Min popcorn hjerne kan ikke rumme mere…

… og det er ikke fordi jeg er 50something!

I denne uge var jeg medvært for et arbejds relateret arrangement på Kronborg Slot. Altid rart med et slot i baghaven, når man skal arrangere sådanne ting. Vores gæstetaler var Lennart Lajboschitz, som jeg efterhånden har hørt nogle gange, men det gjorde ham ikke mindre inspirerende, og jeg kan ligeså godt melde det rent ud up front – jeg er vild med ham!

Denne gang skulle han tale om hvorfor, han har købt ikke bare et, men to hoteller i Hornbæk, og hvad det egentlig er, han vil med alt det fællesspisning, bordtennis og bridge, men det stak selvfølgelig af for ham, og han talte om snart det ene og snart det andet. Dog med en klar rød tråd igennem, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke var den eneste, der gik inspireret derfra. Så pyt med, at der var flere emner i spil.

En af perlerne var “Hvorfor taler man altid om marked? Jeg har aldrig mødt marked. Jeg har kun mødt mennesker!”. Længere er den ikke -det handler om mennesker!

Nå, men han kom også ind på, hvor meget vi efterhånden skal forholde os til som moderne menneske. Vi bliver bombarderet med informationer, nyheder, instagrams og facebook opslag og beskeder – og det er bare noget af det.

Jeg har skrevet om det før – om at skulle forholde sig til alt muligt, og om hvor svært det er at navigere i en massiv og endeløs nyhedstrøm, når nu man er opdraget til at skulle holde sig orienteret, så det var ikke noget nyt for mig (se  “Terapikonto vs. Ikeakonto”). Men hvor var det befriende, at høre en kendt og beundret mand stå og sige det samme – altså at det er næsten håbløst at følge helt med, hele tiden og forholde sig til alt fra reality stjerner på deroute over ulykker til regentens besøg i Argentina.

Jeg tænker tit over det for tiden. Jeg kan mærke, at “ting” interesserer mig mindre og mindre. Det er ikke helt rigtigt. Der er masser, der interesserer mig, men jeg er blevet bedre til at navigere, til at vælge fra og sortere, hvilket er livsnødvendigt, for vores hjerner er slet ikke gearet til alt den information. Selv når Nils og jeg spiser middag sammen, kan jeg finde på at skifte emne bare for at tale om noget let og ukompliceret (Blockchain og Jeff Bezos´ logistik programmer kan altså også være lidt trættende i større mængder ;o)…).

Måske er det alligevel alderen, der trykker, for jeg er også begyndt at blive glad for at gå i haven. Så behøver jeg heller ikke forholde mig til noget som helst. Så skal jeg bare sørge for, at de visne blade kommer ned i sækken.

Man siger, at hvad der truet bliver trendy. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det mest trendy de næste år bliver tid til fordybelse. Tid til at lave ingenting, til at løse kryds og tværs og til at tale om små hverdags ting. Eller måske fordybe sig helt i livets store spørgsmål (og nej det er ikke, om man må tage en baby med i Folketingssalen. Selvfølgelig må man ikke det.) Selv Dronningen har opfordret os til at gøre noget unyttigt. Det gælder vel også hjerneaktivitet?

Vi skal give os selv lov til at slappe af og ikke være på. Jeg skal i hvert fald. Noget tyder på, at jeg er ved at blive ret god til det, men jeg tror, vi alle skal tænke over det, og vi skal ikke være bange for, at det hægter os af i forhold til de yngre – de har slet ikke overblik.

Når jeg går til møde, lader jeg konsekvent min telefon blive tilbage på mit skrivebord. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke tænkt videre over det. Før i sidste uge, hvor to kolleger, uafhængig af hinanden var nødt til at afbryde vores møde, for der kom noget ind på deres telefon. Ting kan være vigtige, bevares, men udover at det fik mødet til at trække ud, så var det endnu et pop til deres popcorn hjerne.

Vores tid er dyrbar, og vi skal virkelig tænke os om, hvad vi bruger den til. Især os pleaser typer. Det er helt ok ikke at være helt med. Det er også helt ok, at se tåbelige videoer på FB, hvis det er det, man har lyst til. Der er kun én tid og et menneske, som Morten Albæk siger. Vi er ikke flere mennesker, vi er et. Også selvom vi spiller på flere strenge i løbet af dagen. Det er stadig den samme tid.

Så giv jer tid og fri – I (vi) fortjener det!

 

Mit nye udsyn.

Jeg købte nye briller i går. Det her jeg gjort jævnligt hele mit liv, for jeg var blot 10 år, da jeg første gang fik at vide, at jeg skulle have briller.

Det var ikke sjovt dengang. Det var lige efter sygekassebriller, men før smarte, fikse af slagsen, og som 10 årig “odd-one”, var briller ikke lige det, jeg havde allemest lyst til.

Jeg husker tydeligt, at øjenlægen dengang spurgte min mor, om jeg læste meget, og det gjorde jeg. “Så er det nok derfor”, sagde han.

Efterhånden som årene gik, blev mit syn dårligere, og jeg er i dag ret så nærsynet. Jeg gik faktisk og glædede mig til at skulle blive lidt ældre og langsynet, for så udlignede det nok sig selv. Håbede jeg. Det gjorde det ikke! Nu skulle jeg bare have glidende overgange, og en endnu større regning.

Det sad jeg og filosoferende lidt over igår. Det er egentlig mærkeligt. Har man kun brug for lidt styrke, kan man gå i Flying Tiger eller Coop el. og købe et par billige briller, men er man på grænsen til synshandicappet, er der meget lidt hjælp at hente. Det burde da være omvendt.

Jeg har kun tre gange i mit liv haft solbriller (i går var tredie gang), for det har der ikke været penge i budgettet til tidligere, og jeg kan huske masser af gange, hvor jeg har haft lyst til nye briller, men ganske enkelt ikke haft råd.

Alt er et spørgsmål om prioritering, vil nogen indvende, og ja i dag er det, men da jeg var barn og ung, og pengene var små, var nye briller ikke noget, man fik hvert år, og slet ikke solbriller med styrke. Heldigvis er der i dag hjælp at hente til børn, og selv med min styrke er det nu muligt at få glas, der ikke ligner hinkestene.

Jeg tænkte også over, hvad min nye optiker havde fortalt mig. Hun var ualmindelig kompetent og sød, og mens jeg sad der med maskinen foran øjnene fortalte hun mig, at hun havde skrevet sit speciale om, hvorvidt læsning kan forværre nærsynethed.

Hun havde fulgt en gruppe unge mennesker over flere år og målt deres øjne. Halvdelen var gået videre med håndværksmæssige fag og den anden halvdel med læsetunge studier. Efter et år, tror jeg det var, havde “de læsetunges” øjne ændret sig med -1. Det er alligevel noget, og det bekræftede min barndoms øjenlæges konklusion, hvilket jeg også har kunnet google mig til, er alment kendt nu.

I Kina er 90% af alle unge nærsynet og ifølge WHO er vi reelt ramt af en epidemi. De forudser, at inden 2050 vil halvdelen af jordens befolkning af være ramt af nærsynethed. -Og ja, du har gættet rigtigt. Det er her skærme og mobiltelefoner kommer ind.

Vi har kun haft smartphones i 10 år. Vi har – i n g e n – anelse om, hvilke konsekvenser, det kommer til at få for os, men mange af os kan allerede nu mærke manglende koncentrationsevne, og jeg tror ikke kun, det er alderen.

Det er “popcorn hjerne”, som min gode vendinde kalder det, hvilket jeg synes er en fantastisk beskrivelse. Der popper hele tiden noget op, som vi skal forholde os til.

I går så jeg en udsendelse om afvænning – altså afvænning fra smartphones. I denne uge kom det frem, at unge aldrig har haft så meget søvnbesvær før, som nu. Det tror da pokker, hvis der hele tiden tikker snaps ind. Bliiing! Jeg er ærlig talt begyndt at blive reelt bekymret, og så har vi ikke engang talt 5G. Heldigvis er der en hel masse kloge mennesker, der også er opmærksom på det her, men er det efterhånden muligt, at stoppe?

Min optiker fortalte mig videre, at hun har forlangt, at hendes børn skal bære briller med plus styrke, når de sidder ved skærmen. Også selvom de ikke behøver det. Det er for at træne øjet, der jo former / tilpasser sig rent fysisk, med nær- eller langsynethed til følge.

Mine drenge er adviseret og har accepteret, at fra nu af skal de have briller på foran skærmen. Heldigvis er det nogle af dem, man lige kan købe for en skilling, og briller er i dag både hippe og smarte. De har også accepteret, at lyset altid skal være tændt, når de læser eller ser tv – det har de nu også levet med hele livet, men er det nok?

Nå, nu vil jeg glæde mig over mine nye briller, og at jeg ser helt klart igen –  nu også med solbriller – og så vil jeg sætte mig foran en anden skærm. Der er sikkert en eller anden lækker, midaldrende mand (ikke gammel), der redder verden.

God søndag aften!

Det er skidt, når vores tiltrækkende “idoler” bliver gamle!

Jeg ved det godt. Det er det samme for os alle sammen – vi bliver ældre, men det er altså helt forkert, når de der lækre mænd (kvinder), som man altid har været tiltrukket af, bliver rigtig gamle at se på. Det er værre.

Jeg har altid haft en svaghed for skuespillere og musikere. Det er jeg nok ikke ene om, men jeg har det med at løbende forelske mig i en eller anden attraktiv mandsperson, som jeg ser på tv. For en god ordens skyld, skal jeg lige understrege, at det har absolut ingen indflydelse på den ægte forelskelse i min mand, og jeg husker også altid at minde ham om, hvor meget han nu ligner vedkommende, som jeg er tv-lun på (holdt ikke helt med Bradley Cooper, men hva’ pokker ;o)..), så har vi ligesom det på plads.

Det skønne er, at efterhånden, som jeg er blevet ældre, og de ligeså, så synes jeg stadig, de er lækre. Før nogen overhovedet kunne sige “I will find you – and I will kill you!” havde jeg eksempelvis i årevis haft et godt øje til Liam Neeson, og jeg synes stadig, han er yderst tiltrækkende, og selvom han efterhånden er dødkedelig at høre til koncert, så er der da stadig også et eller andet ved Sting.

Men…. og her er det så krisen kradser…. der er også nogle af mine ungdoms forelskelser, der pludselig er blevet noget gamle at se på, og det holder ikke, slet ikke! Mine lækre mænd skal blive ved med at være unge og lækre (uden botox og mislykkede operationer). Fremfor alt fordi de ellers minder mig om, at jeg også bliver ældre.

Trevor Eve

Trevor Eve! Jeg er ikke sikker på, at ret mange af jer kender ham, men åh…. Trevor. Siden 1989 har vi to haft en affære. Du ved det desværre ikke, men det gør ikke noget. Vi indledte vores forhold  med “Heat of The Sun”, og du hang i et lille sort/hvid udklippet avisfoto på min daværende arbejds computer. Mange år efter dukkede du op -endnu mere tiltrækkeden som Superintendent Boyd, og det var da jeg genså en af de episoder i går, jeg lige måtte tjekke, hvordan du ser ud i dag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Du er stadig en flot mand, bevares, men hvorfor er du blevet så gammel?

Det er det samme med Charles Dance. Åh, den ryg, da han steg ud af badet i “Jewel in the Crown” for alt for mange år siden.  Stadig også en flot mand af sin alder i dag – 72, man arghhhh, også nu en meget voksen mand.

Charles Dance som ung….og ældre.

Mine mandlige læsere må undskylde, dette fokus på lækre mænd, men jeg er sikker på, at I også har en kvinde eller tre, som I ikke helt kan forstå også er blevet ældre.

Det er lidt som med gamle klassekammerater. Hvis man ellers tør komme til en gammel skolekomsammen, så er de alle sammen blevet åh så voksne at se på, mens man selv bare har taget lidt på. Det er ikke i dagligdagen, men når vi spejler os i personer, vi har kendt længe, at vi føler, vi bliver ældre.

Jeg synes, det er svært indimellem. Jeg har egentlig ikke noget imod at være 50something, jeg har bare noget imod, at det fortsætter – hvis I altså forstår, hvad jeg mener.

Jeg har lyst til stadig at blive begejstret over at se Trevor Eve – som han så ud for 20 år siden (derfor det gode foto ovenfor), men jeg kan ikke stoppe tiden fra at gå. Og ja, jeg ved det godt, så må vi bare ældes med ynde og så videre. Det er bare ikke altid lige let, og her blev jeg lige mindet om det.

Nå, så er der altid Rolling Stones. Lidt en skam, at jeg aldrig har været tiltrukket af dem andet end for deres energi, for de er da det levende eksempel på, at man kan lade som om, man aldrig bliver ældre og at der aldrig gror mos på en rullesten. Hvem sagde 70something?

Så, når alt andet alders relateret kikser og rynkerne og de grå hår tynger lidt på humøret, og de lækre, sexede mænd (m/k) bliver gamle – nap en Stones!

God søndag – og fortæl mig gerne, hvem du syntes og måske stadig synes er lækker trods årenes gang.

 

 

 

De sårende bemærkninger hænger ved hele livet.

Her kommer mutter med kost og spand.

Jeg har netop gjort rent i mit badeværelse. Altså det der rent, hvor man skruer brusehoved af og lægger i eddike -rent. Det er ikke noget, jeg gør hver uge, men det giver tid til at tænke, og mens jeg stod der og skurede sæbeskål, kom jeg til at tænke på en bemærkning fra rigtig mange år siden, der netop tog udgangspunkt i min -snavsede- sæbeskål.

Det var en af de der giftige kvinde bemærkninger, og af fuldstændig uforståelige årsager, kan jeg stadig huske den, også selvom det er over 25 år siden.

Jeg var single, boede på Bronx’en og fokus var arbejde, fest og arbejde og fest. Sådan nogenlunde. Jeg har aldrig været noget praktisk menneske, og jeg har heller aldrig været særlig god til at indrette, sy puder eller være først med design tendenser, og jeg tror det er årtier siden jeg har læst et dameblad eller et Bo Bedre.  Det bar mit hjem også præg af dengang.  Det var ok, men ikke en boligreportage værdig.

Til gengæld var der altid en masse sjove og spændende mennesker på besøg, for selskabelighed, det har jeg til gengæld altid været god til, og det ville jeg meget hellere bruge pengene på, end en ny måtte.

Der var altid glade dage og nætter dengang.

Denne nat havde vi været ude en masse kolleger, og var endt hjemme hos mig som sædvanlig. Det var blevet sent om natten, så jeg tilbød den kvindelige af slagsen, at hun kunne overnatte og dermed ikke behøvede at rakke afsted sent og beruset.

Det var ikke en, jeg normalt omgikkedes, for jeg var godt klar over, at jeg ikke lige var hendes kop te, og det var gensidigt, men nu havde vi alle haft en sjov nat, så hvad pokker.

Næste morgen fik hun et bad, og farvel-farvel. Og det er så her sæbeskålen kommer ind, for jeg havde den gang verdens mest upraktiske sæbeskål. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg købte den, men nu sad den der og det med at få skruet den ud af væggen, og skiftet kunne jeg ikke lige overskue. Men håbløs var den, for alt vand samlede sig i den, og efter tre dage lignede den noget, der var løgn. Det gjorde den også den morgen, hvor kollegaen tog bad, men det havde jeg ikke lige tænkt over.

Nogle dage senere sidder vi på kontoret alle sammen, og så kommer bemærkningen højt ud til alle: “Ja, og så er der også de mennesker, som man tror er så tjekkede og har styr på ting, og så viser det sig, at de bare er “low-life” og bor med ulækre, snavsede sæbeskåle!” – Sådan nogenlunde lød det, og der var ingen tvivl om, hvem det var møntet på, og det blev sagt så højt, at hun var sikker på, at jeg også kunne høre det.

Jeg var fuldstændig uforberedt og forstod først senere, hvor beregnende ondskabsfuldt det i det hele taget var,  og i modsætning til komplimenter og søde ting, der er blevet sagt til mig i livets løb, som jeg har glemt, så husker jeg denne bemærkning klokkeklart. Især, når jeg gør badeværelse rent.

Jeg husker også en episode med en voksen kvindelig studiekammerat, der var uddannet designer og derfor havde helt styr på danske tøjmærker. Jeg havde netop fået en ny Noa-Noa kjole, som jeg var ret glad for og havde på den dag, vi stod en gruppe og talte om design. Omtalte studiekvinde siger så højt: “Ja, og så er det også det bras og discount design til Noa Noa”. Igen frit husket, men hvilken unødvendig, giftig bemærkning. Hvorfor? Hvad glæde fik hun ud af at disse mig og min nye kjole. Det har jeg stadig ikke forstået den dag i dag.

Sådan føltes det, og jeg tror, vi alle har prøvet noget lignende.

For nogle uger siden holdt vi middagsselskab, og en af de kvindelige gæster fortalte mig, at hun meget hellere ville være sammen med kvinder, end med mænd. Sådan har jeg det ikke. Jeg foretrækker i den grad mænds selskab fremfor kvinder, hvilket hun slet ikke forstod.

Hun spurgte ind til hvorfor, og på det tidspunkt kunne jeg slet ikke svare noget fornuftigt, men ævlede lidt om, at jeg godt kan lide fodbold, ikke så meget pjat osv. Det lød ikke særligt overbevisende, det kunne jeg godt selv høre, men jeg var mentalt mere optaget af, om hele selskabet spillede, og kunne derfor ikke lige hive bedre eksempler frem fra hjernekisten. Eksempelvis ovenstående.

Men jeg har det faktisk bedre i mandligt selskab, og jeg har også altid foretrukket mandlige kolleger fremfor kvindelige. Det betyder ikke, at jeg ikke har veninder, det har jeg – nogle rigtigt gode af slagsen – og jeg har også haft og har gode kvindelige kolleger, men jeg synes altså det er sjovere at være sammen med mænd. De får mig til at le, og jeg føler mig tryg i deres selskab. Det gør jeg ikke altid i kvindeligt selskab.

Det er jo frygteligt at indrømme, og Madeleine Albright Selskabet vil sikker mene, at jeg er på vej til en særlig plads et sted for sådanne udtalelser. Men det er jo ikke det samme, som at jeg ikke kan lide andre kvinder, og at jeg ikke vil hjælpe dem, jeg er bare ikke helt tryg ved kvinder.

Måske har jeg bare været superheldig med alle mine mandlige venner og uheldig med de kvindelige kolleger. Måske er det fordi jeg aldrig rigtig har været en, som mændende halsede efter at nedlægge og de derfor også var trygge og afslappede i mit selskab, hvilket er et ret godt udgangspunkt for gode samtaler og sjovt samvær. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at sårende bemærkninger kan hænge ved hele livet, spørg bare mobbeofre -også de voksne, og at vi især skal passe på vores unge mennesker og de sociale medier. Der er der rigtig mange typer a la min tidligere kollega og studiekammerat på spil, og det kræver sin teenage pige eller dreng at stå det imod.

Og sæbeskålen….. den jeg har nu altså -den skinner i dag, så de kan bare komme an!