Som et strejf….

….af noget større.

I dag græd jeg for første gang over en, jeg ikke kendte, var død. Jeg har virkelig været ked af det, og selv da det første chok havde sat sig, kunne jeg mærke, at det her stak dybere end som så, og langsomt, som dagen skred frem, kunne jeg se i mit FB feed, at jeg var ikke den eneste, der var dybt berørt over at Kim Larsen ikke er blandt os længere.

Først svælgede jeg lidt i P4, News og DR2, der alle havde ryddet sendefladen. Jeg læste også, jeg ved ikke hvor mange updates, kommentarer og nekrologer. En journalist skrev ovenikøbet, at han var blevet bedt om at skrive nekrologen tilbage i december. Der kan man bare se.

Men så begyndte jeg at filosofere lidt over, hvorfor så mange af os er så berørt. Det er jo ikke fordi, vi kender Kim Larsen personligt. Det er der vist ikke så mange, der reelt gør, for jeg har indtrykket af, at han var et meget privat menneske. Det er heller ikke fordi, han var specielt folkelig, når det kommer til stykket – som person altså.

Dem til venstre betragtede ham som en af deres, hvilket er lidt sjovt, da han grundlæggende var ret borgerlig, og selv har udtalt, at han ikke er socialist.  De borgerlige kunne også godt lide ham, også selvom han hele sit liv talte borgerskabet ret imod. Jeg tror, han havde en fest med at hans selskab af åbenlyse årsager kom til at hedde KLApS!

Kvinderne kunne også godt lide ham, til trods for, at han til tider udtalte sig forholdsvis mandchauvinistisk og egentlig helst ville have sine kvinder  i korte skørter og med tilhørende høje hæle. Der var vist også lige noget om nogle børn, som han ikke så så meget efter en skilsmisse, men det er ikke dagen i dag, at tale om det.

I dag tilgiver vi alt og hylder, for vi kunne alle sammen rigtig godt lidt ham!


Jeg kunne i hvert fald. Jeg kunne lide hans integritet. Jeg kunne lide hans fandenivoldskhed og så kunne jeg lide,  at man vidste, hvor han stod. Jeg var ikke altid enig med ham, men der var ikke noget vendekåbe over ham. Han ville ikke tage imod Ridderkorset, men han ville godt synge fødselsdagssang for Dronningen, for han kunne “sgu godt lide damen”. Lige ned i folkesjælen.

Og det var jo det han kunne med sine sange. Han kunne synge sig lige ind i folkesjælen, og det er der altså ikke særlig mange, der kan. På tværs af generationer, baggrunde og opvækst. Vi kan alle synge med på mindst en Kim Larsen sang. Han var vores fælleseje.

Og nu kommer vi nok ind til kernen af hvorfor så mange af os er så berørte i dag. Vi har mistet noget, vi har til fælles, og det har vi ikke så meget af længere.

I en tid, hvor selv landsholdet kan splitte med #ikkemitlandshold, så er vi ved at have skåret ind til benet af, hvad der kan binde os sammen. Kim Larsens sange kunne, og man behøvede ikke være “skabs Larsen fan”, for kunne man ikke lide de nye, eller genfortolkningen af den gamle sangskat, så kunne man altid bekende sig til Gasolin.

Blandt de mange ting, jeg har hørt idag, hørte jeg også en kvinde fortælle i radioen, at hun sammen med tre andre kvinder blev inviteret på udlandsrejse af Kim Larsen. De var tilsyneladende volds- og/eller livsramte, og for at de skulle få en positiv oplevelse og se lysere på livet, så gav Larsen dem en rejse. Radioværten var lige så overrasket som jeg, og som hun var, da hun fik at vide over telefonen, at Kim Larsen havde foræret hende en rejse. “Jamen, han gik da også rundt på gaden og samlede unge, hjemløse op” fortsatte kvinden med et tonefald der indikerede, at hun undrede sig såre over, at vi ikke vidste det.

Det gjorde vi ikke, for det er han godt nok gået meget stille med, men hvor det passer ind i billedet.

Danmark blev fattigere i dag, og vi blev som danskere meget fattigere, for vi mistede ikke kun en begavet ener (“Det største træ er faldet”, som Helmig skrev) vi mistede også noget af det kit, der binder os sammen som folk.

Hvor jeg dog ønsker, at vi får noget nyt kit, for det behøver vi… og

Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe

på de ting som skal komme
før end livet er omme

TAK – hvor du end er nu!

Things that make you go hmmmm!

Så cool, som man, som 15something kan være i Rom lufthavn, 1979.

Man kan sige meget om Facebook og rigtig meget om det indhold brugerne af FB uploader, men hvis der er en ting, FB er god til, så er det at forbinde os med tidligere klassekammerater, venner og andre, som vi godt kan lide og vil holde øje med, men som livets hamsterhjul bare har skubbet ud i periferien, fordi vi har travlt med den tætte familie, job, fodboldkampe, danseturneringer, forældreintra og så meget, meget mere.

Med andre ord, alle de mennesker, som på et eller andet tidspunkt har betydet noget i vores liv, men som nu er “i et tidligere liv”. Vi har dem alle. Måske en kollega, som var rigtig vigtig i vores liv i netop den periode. En klassekammerat, en nabo. Personer, som vi oprigtigt godt kunne lide, men som bare ikke længere er del af vores daglige liv.

I går fik jeg besked -via Facebook- om at en af disse personer var sovet stille ind.

Det var ikke nogen overraskelse. Han havde været syg af kræft længe, og han havde selv informeret om, at nu havde lægerne opgivet at give ham flere behandlinger, så vi var alle forberedt. Men det er alligevel en af de ting, der får en til at tænke, og tænke lidt længere.

Jeg har ikke set vedkommende i måske 35 år. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke holdt af ham, og jeg blev berørt. Vi gik i folkeskole sammen. Ikke i samme klasse gennem hele folkeskolen, faktisk kun det sidste år, men hvilket år.

Vi havde ikke behøvet det -10. klasse. Selv dengang var det almindeligt, at man skiftede efter 9., men vi var “en hård kerne” fra to klasser, som valgte at tage et ekstra år. Måske var det fordi, der var en lærer, som var helt fantastisk, og han ville gerne have os det sidste år. Måske var det fordi vi instinktivt vidste, at det her, det bliver sjovt. Det får vi aldrig svaret på, men faktum er, at det meste af U – klassen og nogle få af os fra V – klassen blev i 10. klasse, og vi havde en fest!

Det er det ultimativt bedste skoleår, jeg nogensinde har haft, og jeg er ret sikker på, at de andre har det lige sådan. Jeg ved også, at nogle af drengene, som havde gået i skole sammen siden 1.st klasse, stadig er bedste venner idag små 50 år senere. Det var en af dem, der havde det hårde lod, at skrive beskeden om at “ham den lange, sjove” var sovet stille ind.

Og som bedste venner i 10. klasse har man selvfølgelig ens jakker.

Vi andre gik hver sin vej. Det er i princippet utroligt, også på trods af FB, at vi stadig holder lidt snor i hinanden, for vores liv er meget forskellige, men det gør vi altså. Vi har ovenikøbet flere gange været til skolekomsammen på vores gamle folkeskole, og den varme og respekt, der er mellem os, er helt speciel. Vi har også perifer kontakt med to af vores gamle lærere, som var ligeså berørt, da beskeden kom. Det er, tror jeg, lidt usædvanligt.

Jeg blev ked af det igår, og min første tanke var “only the good die young”. For han var netop “one of the good ones”. Jeg tror ikke, der var noget som helst ondt i den mand. Måske er der en kæreste eller to, der er uenig, men det er jeg heldigvis helt uvidende om.

Men nu har vi altså nået den alder, hvor nogle af os falder bort.

Jeg krammede min mand ekstra meget igår. Så meget man kan, når man er lagt ned af årets første, alvorlige forkølelse. Jeg sendte også søde sms’er til mine sønner og jeg tillod mig selv, at blive fyldt af taknemmelighed over, at jeg har en dejlig familie, som jeg elsker og holder af.

Og så var jeg faktisk også taknemmelig over, at vi har et SoMe som Facebook, som gør, at jeg stadig har lidt snor i mine gamle folkeskoleklassekammerater, som måske var i et tidligere liv, men som jeg stadig holder af.

Kys dine elskede lidt mere i dag!

Tilbage til fremtiden

Nedenstående blev bragt som klumme i Helsingør Dagblad i går, men da flere af jer ikke læser Dagbladet, så får I den også lige som blog.

Tilbage til fremtiden
Min mor blev født i 1924. Hun blev født udenfor ægteskab, og det var ikke særlig velset dengang. Hun kom derfor i pleje og havde ikke verdens bedste opvækst. I 1945 blev hun gift med min far og de flyttede ind i en to værelseslejlighed på Vesterbro. Mit barndomshjem, og hjem for familien Hansen, der på et tidspunkt talte fem personer.

Dengang var det nærmest en luksuslejlighed sammenlignet med de øvrige på Vesterbro, idet der var centralvarme og bad, men set med nutidens øjne, var det meget lidt plads til en hel familie.

Men selvom min mor altså ikke fik den letteste start i livet og kun 7 års skolegang, så afholdt det hende ikke fra at have nogle ganske borgerlige manerer og faste meninger, og hun holdt altid fast ved, at hun var den heldige generation, for hun havde fået det bedre og bedre, som tiden gik og Danmark udviklede et velfærdssamfund.

Hun elskede at danse -og at feste for den sags skyld, og hun var eminent til at sy. Hun har syet de smukkeste kjoler, og i mine forældres omgangskreds var det kutyme at damerne valgte mellem korte eller lange kjoler til festerne.

Hun gik i mange år konsekvent i spadseredragter med tilhørende hat og hendes undertøj var af fineste kvalitet og lå sirligt i skuffer snedkereret til formålet. Egentlig forbløffende, da pengene var små – meget små.

Når vi havde gæster, kom det kongelige porcelæn og sølvtøjet frem og så gik cigaretfadet rundt i den lille toværelses. Fint skulle det være.

Mulepose eller..

Men det skulle også være ordentligt, og det skulle være ordentlig kvalitet. Min mor havde nogle urokkelige holdninger, når det kom til råvarer.

Hun tog gerne ud på landet og købte en halv gris, som hun så stod og parterede i vores stenbro køkken. Alt blev brugt. ”Jeg vil købe lokalt” sagde hun, ”vi skal støtte vores landmænd, så de ikke må gå fra deres gårde”. I øvrigt havde vi som regel en kødløs dag om ugen. Ikke af ideologiske årsager, men for at få husholdningspengene til at strække.

Vi har heller aldrig haft buræg i mit barndomshjem. Længe før man kunne stave til økologisk insisterede min mor på, at æg skulle komme fra høns, der havde haft et godt liv. Og sådan blev det.

Det samme med plastik. Min mor om ikke hadede plastik, så var hun, for nu at udtrykke det diplomatisk, ikke begejstret og tog altid sin ”mulepose” med, når hun skulle handle ind. Jeg syntes dengang, det var så pinligt med den grimme taske og ville meget hellere have en Irma kunstpose, men mor nægtede. ”Vi skal ikke ødelægge naturen med alt det skidt” fnøs hun.

…Irma pose?

Om få måneder udkommer min mands nye bog ”New Local Economy” i både UK og USA. Det er en bog om hvordan vi er på vej til at vende os væk fra de store giganter som Apple, Google og Facebook og i stigende grad få fokus på det lokale, hvor den fremtidige vækst sandsynligvis også vil komme fra.

Vi skal med andre ord handle lokalt for at støtte lokalsamfundet, og vil man være hip, så gerne i gårdbutikker. Samtidig mister plastik sin popularitet. Lige nu tilbyder Coop rabat, hvis man benytter sin ”moderne mulepose” flere gange, Carlsberg har netop fjernet plastik fra sin sixpack, og vil man virkelig gøre en forskel, så bruger man sin ferie på at samle plastik op fra stranden. Buræg kan man vel nærmest ikke købe mere.

Derfor tænker jeg tit på min mor i disse dage. Helt uden at vide det og fordi hun gik i mod strømmen dengang, var hun i virkeligheden både forudseende og hip. Vi andre? Vi er på vej tilbage til fremtiden.

Ser vi ud, som de andre ser os?

Ung eller gammel?

I denne uge havde jeg kaffemøde med min redaktør. Det lyder ret flot, og da jeg hele min ungdom drømte om at blive journalist, og aldrig blev det, så er det, at skrive denne sætning, ret stort for mig.

Men altså, jeg havde møde med min redaktør. Denne blog har nemlig medført, at jeg har fået en fast klumme i Helsingør Dagblad, og vi skulle mødes og tale om diverse.

Hun er en skrap dame. Et langt arbejdsliv i mediebranchen, masser af chefstillinger, så der er ikke noget “bs” med hende. Slet ikke, når det kommer til at sige tingene lige ud. Men hun er også skarp – kniv skarp, og det er derfor en fornøjelse at tale med hende.

Hun er lige blevet 60 år, og alder -kvinders alder – er derfor et emne, vi tit berører. Naturligt nok, da udgangspunktet og bloggen er “50something”.

Sidst vi var sammen, sagde hun, at vi (altså os i og omkring denne alder) slet ikke opfatter os, som omverden ser os. Ikke som kliche’en med at “jeg er stadig 30 indvendig og 60 udvendig”, men sådan helt igennem, og på alle måder.

Jeg replicerede, at vi jo også er den første generation, der ikke går i stå. Se bare på Mick Jagger og hans rullende stenkammerater.

Men hun har en pointe.

Vi opfatter på ingen måde os selv som værende ved at nå sidste udløbsdato. Man kan tale om skavank-alderen, bevares, og vi er selvfølgelig også så heldige, at vi ikke har haft fysisk hårdt arbejde, der har slidt os ned, men ser vi bort fra det, så ser vi ikke os selv som nogle, der er på vej på pension. Jeg modtager iøvrigt stadig børnepenge for den yngste, og børnepenge klinger rigtig dårligt med pension.

“Kig på os, sagde hun”, mens jeg stirrede på hende med store øjne, “Vi ser sgu da godt ud (det havde jeg aldrig turde sige højt), vi er dygtige og vi har iøvrigt sneakers (ikke gummisko) på begge to idag. Vi er ikke på vej hverken væk eller ud.”

Inden jeg nåede at føle mig riiigtig skøn og ung, så fortsatte hun “men er det nu også sådan andre ser os?”, og så kom jeg ligesom ned på jorden igen.

Vi er i øjeblikket igang med et generationsskifte på min arbejdsplads, hvor der alt for længe har været en overrepræsentation af midaldrende kvinder. Det er godt. Jeg er en stor tilhænger af diversitet, og når man for længe går i det samme miljø, så bliver man “stueblind”, også hvad angår arbejdskolleger.

Men det betyder også, at man skal til at forholde sig til, hvordan de unge opfatter en og så finde en ny rolle. Som den ældre og mere erfarne, og det kan altså godt være lidt svært.

Vi havde en sød, ung praktikant en gang, og en dag, da jeg var lidt oppe og ringe over et musiknummer, så kiggede hun undrende på mig og sagde, at sådan noget musik lyttede hende forældre slet ikke til. Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at hendes forældre var yngre end mig, og at hun faktisk ikke så mig som ligemand, men som forældre generationen -læs gammel. Selvfølgelig gjorde hun det. Det var jo mig, der var helt skæv på den. Vi var jo ikke lige.

I forgårs sad jeg i en gruppe af andre arbejds relationer, og på et tidspunkt begyndte de at tale “gamle dage” og gå ud i København. Den memory lane tur har jeg haft masser af gange, og har siddet med kolleger og grinet over tiden på Daddy’s osv. Sagen var bare, at denne gang talte de om steder i København, jeg aldrig havde hørt om. Men jeg var jo nok også 15-20 år ældre end dem. Det havde jeg bare ikke tænkt over så længe, vi sad og talte om alt mulig andet.

Jeg så ikke på dem som “yngre” – men hvordan opfattede de mig? Det får jeg heldigvis aldrig at vide.

Ovenstående er bare et par eksempler på, at tiderne skifter, også for os, og at vi skal til at finde nye roller og fylde dem ud. Det er ikke nødvendigvis skidt, det er bare anderledes. Vi skal holde op med at undre os over, hvem den midaldrende mand er, som vi plejede at danse moderne med til skoleballerne. Vi er også selv blevet midaldrende.

Men vi er ikke gået i stå!

Og det er det nye og vidunderlige for vores generation. Vi kan fortsætte, med at spille ny musik og danse rundt og købe fede sneakers uden at vi ser fjollede ud og leger ung med de unge. De fleste af os har også alle vores tænder (det skriver jeg helt uden ironi, for i vores forældres generation var det usædvanligt og forbeholdt de få), og vi farver eller afbleger vores hår, som vi har lyst. Vi (kvinderne) tager måske lidt længere nederdele på, men det er også ok.

Og er det så i den sidste ende ikke helt ligegyldigt, om de andre ser os ligesom vi selv gør?

Vi er begge dele.

De mange liv.

De fleste af os bruger fra tid til anden udtrykket – det må blive i et andet liv, eller -det var i et tidligere liv, men nogle gange har jeg det helt reelt som om, jeg har levet flere liv. Ikke i parapsykologisk eller spirituel betydning, men i løbet af mit kødelige liv, som om jeg har levet flere liv.

Det har selvfølgelig noget med alder at gøre, og der er flere år at se tilbage på, men følelsen er både mærkelig, helt normal og lidt skræmmende. Hvem var hun hende på fotoet med de to små, charmerende drenge? Hun er afgjort ikke den samme, som hende på selfien fra i går, og så alligevel.

Som yngre var det såre simpelt. Før og efter gymnasiet. Der var heller ikke så meget andet, men nu er der flere epoker. Før og efter Nils. Før og efter børnene. Spies tiden. Rejsegalleri tiden. Nutiden. Det flyder ikke sammen, men føles som helt særlige liv, med hvert sit særkende og hver sin Berit.

Det slog mig forleden, da jeg skulle fortælle noget  om Kulturværftet her i byen, hvor jeg bor. Nærmest som et chok gik det op for mig, at det jo faktisk ikke havde været der, da jeg flyttede til Helsingør. Det kunne jeg slet ikke huske. Jeg havde boet i byen både før, under og efter byggeriet, og jeg kunne ikke huske det.

Det fik mig til at tænke på tiden, før og lige da jeg flyttede til Helsingør. Det var en helt speciel tid, og en periode, som jeg husker som rigtig god, nærmest lykkelig. Men jeg husker den også som en særlig periode.

Jeg gik bogstaveligt talt fra bohemetilværelse på Bronx’en og kaldenavnet Hansen til at være hjemmegående husmor (Fru Elmark) i provinsen på 1,5 år. Det gik lidt stærkt.

Men der var også perioden, hvor jeg boede i italien og arbejdede som rejseleder. Det var også et helt særligt liv, og ligner på ingen måde eksempelvis tiden nu, hvor jeg holder mig mig i og omkring “min hood” -Helsingør, og alle mine penge synes at gå til to teenagersønner og ikke lækre italienske sko….. til mig.

I princippet handler det ikke så meget om mine personlige oplevelser, men mere om det, at når man er 50something, så har der været så mange epoker, så mange forskellige liv, at det til tider kan virke helt uvirkeligt.

Derfor er det vigtigt med livs vidner. Venner eller familie, som har kendt en det meste af ens liv, og som kan bevidne, at det var nu altså rigtigt. Du var sådan på det og det tidspunkt, også selvom det føles som et helt andet liv og noget, du har drømt.

Måske giver det slet ingen mening, det jeg skriver denne gang, og måske giver det masser af mening for jer, og I har det på helt samme måde.

Folk siger altid, at der er en charme ved hver alder. Jeg tror faktisk, at det mere handler om, at der er epoker i ens liv, og det så gælder om at få skabt værdifuldt indhold i de epoker. Det har ikke nødvendigvis noget med alder at gøre.

Kan man så mærke, når man er på vej ind i en ny epoke?

Hvis man er ved at få børnebørn kan man vel. Så skal man til at være bedste. Eller tidligere, mens man selv havde små børn, så vidste man det også, men nogle gange er det vel, for at være helt Kierkegaardsk, først bagefter, at det går op for en, at der var tale om et kapitel i ens liv. 

Jeg er meget bevidst om, at Nils og jeg står overfor et nyt kapitel i vores liv lige om lidt, når drengene rejser fra reden, men modsat andre mødre, jeg kender, så er det ikke noget, jeg frygter. Ikke, at jeg gerne vil have dem ud (Nikolais værelse bliver ellers det perfekte walk in closet), men jeg ser også frem til nye tider og endnu et nyt liv. Som jeg så vil gøre mig umage for at nyde og forhåbentlig også huske.

Den om de flere spirituelle liv, den tager vi en anden gang.