Tout seul en France….

Det meste af “væggen” med rosévin i mit pt. lokale supermarked

Der er nu gået næsten to uger her i det franske, og jeg begynder så småt at finde en hverdag. Ærligt, det har ikke været helt så let, som jeg troede, det ville være. Af forskellige årsager har jeg været alene godt en uge af tiden, og nej, jeg har ikke trøstet mig i ovenstående supermarkeds afdeling, det har simpelthen været for koldt til rosévin, men hvis ikke vejret havde skiftet nu, så var der nok en reel risiko for lidt små-pimperi om aftenerne.

Huset er skønt, og efter poolmanden har gjort sit, har jeg i dag for første gang været i vandet. Skal vi bare sige, at det var starten på min kommende status som vinterbader. Efter flere uger med overskyet, regn og decideret kolde nætter, så var det en lige lovlig frisk oplevelse. Men man er vel skandinav.

Og netop det, at være skandinav har jeg tænkt en del over de sidste par dage. Jeg blender ikke bare ind her i kvarteret, der er et typisk fransk, bedre borgerskabs parcelhuskvarter. En slags Gentofte ved Rivieraen. Her er masser af familier – der alle sammen har hunde, som gør som sindsyge, når man går forbi deres store hække. Til gengæld hilser alle skolebørnene så pænt på mig. Bonjour, madame! Det er da lidt swung over.

Men når jeg tænke på Juncker´s tekst til Mogens og Karen om nåletræer og sindsyge hunde, så skulle han prøve at komme en tur til et fransk “parcelhus” kvarter. Danmark er en åbenstående have i sammenligning. Her er ikke en hæk under 3 meter, her er gitterporte med pigge, store hunde osv. osv. Men det er jo også et land med tradition for revolution, så man må beskytte sig.

Men Cooper blender ind. Især efter han har været igennem en fransk vask og føn – og han h a d e d e det. Til gengæld ligner han nu alle de andre små hvide hunde, og han er blød som en bamse.

Selvom man er ny vasket, har man stadig respekt for naboens kat. Han skulle gø og skræmme den væk… men nej! Man vil hellere ligge i solen og dufte til blomsterne ;o)

Det får jo en til at tænke lidt over ghettobegrebet. Både det i Danmark, og det på den spanske solkyst, hvor danskerne har klumpet sig sammen i årtier. Når vi er afsted som turister, vil vi helst have en på opleveren sammen med lokalbefolkningen. Vi vil være midlertidige lokale. Men midlertidige er netop kodeordet her, for skal man bo mere permanent et sted, så er det rart, at være tæt ved nogle, som ligner en, har samme referencerammer og interesser – og helt banalt, indkøbsvaner.

Det er der i princippet ikke noget nyt i. Bare kig på det kvarter, du selv bor i. Og så er det i fuldstændig ligegyldigt, om det er indre by eller provinsen. Vi vælger boliger i kvarterer, der passer til os og vores type, og fred være med det. Så længe vi også blander os med resten af samfundet, for det er jo her, den store udfordring ligger.

Nå, det gider jeg ikke bryde min feriehjerne med, for jeg har heldigvis blandet mig både med og i samfundet hernede (EP valg), og har også, trods jeg har puppet lidt i min alenetid, haft nogle nærmest syrede oplevelser.

Først til Cannes Film Festival. Quel cirque! De har også haft udfordringer pga. vejret. Det er lidt svært at være upcoming starlet i diminutiv bikini, når det står ned i stænger på stranden. Det skulle dog ikke afholde de håbefulde, unge damer fra at prøve på at komme med til en af de eftertragtede fester. Pælesidning fik pludselig en helt ny betydning.

Midt i fodgængerovergangen, i regnvejr og festkjoler og skilte med “Tag mig med til fest”.

Hele byen var et stort cirkus -men sjovt. Helt så sjovt var det ikke, at køre til vores konsulat i Nice for at stemme. Man skal jo passe sin borgerpligt. Konsulatet har sædvanligvis kun åbent  10 – 12, men pga. den store interesse for at stemme, var de nødt til at holde åbent lidt længere, og de var ualmindeligt søde og imødekommende, så det var ikke det. Men vores allesammens konsulat bor til leje hos en klinik, hvor almindelige franskmænd kommer for at blive undersøgt for bl.a. brystkræft.

Det betød, at alle os ferierende danskere og en hund, blev sat til at vente i et venteværelse fyldt med bekymrede og nervøse patienter. Helt galt gik det, da vi kom ud fra “konsulatet” – der er et lokale på ca. 9 kvm. Her gik vi bogstaveligt talt ind i en netop mammograferet halvnøgen kvinde, der forsøgte at skjule sine bryster med armen og kiggede forbløffet på os og Cooper.

Jeg har stor forståelse for, at også udenrigstjenesten skal spare…. men arghhh, det må være muligt, at finde penge til en lidt højere husleje.

Nå, vi fik stemt, og kan nu med god samvittighed grine af alle Frank Hvam’s videoreklamer, som jeg synes er geniale.

Og i dag kom solen så, og i eftermiddag lander Nils, og bliver her resten af tiden, ligesom drengene kommer i næste uge. Måske ender det ligefrem med, at jeg begynder at føle mig som den erfarne her i kvarteret – nu kender jeg jo hundefrisøren, og det er da en start, ligesom jeg er begyndt at få et forhold til damen i delikatesse afdelingen. Ja, ja, man bliver nøjsom.

A bientot!

Jean Paul Gaultier til Cannes Film Festival. Nu uden Madonna, men med nederdel.

 

Bonjour!

Det er lørdag morgen, og vi har været tidligt oppe. Tidligere end vi ellers plejer på en lørdag. Vi skulle op for at tage imod poolmanden, der kom for at rense poolen. En helt ny oplevelse, og dem er der flere af for tiden, for vi er flyttet en måned til Frankrig. Vi er Nils, Cooper og jeres udsendte. Drengene har vi ladet være hjemme og passe årsprøver og eksamener.

Måske er det at overdrive lidt, at sige at vi er flyttet, men når der er tale om mere end to ugers ferie, så er det vel ok, at pynte lidt på beskrivelsen, og i og med vi bor i et privat hus og forsøger at blende ind, så kan det vel forsvares.

Huset er min venindes. Hun bor her normalt helt alene, og engang i november, hvor hun kedede sig opstod ideen – “skal vi passe dit hus en måned, så du kan rejse lidt rundt og besøge dine døtre?”  Langsomt faldt det hele på plads til denne måned, hvor der alligevel er så mange helligdage, at det kunne lade sig gøre at tage fri. Men, det er altså ikke kun for hendes skyld, vi er her, som I nok har regnet ud.

Vi er trætte. Jeg er i hvert fald. Nils ikke helt så meget, han kører på et eller andet duracel batteri, men jeg er træt. Jeg er sluppet befriende let igennem overgangsalderen. Jeg har ikke engang været f**cking hot, men jeg har været træt og, vil min mand vil sikkert hævde, lettere hysterisk.

Samtidig er jeg for første gang alvorligt begyndt at tænke over, at nu er der ikke uendelig dage sammen mere, og derfor skal vi bruge dem, der er tilbage med omhu. Hold nu op, vil nogen sige, der er masser af dage tilbage, og ja, det er også rigtigt, men mens andre i min omgangskreds taler og tænker over pensions planer, så tænker jeg altså over, hvordan vi får de bedste oplevelser, mens vi stadig kan.

Nils har arbejdet rigtig hårdt de senere år. Det har alle vel, det ved jeg godt, men han fandt altså på at starte helt forfra som 59 årig. Forfra i London vel at mærke, og han skulle bygge en helt ny forretning op fra bunden. Nye konsulent ydelser og dermed også helt nye kunder. Det er hårdt arbejde.

Det er lykkedes for ham, og jeg er pavestolt og synes, han er sådan en inspirationskilde, men det har også betydet, at han har været rigtig meget væk, og uden at pive, så kan to teenagesønner og et fuld tids arbejde også trække tænder ud engang imellem.

Nå, det var ikke det, det skulle handle om, og så alligevel, for det er jo en af årsagerne til, at vi sidder her i kulden (her er vitterlig hunde koldt) og kigger på en poolmand med en stang.

For jeg satte foden ned (hedder det sådan på dansk?) og sagde, at nu ville jeg have os-to tid, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være i Frankrig. Taget Nils’ fravær de sidste mange år i betragtning, så var det lidt svært for ham at sige imod, så i søndags pakkede vi vores Fiat500 med en forbløffet hund, og hvad der kunne være af bagage, der kan være forbavsende meget, og kørte sydpå.

Jeg overdriver ikke, og igår måtte jeg købe et tørklæde for ikke at fryse.

Først skulle Nils imidlertid lige til London, så han tog den med autotog og Fiat til Nice for at stige direkte på et fly til London og jeg havde så et par dage med veninden, men nu er vi forenet og begynder så småt at føle os hjemme i denne franske udgave af et parcelhuskvarter.

Det bemærkelsesværdige er, at det – i hvert fald ikke endnu – føles så anderledes. Nu har jeg jo været i huset før, og det gør noget, men jeg har ikke boet her, om man så må sige.

Noget skyldes selvfølgelig den teknologiske tidsalder, som vi lever i. Ind med cromecast i tv, og vupti, så har vi dansk tv blæst ud i den franske stue. Det lukkede vi nu hurtigt ned for, det er en virkelig bizar valgkamp denne gang, men i princippet har vi i modsat til tidligere en stor del af vores hverdag med, når vi rejser. Facebook, Spotify, Game of Thrones og altså også danske tv-kanaler.

Vores aldersgruppe kan huske når vi rejste ud, og det nærmest var et under, når man så en dansk, flere dage gammel avis i en kiosk og som rejseleder var jeg med til at hænge nyheder fra telex’en op til gæsterne på hotellet. Til yngre læsere… google it! ;o)

Så, så længe vi bliver her i huset, er det faktisk kun poolen, der for alvor er anderledes. Heldigvis sker der så noget, når vi bevæger os ud i verden omkring os. Så kommer oplevelserne. Bare det, at købe ind og vælge hvilken ud af 200 forskellige rosé vine, man skal købe, det kan være noget af en oplevelse.

I eftermiddag har vi tænkt os at køre ned til hurlumhejet – også kaldet filmfestival – i Cannes, og i går var vi i Valbonne og faldt i turistfælden og købte, viste det sig, en lille bitte smule, tomat pesto for 10 euro. Men så var den også rørt med omhu. Håber jeg.

Men vi er sammen, og vi lever og deler oplevelser, der ikke drukner i vasketøj, maling af terrasse, retssager og alle de hverdagsting, der har en tendens til at blive irriterende. Her bliver de til oplevelser, fordi det er i nye omgivelser og fordi der er tid. Folk, der har sommerhus forstår sikkert, hvad jeg mener, for “det andet liv” er anderledes, også selvom det måske er de samme ting. Her skal også vaskes tøj og købes ind, men det bliver bare på en eller anden måde hyggeligere, når man ikke skal nå det til bestemt tid. Og det er her fælden er, og den vi alle falder i.

Vi haster afsted, og så bliver livet, lettere omskrevet fra John Lennon, noget, der sker for os, mens vi er på vej til målet. Hvilket mål?  Vi skal passe rigtig godt på. Både på os selv og hinanden, men også på den dyrebare tid, vi er blevet givet, og ting kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at bo en måned i Frankrig, eller cykle rundt i to uger på Bornholm, hvis det nu er det, der gør en glad. Det handler ikke om at have penge nok, eller venner, der har huse, de vil leje ud. Det handler om at beslutte sig for at gøre noget, og så gøre det! Og ærligt, beslutningen er / var det sværeste.

Men nu er vi her,… nærmest lykkelige, selvom det regner og pingvinerne spille ishockey i poolen (der nu er ren).

A bientot!

Alle kæmper – også den såkaldt kreative klasse.

I 1910 strejkede tusindvis af kvindelige løsarbejdere, de såkaldte”Chain-makers”, for bedre arbejdsforhold, løn og ikke mindst fastansættelse. Det resulterede i verdens første fagforening for kvinder.

I denne uge talte jeg med en gammel kollega. Han er et super kreativt menneske, og vi har altid arbejdet fantastisk godt sammen. Faktisk savner jeg ham lidt, men nu trængte han til at tale, kunne jeg mærke, så jeg tog mig tid.

Han er alenefar efter moderen til hans barn døde for nogle år siden. Hun fik en hjernetumor og skiftede først personlighed, så døde hun. Nu var hans mor (og back up) blevet indlagt med kræft, og så gik det heller ikke lige så godt med ordrene.

Han er, som mange andre kreative, jeg kender, selvstændig, freelance, daglejer eller hvad vi nu skal kalde dem. Prekariatet eller måske mere hipt, han er en del af The Gig Economy.

Det vil sige, at han hele tiden skal ud og finde jobs, ordrer eller projektansættelser. Alle sammen uden nogen form for sikkerhedsnet, pension, barsel, ferier med løn eller opsigelsesvarsler.

Senere på ugen sad jeg så i selskab med to andre kreative mennesker. De nærmer sig noget, der ligner pensionsalder, men var nødt til at fortsætte også selvom, der blev længere og længere mellem jobbene, og som hun selv sagde: “Vi er jo i princippet løsarbejdere”.

Dem har vi flere og flere af, men det virker som om, at vores politikere slet ikke har opdaget det, og der er ellers valgkamp. Vi har nogle der taler de svage og arbejdernes sag. Vi har ældresagen, og vi har fagforeninger, men hvornår kommer prekariatets talerør?

Engang var man freelance, fordi man valgte det selv. Det var cool at kunne bestemme over sin egen arbejdstid, og man behøvede ikke at forholde til internt firmafnidder og så kunne man give den gas som ung, oftest med en god løn.

Sådan er det ikke i dag. I dag er mange freelance fordi, det er i virksomhedernes interesse at projektansætte folk eller at hyre dem ind til enkelte opgaver. Så slipper selskabet for en masse udgifter og iøvrigt også en masse unødig arbejdskamp. Visse virksomheder er gået så vidt, at de får unge til at arbejde gratis, og ligefrem blive tatoveret med selskabets navn, eller få rap i røven, fordi det er attraktivt og nærmest umuligt, at få job i den kreative, “hippe” verden. Og så ikke et ord om, at samme selskab fik betydelige offentlige tilskud samtidig. Rap i røven for skatteborgernes penge. Nå, det er heldigvis stoppet.

Jeg har ikke tal på hvor mange unge kommunikations folk, jeg har mødt, der arbejdede gratis for bare få foden indenfor. Journalister – hvor mange fastansatte journalister har vi efterhånden tilbage? Det er iøvrigt rigtig skidt, for vi har brug for seriøse, neutrale journalister, der ikke bare skal sælge en artikel til højestbydende for at kunne betale husleje.

Og hvad skal vi med grafikere, når vi kan lave det meste selv i en VistaPrint? Så kan vi altid bare lige kalde en ind, når vi skal have det finpudset. Sat lidt på spidsen, men ikke desto mindre rigtigt.

Alle disse mennesker kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen – det gør vi alle, men der er bare ikke særligt meget fokus her, for det er jo den (fede) kreative klasse, og de har jo alle de sjove jobs. Ja, sådan var det, men det er det ikke længere, og freelancere er den hurtigst voksende gruppe af arbejdere, og det er altså ikke kun den kreative klasse – tænk bare på Uber.

Jeg ønsker mig, at nogen får lidt mere øje for, at lige nu er vi ved at opbygge en helt ny gruppe af løsarbejdere, som -på trods af nye, forbedrede regler – ikke passer ind i nogen A-kasse eller fagforening, og som, om ikke hutler sig igennem, så noget, der i mange tilfælde ligner, og som er en alles kamp mod alle. Står lidt i kontrast til SAS piloterne ikke? Iøvrigt også i kontrast til hvad folks generelle opfattelse af den kreative klasse er, hvor man ofte kun hører om toppen af isbjerget og hvor DI og andre hele tiden italesætter mangel på højt specialiseret arbejdskraft.

Nå, der er heldigvis også goder ved freelancelivet og måske er det bare den vej verden går. Det er også ok med mig, bare vi ikke taber en hel gruppe mennesker på gulvet, og forringer vores arbejdsmarkedregler, fordi vi sover i timer og kun har fokus på industrisamfundets arbejdsmåder og grupper.

Vi skal ikke gå baglæns!

Den 08. maj 2019 Los Angeles. Uber chauffører strejkede og slog app’en fra. Årsag… fuldstændig samme, som The Chain Makers i 1910

Påske…. lidelse og genopstandelse!

Ærligt, det var ikke det, jeg primært havde i tankerne, da vi gik på påskeferie i år. Faktisk har jeg gået hele ugen og glædet mig over vejret, og var egentlig på vej til at skrive en blog om alder og de fire årstider, og noget om at sætte terrasse i stand, men så greb lidelsen forstyrrende ind.

Jeg har det vel som de fleste danskere. Jeg er kristen til husbehov. Opdraget i og med de kristne værdier, og holder af kirken som samlingssted og et rum, der omfavner de store begivenheder i livet, og giver plads til fordybelse, eftertænksomhed og ikke mindst……. næstekærlighed.

Samtidig er jeg velsignet (!) ved at have en veninde, der er præst og selv at være blevet konfirmeret af en dengang meget progressiv præst, så jeg har også været så priviligeret at være tæt på kirken på andre måder, og jeg har meget, meget stor respekt for det sociale arbejde, som præster udfører. Eksempelvis i forbindelse med sorg og udstødelse. Præster har altid plads til alle. Så rummelige er vi andre ikke altid, må vi nok være ærlige at indrømme.

Men… jeg er stadig, som vi er flest, og derfor er det også julen, som står for mig som den største højtid, hvilket jo i virkeligheden er forkert. Påsken er kristendommens største højtid – og jødernes med for den sags skyld. Den kristne højtid er bygget ovenpå jødernes ditto, hvor de fejrer flugten fra Ægypten.

I påsken sørger vi først over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig.

Heldigvis er vores store lidelser i andedammen idag begrænsede. Ser vi bort fra sygdom, død og manglende penge, så er vi i forhold til så mange andre lande pænt forskånede – for at man ikke kom ind på sit drømmestudie tæller ikke her.

Men i denne påske blev en dansk familie sammen med et utal af andre familier ekstra hårdt ramt af lidelsen. At miste tre børn – formodentlig se dem blive sprængt i luften, er så hård en skæbne, at vi alle bliver ramt og føler med dem.

Jeg føler også med de øvrige ramte familier og jeg føler med Sri Lanka generelt, som lige efter lang borgerkrig og en tsunami var kommet nogenlunde tilbage på sporet. Et land, hvor man iøvrigt indtil videre har kunne leve uden de store religions krige.

Det betyder ikke, at jeg ikke også føler med de familier, der blev ramt ved moskeskydningen i New Zealand, men her var der tale om en enkelt gal mands værk. Det er der ikke her. Her er tale om endnu et koordineret helvedes angreb, hvor man slår flere fluer med et smæk – for det er både de kristne og jødernes helligste højtid, og så fik man også lige alle vesterlændingene på hotellerne med i købet. Til hvilken nytte?

Dette er et farligt emne, at skrive om. Religion, politik og terror. Sprængfarligt, bogstaveligt talt, og fordømmer man det ene, skal man huske også at fordømme det andet og “what-about?”

Men jeg er, som mange af jer formodentlig, meget påvirket af bombeangrebet, og det fik mig til at reflektere over påsken, lidelsen og genopstandelsen, og hvor skrøbelige, vi er.

Jeg ved ikke, hvordan man kommer over tabet af tre børn og sine søskende. Den lidelse må være så ufattelig. Jeg ved heller ikke, om de kan genopstå på et tidspunkt, og finde glæden ved livet igen. Jeg håber det så meget, ligesom jeg håber for alle de andre ramte familier, at de kan finde ro i sjælen og glæde igen.

Og os andre….. ja, vi skal huske at være taknemmelige og leve vores liv, for  det bedste våben er:

KEEP ON ROCKIN’
IN THE FREE WORLD!!

When you are tired of London…

….you are tired of life!

Denne gang var vi på rundvisning i Houses of Parliament – det kan varmt anbefales.

I den forgangne weekend var jeg en tur i London. Som nogen af jer ved, så har Nils kontor i London, så han er der flere gange om måneden, men det var faktisk et stykke tid siden, jeg havde været der. Alligevel var det lidt som at komme hjem, for jeg har -som så mange andre danskere – været ganske meget i London. Det sad jeg og tænkte over i flyveren, og langsomt dukkede alle minderne op.

Aller første gang var jeg omkring 17 og mutters alene på tur. Det var længe før, at nogen kunne stave til security check, og jeg fløj som Mrs. R. Murray, ud fredag og hjem søndag med Varig, der dengang var eneste mulighed for en billig flybillet. Min første billet blev nu ikke købt.

Jeg arbejdede i et rejsebureau, og det var tiden med papirbilletter. En ven af huset – Mr. R. Murray var fløjet ind, men havde to ubrugte kuponer. Frem med den røde kuglepen, og bum! så var billetten udstedt til Mrs. R. Murray, alias B. Hansen, og så fløj jeg. Når jeg tænker på det idag, var det jo noget nær sindsygt, men det var andre tider.

Den var aldrig gået i dag.

Jeg syntes selvfølgelig London var fantastisk, men jeg var også lidt alene, så jeg fandt et What’s On, og en restaurant med “Dinner & Dance” ud fra en forestilling om, at så ville jeg ikke føle mig så alene, når jeg sad og spiste. Det var helt galt, og jeg trak vel gennemsnitsalderen ned på det halve.

Men kærligheden var vakt, og allerede da besluttede jeg mig for, at jeg på et tidspunkt ville bo i London for en periode. Da jeg samtidig var vild med film og tv, mente jeg, at det måtte være stedet at opholde sig, og skabe karriere.

Chancen kom nogle år efter. Min nærmeste veninde, der er halv britisk og som barn opvokset i England, var flyttet tilbage efter gymnasiet og nogle år i Emiraterne, hvor hun havde boet sammen med en arabisk sheik. Ja – en ægte en.

Men nu var hun altså permanent tilbage i England og afsted med mig, der lejede mig ind på hendes sovesofa og fik arbejde i receptionen på et hotel. Imellemtiden havde jeg i København lært en noget excentrisk superbøsse at kende, der også boede i London, så helt galt kunne det vel ikke gå.

Vi havde mødt hinanden på en rejsemesse i København, hvor han reklamerede for “youth hostles” på sin stand. Midt imellem alle plakaterne for ungdoms hotellerne sad der imidlertid en meget gammel, rødhåret, permanentet -og meget britisk udseende kvinde med 100 armbånd og nogle meget røde læber. Hun sad bare der og sagde ikke noget, men med mellemrum stak hun hånden ned under sin stol, hev en Guld Tuborg frem, og tog en tår. Det var så syret et syn, at jeg var nødt til at lære dem at kende, og det fik vi så en hylende morsom messe og et sjovt bekendtskab ud af.

Han var så sød at hente mig ved stationen, da jeg ankom. Nu uden arbejde, uden bolig, for min lejlighed var fremlejet, men med kufferterne fyldt med forventninger og “high hopes”. Han hentede mig i sin gamle Bentley, hvor hans to hunde også var, men de var noget urolige. “Nå, det skal du ikke tænke på. Det er fordi, de kan lugte Lady Osbourne” (den gamle dame fra messen) sagde han. “Hun er død, og jeg har hendes urne i bagagerummet, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved hende, og lugten af hende gør altså hundene urolige”.

Så var jeg ligesom i London – 1985, og fuld knald på – især på og i bøssemiljøet, hvor jeg fik flere ligeså mindeværdige oplevelser. Blandt andet i den originale og legendariske Soho drag natklub Madam JoJo’s. Jeg siger Christmas Carrols sunget af drags på scenen, mens bartenderne gik rundt i kun minishorts og lidt s/m nitter og kasketter. Sent på natten gav de den altid gas ovenpå bardiskene til “Venus”, så nitterne og kasketterne fløj. Mageløst!

Der var aldrig kedeligt på Madame JoJo’s

Om dagen arbejdede jeg på et hotel, og jeg fandt hurtig ud af, at millionær blev man ikke af at være i London. Jeg havde så lidt penge, at jeg snød på British Rail. Det skulle nu ikke forhindre mig i at have det sjovt i weekenden på 1st klasse. Min venindes omgangskreds bar præg af hendes tid i Emiraterne, så det var ikke sjældent, at vi kørte rundt i limousiner og var på dyre klubber. Det var en fest!

Men selv fester har det med at ebbe ud, og da det endelig lykkedes mig, at få foden indenfor i tv-branchen, var der noget galt. Jeg burde have danset ned af Oxford Street, for det havde altså ikke været helt let at lande sådan et job, men jeg var mærkelig trist. Det var måske heller ikke helt sagen at bo på en sovesofa, når man er vant til en to værelses lejlighed for sig selv.

Den manglende begejstring fik mig til at vende næsen hjem til Danmark igen, men når først man har boet og arbejdet et sted, så vil man altid føle sig lidt mere hjemme, og eftersom veninden blev boende mange år endnu, så var jeg som regel ovre mindst en gang om året.

Blandt andet til hendes bryllup, der udviklede sig til noget, som taget fra en britisk film. Dagen før selve brylluppet var jeg taget på tur til Oxford med gommens lillebror. En fantastisk oplevelse af blive guidet rundt af en, der selv har studeret der, og vi var også ude at “punte”, som man nu gør. Til gengæld var vi lykkeligt uvidende om det drama, der udspillede sig samtidig. Det var før smartphones!

At “punte” i Oxford er både romantisk og -tro mig- hammersvært.

Den kommende brud var gået i panik, og havde besluttet sig for at aflyse brylluppet. Rent faktisk lykkedes det hende at få aflyst præst og godt 10 af gæsterne, før gommens fader, en tidligere militærmand, fik talt tropperne til ro. Brudens mor til gengæld, tog det med ophøjet ro, og forlangte blot at få at vide om hun nu havde tænkt sig at gifte sig eller ej, for det var altså for langt at køre fra Brighton, hvis nu, der ikke var noget bryllup alligevel.

Til det øjeblik kirkedørene gik op, var vi alle i tvivl, om det hele nu blev gennemført, men det blev det, og den efterfølgende fest blev også som taget ud af en film. Selvfølgelig foregik det på et herresæde lidt ude på landet, og så skulle man ellers tro, at stilen blev holdt. Men….. en ældre herre dukkede op med en call girl som ledsagerske. Det vakte pæn opsigt, selvom alle holdt “stiff upper lip”. To meget unge mennesker, der havde deres helt egen fest under et bord med en meget lang dug, der heldigvis skjulte, hvad der foregik, og andre igen blev så fulde, at de kastede op i en ny jaguar, hvis ejer havde tilbudt dem et lift. Han var noget ophidset dagen efter.

Og midt i det hele stod jeg med min store hat indkøbt til lejligheden og var egentlig meget godt tilfreds med at jeg kunne tage hjem igen – endnu en London oplevelse rigere.

Hjemme fik jeg efterfølgende løbende tilsendt kontaktannoncer fra The Times, som venindens mor klippede ud og sendte til mig med små hilsener, hvor der stod at der altså var rigtig mange gode mænd iblandt. Både læger og advokater. Hun var meget bekymret over, at jeg i en alder af 30 ikke var blevet afsat ordentligt endnu. Jeg var rørt over hendes bekymring for mig, smigret over at de trods alt var fra The Times, men svarede dog aldrig på nogen af annoncerne, og heldigvis nåede hun at møde Nils, før hun gik bort.

Alle disse minder løb igennem mit hoved der i flyvemaskinen, sammen med erindringen om første gang Nils og jeg var i London sammen og var så forelskede, at vi ikke havde overskud til at tale med Bjørn Ulveus, der boede på samme hotel. Han var lykkelig over endelig at se nogle skandinaver på hotellet, og ville derfor gerne i snak,  og fortælle om den musical, han var ved at sætte op i London. Ja,  det var Mamma Mia, som iøvrigt stadig spiller. Vi ville imidlertid bare se hinanden dybt i øjnene, og ikke snakke. Vi havde måske nok disponeret en lille smule anderledes i dag. ;o)

Min popcorn hjerne kan ikke rumme mere…

… og det er ikke fordi jeg er 50something!

I denne uge var jeg medvært for et arbejds relateret arrangement på Kronborg Slot. Altid rart med et slot i baghaven, når man skal arrangere sådanne ting. Vores gæstetaler var Lennart Lajboschitz, som jeg efterhånden har hørt nogle gange, men det gjorde ham ikke mindre inspirerende, og jeg kan ligeså godt melde det rent ud up front – jeg er vild med ham!

Denne gang skulle han tale om hvorfor, han har købt ikke bare et, men to hoteller i Hornbæk, og hvad det egentlig er, han vil med alt det fællesspisning, bordtennis og bridge, men det stak selvfølgelig af for ham, og han talte om snart det ene og snart det andet. Dog med en klar rød tråd igennem, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke var den eneste, der gik inspireret derfra. Så pyt med, at der var flere emner i spil.

En af perlerne var “Hvorfor taler man altid om marked? Jeg har aldrig mødt marked. Jeg har kun mødt mennesker!”. Længere er den ikke -det handler om mennesker!

Nå, men han kom også ind på, hvor meget vi efterhånden skal forholde os til som moderne menneske. Vi bliver bombarderet med informationer, nyheder, instagrams og facebook opslag og beskeder – og det er bare noget af det.

Jeg har skrevet om det før – om at skulle forholde sig til alt muligt, og om hvor svært det er at navigere i en massiv og endeløs nyhedstrøm, når nu man er opdraget til at skulle holde sig orienteret, så det var ikke noget nyt for mig (se  “Terapikonto vs. Ikeakonto”). Men hvor var det befriende, at høre en kendt og beundret mand stå og sige det samme – altså at det er næsten håbløst at følge helt med, hele tiden og forholde sig til alt fra reality stjerner på deroute over ulykker til regentens besøg i Argentina.

Jeg tænker tit over det for tiden. Jeg kan mærke, at “ting” interesserer mig mindre og mindre. Det er ikke helt rigtigt. Der er masser, der interesserer mig, men jeg er blevet bedre til at navigere, til at vælge fra og sortere, hvilket er livsnødvendigt, for vores hjerner er slet ikke gearet til alt den information. Selv når Nils og jeg spiser middag sammen, kan jeg finde på at skifte emne bare for at tale om noget let og ukompliceret (Blockchain og Jeff Bezos´ logistik programmer kan altså også være lidt trættende i større mængder ;o)…).

Måske er det alligevel alderen, der trykker, for jeg er også begyndt at blive glad for at gå i haven. Så behøver jeg heller ikke forholde mig til noget som helst. Så skal jeg bare sørge for, at de visne blade kommer ned i sækken.

Man siger, at hvad der truet bliver trendy. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det mest trendy de næste år bliver tid til fordybelse. Tid til at lave ingenting, til at løse kryds og tværs og til at tale om små hverdags ting. Eller måske fordybe sig helt i livets store spørgsmål (og nej det er ikke, om man må tage en baby med i Folketingssalen. Selvfølgelig må man ikke det.) Selv Dronningen har opfordret os til at gøre noget unyttigt. Det gælder vel også hjerneaktivitet?

Vi skal give os selv lov til at slappe af og ikke være på. Jeg skal i hvert fald. Noget tyder på, at jeg er ved at blive ret god til det, men jeg tror, vi alle skal tænke over det, og vi skal ikke være bange for, at det hægter os af i forhold til de yngre – de har slet ikke overblik.

Når jeg går til møde, lader jeg konsekvent min telefon blive tilbage på mit skrivebord. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke tænkt videre over det. Før i sidste uge, hvor to kolleger, uafhængig af hinanden var nødt til at afbryde vores møde, for der kom noget ind på deres telefon. Ting kan være vigtige, bevares, men udover at det fik mødet til at trække ud, så var det endnu et pop til deres popcorn hjerne.

Vores tid er dyrbar, og vi skal virkelig tænke os om, hvad vi bruger den til. Især os pleaser typer. Det er helt ok ikke at være helt med. Det er også helt ok, at se tåbelige videoer på FB, hvis det er det, man har lyst til. Der er kun én tid og et menneske, som Morten Albæk siger. Vi er ikke flere mennesker, vi er et. Også selvom vi spiller på flere strenge i løbet af dagen. Det er stadig den samme tid.

Så giv jer tid og fri – I (vi) fortjener det!

 

Mit nye udsyn.

Jeg købte nye briller i går. Det her jeg gjort jævnligt hele mit liv, for jeg var blot 10 år, da jeg første gang fik at vide, at jeg skulle have briller.

Det var ikke sjovt dengang. Det var lige efter sygekassebriller, men før smarte, fikse af slagsen, og som 10 årig “odd-one”, var briller ikke lige det, jeg havde allemest lyst til.

Jeg husker tydeligt, at øjenlægen dengang spurgte min mor, om jeg læste meget, og det gjorde jeg. “Så er det nok derfor”, sagde han.

Efterhånden som årene gik, blev mit syn dårligere, og jeg er i dag ret så nærsynet. Jeg gik faktisk og glædede mig til at skulle blive lidt ældre og langsynet, for så udlignede det nok sig selv. Håbede jeg. Det gjorde det ikke! Nu skulle jeg bare have glidende overgange, og en endnu større regning.

Det sad jeg og filosoferende lidt over igår. Det er egentlig mærkeligt. Har man kun brug for lidt styrke, kan man gå i Flying Tiger eller Coop el. og købe et par billige briller, men er man på grænsen til synshandicappet, er der meget lidt hjælp at hente. Det burde da være omvendt.

Jeg har kun tre gange i mit liv haft solbriller (i går var tredie gang), for det har der ikke været penge i budgettet til tidligere, og jeg kan huske masser af gange, hvor jeg har haft lyst til nye briller, men ganske enkelt ikke haft råd.

Alt er et spørgsmål om prioritering, vil nogen indvende, og ja i dag er det, men da jeg var barn og ung, og pengene var små, var nye briller ikke noget, man fik hvert år, og slet ikke solbriller med styrke. Heldigvis er der i dag hjælp at hente til børn, og selv med min styrke er det nu muligt at få glas, der ikke ligner hinkestene.

Jeg tænkte også over, hvad min nye optiker havde fortalt mig. Hun var ualmindelig kompetent og sød, og mens jeg sad der med maskinen foran øjnene fortalte hun mig, at hun havde skrevet sit speciale om, hvorvidt læsning kan forværre nærsynethed.

Hun havde fulgt en gruppe unge mennesker over flere år og målt deres øjne. Halvdelen var gået videre med håndværksmæssige fag og den anden halvdel med læsetunge studier. Efter et år, tror jeg det var, havde “de læsetunges” øjne ændret sig med -1. Det er alligevel noget, og det bekræftede min barndoms øjenlæges konklusion, hvilket jeg også har kunnet google mig til, er alment kendt nu.

I Kina er 90% af alle unge nærsynet og ifølge WHO er vi reelt ramt af en epidemi. De forudser, at inden 2050 vil halvdelen af jordens befolkning af være ramt af nærsynethed. -Og ja, du har gættet rigtigt. Det er her skærme og mobiltelefoner kommer ind.

Vi har kun haft smartphones i 10 år. Vi har – i n g e n – anelse om, hvilke konsekvenser, det kommer til at få for os, men mange af os kan allerede nu mærke manglende koncentrationsevne, og jeg tror ikke kun, det er alderen.

Det er “popcorn hjerne”, som min gode vendinde kalder det, hvilket jeg synes er en fantastisk beskrivelse. Der popper hele tiden noget op, som vi skal forholde os til.

I går så jeg en udsendelse om afvænning – altså afvænning fra smartphones. I denne uge kom det frem, at unge aldrig har haft så meget søvnbesvær før, som nu. Det tror da pokker, hvis der hele tiden tikker snaps ind. Bliiing! Jeg er ærlig talt begyndt at blive reelt bekymret, og så har vi ikke engang talt 5G. Heldigvis er der en hel masse kloge mennesker, der også er opmærksom på det her, men er det efterhånden muligt, at stoppe?

Min optiker fortalte mig videre, at hun har forlangt, at hendes børn skal bære briller med plus styrke, når de sidder ved skærmen. Også selvom de ikke behøver det. Det er for at træne øjet, der jo former / tilpasser sig rent fysisk, med nær- eller langsynethed til følge.

Mine drenge er adviseret og har accepteret, at fra nu af skal de have briller på foran skærmen. Heldigvis er det nogle af dem, man lige kan købe for en skilling, og briller er i dag både hippe og smarte. De har også accepteret, at lyset altid skal være tændt, når de læser eller ser tv – det har de nu også levet med hele livet, men er det nok?

Nå, nu vil jeg glæde mig over mine nye briller, og at jeg ser helt klart igen –  nu også med solbriller – og så vil jeg sætte mig foran en anden skærm. Der er sikkert en eller anden lækker, midaldrende mand (ikke gammel), der redder verden.

God søndag aften!

Det er skidt, når vores tiltrækkende “idoler” bliver gamle!

Jeg ved det godt. Det er det samme for os alle sammen – vi bliver ældre, men det er altså helt forkert, når de der lækre mænd (kvinder), som man altid har været tiltrukket af, bliver rigtig gamle at se på. Det er værre.

Jeg har altid haft en svaghed for skuespillere og musikere. Det er jeg nok ikke ene om, men jeg har det med at løbende forelske mig i en eller anden attraktiv mandsperson, som jeg ser på tv. For en god ordens skyld, skal jeg lige understrege, at det har absolut ingen indflydelse på den ægte forelskelse i min mand, og jeg husker også altid at minde ham om, hvor meget han nu ligner vedkommende, som jeg er tv-lun på (holdt ikke helt med Bradley Cooper, men hva’ pokker ;o)..), så har vi ligesom det på plads.

Det skønne er, at efterhånden, som jeg er blevet ældre, og de ligeså, så synes jeg stadig, de er lækre. Før nogen overhovedet kunne sige “I will find you – and I will kill you!” havde jeg eksempelvis i årevis haft et godt øje til Liam Neeson, og jeg synes stadig, han er yderst tiltrækkende, og selvom han efterhånden er dødkedelig at høre til koncert, så er der da stadig også et eller andet ved Sting.

Men…. og her er det så krisen kradser…. der er også nogle af mine ungdoms forelskelser, der pludselig er blevet noget gamle at se på, og det holder ikke, slet ikke! Mine lækre mænd skal blive ved med at være unge og lækre (uden botox og mislykkede operationer). Fremfor alt fordi de ellers minder mig om, at jeg også bliver ældre.

Trevor Eve

Trevor Eve! Jeg er ikke sikker på, at ret mange af jer kender ham, men åh…. Trevor. Siden 1989 har vi to haft en affære. Du ved det desværre ikke, men det gør ikke noget. Vi indledte vores forhold  med “Heat of The Sun”, og du hang i et lille sort/hvid udklippet avisfoto på min daværende arbejds computer. Mange år efter dukkede du op -endnu mere tiltrækkeden som Superintendent Boyd, og det var da jeg genså en af de episoder i går, jeg lige måtte tjekke, hvordan du ser ud i dag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Du er stadig en flot mand, bevares, men hvorfor er du blevet så gammel?

Det er det samme med Charles Dance. Åh, den ryg, da han steg ud af badet i “Jewel in the Crown” for alt for mange år siden.  Stadig også en flot mand af sin alder i dag – 72, man arghhhh, også nu en meget voksen mand.

Charles Dance som ung….og ældre.

Mine mandlige læsere må undskylde, dette fokus på lækre mænd, men jeg er sikker på, at I også har en kvinde eller tre, som I ikke helt kan forstå også er blevet ældre.

Det er lidt som med gamle klassekammerater. Hvis man ellers tør komme til en gammel skolekomsammen, så er de alle sammen blevet åh så voksne at se på, mens man selv bare har taget lidt på. Det er ikke i dagligdagen, men når vi spejler os i personer, vi har kendt længe, at vi føler, vi bliver ældre.

Jeg synes, det er svært indimellem. Jeg har egentlig ikke noget imod at være 50something, jeg har bare noget imod, at det fortsætter – hvis I altså forstår, hvad jeg mener.

Jeg har lyst til stadig at blive begejstret over at se Trevor Eve – som han så ud for 20 år siden (derfor det gode foto ovenfor), men jeg kan ikke stoppe tiden fra at gå. Og ja, jeg ved det godt, så må vi bare ældes med ynde og så videre. Det er bare ikke altid lige let, og her blev jeg lige mindet om det.

Nå, så er der altid Rolling Stones. Lidt en skam, at jeg aldrig har været tiltrukket af dem andet end for deres energi, for de er da det levende eksempel på, at man kan lade som om, man aldrig bliver ældre og at der aldrig gror mos på en rullesten. Hvem sagde 70something?

Så, når alt andet alders relateret kikser og rynkerne og de grå hår tynger lidt på humøret, og de lækre, sexede mænd (m/k) bliver gamle – nap en Stones!

God søndag – og fortæl mig gerne, hvem du syntes og måske stadig synes er lækker trods årenes gang.

 

 

 

De sårende bemærkninger hænger ved hele livet.

Her kommer mutter med kost og spand.

Jeg har netop gjort rent i mit badeværelse. Altså det der rent, hvor man skruer brusehoved af og lægger i eddike -rent. Det er ikke noget, jeg gør hver uge, men det giver tid til at tænke, og mens jeg stod der og skurede sæbeskål, kom jeg til at tænke på en bemærkning fra rigtig mange år siden, der netop tog udgangspunkt i min -snavsede- sæbeskål.

Det var en af de der giftige kvinde bemærkninger, og af fuldstændig uforståelige årsager, kan jeg stadig huske den, også selvom det er over 25 år siden.

Jeg var single, boede på Bronx’en og fokus var arbejde, fest og arbejde og fest. Sådan nogenlunde. Jeg har aldrig været noget praktisk menneske, og jeg har heller aldrig været særlig god til at indrette, sy puder eller være først med design tendenser, og jeg tror det er årtier siden jeg har læst et dameblad eller et Bo Bedre.  Det bar mit hjem også præg af dengang.  Det var ok, men ikke en boligreportage værdig.

Til gengæld var der altid en masse sjove og spændende mennesker på besøg, for selskabelighed, det har jeg til gengæld altid været god til, og det ville jeg meget hellere bruge pengene på, end en ny måtte.

Der var altid glade dage og nætter dengang.

Denne nat havde vi været ude en masse kolleger, og var endt hjemme hos mig som sædvanlig. Det var blevet sent om natten, så jeg tilbød den kvindelige af slagsen, at hun kunne overnatte og dermed ikke behøvede at rakke afsted sent og beruset.

Det var ikke en, jeg normalt omgikkedes, for jeg var godt klar over, at jeg ikke lige var hendes kop te, og det var gensidigt, men nu havde vi alle haft en sjov nat, så hvad pokker.

Næste morgen fik hun et bad, og farvel-farvel. Og det er så her sæbeskålen kommer ind, for jeg havde den gang verdens mest upraktiske sæbeskål. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg købte den, men nu sad den der og det med at få skruet den ud af væggen, og skiftet kunne jeg ikke lige overskue. Men håbløs var den, for alt vand samlede sig i den, og efter tre dage lignede den noget, der var løgn. Det gjorde den også den morgen, hvor kollegaen tog bad, men det havde jeg ikke lige tænkt over.

Nogle dage senere sidder vi på kontoret alle sammen, og så kommer bemærkningen højt ud til alle: “Ja, og så er der også de mennesker, som man tror er så tjekkede og har styr på ting, og så viser det sig, at de bare er “low-life” og bor med ulækre, snavsede sæbeskåle!” – Sådan nogenlunde lød det, og der var ingen tvivl om, hvem det var møntet på, og det blev sagt så højt, at hun var sikker på, at jeg også kunne høre det.

Jeg var fuldstændig uforberedt og forstod først senere, hvor beregnende ondskabsfuldt det i det hele taget var,  og i modsætning til komplimenter og søde ting, der er blevet sagt til mig i livets løb, som jeg har glemt, så husker jeg denne bemærkning klokkeklart. Især, når jeg gør badeværelse rent.

Jeg husker også en episode med en voksen kvindelig studiekammerat, der var uddannet designer og derfor havde helt styr på danske tøjmærker. Jeg havde netop fået en ny Noa-Noa kjole, som jeg var ret glad for og havde på den dag, vi stod en gruppe og talte om design. Omtalte studiekvinde siger så højt: “Ja, og så er det også det bras og discount design til Noa Noa”. Igen frit husket, men hvilken unødvendig, giftig bemærkning. Hvorfor? Hvad glæde fik hun ud af at disse mig og min nye kjole. Det har jeg stadig ikke forstået den dag i dag.

Sådan føltes det, og jeg tror, vi alle har prøvet noget lignende.

For nogle uger siden holdt vi middagsselskab, og en af de kvindelige gæster fortalte mig, at hun meget hellere ville være sammen med kvinder, end med mænd. Sådan har jeg det ikke. Jeg foretrækker i den grad mænds selskab fremfor kvinder, hvilket hun slet ikke forstod.

Hun spurgte ind til hvorfor, og på det tidspunkt kunne jeg slet ikke svare noget fornuftigt, men ævlede lidt om, at jeg godt kan lide fodbold, ikke så meget pjat osv. Det lød ikke særligt overbevisende, det kunne jeg godt selv høre, men jeg var mentalt mere optaget af, om hele selskabet spillede, og kunne derfor ikke lige hive bedre eksempler frem fra hjernekisten. Eksempelvis ovenstående.

Men jeg har det faktisk bedre i mandligt selskab, og jeg har også altid foretrukket mandlige kolleger fremfor kvindelige. Det betyder ikke, at jeg ikke har veninder, det har jeg – nogle rigtigt gode af slagsen – og jeg har også haft og har gode kvindelige kolleger, men jeg synes altså det er sjovere at være sammen med mænd. De får mig til at le, og jeg føler mig tryg i deres selskab. Det gør jeg ikke altid i kvindeligt selskab.

Det er jo frygteligt at indrømme, og Madeleine Albright Selskabet vil sikker mene, at jeg er på vej til en særlig plads et sted for sådanne udtalelser. Men det er jo ikke det samme, som at jeg ikke kan lide andre kvinder, og at jeg ikke vil hjælpe dem, jeg er bare ikke helt tryg ved kvinder.

Måske har jeg bare været superheldig med alle mine mandlige venner og uheldig med de kvindelige kolleger. Måske er det fordi jeg aldrig rigtig har været en, som mændende halsede efter at nedlægge og de derfor også var trygge og afslappede i mit selskab, hvilket er et ret godt udgangspunkt for gode samtaler og sjovt samvær. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at sårende bemærkninger kan hænge ved hele livet, spørg bare mobbeofre -også de voksne, og at vi især skal passe på vores unge mennesker og de sociale medier. Der er der rigtig mange typer a la min tidligere kollega og studiekammerat på spil, og det kræver sin teenage pige eller dreng at stå det imod.

Og sæbeskålen….. den jeg har nu altså -den skinner i dag, så de kan bare komme an!

Når vores forældre bliver syge – dødsyge!

De sidste par uger har budt på flere i min omgangskreds, hvis forældre nu begynder at skrante ganske alvorligt, eller reelt er blevet dødsyge.

Det er der ikke noget mærkeligt i, det er livets gang, for når vi er 50something, er vores forældre i den alder, hvor de begynder at falde fra.

Det er bare ikke nogen særlig rar tid, og den har stor indflydelse på vores egen hverdag. Det er ubehageligt, når ens mor mister overblikket, og ikke helt ved, hvor hun er og man selv bor langt væk. Er der så en søster eller bror, der bor tættere på, så opstår der let konflikter, for hvorfor skal den ene trække hele læsset osv.? Og hele visitations systemet. Hvilket travlt, moderne menneske har styr på det?

Jeg kom til at tænke over det i går, da endnu en nær ven fortalte om sin far, der var så desorienteret i telefonen, at han troede, hun (min ven) var på vej til at lave kaffe til ham, selvom hun sad i telefonen mange kilometer væk. Hun talte ligefrem om at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe i den sidste tid.

Da tog jeg mig selv i at tænke, hvor glad jeg er for, at det er overstået for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner mine forældre – det gør jeg stadig, men jeg savner ikke den sidste svære tid.

Min far døde, da jeg var blot 25 år, så det er forholdsvis langt væk i hukommelsen, og min mor gik bort i 2004, så det er også et stykke tid siden, men jeg husker stadig helt klart årene op til, der var fyldt med hospitals indlæggelser, ængstelse, fortvivlelse og så tiden efter med sorg, praktiske gøremål og endnu mere sorg.

Det tærer på kræfterne, når en forælder er alvorligt syg og døende. Ikke kun rent fysisk, fordi der er mange gøremål og ting, man skal ordne, arrangere og fikse, men også mentalt, fordi det er skelsættende, når ens mor eller far går bort. Især, hvis det er den sidste forælder.

Tit støder der også familiestridigheder til om dette og hint, for alle er tyndhudede og lever ofte i den alder hvert sit liv, med hver sin nye familie. Det er med andre ord en rigtig svær periode i ens liv, hvor de fleste stadig er i den erhvervsaktive alder, og derfor også passer sit arbejde hver dag -læs, også skal holde en vis facade, samtidig med at mennesker, som man aldrig har mødt før, pludselig bliver de vigtigste i ens liv. Her tænker jeg på sygeplejesker og andet plejepersonale, som før var én fuldstændig ukendte, men nu er de faste og omsorgsfulde holdepunkter i tilværelsen.

Læg dertil, at man så også skal til at forholde sig til, at nu er man den ældste generation, så behøver man ikke flere undskyldninger for at sætte sig ned og tude. Hvilket er tilladt!

Man kan selvfølgelig også bare igen lade sig inspirere af familien Kløvedal – Troels grenen altså. Nu ved vi selvsagt ikke, hvad der foregår bag lukkede døre, men selv i den sidste svære stund, virkede de endnu engang nærmest overjordisk overskudsagtige.

Troels selv bar sin (forfærdelige) sygdom med en sjældent set tapperhed, og set udefra så det ud som om alle dine, mine, vores og vores børns børn stod sammen i fred og fordragelighed. Beundringsværdigt.

Men det er nok mere undtagelsen end reglen, Det er i hvert fald min erfaring, at enhver familie har sit. En god kollega fik en hidtil hemmelig og ukendt søster, da hendes far døde. Det var der ikke udelt begejstring over blandt de andre efterladte. En anden god ven opdagede, at de mennesker, der skulle hjælpe hans mor under hendes alzheimer sygdomsperiode også havde hjulpet hende med at tømme bankkontoen. Det kan også give anledning til ballade i mellemstor grad.

Så det er en svær tid mange i både min og formodentlig også jeres omgangskreds, går i møde nu. Der er bare ingen vej udenom, for man svigter jo ikke sine forældre, når de har brug for en.

Jeg kan desværre ikke give så mange gode råd, andet end at vi alle hver især skal sørge for at have ryddet så meget op, som muligt (tror jeg selv går igang med loftet snart….. ), men jeg føler med hver og en, for jeg ved, hvad de står overfor. Og så må vi bare konstatere, at som 50something, er det en del af livet  lige nu.

Men…… I kommer ud op den anden side, og når I har givet jer selv tid til at sørge – og det er vigtigt – sorg skal tages alvorligt, også mere, end det egentlig bliver i vores samfund,  så bliver der pludselig lys og latter igen, og så husk, at selvom I ikke er religiøse, så er præster rigtigt gode at tale med i sådanne situationer. De er uddannede i at håndtere bortgang, sorg og skelsættende livsbegivenheder.

Tanker og positive vibs til alle jer, der står med syge, svage forældre lige nu.

 

Ps – hvis I har lyst til at dele nogle af jeres tanker om egne oplevelser, er i velkomne til at gøre det i kommentarsporet.