Nytårsforsæt… er det ikke blevet umoderne?

Sjovt nok ligner vores forsæt til forveksling hinandens…..

Jo, det er det. Sagen er bare, at vi ikke helt kan lade være, kan vi? Med at holde status altså, og så aller inderst love os selv, at nu skal vi også -ditten, dutten, datten, eller også er der noget, vi slet ikke skal. Ikke, at vi siger det højt, for man vil jo nødig være u-hip, men lidt summer der alligevel nede i den mentale forbedringskasse.

Jeg har aldrig rigtig været særlig glad for nytårsaften. Lidt ligesom jeg heller ikke er så begejstret for fødselsdage. Jeg kan ikke helt følge konceptet i at fejre, at endnu et år er gået.

Da jeg sagde det, kiggede min teenagesøn på mig med et opgivende suk – “du har jo helt misforstået, mor!!! Du skal kigge fremad, ikke bagud, og så fejre, at nu kommer der noget nyt”.

Det kan godt være, men det gør mig nu ikke mere vild med den 31. december. Derudover, så har jeg min helt egen private lille overtro omkring nytårsaften. Er det en god nytårsaften, så bliver det år, der kommer, også godt. hvis ikke, så….. Det sætter ligesom også nogle ret skrappe krav til nytårsaften. Heldigvis er alt relativt.

Nogle nytårsaftener står lysende klart for mig, og andre har jeg lykkeligt fortrængt. En af de bedre tilbragte jeg i Rom. Ikke alene oplevede jeg nytårsmesse i Peters Kirken (man klapper højlydt af Paven, når han går gennem kirken!), jeg fik også fornøjelsen af at danse det nye år ind under stjernerne midt på Corso’en, hvor et område i aftenens anledning var omdannet til  “dansegulv” med levende orkester. Fabelagtigt!

Den 06. januar fejrer romerne nytår ved at hoppe i Tiberen. Sono Pazzi Questi Romani!

Jeg har til gengæld også oplevet selskaber, hvor jeg oprigtigt talte minutterne, til jeg endelig kunne tillade mig at “forsvinde” – og jeg kan i øvrigt heller ikke særlig godt lide fyrværkeri. Det er den rene elendighed med mig og den dato.

Men jeg kan faktisk godt lide den mentale statusrengøring. Jeg kan godt lide, at stoppe op og lige føle efter, om jeg er der, hvor jeg gerne vil være, og om der er noget, jeg kunne tænke mig at justere på.

Lige nu læser jeg med stor fornøjelse Susse Wold’s “Bevægelse”. Den gav jeg mig selv i julegave, for man skal altid give sig selv en julegave. “Til mig – fra mig” ! Hun er 80something, men stadig i bevægelse både fysisk og i forhold til flytte sig menneskeligt og mentalt, og jeg forstår, hvorfor hun givet bogen den titel.

Men det behøver man da ikke den 31. december til? Nej, det gør man ikke, men det gør det ligesom lidt lettere, at nu har vi alle vedtaget, at her er en ny begyndelse, og så kan man også selv sætte igang.

Jeg tror lige som Susse Wold på, at det er vigtigt, at vi er i bevægelse. At vi gør en indsats for hele tiden at lære noget nyt, opleve noget nyt, gå en ny vej på arbejde, tale med et fremmed menneske og også fysisk at holde os lidt i bevægelse.

Det vil jeg bruge min nytårs status på. Jeg vil reflektere over, hvordan jeg kan blive ved med at være i bevægelse og hele tiden forny – om ikke hele mig selv, så bare lidt af mig hver dag.

Samtidig vil jeg glæde mig over, at jeg i det forgangne år sprang ud som blogger og over at I læser med. Det er jeg jer alle dybt taknemmelige over – af hjertet TAK! Det er det ubetinget bedste, der er sket for mig i 2018.

Jeg håber, at I også finder en rigtig god ting fra i år, som I kan bringe med ind i det nye, men også at I finder en ny “ting”, som I vil bevæge jer hen imod. Og husk, livet er det, der sker for os, mens vi er på vej et eller andet sted hen.

BEDSTE ØNSKER FOR 2019
MÅ DET BLIVE FANTASTISK FOR OS ALLE!

 

Mit uperfekte liv!

Den var fyldt, da ugen startede.

I går drak jeg kaffe med en god ven og arbejds relation. Grænserne er lidt flydende, men jeg kan egentlig bedst lide ham som ven, for han er en fantastisk samtalepartner. Måske fordi han er kunstner, måske bare fordi vi klikker godt sammen.

Nå, anyway, vi fik sludret igennem og opdateret på hinandens liv, og da vi sagde farvel, røg det ud af munden på mig “ja, det var i hvert fald ikke Facebook versionen, du der fik”, og så grinede vi lidt af det.

Forud var gået 10 min. fortælling om en fuldstændig sindsyg uge, hvor især den ene teenager havde bragt familien på den anden ende. Hvor der var blevet råbt og skreget, dasket (min søn hævder hårdnakket, at jeg slog ham -jeg, at jeg bare daskede…..hårdt), været fortvivlelse og i hvert fald ikke noget, der bare tilnærmelsesvis skulle i nærheden af Facebook.

Men mindre, man selvfølgelig er Anne Grethe Bjarup Riis, der engang uploadede et foto af hende selv med et barn på armen, rodet køkken og halvtomme mælkekartoner for at vise, hvordan en ægte hverdag ser ud. Så langt er jeg trods alt ikke nået i min udvikling.

Det var ellers startet rigtig godt. Fredag aften uden unger og vi hyggede og snakkede, som var vi unge og forelskede, og fik alt for lidt søvn. Så lidt, at jeg sov over mig til pilates lørdag morgen. Allerede der, burde jeg have set advarsels lamperne blinke. Det er skidt, at pjække fra sidste motion inden juleferien.

Men resten af weekenden forløb også ganske godt – lige efter Facebook bogen. Der blev bagt vaniljekranse, vi gik i biffen og havde en skøn oplevelse med Bradley Cooper i “A star is Born” – så fryd og gammen og forholdvis normal familie Facebook værdig idyl.

Se den!

Lige indtil søndag aften, hvor den opgave skrivende teenager blev stillet til regnskab for manglende oprydning (ja, det er en klassiker hos os).

Pludselig udviklede det hele sig til verdens mest dysfunktionelle familie, hvor alle stort set kom op og skændes på tværs, og endte i hvert sin rum. Hvad skete der lige der? Det er så opslidende, og det tager så meget energi.

Nu en lille uge efter og 3 dage før juleaften, har der stadig ikke været overskud til at julepynte. Til gengæld har samme teenager spist ALLE vaniljekransene, som ellers skulle bruges til gæster, vinduerne er ikke blevet pudset (længe), og jeg har heller ikke lige nået at få ringet / skrevet til alle dem, jeg gerne ville sende en personlig hilsen.

Det var den historie, om mit uperfekte liv og til tider håbløse familie, jeg lige havde serveret for min ven og ikke på Facebook (det kommer den så nu…)

Vi lever i selviscenesættelsens tidsalder. Den er måske på vej til at blive afløst af krænkelses-tidsalderen, men lige nu overlapper de, og det ene er i virkeligheden lige så slemt, som det andet.

Jeg er selv en del af det, og er ret ferm til at uploade fantastiske fotos af min mand i Marrakesh, og små, hurtige sætninger, om skønne oplevelser, så jeg skal ikke kaste med sten fra mit glashus. Men jeg har altså også et uperfekt liv, hvor ordene flyver gennem luften, og afmagt, fortvivlelse, træthed og frustration eksploderer i et nytårsfyrværkeri af råberi.

Ved skænderi forstås en slags debat eller diskussion, hvor målet ikke primært er at finde svaret på et spørgsmål eller løsningen på et problem, men derimod at angribe vedkommende, som man diskuterer med, med diverse personligt kritiske bemærkninger og nedvurderende karakteriseringer.
Wikipedia

Det synes jeg også lige, jeg ville dele med jer – mine trofaste bloglæsere.

Jeg har også bjerge af vasketøj, og skjorter, der aldrig bliver strøget, og derfor ikke brugt ofte nok. Jeg drikker alt for meget vin, hvilket giver overvægt, og jeg har for første gang i desperation dasket (dasket – ikke slået!) til min søn. Jeg har også snavsede vinduer og jeg ser indimellem “trash-tv” for bare at slappe af.

Men… der er håb….for jeg er også ret god til at blive i godt humør igen, og fokusere på alt det gode, der er i mit liv. Og lige om lidt har jeg juleferie. Det lykkedes for Nils at komme hjem fra London i går trods droner over Gatwick, og der er alligevel ingen, der gider at se på julepynt i alt for mange dage. Og ved I hvad – man kan også købe vaniljekranse.

Så nu lader jeg julefreden sænke sig over mit uperfekte liv, der ikke egner sig til Facebook. Kysser lidt mere på min (uperfekte) mand, og så går jeg nogle ekstra ture med hunden  (den er ret perfekt) for at motionere lidt.

Og, som de siger….. børnebørn er belønningen for ikke at slå sine teenagere ihjel. Jeg tror, jeg får mange børnebørn.

7300 nætter & 1001 nat!

Det er den 10. december. Alligevel er julestemning nok det, der sidst kommer ind på min indre lystavle. Jeg sidder i klip-klappere og bare tæer på min private lille hotelterrasse, og venter på at solen skal komme rigtig frem. Ellers er det nemlig også vinter her i Marrakesh, hvor jeg er lige nu.

Fra solen går ned og til den får fat i løbet af formiddagen er det rigtig koldt. Hvis man altså synes, at 8 gr. er koldt. Det gør jeg! Til gengæld når temperaturen op til omkring 24-25 grader midt på dagen. Ganske skønt, men alligevel ikke nok til, at man kan hoppe i riadens lille pool, der som alle andre pools i Marrakesh ikke er opvarmet.

Det gør ikke noget, for vi holder bare (varmen) sammen – Nils og jeg!

Det har vi, når vi når til i aften, gjort i løseligt 7300 nætter eller 20 år, for den, som gider at regne efter. Plus nogle skudår, men pyt med de enkelte nætter, for så skal vi også til at fraregne det halve år, vi var separerede, og hvem gider at tænke på det, på sådan en dag. Som vi altså tilbringer med 1001 nats eventyr.

I skal nok få insiders tips til Marrakesh i en anden blog, for lige nu er jeg mest optaget af, hvordan man holder sammen i 20 år, og stadig er forelsket, for det er jeg i min mand. Det har jeg selvfølgelig ikke været hele vejen igennem, men der er intet tidspunkt – heller ikke da vi var fra hinanden – hvor jeg holdt op med at elske ham.

I min verden er det to forskellige ting. Man forelsker sig ofte, men elsker sjældent. Jeg kan sagtens blive lidt småforelsket i en skuespiller eksempelvis (pt. er det Brandley Cooper), og jeg har også været forelsket live flere gange, men jeg har kun elsket få.

Med Nils vidste jeg med det samme, at her var manden i mit liv!

Det lyder sindsygt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var 36, havde været single i flere år, og havde faktisk indstillet mig på, at jeg nok ikke skulle giftes og have børn i det her liv.

Vi blev præsenteret for hinanden den 10. december 1998 på Elefanten og Musen. Det var mit gamle stamsted, og hvert år mødtes “de gamle” til glögg den 10. Det år havde en fra slænget taget sin gamle studiekammerat med. Han (kammeraten altså) var blevet skilt, havde aldrig rigtig gået ud, og Leif, som min ven hed, syntes derfor, han skulle ud og opleve København by night.

Ved første præsentation sagde jeg bare goddag og registrerede ham ikke rigtig, men lidt efter sad vi allesammen og snakkede, og jeg tænkte med det samme “han er klog -ham skal jeg tale med!”. Det kom jeg så også til.

Senere på aftenen blev musikken for høj, så vi gik over på Plaza – Library bar. Jeg kan stadig huske, hvordan en fra slænget blinkede til mig og grinede, da vi gik. Nils kan huske, at han tænkte “det her føles rigtigt”, da vi gik over Rådhuspladsen, mens jeg imellemtiden også havde opdaget, at han ikke kun var klog, han så også godt ud og var charmerende, gammeldags gentlemanagtig.

Regningen fra Library Bar hænger i en ramme i vores hjem, for Nils gemte den. Det fandt jeg først ud af længe efter. Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at ham her bliver jeg gift med.

Vi kom aldrig i seng den nat, og dagen efter mødte jeg på arbejdet, helt ude af stand til at lave noget fornuftigt. Heldigvis var det gode, gamle kolleger, for efter en time rejste jeg mig op og sagde: “Nu går jeg hjem! Jeg har slet ikke sovet i nat, og jeg har mødt manden i mit liv!”. Alle kiggede måbende – “hvornår har du mødt ham?!?!?”. “I går aftes, og nu går jeg altså hjem og sover”.

Vel hjemme ringede jeg til min mor, og fortalte hende, at jeg havde mødt manden, jeg ville blive gift med, og så lagde jeg mig til at sove. Min mor var ude af den i flere dage, fordi hun ikke kunne finde Nils i telefonbogen (!). Hvad var han nu for en? Det holdt heldigvis kun til hun havde mødt ham, så elskede hun ham resten af sit liv, og sagde ofte til mig: “Det er jo ikke alle forundt!” (at få den eneste ene).

Dagen efter kom Nils med en mistelten fra Bering, han stod og holdt op uden for min dør – og resten, det er, som de siger, historie.

Nu, små 7300 nætter, to børn, en separation, et hus (med revner), en motorcykel, tre bøger, to uddannelser og et hav af skønne oplevelser senere, sidder vi her i Marrakesh og er småforelskede i hinanden igen.

Sommer 2018, for vi er for blege nu ;o)

Berlingske kører i øjeblikket en artikelserie med par, der har været sammen længe, hvor de interviewer dem om, hvorfor de tror, deres parforhold har holdt. De svarer selvfølgelig ikke det samme, men en rød tråd går igennem. De har givet plads til forskellighed og husket forbundethed (min tolkning).

Jeg tror, det er lidt det samme, som er lykkedes for Nils og mig, for vi er i sandhed forskellige. Det har givet sammenstød. Store sammenstød – og for jer, der kender os, og tror, at Nils er den rolige uden temperament, så kan I godt tro om igen. Han kan råbe meget højere, end jeg kan.

Men vi har også altid givet plads til forskelligheden, og til at vi kunne forfølge vores egne drømme. Jeg havde aldrig fået min Master uden Nils opbakning, der ikke kun talte mental opbakning, men også at jeg brugte små kr. 110.000.- på det. Til gengæld havde Nils aldrig fået et firma i London, hvis ikke der havde stået en hustru og passet baglandet. Og listen er lang. Men vi har også altid sørget for at holde fast i noget sammen udover børnene.

Forbundetheden.

Vi har -på trods af forskellighederne ganske mange ting til fælles også, og vi har mange fælles interesser. Dem har vi sørget for at pleje og give tid til, og lige nu, hvor drengene er blevet så store, at de næsten aldrig er hjemme, nyder vi, at vi nu igen kan gøre en masse af de ting, som vi holder af at gøre sammen.

Som eksempelvis at rejse på en lang weekend til Marrakesh.

Jeg har ikke formlen på et langt og lykkeligt ægteskab. Jeg tror heller ikke at den findes, for jeg tror hvert enkelt par skal finde deres formel. Jeg tror heller ikke på, at man kan være sammen i mange år uden at have kriser. Men jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at hvis man respekterer hinanden, og er villig til at slås for kærligheden, også når der skal sluges kameler, så kan man nå langt.

Men det forudsætter selvfølgelig, at man er så heldig at møde den eneste ene, og det er jo ikke alle forundt.

Noget om at turde mere….

…med alderen.

Hele mit liv har jeg læst interviews med folk, som udtalte, at de syntes, det var så skønt at blive ældre, for nu var de ligeglade med andres mening, og de gjorde, som de havde lyst til. Det har jeg så  gået og ventet på også skulle ske for mig. Jeg har godt nok ventet længe!

For min del var der absolut intet fedt ved at fylde 50 år. Jeg elsker livet, og tanken om at slutdatoen kom nærmere, kunne jeg ikke på nogen som helst måde se noget godt ved, endsige have lyst til at fejre.

“Alternativet er værre” sagde min mand for at trøste mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad det var for et alternativ han mente, -og ok, ja så er alternativet værre, men særlig trøstet blev jeg nu ikke.

Så kan man selvfølgelig lege yngre. Altså, når biologi ikke betyder noget i forhold til køn, hvorfor skal det så betyder noget i forhold til alder? I dag kan man selv på papiret bestemme, om man vil være han, hun eller hen, så kan man vel også bestemme, hvor gammel, man vil være? Jeg kan da bare beslutte, at jeg vil være 43 – og det er jeg så resten af livet. Desværre er min krop ikke helt enig, hvilket jeg tydeligt mærkede i morges, da jeg lå og gispede på rullen til pilates.

Men, tænkte jeg, nu kommer alders fordelene, såsom at være ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det må komme. Det gjorde det bare ikke. I hvert fald ikke sådan lige med det samme. Det tog mig 50something, før jeg begyndte at være bare lidt ligeglad, og i denne uge trådte jeg over en grænse, der for mit vedkommende var stor.

Børssalen

Jeg bad om mikrofonen i Børssalen hos Dansk Erhverv under en konference og gik i rette med en af oplægsholderne på scenen.

Med alles øjne (og ører) hvilende på mig, fremsagde jeg med rystende stemme mit budskab, og nåede undervejs at tænke over, hvor underlig min stemme lyder, når den kommer ud af en højtaler i Børssalen.

Jamen, du har da altid holdt taler, undervist og aldrig været bange for at tale i store forsamlinger, vil nogen måske indvende.

Ja, det er også rigtigt, men der er meget stor forskel på at være forberedt, at vide, hvem man skal tale til og om, og så bede om en mikrofon, og gå i rette med en mand, der står på scenen. I øvrigt i selskab med nogle mennesker, som jeg beundrer og i en sal fyldt med kloge, kendte og kompetente folk.

Men hvor var det fedt bagefter. Jeg fik anerkendende bifald, en ukendt dame kom op til mig og sagde tak, fordi jeg sagde fra, og dagen efter fik jeg en mail med tak fra en af dem, der stod på scenen. Så det var altså ikke forgæves.

Men jeg havde ikke turde gøre det for bare fem år siden, og det ved jeg med sikkerhed, for jeg var til en lignende konference for fem år siden, og der var jeg nervøs over bare at være i rummet med alle disse betydningsfulde mennesker.

Så hvad er sket?

Fremfor alt er jeg ikke bange for længere at blive set – eller hørt. Det har denne blog blandt andet været medvirkende til. Dernæst, så er det ved at gå op for mig, at alle de andre ikke er så meget dygtigere, bedre, klogere og alt muligt andet end mig, og de vil mig faktisk ikke noget ondt, og så behøver jeg jo ikke være bange for dem.

Kender I det ikke? Man tror altid, at de andre er meget bedre, og når det så kommer til stykket, så er de lige som en selv og også usikre.

Jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der kommer længst. Det er derimod de udholdende. De, der står tilbage, når alle andre har trukket sig. Måske fordi, de er ligeglade med andres mening. Måske fordi de har et enormt selvværd. Måske fordi de er psykopater (der er nok en politiker og topdirektør eller tre, der falder i den kategori) men helt grundlæggende, så tager de sig ikke af, hvad andre mener om dem i samme grad som os andre, der i virkeligeheden helst bare vil gemme os bag kameraet,

Men det har taget så lang tid at nå hertil. Til at turde være synlig og til dels ligeglad. Kun til dels, for jeg er der ikke helt endnu, og måske kommer jeg der aldrig.

En skrev engang, at når han sad i et stor forsamling og følte sig lille og usikker, så forestillede han sig de andre nøgne og på vej i bad. På den måde blev de mindre frygtindgydende. Det tror jeg nu er en sandhed med modifikationer, især hvis man tænker på det danske folketing, men jeg forstår, hvad han mener.

Vi (og jeg) skal ikke være så bange for alle de andre. Det kan godt være, at de har flotte titler, er kendte eller skarpe, men det er vi alle sammen på hver vores måde, og især os 50something. Vi skal nyde, at vi i den grad kan gennemskue varm luft og dårlige argumenter, og så turde sige fra. Også i større forsamlinger.

“Face it – we are older and better insured!”

Towanda!

Ps –  Mads Christensen har netop udgivet en bog om at være mand i halvtredserne. Vi er ved at starte en bevægelse! :o)