkelig godt fjernsyn i andre lande end USA. Og ikke mindst, at det er tilgængeligt for os på alle tidspunkter, når det passer os. Ikke kun lørdag aften med en enkelt episode af McCloud (Aghr! Så er man virkelig gammel, når man kan huske ham).

Men jeg ønsker mig, at vi her i den danske stamme, holder fast i nogle fælles referencerammer, som giver os fælles oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og bopæl. Også ud over Royal Run og landsholdet, og her er kulturen i bred forstand afgjort det bedste bud på, hvor vi kan finde disse fælles oplevelser og det kit, der binder os sammen.

Så lad os tage lidt bedre vare på den, og vurdere den lidt højere. Kulturen altså!

Og nej, han sagde aldrig, at hvis vi ikke slås for kulturen, hvad slås vi så for. Men han sagde i 1938 »The arts are essential to any complete national life« !