Når vores forældre bliver syge – dødsyge!

De sidste par uger har budt på flere i min omgangskreds, hvis forældre nu begynder at skrante ganske alvorligt, eller reelt er blevet dødsyge.

Det er der ikke noget mærkeligt i, det er livets gang, for når vi er 50something, er vores forældre i den alder, hvor de begynder at falde fra.

Det er bare ikke nogen særlig rar tid, og den har stor indflydelse på vores egen hverdag. Det er ubehageligt, når ens mor mister overblikket, og ikke helt ved, hvor hun er og man selv bor langt væk. Er der så en søster eller bror, der bor tættere på, så opstår der let konflikter, for hvorfor skal den ene trække hele læsset osv.? Og hele visitations systemet. Hvilket travlt, moderne menneske har styr på det?

Jeg kom til at tænke over det i går, da endnu en nær ven fortalte om sin far, der var så desorienteret i telefonen, at han troede, hun (min ven) var på vej til at lave kaffe til ham, selvom hun sad i telefonen mange kilometer væk. Hun talte ligefrem om at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe i den sidste tid.

Da tog jeg mig selv i at tænke, hvor glad jeg er for, at det er overstået for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner mine forældre – det gør jeg stadig, men jeg savner ikke den sidste svære tid.

Min far døde, da jeg var blot 25 år, så det er forholdsvis langt væk i hukommelsen, og min mor gik bort i 2004, så det er også et stykke tid siden, men jeg husker stadig helt klart årene op til, der var fyldt med hospitals indlæggelser, ængstelse, fortvivlelse og så tiden efter med sorg, praktiske gøremål og endnu mere sorg.

Det tærer på kræfterne, når en forælder er alvorligt syg og døende. Ikke kun rent fysisk, fordi der er mange gøremål og ting, man skal ordne, arrangere og fikse, men også mentalt, fordi det er skelsættende, når ens mor eller far går bort. Især, hvis det er den sidste forælder.

Tit støder der også familiestridigheder til om dette og hint, for alle er tyndhudede og lever ofte i den alder hvert sit liv, med hver sin nye familie. Det er med andre ord en rigtig svær periode i ens liv, hvor de fleste stadig er i den erhvervsaktive alder, og derfor også passer sit arbejde hver dag -læs, også skal holde en vis facade, samtidig med at mennesker, som man aldrig har mødt før, pludselig bliver de vigtigste i ens liv. Her tænker jeg på sygeplejesker og andet plejepersonale, som før var én fuldstændig ukendte, men nu er de faste og omsorgsfulde holdepunkter i tilværelsen.

Læg dertil, at man så også skal til at forholde sig til, at nu er man den ældste generation, så behøver man ikke flere undskyldninger for at sætte sig ned og tude. Hvilket er tilladt!

Man kan selvfølgelig også bare igen lade sig inspirere af familien Kløvedal – Troels grenen altså. Nu ved vi selvsagt ikke, hvad der foregår bag lukkede døre, men selv i den sidste svære stund, virkede de endnu engang nærmest overjordisk overskudsagtige.

Troels selv bar sin (forfærdelige) sygdom med en sjældent set tapperhed, og set udefra så det ud som om alle dine, mine, vores og vores børns børn stod sammen i fred og fordragelighed. Beundringsværdigt.

Men det er nok mere undtagelsen end reglen, Det er i hvert fald min erfaring, at enhver familie har sit. En god kollega fik en hidtil hemmelig og ukendt søster, da hendes far døde. Det var der ikke udelt begejstring over blandt de andre efterladte. En anden god ven opdagede, at de mennesker, der skulle hjælpe hans mor under hendes alzheimer sygdomsperiode også havde hjulpet hende med at tømme bankkontoen. Det kan også give anledning til ballade i mellemstor grad.

Så det er en svær tid mange i både min og formodentlig også jeres omgangskreds, går i møde nu. Der er bare ingen vej udenom, for man svigter jo ikke sine forældre, når de har brug for en.

Jeg kan desværre ikke give så mange gode råd, andet end at vi alle hver især skal sørge for at have ryddet så meget op, som muligt (tror jeg selv går igang med loftet snart….. ), men jeg føler med hver og en, for jeg ved, hvad de står overfor. Og så må vi bare konstatere, at som 50something, er det en del af livet  lige nu.

Men…… I kommer ud op den anden side, og når I har givet jer selv tid til at sørge – og det er vigtigt – sorg skal tages alvorligt, også mere, end det egentlig bliver i vores samfund,  så bliver der pludselig lys og latter igen, og så husk, at selvom I ikke er religiøse, så er præster rigtigt gode at tale med i sådanne situationer. De er uddannede i at håndtere bortgang, sorg og skelsættende livsbegivenheder.

Tanker og positive vibs til alle jer, der står med syge, svage forældre lige nu.

 

Ps – hvis I har lyst til at dele nogle af jeres tanker om egne oplevelser, er i velkomne til at gøre det i kommentarsporet.

Tilbage til fremtiden

Nedenstående blev bragt som klumme i Helsingør Dagblad i går, men da flere af jer ikke læser Dagbladet, så får I den også lige som blog.

Tilbage til fremtiden
Min mor blev født i 1924. Hun blev født udenfor ægteskab, og det var ikke særlig velset dengang. Hun kom derfor i pleje og havde ikke verdens bedste opvækst. I 1945 blev hun gift med min far og de flyttede ind i en to værelseslejlighed på Vesterbro. Mit barndomshjem, og hjem for familien Hansen, der på et tidspunkt talte fem personer.

Dengang var det nærmest en luksuslejlighed sammenlignet med de øvrige på Vesterbro, idet der var centralvarme og bad, men set med nutidens øjne, var det meget lidt plads til en hel familie.

Men selvom min mor altså ikke fik den letteste start i livet og kun 7 års skolegang, så afholdt det hende ikke fra at have nogle ganske borgerlige manerer og faste meninger, og hun holdt altid fast ved, at hun var den heldige generation, for hun havde fået det bedre og bedre, som tiden gik og Danmark udviklede et velfærdssamfund.

Hun elskede at danse -og at feste for den sags skyld, og hun var eminent til at sy. Hun har syet de smukkeste kjoler, og i mine forældres omgangskreds var det kutyme at damerne valgte mellem korte eller lange kjoler til festerne.

Hun gik i mange år konsekvent i spadseredragter med tilhørende hat og hendes undertøj var af fineste kvalitet og lå sirligt i skuffer snedkereret til formålet. Egentlig forbløffende, da pengene var små – meget små.

Når vi havde gæster, kom det kongelige porcelæn og sølvtøjet frem og så gik cigaretfadet rundt i den lille toværelses. Fint skulle det være.

Mulepose eller..

Men det skulle også være ordentligt, og det skulle være ordentlig kvalitet. Min mor havde nogle urokkelige holdninger, når det kom til råvarer.

Hun tog gerne ud på landet og købte en halv gris, som hun så stod og parterede i vores stenbro køkken. Alt blev brugt. ”Jeg vil købe lokalt” sagde hun, ”vi skal støtte vores landmænd, så de ikke må gå fra deres gårde”. I øvrigt havde vi som regel en kødløs dag om ugen. Ikke af ideologiske årsager, men for at få husholdningspengene til at strække.

Vi har heller aldrig haft buræg i mit barndomshjem. Længe før man kunne stave til økologisk insisterede min mor på, at æg skulle komme fra høns, der havde haft et godt liv. Og sådan blev det.

Det samme med plastik. Min mor om ikke hadede plastik, så var hun, for nu at udtrykke det diplomatisk, ikke begejstret og tog altid sin ”mulepose” med, når hun skulle handle ind. Jeg syntes dengang, det var så pinligt med den grimme taske og ville meget hellere have en Irma kunstpose, men mor nægtede. ”Vi skal ikke ødelægge naturen med alt det skidt” fnøs hun.

…Irma pose?

Om få måneder udkommer min mands nye bog ”New Local Economy” i både UK og USA. Det er en bog om hvordan vi er på vej til at vende os væk fra de store giganter som Apple, Google og Facebook og i stigende grad få fokus på det lokale, hvor den fremtidige vækst sandsynligvis også vil komme fra.

Vi skal med andre ord handle lokalt for at støtte lokalsamfundet, og vil man være hip, så gerne i gårdbutikker. Samtidig mister plastik sin popularitet. Lige nu tilbyder Coop rabat, hvis man benytter sin ”moderne mulepose” flere gange, Carlsberg har netop fjernet plastik fra sin sixpack, og vil man virkelig gøre en forskel, så bruger man sin ferie på at samle plastik op fra stranden. Buræg kan man vel nærmest ikke købe mere.

Derfor tænker jeg tit på min mor i disse dage. Helt uden at vide det og fordi hun gik i mod strømmen dengang, var hun i virkeligheden både forudseende og hip. Vi andre? Vi er på vej tilbage til fremtiden.

Sleeping my day away!

Vi har alle været yngre!

Jeg er beriget med to teenage sønner på hhv. 16 og 18 år. Så har den opmærksomme læser nok regnet ud, at jeg ikke var helt ung, da jeg blev mor. Eller alt er jo relativt. I dag er det ingen alder, men da jeg var gravid første gang blev jeg undersøgt hele tiden, for jeg var, som jordmødrene sagde til mig hver gang “en ældre førstegangsfødende”. Det tror jeg ikke, de siger i dag.

Nå, det var slet ikke det, det skulle handle om i dag, selvom det selvfølgelig har noget med overskriften at gøre, for hvis mine sønner havde været min årgang, så havde ovenstående været deres slagsang.

Så kan man hævde, at der er noget betryggende i, at tingene ikke har ændret sig synderlig siden D-A-D-drengene boede i en lille lejlighed sammen og fik at vide af deres pladeselskabskvinde, at de sov deres dage væk (det blev så til  deres største hit), og så mine sønners måde at tilbringe deres sommerferie på. Det ligger åbenbart i generne for unge mænd.

Det var jeg så lige ved at blive irriteret over. Næsten lige så irriteret som jeg er over, at de konsekvent aldrig rydder op efter dem selv. Men så var det, jeg sad i bilen gennem Frankrig og lyttede til “All Summer Long” med Kid Rock. Altså den udgave, hvor han refererer til “Sweet Home Alabama” og en sommer, hvor de bare drikker, ryger og elsker! Det bliver åbenbart et musikreference blogindlæg  det her. Nummeret er på min yndlings playliste, og hvorfor er det så det?

Fordi jeg trods alt ikke er ældre – i hovedet i hvert fald – at jeg godt kan huske de endeløse sommerdage, hvor man bare ikke skal andet end at leve. Ikke eksistere, men leve, og der er en væsentlig forskel.

Thomas Helmig synger i en af sine sange (nu kan vi ligeså godt fortsætte), at “Livet er fedt, men vi lever for lidt”, og det er lige netop essensen af det hele. I en enkelt poplinje. Sig ikke igen, at poptekster bare er banale. Vi lever for lidt.

Det slog mig også i sidste uge – den berømte uge 29, hvor to trediedele af Danmark er på sommerferie. Mit Facebook feed flød over med feriebilleder. Det gjorde jeres formodentlig også, og det er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Det, som var bemærkelsesværdigt var, hvor mange af mine mandlige FB venner, der tilsyneladende var blevet nyforelskede i deres respektive hustruer og kærester, for der var det ene foto efter det andet, med deres mangeårige partner, som nu blev beskrevet som “den dejligste”, “hende den skønne” osv. osv.

En ting var, at der nu pludselig var tid til at alt det, vi ikke har overskud til i hverdagen, og ja også det, men effekten var ligefrem målbar på FB feed. Vi lever for lidt, og vi skal i princippet gøre som de ansvarsløse teenagedrenge.

Nu er der sikkert ingen af os 50something, der kan sove til kl. 15, men Nils og jeg har med stor fryd sat os med morgenkaffen og set endnu et afsnit af vores pt. yndlingserie, og vi føler os som små børn, der tager af kagedåsen, for man sidder da ikke om formiddagen og ser serier – og så i Sydfrankrig. Jo, vi gør, og ved i hvad, vi har det fantastisk. Vi lever!

Så derfor drenge -nyd jeres sidste og næstesidste sommerferie i total frihed og ansvarsløshed. Sov dagene væk. Das, dans og kys på de kønne sommerpiger. Lige om lidt kalder voksenlivets ansvar, og vi helt voksne har så forbandet svært ved at huske at leve, når vi ikke lige holder sommerferie.

Men husk lige at rydde op efter jer!

Og ja, nummeret er bedre end videoen, men her er den i hvert fald

 

Terapikonto, FS (før smartphone) og X,Y,Z

Kassettebåndstesten

Terapikonto vs Ikea pakken

Til min ugentlige yoga session i søndags blev jeg præsenteret for et nyt begreb – en terapikonto. Afløseren for børneopsparingskontoen til første bolig, foreslog min yoga nabo, idet hun forklarede mig, at når vores børn når til flytte-hjemmefra-alderen, vil de være så fucked up, at de har mere brug for terapi end Ikea møbler.

Den tænkte jeg lidt….ok… længe over.

Jeg har selv to teenagesønner i den såkaldte generation Z, og selvom de kan være øretæveindbydende, så har jeg nu egentlig altid betragtet dem som betydeligt mindre fucked up end mig selv og min generation, for nu at blive i jargon’en.

Det kan så måske igen primært skyldes Y kromosomet (!), og dermed fra fødslen et mere afslappet forhold til eksempelvis oprydning, men jeg tror ikke, det er hele forklaringen.

Jeg er fra “FS-tiden”. Altså fra “Før Smartphones”. Jeg er ikke ligesom mutanterne i generation Z, der er født med en smartphone i hånden og seriøst ikke ved, hvad en telefonbog er. Jeg er også fra en tid, hvor der kun var én nyhedsudsendelse – TVAvisen (ja, kl. 19.30), og jeg er opvokset med noget så oldnordisk, som en papiravis, der dumpede ind af brevsprækken hver morgen.

Jeg blev opdraget til, at man skal holde sig orienteret, hvilket dengang var forholdsvis simpelt. Se TVAvisen, hør radioavisen og læs en avis om dagen, så har du helt styr på, hvad der sker.

Jeg for fuldstændig vild de første par år med tv og online nyheder 24/7. Tænk, hvis jeg ikke holdt mig orienteret, så jeg måtte hellere læse dem alle sammen. Der er ingen grænser for, hvor mange fuldstændig ligegyldige nyheder jeg har læst på diverse online medier. De fleste af dem ovenikøbet flere gange i forskellige varianter, da man efterhånden sparede de fleste ordentlige journalister væk og på de forskellige medier bare skrev af fra samme nyhedsbureau (men hvad skal man ellers gøre med alle de kommunikations uddannede fra RUC?)

Jeg er heldigvis ved at finde et naturligt leje i forhold til nyhedstrømmen, og jeg har også fået min papiravis igen – nu ovenikøbet også på lyd, skrev Martin Krasnik til mig i sidste uge, men det tog tid, og jeg skulle øve mig. Og jeg skal stadig øve mig. Ikke kun i ikke at læse ligegyldige nyheder, men i ikke hele tiden at være på – online med diverse. Petit stof kalder min mand alle de små historier på FB, som de fleste af os sidder og slapper lidt af med.

I en undersøgelse for nylig blev et bredt udvalg af generation Z’er spurgt om, hvor tit, de var online, og de forstod ganske enkelt ikke spørgsmålet. De er altid online! Men for dem er der bare ingen adskillelse mellem det virkelige og det digitale liv. De er digitalt indfødte. Det er jeg og mine 50something ikke, men vi er rent faktisk mere “screen addicts” end de yngre, hvilket nødvendigvis må gøre noget ved os. Eksempelvis påvirker det vores koncentrationsevne i negativ retning, og i UK har man set eksempler på kvinder med skader på et øje. Det øje, de bruger, når de vågner om natten og liggende på siden lige skal tjekke de sociale medier, før de falder i søvn igen.

Lægger vi så alt det andet, som vi også -og her er det igen især os med det ekstra X, lige skal have styr på, så er der jo ikke noget at sige til, at vi en gang imellem løber sur i det hele. Vi er i princippet den første generation, der kunne vælge helt selv. Problemet er bare, at vi vælger det hele til og iøvrigt også stiller krav til os selv om, at det hele så også skal være perfekt, samtidig med, at vi iøvrigt også lige skal være på hele tiden, omstillingsparate og lækre.

Alt det taget i betragtning, så holder jeg fast i, at det nok snarere er os end Z’erne, der har brug for en terapikonto.

Kan det mon gøres til en del af pensionsopsparingen?