Vi er de hotte – os 50something!

Og jeg mener altså ikke Renée Toft Simonsen – F***cking hotte. I dette tilfælde er det både mænd og kvinder, og det er hotte på arbejdsmarkedet, jeg mener.

Skulle I blive i tvivl, så kig lidt på disse damer. De var hhv. 76 og 78 år, da de gik i gang med første episode af “Frankie & Grace”.

Det startede med et indslag i TVAvisen i denne uge. Der handlede om, at de mennesker, der er størst efterspørgsel efter pt. på arbejdsmarkedet, er de ældre (“ældre” er jeg ikke helt kommet mig over endnu), og det er ikke kun af nød pga. manglende arbejdskraft, men også fordi folk over 50 er i høj kurs som stabile og arbejdsomme medarbejdere.

Vi har ikke små børn, vi kommer til tiden, vi har erfaring og så har vi tilsyneladende en højere arbejdmoral end millenials og deres venner. Jamen, jeg kan da kun være enig!

Men inden jeg havde nået at fryde mig over rosen og de frugtbare perspektiver for fremtidige jobtilbud, ja så dukkede der en lignende historie op i Børsen.

Men overskriften “De ældre er jobmarkedets vindere” var det lige før, jeg kunne se bort fra både det foto journalisten (en mand) havde valgt til at illustrere artiklen og at jeg nu engang til røg i “ældre kategorien”. Jeg er ikke ældre, jeg er maks. midaldrende – kan I så forstå det! ;o)

Børsens valg af illustration til omtalte artikel. De kan tilsyneladende ikke selv se det.

Nå, men ser vi bort fra den manglende diversitet, så er faktum altså, at eksempelvis en virksomhed som KL Marketing udelukkende ansætter folk over 55 år, for “Det er de bedste”, som virksomhedsejeren udtaler i samme artikel.

I 2012 var ledigheden blandt 50 – 59 årige på 6 %, I dag er den 3,3% – med andre ord nærmest halveret. Til sammenligning er ledigheden blandt til 25 – 29 årige i 2018 på 7%.

Hvad betyder det så for os 50 something?

Ja udover, at vi selvfølgelig skal blive ved med at dygtiggøre os og ikke gå i stå , (og med udsigt til mangel på arbejdskraft sidder kurser m.m. sikkert lidt løsere hos de betalende arbejdsgivere), betyder det selvfølgelig også, at vi skal holde op med at stikke hovedet i busken, når det kommer til alder.

Spørg gerne om min alder – også selvom jeg er kvinde!

Det mener jeg alvorligt. Alt for mange nærmest skammer sig over at skrive jobansøgninger, hvis de er over 50. “Jamen, der er da ingen, der er interesseret i sådan en gammel en som mig”, hører jeg ofte og følger man diverse debatter på LinkedIn, så er det også det budskab, der skinner igennem. Men det kan vi altså med ovenstående modbevise og kategorisere som sludder!

Der er masser, der vil have os og vores arbejdskraft. Vi er med andre ord hotte. Nu skal vi bare selv begynde at tro på det!

-Og om lidt er kaffen klar!

Åh, hvilket morgenstund!

Benny Andersens kendte linjer fløj gennem min hjerne. Ikke fordi det var en skøn morgenstund, det var det også, men fordi der stod en mand og spillede “Svantes Lykkelige Dag” på trompet, mens jeg lå i sandet på en yoga måtte og lyttede til både hans trompet og bølgernes skvulpen.

Hvis det nu ikke lige havde været for den danske klassiker, så kunne man tro, at jeg befandt mig på en luksus retreat et sted i Sydeuropa, men nej, jeg er såmænd i Sandkås på Bornholm, og her er der åben yoga hver morgen på stranden for 75.- inkl. måtte. Det kom dog som en overraskelse, at det hele så blev afsluttet med levende trompetspil. Wauv!

Vi var alle helt høje bagefter og talte med hinanden om, at nu kunne det kun blive en god dag. Som en mand sagde (og der var flere mænd…), “jeg kan næsten slet ikke rumme det i min krop, så fedt er det.”

Mere skal der i virkeligheden ikke til. 60 min., hvoraf man i de 50 af dem ser super fjollet ud -og her taler jeg kun om os, der ikke liiiige er rutinerede – og så 10 min. med meditation og trompetspil, så går vi alle høje af lykke derfra og taler med vildt fremmede om, hvor høje, vi er. Tankevækkende.

Også tankevækkende, at man med det samme tænkte, “hvor er de modige”, om de midaldrende mænd, der dukkede op til yoga første gang. Vi andre er vel også modige. Vi er også midaldrende, lettere stive, overvægtige og på den, når sandet skrider under måtten. Nå, pyt med det – for kaffen var klar, da jeg kom hjem, og Nils havde ovenikøbet plukket vilde blomster til mig, da han gik med hunden og i aften er der Helmig på Gæstgiveren.

Det er ikke kun Svantes – det er Berits lykkelige dag! God karma til jer alle.

 

 

Pyt med det….

… det gør ikke noget!

Nej, det er ikke det nye slogan for 50something kvinder, der trænger til en pyt-knap, men det kunne det såmænd godt være. Næh, det er, hvad Nils søster altid sagde, når noget ikke lige gik helt, som det var planlagt.

Jeg skriver “sagde”, for vi har netop bisat Nils’ søster Ulla idag, ved en af de smukkeste bisættelses ceremonier, jeg har oplevet.

Og det står næsten i kontrast til Ullas liv, der var alt andet end smukt. Faktisk er hun et af de mennesker, jeg kender, der har haft det hårdest, og alligevel slog hun altid sin karakteristiske latter op, og sagde “pyt med det”!

Allerede fra starten gik det galt for Ulla. Hun blev født med navlestrengen rundt om halsen, og fik for lidt ilt, hvilket medførte, at hun ikke var helt som andre børn.

Det kunne Ulla og Nils mor ikke rumme, så da Nils var omkring otte år, pakkede hun sin kuffert, rejste til England og så sig aldrig – som i aldrig -tilbage siden. Bortset fra en kuvert til jul og fødselsdag med 20 pund, hørte eller så de to små børn intet til deres mor mere.

Så omkring 1960 stod Nils’ far alene med to børn, det ene “med særlige behov”, som man ville sige idag.

Ingen forklarede nogensinde de to små, hvad der var sket og hvorfor, og sådan noget betaler man en stor pris for resten af livet. Det strider imod en hver form for biologisk og moralsk habitus, at en mor forlader sine unger – for good!

Ulla reagerede ved at smide ting ud fra vinduet i børnehaven til hun blev smidt ud (ikke af vinduet!). Så gentog hun seancen i den næste børnehave til hun blev smidt ud derfra. Engang i skolen satte hun ild til gardinerne.

I dag kan vi grine af det, men som storebror dengang, var det måske ikke verdens bedste oplevelse, og så afgjort et barns råb i desperation.

Det var heller ikke verdens bedste oplevelse, da to politibetjente kom og afleverede en cirka 12 årig Ulla efter en af de utallige gange, hun var stukket af hjemmefra.

Nils mener derfor, at det er vis form for “cirklen er afsluttet” i, at han i sidste uge skulle have besked fra to betjente om, at Ulla var sovet stille ind. Det kan man mene, selvom det var noget af et chok, at lukke op, og så står der to fuldt uniformerede betjente inklusiv skudsikre veste udenfor og spørger om de må komme ind.

I dag har vi så sagt endeligt farvel til Ulla, og i løbet af den sidste uge har Nils fortalt mere om hans og Ullas opvækst, og det var der absolut ingen curling over.

Indtil faderen giftede sig igen (med den onde og drikfældige stedmor) måtte Nils tage sig af Ulla. Det vil sige hente hende i en af de børnehaver, hun endnu ikke var smidt ud af og så følge hende hjem og være alene hjemme, til far kom fra arbejde. Nils var 8-10 år.

Det sjove er, at han husker det som hyggeligt. Han læste tegneserier højt for hende, når de sad der om eftermiddagen, og Ullas interesse for film, musik og tegneserier holdt ved. Når vi til familiesammenkomster quiz’ede, så var Ulla klar med svarene før os andre. Ganske, som man troede, hun sad og sov (dopet af et helt liv fyldt med psykofarmika), vågnede hun op, og råbte Harrison Ford el., og hun svarede som regel rigtigt.

Ulla var ind og ud af psykiatrien hele sit liv. Efter faderens død fik hun en psykose, og tilbragte tid på den lukkede, som bestemt ikke er noget sjovt sted at være, og hun skulle blive næsten 60 år, før hun fik en lille lejlighed på et bosted og dermed for første gang sit eget badeværelse.

Men jeg har aldrig hørt Ulla sige et negativt ord, og jeg har aldrig hørt hende tale dårligt om nogen. Der var ganske enkelt ikke noget ondt i Ulla, trods de hårde odds, hun havde fået i livets lotteri, og som skrevet, når noget gik galt, sagde hun “pyt med det”. Hun var som sådan verdens bedste gæst, for man kunne ikke gøre noget forkert. Selv min lyserøde sovs en juleaften spiste hun uden at drille mig efterfølgende. Vi grinede bare alle sammen – sammen!

Alt det sad jeg og tænkte over i kapellet i dag. Der er intet som dødsfald, der kan sætte tingene i relief, og få en til at værdsætte det liv, man har, og reflektere over, hvor meget man egentlig hænger sig i små og ubetydelige ting.

Så husk TV*2’s ord….. “Elsk det nu, det satans liv….” og i vores lille familie har vi besluttet, at fremover skal vores faste udtryk være “pyt med det”!

Ære være Ullas minde.

Også andre havde samme opfattelse af Ulla.