55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.

 

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Det bliver ikke i min tid.

Tænk, det tog jeg mig selv i at tænke forleden dag. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle tænke den tanke, men det gjorde jeg altså, og da først jeg havde tænkt den en gang, så var det ikke så svært næste og næste gang igen,

Det hele udsprang af et foredrag om robotteknologi. På scenen stormede en aktiv, meget begavet, hip, lettere androgyn kvinde med lilla hanekam frem og tilbage og prøvede at overbevise os alle sammen om det teknologiske vidunder robotter er, og viste små film om, hvor hurtig udviklingen går.

Midt i robot vs.3’s hop og løb begyndte mine tanker imidlertid at tage på langfart. Jeg kunne simpelhen ikke blive fanget, og det er nyt for mig, der ellers altid har være mægtig interesseret i, hvad fremtiden bringer af nye tiltag og ideer.

Jeg kunne mærke, at min interesse var lige præcis så lille, som da en meget it fikseret kollega for nylig introducerede endnu et chat værktøj. Det er helt sikkert det bedste på markedet og super smart og effektivt og…. og kors, hvor det ragede mig. Lettere udiplomatisk, det ved jeg godt, men sådan havde jeg det altså.

Helt så slemt havde jeg det ikke med robotterne, men jeg lavede en hurtig hovedregning i forhold til, hvornår de robotter, hun talte om ville blive mainstream (og ja, jeg ved godt alt går superhurtigt lige nu), og så gjorde jeg op med mig selv, at på det tidspunkt, var jeg alligevel blevet for gammel. Ergo, kunne jeg godt lade tankerne flyve.

Hov – den var ny!

Så kom præsentationen af den nye ø ved København – Lynetteholmen. På papiret ser det så fantastisk ud, og jeg er vild med ideen. Sagen er bare, at det formodentlig først er færdig omkring år 2050, og der vil jeg være omkring de 90. Næppe tidspunktet at rykke til et helt nyt kvarter med mindre, det bliver i en ældre bolig.

Her var jeg dog ikke helt ligeglad, så jeg kastede mig straks over sønnerne, for så kunne de jo kigge på deres fremtidige boligområde. Yeah right! Som om de lige gik op i det,

Men endnu engang måtte jeg tænke, det bliver ikke i min tid.

På nogle måder er det befriende. Der er ting, som man kan lade være med at bekymre sig over, og så tænke, det må mine børnebørn slås med. På den anden side, så kan jeg jo ikke bare sidde eksempelvis klimaforandringerne helt overhørig, for det er trods alt også min generations ansvar, at videregive en beboelig planet, men på andre fronter, så er det altså ret fedt, bare at kunne sige – “I’m too old for that shit!”, det må nogle yngre (og mere energiske) tage sig af.

Men er du ikke bange for at gå i stå? Kan man så spørge.  Egentlig ikke, selvom det alligevel tog lidt tankevirksomhed, at affinde mig med, at der altså var nymodens ting, som ikke interesserede mig et hak. Jeg går ikke i stå, jeg prioriterer bare.

Som tiden bliver mere og mere kostbar, og det gør den altså, så er det vel på sin plads, at prioritere – eller hvad?

Nogle gange har man lov at være heldig!

I dag var jeg til konference i København – “Tomorrow’s Urban Travel 2018”. Det handlede, som I nok kan regne ud, om hvordan rejser og rejsende ser ud nu og i fremtiden, og på programmet var talere fra hele verden.

Men for mig er det mest interessante i virkeligheden alt det, der sker i pauserne og udenom, og her tænker jeg ikke kun på netværksdelen, men også alle de små detaljer, som til sammen danner et mønster.

For det første kan jeg konstatere, at hvis jeg ikke havde opdaget det endnu, så er grøn, stærk grøn dette efterårs modefarve. Jeg bor jo i Helsingør, og derfor er jeg ikke altid helt opdateret med, hvad der rør sig på kontorerne i København, men det gør grøn.

Det næste, jeg fik bekræftet, det er, at nu er det ikke alene kød, man skal få dårlig klimasamvittighed over at spise. Ved morgenbordet, blev jeg oplyst om, hvor meget CO2, jeg havde forurenet med, hvis jeg spiste denne bolle og hvor meget værre det blev, hvis jeg også kom smør på. Vi er langt forbi bæredygtigt service og kalorietælling, nu tæller vi CO2 udslip.

Rigtig morsomt blev det, da jeg gik forbi vandbordet. De af jer, som har læst mit “Tilbage til fremtiden” indlæg ved, at jeg synes, vi er ved at finde tilbage til et tidligere udgangspunkt, og det må man sige, at vi er. Nu er postevand på kander super hipt!

Tilbage til fremtiden – postevand på kander er super hipt!

Derudover kunne jeg med glæde konstatere, at der er et paradigmeskifte på vej, og det nu er helt legalt igen at markedsføre sig med at være fra København / Danmark, og det glæder mig vildt. Det har også taget små 10 år fra Muhammed krisen og til nu.

Men der, hvor jeg virkelig fik en stjernestund, det var i frokostpausen, og det var rent held.

Blandt formiddagens indlæg var blandt andre en director fra Harvard, og hun var virkelig interessant at høre på,  men hun fortalte også med stolthed i starten om sine skandinaviske aner. Gør alle amerikanere ikke det?

Nå, men under frokosten sætter jeg mig så i et af de lejligheden opsatte legehuse (der var også opsat gynger, men det er ikke så let, at spise med kniv og gaffel siddende i en gynge), og er helt glad over, at jeg har fundet en plads med et bord. Det holder lige indtil der kommer en meget emsig kvinde og siger, at nu skal vi altså rykke sammen, for her skal sidde flere. Lettere irriteret samler jeg mig sammen, og brummer lidt indvendig over, at jeg nu skal til at sidde helt klemt.

Det viser sig imidlertid, at det er den amerikanske Harvard dame, som der skal være plads til, og da vi nu sidder der, klemt sammen i et legehus, falder vi selvfølgelig i snak. For at være imødekommende spørger jeg ind til hendes skandinaviske aner.

Det endte med at blive et kvarters intens samtale om gener, DNA, meningen med livet og det moderne menneske kontra urfolk i regnskove, som hun ved rigtigt meget om, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke os fortravlede, såkaldt moderne mennesker, der har fat i den lange ende. En af disse sjældne samtaler, hvor man på et sekund klikker sammen og det ene ord, tager det andet.

Hun fortalte mig blandt andet, at den kvindelige arvemasse er stærkere end den mandlige. Det vil sige, at vi oftere fysisk ligner vores kvindelige forfædre end vores mandlige. Hun bekræftede også, at der er generelle karakteristika ved folkeslag, det er bare ikke særlig politisk korrekt at tale om, men det er der altså, for det ligger bogstaveligt talt i vores gener.

Det store spørgsmål er så, om vi også arver hukommelse -altså oplevelser, og det kan være noget af forklaringen på deja vu eller at vi føler os hjemme steder, som vi aldrig har været før.

Vi kom vidt omkring på det kvarter, og da vi skiltes, fordi hun skulle interviewes til tv, kiggede vi hinanden i øjnene og samlede begge hænderne på hjertet med et stort tak for en virkelig interessant samtale.

Tænk, hvor heldig, man nogle gange kan være!

– Og nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en grøn kjole eller holde op med at spise morgenboller ;o), men jeg deltager igen næste år.