Når vores forældre bliver syge – dødsyge!

De sidste par uger har budt på flere i min omgangskreds, hvis forældre nu begynder at skrante ganske alvorligt, eller reelt er blevet dødsyge.

Det er der ikke noget mærkeligt i, det er livets gang, for når vi er 50something, er vores forældre i den alder, hvor de begynder at falde fra.

Det er bare ikke nogen særlig rar tid, og den har stor indflydelse på vores egen hverdag. Det er ubehageligt, når ens mor mister overblikket, og ikke helt ved, hvor hun er og man selv bor langt væk. Er der så en søster eller bror, der bor tættere på, så opstår der let konflikter, for hvorfor skal den ene trække hele læsset osv.? Og hele visitations systemet. Hvilket travlt, moderne menneske har styr på det?

Jeg kom til at tænke over det i går, da endnu en nær ven fortalte om sin far, der var så desorienteret i telefonen, at han troede, hun (min ven) var på vej til at lave kaffe til ham, selvom hun sad i telefonen mange kilometer væk. Hun talte ligefrem om at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe i den sidste tid.

Da tog jeg mig selv i at tænke, hvor glad jeg er for, at det er overstået for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner mine forældre – det gør jeg stadig, men jeg savner ikke den sidste svære tid.

Min far døde, da jeg var blot 25 år, så det er forholdsvis langt væk i hukommelsen, og min mor gik bort i 2004, så det er også et stykke tid siden, men jeg husker stadig helt klart årene op til, der var fyldt med hospitals indlæggelser, ængstelse, fortvivlelse og så tiden efter med sorg, praktiske gøremål og endnu mere sorg.

Det tærer på kræfterne, når en forælder er alvorligt syg og døende. Ikke kun rent fysisk, fordi der er mange gøremål og ting, man skal ordne, arrangere og fikse, men også mentalt, fordi det er skelsættende, når ens mor eller far går bort. Især, hvis det er den sidste forælder.

Tit støder der også familiestridigheder til om dette og hint, for alle er tyndhudede og lever ofte i den alder hvert sit liv, med hver sin nye familie. Det er med andre ord en rigtig svær periode i ens liv, hvor de fleste stadig er i den erhvervsaktive alder, og derfor også passer sit arbejde hver dag -læs, også skal holde en vis facade, samtidig med at mennesker, som man aldrig har mødt før, pludselig bliver de vigtigste i ens liv. Her tænker jeg på sygeplejesker og andet plejepersonale, som før var én fuldstændig ukendte, men nu er de faste og omsorgsfulde holdepunkter i tilværelsen.

Læg dertil, at man så også skal til at forholde sig til, at nu er man den ældste generation, så behøver man ikke flere undskyldninger for at sætte sig ned og tude. Hvilket er tilladt!

Man kan selvfølgelig også bare igen lade sig inspirere af familien Kløvedal – Troels grenen altså. Nu ved vi selvsagt ikke, hvad der foregår bag lukkede døre, men selv i den sidste svære stund, virkede de endnu engang nærmest overjordisk overskudsagtige.

Troels selv bar sin (forfærdelige) sygdom med en sjældent set tapperhed, og set udefra så det ud som om alle dine, mine, vores og vores børns børn stod sammen i fred og fordragelighed. Beundringsværdigt.

Men det er nok mere undtagelsen end reglen, Det er i hvert fald min erfaring, at enhver familie har sit. En god kollega fik en hidtil hemmelig og ukendt søster, da hendes far døde. Det var der ikke udelt begejstring over blandt de andre efterladte. En anden god ven opdagede, at de mennesker, der skulle hjælpe hans mor under hendes alzheimer sygdomsperiode også havde hjulpet hende med at tømme bankkontoen. Det kan også give anledning til ballade i mellemstor grad.

Så det er en svær tid mange i både min og formodentlig også jeres omgangskreds, går i møde nu. Der er bare ingen vej udenom, for man svigter jo ikke sine forældre, når de har brug for en.

Jeg kan desværre ikke give så mange gode råd, andet end at vi alle hver især skal sørge for at have ryddet så meget op, som muligt (tror jeg selv går igang med loftet snart….. ), men jeg føler med hver og en, for jeg ved, hvad de står overfor. Og så må vi bare konstatere, at som 50something, er det en del af livet  lige nu.

Men…… I kommer ud op den anden side, og når I har givet jer selv tid til at sørge – og det er vigtigt – sorg skal tages alvorligt, også mere, end det egentlig bliver i vores samfund,  så bliver der pludselig lys og latter igen, og så husk, at selvom I ikke er religiøse, så er præster rigtigt gode at tale med i sådanne situationer. De er uddannede i at håndtere bortgang, sorg og skelsættende livsbegivenheder.

Tanker og positive vibs til alle jer, der står med syge, svage forældre lige nu.

 

Ps – hvis I har lyst til at dele nogle af jeres tanker om egne oplevelser, er i velkomne til at gøre det i kommentarsporet.

Her har vi hej-kultur!

De helt fantastiske hovedrolle skuespillere 

I forgårs havde jeg en af de bedste oplevelser hidtil i år. Jeg havde inviteret yngstesønnen i Det Kgl. Teater for at se Kasper Holten´s opsætning af Amadeus. Det blev en dyr, men mindeværdig aften. Ikke kun fordi det var rigtig skønt at være alene på tur med Mikkel, men også fordi hele aftenen som en helheds oplevelse bare var så fabelagtig.

Vores drenge har igennem tiderne “været udsat” for lidt af hver, når det kommer til kulturelle oplevelser, så det er ikke helt fremmed for dem. De var ikke særligt gamle, da jeg slæbte dem med på Christiania for at se Händels Messias opført i Den Grå Hal, og de har også oplevet deres første opera for flere år siden i arenaen i Verona. Det måtte vi dengang ikke fortælle nogen, for det passede ikke helt ind i cool-lige-blevet-teenager-image.

De har faktisk også tidligere været på gammel scene på Det Kgl. til en efterårsferie børne ballet forestilling, men det kunne Mikkel selvfølgelig ikke huske. Derfor havde vi også købt billet til en rundvisning på teatret før forestillingen, og allerede her startede en oplevelse i verdensklasse.

Vi var knap kommet indenfor, før to smilende mænd bød os varmt velkommen. Det var de to rundvisere, og de gjorde alt for at få os til at føle os godt tilpas. De var helt med på, at ikke alle kommer her til hverdag, og man derfor godt kan være lidt udenfor comfort-zone. Det er trods alt gammel scene på Det Kongelige Teater.

De dygtige skræddere er igang med kostumer til Askepot. De er ikke store balletpigerne, skal jeg hilse og sige.

Selve rundvisningen var også en oplevelse, og undervejs noterede jeg mig, at vores mand – der senere fortalte, at han til daglig var stuntmand og underviser i fægtescener (!), han dør faktisk fem gange i hver Robin Hood forestilling – hilste højt på alle, som vi mødte på vore vej.

Først tænkte jeg, at han bare ville være lidt smart og mænge sig med kunstnerne, men de hilste også allesammen smilende tilbage, så der var noget mere. Det mere fik vi forklaret til allersidst, da han fortalte om den hej-kultur, man har på teatret. Alle skal hilse på alle, som de møder på deres vej, og der er altså 11 km vej, hvis man tæller alle gange på Det Kgl. med.

Han fortalte også, at tidligere skulle alle bukke og neje, men det gik helt galt for alle de små balletbørn, når de kom løbende gennem gangene og skulle stoppe hele tiden for at neje for de ældre skuespillere, så idag er det ændret til hej-hej gangene.

Det tænkte jeg en del over dagen efter, da jeg fortalte om vores oplevelser. Jeg har ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor det ligefrem er sat i system og en nedfældet del af kulturen, at man skal hilse højlydt på hinanden. Men det burde det da være.

Vi er som danskere tit ret blufærdige, og vi er ikke særligt gode til det, som i dag betegnes gammeldags høflighed, herunder at “lette på hatten” og hilse på fremmede.

Fra min egen verden, har jeg altid undret mig over, at danskere, som står i den samme check in kø, sidder i den samme flyvemaskine og bus og desuden bor på det samme hotel, lader som om de slet ikke kender hinanden og derfor ikke engang sender et lille høfligt nik, når de passerer hinanden på vej til poolen. Alle andre nationaliteter gør det, men vi danskere foregiver, at vi ikke er turister, og vi er det i hvert fald slet ikke sammen med andre danskere. På mig har det altid virket fuldstændig absurd, og som en struds, der har stukket hovedet i jorden og rumpen i vejret, og jeg har konsekvent hilst på alle de andre, også selv om jeg har fået dræber-jeg-kender-dig-IKKE blikket tilbage.

Mikkel og jeg talte om noget af det samme, da vi gik over Kgs. Nytorv. Det var årsdagen for Prins Henriks død, og derfor present, hvor flot det var, da den franske ambassadør stod foran ambassaden og bukkede for rustvognen. Der var intet underdanigt i det, bare respekt og høflighed.

Vi talte også om det, da vi så påklædningen af folk i teatret. Vi er måske lidt sippede, men når nu alle i teatret har gjort sig sådan umage, så kan vi altså også godt som publikum gøre os en lille smule umage og møde op i noget andet end billige cowboybukser og forvasket polo. Især, når man er 60+

Men det fik ikke lov til at ødelægge den helt fantastiske oplevelse, det var. Fra rundviseren over garderobe manden, der ryddede en hel garderobe på under fem minutter,til skuespillere, musikere, dansere og før dem skræddere, der præsterede det ypperste, som vi kan i Danmark. Nogle af skuespillerne havde ovenikøbet overskud til at stå svedige i deres kostumer ved udgangen, så publikum kunne få taget selfies. Det var helt igennem fantastisk – og det syntes teenageren også.

At vi så bagefter gik på Brønnum og fik en sluk-efter drink, gjorde ikke teenageren begejstring mindre. Her fik vi iøvrigt også top-betjening og meget varm velkomst, så jeg kan kun konkludere, at niveauet for service er hævet i København, og så tænke lidt over, om vi ikke alle sammen skulle begynde at tænke alvorligt i hej-kultur. Både på vores arbejdspladser og udenfor.

Oplev selv lidt fra forestillingen her:

Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!