Her har vi hej-kultur!

De helt fantastiske hovedrolle skuespillere 

I forgårs havde jeg en af de bedste oplevelser hidtil i år. Jeg havde inviteret yngstesønnen i Det Kgl. Teater for at se Kasper Holten´s opsætning af Amadeus. Det blev en dyr, men mindeværdig aften. Ikke kun fordi det var rigtig skønt at være alene på tur med Mikkel, men også fordi hele aftenen som en helheds oplevelse bare var så fabelagtig.

Vores drenge har igennem tiderne “været udsat” for lidt af hver, når det kommer til kulturelle oplevelser, så det er ikke helt fremmed for dem. De var ikke særligt gamle, da jeg slæbte dem med på Christiania for at se Händels Messias opført i Den Grå Hal, og de har også oplevet deres første opera for flere år siden i arenaen i Verona. Det måtte vi dengang ikke fortælle nogen, for det passede ikke helt ind i cool-lige-blevet-teenager-image.

De har faktisk også tidligere været på gammel scene på Det Kgl. til en efterårsferie børne ballet forestilling, men det kunne Mikkel selvfølgelig ikke huske. Derfor havde vi også købt billet til en rundvisning på teatret før forestillingen, og allerede her startede en oplevelse i verdensklasse.

Vi var knap kommet indenfor, før to smilende mænd bød os varmt velkommen. Det var de to rundvisere, og de gjorde alt for at få os til at føle os godt tilpas. De var helt med på, at ikke alle kommer her til hverdag, og man derfor godt kan være lidt udenfor comfort-zone. Det er trods alt gammel scene på Det Kongelige Teater.

De dygtige skræddere er igang med kostumer til Askepot. De er ikke store balletpigerne, skal jeg hilse og sige.

Selve rundvisningen var også en oplevelse, og undervejs noterede jeg mig, at vores mand – der senere fortalte, at han til daglig var stuntmand og underviser i fægtescener (!), han dør faktisk fem gange i hver Robin Hood forestilling – hilste højt på alle, som vi mødte på vore vej.

Først tænkte jeg, at han bare ville være lidt smart og mænge sig med kunstnerne, men de hilste også allesammen smilende tilbage, så der var noget mere. Det mere fik vi forklaret til allersidst, da han fortalte om den hej-kultur, man har på teatret. Alle skal hilse på alle, som de møder på deres vej, og der er altså 11 km vej, hvis man tæller alle gange på Det Kgl. med.

Han fortalte også, at tidligere skulle alle bukke og neje, men det gik helt galt for alle de små balletbørn, når de kom løbende gennem gangene og skulle stoppe hele tiden for at neje for de ældre skuespillere, så idag er det ændret til hej-hej gangene.

Det tænkte jeg en del over dagen efter, da jeg fortalte om vores oplevelser. Jeg har ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor det ligefrem er sat i system og en nedfældet del af kulturen, at man skal hilse højlydt på hinanden. Men det burde det da være.

Vi er som danskere tit ret blufærdige, og vi er ikke særligt gode til det, som i dag betegnes gammeldags høflighed, herunder at “lette på hatten” og hilse på fremmede.

Fra min egen verden, har jeg altid undret mig over, at danskere, som står i den samme check in kø, sidder i den samme flyvemaskine og bus og desuden bor på det samme hotel, lader som om de slet ikke kender hinanden og derfor ikke engang sender et lille høfligt nik, når de passerer hinanden på vej til poolen. Alle andre nationaliteter gør det, men vi danskere foregiver, at vi ikke er turister, og vi er det i hvert fald slet ikke sammen med andre danskere. På mig har det altid virket fuldstændig absurd, og som en struds, der har stukket hovedet i jorden og rumpen i vejret, og jeg har konsekvent hilst på alle de andre, også selv om jeg har fået dræber-jeg-kender-dig-IKKE blikket tilbage.

Mikkel og jeg talte om noget af det samme, da vi gik over Kgs. Nytorv. Det var årsdagen for Prins Henriks død, og derfor present, hvor flot det var, da den franske ambassadør stod foran ambassaden og bukkede for rustvognen. Der var intet underdanigt i det, bare respekt og høflighed.

Vi talte også om det, da vi så påklædningen af folk i teatret. Vi er måske lidt sippede, men når nu alle i teatret har gjort sig sådan umage, så kan vi altså også godt som publikum gøre os en lille smule umage og møde op i noget andet end billige cowboybukser og forvasket polo. Især, når man er 60+

Men det fik ikke lov til at ødelægge den helt fantastiske oplevelse, det var. Fra rundviseren over garderobe manden, der ryddede en hel garderobe på under fem minutter,til skuespillere, musikere, dansere og før dem skræddere, der præsterede det ypperste, som vi kan i Danmark. Nogle af skuespillerne havde ovenikøbet overskud til at stå svedige i deres kostumer ved udgangen, så publikum kunne få taget selfies. Det var helt igennem fantastisk – og det syntes teenageren også.

At vi så bagefter gik på Brønnum og fik en sluk-efter drink, gjorde ikke teenageren begejstring mindre. Her fik vi iøvrigt også top-betjening og meget varm velkomst, så jeg kan kun konkludere, at niveauet for service er hævet i København, og så tænke lidt over, om vi ikke alle sammen skulle begynde at tænke alvorligt i hej-kultur. Både på vores arbejdspladser og udenfor.

Oplev selv lidt fra forestillingen her:

Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!

Min verden er blevet større af streamingtjenesterne.

Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt, og efter en lang, skøn juleferie, hvor jeg primært har plejet min dovenskab, og mit forhold til TV skærmen, må jeg konstatere, at ikke alene har streamingtjenesterne givet os muligheden for at se serier, når man vil, så længe man vil, udbudet af ikke-amerikanske serier er også blevet så meget større.

Nils og jeg har derfor indenfor de seneste par år set franske, tyske og polske krimier. Vi har set spanske thrillers og israelske og australske spionfilm, og vi er, for det ikke skal være løgn, blevet medlem af en FB-gruppe, der hedder “Vi, der elsker Tatort”. For to år siden, anede jeg ikke, hvad Tatort var.

Hvis nu nogen af jer, min trofaste bloglæsere heller ikke ved, hvad Tatort er, så er det en tysk krimiserie, der har kørt siden 1970 og forleden så vi episode 1078. Det interessante ved Tatort er, at det udover at være en klassisk, afsluttet episode krimi, bliver produceret og foregår forskellige steder rundt i Tyskland. En episode finder sted i Køln, en anden i Bremen og så fremdeles. Når man har været hele raden rundt – og der er 20 teams – er man tilbage hos Team Køln igen. Vi er pludselig blevet bekendt med steder i Tyskland, vi ikke anede, var charmerende.

I juleferien faldt vi også over en australsk produceret spion thriller, eller hvad man nu skal kategorisere den som. Den hedder Pine Gap og foregår i og omkring den fælles amerikanske / australske aflytningsbase ved navn Pine Cap, der ligger ved Alice Springs.

Det var første gang, jeg overhovedet hørte om Pine Gap, der eksisterer i virkeligheden.

Pine Gap – det ægte altså.

Den kender I måske, men jeg havde ingen ide om, at australierne og amerikanerne havde en joint venture base, der nærmest får NSA til at ligne nybegyndere. Det mest interessante var imidlertid ikke aflytningerne af kineserne og andre, men konflikterne mellem Australien og USA og nogle af de kommentarer, der faldt i løbet af serien som f.eks.: “Europa er der ingen, der regner med mere, det er jo bare en gammel tante” – frit fra hukommelsen. Og fra en kineser “Åh, amerikanerne har altid så travlt. De vil erobre på kort tid. Vi kinesere tænker langsigtet i forhold til vores erobringer”.

To replikker, som jeg ikke tror, man ville have hørt i en europæisk eller amerikansk standard tv produktion. Iøvrigt hænger australiernes solidaritet med amerikanerne i serien i en tynd tråd, for de er økonomisk mere afhængige af kineserne, og så er vi ligesom igang.

Fauda er en israelsk serie, der primært foregår på Vestbredden og Gaza striben. Det er første gang, at jeg ser autentiske billeder fra de to steder, der ikke udelukkende viser raketnedslag eller oprør, og serien er både spændende og utrolig autentisk. Manden, der har skrevet den og spiller hovedrollen, er selv tidligere undercover agent i Gaza, hans kæreste blev som teenager stukket ihjel af en terrorist, og han har også arbejdet som bodyguard for Arnold Schwarzenegger(!). Man kunne lave en film om hans liv alene – men det er vel også lidt det, man har gjort med Fauda, der nu kører på tredie sæson.

Lige nu er vi fuldstændig opslugt af “Berlin Station”, der mærkeligt nok er amerikansk. Det er et lidt klassisk spion drama, der finder sted i nutidens Berlin, men serien er så lidet flatterende overfor amerikanerne i almindelighed og CIA i særdeleshed, at jeg ikke troede, den var amerikansk. Titelmusikken er David Bowie´s “I’m afraid of Americans” , og der er mange referencer til aflytningen af Die Merkel (ja, det var i Obama tiden), så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Derudover, så drikker og ryger de som skorstene, knalder på kryds og tværs af køn og vi har hele Berlins undergrund med som biperson. Måske bliver den slet ikke vist i USA?

Man skal lige over de første par episoder, så bliver den god, og til jer, der måske har set den eller planlægger at gøre det – ja, Hector (Rhys Ifans) var med i Notting Hill.

På den måde er min (sofa)verden blevet meget større, og jeg har en fest med det. Det startede med Knæleren (se den, hvis I ikke allerede har gjort det), og nu er der gået sport i det for os. Hvilket land / lokation skal vi til næste gang?

Det kan godt være, at vi ikke allesammen sidder og ser Hill Street Blues lørdag aften længere, men vi er stadig “careful out there”….. og tips til andre ikke- amerikanske serier modtages gerne, mens I lige kan nyde den originale, gamle Bowie version.

Bonus info:
Bowie skrev sangen sammen med Brian Eno, som han jo som bekendt også arbejdede sammen med, da han boede i Berlin i 1976-1979. Det er der nok nogen, der har tænkt over, da de valgte titelmusik. Videoen her er imidlertid fra 1997.

Bowie har selv udtalt om teksten:

“It’s not as truly hostile about Americans as say “Born in the U.S.A.“: it’s merely sardonic. I was traveling in Java when [its] first McDonald’s went up: it was like, “for fuck’s sake.” The invasion by any homogenized culture is so depressing, the erection of another Disney World in, say, Umbria, Italy, more so. It strangles the indigenous culture and narrows expression of life.”
Wikipedia

 

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Nogle gange har man lov at være heldig!

I dag var jeg til konference i København – “Tomorrow’s Urban Travel 2018”. Det handlede, som I nok kan regne ud, om hvordan rejser og rejsende ser ud nu og i fremtiden, og på programmet var talere fra hele verden.

Men for mig er det mest interessante i virkeligheden alt det, der sker i pauserne og udenom, og her tænker jeg ikke kun på netværksdelen, men også alle de små detaljer, som til sammen danner et mønster.

For det første kan jeg konstatere, at hvis jeg ikke havde opdaget det endnu, så er grøn, stærk grøn dette efterårs modefarve. Jeg bor jo i Helsingør, og derfor er jeg ikke altid helt opdateret med, hvad der rør sig på kontorerne i København, men det gør grøn.

Det næste, jeg fik bekræftet, det er, at nu er det ikke alene kød, man skal få dårlig klimasamvittighed over at spise. Ved morgenbordet, blev jeg oplyst om, hvor meget CO2, jeg havde forurenet med, hvis jeg spiste denne bolle og hvor meget værre det blev, hvis jeg også kom smør på. Vi er langt forbi bæredygtigt service og kalorietælling, nu tæller vi CO2 udslip.

Rigtig morsomt blev det, da jeg gik forbi vandbordet. De af jer, som har læst mit “Tilbage til fremtiden” indlæg ved, at jeg synes, vi er ved at finde tilbage til et tidligere udgangspunkt, og det må man sige, at vi er. Nu er postevand på kander super hipt!

Tilbage til fremtiden – postevand på kander er super hipt!

Derudover kunne jeg med glæde konstatere, at der er et paradigmeskifte på vej, og det nu er helt legalt igen at markedsføre sig med at være fra København / Danmark, og det glæder mig vildt. Det har også taget små 10 år fra Muhammed krisen og til nu.

Men der, hvor jeg virkelig fik en stjernestund, det var i frokostpausen, og det var rent held.

Blandt formiddagens indlæg var blandt andre en director fra Harvard, og hun var virkelig interessant at høre på,  men hun fortalte også med stolthed i starten om sine skandinaviske aner. Gør alle amerikanere ikke det?

Nå, men under frokosten sætter jeg mig så i et af de lejligheden opsatte legehuse (der var også opsat gynger, men det er ikke så let, at spise med kniv og gaffel siddende i en gynge), og er helt glad over, at jeg har fundet en plads med et bord. Det holder lige indtil der kommer en meget emsig kvinde og siger, at nu skal vi altså rykke sammen, for her skal sidde flere. Lettere irriteret samler jeg mig sammen, og brummer lidt indvendig over, at jeg nu skal til at sidde helt klemt.

Det viser sig imidlertid, at det er den amerikanske Harvard dame, som der skal være plads til, og da vi nu sidder der, klemt sammen i et legehus, falder vi selvfølgelig i snak. For at være imødekommende spørger jeg ind til hendes skandinaviske aner.

Det endte med at blive et kvarters intens samtale om gener, DNA, meningen med livet og det moderne menneske kontra urfolk i regnskove, som hun ved rigtigt meget om, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke os fortravlede, såkaldt moderne mennesker, der har fat i den lange ende. En af disse sjældne samtaler, hvor man på et sekund klikker sammen og det ene ord, tager det andet.

Hun fortalte mig blandt andet, at den kvindelige arvemasse er stærkere end den mandlige. Det vil sige, at vi oftere fysisk ligner vores kvindelige forfædre end vores mandlige. Hun bekræftede også, at der er generelle karakteristika ved folkeslag, det er bare ikke særlig politisk korrekt at tale om, men det er der altså, for det ligger bogstaveligt talt i vores gener.

Det store spørgsmål er så, om vi også arver hukommelse -altså oplevelser, og det kan være noget af forklaringen på deja vu eller at vi føler os hjemme steder, som vi aldrig har været før.

Vi kom vidt omkring på det kvarter, og da vi skiltes, fordi hun skulle interviewes til tv, kiggede vi hinanden i øjnene og samlede begge hænderne på hjertet med et stort tak for en virkelig interessant samtale.

Tænk, hvor heldig, man nogle gange kan være!

– Og nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en grøn kjole eller holde op med at spise morgenboller ;o), men jeg deltager igen næste år.

Royaume-Uni, dix points!

Man skal nok være 50something for at huske denne.

Alle 50something kender overskriften, men hvis I er lidt forvirrede, så prøv at sige det højt. Det er helt på linje med “La Pays-Bas, douze points!” Vi er i Melodi Grand Prix land – old school Eurovision, fra dengang hvor der ikke var flere europæiske lande, end at man havde tid til at høre alle points blive råbt op, og selve showet iøvrigt blev afviklet over kun en aften.

Denne blog skal imidlertid ikke handle om Grand Prix, men om Europa og det, der binder os europæere sammen. Og hvor corny det nu engang er, så kunne man dengang jeg var ung og på Interrail altid sige “Royaume-Uni, dix points” når man befandt sig et eller andet sted i Sydeuropa, hvor ingen af os kunne tale sammen, for så kunne vi i det mindste grine sammen. Tværs over Europa var vi alle enige om, at Eurovision Song Contest var til at grine af, men vi så det alligevel, og når vi sådan rejste rundt og besøgte hinanden før det der internet, så fandt vi fælles referencerammer i Eurovison sendingerne, der også inkluderede skihop fra Garmisch-Partenkirchen og Nytårskoncert fra Wien.

I år foreslog jeg mine sønner at tage på Interrail, og EU Headquarter syntes åbenbart også, at Interrail fortjente en revival, for Parlamentet udlovede flere tusind gratis Interrailbilletter til europæiske unge født i år 2000. Det var en god ide, for hvis der er noget, der kan få os til at holde af Europa, så er det at mødes med hinanden.

Det var iøvrigt også hele ideologien bag Spies Rejser. Hvis man rejser ud og møder andre mennesker, så er sandsynligheden for, at man slår dem oven i hovedet mindre, og indtil købet af Tjæreborg, var reglen at der maks. måtte bo X antal procent (har glemt det præcise antal) danskere på Spies hoteller, for ellers blandede man sig ikke med andre nationaliteter. Og ja, det er sandt.

Det er lidt den samme filosofi, som Lennart Lajboschitz nu udlever gennem sine mødesteder Absalon og Hornbækhus. Vi skal møde hinanden – og tro mig, har man været til “80’er musik banko” på netop Hornbækhus (og det har jeg), så er det næsten som at være til et Spies arrangement i de glade dage med action guider, fest og farver.  Corny, men i den grad festligt og vi griner og synger sammen, og man skændes altså bare ikke med mennesker, man lige har sunget sammen med, hvorfor morgensang på skoler og arbejdspladser iøvrigt også er en god ide.

Derfor skal vores unge tage på Interrail i Europa, for eurokraterne kan ikke finde ud af at få os til at føle et fællesskab med alle deres forordninger. Det skal komme nedefra. Vi skal mødes, finde vores fælles referencerammer og genopfinde vores fælles fortælling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det meget stramt med eurokraterne i Bruxelles, deres indspisthed, arrogance -også i forhold til skatteborgernes penge-  og deres rejsecirkus til Strasbourg. En iøvrigt ualmindelig dejlig by, der helt tydeligt lever godt af eu-borgernes skattekroner.

Men det er ikke det samme, som at jeg ikke ønsker en fællesskabs følelse i Europa. Jeg er faktisk glødende europæer og trods en priviligeret tilværelse rent rejsemæssigt, der bød på mange oversøiske muligheder, så har jeg altid foretrukket at opleve Europa.

I år tog vi en stor bid. På én sommerferie nåede vi Tyskland, Frankrig, Italien og også Schweiz for en kort bemærkning. Noget af tiden alene og noget af tiden med vores teenage sønner og vores venner, der bor rundt omkring forskellige steder i Europa.

Alle steder talte vi med europæere med anden baggrund, opvækst og kultur end vores og alle steder blev jeg mindet om, hvor meget, vi har til fælles. Nu behøver vi ikke Eurovision til fælles reference rammer. Vi ser det samme tv og serier, vi hører det samme musik samtidig (man behøver ikke tage til London længere for at få fat i det nyeste, det kun et klik væk), og vi har stadig mere til fælles, end der skiller os.

Bevares, vi var “kun” i det tidligere Vesteuropa, og det gør selvfølgelig ikke mine betragtninger til validt videnskabeligt sammenlignings grundlag, men alligevel.

Vi talte med en tidligere tech ingeniør i Grenoble om de mange penge i fodbold. og om forargelsen over FIFA, OL og andre organisationer, der føler sig som Ringenes Herrer. Vi var enige.

Vi diskuterede rejsecirkus Bruxelles – Strasbourg med folk i Frankrig og vi undredes sammen med vores venner over hvordan det, at rejse i Italien, er som at være i en tidslomme. Næsten intet har ændret sig de sidste halvtreds år. Heller ikke i post Berlusconi land.

Vi spiste og boede i fire forskellige europæiske lande og nød godt af både den europæiske forskellighed og fællesskab, omend man til sidst godt kan føle, at ens hoved er et babelstårn.

Europa er vores fælles udgangpunkt. Vi har brug for et stærkt, fælles Europa, men vi har også brug for en ny fælles fortælling og nogle nye eurokrater, der tænker mere på vores fællesskab og fremtid end deres egen karriere og bankkonto (i Schweiz…).

Lad os sende vores unge på interrail og stemme nogle ordentlige politikere til Bruxelles og så gå mere op i dem vi har nu og holde dem ansvarlige for deres opførsel. Det fortjener vi allesammen, og det fortjener vores Europa.

L’eroupe – dix points!

Tror jeg napper togrejse næste gang…med rulle kuffert dog, og ikke rygsæk. Man er vel 50something. ;o)

-Og om lidt er kaffen klar!

Åh, hvilket morgenstund!

Benny Andersens kendte linjer fløj gennem min hjerne. Ikke fordi det var en skøn morgenstund, det var det også, men fordi der stod en mand og spillede “Svantes Lykkelige Dag” på trompet, mens jeg lå i sandet på en yoga måtte og lyttede til både hans trompet og bølgernes skvulpen.

Hvis det nu ikke lige havde været for den danske klassiker, så kunne man tro, at jeg befandt mig på en luksus retreat et sted i Sydeuropa, men nej, jeg er såmænd i Sandkås på Bornholm, og her er der åben yoga hver morgen på stranden for 75.- inkl. måtte. Det kom dog som en overraskelse, at det hele så blev afsluttet med levende trompetspil. Wauv!

Vi var alle helt høje bagefter og talte med hinanden om, at nu kunne det kun blive en god dag. Som en mand sagde (og der var flere mænd…), “jeg kan næsten slet ikke rumme det i min krop, så fedt er det.”

Mere skal der i virkeligheden ikke til. 60 min., hvoraf man i de 50 af dem ser super fjollet ud -og her taler jeg kun om os, der ikke liiiige er rutinerede – og så 10 min. med meditation og trompetspil, så går vi alle høje af lykke derfra og taler med vildt fremmede om, hvor høje, vi er. Tankevækkende.

Også tankevækkende, at man med det samme tænkte, “hvor er de modige”, om de midaldrende mænd, der dukkede op til yoga første gang. Vi andre er vel også modige. Vi er også midaldrende, lettere stive, overvægtige og på den, når sandet skrider under måtten. Nå, pyt med det – for kaffen var klar, da jeg kom hjem, og Nils havde ovenikøbet plukket vilde blomster til mig, da han gik med hunden og i aften er der Helmig på Gæstgiveren.

Det er ikke kun Svantes – det er Berits lykkelige dag! God karma til jer alle.

 

 

Der er så meget, kvinder godt forstår.

Jeg er fodboldfan. Jeg kan rigtig godt lide at se fodbold, jeg kan lide den sociale funktion fodbold har, jeg kan lide at være på stadion, og på Helsingør stadion kan jeg ovenikøbet lide pølserne.

Og tænk engang, nu er jeg så heldig at bo i den by, som landsholdet holder til i, og når de er samlet, og jeg går tur med hunden om morgenen, så bliver jeg overhalet af den ene veltrænede fodboldstjerne efter den anden, der er ude at løbe. Ikke så ringe endda.

Det lå ellers ikke i (fodbold)kortene, at fodbold skulle komme til at fylde så meget i mit liv, som det har gjort. I min familie dansede man, og vi har op til flere danselærere på stamtræet. Jeg selv startede på ”baby-holdet” som to-årig og dansede mig igennem hele barndommen indtil gymnasiefesterne satte en stopper for chancen på showholdet hos Britt Bendixen. Så det var ikke familietraditionerne, der  gjorde, at jeg tabte mit hjerte til fodbold.

Det var Elkjær – Preben Elkjær!

For i start firserne skete der noget nyt i dansk fodbold, og som så mange andre forelskede jeg mig i landsholdet, Gunnar Nu Rap (som egentlig ikke er særlig god), stemningen og Elkjærs revnede buksebag.

Den allerførste live fodboldkamp jeg så, var faktisk på Det Olympiske Stadion i Rom, ene og alene fordi Roma skulle spille mod Verona, og der spillede Elkjær som bekendt. Det sagde jeg nu ikke noget om til at de Roma fans jeg var omgivet af der oppe på de billige pladser, hvorfra Elkjær var på størrelse med en tændstik mand nede på banen.

Men det skulle blive til rigtig mange live fodboldkampe derefter, for tilfældet ville, at jeg qua mit arbejde i rejsebranchen kom til at arrangere rejser for både sportsjournalister og fodboldglade danskere, som ville ud og opleve fodboldkampe, og så var jeg ligesom nødt til at følge med. Både i selve sporten og også tit på turene.

Og der er noget særligt ved slutrunder. Hvad enten, det er EM eller VM, og så er det fantastisk at opleve, og hver slutrunde har sit særkende. Et år var det plastre på næsen. Den dille forsvandt hurtigt igen, så det gav nok ikke det ekstra ilt, som de prøvede at bilde os måbende tilskuere ind, at det gjorde. Så kom de farvede fodboldstøvler, så de besynderlige frisurer, så vuvuzelaen, som jeg helst vil forbigå i tavshed, og denne gang tror jeg, at det er de brede skilninger, der vinder.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til vores optaktsarrangement for at modtage “folkets hyldest”. Jeg står glad i baggrunden og klapper.

Slutrunder og elitefodbold er en ting, men jeg er også stor fan af alle voksne, som uge efter uge møder op i den lokale fodboldklub, og sørger for at lokalsamfundet har et sundt og sjovt samlingssted. Min beundring gælder selvfølgelig alle frivillige i idrætsforeninger, for deres arbejde er uvurderligt, men nu fik jeg altså to fodboldsønner, så det er her, jeg mest har haft min gang.

Tænk engang hvad en klub som BIF har gjort for lokalsamfundet i Brøndby. Det kan ganske enkelt gøres op, og netop BIF var årsag til at jeg endnu engang blev rørt til tårer over fodboldens rækkevidde. Lille Elvis på 6 år har spastisk lammelse og går med gangstativ. Alligevel havde han været til boldens dag i BIF og klubben efterlyste ham efterfølgende. De ville tilbyde ham at gå med holdet på banen i Parken til pokalfinalen. Elvis blev fundet, og at se ham gå stolt afsted med sit gangstativ ind på et propfyldt stadion smeltede mit hjerte endnu engang til det spil, jeg i forvejen holder så meget af.

Og ja – jeg kan godt off side reglen.

Her smeltede mit hjerte også. To unge, smukke mennesker, der stjæler sig til et minuts kærlighed, fordi han blev udtaget til dopingtest og derfor alligevel ikke kunne få en time med sin elskede. Hun i tårer – han i trøst. Længe leve kærligheden – også i fodbold.

Noget om at være privilegeret og om børn, der ikke er det.

Slottet i Bourgogne

Søndag nat kom jeg hjem fra en fuldstændig fantastisk weekend i Frankrig. Min meget nære og gode ven gennem 31 år, var gået hen og havde rundet de 50, og havde besluttet sig for at leje et helt slot i Bourgogne, og så invitere alle sine venner til en fødselsdags fest, der strakte sig over en hel weekend! Så bliver det ikke meget bedre!

Slet ikke, da han for at forkæle mig (lidt dronning har man vel lov at være ;o)…) indkvarterede Nils, min mand, og mig i slottets suite. Det var overdådigt, og som om det ikke var nok, så var weekenden startet med en romantisk nat i Paris.

Nils har altid været forelsket i Paris, så da vi mødte hinanden for snart 20 år siden, var noget af det første han gjorde, at invitere mig på en weekend til Paris, hvor vi som nyforelskede selvfølgelig havde det vidunderligt, og blandt andet spiste rørt tartar på Brasserie Lipp. Vi er lidt “tartar afficionados” begge to. Mange år senere, da han trængte til at være alene, var det også Paris han kørte til på sin motorcykel, men det er en helt anden historie.

Og nu er vi så der i livet, hvor vi begynder at få mere tid til hinanden i takt med at drengene bliver selvkørende. Vi skal måske ikke ligefrem genopfinde vores ægteskab – det gjorde vi efter føromtalte motorcykeltur, men vi skal i hvert fald til at udnytte vores nye frihed på en god måde sammen. Og hvilken bedre ide, end en nat i Paris, når nu vi alligevel var inviteret til Frankrig.

To lalleglade, midaldrende på pariser weekend!

Paris er nem og billig at komme til, også selvom man ikke kan lide at flyve, og fra lufthavnen er det bare af sti, afsted med RER til venstre bred. Men her var det så, at jeg første gang blev alvorligt mindet om, hvor privilegeret, jeg er. Ikke, at jeg ikke er klar over det, men nogle gange oplever man ting, der virkelig sætter tingene i relief.

Gare du Nord har altid været et lettere skummelt sted. Selv da jeg interrailede, var det stationen, man fik besked på at holde sig fra, men nu er “jagtmarkerne”,  om man så må sige, blevet udvidet til også at omfatte togene.

Da vi holder ved perronen kan man høre en voldsom barnegråd og skrigeri. Jeg tror først, der er tale om et hysterisk barn, som når velfærdsbørnene i Danmark går i hysterisk krampegråd over ikke at må få slik i supermarkedet, og i og med ingen i toget reagerer, går jeg ud fra, at det ikke er alvorligt. Få sekunder efter bliver en lille, grædende pige imidlertid bogstaveligt talt smidt ind i toget af sin sigøjner mor (må man i det hele taget skrive sigøjner mere?), som råber og skælder og smælder af barnet.

Først forstår jeg slet ikke, hvad der foregår, og jeg kigger forvirret op. De øvrige franske passagager er ganske upåvirkede og tilsyneladende vant til scener som disse.

Moderen, hvis det altså er moderen, for det kan jo sagtens være et kidnappet barn (nej, hun lignede ikke Madeleine), skælder stadig ud, og sender så pigen ned af mellemgangen for at tigge. Pigen er vel omkring de 8 år, men meget lille af statur, og går snøftende afsted med hånden fremme, mens hun trodsigt tørrer sine øjne.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!

Jeg vil ikke give pigen penge. Jeg føler mig heller ikke nok på hjemmebane til at rejse mig op og give “moderen” en ordentlig skideballe – på hvilket sprog iøvrigt? og da jeg kigger olmt op, får jeg “blikket” fra en medpassager, der angiveligt opfatter mit dræberblik som rettet mod pigen. Intet er mere forkert. Mit hjerte bløder for denne lille pige, der burde være i skole sammen med sine jævnaldrene, men som lige nu går, meget tydeligt mod sin vilje, og tigger i toget. Samtidig kan jeg mærke, at jeg koger indvendig af raseri mod kvinden.

Jeg vælger den lette udvej. Kigger ned, ignorerer pigen og glæder mig til jeg skal af toget kort tid efter, men er dybt rystet, da vi kommer op i den parisiske sol, og kan ikke helt ryste oplevelsen af mig. Endnu værre bliver det, da jeg senere på dagen læser en overskrift på en af online aviserne om en “babyfabrik” man har lukket i Nigeria. Her producerede man (ja, i bedste nazistiske stil) angiveligt børn til slaveri og pædofili i Europa.

Nå, nu er vi i Paris, solen skinner, og vores hotel er vidunderligt. Det samme er tartaren på Lipp, der i sig selv er en oplevelse, og livet er igen skønt. Jeg er nyforelsket i min mand, og nu skal vi spadsere med hinanden i hånden under den parisiske stjernehimmel langs Seinen hjem til vores hotel.

Udover tartaren er der altid oplevelser på Brasserie Lipp

Der er bare den lille detalje, at først skal vi passere endnu en sigøjner kvinde, der sidder på gaden og tigger. Denne gang ikke kun med et barn – men med to. Det ene er en pige på omkring 3 år, og det andet er en dreng på max. 1 , som ligger og skutter sig på et tæppe i lyset fra Louis Vuitton butikken, de sidder foran.

Raseriet bobler i mig igen, og denne gang sender jeg dræberblikket til den unge kvinde (og hun er ung), som med al tydelighed signalerer, at jeg finder hendes handlinger dybt uansvarlige.

Jeg har rejst i mange lande, og jeg har set fattigdom før. Jeg har engang i Vietnam besøgt en mand, der bogstaveligt talt boede i en jordhule,  jeg har oplevet kvarterer på Philippinerne, som jeg ikke har lyst til at huske, og der har altid været sigøjnere i eksempelvis Rom, som gik rundt med en bedøvet baby på armen. Jeg har også fravalgt at rejse til steder, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue den armod,  jeg ville møde i respektive lande. Jeg bliver ulykkelig og påvirket og får dårlig samvittighed over at være så priviligeret, som jeg er.

Men selv i de mest forarmede områder og fattige kvarterer, har de fleste trods alt passet på deres børn. Nej, jeg er ikke naiv eller uvidende, men der er hos størstedelen af alle forældre et beskyttergen overfor deres egne og også tit overfor andres babyer / børn, og selvom nød kan tvinge forældre til at sætte deres børn i situationer, de ikke ønsker, så er det for de fleste kun ved ekstrem nød.

Dette var ikke tilfældet i Paris. Det var helt tydeligt, at dette var systematisk,  kynisk og at det ragede “mødrene” en papand, om børnene var i skole, blev ydmyget, ødelagt eller syge. Det var anderledes end noget, jeg har oplevet før.

Europa undergår i disse år nogle markante forandringer. De ting, som vi tager for givet, er under pres, og menneskesyn, som vi troede forsvandt med Dickens bliver mere og mere almindeligt, så vi skal passe meget på, hvis vi vil bevare et Europa, hvor vi har en fælles forståelses ramme for eksempelvis, hvordan vi behandler børn.

Vi skal ikke tillade, at helt små børn bliver brugt til at tigge, hverken i toge eller på gader. Her må myndighederne skride ind. Hårdt! og før det bliver en almindelig oplevelse. For få år siden ville et skud i København rydde forsiden. I dag er en skudepisode nærmest en notits på side 4, og misbrugte børn må ikke blive et syn, som vi bare kigger væk fra og ikke gør noget ved, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi bliver vant til synet.  Jamen…ævle bævle… og det sker jo ikke i Danmark, og hvad-ved-jeg.

Men enten er vi Europa, eller også er vi ikke Europa, og nej, det hører ikke til i det europæiske værdisæt, at børn skal misbruges. De skal gå i skole og vi skal passe på dem. Især de børn, som ikke har fået nogle ordentlige forældre, og hvis det betyder, at man skal bruge en masse penge og ressourcer på at jagte forældrene, så er det det. Ikke fordi jeg ikke skal få det dårligt, når jeg er på romantisk weekend i Paris, men fordi det skylder vi – som de privilegerede – disse børn.

Pyyyhhh… så fik jeg luft!

Resten af weekenden var iøvrigt fuldstændig fantastisk og jeg var privilegeret som dronning, og i morges da jeg gik tur med hunden, kom en lille pige cyklende på vej til skole, mens hun sang for sig selv.

 

 

 

Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne: