Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Nogle gange har man lov at være heldig!

I dag var jeg til konference i København – “Tomorrow’s Urban Travel 2018”. Det handlede, som I nok kan regne ud, om hvordan rejser og rejsende ser ud nu og i fremtiden, og på programmet var talere fra hele verden.

Men for mig er det mest interessante i virkeligheden alt det, der sker i pauserne og udenom, og her tænker jeg ikke kun på netværksdelen, men også alle de små detaljer, som til sammen danner et mønster.

For det første kan jeg konstatere, at hvis jeg ikke havde opdaget det endnu, så er grøn, stærk grøn dette efterårs modefarve. Jeg bor jo i Helsingør, og derfor er jeg ikke altid helt opdateret med, hvad der rør sig på kontorerne i København, men det gør grøn.

Det næste, jeg fik bekræftet, det er, at nu er det ikke alene kød, man skal få dårlig klimasamvittighed over at spise. Ved morgenbordet, blev jeg oplyst om, hvor meget CO2, jeg havde forurenet med, hvis jeg spiste denne bolle og hvor meget værre det blev, hvis jeg også kom smør på. Vi er langt forbi bæredygtigt service og kalorietælling, nu tæller vi CO2 udslip.

Rigtig morsomt blev det, da jeg gik forbi vandbordet. De af jer, som har læst mit “Tilbage til fremtiden” indlæg ved, at jeg synes, vi er ved at finde tilbage til et tidligere udgangspunkt, og det må man sige, at vi er. Nu er postevand på kander super hipt!

Tilbage til fremtiden – postevand på kander er super hipt!

Derudover kunne jeg med glæde konstatere, at der er et paradigmeskifte på vej, og det nu er helt legalt igen at markedsføre sig med at være fra København / Danmark, og det glæder mig vildt. Det har også taget små 10 år fra Muhammed krisen og til nu.

Men der, hvor jeg virkelig fik en stjernestund, det var i frokostpausen, og det var rent held.

Blandt formiddagens indlæg var blandt andre en director fra Harvard, og hun var virkelig interessant at høre på,  men hun fortalte også med stolthed i starten om sine skandinaviske aner. Gør alle amerikanere ikke det?

Nå, men under frokosten sætter jeg mig så i et af de lejligheden opsatte legehuse (der var også opsat gynger, men det er ikke så let, at spise med kniv og gaffel siddende i en gynge), og er helt glad over, at jeg har fundet en plads med et bord. Det holder lige indtil der kommer en meget emsig kvinde og siger, at nu skal vi altså rykke sammen, for her skal sidde flere. Lettere irriteret samler jeg mig sammen, og brummer lidt indvendig over, at jeg nu skal til at sidde helt klemt.

Det viser sig imidlertid, at det er den amerikanske Harvard dame, som der skal være plads til, og da vi nu sidder der, klemt sammen i et legehus, falder vi selvfølgelig i snak. For at være imødekommende spørger jeg ind til hendes skandinaviske aner.

Det endte med at blive et kvarters intens samtale om gener, DNA, meningen med livet og det moderne menneske kontra urfolk i regnskove, som hun ved rigtigt meget om, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke os fortravlede, såkaldt moderne mennesker, der har fat i den lange ende. En af disse sjældne samtaler, hvor man på et sekund klikker sammen og det ene ord, tager det andet.

Hun fortalte mig blandt andet, at den kvindelige arvemasse er stærkere end den mandlige. Det vil sige, at vi oftere fysisk ligner vores kvindelige forfædre end vores mandlige. Hun bekræftede også, at der er generelle karakteristika ved folkeslag, det er bare ikke særlig politisk korrekt at tale om, men det er der altså, for det ligger bogstaveligt talt i vores gener.

Det store spørgsmål er så, om vi også arver hukommelse -altså oplevelser, og det kan være noget af forklaringen på deja vu eller at vi føler os hjemme steder, som vi aldrig har været før.

Vi kom vidt omkring på det kvarter, og da vi skiltes, fordi hun skulle interviewes til tv, kiggede vi hinanden i øjnene og samlede begge hænderne på hjertet med et stort tak for en virkelig interessant samtale.

Tænk, hvor heldig, man nogle gange kan være!

– Og nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en grøn kjole eller holde op med at spise morgenboller ;o), men jeg deltager igen næste år.

Royaume-Uni, dix points!

Man skal nok være 50something for at huske denne.

Alle 50something kender overskriften, men hvis I er lidt forvirrede, så prøv at sige det højt. Det er helt på linje med “La Pays-Bas, douze points!” Vi er i Melodi Grand Prix land – old school Eurovision, fra dengang hvor der ikke var flere europæiske lande, end at man havde tid til at høre alle points blive råbt op, og selve showet iøvrigt blev afviklet over kun en aften.

Denne blog skal imidlertid ikke handle om Grand Prix, men om Europa og det, der binder os europæere sammen. Og hvor corny det nu engang er, så kunne man dengang jeg var ung og på Interrail altid sige “Royaume-Uni, dix points” når man befandt sig et eller andet sted i Sydeuropa, hvor ingen af os kunne tale sammen, for så kunne vi i det mindste grine sammen. Tværs over Europa var vi alle enige om, at Eurovision Song Contest var til at grine af, men vi så det alligevel, og når vi sådan rejste rundt og besøgte hinanden før det der internet, så fandt vi fælles referencerammer i Eurovison sendingerne, der også inkluderede skihop fra Garmisch-Partenkirchen og Nytårskoncert fra Wien.

I år foreslog jeg mine sønner at tage på Interrail, og EU Headquarter syntes åbenbart også, at Interrail fortjente en revival, for Parlamentet udlovede flere tusind gratis Interrailbilletter til europæiske unge født i år 2000. Det var en god ide, for hvis der er noget, der kan få os til at holde af Europa, så er det at mødes med hinanden.

Det var iøvrigt også hele ideologien bag Spies Rejser. Hvis man rejser ud og møder andre mennesker, så er sandsynligheden for, at man slår dem oven i hovedet mindre, og indtil købet af Tjæreborg, var reglen at der maks. måtte bo X antal procent (har glemt det præcise antal) danskere på Spies hoteller, for ellers blandede man sig ikke med andre nationaliteter. Og ja, det er sandt.

Det er lidt den samme filosofi, som Lennart Lajboschitz nu udlever gennem sine mødesteder Absalon og Hornbækhus. Vi skal møde hinanden – og tro mig, har man været til “80’er musik banko” på netop Hornbækhus (og det har jeg), så er det næsten som at være til et Spies arrangement i de glade dage med action guider, fest og farver.  Corny, men i den grad festligt og vi griner og synger sammen, og man skændes altså bare ikke med mennesker, man lige har sunget sammen med, hvorfor morgensang på skoler og arbejdspladser iøvrigt også er en god ide.

Derfor skal vores unge tage på Interrail i Europa, for eurokraterne kan ikke finde ud af at få os til at føle et fællesskab med alle deres forordninger. Det skal komme nedefra. Vi skal mødes, finde vores fælles referencerammer og genopfinde vores fælles fortælling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det meget stramt med eurokraterne i Bruxelles, deres indspisthed, arrogance -også i forhold til skatteborgernes penge-  og deres rejsecirkus til Strasbourg. En iøvrigt ualmindelig dejlig by, der helt tydeligt lever godt af eu-borgernes skattekroner.

Men det er ikke det samme, som at jeg ikke ønsker en fællesskabs følelse i Europa. Jeg er faktisk glødende europæer og trods en priviligeret tilværelse rent rejsemæssigt, der bød på mange oversøiske muligheder, så har jeg altid foretrukket at opleve Europa.

I år tog vi en stor bid. På én sommerferie nåede vi Tyskland, Frankrig, Italien og også Schweiz for en kort bemærkning. Noget af tiden alene og noget af tiden med vores teenage sønner og vores venner, der bor rundt omkring forskellige steder i Europa.

Alle steder talte vi med europæere med anden baggrund, opvækst og kultur end vores og alle steder blev jeg mindet om, hvor meget, vi har til fælles. Nu behøver vi ikke Eurovision til fælles reference rammer. Vi ser det samme tv og serier, vi hører det samme musik samtidig (man behøver ikke tage til London længere for at få fat i det nyeste, det kun et klik væk), og vi har stadig mere til fælles, end der skiller os.

Bevares, vi var “kun” i det tidligere Vesteuropa, og det gør selvfølgelig ikke mine betragtninger til validt videnskabeligt sammenlignings grundlag, men alligevel.

Vi talte med en tidligere tech ingeniør i Grenoble om de mange penge i fodbold. og om forargelsen over FIFA, OL og andre organisationer, der føler sig som Ringenes Herrer. Vi var enige.

Vi diskuterede rejsecirkus Bruxelles – Strasbourg med folk i Frankrig og vi undredes sammen med vores venner over hvordan det, at rejse i Italien, er som at være i en tidslomme. Næsten intet har ændret sig de sidste halvtreds år. Heller ikke i post Berlusconi land.

Vi spiste og boede i fire forskellige europæiske lande og nød godt af både den europæiske forskellighed og fællesskab, omend man til sidst godt kan føle, at ens hoved er et babelstårn.

Europa er vores fælles udgangpunkt. Vi har brug for et stærkt, fælles Europa, men vi har også brug for en ny fælles fortælling og nogle nye eurokrater, der tænker mere på vores fællesskab og fremtid end deres egen karriere og bankkonto (i Schweiz…).

Lad os sende vores unge på interrail og stemme nogle ordentlige politikere til Bruxelles og så gå mere op i dem vi har nu og holde dem ansvarlige for deres opførsel. Det fortjener vi allesammen, og det fortjener vores Europa.

L’eroupe – dix points!

Tror jeg napper togrejse næste gang…med rulle kuffert dog, og ikke rygsæk. Man er vel 50something. ;o)

-Og om lidt er kaffen klar!

Åh, hvilket morgenstund!

Benny Andersens kendte linjer fløj gennem min hjerne. Ikke fordi det var en skøn morgenstund, det var det også, men fordi der stod en mand og spillede “Svantes Lykkelige Dag” på trompet, mens jeg lå i sandet på en yoga måtte og lyttede til både hans trompet og bølgernes skvulpen.

Hvis det nu ikke lige havde været for den danske klassiker, så kunne man tro, at jeg befandt mig på en luksus retreat et sted i Sydeuropa, men nej, jeg er såmænd i Sandkås på Bornholm, og her er der åben yoga hver morgen på stranden for 75.- inkl. måtte. Det kom dog som en overraskelse, at det hele så blev afsluttet med levende trompetspil. Wauv!

Vi var alle helt høje bagefter og talte med hinanden om, at nu kunne det kun blive en god dag. Som en mand sagde (og der var flere mænd…), “jeg kan næsten slet ikke rumme det i min krop, så fedt er det.”

Mere skal der i virkeligheden ikke til. 60 min., hvoraf man i de 50 af dem ser super fjollet ud -og her taler jeg kun om os, der ikke liiiige er rutinerede – og så 10 min. med meditation og trompetspil, så går vi alle høje af lykke derfra og taler med vildt fremmede om, hvor høje, vi er. Tankevækkende.

Også tankevækkende, at man med det samme tænkte, “hvor er de modige”, om de midaldrende mænd, der dukkede op til yoga første gang. Vi andre er vel også modige. Vi er også midaldrende, lettere stive, overvægtige og på den, når sandet skrider under måtten. Nå, pyt med det – for kaffen var klar, da jeg kom hjem, og Nils havde ovenikøbet plukket vilde blomster til mig, da han gik med hunden og i aften er der Helmig på Gæstgiveren.

Det er ikke kun Svantes – det er Berits lykkelige dag! God karma til jer alle.

 

 

Der er så meget, kvinder godt forstår.

Jeg er fodboldfan. Jeg kan rigtig godt lide at se fodbold, jeg kan lide den sociale funktion fodbold har, jeg kan lide at være på stadion, og på Helsingør stadion kan jeg ovenikøbet lide pølserne.

Og tænk engang, nu er jeg så heldig at bo i den by, som landsholdet holder til i, og når de er samlet, og jeg går tur med hunden om morgenen, så bliver jeg overhalet af den ene veltrænede fodboldstjerne efter den anden, der er ude at løbe. Ikke så ringe endda.

Det lå ellers ikke i (fodbold)kortene, at fodbold skulle komme til at fylde så meget i mit liv, som det har gjort. I min familie dansede man, og vi har op til flere danselærere på stamtræet. Jeg selv startede på ”baby-holdet” som to-årig og dansede mig igennem hele barndommen indtil gymnasiefesterne satte en stopper for chancen på showholdet hos Britt Bendixen. Så det var ikke familietraditionerne, der  gjorde, at jeg tabte mit hjerte til fodbold.

Det var Elkjær – Preben Elkjær!

For i start firserne skete der noget nyt i dansk fodbold, og som så mange andre forelskede jeg mig i landsholdet, Gunnar Nu Rap (som egentlig ikke er særlig god), stemningen og Elkjærs revnede buksebag.

Den allerførste live fodboldkamp jeg så, var faktisk på Det Olympiske Stadion i Rom, ene og alene fordi Roma skulle spille mod Verona, og der spillede Elkjær som bekendt. Det sagde jeg nu ikke noget om til at de Roma fans jeg var omgivet af der oppe på de billige pladser, hvorfra Elkjær var på størrelse med en tændstik mand nede på banen.

Men det skulle blive til rigtig mange live fodboldkampe derefter, for tilfældet ville, at jeg qua mit arbejde i rejsebranchen kom til at arrangere rejser for både sportsjournalister og fodboldglade danskere, som ville ud og opleve fodboldkampe, og så var jeg ligesom nødt til at følge med. Både i selve sporten og også tit på turene.

Og der er noget særligt ved slutrunder. Hvad enten, det er EM eller VM, og så er det fantastisk at opleve, og hver slutrunde har sit særkende. Et år var det plastre på næsen. Den dille forsvandt hurtigt igen, så det gav nok ikke det ekstra ilt, som de prøvede at bilde os måbende tilskuere ind, at det gjorde. Så kom de farvede fodboldstøvler, så de besynderlige frisurer, så vuvuzelaen, som jeg helst vil forbigå i tavshed, og denne gang tror jeg, at det er de brede skilninger, der vinder.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til vores optaktsarrangement for at modtage “folkets hyldest”. Jeg står glad i baggrunden og klapper.

Slutrunder og elitefodbold er en ting, men jeg er også stor fan af alle voksne, som uge efter uge møder op i den lokale fodboldklub, og sørger for at lokalsamfundet har et sundt og sjovt samlingssted. Min beundring gælder selvfølgelig alle frivillige i idrætsforeninger, for deres arbejde er uvurderligt, men nu fik jeg altså to fodboldsønner, så det er her, jeg mest har haft min gang.

Tænk engang hvad en klub som BIF har gjort for lokalsamfundet i Brøndby. Det kan ganske enkelt gøres op, og netop BIF var årsag til at jeg endnu engang blev rørt til tårer over fodboldens rækkevidde. Lille Elvis på 6 år har spastisk lammelse og går med gangstativ. Alligevel havde han været til boldens dag i BIF og klubben efterlyste ham efterfølgende. De ville tilbyde ham at gå med holdet på banen i Parken til pokalfinalen. Elvis blev fundet, og at se ham gå stolt afsted med sit gangstativ ind på et propfyldt stadion smeltede mit hjerte endnu engang til det spil, jeg i forvejen holder så meget af.

Og ja – jeg kan godt off side reglen.

Her smeltede mit hjerte også. To unge, smukke mennesker, der stjæler sig til et minuts kærlighed, fordi han blev udtaget til dopingtest og derfor alligevel ikke kunne få en time med sin elskede. Hun i tårer – han i trøst. Længe leve kærligheden – også i fodbold.

Noget om at være privilegeret og om børn, der ikke er det.

Slottet i Bourgogne

Søndag nat kom jeg hjem fra en fuldstændig fantastisk weekend i Frankrig. Min meget nære og gode ven gennem 31 år, var gået hen og havde rundet de 50, og havde besluttet sig for at leje et helt slot i Bourgogne, og så invitere alle sine venner til en fødselsdags fest, der strakte sig over en hel weekend! Så bliver det ikke meget bedre!

Slet ikke, da han for at forkæle mig (lidt dronning har man vel lov at være ;o)…) indkvarterede Nils, min mand, og mig i slottets suite. Det var overdådigt, og som om det ikke var nok, så var weekenden startet med en romantisk nat i Paris.

Nils har altid været forelsket i Paris, så da vi mødte hinanden for snart 20 år siden, var noget af det første han gjorde, at invitere mig på en weekend til Paris, hvor vi som nyforelskede selvfølgelig havde det vidunderligt, og blandt andet spiste rørt tartar på Brasserie Lipp. Vi er lidt “tartar afficionados” begge to. Mange år senere, da han trængte til at være alene, var det også Paris han kørte til på sin motorcykel, men det er en helt anden historie.

Og nu er vi så der i livet, hvor vi begynder at få mere tid til hinanden i takt med at drengene bliver selvkørende. Vi skal måske ikke ligefrem genopfinde vores ægteskab – det gjorde vi efter føromtalte motorcykeltur, men vi skal i hvert fald til at udnytte vores nye frihed på en god måde sammen. Og hvilken bedre ide, end en nat i Paris, når nu vi alligevel var inviteret til Frankrig.

To lalleglade, midaldrende på pariser weekend!

Paris er nem og billig at komme til, også selvom man ikke kan lide at flyve, og fra lufthavnen er det bare af sti, afsted med RER til venstre bred. Men her var det så, at jeg første gang blev alvorligt mindet om, hvor privilegeret, jeg er. Ikke, at jeg ikke er klar over det, men nogle gange oplever man ting, der virkelig sætter tingene i relief.

Gare du Nord har altid været et lettere skummelt sted. Selv da jeg interrailede, var det stationen, man fik besked på at holde sig fra, men nu er “jagtmarkerne”,  om man så må sige, blevet udvidet til også at omfatte togene.

Da vi holder ved perronen kan man høre en voldsom barnegråd og skrigeri. Jeg tror først, der er tale om et hysterisk barn, som når velfærdsbørnene i Danmark går i hysterisk krampegråd over ikke at må få slik i supermarkedet, og i og med ingen i toget reagerer, går jeg ud fra, at det ikke er alvorligt. Få sekunder efter bliver en lille, grædende pige imidlertid bogstaveligt talt smidt ind i toget af sin sigøjner mor (må man i det hele taget skrive sigøjner mere?), som råber og skælder og smælder af barnet.

Først forstår jeg slet ikke, hvad der foregår, og jeg kigger forvirret op. De øvrige franske passagager er ganske upåvirkede og tilsyneladende vant til scener som disse.

Moderen, hvis det altså er moderen, for det kan jo sagtens være et kidnappet barn (nej, hun lignede ikke Madeleine), skælder stadig ud, og sender så pigen ned af mellemgangen for at tigge. Pigen er vel omkring de 8 år, men meget lille af statur, og går snøftende afsted med hånden fremme, mens hun trodsigt tørrer sine øjne.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!

Jeg vil ikke give pigen penge. Jeg føler mig heller ikke nok på hjemmebane til at rejse mig op og give “moderen” en ordentlig skideballe – på hvilket sprog iøvrigt? og da jeg kigger olmt op, får jeg “blikket” fra en medpassager, der angiveligt opfatter mit dræberblik som rettet mod pigen. Intet er mere forkert. Mit hjerte bløder for denne lille pige, der burde være i skole sammen med sine jævnaldrene, men som lige nu går, meget tydeligt mod sin vilje, og tigger i toget. Samtidig kan jeg mærke, at jeg koger indvendig af raseri mod kvinden.

Jeg vælger den lette udvej. Kigger ned, ignorerer pigen og glæder mig til jeg skal af toget kort tid efter, men er dybt rystet, da vi kommer op i den parisiske sol, og kan ikke helt ryste oplevelsen af mig. Endnu værre bliver det, da jeg senere på dagen læser en overskrift på en af online aviserne om en “babyfabrik” man har lukket i Nigeria. Her producerede man (ja, i bedste nazistiske stil) angiveligt børn til slaveri og pædofili i Europa.

Nå, nu er vi i Paris, solen skinner, og vores hotel er vidunderligt. Det samme er tartaren på Lipp, der i sig selv er en oplevelse, og livet er igen skønt. Jeg er nyforelsket i min mand, og nu skal vi spadsere med hinanden i hånden under den parisiske stjernehimmel langs Seinen hjem til vores hotel.

Udover tartaren er der altid oplevelser på Brasserie Lipp

Der er bare den lille detalje, at først skal vi passere endnu en sigøjner kvinde, der sidder på gaden og tigger. Denne gang ikke kun med et barn – men med to. Det ene er en pige på omkring 3 år, og det andet er en dreng på max. 1 , som ligger og skutter sig på et tæppe i lyset fra Louis Vuitton butikken, de sidder foran.

Raseriet bobler i mig igen, og denne gang sender jeg dræberblikket til den unge kvinde (og hun er ung), som med al tydelighed signalerer, at jeg finder hendes handlinger dybt uansvarlige.

Jeg har rejst i mange lande, og jeg har set fattigdom før. Jeg har engang i Vietnam besøgt en mand, der bogstaveligt talt boede i en jordhule,  jeg har oplevet kvarterer på Philippinerne, som jeg ikke har lyst til at huske, og der har altid været sigøjnere i eksempelvis Rom, som gik rundt med en bedøvet baby på armen. Jeg har også fravalgt at rejse til steder, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue den armod,  jeg ville møde i respektive lande. Jeg bliver ulykkelig og påvirket og får dårlig samvittighed over at være så priviligeret, som jeg er.

Men selv i de mest forarmede områder og fattige kvarterer, har de fleste trods alt passet på deres børn. Nej, jeg er ikke naiv eller uvidende, men der er hos størstedelen af alle forældre et beskyttergen overfor deres egne og også tit overfor andres babyer / børn, og selvom nød kan tvinge forældre til at sætte deres børn i situationer, de ikke ønsker, så er det for de fleste kun ved ekstrem nød.

Dette var ikke tilfældet i Paris. Det var helt tydeligt, at dette var systematisk,  kynisk og at det ragede “mødrene” en papand, om børnene var i skole, blev ydmyget, ødelagt eller syge. Det var anderledes end noget, jeg har oplevet før.

Europa undergår i disse år nogle markante forandringer. De ting, som vi tager for givet, er under pres, og menneskesyn, som vi troede forsvandt med Dickens bliver mere og mere almindeligt, så vi skal passe meget på, hvis vi vil bevare et Europa, hvor vi har en fælles forståelses ramme for eksempelvis, hvordan vi behandler børn.

Vi skal ikke tillade, at helt små børn bliver brugt til at tigge, hverken i toge eller på gader. Her må myndighederne skride ind. Hårdt! og før det bliver en almindelig oplevelse. For få år siden ville et skud i København rydde forsiden. I dag er en skudepisode nærmest en notits på side 4, og misbrugte børn må ikke blive et syn, som vi bare kigger væk fra og ikke gør noget ved, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi bliver vant til synet.  Jamen…ævle bævle… og det sker jo ikke i Danmark, og hvad-ved-jeg.

Men enten er vi Europa, eller også er vi ikke Europa, og nej, det hører ikke til i det europæiske værdisæt, at børn skal misbruges. De skal gå i skole og vi skal passe på dem. Især de børn, som ikke har fået nogle ordentlige forældre, og hvis det betyder, at man skal bruge en masse penge og ressourcer på at jagte forældrene, så er det det. Ikke fordi jeg ikke skal få det dårligt, når jeg er på romantisk weekend i Paris, men fordi det skylder vi – som de privilegerede – disse børn.

Pyyyhhh… så fik jeg luft!

Resten af weekenden var iøvrigt fuldstændig fantastisk og jeg var privilegeret som dronning, og i morges da jeg gik tur med hunden, kom en lille pige cyklende på vej til skole, mens hun sang for sig selv.

 

 

 

Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne:

 

 

Frau Elmark – kommen Sie mit mir bitte!

Relaxarium

Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 2

Sjovt, som ens indre vækkeur altid sørger for, at man vågner på samme tid, ligegyldigt, hvor man sover. Således også i de østrigske alper. I dag var det ok, for jeg skulle igang med min første rigtige kurdag, og jeg havde ting at lære, viste det sig. Eller rettere, ting jeg havde glemt.

På et ægte kurhotel er dress code hvide badekåber. Heldigvis har de tænkt sig om på dette hotel. Udover den føromtalte vægt, var værelset nemlig også udstyret med en fin lille kurvetaske til håndklæder m.m. og så en træklemme med indbrændt værelses nummer til at sætte på sin badekåbe. Helt identitetsløs bliver man ikke, omend reduceret til et nummer.

I Østrig og Tyskland har man en meget lang kurtradition, og man kan faktisk komme på lægeordineret kurophold. Man er af den overbevisning, at det i den sidste ende sparer samfundet for en masse penge, hvis borgerne passer på sig selv, og som en hoteldirektør engang sagde til mig: “Jeg forstår ikke jer danskere. Hvorfor kommer I først, når I er syge. I skal jo forebygge.”

Jeg kan kun give ham ret, men vi har ikke haft tradition for at pleje os selv og forebygge, selvom det har ændret sig de sidste par årtier. Da jeg var ung, var der nærmest kun frisørsaloner, og nu ligger der en til to neglebarer i enhver provinsby. Det er selvfølgelig den mere kosmetiske del af plejen, men massage, vandgymnastik, boblebade og andet var ikke lige i fokus tidligere, og blev nærmest betragtet som lidt ekstravagant.

Nå, men nu skulle jeg altså til det. De første behandlinger var først om eftermiddagen, så jeg gik til poolområdet og fik her min første lektion i Freikörperkultur.

Kurv og klemme

Jamen, han har jo ikke noget på!

Bevæbnet til hårelastikken med badekåbe, håndklæder, meditations bøger og podkasts kastede jeg mig ud i det. Jeg havde ikke nået morgen vandgymnastikken (tre hold hver morgen!), så jeg gik i omklædningsrummet. Stort, fint og masser af plads, så jeg behøver da ikke en kabine. Heller ikke selv om jeg er ganske blufærdig, og altid har været det, også før, det blev moderne.

Der gik dog ikke mere end et minut, før jeg ændrede mening. Tværs gennem omklædningsrummet gik en mand med den største selvfølgelighed og tydeligvis stolt af sin rynkede rumpe. Min ser heller ikke for godt ud, men jeg spankulerer i det mindste ikke igennem herreomklædningsrummet med den. Men her var det så, jeg fik min første lektie i Freikörperkultur, for der er ikke noget herre- og dameomklædningsrum, hvilket jeg konstaterede efter at have kigget på døren, om jeg mon var gået forkert. I de germanske lande deler man omklædning, og man går også gerne nøgen rundt i saunaområder m.m.

Jeg nåede at se ganske mange tilsvarende rumper, men ærligt, jeg nåede aldrig selv til at blive en del af FKK. Det lyder heller ikke særlig rart vel? Men, det var en vigtig lektie i kulturforskelle, og som blufærdig, fladrumpet, dansk, midaldrende kvinde, er jeg bare taknemmelig for, at man trods alt havde badetøj på i bassinerne. Og der var nu rart…. åhhh, at ligge udendørs i en meget varm pool med udsyn til snetoppe. Det er stærkt vanedannende.

Udendørspool

Kommen Sie mit mir bitte!

At vi endte på dette kursted, var ikke kun fordi, det kunne være en dejlig påskeferie. Jeg har, som så mange andre omkring de 50, måtte erkende, at med alderen kommer også skavankerne.

Jeg har indtil nu været forholdsvis forskånet, men det seneste lange stykke tid, har jeg haft ondt over lænden, og også i den ene hæl. Når jeg talte med kolleger og veninder på samme alder, var det tydeligt, at jeg ikke var den eneste med disse små-skavanker. Faktisk har de alle et eller andet, de døjer med.

Det er en del af livet, og i et oplyst samfund som vores, er vi jo godt alle sammen klar over, at vi skal spise sundt, motionere og holde os fra alkohol og cigaretter.  Men selv med benhård askese, kan vi ikke stoppe alt, og selvom man -som min mor altid sagde – må ældes med ynde, så behøver det altså ikke at være med smerter.

Før jeg tog til Østrig havde jeg været hos fysioterapeut for første gang i mit liv, jeg havde fået laserbehandlinger for en mindre formue og jeg var begyndt til yoga, men jeg havde stadig ikke fundet ud af præcis hvad, der var galt, og hvordan jeg kunne få min ryg og hæl smertefri.

Der er ingen mirakelkur, og kroppen bliver aldrig, som den var, men vi kan selv hjælpe til, og så kan vi få råd og vejledning af folk, som ved noget om vores kroppe.

På netop dette kursted ved de en hel masse om rygge, og de har særlige rygprogrammer, ligesom de har specialiseret sig i en mudder fyldt med diverse mineraler. Vores kroppe er fra naturens side ikke skabt til at sidde i en kontorstol / bil i så mange timer, som de gør,  vi må derfor selv holde os ved lige på forskellige måder. Dette er min foretrukne.

Selve kurafdelingen lå i den modsatte ende af hotellet fra det store pool område. Det betyder, at man skal gå igennem hele lounge-, bar- og receptionområdet, for at komme fra den ene ende til den anden. Det kan godt være lidt grænseoverskridende sådan at vandre små 50 m. i hvid badekåbe igennem et område, hvor man normalt vil være påklædt. Men her er det så, at det betyder noget, at man er et sted, hvor alle de andre også er her af samme årsag, for alle de andre (næsten) har også hvid badekåbe på.

Kurafdelingen har sin egen reception, og her er ligeså mange receptionister, som i hotelreceptionen. Ingen taler imidlertid engelsk, og deres kalender (og den er stor) bliver styret med blyant. Det var næste som tavlen i de gamle Spies dage, og igen lidt tankevækkende. Gad vide, om de tænker over det i Brussel, når de taler om hvor ens vi er i Europa. Nå, det må blive et andet blogindlæg.

Man melder sig, og så sætter man sig sammen med de andre hvide badekåber og venter til der kommer en ung dame og råber ens navn op. “Frau Elmark, kommen Sie mit mir, bitte!”, og så traskede Frau dit, dut og Elmark afsted i efter hinanden i bedste gåsegang.

Her er ingen marmorbeklædning og små stjernelys i en blå himmel akkompagneret af new age musik. Her er brune behandlingsrum, hvor man kan høre, hvad der sker hos naboen, men her er styr på det. Jeg blev spurgt, hvor jeg havde smerter, og så blev min ryg pakket ind i meget varmt og ikke særligt velduftende mudder. Derefter lå jeg og svedte i 20 min., blev pakket ud og kunne så vaske mudderet af. Ud og vente igen (må have vand… -indvendig!) og så endnu engang “Kommen Sie mit mir, bitte!” Denne gang var det massøren.

Jeg skal spare jer for yderligere detaljer, blot fortælle, at det var ikke nogen hygge massage. Jeg gentog samme behandling tre gange med forskellige massører, og de sagde alle tre uafhængig af hinanden det samme. Muskel ved lænd er hård som sten, trykker på nerve, og derfor har du ondt i hælen.

Det er tilsyneladende meget ofte set hos kvinder i min alder, og mænd for den sags skyld, men de laver indimellem nogle helt særlige bevægelser, som er med til at træne netop den muskel  ;o), så derfor er de ikke helt så hårdt ramt. Vi sidder for meget, og vi træner ikke vores muskler omkring bækkenet godt nok. Det vidste I måske allerede, men det var en ny verden for mig, og en stor lettelse at få alt forklaret.

Så damer – har I ondt i hælen, så er det igang med at træne rygmuskulaturen.

-Og så kom jeg i stødet!

Det var heldigvis ikke alle behandlinger, hvor man lige skulle bide tænderne sammen. Jeg var jo på et såkaldt “Schlank & Schön” ophold, så lidt schön skulle også til. Jeg havde dog ikke helt forestillet mig, at det indebar, at jeg skulle have stød!

Endnu et ucharmerende behandlingsrum. Denne gang uden mudder, men med elektroder, der gik over til en maskine, der lignede noget fra før Murens fald, og vel at mærke nogle elektroder, der skulle spændes på mig. Som led i aktivering af blodomløbet og angiveligt for at modvirke cellulite, lå jeg i 15 min. og fik stød med små mellemrum. De sidste fem minutter i en slags finale, hvor jeg i et sandt fyrværkeri af stød, helt uden mellemrum, nærmest lettede 10 cm. fra briksen.

Jeg spurgte de søde, unge damer, om det her var noget kvinder i Østrig gjorde regelmæssigt, hvorpå de fnisende rystede på hovedet.  Og så er der vel ikke så meget mere at sige til det!

Stødmaskinen

At puppe sig.

Resten af dagene gik som ovenfor beskrevet i et vacuum af pool -hvile – behandling – hvile – pool – hvile – behandling – hvile – spise – sove! Jeg kom slet ikke udenfor hotellet i fire dage. Som i slet ikke. Jeg var på balkonen en enkelt gang, da det gik vildt for sig. Jeg havde hverken behov eller lyst. Jeg ville bare være i min puppe af velvære, og udenfor går de i almindeligt tøj, spiser almindeligt mad og drikke liflig rosevin.

Men spøg til side. Det er faktisk noget af det bedste ved at være på gammeldags kurophold i en moderne verden. Vi skal hele tiden forholde os til mails, nyheder, Facebook eller ikke Facebook, Trumps hår og så meget andet, der bombarderer vores hverdag. Det skal man ikke her. Her skal man bare tulle rundt i sin hvide badekåbe, og så komme lidt i stødet engang i mellem. Det er vidunderligt!

Folk går Caminoen i et væk og de tager på “silent retreats” for at få tid til fordybelse. Hvad der er truet bliver trendy, og tid til fordybelse er truet, så nu er det trendy. Sværere er det ikke. Sværere var det faktisk at lægge min smartphone til side, og jeg kunne konstatere, at modsat tidligere F.A. (før Apple), læste jeg ikke så meget, og jeg kom ikke helt væk fra virkeligeheden, for denne gang var avisen jo ikke længere end et klik væk. Det var lettere at spise slankekost og ikke drikke alkohol, end det var at være uden smartphone. En af vor tids største udfordringer.

Men, når alt kommer til alt, så var det ligeså skønt og berigende både fysisk og psykisk at tage på kurophold, som jeg husker det, og jeg vil varmt anbefale det til jer alle. Træk stikket ud i en uge og træk -ikke en gammel sweater- men en hvid badekåbe på. Fordi I fortjener det.

God weekend!

 

 

Ønsker De også en tur i høet?

Bad Reuthe påske 2018

Om kunsten at tage på gammeldags kurophold i en moderne verden. Del 1

Ovenstående spørgsmål blev jeg i fuld alvor stillet (pr. fax!) dengang for 24 år siden, da jeg bestilte mit første kurophold. Jeg har hele livet kæmpet med vægten, og 20-30something havde jeg så fået den ide, at det rigtige måtte være et “Schlank und Schön” ophold i Østrig. Det startede en livslang kærlighed til de østrigske kursteder – i dag bedre kendt som wellness og spa, men der skulle gå en del år, før jeg blev rigtig dus med konceptet, og det kan man ikke just sige jeg var, da de flinke østriger engang i 90’erne spurgte mig, om jeg ville have en tur i høet.

Det viste sig at være en reel tur i hø. Altså, som i pakket ind i hø, og den dag i dag, er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, det gjorde godt for. Mange besynderlige behandlinger senere, er der faktisk en del af dem, jeg ikke rigtig ved, hvad gør godt for, som f.eks. det brændende stearinlys i øret, men det er en helt anden historie.

Men dengang drog jeg altså afsted – med tog, som det sig hør og bør, når man skal på ægte kurophold, og kom både i høet, boblebad, fik stød og smag for, hvor fantastisk det er, at tjekke ind på et hotel, hvor det hele handler om dit velbefindende.

I flere år efter arrangerede jeg rejser til forskellige kursteder i Østrig, og tog også selv afsted en gang om året, men så kom der mand og børn og hus og arbejde, og ja… hvad som helst i vejen. I kender det sikkert, den ene dag tager den anden, og midt i det hele forsvinder noget af det, som man holder mest af, som man ikke lige synes, man har hverken råd eller tid til, og “hvad nu med børnene?” (vi har to teenagedrenge).

Men midt i juletravlheden sidste år tog jeg så en beslutning. Nu skulle det være – igen! Koste, hvad det koste ville, og hvis ikke min mand, Nils hedder han, ville med, ja så ville jeg selv tage afsted. Det havde jeg jo gjort masser af gange før, så hvorfor ikke. Han ville nu godt med, bare han kunne slippe for behandlinger og bade. Siden jeg proppede ham ind i et overdimensioneret æg, hvor han skvulpede rundt i 37gr varmt vand og lyttede til afstressende musik, har han kategorisk nægtet at prøve noget-som-helst. Ikke engang en lille klassisk massage.

Så startede reseachen. Havde man stadig “Schlank & Schön” in Österreich? Var mine gamle steder lukkede, eller havde de sat prisen så højt op, at jeg slet ikke kunne være med? Mit yndlingssted havde, men det er på den anden side også et super wellness hotel med et fantastisk køkken, og det jeg havde brug for, var et sted, hvor de kunne noget med ondt i ryggen og hælen og så lige det der med lidt slankekost…. 50something….

Det pudsige var, at trods masser af steder, endte jeg med, at det første sted, jeg nogensinde var, også blev det sted, hvor jeg bookede et ophold til mand, hund og mig! Påsken 2018 skulle tilbringes med mudder, massage og masser af vand indvendig og udvendig.

Så afsted gik det i den lille Fiat500 (vores anden bil blev smadret kort før afgang, men der kan faktisk være ganske meget i en Fiat500) og efter et døgn i Tyskland og det sidste glas vin i lang tid, tjekkede vi ind på kurstedet i de østrigske alper.

Og her er man altså ikke for sjov! Skulle man være i tvivl. så er vægt standard udstyr på badeværelset, og allerede når man ankommer, får man udleveret sit skema for den kommende uges behandlinger. Iøvrigt går halvdelen af alle gæster i lobby området rundt i ens, hvide badekåber, så man er ikke i tvivl om, at man er havnet det rigtige sted.

Badeværelse inkl. vægt

Jeg fik mit skema, Nils fik med glæde øje på rygsækken til vandring, og hunden (Cooper) var bare glad for at komme ud af Fiat’en, så en, to, tre, var jeg i en af de tre pools, og en uges gammeldags kurophold i en moderne verden kunne begynde.

Skema