Jeg er blevet afhængig …. og det er så let!

 

Som I ved, ligger jeg i øjeblikket på langs med benene oppe og alt indenfor rækkevidde – også Danske Spil, og det er farligt!

Jeg har altid haft en svaghed for spil og lege, og jeg kan stadig ikke gå på Bakken eller i Tivoli uden at gå en tur ind i spillehallen og tilbringe en time ved en enarmet tyveknægt. De er desværre efterhånden blevet så avancerede, at jeg knap kan finde ud af det, men det skal da ikke stoppe mig.

Det er sikkert arveligt. Min gamle mor var som abonnine i Tivoli fast gæst ved en af de enarmede, men eftersom hun var tæt på 80, og selv havde sparet sine penge op gennem et langt, sparsommeligt liv, så var det hende i den grad vel undt at spille et par hundrede op om måneden.

I gamle dage gik jeg til Trivial på Byens Kro (det var i oldtiden før det blev almindeligt med popquiz og brætspil på cafe’er), og alle mine venner ved, at jeg elsker brætspil, og at jeg går efter at vinde. Big time! Senere i denne måned stiller jeg igen med et hold til populær quiz ledet af Henrik Milling, så det er seriøst det her, og jeg har på ingen måde noget imod spil og lege.

Men heldigvis har jeg en bremse, når det kommer til større pengebeløb, og det er ikke på casinoer, I finder mig. De sidste par dage er jeg nu alligevel blevet lidt skræmt over, hvor let også jeg har ved at falde i, for lige nu er jeg fuldstændig hooked på Bogstavjagt, og det tager kun et klik, så er min konto tanket op.  Jeg behøver overhovedet ikke at flytte mig. Maskinen er ovenikøbet så venlig at huske mit Dankort nummer, så en ny spilleplade er vitterlig kun et par klik væk, hvilket har medført mange timers skrab med en blyant, der giver god computerlyd. Til gengæld er jeg helt bagud på bøger, serier og andre stillesiddende sysler.

Vi har her i familien i et stykke tid diskuteret de reklamer, der kører på diverse tv stationer for hhv. lette lån og lette spil. Nils og jeg er mildt forarget, hvilket jo er svært at være i en  neoliberalistisk tid. Men det er vi altså, og vi fandt ud af, det er vores teenage sønner også. De havde ligefrem haft den ene af reklamerne oppe i gymnasiet. Måske har I set den? Det er en bedstemor, der lige lynhurtigt får lånt kr. 5.000.- til at invitere børnebørnene med i vandland. Vi gætter på, at renten er åger, men det er ikke lige det, der står med stort, og de modeller, de benytter i reklamerne er så godt castet, at det er svært ikke at være professionelt imponeret.

Forleden læste jeg en klumme af Jes Dorph-Petersen, der var pikeret over at de store fodboldidoler og andre kendte reklamerede for internationale spillefirmaer. Det er jeg sådan set ikke, for så længe det er lovligt, så er de i deres fulde ret til at gøre det. Det vi imidlertid kan diskutere, det er, om sådanne reklamer skal være lovlige.

Skal spillereklamer og reklamer for lette lån være lovlige i “prime-time”, eller har vi som samfund en forpligtelse til at beskytte svage sjæle?

Den er ikke let, for det er jo voksne menneskers eget ansvar, om de vil sætte sig i gæld eller spille sig fra hus og hjem. Så kan de jo altid komme i Luksusfælden og få “fifteen minutes of fame”, men i den sidste ende, er det jo os alle sammen og især børnene, der betaler prisen.

En af mine venner med kontakter i bankverden fortalte mig, at der er flere og flere bankkunder, der beskæmmet kommer og må gå til bekendelse. De har spillet hele formuen op på nettet.

Og det er så nemt. Det har jeg i hvert fald erfaret i disse dage. Jeg har heldigvis stadig en stopklods, og selvom jeg stadig er helt sikker på, at jeg nok skal snyde maskinen og hive den helt store gevinst hjem, så logger jeg trods alt af, når jeg rammer det beløb, jeg maks. har sat for mig selv……. pr. dag!

Tabet eller lånet er bare et anonymt klik væk, og dermed har vi med den digitale tidsalder fået nye udfordringer, og så er det jeg tænker… har vi ikke som samfund et ansvar for ikke at lokke folk i fordærv, for nu at benytte et gammelt udtryk?

Fristelser er der nok af

 

Skavank-alderen

-og kunsten at vende den til noget positivt.

Modelfoto – si’r det bare…

Lige nu sidder jeg med benene oppe. Det har jeg faktisk gjort i tre dage, og ifølge min ortopædkirurg (sådan en har jeg nemlig fået), så skal jeg gøre det i hvert fald en uge endnu. Ellers er der risiko for, at det pænt store hulrum, han  med sin skalpel har lavet i min ankel bliver fyldt med væske eller blod, og hvem har lyst til det?

Så jeg sidder her i mit yndlingshjørne med puder under foden og kaffe, fjernbetjening, Iphone, bøger og computer indenfor rækkevidde, og ved I hvad, jeg er nødt til at sige, at det er faktisk ganske rart.

For første gang i mange år må jeg simpelthen ikke lave noget!

Jeg må heller ikke gå i bad, men der findes heldigvis etagevask – truckervask, som mine drenge kalder det, så den er klaret.

Men jeg må i princippet ikke løbe i vaskekælderen (HA!), jeg må heller ikke køre bil, så der er lukket for taxa-teenage kørsel, og jeg må slet ikke gå rundt og rydde op efter selv samme. Iøvrigt må jeg heller ikke gå på arbejdet.

Men jeg må sidde her i yndlingshjørnet og slappe af, og det er slet ikke så tosset endda. Endnu i hvert fald. Det kan være jeg ændrer mening efter nogle dage, men lige nu, hvor smerterne af aftagende, så er det bare skønt.

Men det giver jo også tid til at tænke lidt over, at nu har man nået den såkaldte skavank-alder. Det skrev jeg lidt om i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg var taget på kurophold i Østrig, men det er et faktum, at nu kommer den alder, hvor vi skal passe ekstra meget på vores krop, og indstille os på, at der er ting, der ikke er helt, som tidligere.

Det er ikke altid lige let at acceptere. Jeg så engang en udsendelse med to helt vidunderlige, gamle, overklasse damer, der stod foran spejlet og sagde “det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, og ja, det er jo sådan det er.

Forleden kom min mand hjem med antirynke varianten af min sædvanlige creme til mig. Det var nu en fejl (siger han – og jeg tror på ham), men mon ikke, han har spurgt sig for i lufthavnen, og så har den fikse ekspedient på baggrund af min alder nappet den udgave.

Men det er småtingsafdelingen. Der, hvor det bider, det er, når det er alvorligere ting – og nej, hængende øjenlåg tæller ikke som alvorligere. Vi er nødt til at indse, at selvom vi er friske og unge indvendig, så er der en form for slitage på vores krop, hvilket også gælder de aktive og sunde. Motion giver også slitage.

Det er et vilkår, og det må vi forholde os til, og så få det bedste ud af det.

Jeg har motionsshoppet lidt, og endt med pilates, der mirakuløst har fjernet mine rygsmerter, og har med interesse noteret mig, at holdet efter mit udelukkende er midaldrende mænd, og på en af mine gode venners arbejdsplads, har de også personale pilates, hvor alle deltager.

Nu er dette indlæg ikke ment som en reklamesøjle for pilates, men for blot nogle få år siden, var kontorgymnastik ol. noget af det, der interesserede mig aller mindst. Faktisk syntes jeg, det var lidt latterligt – i ordets oprindelige betydning. Det synes jeg ikke i dag.

Vi har alle en følelse af udødelighed som yngre, og det skal vi også have, men vi vil også alle uværgeligt nå til skavankalderen, og vi skal blive bedre til at passe på os selv, og til at indse, at ingen slipper, så det er bare at få det bedste ud af det hele.

Så det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har besluttet mig for at nyde i fulde drag, at jeg ikke må gøre noget som helst andet end at læse, skrive, se serier og lade mig opvarte, og så glæde mig over, at det trods alt kun var “en skavank”, der kunne fikses.

Pas på jer selv derude! 

 

55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.

 

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Det bliver ikke i min tid.

Tænk, det tog jeg mig selv i at tænke forleden dag. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle tænke den tanke, men det gjorde jeg altså, og da først jeg havde tænkt den en gang, så var det ikke så svært næste og næste gang igen,

Det hele udsprang af et foredrag om robotteknologi. På scenen stormede en aktiv, meget begavet, hip, lettere androgyn kvinde med lilla hanekam frem og tilbage og prøvede at overbevise os alle sammen om det teknologiske vidunder robotter er, og viste små film om, hvor hurtig udviklingen går.

Midt i robot vs.3’s hop og løb begyndte mine tanker imidlertid at tage på langfart. Jeg kunne simpelhen ikke blive fanget, og det er nyt for mig, der ellers altid har være mægtig interesseret i, hvad fremtiden bringer af nye tiltag og ideer.

Jeg kunne mærke, at min interesse var lige præcis så lille, som da en meget it fikseret kollega for nylig introducerede endnu et chat værktøj. Det er helt sikkert det bedste på markedet og super smart og effektivt og…. og kors, hvor det ragede mig. Lettere udiplomatisk, det ved jeg godt, men sådan havde jeg det altså.

Helt så slemt havde jeg det ikke med robotterne, men jeg lavede en hurtig hovedregning i forhold til, hvornår de robotter, hun talte om ville blive mainstream (og ja, jeg ved godt alt går superhurtigt lige nu), og så gjorde jeg op med mig selv, at på det tidspunkt, var jeg alligevel blevet for gammel. Ergo, kunne jeg godt lade tankerne flyve.

Hov – den var ny!

Så kom præsentationen af den nye ø ved København – Lynetteholmen. På papiret ser det så fantastisk ud, og jeg er vild med ideen. Sagen er bare, at det formodentlig først er færdig omkring år 2050, og der vil jeg være omkring de 90. Næppe tidspunktet at rykke til et helt nyt kvarter med mindre, det bliver i en ældre bolig.

Her var jeg dog ikke helt ligeglad, så jeg kastede mig straks over sønnerne, for så kunne de jo kigge på deres fremtidige boligområde. Yeah right! Som om de lige gik op i det,

Men endnu engang måtte jeg tænke, det bliver ikke i min tid.

På nogle måder er det befriende. Der er ting, som man kan lade være med at bekymre sig over, og så tænke, det må mine børnebørn slås med. På den anden side, så kan jeg jo ikke bare sidde eksempelvis klimaforandringerne helt overhørig, for det er trods alt også min generations ansvar, at videregive en beboelig planet, men på andre fronter, så er det altså ret fedt, bare at kunne sige – “I’m too old for that shit!”, det må nogle yngre (og mere energiske) tage sig af.

Men er du ikke bange for at gå i stå? Kan man så spørge.  Egentlig ikke, selvom det alligevel tog lidt tankevirksomhed, at affinde mig med, at der altså var nymodens ting, som ikke interesserede mig et hak. Jeg går ikke i stå, jeg prioriterer bare.

Som tiden bliver mere og mere kostbar, og det gør den altså, så er det vel på sin plads, at prioritere – eller hvad?

Nogle gange har man lov at være heldig!

I dag var jeg til konference i København – “Tomorrow’s Urban Travel 2018”. Det handlede, som I nok kan regne ud, om hvordan rejser og rejsende ser ud nu og i fremtiden, og på programmet var talere fra hele verden.

Men for mig er det mest interessante i virkeligheden alt det, der sker i pauserne og udenom, og her tænker jeg ikke kun på netværksdelen, men også alle de små detaljer, som til sammen danner et mønster.

For det første kan jeg konstatere, at hvis jeg ikke havde opdaget det endnu, så er grøn, stærk grøn dette efterårs modefarve. Jeg bor jo i Helsingør, og derfor er jeg ikke altid helt opdateret med, hvad der rør sig på kontorerne i København, men det gør grøn.

Det næste, jeg fik bekræftet, det er, at nu er det ikke alene kød, man skal få dårlig klimasamvittighed over at spise. Ved morgenbordet, blev jeg oplyst om, hvor meget CO2, jeg havde forurenet med, hvis jeg spiste denne bolle og hvor meget værre det blev, hvis jeg også kom smør på. Vi er langt forbi bæredygtigt service og kalorietælling, nu tæller vi CO2 udslip.

Rigtig morsomt blev det, da jeg gik forbi vandbordet. De af jer, som har læst mit “Tilbage til fremtiden” indlæg ved, at jeg synes, vi er ved at finde tilbage til et tidligere udgangspunkt, og det må man sige, at vi er. Nu er postevand på kander super hipt!

Tilbage til fremtiden – postevand på kander er super hipt!

Derudover kunne jeg med glæde konstatere, at der er et paradigmeskifte på vej, og det nu er helt legalt igen at markedsføre sig med at være fra København / Danmark, og det glæder mig vildt. Det har også taget små 10 år fra Muhammed krisen og til nu.

Men der, hvor jeg virkelig fik en stjernestund, det var i frokostpausen, og det var rent held.

Blandt formiddagens indlæg var blandt andre en director fra Harvard, og hun var virkelig interessant at høre på,  men hun fortalte også med stolthed i starten om sine skandinaviske aner. Gør alle amerikanere ikke det?

Nå, men under frokosten sætter jeg mig så i et af de lejligheden opsatte legehuse (der var også opsat gynger, men det er ikke så let, at spise med kniv og gaffel siddende i en gynge), og er helt glad over, at jeg har fundet en plads med et bord. Det holder lige indtil der kommer en meget emsig kvinde og siger, at nu skal vi altså rykke sammen, for her skal sidde flere. Lettere irriteret samler jeg mig sammen, og brummer lidt indvendig over, at jeg nu skal til at sidde helt klemt.

Det viser sig imidlertid, at det er den amerikanske Harvard dame, som der skal være plads til, og da vi nu sidder der, klemt sammen i et legehus, falder vi selvfølgelig i snak. For at være imødekommende spørger jeg ind til hendes skandinaviske aner.

Det endte med at blive et kvarters intens samtale om gener, DNA, meningen med livet og det moderne menneske kontra urfolk i regnskove, som hun ved rigtigt meget om, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke os fortravlede, såkaldt moderne mennesker, der har fat i den lange ende. En af disse sjældne samtaler, hvor man på et sekund klikker sammen og det ene ord, tager det andet.

Hun fortalte mig blandt andet, at den kvindelige arvemasse er stærkere end den mandlige. Det vil sige, at vi oftere fysisk ligner vores kvindelige forfædre end vores mandlige. Hun bekræftede også, at der er generelle karakteristika ved folkeslag, det er bare ikke særlig politisk korrekt at tale om, men det er der altså, for det ligger bogstaveligt talt i vores gener.

Det store spørgsmål er så, om vi også arver hukommelse -altså oplevelser, og det kan være noget af forklaringen på deja vu eller at vi føler os hjemme steder, som vi aldrig har været før.

Vi kom vidt omkring på det kvarter, og da vi skiltes, fordi hun skulle interviewes til tv, kiggede vi hinanden i øjnene og samlede begge hænderne på hjertet med et stort tak for en virkelig interessant samtale.

Tænk, hvor heldig, man nogle gange kan være!

– Og nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en grøn kjole eller holde op med at spise morgenboller ;o), men jeg deltager igen næste år.

Som et strejf….

….af noget større.

I dag græd jeg for første gang over en, jeg ikke kendte, var død. Jeg har virkelig været ked af det, og selv da det første chok havde sat sig, kunne jeg mærke, at det her stak dybere end som så, og langsomt, som dagen skred frem, kunne jeg se i mit FB feed, at jeg var ikke den eneste, der var dybt berørt over at Kim Larsen ikke er blandt os længere.

Først svælgede jeg lidt i P4, News og DR2, der alle havde ryddet sendefladen. Jeg læste også, jeg ved ikke hvor mange updates, kommentarer og nekrologer. En journalist skrev ovenikøbet, at han var blevet bedt om at skrive nekrologen tilbage i december. Der kan man bare se.

Men så begyndte jeg at filosofere lidt over, hvorfor så mange af os er så berørt. Det er jo ikke fordi, vi kender Kim Larsen personligt. Det er der vist ikke så mange, der reelt gør, for jeg har indtrykket af, at han var et meget privat menneske. Det er heller ikke fordi, han var specielt folkelig, når det kommer til stykket – som person altså.

Dem til venstre betragtede ham som en af deres, hvilket er lidt sjovt, da han grundlæggende var ret borgerlig, og selv har udtalt, at han ikke er socialist.  De borgerlige kunne også godt lide ham, også selvom han hele sit liv talte borgerskabet ret imod. Jeg tror, han havde en fest med at hans selskab af åbenlyse årsager kom til at hedde KLApS!

Kvinderne kunne også godt lide ham, til trods for, at han til tider udtalte sig forholdsvis mandchauvinistisk og egentlig helst ville have sine kvinder  i korte skørter og med tilhørende høje hæle. Der var vist også lige noget om nogle børn, som han ikke så så meget efter en skilsmisse, men det er ikke dagen i dag, at tale om det.

I dag tilgiver vi alt og hylder, for vi kunne alle sammen rigtig godt lidt ham!


Jeg kunne i hvert fald. Jeg kunne lide hans integritet. Jeg kunne lide hans fandenivoldskhed og så kunne jeg lide,  at man vidste, hvor han stod. Jeg var ikke altid enig med ham, men der var ikke noget vendekåbe over ham. Han ville ikke tage imod Ridderkorset, men han ville godt synge fødselsdagssang for Dronningen, for han kunne “sgu godt lide damen”. Lige ned i folkesjælen.

Og det var jo det han kunne med sine sange. Han kunne synge sig lige ind i folkesjælen, og det er der altså ikke særlig mange, der kan. På tværs af generationer, baggrunde og opvækst. Vi kan alle synge med på mindst en Kim Larsen sang. Han var vores fælleseje.

Og nu kommer vi nok ind til kernen af hvorfor så mange af os er så berørte i dag. Vi har mistet noget, vi har til fælles, og det har vi ikke så meget af længere.

I en tid, hvor selv landsholdet kan splitte med #ikkemitlandshold, så er vi ved at have skåret ind til benet af, hvad der kan binde os sammen. Kim Larsens sange kunne, og man behøvede ikke være “skabs Larsen fan”, for kunne man ikke lide de nye, eller genfortolkningen af den gamle sangskat, så kunne man altid bekende sig til Gasolin.

Blandt de mange ting, jeg har hørt idag, hørte jeg også en kvinde fortælle i radioen, at hun sammen med tre andre kvinder blev inviteret på udlandsrejse af Kim Larsen. De var tilsyneladende volds- og/eller livsramte, og for at de skulle få en positiv oplevelse og se lysere på livet, så gav Larsen dem en rejse. Radioværten var lige så overrasket som jeg, og som hun var, da hun fik at vide over telefonen, at Kim Larsen havde foræret hende en rejse. “Jamen, han gik da også rundt på gaden og samlede unge, hjemløse op” fortsatte kvinden med et tonefald der indikerede, at hun undrede sig såre over, at vi ikke vidste det.

Det gjorde vi ikke, for det er han godt nok gået meget stille med, men hvor det passer ind i billedet.

Danmark blev fattigere i dag, og vi blev som danskere meget fattigere, for vi mistede ikke kun en begavet ener (“Det største træ er faldet”, som Helmig skrev) vi mistede også noget af det kit, der binder os sammen som folk.

Hvor jeg dog ønsker, at vi får noget nyt kit, for det behøver vi… og

Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe

på de ting som skal komme
før end livet er omme

TAK – hvor du end er nu!

Things that make you go hmmmm!

Så cool, som man, som 15something kan være i Rom lufthavn, 1979.

Man kan sige meget om Facebook og rigtig meget om det indhold brugerne af FB uploader, men hvis der er en ting, FB er god til, så er det at forbinde os med tidligere klassekammerater, venner og andre, som vi godt kan lide og vil holde øje med, men som livets hamsterhjul bare har skubbet ud i periferien, fordi vi har travlt med den tætte familie, job, fodboldkampe, danseturneringer, forældreintra og så meget, meget mere.

Med andre ord, alle de mennesker, som på et eller andet tidspunkt har betydet noget i vores liv, men som nu er “i et tidligere liv”. Vi har dem alle. Måske en kollega, som var rigtig vigtig i vores liv i netop den periode. En klassekammerat, en nabo. Personer, som vi oprigtigt godt kunne lide, men som bare ikke længere er del af vores daglige liv.

I går fik jeg besked -via Facebook- om at en af disse personer var sovet stille ind.

Det var ikke nogen overraskelse. Han havde været syg af kræft længe, og han havde selv informeret om, at nu havde lægerne opgivet at give ham flere behandlinger, så vi var alle forberedt. Men det er alligevel en af de ting, der får en til at tænke, og tænke lidt længere.

Jeg har ikke set vedkommende i måske 35 år. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke holdt af ham, og jeg blev berørt. Vi gik i folkeskole sammen. Ikke i samme klasse gennem hele folkeskolen, faktisk kun det sidste år, men hvilket år.

Vi havde ikke behøvet det -10. klasse. Selv dengang var det almindeligt, at man skiftede efter 9., men vi var “en hård kerne” fra to klasser, som valgte at tage et ekstra år. Måske var det fordi, der var en lærer, som var helt fantastisk, og han ville gerne have os det sidste år. Måske var det fordi vi instinktivt vidste, at det her, det bliver sjovt. Det får vi aldrig svaret på, men faktum er, at det meste af U – klassen og nogle få af os fra V – klassen blev i 10. klasse, og vi havde en fest!

Det er det ultimativt bedste skoleår, jeg nogensinde har haft, og jeg er ret sikker på, at de andre har det lige sådan. Jeg ved også, at nogle af drengene, som havde gået i skole sammen siden 1.st klasse, stadig er bedste venner idag små 50 år senere. Det var en af dem, der havde det hårde lod, at skrive beskeden om at “ham den lange, sjove” var sovet stille ind.

Og som bedste venner i 10. klasse har man selvfølgelig ens jakker.

Vi andre gik hver sin vej. Det er i princippet utroligt, også på trods af FB, at vi stadig holder lidt snor i hinanden, for vores liv er meget forskellige, men det gør vi altså. Vi har ovenikøbet flere gange været til skolekomsammen på vores gamle folkeskole, og den varme og respekt, der er mellem os, er helt speciel. Vi har også perifer kontakt med to af vores gamle lærere, som var ligeså berørt, da beskeden kom. Det er, tror jeg, lidt usædvanligt.

Jeg blev ked af det igår, og min første tanke var “only the good die young”. For han var netop “one of the good ones”. Jeg tror ikke, der var noget som helst ondt i den mand. Måske er der en kæreste eller to, der er uenig, men det er jeg heldigvis helt uvidende om.

Men nu har vi altså nået den alder, hvor nogle af os falder bort.

Jeg krammede min mand ekstra meget igår. Så meget man kan, når man er lagt ned af årets første, alvorlige forkølelse. Jeg sendte også søde sms’er til mine sønner og jeg tillod mig selv, at blive fyldt af taknemmelighed over, at jeg har en dejlig familie, som jeg elsker og holder af.

Og så var jeg faktisk også taknemmelig over, at vi har et SoMe som Facebook, som gør, at jeg stadig har lidt snor i mine gamle folkeskoleklassekammerater, som måske var i et tidligere liv, men som jeg stadig holder af.

Kys dine elskede lidt mere i dag!

Tilbage til fremtiden

Nedenstående blev bragt som klumme i Helsingør Dagblad i går, men da flere af jer ikke læser Dagbladet, så får I den også lige som blog.

Tilbage til fremtiden
Min mor blev født i 1924. Hun blev født udenfor ægteskab, og det var ikke særlig velset dengang. Hun kom derfor i pleje og havde ikke verdens bedste opvækst. I 1945 blev hun gift med min far og de flyttede ind i en to værelseslejlighed på Vesterbro. Mit barndomshjem, og hjem for familien Hansen, der på et tidspunkt talte fem personer.

Dengang var det nærmest en luksuslejlighed sammenlignet med de øvrige på Vesterbro, idet der var centralvarme og bad, men set med nutidens øjne, var det meget lidt plads til en hel familie.

Men selvom min mor altså ikke fik den letteste start i livet og kun 7 års skolegang, så afholdt det hende ikke fra at have nogle ganske borgerlige manerer og faste meninger, og hun holdt altid fast ved, at hun var den heldige generation, for hun havde fået det bedre og bedre, som tiden gik og Danmark udviklede et velfærdssamfund.

Hun elskede at danse -og at feste for den sags skyld, og hun var eminent til at sy. Hun har syet de smukkeste kjoler, og i mine forældres omgangskreds var det kutyme at damerne valgte mellem korte eller lange kjoler til festerne.

Hun gik i mange år konsekvent i spadseredragter med tilhørende hat og hendes undertøj var af fineste kvalitet og lå sirligt i skuffer snedkereret til formålet. Egentlig forbløffende, da pengene var små – meget små.

Når vi havde gæster, kom det kongelige porcelæn og sølvtøjet frem og så gik cigaretfadet rundt i den lille toværelses. Fint skulle det være.

Mulepose eller..

Men det skulle også være ordentligt, og det skulle være ordentlig kvalitet. Min mor havde nogle urokkelige holdninger, når det kom til råvarer.

Hun tog gerne ud på landet og købte en halv gris, som hun så stod og parterede i vores stenbro køkken. Alt blev brugt. ”Jeg vil købe lokalt” sagde hun, ”vi skal støtte vores landmænd, så de ikke må gå fra deres gårde”. I øvrigt havde vi som regel en kødløs dag om ugen. Ikke af ideologiske årsager, men for at få husholdningspengene til at strække.

Vi har heller aldrig haft buræg i mit barndomshjem. Længe før man kunne stave til økologisk insisterede min mor på, at æg skulle komme fra høns, der havde haft et godt liv. Og sådan blev det.

Det samme med plastik. Min mor om ikke hadede plastik, så var hun, for nu at udtrykke det diplomatisk, ikke begejstret og tog altid sin ”mulepose” med, når hun skulle handle ind. Jeg syntes dengang, det var så pinligt med den grimme taske og ville meget hellere have en Irma kunstpose, men mor nægtede. ”Vi skal ikke ødelægge naturen med alt det skidt” fnøs hun.

…Irma pose?

Om få måneder udkommer min mands nye bog ”New Local Economy” i både UK og USA. Det er en bog om hvordan vi er på vej til at vende os væk fra de store giganter som Apple, Google og Facebook og i stigende grad få fokus på det lokale, hvor den fremtidige vækst sandsynligvis også vil komme fra.

Vi skal med andre ord handle lokalt for at støtte lokalsamfundet, og vil man være hip, så gerne i gårdbutikker. Samtidig mister plastik sin popularitet. Lige nu tilbyder Coop rabat, hvis man benytter sin ”moderne mulepose” flere gange, Carlsberg har netop fjernet plastik fra sin sixpack, og vil man virkelig gøre en forskel, så bruger man sin ferie på at samle plastik op fra stranden. Buræg kan man vel nærmest ikke købe mere.

Derfor tænker jeg tit på min mor i disse dage. Helt uden at vide det og fordi hun gik i mod strømmen dengang, var hun i virkeligheden både forudseende og hip. Vi andre? Vi er på vej tilbage til fremtiden.

Ser vi ud, som de andre ser os?

Ung eller gammel?

I denne uge havde jeg kaffemøde med min redaktør. Det lyder ret flot, og da jeg hele min ungdom drømte om at blive journalist, og aldrig blev det, så er det, at skrive denne sætning, ret stort for mig.

Men altså, jeg havde møde med min redaktør. Denne blog har nemlig medført, at jeg har fået en fast klumme i Helsingør Dagblad, og vi skulle mødes og tale om diverse.

Hun er en skrap dame. Et langt arbejdsliv i mediebranchen, masser af chefstillinger, så der er ikke noget “bs” med hende. Slet ikke, når det kommer til at sige tingene lige ud. Men hun er også skarp – kniv skarp, og det er derfor en fornøjelse at tale med hende.

Hun er lige blevet 60 år, og alder -kvinders alder – er derfor et emne, vi tit berører. Naturligt nok, da udgangspunktet og bloggen er “50something”.

Sidst vi var sammen, sagde hun, at vi (altså os i og omkring denne alder) slet ikke opfatter os, som omverden ser os. Ikke som kliche’en med at “jeg er stadig 30 indvendig og 60 udvendig”, men sådan helt igennem, og på alle måder.

Jeg replicerede, at vi jo også er den første generation, der ikke går i stå. Se bare på Mick Jagger og hans rullende stenkammerater.

Men hun har en pointe.

Vi opfatter på ingen måde os selv som værende ved at nå sidste udløbsdato. Man kan tale om skavank-alderen, bevares, og vi er selvfølgelig også så heldige, at vi ikke har haft fysisk hårdt arbejde, der har slidt os ned, men ser vi bort fra det, så ser vi ikke os selv som nogle, der er på vej på pension. Jeg modtager iøvrigt stadig børnepenge for den yngste, og børnepenge klinger rigtig dårligt med pension.

“Kig på os, sagde hun”, mens jeg stirrede på hende med store øjne, “Vi ser sgu da godt ud (det havde jeg aldrig turde sige højt), vi er dygtige og vi har iøvrigt sneakers (ikke gummisko) på begge to idag. Vi er ikke på vej hverken væk eller ud.”

Inden jeg nåede at føle mig riiigtig skøn og ung, så fortsatte hun “men er det nu også sådan andre ser os?”, og så kom jeg ligesom ned på jorden igen.

Vi er i øjeblikket igang med et generationsskifte på min arbejdsplads, hvor der alt for længe har været en overrepræsentation af midaldrende kvinder. Det er godt. Jeg er en stor tilhænger af diversitet, og når man for længe går i det samme miljø, så bliver man “stueblind”, også hvad angår arbejdskolleger.

Men det betyder også, at man skal til at forholde sig til, hvordan de unge opfatter en og så finde en ny rolle. Som den ældre og mere erfarne, og det kan altså godt være lidt svært.

Vi havde en sød, ung praktikant en gang, og en dag, da jeg var lidt oppe og ringe over et musiknummer, så kiggede hun undrende på mig og sagde, at sådan noget musik lyttede hende forældre slet ikke til. Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at hendes forældre var yngre end mig, og at hun faktisk ikke så mig som ligemand, men som forældre generationen -læs gammel. Selvfølgelig gjorde hun det. Det var jo mig, der var helt skæv på den. Vi var jo ikke lige.

I forgårs sad jeg i en gruppe af andre arbejds relationer, og på et tidspunkt begyndte de at tale “gamle dage” og gå ud i København. Den memory lane tur har jeg haft masser af gange, og har siddet med kolleger og grinet over tiden på Daddy’s osv. Sagen var bare, at denne gang talte de om steder i København, jeg aldrig havde hørt om. Men jeg var jo nok også 15-20 år ældre end dem. Det havde jeg bare ikke tænkt over så længe, vi sad og talte om alt mulig andet.

Jeg så ikke på dem som “yngre” – men hvordan opfattede de mig? Det får jeg heldigvis aldrig at vide.

Ovenstående er bare et par eksempler på, at tiderne skifter, også for os, og at vi skal til at finde nye roller og fylde dem ud. Det er ikke nødvendigvis skidt, det er bare anderledes. Vi skal holde op med at undre os over, hvem den midaldrende mand er, som vi plejede at danse moderne med til skoleballerne. Vi er også selv blevet midaldrende.

Men vi er ikke gået i stå!

Og det er det nye og vidunderlige for vores generation. Vi kan fortsætte, med at spille ny musik og danse rundt og købe fede sneakers uden at vi ser fjollede ud og leger ung med de unge. De fleste af os har også alle vores tænder (det skriver jeg helt uden ironi, for i vores forældres generation var det usædvanligt og forbeholdt de få), og vi farver eller afbleger vores hår, som vi har lyst. Vi (kvinderne) tager måske lidt længere nederdele på, men det er også ok.

Og er det så i den sidste ende ikke helt ligegyldigt, om de andre ser os ligesom vi selv gør?

Vi er begge dele.