Den der alder – er den ikke bare et tal?

Jeg er ældre end Kronprinsen. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Det har jeg været, siden han blev født, så det har jeg vidst i 50 år. Derfor gjorde jeg mig heller ikke nogen prinsesseforhåbninger som teenager, og jeg valgte ikke gymnasium efter prinser. Ikke at jeg havde haft nogen chance overhovedet, hverken hos ham, hoffet, befolkningen eller PET, men dengang kiggede yngre teenagere bare ikke efter ældre ditto – når det altså var pigen, der var ældre.

Det har ændret sig. Man har ovenikøbet fået flere ord indenfor genren ældre kvinder og yngre mænd – cougar og milf er bare to, og flere kvindelige hollywoodstjerner har med stor fornøjelse flashet deres yngre mænd med samme selvfølgelighed, som mænd altid har gjort med deres nyeste “vedhæng” (sorry… men det er det altså i visse tilfælde). Og så har jeg slet ikke nævnt Macron.

Noget har altså flyttet sig, og både mine sønner og flere af deres venner har også som 1.G’er scoret 3.G. piger. Omend jeg synes, at jeg har nogle lækre sønner, og at deres venner også er faldet ret godt ud, så forstår jeg det stadig ikke helt. Og det er nok… ja, min alder.

Når man kommer over teenage stadiet, gør det ikke helt så meget mere. Så har vi ligesom udlignet, men der er altså for mange drenge, der stadig er motorisk ude af sync, fordi al ting vokser, også bumserne, omkring de 16 år til at piger i ditto alder gider at kigge efter dem.

Men tilbage til Kronprinsen. Han er jo skøn! Frederik af folket og han passer til sin alder – hvis vi altså ser bort fra trampolinhop, og, har vi lige lært af Marys fabelagtige tale, hvid lycra. Men han er stadig yngre end mig, og det betyder, at når han bliver konge, så er Kongen af Danmark yngre end mig! Den tanke er jeg faktisk ikke helt pjattet med, heller ikke selvom alder kun er et tal.

Min mand har det med politibetjente. Det er mange år siden, han begyndte at undre sig over, at de altså blev yngre og yngre. Nu omtaler han det slet ikke længere. For mig var det ministrene, der pludselig så ud som om, de lige var hoppet ud af gymnasiet og ind i Folketinget. Det var de stort set også i en periode, men det er heldigvis også blevet justeret lidt. Der skal gerne være lidt af det hele -kvinder, mænd, yngre, mellem og ældre, så vi alle er repræsenteret.

Men jeg er også ældre end statsministeren – og det svir… lidt! For så er man pludselig i den der mellemalder. Jeg er ikke gammel nok til at være ligeglad og bare “sidde på en bænk, der hvor havet slår ind ved molen”. Jeg er stadig også så ung tilsyneladende, at jeg har brug for en eller anden form for faderfigur m/k,  til at passe på mig og mit fædreland, og det passer rigtig dårligt sammen med at være ældre end både konge og statsminister. Hmmmm!

Men du har da din mand, kan man så sige. Ja, det har jeg, og han er ældre end mig. Det er i og for sig også noget skidt, for de holder jo som regel ikke så længe de der mænd, så ham vil jeg egentlig gerne have lidt yngre. Han holder sig heldigvis godt, så jeg får nok lov at beholde ham et stykke tid.

Og så ramte jeg lige en ting mere… “holde sig godt”. Hvornår er det lige, en kvinde går fra at se godt ud, til at holde sig godt? Jane Fonda ser forrygende ud, så hun holder sig godt eller?

Min mor sagde altid, man må ældes med ynde, og så må man finde det bedste ved den alder man har (min mor var en klog kvinde). Iøvrigt er alternativet meget værre, skal man huske på.

Så dermed ikke mere alders snak. Vi leger, at det bare er et tal, og at 50’erne er de nye “fyrre”. Dermed stort tillykke med fødselsdagen, Deres Kongelig Højhed. De holder Dem godt, og heldigvis er jeg yngre end vores statsoverhoved noget tid endnu.

En Dronning og hendes Kronprins.

Den forbandede flinkeskole!

Jeg troede egentlig, at nu når jeg havde nået den alder, jeg har, så ville det efterhånden også være farvel til flinkeskolen. Men ligesom jeg troede, at når langsynetheden med alderen satte ind, så ville den ligesom udligne den nærsynethed, der har gjort, at jeg har haft briller, siden jeg var 10 år og jeg dermed ville slippe af med dem – brillerne altså, så tog jeg fejl.

Jeg har stadig briller, nu bare med såkaldt glidende overgang og de er dobbelt så dyre, og jeg ligger stadig under for regelsættet i flinkeskolen, og gør ikke altid, som jeg har mest lyst til. Arghhhh!

Det kom jeg til at tænke over i morges efter at have læst et indlæg af Emilia van Hauen om kvinder, der når de er vrede, kommer til at græde i stedet for at skælde ud. Ofte i situationer, hvor det er højst upassende, og ofte er der tale om højt begavede, selvsikre og kompetente kvinder, der står med øjnene løbende, når en chef eller en kollega gør noget, der gør dem gale.

Det føles så ydmygende, og det kan jeg tale med om, for jeg er en af dem. Jeg har prøvet at forlade min arbejdsplads med tårerne trillende og et raseri indvendigt på størrelse med Vesuv i udbrud.

Emilia skriver, at kvinder der græder, når de er gale, ofte er piger, der har lært, at de godt må være kede af det, for så bliver de trøstet. De får kærlighed. Omvendt, så har de som små lært, at når de bliver gale, så får de en kold skulder.

Jeg er ikke helt sikker på, at det er den endegyldige sandhed. Jeg kan sagtens blive så gal, at jeg sprutter. Spørg bare min sønner. Men nu er Emilias betragtninger også mere generelle i modsætning til mine, der er personlige.

For mig handler det om uretfærdighed. Jeg er simpelthen ikke gearet til åbenlys uretfærdighed, og de gange, hvor jeg er blevet bragt i en situation, hvor nogen åbenlyst begår uretfærdigheder, er grænseoverskridende eller gør noget andet, der skriger til himlen, så går jeg tilsyneladende i baglås, og så kommer tårerne. Jeg bliver så paf over vedkommendes opførsel, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt. For sådan gør man bare ikke.

Men nogen gør!

Og her er det så desværre, at regelsættet fra flinkeskolen ofte tager over, og bestemmer ens (-læs min) opførsel. Det duer bare overhovedet ikke til noget som helst, hvis ikke alle spiller efter samme regelsæt i større eller mindre grad. Ligesom færdselsregler og etikette. Hvis vi allesammen følger dem, glider trafikken let, men hvis bare en bryder og kører overfor rødt, kan nogen komme alvorligt til skade.

I arbejdssituationer er det selvfølgelig rigtig skidt, og her skal en ledelse gribe ind. Øjeblikkeligt. Det er det, man har ledelser til. Det sker desværre bare ikke altid, og især ikke, hvis det er ledelsen selv, det er galt med. Men det finder jo også sted i privatlivet, at nogen opfører sig helt håbløst.

Her kan man til gengæld i de fleste tilfælde klare det lettere. Man går bare et andet sted hen i selskabet, så man slipper for den grænseoverskridende person – og her tænker jeg altså ikke på den umulige onkel, som vi alle har i familien.

Jeg har også flere gange meldt afbud til diverse, fordi jeg vidste, der kom personager, jeg ikke kunne holde ud i længere tid af gangen. Det er sikkert gensidigt, og så slap vi så alle så fint ud af akavede situationer, før de opstod.

Men jeg har også prøvet at være i en situation, hvor jeg ikke kunne komme væk, men var bænket til et bord i flere timer med et menneske, der var fuldstændigt grænseoverskridende, irriterende og rigtig dårligt selskab. Kort sagt – frastødende.

Say no more!

Det oplevede jeg blandt andet ved et arrangement , hvor min mand også var med, og jeg vidste allerede indenfor de første fem minutter, at det her, det bliver ikke sjovt, men med afsæt i flinkeskole regelsættet bed jeg det meste i mig, og opførte mig høfligt. Kun det meste – et par giftigheder slap ud.

Efterfølgende diskuterede vi selvfølgelig arrangementet, og vi var grundlæggende enige om vedkommende. Men hvad skulle vi have gjort?

Til at begynde med var vi høflige og forsøgte at have en samtale. Det viste sig umuligt, da vedkommende talte hele tiden. Altså hele tiden – som i HELE tiden, og det var ikke ligefrem guldkorn, der kom ud af munden.

På et tidspunkt er høfligheden så tyndslidt. Men man gør alligevel ikke noget. Man siger ikke højlydt, måske skulle du give din hustru en chance til også at sige bare et par ord. Eller måske skulle du sætte dig lidt ind i sagerne før du udtaler dig. Eller hvor vover du at tale sådan om kvinder (det gjorde jeg nu et par gange, men det prellede af).

Reglerne fra flinkeskolen er for stærke.

I netop dette tilfælde havde vi stor respekt for arrangøren, som havde gjort sig umage. Vi syntes derfor ikke, vi kunne være andet bekendt, end at spille med, og så gå hjem ligeså snart, vi kunne tillade os det. Bemærk udtrykket – tillade os det.

Men kunne vi have tilladt os noget andet? Kunne vi have rejst os op og sagt – nu kan vi simpelthen ikke holde ud at høre mere på dig og din chauvinistiske, ubegavede talestrøm, det er vores liv simpelthen for kort til, og så være gået?

Hmmmm…. jeg er stadig i tvivl. Havde det ikke været af ovenstående årsager, så havde jeg rejst mig og var gået, så lidt har jeg da lagt flinkeskolen fra mig

Der arbejdes på sagen….

Det er ikke så svært

 

Når cirklerne bliver for små og usikkerheden for stor, er det tid at komme ud af “comfort zone”

Venskabet
Min måske tætteste veninde og jeg har ikke boet i samme land siden jeg var 17- 18 år.  Alligevel er vi stadig meget tætte og betragter os nærmest som søstre, og det har aldrig gjort os eller venskabet noget, at den ene altid var i en anden tidszone.

To 16 – 17 årige veninder

Det giver sig selv, at når man bor flere tusind kilometre fra hinanden og Internettet, Skype og Facetime ikke er opfundet endnu, så har der igennem årene været perioder, hvor vi ikke talte sammen hver dag, uge eller måned for den sags skyld. Det er noget lettere -og billigere- nu, så nu er der også tid og råd til at tale om små dagligdags ting, som dumme naboer og større behov for tandlæge besøg (hvor det så end kom fra…), og farven på sengetæppet.

Det har nu aldrig været et problem for os. Vi har altid instinktivt vidst, når den anden havde brug for at tale eller havde brug for hjælp, og vi har så mange eksempler på, at vi har forsøgt at få fat i hinanden samtidig, at vi helt er holdt op med at finde det bemærkelsesværdigt. Vi er også næsten holdt op med at grine over, at vi altid køber ens tøj (hun vejer betydeligt mindre end mig, hvilket giver hende lidt større valgmuligheder.. hrmf….). Senest sad hun i Marrakech, jeg i Paris og vi havde ens bukser på, hvilket Instagram afslørede. Og nej, vi taler aldrig om tøj!

Hvad er det så, der binder os sammen? Altså udover en lang fælles historik, og en nærmest overmenneskelig evne til at forstå og acceptere hinanden på godt og ondt?

Vores nysgerrighed, livslyst og ønske om altid at udvikle os, er et godt bud!

Vi er begge, og har altid været, ekstremt nysgerrige på livet. Vi er interesserede i mennesker og nysgerrige på deres liv, kultur og måde at tænke og leve på. Derfor har vi begge to også altid holdt af at rejse meget, og vi bor gerne i både kortere og længere perioder i udlandet.

Livet har imidlertid formet sig forskelligt for os. Ikke så underligt, for vi er to forskellige personligheder, men vi har altid haft ovenstående som fællesnævner. Men så for nogle år siden, skete der noget med mig, der gjorde, at jeg pludselig blev usikker overfor ting, jeg ellers plejede at være fuldstændig ligeglad med. Jeg begyndte at blive frygtsom.

To 50something veninder

Frygtsomheden, der kom snigende
Med et langt arbejdsliv i rejsebranchen, har jeg været privilegeret og rejst meget og med stor fornøjelse. Men pludselig blev jeg så bange for at flyve, at familien måtte på bilferie flere år i træk, og selvom en af mine store drømme var at køre i autocamper med familien i USA, var tanken om at flyve over Atlanten helt udelukket. Jeg har nære venner i Boston, som jeg aldrig har besøgt, og føromtalte veninde boede i en periode i Costa Rica, uden at jeg så meget som overvejede at udnytte chancen til at opleve et af verdens smukkeste lande.

Men det var ikke kun det med flyvemaskinerne. Jeg kunne også mærke, at jeg blev frygtsom på andre områder. Det er ikke let at køre i indre København i myldretiden, men det har jeg jo altid gjort, så pyt med det. Indtil det lige pludselig ikke var pyt med det længere. Jeg begyndte at undgå at køre i indre København (det er Enhedslisten sikkert svært tilfreds med), og langsomt var der også andre ting, som jeg lige så stille og roligt undgik.

Noget kan hænge sammen med alderens sårbarhed, men det er ikke hele forklaringen, og forleden fortalte min veninde mig så om et længere varende besøg hos en af hendes gamle veninder, der havde udviklet sig til noget helt andet end forventet, da kvinden stort set ikke ønskede eller rettere turde at bevæge sig udenfor sine meget små cirkler, og dermed måske ikke ligefrem var den sjoveste værtinde at bo hos.

Det fik mig til at reflektere over min egen frygtsomhed, og hvad der lige var sket.

Alle de ting, man gør ofte, bliver almindelige og ikke noget at være bange for. Kører man bil i indre København hver dag, er det en rutine. Min mand har kontor i London, og for ham er det at flyve frem og tilbage det samme som at tage Kystbanen til København – bare mere rettidig og med siddepladser. Er man i et job, hvor man møder nye mennesker hver dag, er det rutinen og for en underviser eller oplægsholder er det at stå foran en større forsamling og tale hverdag, mens det skræmmer livet af de fleste.

Så hvad var der lige sket med mine hverdagsting?

Skønne Helsingør

Da cirklerne blev mindre
Jeg forelskede mig hovedkulds i Helsingør for 20 år siden, og jeg er stadig forelsket i byen. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg hev teltpælene op af Vesterbros asfaltsbelægning og flyttede her til.

Jeg har heller ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at være hjemmegående med mine to drenge i nogle år, da de var helt små. Heller ikke selvom det kostede lidt ekstra at komme tilbage i arbejdshierarkiet og en del nedladende bemærkninger (kun fra kvinder), men jeg var ikke opmærksom på, at det at gøre cirklerne mindre, også har nogle bivirkninger. Blandt andet, at ting, jeg tidligere havde gjort med største selvfølgelighed pludselig krævede overvejelse og i nogle tilfælde blev valgt helt fra.

Jeg er for længst tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg kommer også vidt omkring, men noget var alligevel forandret. Flyveturene eksempelvis, og selvom jeg altid har hadet at gå receptioner, plejede jeg trods alt ikke ligefrem at vælge dem fra. Jeg var også bogstaveligt talt blevet tung i rumpen, og ikke til at drive ud fra hjemmet, hvis jeg først var kommet hjem og havde smidt mig på divaneseren.

Der var med andre ord, nogle advarselslamper, der begyndte at blinke. Ikke i forhold til… åh, jeg må ikke blive sådan, og sådan, jeg er efterhånden også blevet så kølig i rumpen, at det er jeg fuldstændig ligeglad med, men i forhold til at “nu skal jeg passe på, at jeg ikke går i stå!”

Heldigvis har jeg to teenage sønner, der nok skal holde mig igang, og jeg har også en nær veninde, der skubber til mig med blandt andet skrækhistorier om kvinder, der virkelig går i stå, men jeg tror faktisk, at det her er mere almindeligt, end man tror.

En ting er at gå i stå i forhold til tøj, frisure og musik. Man kan altid se på folk, hvilket årti, de holdt mest af på deres påklædning, hår eller hvilken yndlingsmusik, de har, men det er noget andet, hvis man går i stå og holder op med at være nysgerrig på livet – og bliver frygtsom.

Det skal vi 50something passe lidt på med. For vi har det jo godt, og vinen er god, Netflix eller HBO har altid lige en god en serie, og så behøver vi jo ikke at flytte os ud af stedet, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.

Men med de mindre cirkler kommer også noget snigende….. ladhed og i mit tilfælde frygtsomhed, og så går vi faktisk glip af en hel masse.

Så jeg har taget mig sammen. Jeg har fløjet mere det sidste år, end de sidste fem. Jeg er ovenikøbet begyndt at overveje en tur til USA, og jeg har med fuldt overlæg meldt mig til nogle træningshold, hvor jeg ikke kender et øje og sidder i stillinger, der meget lidt flatterende at se på.

Jeg er med andre ord trådt ud af comfort zone, og bare det, at jeg er begyndt at skrive en blog, der er offentlig og ovenikøbet om noget så utjekket som om at være midaldrende kvinde, er ligeså grænseoverskridende for mig, som det er for andre, at gå nøgne ned gennem Strøget.

Men det virker! Jeg har fået lettet føromtalte tunge rumpe, og flytter mig igen, også via flyvemaskiner, og det kan varmt anbefales – altså at komme ud af comfort zone.

Uden sammenligning…. Der gror aldrig mos på en rullesten!

Kom ud af “Comfort Zone”

Noget om at være privilegeret og om børn, der ikke er det.

Slottet i Bourgogne

Søndag nat kom jeg hjem fra en fuldstændig fantastisk weekend i Frankrig. Min meget nære og gode ven gennem 31 år, var gået hen og havde rundet de 50, og havde besluttet sig for at leje et helt slot i Bourgogne, og så invitere alle sine venner til en fødselsdags fest, der strakte sig over en hel weekend! Så bliver det ikke meget bedre!

Slet ikke, da han for at forkæle mig (lidt dronning har man vel lov at være ;o)…) indkvarterede Nils, min mand, og mig i slottets suite. Det var overdådigt, og som om det ikke var nok, så var weekenden startet med en romantisk nat i Paris.

Nils har altid været forelsket i Paris, så da vi mødte hinanden for snart 20 år siden, var noget af det første han gjorde, at invitere mig på en weekend til Paris, hvor vi som nyforelskede selvfølgelig havde det vidunderligt, og blandt andet spiste rørt tartar på Brasserie Lipp. Vi er lidt “tartar afficionados” begge to. Mange år senere, da han trængte til at være alene, var det også Paris han kørte til på sin motorcykel, men det er en helt anden historie.

Og nu er vi så der i livet, hvor vi begynder at få mere tid til hinanden i takt med at drengene bliver selvkørende. Vi skal måske ikke ligefrem genopfinde vores ægteskab – det gjorde vi efter føromtalte motorcykeltur, men vi skal i hvert fald til at udnytte vores nye frihed på en god måde sammen. Og hvilken bedre ide, end en nat i Paris, når nu vi alligevel var inviteret til Frankrig.

To lalleglade, midaldrende på pariser weekend!

Paris er nem og billig at komme til, også selvom man ikke kan lide at flyve, og fra lufthavnen er det bare af sti, afsted med RER til venstre bred. Men her var det så, at jeg første gang blev alvorligt mindet om, hvor privilegeret, jeg er. Ikke, at jeg ikke er klar over det, men nogle gange oplever man ting, der virkelig sætter tingene i relief.

Gare du Nord har altid været et lettere skummelt sted. Selv da jeg interrailede, var det stationen, man fik besked på at holde sig fra, men nu er “jagtmarkerne”,  om man så må sige, blevet udvidet til også at omfatte togene.

Da vi holder ved perronen kan man høre en voldsom barnegråd og skrigeri. Jeg tror først, der er tale om et hysterisk barn, som når velfærdsbørnene i Danmark går i hysterisk krampegråd over ikke at må få slik i supermarkedet, og i og med ingen i toget reagerer, går jeg ud fra, at det ikke er alvorligt. Få sekunder efter bliver en lille, grædende pige imidlertid bogstaveligt talt smidt ind i toget af sin sigøjner mor (må man i det hele taget skrive sigøjner mere?), som råber og skælder og smælder af barnet.

Først forstår jeg slet ikke, hvad der foregår, og jeg kigger forvirret op. De øvrige franske passagager er ganske upåvirkede og tilsyneladende vant til scener som disse.

Moderen, hvis det altså er moderen, for det kan jo sagtens være et kidnappet barn (nej, hun lignede ikke Madeleine), skælder stadig ud, og sender så pigen ned af mellemgangen for at tigge. Pigen er vel omkring de 8 år, men meget lille af statur, og går snøftende afsted med hånden fremme, mens hun trodsigt tørrer sine øjne.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!

Jeg vil ikke give pigen penge. Jeg føler mig heller ikke nok på hjemmebane til at rejse mig op og give “moderen” en ordentlig skideballe – på hvilket sprog iøvrigt? og da jeg kigger olmt op, får jeg “blikket” fra en medpassager, der angiveligt opfatter mit dræberblik som rettet mod pigen. Intet er mere forkert. Mit hjerte bløder for denne lille pige, der burde være i skole sammen med sine jævnaldrene, men som lige nu går, meget tydeligt mod sin vilje, og tigger i toget. Samtidig kan jeg mærke, at jeg koger indvendig af raseri mod kvinden.

Jeg vælger den lette udvej. Kigger ned, ignorerer pigen og glæder mig til jeg skal af toget kort tid efter, men er dybt rystet, da vi kommer op i den parisiske sol, og kan ikke helt ryste oplevelsen af mig. Endnu værre bliver det, da jeg senere på dagen læser en overskrift på en af online aviserne om en “babyfabrik” man har lukket i Nigeria. Her producerede man (ja, i bedste nazistiske stil) angiveligt børn til slaveri og pædofili i Europa.

Nå, nu er vi i Paris, solen skinner, og vores hotel er vidunderligt. Det samme er tartaren på Lipp, der i sig selv er en oplevelse, og livet er igen skønt. Jeg er nyforelsket i min mand, og nu skal vi spadsere med hinanden i hånden under den parisiske stjernehimmel langs Seinen hjem til vores hotel.

Udover tartaren er der altid oplevelser på Brasserie Lipp

Der er bare den lille detalje, at først skal vi passere endnu en sigøjner kvinde, der sidder på gaden og tigger. Denne gang ikke kun med et barn – men med to. Det ene er en pige på omkring 3 år, og det andet er en dreng på max. 1 , som ligger og skutter sig på et tæppe i lyset fra Louis Vuitton butikken, de sidder foran.

Raseriet bobler i mig igen, og denne gang sender jeg dræberblikket til den unge kvinde (og hun er ung), som med al tydelighed signalerer, at jeg finder hendes handlinger dybt uansvarlige.

Jeg har rejst i mange lande, og jeg har set fattigdom før. Jeg har engang i Vietnam besøgt en mand, der bogstaveligt talt boede i en jordhule,  jeg har oplevet kvarterer på Philippinerne, som jeg ikke har lyst til at huske, og der har altid været sigøjnere i eksempelvis Rom, som gik rundt med en bedøvet baby på armen. Jeg har også fravalgt at rejse til steder, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue den armod,  jeg ville møde i respektive lande. Jeg bliver ulykkelig og påvirket og får dårlig samvittighed over at være så priviligeret, som jeg er.

Men selv i de mest forarmede områder og fattige kvarterer, har de fleste trods alt passet på deres børn. Nej, jeg er ikke naiv eller uvidende, men der er hos størstedelen af alle forældre et beskyttergen overfor deres egne og også tit overfor andres babyer / børn, og selvom nød kan tvinge forældre til at sætte deres børn i situationer, de ikke ønsker, så er det for de fleste kun ved ekstrem nød.

Dette var ikke tilfældet i Paris. Det var helt tydeligt, at dette var systematisk,  kynisk og at det ragede “mødrene” en papand, om børnene var i skole, blev ydmyget, ødelagt eller syge. Det var anderledes end noget, jeg har oplevet før.

Europa undergår i disse år nogle markante forandringer. De ting, som vi tager for givet, er under pres, og menneskesyn, som vi troede forsvandt med Dickens bliver mere og mere almindeligt, så vi skal passe meget på, hvis vi vil bevare et Europa, hvor vi har en fælles forståelses ramme for eksempelvis, hvordan vi behandler børn.

Vi skal ikke tillade, at helt små børn bliver brugt til at tigge, hverken i toge eller på gader. Her må myndighederne skride ind. Hårdt! og før det bliver en almindelig oplevelse. For få år siden ville et skud i København rydde forsiden. I dag er en skudepisode nærmest en notits på side 4, og misbrugte børn må ikke blive et syn, som vi bare kigger væk fra og ikke gør noget ved, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi bliver vant til synet.  Jamen…ævle bævle… og det sker jo ikke i Danmark, og hvad-ved-jeg.

Men enten er vi Europa, eller også er vi ikke Europa, og nej, det hører ikke til i det europæiske værdisæt, at børn skal misbruges. De skal gå i skole og vi skal passe på dem. Især de børn, som ikke har fået nogle ordentlige forældre, og hvis det betyder, at man skal bruge en masse penge og ressourcer på at jagte forældrene, så er det det. Ikke fordi jeg ikke skal få det dårligt, når jeg er på romantisk weekend i Paris, men fordi det skylder vi – som de privilegerede – disse børn.

Pyyyhhh… så fik jeg luft!

Resten af weekenden var iøvrigt fuldstændig fantastisk og jeg var privilegeret som dronning, og i morges da jeg gik tur med hunden, kom en lille pige cyklende på vej til skole, mens hun sang for sig selv.