Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne:

 

 

Terapikonto, FS (før smartphone) og X,Y,Z

Kassettebåndstesten

Terapikonto vs Ikea pakken

Til min ugentlige yoga session i søndags blev jeg præsenteret for et nyt begreb – en terapikonto. Afløseren for børneopsparingskontoen til første bolig, foreslog min yoga nabo, idet hun forklarede mig, at når vores børn når til flytte-hjemmefra-alderen, vil de være så fucked up, at de har mere brug for terapi end Ikea møbler.

Den tænkte jeg lidt….ok… længe over.

Jeg har selv to teenagesønner i den såkaldte generation Z, og selvom de kan være øretæveindbydende, så har jeg nu egentlig altid betragtet dem som betydeligt mindre fucked up end mig selv og min generation, for nu at blive i jargon’en.

Det kan så måske igen primært skyldes Y kromosomet (!), og dermed fra fødslen et mere afslappet forhold til eksempelvis oprydning, men jeg tror ikke, det er hele forklaringen.

Jeg er fra “FS-tiden”. Altså fra “Før Smartphones”. Jeg er ikke ligesom mutanterne i generation Z, der er født med en smartphone i hånden og seriøst ikke ved, hvad en telefonbog er. Jeg er også fra en tid, hvor der kun var én nyhedsudsendelse – TVAvisen (ja, kl. 19.30), og jeg er opvokset med noget så oldnordisk, som en papiravis, der dumpede ind af brevsprækken hver morgen.

Jeg blev opdraget til, at man skal holde sig orienteret, hvilket dengang var forholdsvis simpelt. Se TVAvisen, hør radioavisen og læs en avis om dagen, så har du helt styr på, hvad der sker.

Jeg for fuldstændig vild de første par år med tv og online nyheder 24/7. Tænk, hvis jeg ikke holdt mig orienteret, så jeg måtte hellere læse dem alle sammen. Der er ingen grænser for, hvor mange fuldstændig ligegyldige nyheder jeg har læst på diverse online medier. De fleste af dem ovenikøbet flere gange i forskellige varianter, da man efterhånden sparede de fleste ordentlige journalister væk og på de forskellige medier bare skrev af fra samme nyhedsbureau (men hvad skal man ellers gøre med alle de kommunikations uddannede fra RUC?)

Jeg er heldigvis ved at finde et naturligt leje i forhold til nyhedstrømmen, og jeg har også fået min papiravis igen – nu ovenikøbet også på lyd, skrev Martin Krasnik til mig i sidste uge, men det tog tid, og jeg skulle øve mig. Og jeg skal stadig øve mig. Ikke kun i ikke at læse ligegyldige nyheder, men i ikke hele tiden at være på – online med diverse. Petit stof kalder min mand alle de små historier på FB, som de fleste af os sidder og slapper lidt af med.

I en undersøgelse for nylig blev et bredt udvalg af generation Z’er spurgt om, hvor tit, de var online, og de forstod ganske enkelt ikke spørgsmålet. De er altid online! Men for dem er der bare ingen adskillelse mellem det virkelige og det digitale liv. De er digitalt indfødte. Det er jeg og mine 50something ikke, men vi er rent faktisk mere “screen addicts” end de yngre, hvilket nødvendigvis må gøre noget ved os. Eksempelvis påvirker det vores koncentrationsevne i negativ retning, og i UK har man set eksempler på kvinder med skader på et øje. Det øje, de bruger, når de vågner om natten og liggende på siden lige skal tjekke de sociale medier, før de falder i søvn igen.

Lægger vi så alt det andet, som vi også -og her er det igen især os med det ekstra X, lige skal have styr på, så er der jo ikke noget at sige til, at vi en gang imellem løber sur i det hele. Vi er i princippet den første generation, der kunne vælge helt selv. Problemet er bare, at vi vælger det hele til og iøvrigt også stiller krav til os selv om, at det hele så også skal være perfekt, samtidig med, at vi iøvrigt også lige skal være på hele tiden, omstillingsparate og lækre.

Alt det taget i betragtning, så holder jeg fast i, at det nok snarere er os end Z’erne, der har brug for en terapikonto.

Kan det mon gøres til en del af pensionsopsparingen?

 

Frau Elmark – kommen Sie mit mir bitte!

Relaxarium

Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 2

Sjovt, som ens indre vækkeur altid sørger for, at man vågner på samme tid, ligegyldigt, hvor man sover. Således også i de østrigske alper. I dag var det ok, for jeg skulle igang med min første rigtige kurdag, og jeg havde ting at lære, viste det sig. Eller rettere, ting jeg havde glemt.

På et ægte kurhotel er dress code hvide badekåber. Heldigvis har de tænkt sig om på dette hotel. Udover den føromtalte vægt, var værelset nemlig også udstyret med en fin lille kurvetaske til håndklæder m.m. og så en træklemme med indbrændt værelses nummer til at sætte på sin badekåbe. Helt identitetsløs bliver man ikke, omend reduceret til et nummer.

I Østrig og Tyskland har man en meget lang kurtradition, og man kan faktisk komme på lægeordineret kurophold. Man er af den overbevisning, at det i den sidste ende sparer samfundet for en masse penge, hvis borgerne passer på sig selv, og som en hoteldirektør engang sagde til mig: “Jeg forstår ikke jer danskere. Hvorfor kommer I først, når I er syge. I skal jo forebygge.”

Jeg kan kun give ham ret, men vi har ikke haft tradition for at pleje os selv og forebygge, selvom det har ændret sig de sidste par årtier. Da jeg var ung, var der nærmest kun frisørsaloner, og nu ligger der en til to neglebarer i enhver provinsby. Det er selvfølgelig den mere kosmetiske del af plejen, men massage, vandgymnastik, boblebade og andet var ikke lige i fokus tidligere, og blev nærmest betragtet som lidt ekstravagant.

Nå, men nu skulle jeg altså til det. De første behandlinger var først om eftermiddagen, så jeg gik til poolområdet og fik her min første lektion i Freikörperkultur.

Kurv og klemme

Jamen, han har jo ikke noget på!

Bevæbnet til hårelastikken med badekåbe, håndklæder, meditations bøger og podkasts kastede jeg mig ud i det. Jeg havde ikke nået morgen vandgymnastikken (tre hold hver morgen!), så jeg gik i omklædningsrummet. Stort, fint og masser af plads, så jeg behøver da ikke en kabine. Heller ikke selv om jeg er ganske blufærdig, og altid har været det, også før, det blev moderne.

Der gik dog ikke mere end et minut, før jeg ændrede mening. Tværs gennem omklædningsrummet gik en mand med den største selvfølgelighed og tydeligvis stolt af sin rynkede rumpe. Min ser heller ikke for godt ud, men jeg spankulerer i det mindste ikke igennem herreomklædningsrummet med den. Men her var det så, jeg fik min første lektie i Freikörperkultur, for der er ikke noget herre- og dameomklædningsrum, hvilket jeg konstaterede efter at have kigget på døren, om jeg mon var gået forkert. I de germanske lande deler man omklædning, og man går også gerne nøgen rundt i saunaområder m.m.

Jeg nåede at se ganske mange tilsvarende rumper, men ærligt, jeg nåede aldrig selv til at blive en del af FKK. Det lyder heller ikke særlig rart vel? Men, det var en vigtig lektie i kulturforskelle, og som blufærdig, fladrumpet, dansk, midaldrende kvinde, er jeg bare taknemmelig for, at man trods alt havde badetøj på i bassinerne. Og der var nu rart…. åhhh, at ligge udendørs i en meget varm pool med udsyn til snetoppe. Det er stærkt vanedannende.

Udendørspool

Kommen Sie mit mir bitte!

At vi endte på dette kursted, var ikke kun fordi, det kunne være en dejlig påskeferie. Jeg har, som så mange andre omkring de 50, måtte erkende, at med alderen kommer også skavankerne.

Jeg har indtil nu været forholdsvis forskånet, men det seneste lange stykke tid, har jeg haft ondt over lænden, og også i den ene hæl. Når jeg talte med kolleger og veninder på samme alder, var det tydeligt, at jeg ikke var den eneste med disse små-skavanker. Faktisk har de alle et eller andet, de døjer med.

Det er en del af livet, og i et oplyst samfund som vores, er vi jo godt alle sammen klar over, at vi skal spise sundt, motionere og holde os fra alkohol og cigaretter.  Men selv med benhård askese, kan vi ikke stoppe alt, og selvom man -som min mor altid sagde – må ældes med ynde, så behøver det altså ikke at være med smerter.

Før jeg tog til Østrig havde jeg været hos fysioterapeut for første gang i mit liv, jeg havde fået laserbehandlinger for en mindre formue og jeg var begyndt til yoga, men jeg havde stadig ikke fundet ud af præcis hvad, der var galt, og hvordan jeg kunne få min ryg og hæl smertefri.

Der er ingen mirakelkur, og kroppen bliver aldrig, som den var, men vi kan selv hjælpe til, og så kan vi få råd og vejledning af folk, som ved noget om vores kroppe.

På netop dette kursted ved de en hel masse om rygge, og de har særlige rygprogrammer, ligesom de har specialiseret sig i en mudder fyldt med diverse mineraler. Vores kroppe er fra naturens side ikke skabt til at sidde i en kontorstol / bil i så mange timer, som de gør,  vi må derfor selv holde os ved lige på forskellige måder. Dette er min foretrukne.

Selve kurafdelingen lå i den modsatte ende af hotellet fra det store pool område. Det betyder, at man skal gå igennem hele lounge-, bar- og receptionområdet, for at komme fra den ene ende til den anden. Det kan godt være lidt grænseoverskridende sådan at vandre små 50 m. i hvid badekåbe igennem et område, hvor man normalt vil være påklædt. Men her er det så, at det betyder noget, at man er et sted, hvor alle de andre også er her af samme årsag, for alle de andre (næsten) har også hvid badekåbe på.

Kurafdelingen har sin egen reception, og her er ligeså mange receptionister, som i hotelreceptionen. Ingen taler imidlertid engelsk, og deres kalender (og den er stor) bliver styret med blyant. Det var næste som tavlen i de gamle Spies dage, og igen lidt tankevækkende. Gad vide, om de tænker over det i Brussel, når de taler om hvor ens vi er i Europa. Nå, det må blive et andet blogindlæg.

Man melder sig, og så sætter man sig sammen med de andre hvide badekåber og venter til der kommer en ung dame og råber ens navn op. “Frau Elmark, kommen Sie mit mir, bitte!”, og så traskede Frau dit, dut og Elmark afsted i efter hinanden i bedste gåsegang.

Her er ingen marmorbeklædning og små stjernelys i en blå himmel akkompagneret af new age musik. Her er brune behandlingsrum, hvor man kan høre, hvad der sker hos naboen, men her er styr på det. Jeg blev spurgt, hvor jeg havde smerter, og så blev min ryg pakket ind i meget varmt og ikke særligt velduftende mudder. Derefter lå jeg og svedte i 20 min., blev pakket ud og kunne så vaske mudderet af. Ud og vente igen (må have vand… -indvendig!) og så endnu engang “Kommen Sie mit mir, bitte!” Denne gang var det massøren.

Jeg skal spare jer for yderligere detaljer, blot fortælle, at det var ikke nogen hygge massage. Jeg gentog samme behandling tre gange med forskellige massører, og de sagde alle tre uafhængig af hinanden det samme. Muskel ved lænd er hård som sten, trykker på nerve, og derfor har du ondt i hælen.

Det er tilsyneladende meget ofte set hos kvinder i min alder, og mænd for den sags skyld, men de laver indimellem nogle helt særlige bevægelser, som er med til at træne netop den muskel  ;o), så derfor er de ikke helt så hårdt ramt. Vi sidder for meget, og vi træner ikke vores muskler omkring bækkenet godt nok. Det vidste I måske allerede, men det var en ny verden for mig, og en stor lettelse at få alt forklaret.

Så damer – har I ondt i hælen, så er det igang med at træne rygmuskulaturen.

-Og så kom jeg i stødet!

Det var heldigvis ikke alle behandlinger, hvor man lige skulle bide tænderne sammen. Jeg var jo på et såkaldt “Schlank & Schön” ophold, så lidt schön skulle også til. Jeg havde dog ikke helt forestillet mig, at det indebar, at jeg skulle have stød!

Endnu et ucharmerende behandlingsrum. Denne gang uden mudder, men med elektroder, der gik over til en maskine, der lignede noget fra før Murens fald, og vel at mærke nogle elektroder, der skulle spændes på mig. Som led i aktivering af blodomløbet og angiveligt for at modvirke cellulite, lå jeg i 15 min. og fik stød med små mellemrum. De sidste fem minutter i en slags finale, hvor jeg i et sandt fyrværkeri af stød, helt uden mellemrum, nærmest lettede 10 cm. fra briksen.

Jeg spurgte de søde, unge damer, om det her var noget kvinder i Østrig gjorde regelmæssigt, hvorpå de fnisende rystede på hovedet.  Og så er der vel ikke så meget mere at sige til det!

Stødmaskinen

At puppe sig.

Resten af dagene gik som ovenfor beskrevet i et vacuum af pool -hvile – behandling – hvile – pool – hvile – behandling – hvile – spise – sove! Jeg kom slet ikke udenfor hotellet i fire dage. Som i slet ikke. Jeg var på balkonen en enkelt gang, da det gik vildt for sig. Jeg havde hverken behov eller lyst. Jeg ville bare være i min puppe af velvære, og udenfor går de i almindeligt tøj, spiser almindeligt mad og drikke liflig rosevin.

Men spøg til side. Det er faktisk noget af det bedste ved at være på gammeldags kurophold i en moderne verden. Vi skal hele tiden forholde os til mails, nyheder, Facebook eller ikke Facebook, Trumps hår og så meget andet, der bombarderer vores hverdag. Det skal man ikke her. Her skal man bare tulle rundt i sin hvide badekåbe, og så komme lidt i stødet engang i mellem. Det er vidunderligt!

Folk går Caminoen i et væk og de tager på “silent retreats” for at få tid til fordybelse. Hvad der er truet bliver trendy, og tid til fordybelse er truet, så nu er det trendy. Sværere er det ikke. Sværere var det faktisk at lægge min smartphone til side, og jeg kunne konstatere, at modsat tidligere F.A. (før Apple), læste jeg ikke så meget, og jeg kom ikke helt væk fra virkeligeheden, for denne gang var avisen jo ikke længere end et klik væk. Det var lettere at spise slankekost og ikke drikke alkohol, end det var at være uden smartphone. En af vor tids største udfordringer.

Men, når alt kommer til alt, så var det ligeså skønt og berigende både fysisk og psykisk at tage på kurophold, som jeg husker det, og jeg vil varmt anbefale det til jer alle. Træk stikket ud i en uge og træk -ikke en gammel sweater- men en hvid badekåbe på. Fordi I fortjener det.

God weekend!

 

 

Ønsker De også en tur i høet?

Bad Reuthe påske 2018

Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 1

Ovenstående spørgsmål blev jeg i fuld alvor stillet (pr. fax!) dengang for 24 år siden, da jeg bestilte mit første kurophold. Jeg har hele livet kæmpet med vægten, og 20-30something havde jeg så fået den ide, at det rigtige måtte være et “Schlank und Schön” ophold i Østrig. Det startede en livslang kærlighed til de østrigske kursteder – i dag bedre kendt som wellness og spa, men der skulle gå en del år, før jeg blev rigtig dus med konceptet, og det kan man ikke just sige jeg var, da de flinke østriger engang i 90’erne spurgte mig, om jeg ville have en tur i høet.

Det viste sig at være en reel tur i hø. Altså, som i pakket ind i hø, og den dag i dag, er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, det gjorde godt for. Mange besynderlige behandlinger senere, er der faktisk en del af dem, jeg ikke rigtig ved, hvad gør godt for, som f.eks. det brændende stearinlys i øret, men det er en helt anden historie.

Men dengang drog jeg altså afsted – med tog, som det sig hør og bør, når man skal på ægte kurophold, og kom både i høet, boblebad, fik stød og smag for, hvor fantastisk det er, at tjekke ind på et hotel, hvor det hele handler om dit velbefindende.

I flere år efter arrangerede jeg rejser til forskellige kursteder i Østrig, og tog også selv afsted en gang om året, men så kom der mand og børn og hus og arbejde, og ja… hvad som helst i vejen. I kender det sikkert, den ene dag tager den anden, og midt i det hele forsvinder noget af det, som man holder mest af, som man ikke lige synes, man har hverken råd eller tid til, og “hvad nu med børnene?” (vi har to teenagedrenge).

Men midt i juletravlheden sidste år tog jeg så en beslutning. Nu skulle det være – igen! Koste, hvad det koste ville, og hvis ikke min mand, Nils hedder han, ville med, ja så ville jeg selv tage afsted. Det havde jeg jo gjort masser af gange før, så hvorfor ikke. Han ville nu godt med, bare han kunne slippe for behandlinger og bade. Siden jeg proppede ham ind i et overdimensioneret æg, hvor han skvulpede rundt i 37gr varmt vand og lyttede til afstressende musik, har han kategorisk nægtet at prøve noget-som-helst. Ikke engang en lille klassisk massage.

Så startede reseachen. Havde man stadig “Schlank & Schön” in Österreich? Var mine gamle steder lukkede, eller havde de sat prisen så højt op, at jeg slet ikke kunne være med? Mit yndlingssted havde, men det er på den anden side også et super wellness hotel med et fantastisk køkken, og det jeg havde brug for, var et sted, hvor de kunne noget med ondt i ryggen og hælen og så lige det der med lidt slankekost…. 50something….

Det pudsige var, at trods masser af steder, endte jeg med, at det første sted, jeg nogensinde var, også blev det sted, hvor jeg bookede et ophold til mand, hund og mig! Påsken 2018 skulle tilbringes med mudder, massage og masser af vand indvendig og udvendig.

Så afsted gik det i den lille Fiat500 (vores anden bil blev smadret kort før afgang, men der kan faktisk være ganske meget i en Fiat500) og efter et døgn i Tyskland og det sidste glas vin i lang tid, tjekkede vi ind på kurstedet i de østrigske alper.

Og her er man altså ikke for sjov! Skulle man være i tvivl. så er vægt standard udstyr på badeværelset, og allerede når man ankommer, får man udleveret sit skema for den kommende uges behandlinger. Iøvrigt går halvdelen af alle gæster i lobby området rundt i ens, hvide badekåber, så man er ikke i tvivl om, at man er havnet det rigtige sted.

Badeværelse inkl. vægt

Jeg fik mit skema, Nils fik med glæde øje på rygsækken til vandring, og hunden (Cooper) var bare glad for at komme ud af Fiat’en, så en, to, tre, var jeg i en af de tre pools, og en uges gammeldags kurophold i en moderne verden kunne begynde.

Skema