Der er så meget, kvinder godt forstår.

Jeg er fodboldfan. Jeg kan rigtig godt lide at se fodbold, jeg kan lide den sociale funktion fodbold har, jeg kan lide at være på stadion, og på Helsingør stadion kan jeg ovenikøbet lide pølserne.

Og tænk engang, nu er jeg så heldig at bo i den by, som landsholdet holder til i, og når de er samlet, og jeg går tur med hunden om morgenen, så bliver jeg overhalet af den ene veltrænede fodboldstjerne efter den anden, der er ude at løbe. Ikke så ringe endda.

Det lå ellers ikke i (fodbold)kortene, at fodbold skulle komme til at fylde så meget i mit liv, som det har gjort. I min familie dansede man, og vi har op til flere danselærere på stamtræet. Jeg selv startede på ”baby-holdet” som to-årig og dansede mig igennem hele barndommen indtil gymnasiefesterne satte en stopper for chancen på showholdet hos Britt Bendixen. Så det var ikke familietraditionerne, der  gjorde, at jeg tabte mit hjerte til fodbold.

Det var Elkjær – Preben Elkjær!

For i start firserne skete der noget nyt i dansk fodbold, og som så mange andre forelskede jeg mig i landsholdet, Gunnar Nu Rap (som egentlig ikke er særlig god), stemningen og Elkjærs revnede buksebag.

Den allerførste live fodboldkamp jeg så, var faktisk på Det Olympiske Stadion i Rom, ene og alene fordi Roma skulle spille mod Verona, og der spillede Elkjær som bekendt. Det sagde jeg nu ikke noget om til at de Roma fans jeg var omgivet af der oppe på de billige pladser, hvorfra Elkjær var på størrelse med en tændstik mand nede på banen.

Men det skulle blive til rigtig mange live fodboldkampe derefter, for tilfældet ville, at jeg qua mit arbejde i rejsebranchen kom til at arrangere rejser for både sportsjournalister og fodboldglade danskere, som ville ud og opleve fodboldkampe, og så var jeg ligesom nødt til at følge med. Både i selve sporten og også tit på turene.

Og der er noget særligt ved slutrunder. Hvad enten, det er EM eller VM, og så er det fantastisk at opleve, og hver slutrunde har sit særkende. Et år var det plastre på næsen. Den dille forsvandt hurtigt igen, så det gav nok ikke det ekstra ilt, som de prøvede at bilde os måbende tilskuere ind, at det gjorde. Så kom de farvede fodboldstøvler, så de besynderlige frisurer, så vuvuzelaen, som jeg helst vil forbigå i tavshed, og denne gang tror jeg, at det er de brede skilninger, der vinder.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til vores optaktsarrangement for at modtage “folkets hyldest”. Jeg står glad i baggrunden og klapper.

Slutrunder og elitefodbold er en ting, men jeg er også stor fan af alle voksne, som uge efter uge møder op i den lokale fodboldklub, og sørger for at lokalsamfundet har et sundt og sjovt samlingssted. Min beundring gælder selvfølgelig alle frivillige i idrætsforeninger, for deres arbejde er uvurderligt, men nu fik jeg altså to fodboldsønner, så det er her, jeg mest har haft min gang.

Tænk engang hvad en klub som BIF har gjort for lokalsamfundet i Brøndby. Det kan ganske enkelt gøres op, og netop BIF var årsag til at jeg endnu engang blev rørt til tårer over fodboldens rækkevidde. Lille Elvis på 6 år har spastisk lammelse og går med gangstativ. Alligevel havde han været til boldens dag i BIF og klubben efterlyste ham efterfølgende. De ville tilbyde ham at gå med holdet på banen i Parken til pokalfinalen. Elvis blev fundet, og at se ham gå stolt afsted med sit gangstativ ind på et propfyldt stadion smeltede mit hjerte endnu engang til det spil, jeg i forvejen holder så meget af.

Og ja – jeg kan godt off side reglen.

Her smeltede mit hjerte også. To unge, smukke mennesker, der stjæler sig til et minuts kærlighed, fordi han blev udtaget til dopingtest og derfor alligevel ikke kunne få en time med sin elskede. Hun i tårer – han i trøst. Længe leve kærligheden – også i fodbold.

Folke- eller netværksmøde?

Demokratistenen

I går kom jeg hjem fra dette års Folkemøde. Det er anden gang jeg deltager, og første gang, hvor jeg selv var del af en debat, men hvor jeg efter første gang var nærmest helt høj over denne demokratiets fest, sidder jeg denne gang tilbage med lidt blandede følelser.

Timme Bisgaard Munk har allerede været ude og omdøbe Folkemødet til DJØFstortion, og ærlig talt, jeg er bange for, at han har ret. Der er mere fætter/ kusinefest for kommunikationsbranchen m.fl., end der er folkefest over Allinge.

Men lad os starte i den positive afdeling. Jeg bliver stadig rørt over og stolt af at leve i et land, hvor vores politikere kan gå rundt blandt folket (og der er trods alt nogen) i shorts og t-shirt, og være åbne for at man stopper dem og giver sin mening til kende. Gerne efterfulgt af en kort diskussion. Jeg bliver også rørt og glad, når jeg står i en skøn blanding af hvem-som-helst og synger med, så godt jeg kan, på diverse højskolesangbogs sange. Det er stort, bevægende og helt igennem en positiv oplevelse. Folkemødet er en fantastisk ide!

Ikke alle politikere kan imidlertid gå sådan rundt. Stakkels Khader eksempelvis lever med PET og politibeskyttelse døgnet rundt, for det har sin pris, at tale mørkemænd imod, også i Danmark. Det er mig stadig en gåde, at hele nationen ikke står bag ham og andre, som må betale så høj en pris for deres meningers mod, og det er mig i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt hvilken side af spektret, det kommer fra. Alle skal have ret til at sige, hvad de mener uden at frygte for deres liv, og vi burde som borgere støtte op 100% om alle, der er truet på baggrund af det. Skam over jer, der ikke gør!

Grundtvig kan heldigvis gå frit rundt og diskutere med folk.

Nå, tilbage til det positive. I i år blev Folkemødet for min del beriget ved at jeg havde mine to teenage sønner med, og hvis jeg nu ikke fokuserer på rod og natteroderi, men udelukkende på det positive, så var det altså fantastisk at opleve Folkemødet gennem teenageres øjne.

Højdepunktet var en debat med Morten Albæk, Søren Pind og Stefan Hermann om dannelse. Da de kom på scenen, spurgte den yngste, hvem ham Dario’en var (Albæk var i topform med opknappet skjorte og slikhår), og da jeg så svarede, at det var filosoffen, kunne jeg næste høre, hvordan hans fordomme om, hvordan en filosof ser ud, falde til jorden. Det var sjovt, og det var vidunderligt at opleve to digitale teenagere stå helt stille i næsten en time og lytte til det talte ord fra de tre førnævnte og grine sammen med mig, da de tog mikrofonen (og dermed magten) fra ordstyreren og overtog hele showet.
Det var hele turen værd.

Dario & co

Vi havde også en skøn oplevelse med et “lykkehjul” hos foreningen for psykisk syge, hvor en sød dame med jordbærhue bød på pebermyntepastiller og samtale, og drengene har selv fortalt, hvor stort indtryk det gjorde på dem, at være forbi hos Forsvaret, hvor veteraner i rullestol spillede volleyball mod politikere og vandt. Der er mange små højdepunkter.

Men der er altså mere netværksmøde end folkemøde over det hele, og kors hvor jeg dog savner Mads Holger, der ellers plejede at være fast inventar og bagefter spidde det hele med sine sylespidse kommentarer. Dem har både vi og djøf’erne brug for, også selvom en del havde valgt at blive væk i år. Ikke i stilhed selvfølgelig. Et fravær skulle naturligvis uploades på SoMe, så der i det mindste var lidt street credit som “first mover” over ikke at være til stede.

Der var dog stadig rigeligt af mennesker, hvilket også har fået de driftige Bornholmere til at sætte priserne i vejret. Meget i vejret! Jeg var så heldig at få fingre i en lejlighed bare 30 min. gang fra Allinge. Tro mig, det er et fund med 26 kvm. så tæt på. Det måtte vi (min arbejdsplads) så også betale den nette sum af 7.500,- kr. for, hvilket giver en nats pris på 1.875.-, men så havde vi også de 26 kvm. hele ugen. Tro mig, det var et fund, skrevet helt uden sarkasme, men det er vel næppe en pris, folket kan betale.

Nåh jah, så kan man jo også ligeså godt nyde det.

Helt galt går det til aftenarrangementerne fredag aften, der har udviklet sig til noget, der ligner nattelivet i storbyerne inkl. dørmænd. Her gælder det om at have invitation til de rigtige steder. Et kommunikationsbureau, et forlag og en politisk parti fører. Det politiske parti har reelt både “landgangsmand” og armbånd a la festival’er, mens man trods alt stadig kan snige sig ind hos kommunikationsbureauerne, der selvfølgelig har eksklusive arrangementer med måske kommende statsministre og andre kendte.

Jeg var inde (fed følelse) – jeg havde invitation til et af arrangementerne, og mine sønner var tilstrækkeligt fremme i skoende til at de fik tiltusket sig et armbånd og en masse gratis cocktails, men folkeligt – ikke det, der ligner.

Hvad skal jeg så mene om det? Jeg aner det ikke.

Jeg er stadig helt vild med Folkemøde konceptet. Det er genialt, og jeg har en fest, selvom jeg går så meget, at jeg nu ligger med ondt alle steder (I’m too old for that shit!), men når det så er sagt, så trænger Folkemødet altså til at kigge indad. Det skal ikke bare være en undskyldning for at alle, der er noget med ord, kan holde Danmarks største netværksmøde over tre dage.

Ses vi næste år?

Min egen debat, og min “hjertesag” – de kreative erhverv kan skabe vækst, hvis de samarbejder. Her symboliseret ved kommercielle, kommunale og kunstneriske interesser.

 

Jeg kan godt lide ord!

Spread the Word!

Jeg har fået min første bestyrelsespost. I wordsdenmark.dk, og det er der nærmest en højere mening med, for jeg kan rasende godt lide ord. Det har jeg nu altid kunne og folk, der har kendt mig længe, vil sikkert hævde, at det var derfor, jeg snakkede så meget før i tiden.  Det skal jeg lade være usagt, men faktum er, at jeg altid har holdt meget af både at læse ord, sige ord og ikke mindst at høre ord.

Det kom jeg til at tænke over her i weekenden, hvor jeg var til Words Festival i Helsingør. Her bliver ordet levende i bogstavelig forstand. Levendegjort af fortællere fra hele Europa – flest danske, som fortæller historier om hvad som helst fra taxature (kan være rigtig spændende, når taxachaufføren er fra Israel og kunderne fra Palæstina) over kærlighed til erotisk thriller og gysere i den til dagen udnævnt “Horror Kælder”. Iøvrigt kælderen under mit kontor (!).

Men mens jeg sad der tryllebundet og lyttede, slog det mig, hvor meget jeg altid har holdt af ord. Især de der ord, der ligger rigtig godt i munden, eller er lidt sjove. Som eksempelvis Feargal Sharkey – 80’er popsanger med et stort hit! Prøv lige at sige det igen – Feargal Sharkey. Man ser nærmest Jaws for sig, selvom popsangeren sikkert var og er en meget sympatisk mand.

En af mine ungdomsveninder og jeg havde en svaghed for svenske ord, og vi vil hårdnakket hævde, at det var os, der fik alle i Danmark til at benytte ordet “kendis”, for vi startede. Siger det bare! Under en sommerferie i Italien havde vi ovenikøbet en lille konkurrence kørende om hvilket svensk ord, vi bedst kunne lide. “Alkis” var jo nærliggende, og “juridik” er også et godt ord, men vi endte med henholdsvis “puss” og “nunnor”, som selvfølgelig blev til “pussande nunnor”. Som om!

Så er der de ord, der ikke rigtig benyttes længere, men som man godt kan savne en gang i mellem. Kålhøgen. Fantastisk ord, der slet ikke betyder det, man umiddelbart tror, og afgjort et ord, vi burde benytte noget oftere. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par stykker, som jeg uden at skamme mig, vil kalde for kålhøgne.

En døgenigt er det altså også lidt synd, er forsvundet helt ud af dagligdags sprog. Der er noget Kaptajn Haddock sprog over det ord. “Dit fladpandende, brolagte, grødfyldte penalhus” skældte Haddock engang Bjævermose ud for at være, og det mest syrede er, at jeg kan huske hele smøren ordret endnu.

Men jeg læste også meget som barn, både tegneserier og bøger, og det er sikkert derfor, jeg blev nærsynet, og fik briller allerede som 10-årig. Det var ikke så cool dengang. Det var det egentlig heller ikke, at holde til på biblioteker, men det var nu engang der, jeg fandt helle i nogle perioder, og ord dufter også godt. Der er en helt særlig duft på biblioteker af nye og gamle bøger, der kalder, for at dele deres hemmeligheder med en.

Men tegneserierne, de var cool og sproget farverigt. Bare tænk på hele Andeby universet med “Langbortistan” og “Lille Hjælper”, og hvad var verden uden Fætter Guf? Nogle gang er jeg helt ked af, at børn ikke læser Anders And mere. Heldigvis har de unge opfundet Poetry Slam, og selvom jeg ikke kan holde rap ud (det må man godt sige, når man er 50something), kan jeg høre, at mine sønner finder samme glæde i rappernes ordstrøm, som jeg altid har gjort i Billy Joels tekster (de tidlige….), så helt skidt står det vel ikke til.

Men vi læser generelt for lidt poesi, for her kommer ord rigtig til sin ret

So your mouth tastes like sunshine”          – The Rumour Said Fire.

Eller Strunge: “Ned med himlen, op med drømmen”. Alt i en sætning. Og alle os, der har set “Fire bryllupper og en Begravelse” kender vores Auden, uden at vide det. “Stop all the clocks”, også kendt som “Funeral Blues”. En titel, der i sig selv giver inspiration til nogle flere ord, men det må blive en anden gang.

Den ultimative opfinder af ord og udtryk, må imidlertid være Shakespeare. De fleste er bare slet ikke klar over, hvor meget han har beriget vores sprog med. For bare at nævne nogle få “et hjerte af guld”, “forsvinde ud i den blå luft”, “Ikke have lukket et øje” eller noget så banalt som “catch a cold”. Tag en tur på Google, hvis I vil se flere, og “det er ikke af samme stof, som drømme”.

En af mine store helte har altid været Dan Turrell, og han kunne i den grad noget med ord. Faktisk holdt jeg mest af at lytte til ham, men jeg må også indrømme, at en af de bedste julegaver, jeg nogensinde har fået, var da min mor havde fået ham til at signere en af sine bøger til mig. Den står stadig på hæderspladsen, og har faktisk været med til at starte en trend i vores familie, hvor vi samler på signerede bøger. Hergé kommer ind på en klar 2. plads.

To af de signerede

På mit spejl sidder et klistermærke, hvor der står “Thoughts become things. Think good ones”, men der kunne også stå: “Tanker bliver til ord, ord bliver til handlinger”. Vi skal nemlig også passe på med vores ord. De slår hårdere, end man regner med. Det er ikke uden grund, at man altid har hævdet, at pennen er stærkere end sværdet, og især i disse SoMe tider, skal vi holde øje med ordene.

Men generelt, skal vi bare elske ord, og vi skal bruge dem flittigt og gerne finde gamle ord frem og give dem nyt liv. Ord er berigende, fordi de lukker vores verden op, får os til at le og tænke. Og det er ikke så ringe endda!

Vi har brug for hyggeradio

Jeg ved det godt. Det nye sort er podcasts, og jeg ved også godt, at der absolut intet ”street credit” er ved at skrive, at jeg hører P4, og at hvis jeg endelig hører en podcast, så er det fordi, der er et hyggeprogram jeg ikke lige fik lyttet til, og ikke fordi jeg har intentioner om at blive klogere på Malcom Gladwell eller andre under min løbetur. I øvrigt løber jeg slet ikke.

Men jeg kan godt lide at lytte til radio, og det har jeg faktisk altid kunne. Jeg synes radio er et fantastisk medie. Måske fordi man selv er i stand til at danne sig nogle billeder, mens man lytter. Det er bøger for ørerne.

Og så er jeg vokset på med radio. Det første, der skete om morgenen i mit barndomshjem var, at der blev tændt for transistoren, så man kunne høre radioavisen – og Frøken Klokken.

Da jeg var barn, var der nogle fantastiske radioprogrammer for børn. I mange år bestyret af Hans Bischoff, som nogle af jer måske er gamle nok til at huske. Jeg troede fejlagtigt, at han så ud som en italiensk fotomodel, og uden at fornærme Hr. Bischoff, så blev jeg noget skuffet, da den hyggelige, rare mand med fuldskæg begyndte at forklare os alle om skatteteknikaliteter på fjernsynet. Der var ikke meget Dario der. Men sådan kan stemmer snyde.

Jeg kan også stadig huske en radioføljeton om ”Trifitterne”. En sci fi gyser, hvor menneskeædende planter overtog jorden. Min mor og jeg sad klinet til transistoren i sommerhuset, mens vi gøs, og i flere måneder efter kiggede jeg skævt til enhver bjørneklo og lignende planter. Bogen bag føljetonen står i dag på min reol.

Orson Welles skabte decideret panik med historiens måske mest berømte radiospil – Klodernes Kamp i 1938

Jeg blev ældre, og så kom der en lang radio ørkenvandring. I hvert fald i forhold til morgenradioen. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte på derinde på Rosenørns Alle, men jeg husker tydeligt, hvordan hele sendefladen mellem 7 og 8 om morgenen var fyldt med radioavis på dansk og engelsk, ”Vi bruger også”, vejrudsigt og vist nok også nogle farvandsudsigter. Det havde vi rigtig meget brug for på Vesterbro, men jeg lærte da ordet Doggerbanke. Blev der endelig spillet et stykke musik, så var det jazz. Musikvælgerne var meget glade for Niels Henning Ørsted Pedersen dengang. Han var også god, men måske ikke ligefrem spring glad ud af sengen musik.

Heldigvis skete der noget, og der skete også noget med monopolet. Ikke Mads’, der blev fremtidens hyggeradio per excellence, men monopolet blev brudt, og stor var min forundring, da jeg en dag havde et ærinde i Radiohuset, og receptionisten sad og lyttede til Voice (!)

I dag er der et hav af radiostationer, og det er skønt, at kunne vælge efter stemning og ønske og også hvornår vi vil lytte til vores yndlingsprogram, men der er nu noget særligt over at lytte til det samme program live.

Det tænkte jeg over i morges i bilkøen på vej mod København. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg gætter på, at ganske mange af os sad og lyttede til den samme morgenradio. Flagskibet på radiosiden, og netop denne morgen, var det nogle af mine yndlingsværter. De rigtig gode værter forstår at hygge om os og få os godt op og i gang uden at det bliver omklamrende eller patetisk. De får os til at smile, til at tænke over noget, og de får os til at føle os som en del af et fællesskab. Et rart fællesskab. Et fællesskab, hvor man vil hinanden det godt, og hvor man på trods af uenigheder altid i den sidste ende finder ud af det sammen.

Og så er det ikke sikkert, at din hyggeradio er den samme som min. Det er også lige meget. Det afgørende er, at vi engang imellem og gerne ofte, lytter til noget, der binder os sammen og får os i godt humør. Der er så pokkers meget, der ikke gør på alle andre sendeflader.