En forelsket hanhund!

Min mand Nils har kontor i London. Derfor er han ofte væk, og som vores sønner blev større, kunne jeg pludselig finde mig selv alene hjemme en fredag aften.

Da jeg ikke havde lyst til at ende som Shirley Valentine, der taler med sin køkkenvæg, besluttede jeg, at nu skulle vi have hund. Altså som i ægte, levende hund.

Taget i betragtning, at de eneste levende dyr, jeg i mit liv havde haft ansvaret for, var tre guldfisk (Cæcar, Sokrates og Ramses), som døde…… vist nok, men kun vist nok, af alderdom, så var det her et stort skridt. Jeg holdt iøvrigt højtidelig begravelse for alle tre guldfisk i mit daværende Vesterbro toilet. Af vand er du kommet, til vand skal du osv.

Senere fik vores sønner faktisk også tre guldfisk (prut, fis og hørm). De døde også. De to af dem i hvert fald. Den tredie, mener det var prut, blev derefter sat ned i søen overfor, hvor den sikkert blev spist af fiskehejren.

Så bundlinjen er, at for vores familie var det et ret stort skridt at få et lille nyt familiemedlem, som en hund nu engang er.

Men nu har vi Cooper, og ham er vi altså ret glade for. Det skulle selvfølgelig være en hanhund, så jeg kunne opretholde min status som det eneste kvindelige medlem i familien. Lidt krukket er man vel altid.

Cooper er en blanding af en Bichon Havanais og en Coton de Tulear. Rent racemæssigt er han altså en bastard omend gadekryds lyder bedre. Men han er ikke en stamtavle hund. Til gengæld har han meget fine menneske aner med blandt andet en tidligere landsholdspiller som menneske bedstefar. Det tæller vel også lidt.

Han er nu ikke den store boldhund, for han har skæve ben. Såkaldt kommodeben, så både bold og andre hunde løbet let fra ham. Det tager han med ophøjet ro, og finder bare på at sætte snuden i sporet, mens han lader som om, han slet ikke gider den der tagfatleg.

Til gengæld er han en ualmindelig kærlig hund, og kunne han, så lå han på ens skød det meste af tiden. Betegnelsen selskabshund er helt på sin plads i Coopers tilfælde. Det er også lykkedes ham at få en fast plads i Nils og min seng. Det lykkedes aldrig for vores børn.


Cooper er bare en stor klump kærlighed, og lige for tiden er det helt galt med den der kærlighed. Olga – naboens hunhund er i løbetid og Cooper er forelsket til op over både halespids og hårtotter, hvilket hele familien nu tager del i. Vi kan ganske enkelt ikke undgå at blive en del af det kærligheds drama, der udspiller sig her på vejen.

Cooper har altid været en meget kommunikativ hund. En ting er, at han gør som en sindsyg af folk, der går forbi på gaden, men han er også ret god til at vuffe, hvad han vil have og ønsker. Nogle gange går det helt galt, og så tror han er en kat og “spinder” . Det er nu mest om morgenen, når han får sin daglige morgenkæl på brystet.

Men lige for tiden er det stukket helt af for Cooper, der hyler sin smerte ud over ikke at kunne komme tæt på Olga.

I weekenden lykkedes det næsten, da han ikke en, men hele  to gange tog den over muren, der omkranser vores have. Vi har ellers været meget omhyggelige og sat trådnet op alle steder.  Dog ikke oven på muren, for vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det lille – han er lille – kræ med sine skæve ben kunne hoppe så højt, at han kunne komme over muren.

Men det kunne han, da Olga gik tur med sin menneskefar på den anden side (!) af vejen. Første gang løftede han pænt Cooper tilbage. Anden gang bankede han på døren for at aflevere den forelskede og skrup kulrede hanhund.

Så nu er der spærret af, og Cooper bliver holdt i kort snor. Bogstaveligt talt.

Derfor jammeren.

På første sal i vores hus er der en fransk altan med en dør. Den vender mod det hus, som Olga bor i, og når nu Cooper ikke længere kan sidde ude i haven ved trådnettet og kigge ud, så sidder han time efter time ved den franske altandør…. og hyler.

Måske tror han, Olga kan høre hans jammer og ulykkelige kærlighed eller måske har han bare ondt af sig selv.

Men åhhhhh, hvor man føler med ham. Så tæt på er Olga – og så langt væk og så uopnåelig. Det er næsten ikke til at bære. Hverken for os eller Cooper. Men som med alle ulykkelige forelskelser, går det forhåbentlig over igen.

Lige indtil om seks måneder, hvor Olga er i løbetid igen.

 

 

Royaume-Uni, dix points!

Man skal nok være 50something for at huske denne.

Alle 50something kender overskriften, men hvis I er lidt forvirrede, så prøv at sige det højt. Det er helt på linje med “La Pays-Bas, douze points!” Vi er i Melodi Grand Prix land – old school Eurovision, fra dengang hvor der ikke var flere europæiske lande, end at man havde tid til at høre alle points blive råbt op, og selve showet iøvrigt blev afviklet over kun en aften.

Denne blog skal imidlertid ikke handle om Grand Prix, men om Europa og det, der binder os europæere sammen. Og hvor corny det nu engang er, så kunne man dengang jeg var ung og på Interrail altid sige “Royaume-Uni, dix points” når man befandt sig et eller andet sted i Sydeuropa, hvor ingen af os kunne tale sammen, for så kunne vi i det mindste grine sammen. Tværs over Europa var vi alle enige om, at Eurovision Song Contest var til at grine af, men vi så det alligevel, og når vi sådan rejste rundt og besøgte hinanden før det der internet, så fandt vi fælles referencerammer i Eurovison sendingerne, der også inkluderede skihop fra Garmisch-Partenkirchen og Nytårskoncert fra Wien.

I år foreslog jeg mine sønner at tage på Interrail, og EU Headquarter syntes åbenbart også, at Interrail fortjente en revival, for Parlamentet udlovede flere tusind gratis Interrailbilletter til europæiske unge født i år 2000. Det var en god ide, for hvis der er noget, der kan få os til at holde af Europa, så er det at mødes med hinanden.

Det var iøvrigt også hele ideologien bag Spies Rejser. Hvis man rejser ud og møder andre mennesker, så er sandsynligheden for, at man slår dem oven i hovedet mindre, og indtil købet af Tjæreborg, var reglen at der maks. måtte bo X antal procent (har glemt det præcise antal) danskere på Spies hoteller, for ellers blandede man sig ikke med andre nationaliteter. Og ja, det er sandt.

Det er lidt den samme filosofi, som Lennart Lajboschitz nu udlever gennem sine mødesteder Absalon og Hornbækhus. Vi skal møde hinanden – og tro mig, har man været til “80’er musik banko” på netop Hornbækhus (og det har jeg), så er det næsten som at være til et Spies arrangement i de glade dage med action guider, fest og farver.  Corny, men i den grad festligt og vi griner og synger sammen, og man skændes altså bare ikke med mennesker, man lige har sunget sammen med, hvorfor morgensang på skoler og arbejdspladser iøvrigt også er en god ide.

Derfor skal vores unge tage på Interrail i Europa, for eurokraterne kan ikke finde ud af at få os til at føle et fællesskab med alle deres forordninger. Det skal komme nedefra. Vi skal mødes, finde vores fælles referencerammer og genopfinde vores fælles fortælling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det meget stramt med eurokraterne i Bruxelles, deres indspisthed, arrogance -også i forhold til skatteborgernes penge-  og deres rejsecirkus til Strasbourg. En iøvrigt ualmindelig dejlig by, der helt tydeligt lever godt af eu-borgernes skattekroner.

Men det er ikke det samme, som at jeg ikke ønsker en fællesskabs følelse i Europa. Jeg er faktisk glødende europæer og trods en priviligeret tilværelse rent rejsemæssigt, der bød på mange oversøiske muligheder, så har jeg altid foretrukket at opleve Europa.

I år tog vi en stor bid. På én sommerferie nåede vi Tyskland, Frankrig, Italien og også Schweiz for en kort bemærkning. Noget af tiden alene og noget af tiden med vores teenage sønner og vores venner, der bor rundt omkring forskellige steder i Europa.

Alle steder talte vi med europæere med anden baggrund, opvækst og kultur end vores og alle steder blev jeg mindet om, hvor meget, vi har til fælles. Nu behøver vi ikke Eurovision til fælles reference rammer. Vi ser det samme tv og serier, vi hører det samme musik samtidig (man behøver ikke tage til London længere for at få fat i det nyeste, det kun et klik væk), og vi har stadig mere til fælles, end der skiller os.

Bevares, vi var “kun” i det tidligere Vesteuropa, og det gør selvfølgelig ikke mine betragtninger til validt videnskabeligt sammenlignings grundlag, men alligevel.

Vi talte med en tidligere tech ingeniør i Grenoble om de mange penge i fodbold. og om forargelsen over FIFA, OL og andre organisationer, der føler sig som Ringenes Herrer. Vi var enige.

Vi diskuterede rejsecirkus Bruxelles – Strasbourg med folk i Frankrig og vi undredes sammen med vores venner over hvordan det, at rejse i Italien, er som at være i en tidslomme. Næsten intet har ændret sig de sidste halvtreds år. Heller ikke i post Berlusconi land.

Vi spiste og boede i fire forskellige europæiske lande og nød godt af både den europæiske forskellighed og fællesskab, omend man til sidst godt kan føle, at ens hoved er et babelstårn.

Europa er vores fælles udgangpunkt. Vi har brug for et stærkt, fælles Europa, men vi har også brug for en ny fælles fortælling og nogle nye eurokrater, der tænker mere på vores fællesskab og fremtid end deres egen karriere og bankkonto (i Schweiz…).

Lad os sende vores unge på interrail og stemme nogle ordentlige politikere til Bruxelles og så gå mere op i dem vi har nu og holde dem ansvarlige for deres opførsel. Det fortjener vi allesammen, og det fortjener vores Europa.

L’eroupe – dix points!

Tror jeg napper togrejse næste gang…med rulle kuffert dog, og ikke rygsæk. Man er vel 50something. ;o)

Sleeping my day away!

Vi har alle været yngre!

Jeg er beriget med to teenage sønner på hhv. 16 og 18 år. Så har den opmærksomme læser nok regnet ud, at jeg ikke var helt ung, da jeg blev mor. Eller alt er jo relativt. I dag er det ingen alder, men da jeg var gravid første gang blev jeg undersøgt hele tiden, for jeg var, som jordmødrene sagde til mig hver gang “en ældre førstegangsfødende”. Det tror jeg ikke, de siger i dag.

Nå, det var slet ikke det, det skulle handle om i dag, selvom det selvfølgelig har noget med overskriften at gøre, for hvis mine sønner havde været min årgang, så havde ovenstående været deres slagsang.

Så kan man hævde, at der er noget betryggende i, at tingene ikke har ændret sig synderlig siden D-A-D-drengene boede i en lille lejlighed sammen og fik at vide af deres pladeselskabskvinde, at de sov deres dage væk (det blev så til  deres største hit), og så mine sønners måde at tilbringe deres sommerferie på. Det ligger åbenbart i generne for unge mænd.

Det var jeg så lige ved at blive irriteret over. Næsten lige så irriteret som jeg er over, at de konsekvent aldrig rydder op efter dem selv. Men så var det, jeg sad i bilen gennem Frankrig og lyttede til “All Summer Long” med Kid Rock. Altså den udgave, hvor han refererer til “Sweet Home Alabama” og en sommer, hvor de bare drikker, ryger og elsker! Det bliver åbenbart et musikreference blogindlæg  det her. Nummeret er på min yndlings playliste, og hvorfor er det så det?

Fordi jeg trods alt ikke er ældre – i hovedet i hvert fald – at jeg godt kan huske de endeløse sommerdage, hvor man bare ikke skal andet end at leve. Ikke eksistere, men leve, og der er en væsentlig forskel.

Thomas Helmig synger i en af sine sange (nu kan vi ligeså godt fortsætte), at “Livet er fedt, men vi lever for lidt”, og det er lige netop essensen af det hele. I en enkelt poplinje. Sig ikke igen, at poptekster bare er banale. Vi lever for lidt.

Det slog mig også i sidste uge – den berømte uge 29, hvor to trediedele af Danmark er på sommerferie. Mit Facebook feed flød over med feriebilleder. Det gjorde jeres formodentlig også, og det er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Det, som var bemærkelsesværdigt var, hvor mange af mine mandlige FB venner, der tilsyneladende var blevet nyforelskede i deres respektive hustruer og kærester, for der var det ene foto efter det andet, med deres mangeårige partner, som nu blev beskrevet som “den dejligste”, “hende den skønne” osv. osv.

En ting var, at der nu pludselig var tid til at alt det, vi ikke har overskud til i hverdagen, og ja også det, men effekten var ligefrem målbar på FB feed. Vi lever for lidt, og vi skal i princippet gøre som de ansvarsløse teenagedrenge.

Nu er der sikkert ingen af os 50something, der kan sove til kl. 15, men Nils og jeg har med stor fryd sat os med morgenkaffen og set endnu et afsnit af vores pt. yndlingserie, og vi føler os som små børn, der tager af kagedåsen, for man sidder da ikke om formiddagen og ser serier – og så i Sydfrankrig. Jo, vi gør, og ved i hvad, vi har det fantastisk. Vi lever!

Så derfor drenge -nyd jeres sidste og næstesidste sommerferie i total frihed og ansvarsløshed. Sov dagene væk. Das, dans og kys på de kønne sommerpiger. Lige om lidt kalder voksenlivets ansvar, og vi helt voksne har så forbandet svært ved at huske at leve, når vi ikke lige holder sommerferie.

Men husk lige at rydde op efter jer!

Og ja, nummeret er bedre end videoen, men her er den i hvert fald