Thomas fårcking Shelby

Som trofaste læsere af denne blog ved, så har jeg en svaghed for tv-serier, og de sidste par uger har min mand nærmest følt sig forsømt, fordi jeg har været tv-forelsket i Thomas Shelby. Og nej, han har ikke slået Bradley Cooper af pinden, han har bare midlertidigt haft førstepladsen.

Thomas Fårcking Shelby (udtales med stærk Birmingham dialekt) er “il capo” for gangster banden Peaky Blinders, der huserer i Birmingham i årene efter første verdenskrig.

Nogen vil sikkert mene, at jeg er håbløst bagud, for første sæson rullede over tv skærmene i 2013, men man kan jo også tage det standpunkt, at det var planlagt, for så kunne jeg se alle fire sæsoner i et køre, og det er netop, hvad jeg har gjort.

Lidt hurtig hovedregning viser så, at jeg de sidste to uger har tilbragt sammenlagt 24 timer i selskab med Thomas, hans familie og ikke mindst hans fjender.

Da jeg startede, kom mine sønner undrende og spurgte, om jeg nu var sikker på, om det var noget for mig, for den var altså lidt barsk. Men jeg røg direkte ind i Shelbys blå øjne, og kørte derudaf og forstod langsomt, hvorfor Mikkel, den yngste, for et års tid siden gik rundt og sagde mærkelige ting med Birmingham dialekt og lånte Nils’ “flatcap” . Jeg er sikker på, at serien er stærkt medvirkende til, at flatcaps er på mode igen.

Original Peaky Blinder

Peaky Blinders (som har eksisteret i virkeligheden) har nemlig navn efter at de gemmer barberblade i skyggen af deres flatcaps. Så kan man ødelægge modstandernes øjne med et kasketstrøg. Så er vi ligesom i gang!

Men hvorfor i alverden bliver jeg fuldstændig vildt optaget af en gangster serie, hvor blodet flyder, og hvorfor småforelsker jeg mig i en karakter, der har bunker af lig  -bogstaveligt talt- på samvittigheden?

Ganske enkelt fordi det er en serie i verdensklasse!

Steven Knight, der selv er fra Birmingham, har skabt serien. BBC har produceret og når der er tale om serier, der skal være historiske, så er der ikke mange, der når BBC til sokkeholderne. Crown er en undtagelse, men den er også britisk.

Thomas Shelby og hans brødre har, som så mange andre mænd, været i første verdenskrig, der for de deltagende soldater nok var den værste krig nogensinde. Europa mistede 10 mio. unge mænd på slagmarken, og størstedelen af de, som overlevede, kom retur ødelagte på enten krop eller sind eller begge dele. Vi gør os slet ikke begreb om, hvor forfærdeligt, det var. Vores generations fokus har altid været primært på 2. verdenskrig, og det er kun fordi, jeg er gift med en mand, der ved alt om 1.st., at jeg også er lidt bevidst om, hvad der egentlig foregik.

Shelby brødrene er bookmakere i Birmingham, og Aunt Polly har passet biksen, mens de gravede tunneller i Frankrig. En af de værste opgaver på slagmarken, hvilket også gav Thomas Shelby to tapperhedsmedaljer. Hans bror Arthur blev til gengæld nærmest psykopat af krigen.

Aunt Polly er skrap – meget skrap, og det er et andet karakteristika ved serien. Den er fyldt med stærke og skarpe kvinder, og de bliver hørt. Når der er famile råd, tæller kvinderne ligeså meget som mændene.

Shelby kvinderne i Peaky Blinders

Men det, der løfter serien helt op i de store skylag er, i vilkårlig rækkefølge; fuldstændig eminent scenografi og billeder, verdensklasse skuespil og så, at den virkelig historie er en aktiv medspiller. Og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vi har katolske præster, som har misbrugt børnehjems børn, vi har korrupte politimænd, vi har IRA, vi har strejker og underbetalte arbejdere og vi har suffagrettes og sigøjnere og tvangsfjernede børn, der bliver sendt til Australien, og oven over det hele svæver Thomas Shelby, der med sin intelligens, specielle øjne og kynisme styrer hele showet.

Kvinderne elsker ham. De tror alle sammen, de skal redde ham fra ham selv, og på et tidspunkt er hele to overklasse kvinder forelsket i ham. Da de mødes spørger den ene den anden, hvad hun vil med ham, og svaret er “han får mig til at føle mig levende”.

Den kender vi godt ikke? Det er mere end “uptown girl – backstreet guy” – det er det sug, der er, når den aller hårdeste af dem alle, viser sin ydmyge, bløde side og gør alt for at hans kvinde skal have det vidunderligt. Hånden på hjertet – har vi ikke allesammen på et tidspunkt været tiltrukket af en “bad guy”? Jeg har i hvert fald, og hørte jeg nogen sige “Bond, James Bond”?

Thomas Shelby minder faktisk mere og mere om Bond efterhånden som sæsonerne skrider frem, men på en eller anden måde skal vi som seere jo også kunne godtage alle de drab, han foretager, og hvis ikke det sker med regeringens licens til at dræbe, hvordan skal vi så kunne forsvare det?

Men Peaky Blinders styrer med hård hånd Birmingham, udvider til London, hvor scenerne slår Babylon Berlin i dekadence, eller også er nogen blevet inspireret, det skal jeg ikke kunne sige, og udover at det i serien er en stor familie, er det også i virkeligheden et stor fætter-kusine fest. To ægte brødre spiller brødre, et ægtepar er med (de er ikke gift i serien), og flere af skuespillerne har spillet sammen utallige gange – og de gør det, som skrevet, fuldstændig formidabelt. Tom Hardy som jødisk gangster er et scoop.

Læg dertil et lydspor med Nick Caves specielle stemme og helheds oplevelsen er perfekt. David Bowie var vild med serien og kontaktede producenterne med tilbud om at bruge hans musik. Det skete blot en uge før han døde, og i en af episoderne kan man høre brudstykker fra hans sidste plade. Det er meget dystert, men det er den scene også. Død med død på.

Nu er den store krise, at jeg igår blev færdig med sæson fire, og sæson fem har først premiere engang i 2019. Til gengæld, kan jeg måske koncentrere mig lidt om min mand igen. Han går også med flatcap (uden barberblade) og er også ret charmerende, og så skal jeg forsøge at ignorere, at Netflix er begyndt at sende mig forslag til doku-serier om verdens værste seriemordere, fordi det passer til min profil. (!)

 

 

Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne: