Thomas fårcking Shelby

Som trofaste læsere af denne blog ved, så har jeg en svaghed for tv-serier, og de sidste par uger har min mand nærmest følt sig forsømt, fordi jeg har været tv-forelsket i Thomas Shelby. Og nej, han har ikke slået Bradley Cooper af pinden, han har bare midlertidigt haft førstepladsen.

Thomas Fårcking Shelby (udtales med stærk Birmingham dialekt) er “il capo” for gangster banden Peaky Blinders, der huserer i Birmingham i årene efter første verdenskrig.

Nogen vil sikkert mene, at jeg er håbløst bagud, for første sæson rullede over tv skærmene i 2013, men man kan jo også tage det standpunkt, at det var planlagt, for så kunne jeg se alle fire sæsoner i et køre, og det er netop, hvad jeg har gjort.

Lidt hurtig hovedregning viser så, at jeg de sidste to uger har tilbragt sammenlagt 24 timer i selskab med Thomas, hans familie og ikke mindst hans fjender.

Da jeg startede, kom mine sønner undrende og spurgte, om jeg nu var sikker på, om det var noget for mig, for den var altså lidt barsk. Men jeg røg direkte ind i Shelbys blå øjne, og kørte derudaf og forstod langsomt, hvorfor Mikkel, den yngste, for et års tid siden gik rundt og sagde mærkelige ting med Birmingham dialekt og lånte Nils’ “flatcap” . Jeg er sikker på, at serien er stærkt medvirkende til, at flatcaps er på mode igen.

Original Peaky Blinder

Peaky Blinders (som har eksisteret i virkeligheden) har nemlig navn efter at de gemmer barberblade i skyggen af deres flatcaps. Så kan man ødelægge modstandernes øjne med et kasketstrøg. Så er vi ligesom i gang!

Men hvorfor i alverden bliver jeg fuldstændig vildt optaget af en gangster serie, hvor blodet flyder, og hvorfor småforelsker jeg mig i en karakter, der har bunker af lig  -bogstaveligt talt- på samvittigheden?

Ganske enkelt fordi det er en serie i verdensklasse!

Steven Knight, der selv er fra Birmingham, har skabt serien. BBC har produceret og når der er tale om serier, der skal være historiske, så er der ikke mange, der når BBC til sokkeholderne. Crown er en undtagelse, men den er også britisk.

Thomas Shelby og hans brødre har, som så mange andre mænd, været i første verdenskrig, der for de deltagende soldater nok var den værste krig nogensinde. Europa mistede 10 mio. unge mænd på slagmarken, og størstedelen af de, som overlevede, kom retur ødelagte på enten krop eller sind eller begge dele. Vi gør os slet ikke begreb om, hvor forfærdeligt, det var. Vores generations fokus har altid været primært på 2. verdenskrig, og det er kun fordi, jeg er gift med en mand, der ved alt om 1.st., at jeg også er lidt bevidst om, hvad der egentlig foregik.

Shelby brødrene er bookmakere i Birmingham, og Aunt Polly har passet biksen, mens de gravede tunneller i Frankrig. En af de værste opgaver på slagmarken, hvilket også gav Thomas Shelby to tapperhedsmedaljer. Hans bror Arthur blev til gengæld nærmest psykopat af krigen.

Aunt Polly er skrap – meget skrap, og det er et andet karakteristika ved serien. Den er fyldt med stærke og skarpe kvinder, og de bliver hørt. Når der er famile råd, tæller kvinderne ligeså meget som mændene.

Shelby kvinderne i Peaky Blinders

Men det, der løfter serien helt op i de store skylag er, i vilkårlig rækkefølge; fuldstændig eminent scenografi og billeder, verdensklasse skuespil og så, at den virkelig historie er en aktiv medspiller. Og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vi har katolske præster, som har misbrugt børnehjems børn, vi har korrupte politimænd, vi har IRA, vi har strejker og underbetalte arbejdere og vi har suffagrettes og sigøjnere og tvangsfjernede børn, der bliver sendt til Australien, og oven over det hele svæver Thomas Shelby, der med sin intelligens, specielle øjne og kynisme styrer hele showet.

Kvinderne elsker ham. De tror alle sammen, de skal redde ham fra ham selv, og på et tidspunkt er hele to overklasse kvinder forelsket i ham. Da de mødes spørger den ene den anden, hvad hun vil med ham, og svaret er “han får mig til at føle mig levende”.

Den kender vi godt ikke? Det er mere end “uptown girl – backstreet guy” – det er det sug, der er, når den aller hårdeste af dem alle, viser sin ydmyge, bløde side og gør alt for at hans kvinde skal have det vidunderligt. Hånden på hjertet – har vi ikke allesammen på et tidspunkt været tiltrukket af en “bad guy”? Jeg har i hvert fald, og hørte jeg nogen sige “Bond, James Bond”?

Thomas Shelby minder faktisk mere og mere om Bond efterhånden som sæsonerne skrider frem, men på en eller anden måde skal vi som seere jo også kunne godtage alle de drab, han foretager, og hvis ikke det sker med regeringens licens til at dræbe, hvordan skal vi så kunne forsvare det?

Men Peaky Blinders styrer med hård hånd Birmingham, udvider til London, hvor scenerne slår Babylon Berlin i dekadence, eller også er nogen blevet inspireret, det skal jeg ikke kunne sige, og udover at det i serien er en stor familie, er det også i virkeligheden et stor fætter-kusine fest. To ægte brødre spiller brødre, et ægtepar er med (de er ikke gift i serien), og flere af skuespillerne har spillet sammen utallige gange – og de gør det, som skrevet, fuldstændig formidabelt. Tom Hardy som jødisk gangster er et scoop.

Læg dertil et lydspor med Nick Caves specielle stemme og helheds oplevelsen er perfekt. David Bowie var vild med serien og kontaktede producenterne med tilbud om at bruge hans musik. Det skete blot en uge før han døde, og i en af episoderne kan man høre brudstykker fra hans sidste plade. Det er meget dystert, men det er den scene også. Død med død på.

Nu er den store krise, at jeg igår blev færdig med sæson fire, og sæson fem har først premiere engang i 2019. Til gengæld, kan jeg måske koncentrere mig lidt om min mand igen. Han går også med flatcap (uden barberblade) og er også ret charmerende, og så skal jeg forsøge at ignorere, at Netflix er begyndt at sende mig forslag til doku-serier om verdens værste seriemordere, fordi det passer til min profil. (!)

 

 

Hvad der kan tænkes, kan tegnes!

Heldigvis har vi i Danmark stadig satiretegninger, og en lang, god tradition for med streger at lave sjov -især med magthaverne- og grine både af hinanden og af os selv.

I virkeligheden er satiretegnerne vores tids hofnarre, for de holder spejlet op foran os, og så tegner de med humor, vid og bid, tingenes tilstand. Nogle gange lige til stregen (!) men for det meste med glimt i øjet og samme “kærlighed” til deres ofre, som man finder i revy’er. Jeg kan ret godt lidt satiretegninger, og jeg synes, vi har nogle sindsygt dygtige, danske tegnere.

Forleden var jeg på Nivågaards Malerisamling (I ved, dem med den ægte Rembrandt). for at se særudstillingen “Hvad der kan tænkes, kan tegnes” med bladtegner Jens Hage’s tegninger, og det er i virkeligheden lidt tarveligt at skrive om, for mens dette skrives, er udstillingen forbi.

Men for os blev den aften en helt speciel oplevelse, idet Jens Hage selv var til stede til at fortælle om sit liv og sine tegninger, og i og med det er hans slægt, der har skabt Nivågaards Malerisamling, så blev det ikke bare en historie om tegninger, men også et stykke Danmarks historie.

I receptionen hænger et stort maleri af Jens’ tip-tip oldefar (Christopher). Maleriet er malet af Marstrand, og på en skrivepult står et segl. Det selv samme segl står i dag hjemme hos Jens Hage. Tænk, at kunne kigge på et sådan et maleri af sin familie.

Familien Hage har i det hele taget haft meget stor betydning for og indflydelse på Danmark, politisk, socialt og kunstnerisk. Det skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt bevidst om før, men efter at have hørt Jens Hage fortælle, og han er en lige så god fortæller, som han er tegner, måtte jeg lige hjem og google lidt.

Jens Hage

Familiens politiske virke starter rigtig med Alfred Anton Hage, der er søn af Christopher. Familien er indtil da en dygtig handels familie, der har et betydeligt handelsfirma.

De er driftige, og bliver rige, men både han og hans brødre er også politisk interesserede, og Alfred ender i Rigsrådet, som medlem valgt af Folketinget.

Men det var mere med sine “saloner”, han brugte sin indflydelse, og hjemmet er fyldt med betydningsfulde og indflydelsesrige personer. I dag kaldes det at netværke, men saloner lyder altså bedre. Hele familien er engagerede i grundlovsskiftet i 1849, og det er Alfred Hage, der bestiller og betaler for maleriet Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, der i dag hænger på Frederiksborg museum.

Iøvrigt var det i den tidsperiode også almindeligt, at kvinder holdt saloner, hvor tidens videnskabsmænd og kunstnere mødtes for at udveksle ideer og blive inspireret af hinanden. De har sikkert konkurreret indbyrdes om de bedste, men lidt sjovt, ikke?

Den velhavende Alfred og hans hustru Frederikke får flere børn, deriblandt Johannes (1842-1923). De får også flere døtre, og de bliver – naturligvis fristes man til at skrive – giftet ind i toppen af kulturlivet i Danmark. Der er Hager over alt.

Johannes er rig – meget rig, og han ejer det meste af Nivå inklusive teglværket. Han er også soldat og politiker, men selv kalder han sig landmand (!). Johannes er imidlertid en meget afholdt godsejer, der passer rigtig godt på sine folk, og han stiftede Danmarks første sygekasse, ligesom han oprettede Nivaagaards Hospital for Kroniske Syge i Frederiksborg Amt, der i dag hedder Johannes Hages Hus og er et social psykiatisk bosted.

Hospitalet var beregnet til mennesker, der ikke længere kunne klare det daglige arbejde. Ordet hospital var ikke oprindeligt synonymt med sygehus, men det var et sted, hvor man tog sig af både gamle og syge, og mennesker der ikke længere kunne klare sig selv. Reelt Danmarks første plejehjem.

Johannes Hage 1918

Johannes var også glødende interesseret i kunst -det ligger i generne, og efterhånden havde han en ganske betydeligt samling. Til den byggede han et hus på sit gods, og det er det, vi idag kender som Nivågaards Malerisamling. Han lagde iøvrigt også grunden til Sletten Havn, men det er en helt anden historie.

Og i disse lokaler kravlede Jens Hage rundt som barn og kiggede på Rembrandt og andre fabelagtige malerier. Samtidig kravlede hans forældre rundt oppe under loftet og fiksede lys, og når Rembrandt’en skulle renses på Statens Museum for Kunst, pakkede de den ind i et tæppe, og kørte afsted med den i deres gamle bil. Det gør de ikke i dag!

Men Jens blev inspireret og besluttede tidligt, at han ville være tegner. Det gik blandt andet udover en lærer, han synes var uretfærdig, og derfor -meget kunstfærdigt- blev skildret som nazitype. Læreren har gemt tegningen og den var også med på udstillingen.

Tegninger kan sige meget mere end ord.

Jeg blev også behørigt inspireret den aften på Nivågaard, og jeg fik øjnene op for en familie, som har betyder så uendelig meget for Danmark, hvilket jeg slet ikke var klar over. Og hvor har vi dog i den grad brug for driftige mennesker, som vil noget med deres virke udover at tjene penge til at gemme i skattely.

Som Jens Hage også beskrev det – “Den tid, som vi kalder guldalderen var i virkeligheden noget nær den værste tid for vores land. Staten gik bankerot, vi mistede Sverige og Norge, København blev terrorbombet og folk døde som fluer af blandt andet kolera, men midt i det hele blomstrede driftige og dygtige mennesker.”

H.C Andersen skriver, Kirkegaard filosoferer, Thorvaldsen laver skulpturer og Bournonville balletter.

Sammen med kulturen blomstrede også de, som vi i dag kalder iværksættere -I.C. Jakobsen, Tietgen, Ørsted m.fl. Vi får første jernbane, enevælden afskaffes, og så udkommer, ikke at forglemme, Danmarks første udbredte satiriske vittighedsblad Corsaren for første gang i 1840.

Med andre ord, ud af al elendigheden voksede kunsten, håbet, de driftige og alle de, som gjorde det rigtige til gavn for både samtiden og fremtiden – altså til gavn også for os.

Det er ganske rart at tænke på i en tid, hvor man godt engang i mellem kan blive lidt i tvivl om, hvordan det hele nu skal gå.

Og så fik jeg da også lige min egen private satiretegning med hjem. Det var i den grad en fantastisk aften.

Min verden er blevet større af streamingtjenesterne.

Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt, og efter en lang, skøn juleferie, hvor jeg primært har plejet min dovenskab, og mit forhold til TV skærmen, må jeg konstatere, at ikke alene har streamingtjenesterne givet os muligheden for at se serier, når man vil, så længe man vil, udbudet af ikke-amerikanske serier er også blevet så meget større.

Nils og jeg har derfor indenfor de seneste par år set franske, tyske og polske krimier. Vi har set spanske thrillers og israelske og australske spionfilm, og vi er, for det ikke skal være løgn, blevet medlem af en FB-gruppe, der hedder “Vi, der elsker Tatort”. For to år siden, anede jeg ikke, hvad Tatort var.

Hvis nu nogen af jer, min trofaste bloglæsere heller ikke ved, hvad Tatort er, så er det en tysk krimiserie, der har kørt siden 1970 og forleden så vi episode 1078. Det interessante ved Tatort er, at det udover at være en klassisk, afsluttet episode krimi, bliver produceret og foregår forskellige steder rundt i Tyskland. En episode finder sted i Køln, en anden i Bremen og så fremdeles. Når man har været hele raden rundt – og der er 20 teams – er man tilbage hos Team Køln igen. Vi er pludselig blevet bekendt med steder i Tyskland, vi ikke anede, var charmerende.

I juleferien faldt vi også over en australsk produceret spion thriller, eller hvad man nu skal kategorisere den som. Den hedder Pine Gap og foregår i og omkring den fælles amerikanske / australske aflytningsbase ved navn Pine Cap, der ligger ved Alice Springs.

Det var første gang, jeg overhovedet hørte om Pine Gap, der eksisterer i virkeligheden.

Pine Gap – det ægte altså.

Den kender I måske, men jeg havde ingen ide om, at australierne og amerikanerne havde en joint venture base, der nærmest får NSA til at ligne nybegyndere. Det mest interessante var imidlertid ikke aflytningerne af kineserne og andre, men konflikterne mellem Australien og USA og nogle af de kommentarer, der faldt i løbet af serien som f.eks.: “Europa er der ingen, der regner med mere, det er jo bare en gammel tante” – frit fra hukommelsen. Og fra en kineser “Åh, amerikanerne har altid så travlt. De vil erobre på kort tid. Vi kinesere tænker langsigtet i forhold til vores erobringer”.

To replikker, som jeg ikke tror, man ville have hørt i en europæisk eller amerikansk standard tv produktion. Iøvrigt hænger australiernes solidaritet med amerikanerne i serien i en tynd tråd, for de er økonomisk mere afhængige af kineserne, og så er vi ligesom igang.

Fauda er en israelsk serie, der primært foregår på Vestbredden og Gaza striben. Det er første gang, at jeg ser autentiske billeder fra de to steder, der ikke udelukkende viser raketnedslag eller oprør, og serien er både spændende og utrolig autentisk. Manden, der har skrevet den og spiller hovedrollen, er selv tidligere undercover agent i Gaza, hans kæreste blev som teenager stukket ihjel af en terrorist, og han har også arbejdet som bodyguard for Arnold Schwarzenegger(!). Man kunne lave en film om hans liv alene – men det er vel også lidt det, man har gjort med Fauda, der nu kører på tredie sæson.

Lige nu er vi fuldstændig opslugt af “Berlin Station”, der mærkeligt nok er amerikansk. Det er et lidt klassisk spion drama, der finder sted i nutidens Berlin, men serien er så lidet flatterende overfor amerikanerne i almindelighed og CIA i særdeleshed, at jeg ikke troede, den var amerikansk. Titelmusikken er David Bowie´s “I’m afraid of Americans” , og der er mange referencer til aflytningen af Die Merkel (ja, det var i Obama tiden), så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Derudover, så drikker og ryger de som skorstene, knalder på kryds og tværs af køn og vi har hele Berlins undergrund med som biperson. Måske bliver den slet ikke vist i USA?

Man skal lige over de første par episoder, så bliver den god, og til jer, der måske har set den eller planlægger at gøre det – ja, Hector (Rhys Ifans) var med i Notting Hill.

På den måde er min (sofa)verden blevet meget større, og jeg har en fest med det. Det startede med Knæleren (se den, hvis I ikke allerede har gjort det), og nu er der gået sport i det for os. Hvilket land / lokation skal vi til næste gang?

Det kan godt være, at vi ikke allesammen sidder og ser Hill Street Blues lørdag aften længere, men vi er stadig “careful out there”….. og tips til andre ikke- amerikanske serier modtages gerne, mens I lige kan nyde den originale, gamle Bowie version.

Bonus info:
Bowie skrev sangen sammen med Brian Eno, som han jo som bekendt også arbejdede sammen med, da han boede i Berlin i 1976-1979. Det er der nok nogen, der har tænkt over, da de valgte titelmusik. Videoen her er imidlertid fra 1997.

Bowie har selv udtalt om teksten:

“It’s not as truly hostile about Americans as say “Born in the U.S.A.“: it’s merely sardonic. I was traveling in Java when [its] first McDonald’s went up: it was like, “for fuck’s sake.” The invasion by any homogenized culture is so depressing, the erection of another Disney World in, say, Umbria, Italy, more so. It strangles the indigenous culture and narrows expression of life.”
Wikipedia