Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.

Jeg er blevet afhængig …. og det er så let!

 

Som I ved, ligger jeg i øjeblikket på langs med benene oppe og alt indenfor rækkevidde – også Danske Spil, og det er farligt!

Jeg har altid haft en svaghed for spil og lege, og jeg kan stadig ikke gå på Bakken eller i Tivoli uden at gå en tur ind i spillehallen og tilbringe en time ved en enarmet tyveknægt. De er desværre efterhånden blevet så avancerede, at jeg knap kan finde ud af det, men det skal da ikke stoppe mig.

Det er sikkert arveligt. Min gamle mor var som abonnine i Tivoli fast gæst ved en af de enarmede, men eftersom hun var tæt på 80, og selv havde sparet sine penge op gennem et langt, sparsommeligt liv, så var det hende i den grad vel undt at spille et par hundrede op om måneden.

I gamle dage gik jeg til Trivial på Byens Kro (det var i oldtiden før det blev almindeligt med popquiz og brætspil på cafe’er), og alle mine venner ved, at jeg elsker brætspil, og at jeg går efter at vinde. Big time! Senere i denne måned stiller jeg igen med et hold til populær quiz ledet af Henrik Milling, så det er seriøst det her, og jeg har på ingen måde noget imod spil og lege.

Men heldigvis har jeg en bremse, når det kommer til større pengebeløb, og det er ikke på casinoer, I finder mig. De sidste par dage er jeg nu alligevel blevet lidt skræmt over, hvor let også jeg har ved at falde i, for lige nu er jeg fuldstændig hooked på Bogstavjagt, og det tager kun et klik, så er min konto tanket op.  Jeg behøver overhovedet ikke at flytte mig. Maskinen er ovenikøbet så venlig at huske mit Dankort nummer, så en ny spilleplade er vitterlig kun et par klik væk, hvilket har medført mange timers skrab med en blyant, der giver god computerlyd. Til gengæld er jeg helt bagud på bøger, serier og andre stillesiddende sysler.

Vi har her i familien i et stykke tid diskuteret de reklamer, der kører på diverse tv stationer for hhv. lette lån og lette spil. Nils og jeg er mildt forarget, hvilket jo er svært at være i en  neoliberalistisk tid. Men det er vi altså, og vi fandt ud af, det er vores teenage sønner også. De havde ligefrem haft den ene af reklamerne oppe i gymnasiet. Måske har I set den? Det er en bedstemor, der lige lynhurtigt får lånt kr. 5.000.- til at invitere børnebørnene med i vandland. Vi gætter på, at renten er åger, men det er ikke lige det, der står med stort, og de modeller, de benytter i reklamerne er så godt castet, at det er svært ikke at være professionelt imponeret.

Forleden læste jeg en klumme af Jes Dorph-Petersen, der var pikeret over at de store fodboldidoler og andre kendte reklamerede for internationale spillefirmaer. Det er jeg sådan set ikke, for så længe det er lovligt, så er de i deres fulde ret til at gøre det. Det vi imidlertid kan diskutere, det er, om sådanne reklamer skal være lovlige.

Skal spillereklamer og reklamer for lette lån være lovlige i “prime-time”, eller har vi som samfund en forpligtelse til at beskytte svage sjæle?

Den er ikke let, for det er jo voksne menneskers eget ansvar, om de vil sætte sig i gæld eller spille sig fra hus og hjem. Så kan de jo altid komme i Luksusfælden og få “fifteen minutes of fame”, men i den sidste ende, er det jo os alle sammen og især børnene, der betaler prisen.

En af mine venner med kontakter i bankverden fortalte mig, at der er flere og flere bankkunder, der beskæmmet kommer og må gå til bekendelse. De har spillet hele formuen op på nettet.

Og det er så nemt. Det har jeg i hvert fald erfaret i disse dage. Jeg har heldigvis stadig en stopklods, og selvom jeg stadig er helt sikker på, at jeg nok skal snyde maskinen og hive den helt store gevinst hjem, så logger jeg trods alt af, når jeg rammer det beløb, jeg maks. har sat for mig selv……. pr. dag!

Tabet eller lånet er bare et anonymt klik væk, og dermed har vi med den digitale tidsalder fået nye udfordringer, og så er det jeg tænker… har vi ikke som samfund et ansvar for ikke at lokke folk i fordærv, for nu at benytte et gammelt udtryk?

Fristelser er der nok af

 

Skavank-alderen

-og kunsten at vende den til noget positivt.

Modelfoto – si’r det bare…

Lige nu sidder jeg med benene oppe. Det har jeg faktisk gjort i tre dage, og ifølge min ortopædkirurg (sådan en har jeg nemlig fået), så skal jeg gøre det i hvert fald en uge endnu. Ellers er der risiko for, at det pænt store hulrum, han  med sin skalpel har lavet i min ankel bliver fyldt med væske eller blod, og hvem har lyst til det?

Så jeg sidder her i mit yndlingshjørne med puder under foden og kaffe, fjernbetjening, Iphone, bøger og computer indenfor rækkevidde, og ved I hvad, jeg er nødt til at sige, at det er faktisk ganske rart.

For første gang i mange år må jeg simpelthen ikke lave noget!

Jeg må heller ikke gå i bad, men der findes heldigvis etagevask – truckervask, som mine drenge kalder det, så den er klaret.

Men jeg må i princippet ikke løbe i vaskekælderen (HA!), jeg må heller ikke køre bil, så der er lukket for taxa-teenage kørsel, og jeg må slet ikke gå rundt og rydde op efter selv samme. Iøvrigt må jeg heller ikke gå på arbejdet.

Men jeg må sidde her i yndlingshjørnet og slappe af, og det er slet ikke så tosset endda. Endnu i hvert fald. Det kan være jeg ændrer mening efter nogle dage, men lige nu, hvor smerterne af aftagende, så er det bare skønt.

Men det giver jo også tid til at tænke lidt over, at nu har man nået den såkaldte skavank-alder. Det skrev jeg lidt om i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg var taget på kurophold i Østrig, men det er et faktum, at nu kommer den alder, hvor vi skal passe ekstra meget på vores krop, og indstille os på, at der er ting, der ikke er helt, som tidligere.

Det er ikke altid lige let at acceptere. Jeg så engang en udsendelse med to helt vidunderlige, gamle, overklasse damer, der stod foran spejlet og sagde “det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, og ja, det er jo sådan det er.

Forleden kom min mand hjem med antirynke varianten af min sædvanlige creme til mig. Det var nu en fejl (siger han – og jeg tror på ham), men mon ikke, han har spurgt sig for i lufthavnen, og så har den fikse ekspedient på baggrund af min alder nappet den udgave.

Men det er småtingsafdelingen. Der, hvor det bider, det er, når det er alvorligere ting – og nej, hængende øjenlåg tæller ikke som alvorligere. Vi er nødt til at indse, at selvom vi er friske og unge indvendig, så er der en form for slitage på vores krop, hvilket også gælder de aktive og sunde. Motion giver også slitage.

Det er et vilkår, og det må vi forholde os til, og så få det bedste ud af det.

Jeg har motionsshoppet lidt, og endt med pilates, der mirakuløst har fjernet mine rygsmerter, og har med interesse noteret mig, at holdet efter mit udelukkende er midaldrende mænd, og på en af mine gode venners arbejdsplads, har de også personale pilates, hvor alle deltager.

Nu er dette indlæg ikke ment som en reklamesøjle for pilates, men for blot nogle få år siden, var kontorgymnastik ol. noget af det, der interesserede mig aller mindst. Faktisk syntes jeg, det var lidt latterligt – i ordets oprindelige betydning. Det synes jeg ikke i dag.

Vi har alle en følelse af udødelighed som yngre, og det skal vi også have, men vi vil også alle uværgeligt nå til skavankalderen, og vi skal blive bedre til at passe på os selv, og til at indse, at ingen slipper, så det er bare at få det bedste ud af det hele.

Så det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har besluttet mig for at nyde i fulde drag, at jeg ikke må gøre noget som helst andet end at læse, skrive, se serier og lade mig opvarte, og så glæde mig over, at det trods alt kun var “en skavank”, der kunne fikses.

Pas på jer selv derude!