Den vilde bille…. og et anderledes retreat!

Tænk at bo her. Det er en å, der løber for enden af græsplænen og den store runde “tønde” i hjørnet er et såkaldt vildmarksbad med en temperatur på et par og tredive grader.

I denne uge var jeg på såkaldt produktkendskabstur. Det hedder det, når man i turismebranchen skal ud og opleve nogle af de attraktioner ol., som man skal markedsføre. I rejsebranchen hedder det studieture, og var en væsentlig årsag til at mange i sin tid valgte den branche, for det var i hvert fald ikke lønnen.

Men det var også før billige flybilletter, og en eller anden gang skal jeg nok skrive om, da jeg snakkede mig fra at blive rullet i Rio (på italiensk!), dansede barfodet på – ja på – baren på et luksushotel i Østen eller spiste sværdfisk til frokost og aftensmad hver dag i en uge på nogle af disse studieture, men denne gang handler det om noget helt andet.

For nogle år tilbage stødte jeg ind i gammel Spies kollega. Ikke at vi nogensinde arbejdede tæt sammen, men vi kunne instinktivt bare godt lide hinanden, og efter noget der vel ligner 30 år, krydsedes vores veje igen. Han var i mellem tiden gået en helt anden vej og var blevet terapeut og bor nu i Dronningmølle, der hører under mit pastorat i VisitNordsjælland.

Derfor dumpede der for et par uger siden en invitation ind i mailboksen, at jeg var inviteret til “NordicTreat” i hans hjem. Det stod ikke så meget om, hvad der skulle ske, men jeg skulle medbringe en yogamåtte og noget praktisk tøj.

Yoga og silent retreat (sådan læste jeg det fejlagtigt) lød ganske godt, og da det jo er lidt surt at komme tilbage efter en måneds ferie, var jeg i den grad klar til at afprøve nye spændende attraktioner i Nordsjælland. Et hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da jeg ankom og blev præsenteret for dagens øvrige deltagere. Jeg kendte ingen på forhånd, og men det viste sig, at være en fordel.

Nej, det er ikke mig!

Jeg vejer for meget. Det har jeg stort set gjort hele mit liv, men her i 50something er det som om, det er helt håbløst og endnu sværere at tabe sig. Derfor er det lidt et livs vilkår. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan røre mig og dyrke mine former for sport. Jeg synes bare ikke altid, det er lige fedt, at skulle gøre det i selskab med andre, og især ikke sammen med de fikse, unge, små størrelser i et fitness center. Jeg vælger med andre ord mine motionskampe.

Og nu stod jeg her! I solen sammen med en gruppe mennesker, jeg aldrig havde mødt og blev bedt om at rulle min måtte ud på græsset. Få minutter senere var jeg igang med “Den vilde bille”, der ligesom skulle løsne os lidt op.

Hvis du nu ikke skulle have prøvet en vild bille selv, så går det i al sin enkelthed ud på, at man ligger på ryggen med arme og ben i vejret, og så ryster man alle fire, helst mens man griner højlydt, for så udløses der endorfiner, sagde hun – instruktøren.

Har I nogen som helst anelse om, hvor ucharmerende man kan føle sig, når man ligger der med de blævrende skanker i vejret og forsøger at smile samtidig?

Men her er det så, det interessant skete.

For selvom jeg følte mig fuldstændig til grin og lige skulle overskride en grænse, så skete der et eller andet, som gjorde, at jeg bare gav los. Også da vi skulle lave “Rumble in the Jungle”, der vel nærmest er en form for hippie dans, hvor man ryster alt, der rystes kan (der er meget, når man er 50something), samtidig med at man udstøder forskellige former for lyde. Ja, lyde!

Jeg gav den med andre ord bare gas. Her i solen, en tilfældig torsdag i et selskab jeg aldrig havde mødt før, udførte jeg den vildeste indianer dans, der havde gjort Anisette misundelig, mens jeg gryntede, stønnede og halvt råbte noget i retning af “wrooouuuuiiiii!!!”. Og jeg havde en fest!

En grund til at vi alle gav los var selvfølgelig, at det var en rasende dygtig instruktør, der stille og roligt fik os alle til at følge med i hver vores tempo. Utallige gange fik hun understreget, at der er ingen regler her, og I skal bare følge med, som I har lyst. Det er pokkers vigtigt, især hvis der er tale om en gruppe, hvor folk føler sig usikre. Så fedt er det heller ikke at blive til grin overfor eksempelvis en kollega.

En anden årsag var omgivelserne. Når man befinder sig et så smukt og roligt sted, så kan man ganske enkelt ikke andet, end at spille med og lade sig inspirere. Det er iøvrigt det, der er udgangspunktet for at Lars, som han hedder, nu lukker sit private hjem op for mindre grupper. Han vil gerne dele herlighederne. Seriøst! Det giver selvfølgelig også en rigtig god karma og ånd, der gennemsyrede det hele.

Men jeg er overbevist om, at det også hang sammen med, at vi alle var på udebane, og vi kendte ikke hinanden. Det er unægteligt lettere at give los, når man ikke har noget på spil, end når man skal mødes igen i andre roller og sammenhænge.

Og så havde vi alle accepteret invitationen, og dermed købt ind på ideen. Jeg havde dog nok foretrukket lidt “silent retreat” efter frokost istedet for endnu to timers aktivitet i solen, men det hænger igen lidt sammen med min kompetence som kropsdoven. En kompetence, der er alt for lidt værdsat.

Nå, summasummarum var, at jeg gik hjem med ømme muskler, men med åbent hjerte og stor taknemmelighed over, at jeg fik denne fantastiske oplevelse sammen med netop disse mennesker, og at jeg kastede mig ud i både Den vilde bille og Rumble in the Jungle. Endnu en bekræftelse på, hvor vigtigt det er at komme udenfor comfort zone en gang i mellem. For det er altså der, det sker!

Alt var luksus også frokosten, der blev leveret fra den lokale fiskehandler.

Skulle du nu have fået lyst til selv at booke et NordicTreat til dig og dine venner, så send en besked og jeg formidler kontakten, og nej, man behøver ikke booke “Den vilde bille” . Næste uge har en DJ reserveret til et lille intimt party. …….. Haha -nu er jeg vel næsten professionel influencer eller hvad? ;o)

On the road again…..

Bil set på parkeringsplads forleden dag i Valbonne

Lige nu befinder jeg mig i den kendte by (!) Bad Laer i Midttyskland. Det er ikke fordi, jeg har næret et stort ønske om at opleve denne lille, fine by, der ved første indtryk minder lidt om Helsinge, og har betydet en ekstra tur på små 100 km i alt. Næh, det er snarere fordi, vi er trætte af at køre, og fordi man her kunne få et ganske pænt hotel med swimmingpool og velkommen til Cooper for kr. 699.- inkl. morgenmad og balkon. Jah, jaahh.,,,

Vi er på vej hjem, og efter jeg de senere år ikke har været så glad for at flyve, så er vi blevet ret ferme til at køre rundt i Europa og finde små perler. Ikke mindst i Tyskland, der jo ligesom ligger der midt i det hele, og fylder ret meget. Nogle gange er vi nu taget til Tyskland helt frivilligt og ikke kun på gennemrejse, for her er faktisk ret mange skønne steder – især området omkring Bodensee er vi ret vilde med, og vi oplever noget nyt hver gang.

Som nu f.eks., hvor jeg ligger på solterrassen udenfor poolen med udsigt til byens kirke og lyden af det lokale forboldhold, der spiller hjemmekamp, og det går godt, kan jeg ligesom forstå. Deres trommer og sang er næsten – også kun næsten- på højde med Brøndbys, så der er gang i Bad Laer. Nils er med hunden ude at opleve kurparken, og spise is, og lidt senere skal vi ned og have friske asparges, for vi er helt uforvarende, og meget heldigt, landet midt i asparges markerne. Jeg har aldrig set så mange “pinde” stikke op af jorden og jeg glæder mig vildt til friske asparges i enhver afskygning. Hvilken bonus.

Solterrassen på vores tyske gasthof

Men man skal øve sig lidt. Vi var ikke helt så gode til det i starten, og i vores familie har vi et fast udtryk: “Maks. tre omgange”, og det er altså omgange i en rundkørsel vel at mærke. De der rundkørsler, hvor man ikke lige kan finde ud af, hvor man skal køre fra. Dem er der mange af, især Frankrig.

Der er ikke den store forskel på os og andre ægtepar i den henseende. En gang, hvor vi skulle holde jul i Monaco, og køre afsted i noget, der var tæt på at bæltekøretøjerne blev sat ind, havnede vi en snedrive midt i ingenting, fordi Nils nægtede at høre på mig. Han foretrak GPS damen, der blev ved med at sige “you have now reached your destination” (yeah – right!), og da jeg indigneret spurgte hvorfor, svarede han “hun taler pænere til mig”!

Men det var dengang. Idag er vi blevet rutinerede bilrejsende, og både han og jeg har lært at gøre det rigtigt – han lytter til mig, når jeg er co-driver, og jeg taler sødt og pædagogisk ;o)

Men vi er, som skrevet, på vej hjem. For mit vedkommende efter en hel måned. Det er den længste ferie, jeg har holdt siden folkeskolen, og så har jeg ikke engang været i Nepal og vandre, i en Ashram i Indien eller kørt tværs over USA. Næh, jeg har “bare” passet venindens skønne hus i SydFrankrig.

Og nu skulle man så tro, at der kommer en perlerække af (selv)fede historier om oplevelser i Cannes ol., men nej, det har faktisk været en måned, hvor de små hverdags oplevelser har fyldt mest – og jeg har elsket hvert en minut.

Jo, vi har været i Monaco til Grand Prix, og det var sjovt. Men det var også frastødende, for det var i den grad højsæson for de prostituerede, og vi oplevede dem alle sammen. De to piger, der halsede fra et job til et andet og lige skulle fikse make up’en. Gigoloen med den 80 årige kvinde under armen. De russiske, der ikke liiige havde scoret højt nok, og derfor var på den forkerte side af gitteret (det var vi også) osv. osv.

Men det var undtagelsen, for vi har bare ladet dagene gå og forsøgt at følge med. Det er helt utroligt, som man kan vænne sig til at lave ingenting, og fremfor alt – EN ting af gangen. Det har været den helt store lære af denne måned. At lave EN ting af gangen. Ikke tjekke mobil samtidig med tv-serie. Ikke tænke på arbejdsting i supermarkedet. Det er ganske enkelt ikke muligt, for mit fransk er ikke godt nok til at bestille noget i delikatessen og så tænke på noget andet samtidig.

Og så at glæde sig over, at der altid dukker noget op, man ikke lige havde forudset – som bilen fra ovenstående foto. Vi havde lige spist en vidunderlig middag i den lokale, charmerende by, og så stod bilen lige der, og mindede os om, hvor heldige, vi er.

I forgårs lykkedes det, at ende på det måske bedste overnatningssted i Avignon – hvis man altså er til den slags. Vi blev ganske vist ædt af myg om natten (amatører, der ikke -endnu- er vant til at sove på en flodpram), men at sidde der på Rhone floden og kigge på den mest berømte bro i Avignon, var alle myggestikkene værd.

Vores “hotel” i Avignon. Fabelagtigt!

Og nu skal vi ned og have asparges!

I morgen venter endnu en lang køredag, men det gør ikke noget, for vi har hinanden i den lille bil, og forhåbentlig står huset også. Det er vist mere end man kan sige om flere partier på Borgen. Tænk, hvis jeg havde lavet en oddskupon, hvor jeg havde forudset, at udenrigsministeren røg ud, og min tidligere kollega, og helt nyslåede politiker, ind? Så havde jeg haft råd til endnu en måned. Men det er det med forudsigeligheden igen. Det uforudsigelige er meget sjovere, man skal bare øve sig, og glæde sig over det uventede. -Og så ikke et ord om at livet er som en æske chokolade…

Alle Elmark’er inkl. hund i en Fiat500. “Life is good!”

Tout seul en France….

Det meste af “væggen” med rosévin i mit pt. lokale supermarked

Der er nu gået næsten to uger her i det franske, og jeg begynder så småt at finde en hverdag. Ærligt, det har ikke været helt så let, som jeg troede, det ville være. Af forskellige årsager har jeg været alene godt en uge af tiden, og nej, jeg har ikke trøstet mig i ovenstående supermarkeds afdeling, det har simpelthen været for koldt til rosévin, men hvis ikke vejret havde skiftet nu, så var der nok en reel risiko for lidt små-pimperi om aftenerne.

Huset er skønt, og efter poolmanden har gjort sit, har jeg i dag for første gang været i vandet. Skal vi bare sige, at det var starten på min kommende status som vinterbader. Efter flere uger med overskyet, regn og decideret kolde nætter, så var det en lige lovlig frisk oplevelse. Men man er vel skandinav.

Og netop det, at være skandinav har jeg tænkt en del over de sidste par dage. Jeg blender ikke bare ind her i kvarteret, der er et typisk fransk, bedre borgerskabs parcelhuskvarter. En slags Gentofte ved Rivieraen. Her er masser af familier – der alle sammen har hunde, som gør som sindsyge, når man går forbi deres store hække. Til gengæld hilser alle skolebørnene så pænt på mig. Bonjour, madame! Det er da lidt swung over.

Men når jeg tænke på Juncker´s tekst til Mogens og Karen om nåletræer og sindsyge hunde, så skulle han prøve at komme en tur til et fransk “parcelhus” kvarter. Danmark er en åbenstående have i sammenligning. Her er ikke en hæk under 3 meter, her er gitterporte med pigge, store hunde osv. osv. Men det er jo også et land med tradition for revolution, så man må beskytte sig.

Men Cooper blender ind. Især efter han har været igennem en fransk vask og føn – og han h a d e d e det. Til gengæld ligner han nu alle de andre små hvide hunde, og han er blød som en bamse.

Selvom man er ny vasket, har man stadig respekt for naboens kat. Han skulle gø og skræmme den væk… men nej! Man vil hellere ligge i solen og dufte til blomsterne ;o)

Det får jo en til at tænke lidt over ghettobegrebet. Både det i Danmark, og det på den spanske solkyst, hvor danskerne har klumpet sig sammen i årtier. Når vi er afsted som turister, vil vi helst have en på opleveren sammen med lokalbefolkningen. Vi vil være midlertidige lokale. Men midlertidige er netop kodeordet her, for skal man bo mere permanent et sted, så er det rart, at være tæt ved nogle, som ligner en, har samme referencerammer og interesser – og helt banalt, indkøbsvaner.

Det er der i princippet ikke noget nyt i. Bare kig på det kvarter, du selv bor i. Og så er det i fuldstændig ligegyldigt, om det er indre by eller provinsen. Vi vælger boliger i kvarterer, der passer til os og vores type, og fred være med det. Så længe vi også blander os med resten af samfundet, for det er jo her, den store udfordring ligger.

Nå, det gider jeg ikke bryde min feriehjerne med, for jeg har heldigvis blandet mig både med og i samfundet hernede (EP valg), og har også, trods jeg har puppet lidt i min alenetid, haft nogle nærmest syrede oplevelser.

Først til Cannes Film Festival. Quel cirque! De har også haft udfordringer pga. vejret. Det er lidt svært at være upcoming starlet i diminutiv bikini, når det står ned i stænger på stranden. Det skulle dog ikke afholde de håbefulde, unge damer fra at prøve på at komme med til en af de eftertragtede fester. Pælesidning fik pludselig en helt ny betydning.

Midt i fodgængerovergangen, i regnvejr og festkjoler og skilte med “Tag mig med til fest”.

Hele byen var et stort cirkus -men sjovt. Helt så sjovt var det ikke, at køre til vores konsulat i Nice for at stemme. Man skal jo passe sin borgerpligt. Konsulatet har sædvanligvis kun åbent  10 – 12, men pga. den store interesse for at stemme, var de nødt til at holde åbent lidt længere, og de var ualmindeligt søde og imødekommende, så det var ikke det. Men vores allesammens konsulat bor til leje hos en klinik, hvor almindelige franskmænd kommer for at blive undersøgt for bl.a. brystkræft.

Det betød, at alle os ferierende danskere og en hund, blev sat til at vente i et venteværelse fyldt med bekymrede og nervøse patienter. Helt galt gik det, da vi kom ud fra “konsulatet” – der er et lokale på ca. 9 kvm. Her gik vi bogstaveligt talt ind i en netop mammograferet halvnøgen kvinde, der forsøgte at skjule sine bryster med armen og kiggede forbløffet på os og Cooper.

Jeg har stor forståelse for, at også udenrigstjenesten skal spare…. men arghhh, det må være muligt, at finde penge til en lidt højere husleje.

Nå, vi fik stemt, og kan nu med god samvittighed grine af alle Frank Hvam’s videoreklamer, som jeg synes er geniale.

Og i dag kom solen så, og i eftermiddag lander Nils, og bliver her resten af tiden, ligesom drengene kommer i næste uge. Måske ender det ligefrem med, at jeg begynder at føle mig som den erfarne her i kvarteret – nu kender jeg jo hundefrisøren, og det er da en start, ligesom jeg er begyndt at få et forhold til damen i delikatesse afdelingen. Ja, ja, man bliver nøjsom.

A bientot!

Jean Paul Gaultier til Cannes Film Festival. Nu uden Madonna, men med nederdel.

 

Bonjour!

Det er lørdag morgen, og vi har været tidligt oppe. Tidligere end vi ellers plejer på en lørdag. Vi skulle op for at tage imod poolmanden, der kom for at rense poolen. En helt ny oplevelse, og dem er der flere af for tiden, for vi er flyttet en måned til Frankrig. Vi er Nils, Cooper og jeres udsendte. Drengene har vi ladet være hjemme og passe årsprøver og eksamener.

Måske er det at overdrive lidt, at sige at vi er flyttet, men når der er tale om mere end to ugers ferie, så er det vel ok, at pynte lidt på beskrivelsen, og i og med vi bor i et privat hus og forsøger at blende ind, så kan det vel forsvares.

Huset er min venindes. Hun bor her normalt helt alene, og engang i november, hvor hun kedede sig opstod ideen – “skal vi passe dit hus en måned, så du kan rejse lidt rundt og besøge dine døtre?”  Langsomt faldt det hele på plads til denne måned, hvor der alligevel er så mange helligdage, at det kunne lade sig gøre at tage fri. Men, det er altså ikke kun for hendes skyld, vi er her, som I nok har regnet ud.

Vi er trætte. Jeg er i hvert fald. Nils ikke helt så meget, han kører på et eller andet duracel batteri, men jeg er træt. Jeg er sluppet befriende let igennem overgangsalderen. Jeg har ikke engang været f**cking hot, men jeg har været træt og, vil min mand vil sikkert hævde, lettere hysterisk.

Samtidig er jeg for første gang alvorligt begyndt at tænke over, at nu er der ikke uendelig dage sammen mere, og derfor skal vi bruge dem, der er tilbage med omhu. Hold nu op, vil nogen sige, der er masser af dage tilbage, og ja, det er også rigtigt, men mens andre i min omgangskreds taler og tænker over pensions planer, så tænker jeg altså over, hvordan vi får de bedste oplevelser, mens vi stadig kan.

Nils har arbejdet rigtig hårdt de senere år. Det har alle vel, det ved jeg godt, men han fandt altså på at starte helt forfra som 59 årig. Forfra i London vel at mærke, og han skulle bygge en helt ny forretning op fra bunden. Nye konsulent ydelser og dermed også helt nye kunder. Det er hårdt arbejde.

Det er lykkedes for ham, og jeg er pavestolt og synes, han er sådan en inspirationskilde, men det har også betydet, at han har været rigtig meget væk, og uden at pive, så kan to teenagesønner og et fuld tids arbejde også trække tænder ud engang imellem.

Nå, det var ikke det, det skulle handle om, og så alligevel, for det er jo en af årsagerne til, at vi sidder her i kulden (her er vitterlig hunde koldt) og kigger på en poolmand med en stang.

For jeg satte foden ned (hedder det sådan på dansk?) og sagde, at nu ville jeg have os-to tid, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være i Frankrig. Taget Nils’ fravær de sidste mange år i betragtning, så var det lidt svært for ham at sige imod, så i søndags pakkede vi vores Fiat500 med en forbløffet hund, og hvad der kunne være af bagage, der kan være forbavsende meget, og kørte sydpå.

Jeg overdriver ikke, og igår måtte jeg købe et tørklæde for ikke at fryse.

Først skulle Nils imidlertid lige til London, så han tog den med autotog og Fiat til Nice for at stige direkte på et fly til London og jeg havde så et par dage med veninden, men nu er vi forenet og begynder så småt at føle os hjemme i denne franske udgave af et parcelhuskvarter.

Det bemærkelsesværdige er, at det – i hvert fald ikke endnu – føles så anderledes. Nu har jeg jo været i huset før, og det gør noget, men jeg har ikke boet her, om man så må sige.

Noget skyldes selvfølgelig den teknologiske tidsalder, som vi lever i. Ind med cromecast i tv, og vupti, så har vi dansk tv blæst ud i den franske stue. Det lukkede vi nu hurtigt ned for, det er en virkelig bizar valgkamp denne gang, men i princippet har vi i modsat til tidligere en stor del af vores hverdag med, når vi rejser. Facebook, Spotify, Game of Thrones og altså også danske tv-kanaler.

Vores aldersgruppe kan huske når vi rejste ud, og det nærmest var et under, når man så en dansk, flere dage gammel avis i en kiosk og som rejseleder var jeg med til at hænge nyheder fra telex’en op til gæsterne på hotellet. Til yngre læsere… google it! ;o)

Så, så længe vi bliver her i huset, er det faktisk kun poolen, der for alvor er anderledes. Heldigvis sker der så noget, når vi bevæger os ud i verden omkring os. Så kommer oplevelserne. Bare det, at købe ind og vælge hvilken ud af 200 forskellige rosé vine, man skal købe, det kan være noget af en oplevelse.

I eftermiddag har vi tænkt os at køre ned til hurlumhejet – også kaldet filmfestival – i Cannes, og i går var vi i Valbonne og faldt i turistfælden og købte, viste det sig, en lille bitte smule, tomat pesto for 10 euro. Men så var den også rørt med omhu. Håber jeg.

Men vi er sammen, og vi lever og deler oplevelser, der ikke drukner i vasketøj, maling af terrasse, retssager og alle de hverdagsting, der har en tendens til at blive irriterende. Her bliver de til oplevelser, fordi det er i nye omgivelser og fordi der er tid. Folk, der har sommerhus forstår sikkert, hvad jeg mener, for “det andet liv” er anderledes, også selvom det måske er de samme ting. Her skal også vaskes tøj og købes ind, men det bliver bare på en eller anden måde hyggeligere, når man ikke skal nå det til bestemt tid. Og det er her fælden er, og den vi alle falder i.

Vi haster afsted, og så bliver livet, lettere omskrevet fra John Lennon, noget, der sker for os, mens vi er på vej til målet. Hvilket mål?  Vi skal passe rigtig godt på. Både på os selv og hinanden, men også på den dyrebare tid, vi er blevet givet, og ting kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at bo en måned i Frankrig, eller cykle rundt i to uger på Bornholm, hvis det nu er det, der gør en glad. Det handler ikke om at have penge nok, eller venner, der har huse, de vil leje ud. Det handler om at beslutte sig for at gøre noget, og så gøre det! Og ærligt, beslutningen er / var det sværeste.

Men nu er vi her,… nærmest lykkelige, selvom det regner og pingvinerne spille ishockey i poolen (der nu er ren).

A bientot!

When you are tired of London…

….you are tired of life!

Denne gang var vi på rundvisning i Houses of Parliament – det kan varmt anbefales.

I den forgangne weekend var jeg en tur i London. Som nogen af jer ved, så har Nils kontor i London, så han er der flere gange om måneden, men det var faktisk et stykke tid siden, jeg havde været der. Alligevel var det lidt som at komme hjem, for jeg har -som så mange andre danskere – været ganske meget i London. Det sad jeg og tænkte over i flyveren, og langsomt dukkede alle minderne op.

Aller første gang var jeg omkring 17 og mutters alene på tur. Det var længe før, at nogen kunne stave til security check, og jeg fløj som Mrs. R. Murray, ud fredag og hjem søndag med Varig, der dengang var eneste mulighed for en billig flybillet. Min første billet blev nu ikke købt.

Jeg arbejdede i et rejsebureau, og det var tiden med papirbilletter. En ven af huset – Mr. R. Murray var fløjet ind, men havde to ubrugte kuponer. Frem med den røde kuglepen, og bum! så var billetten udstedt til Mrs. R. Murray, alias B. Hansen, og så fløj jeg. Når jeg tænker på det idag, var det jo noget nær sindsygt, men det var andre tider.

Den var aldrig gået i dag.

Jeg syntes selvfølgelig London var fantastisk, men jeg var også lidt alene, så jeg fandt et What’s On, og en restaurant med “Dinner & Dance” ud fra en forestilling om, at så ville jeg ikke føle mig så alene, når jeg sad og spiste. Det var helt galt, og jeg trak vel gennemsnitsalderen ned på det halve.

Men kærligheden var vakt, og allerede da besluttede jeg mig for, at jeg på et tidspunkt ville bo i London for en periode. Da jeg samtidig var vild med film og tv, mente jeg, at det måtte være stedet at opholde sig, og skabe karriere.

Chancen kom nogle år efter. Min nærmeste veninde, der er halv britisk og som barn opvokset i England, var flyttet tilbage efter gymnasiet og nogle år i Emiraterne, hvor hun havde boet sammen med en arabisk sheik. Ja – en ægte en.

Men nu var hun altså permanent tilbage i England og afsted med mig, der lejede mig ind på hendes sovesofa og fik arbejde i receptionen på et hotel. Imellemtiden havde jeg i København lært en noget excentrisk superbøsse at kende, der også boede i London, så helt galt kunne det vel ikke gå.

Vi havde mødt hinanden på en rejsemesse i København, hvor han reklamerede for “youth hostles” på sin stand. Midt imellem alle plakaterne for ungdoms hotellerne sad der imidlertid en meget gammel, rødhåret, permanentet -og meget britisk udseende kvinde med 100 armbånd og nogle meget røde læber. Hun sad bare der og sagde ikke noget, men med mellemrum stak hun hånden ned under sin stol, hev en Guld Tuborg frem, og tog en tår. Det var så syret et syn, at jeg var nødt til at lære dem at kende, og det fik vi så en hylende morsom messe og et sjovt bekendtskab ud af.

Han var så sød at hente mig ved stationen, da jeg ankom. Nu uden arbejde, uden bolig, for min lejlighed var fremlejet, men med kufferterne fyldt med forventninger og “high hopes”. Han hentede mig i sin gamle Bentley, hvor hans to hunde også var, men de var noget urolige. “Nå, det skal du ikke tænke på. Det er fordi, de kan lugte Lady Osbourne” (den gamle dame fra messen) sagde han. “Hun er død, og jeg har hendes urne i bagagerummet, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved hende, og lugten af hende gør altså hundene urolige”.

Så var jeg ligesom i London – 1985, og fuld knald på – især på og i bøssemiljøet, hvor jeg fik flere ligeså mindeværdige oplevelser. Blandt andet i den originale og legendariske Soho drag natklub Madam JoJo’s. Jeg siger Christmas Carrols sunget af drags på scenen, mens bartenderne gik rundt i kun minishorts og lidt s/m nitter og kasketter. Sent på natten gav de den altid gas ovenpå bardiskene til “Venus”, så nitterne og kasketterne fløj. Mageløst!

Der var aldrig kedeligt på Madame JoJo’s

Om dagen arbejdede jeg på et hotel, og jeg fandt hurtig ud af, at millionær blev man ikke af at være i London. Jeg havde så lidt penge, at jeg snød på British Rail. Det skulle nu ikke forhindre mig i at have det sjovt i weekenden på 1st klasse. Min venindes omgangskreds bar præg af hendes tid i Emiraterne, så det var ikke sjældent, at vi kørte rundt i limousiner og var på dyre klubber. Det var en fest!

Men selv fester har det med at ebbe ud, og da det endelig lykkedes mig, at få foden indenfor i tv-branchen, var der noget galt. Jeg burde have danset ned af Oxford Street, for det havde altså ikke været helt let at lande sådan et job, men jeg var mærkelig trist. Det var måske heller ikke helt sagen at bo på en sovesofa, når man er vant til en to værelses lejlighed for sig selv.

Den manglende begejstring fik mig til at vende næsen hjem til Danmark igen, men når først man har boet og arbejdet et sted, så vil man altid føle sig lidt mere hjemme, og eftersom veninden blev boende mange år endnu, så var jeg som regel ovre mindst en gang om året.

Blandt andet til hendes bryllup, der udviklede sig til noget, som taget fra en britisk film. Dagen før selve brylluppet var jeg taget på tur til Oxford med gommens lillebror. En fantastisk oplevelse af blive guidet rundt af en, der selv har studeret der, og vi var også ude at “punte”, som man nu gør. Til gengæld var vi lykkeligt uvidende om det drama, der udspillede sig samtidig. Det var før smartphones!

At “punte” i Oxford er både romantisk og -tro mig- hammersvært.

Den kommende brud var gået i panik, og havde besluttet sig for at aflyse brylluppet. Rent faktisk lykkedes det hende at få aflyst præst og godt 10 af gæsterne, før gommens fader, en tidligere militærmand, fik talt tropperne til ro. Brudens mor til gengæld, tog det med ophøjet ro, og forlangte blot at få at vide om hun nu havde tænkt sig at gifte sig eller ej, for det var altså for langt at køre fra Brighton, hvis nu, der ikke var noget bryllup alligevel.

Til det øjeblik kirkedørene gik op, var vi alle i tvivl, om det hele nu blev gennemført, men det blev det, og den efterfølgende fest blev også som taget ud af en film. Selvfølgelig foregik det på et herresæde lidt ude på landet, og så skulle man ellers tro, at stilen blev holdt. Men….. en ældre herre dukkede op med en call girl som ledsagerske. Det vakte pæn opsigt, selvom alle holdt “stiff upper lip”. To meget unge mennesker, der havde deres helt egen fest under et bord med en meget lang dug, der heldigvis skjulte, hvad der foregik, og andre igen blev så fulde, at de kastede op i en ny jaguar, hvis ejer havde tilbudt dem et lift. Han var noget ophidset dagen efter.

Og midt i det hele stod jeg med min store hat indkøbt til lejligheden og var egentlig meget godt tilfreds med at jeg kunne tage hjem igen – endnu en London oplevelse rigere.

Hjemme fik jeg efterfølgende løbende tilsendt kontaktannoncer fra The Times, som venindens mor klippede ud og sendte til mig med små hilsener, hvor der stod at der altså var rigtig mange gode mænd iblandt. Både læger og advokater. Hun var meget bekymret over, at jeg i en alder af 30 ikke var blevet afsat ordentligt endnu. Jeg var rørt over hendes bekymring for mig, smigret over at de trods alt var fra The Times, men svarede dog aldrig på nogen af annoncerne, og heldigvis nåede hun at møde Nils, før hun gik bort.

Alle disse minder løb igennem mit hoved der i flyvemaskinen, sammen med erindringen om første gang Nils og jeg var i London sammen og var så forelskede, at vi ikke havde overskud til at tale med Bjørn Ulveus, der boede på samme hotel. Han var lykkelig over endelig at se nogle skandinaver på hotellet, og ville derfor gerne i snak,  og fortælle om den musical, han var ved at sætte op i London. Ja,  det var Mamma Mia, som iøvrigt stadig spiller. Vi ville imidlertid bare se hinanden dybt i øjnene, og ikke snakke. Vi havde måske nok disponeret en lille smule anderledes i dag. ;o)

Her har vi hej-kultur!

De helt fantastiske hovedrolle skuespillere 

I forgårs havde jeg en af de bedste oplevelser hidtil i år. Jeg havde inviteret yngstesønnen i Det Kgl. Teater for at se Kasper Holten´s opsætning af Amadeus. Det blev en dyr, men mindeværdig aften. Ikke kun fordi det var rigtig skønt at være alene på tur med Mikkel, men også fordi hele aftenen som en helheds oplevelse bare var så fabelagtig.

Vores drenge har igennem tiderne “været udsat” for lidt af hver, når det kommer til kulturelle oplevelser, så det er ikke helt fremmed for dem. De var ikke særligt gamle, da jeg slæbte dem med på Christiania for at se Händels Messias opført i Den Grå Hal, og de har også oplevet deres første opera for flere år siden i arenaen i Verona. Det måtte vi dengang ikke fortælle nogen, for det passede ikke helt ind i cool-lige-blevet-teenager-image.

De har faktisk også tidligere været på gammel scene på Det Kgl. til en efterårsferie børne ballet forestilling, men det kunne Mikkel selvfølgelig ikke huske. Derfor havde vi også købt billet til en rundvisning på teatret før forestillingen, og allerede her startede en oplevelse i verdensklasse.

Vi var knap kommet indenfor, før to smilende mænd bød os varmt velkommen. Det var de to rundvisere, og de gjorde alt for at få os til at føle os godt tilpas. De var helt med på, at ikke alle kommer her til hverdag, og man derfor godt kan være lidt udenfor comfort-zone. Det er trods alt gammel scene på Det Kongelige Teater.

De dygtige skræddere er igang med kostumer til Askepot. De er ikke store balletpigerne, skal jeg hilse og sige.

Selve rundvisningen var også en oplevelse, og undervejs noterede jeg mig, at vores mand – der senere fortalte, at han til daglig var stuntmand og underviser i fægtescener (!), han dør faktisk fem gange i hver Robin Hood forestilling – hilste højt på alle, som vi mødte på vore vej.

Først tænkte jeg, at han bare ville være lidt smart og mænge sig med kunstnerne, men de hilste også allesammen smilende tilbage, så der var noget mere. Det mere fik vi forklaret til allersidst, da han fortalte om den hej-kultur, man har på teatret. Alle skal hilse på alle, som de møder på deres vej, og der er altså 11 km vej, hvis man tæller alle gange på Det Kgl. med.

Han fortalte også, at tidligere skulle alle bukke og neje, men det gik helt galt for alle de små balletbørn, når de kom løbende gennem gangene og skulle stoppe hele tiden for at neje for de ældre skuespillere, så idag er det ændret til hej-hej gangene.

Det tænkte jeg en del over dagen efter, da jeg fortalte om vores oplevelser. Jeg har ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor det ligefrem er sat i system og en nedfældet del af kulturen, at man skal hilse højlydt på hinanden. Men det burde det da være.

Vi er som danskere tit ret blufærdige, og vi er ikke særligt gode til det, som i dag betegnes gammeldags høflighed, herunder at “lette på hatten” og hilse på fremmede.

Fra min egen verden, har jeg altid undret mig over, at danskere, som står i den samme check in kø, sidder i den samme flyvemaskine og bus og desuden bor på det samme hotel, lader som om de slet ikke kender hinanden og derfor ikke engang sender et lille høfligt nik, når de passerer hinanden på vej til poolen. Alle andre nationaliteter gør det, men vi danskere foregiver, at vi ikke er turister, og vi er det i hvert fald slet ikke sammen med andre danskere. På mig har det altid virket fuldstændig absurd, og som en struds, der har stukket hovedet i jorden og rumpen i vejret, og jeg har konsekvent hilst på alle de andre, også selv om jeg har fået dræber-jeg-kender-dig-IKKE blikket tilbage.

Mikkel og jeg talte om noget af det samme, da vi gik over Kgs. Nytorv. Det var årsdagen for Prins Henriks død, og derfor present, hvor flot det var, da den franske ambassadør stod foran ambassaden og bukkede for rustvognen. Der var intet underdanigt i det, bare respekt og høflighed.

Vi talte også om det, da vi så påklædningen af folk i teatret. Vi er måske lidt sippede, men når nu alle i teatret har gjort sig sådan umage, så kan vi altså også godt som publikum gøre os en lille smule umage og møde op i noget andet end billige cowboybukser og forvasket polo. Især, når man er 60+

Men det fik ikke lov til at ødelægge den helt fantastiske oplevelse, det var. Fra rundviseren over garderobe manden, der ryddede en hel garderobe på under fem minutter,til skuespillere, musikere, dansere og før dem skræddere, der præsterede det ypperste, som vi kan i Danmark. Nogle af skuespillerne havde ovenikøbet overskud til at stå svedige i deres kostumer ved udgangen, så publikum kunne få taget selfies. Det var helt igennem fantastisk – og det syntes teenageren også.

At vi så bagefter gik på Brønnum og fik en sluk-efter drink, gjorde ikke teenageren begejstring mindre. Her fik vi iøvrigt også top-betjening og meget varm velkomst, så jeg kan kun konkludere, at niveauet for service er hævet i København, og så tænke lidt over, om vi ikke alle sammen skulle begynde at tænke alvorligt i hej-kultur. Både på vores arbejdspladser og udenfor.

Oplev selv lidt fra forestillingen her:

Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!

Min verden er blevet større af streamingtjenesterne.

Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt, og efter en lang, skøn juleferie, hvor jeg primært har plejet min dovenskab, og mit forhold til TV skærmen, må jeg konstatere, at ikke alene har streamingtjenesterne givet os muligheden for at se serier, når man vil, så længe man vil, udbudet af ikke-amerikanske serier er også blevet så meget større.

Nils og jeg har derfor indenfor de seneste par år set franske, tyske og polske krimier. Vi har set spanske thrillers og israelske og australske spionfilm, og vi er, for det ikke skal være løgn, blevet medlem af en FB-gruppe, der hedder “Vi, der elsker Tatort”. For to år siden, anede jeg ikke, hvad Tatort var.

Hvis nu nogen af jer, min trofaste bloglæsere heller ikke ved, hvad Tatort er, så er det en tysk krimiserie, der har kørt siden 1970 og forleden så vi episode 1078. Det interessante ved Tatort er, at det udover at være en klassisk, afsluttet episode krimi, bliver produceret og foregår forskellige steder rundt i Tyskland. En episode finder sted i Køln, en anden i Bremen og så fremdeles. Når man har været hele raden rundt – og der er 20 teams – er man tilbage hos Team Køln igen. Vi er pludselig blevet bekendt med steder i Tyskland, vi ikke anede, var charmerende.

I juleferien faldt vi også over en australsk produceret spion thriller, eller hvad man nu skal kategorisere den som. Den hedder Pine Gap og foregår i og omkring den fælles amerikanske / australske aflytningsbase ved navn Pine Cap, der ligger ved Alice Springs.

Det var første gang, jeg overhovedet hørte om Pine Gap, der eksisterer i virkeligheden.

Pine Gap – det ægte altså.

Den kender I måske, men jeg havde ingen ide om, at australierne og amerikanerne havde en joint venture base, der nærmest får NSA til at ligne nybegyndere. Det mest interessante var imidlertid ikke aflytningerne af kineserne og andre, men konflikterne mellem Australien og USA og nogle af de kommentarer, der faldt i løbet af serien som f.eks.: “Europa er der ingen, der regner med mere, det er jo bare en gammel tante” – frit fra hukommelsen. Og fra en kineser “Åh, amerikanerne har altid så travlt. De vil erobre på kort tid. Vi kinesere tænker langsigtet i forhold til vores erobringer”.

To replikker, som jeg ikke tror, man ville have hørt i en europæisk eller amerikansk standard tv produktion. Iøvrigt hænger australiernes solidaritet med amerikanerne i serien i en tynd tråd, for de er økonomisk mere afhængige af kineserne, og så er vi ligesom igang.

Fauda er en israelsk serie, der primært foregår på Vestbredden og Gaza striben. Det er første gang, at jeg ser autentiske billeder fra de to steder, der ikke udelukkende viser raketnedslag eller oprør, og serien er både spændende og utrolig autentisk. Manden, der har skrevet den og spiller hovedrollen, er selv tidligere undercover agent i Gaza, hans kæreste blev som teenager stukket ihjel af en terrorist, og han har også arbejdet som bodyguard for Arnold Schwarzenegger(!). Man kunne lave en film om hans liv alene – men det er vel også lidt det, man har gjort med Fauda, der nu kører på tredie sæson.

Lige nu er vi fuldstændig opslugt af “Berlin Station”, der mærkeligt nok er amerikansk. Det er et lidt klassisk spion drama, der finder sted i nutidens Berlin, men serien er så lidet flatterende overfor amerikanerne i almindelighed og CIA i særdeleshed, at jeg ikke troede, den var amerikansk. Titelmusikken er David Bowie´s “I’m afraid of Americans” , og der er mange referencer til aflytningen af Die Merkel (ja, det var i Obama tiden), så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Derudover, så drikker og ryger de som skorstene, knalder på kryds og tværs af køn og vi har hele Berlins undergrund med som biperson. Måske bliver den slet ikke vist i USA?

Man skal lige over de første par episoder, så bliver den god, og til jer, der måske har set den eller planlægger at gøre det – ja, Hector (Rhys Ifans) var med i Notting Hill.

På den måde er min (sofa)verden blevet meget større, og jeg har en fest med det. Det startede med Knæleren (se den, hvis I ikke allerede har gjort det), og nu er der gået sport i det for os. Hvilket land / lokation skal vi til næste gang?

Det kan godt være, at vi ikke allesammen sidder og ser Hill Street Blues lørdag aften længere, men vi er stadig “careful out there”….. og tips til andre ikke- amerikanske serier modtages gerne, mens I lige kan nyde den originale, gamle Bowie version.

Bonus info:
Bowie skrev sangen sammen med Brian Eno, som han jo som bekendt også arbejdede sammen med, da han boede i Berlin i 1976-1979. Det er der nok nogen, der har tænkt over, da de valgte titelmusik. Videoen her er imidlertid fra 1997.

Bowie har selv udtalt om teksten:

“It’s not as truly hostile about Americans as say “Born in the U.S.A.“: it’s merely sardonic. I was traveling in Java when [its] first McDonald’s went up: it was like, “for fuck’s sake.” The invasion by any homogenized culture is so depressing, the erection of another Disney World in, say, Umbria, Italy, more so. It strangles the indigenous culture and narrows expression of life.”
Wikipedia

 

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Nogle gange har man lov at være heldig!

I dag var jeg til konference i København – “Tomorrow’s Urban Travel 2018”. Det handlede, som I nok kan regne ud, om hvordan rejser og rejsende ser ud nu og i fremtiden, og på programmet var talere fra hele verden.

Men for mig er det mest interessante i virkeligheden alt det, der sker i pauserne og udenom, og her tænker jeg ikke kun på netværksdelen, men også alle de små detaljer, som til sammen danner et mønster.

For det første kan jeg konstatere, at hvis jeg ikke havde opdaget det endnu, så er grøn, stærk grøn dette efterårs modefarve. Jeg bor jo i Helsingør, og derfor er jeg ikke altid helt opdateret med, hvad der rør sig på kontorerne i København, men det gør grøn.

Det næste, jeg fik bekræftet, det er, at nu er det ikke alene kød, man skal få dårlig klimasamvittighed over at spise. Ved morgenbordet, blev jeg oplyst om, hvor meget CO2, jeg havde forurenet med, hvis jeg spiste denne bolle og hvor meget værre det blev, hvis jeg også kom smør på. Vi er langt forbi bæredygtigt service og kalorietælling, nu tæller vi CO2 udslip.

Rigtig morsomt blev det, da jeg gik forbi vandbordet. De af jer, som har læst mit “Tilbage til fremtiden” indlæg ved, at jeg synes, vi er ved at finde tilbage til et tidligere udgangspunkt, og det må man sige, at vi er. Nu er postevand på kander super hipt!

Tilbage til fremtiden – postevand på kander er super hipt!

Derudover kunne jeg med glæde konstatere, at der er et paradigmeskifte på vej, og det nu er helt legalt igen at markedsføre sig med at være fra København / Danmark, og det glæder mig vildt. Det har også taget små 10 år fra Muhammed krisen og til nu.

Men der, hvor jeg virkelig fik en stjernestund, det var i frokostpausen, og det var rent held.

Blandt formiddagens indlæg var blandt andre en director fra Harvard, og hun var virkelig interessant at høre på,  men hun fortalte også med stolthed i starten om sine skandinaviske aner. Gør alle amerikanere ikke det?

Nå, men under frokosten sætter jeg mig så i et af de lejligheden opsatte legehuse (der var også opsat gynger, men det er ikke så let, at spise med kniv og gaffel siddende i en gynge), og er helt glad over, at jeg har fundet en plads med et bord. Det holder lige indtil der kommer en meget emsig kvinde og siger, at nu skal vi altså rykke sammen, for her skal sidde flere. Lettere irriteret samler jeg mig sammen, og brummer lidt indvendig over, at jeg nu skal til at sidde helt klemt.

Det viser sig imidlertid, at det er den amerikanske Harvard dame, som der skal være plads til, og da vi nu sidder der, klemt sammen i et legehus, falder vi selvfølgelig i snak. For at være imødekommende spørger jeg ind til hendes skandinaviske aner.

Det endte med at blive et kvarters intens samtale om gener, DNA, meningen med livet og det moderne menneske kontra urfolk i regnskove, som hun ved rigtigt meget om, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke os fortravlede, såkaldt moderne mennesker, der har fat i den lange ende. En af disse sjældne samtaler, hvor man på et sekund klikker sammen og det ene ord, tager det andet.

Hun fortalte mig blandt andet, at den kvindelige arvemasse er stærkere end den mandlige. Det vil sige, at vi oftere fysisk ligner vores kvindelige forfædre end vores mandlige. Hun bekræftede også, at der er generelle karakteristika ved folkeslag, det er bare ikke særlig politisk korrekt at tale om, men det er der altså, for det ligger bogstaveligt talt i vores gener.

Det store spørgsmål er så, om vi også arver hukommelse -altså oplevelser, og det kan være noget af forklaringen på deja vu eller at vi føler os hjemme steder, som vi aldrig har været før.

Vi kom vidt omkring på det kvarter, og da vi skiltes, fordi hun skulle interviewes til tv, kiggede vi hinanden i øjnene og samlede begge hænderne på hjertet med et stort tak for en virkelig interessant samtale.

Tænk, hvor heldig, man nogle gange kan være!

– Og nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en grøn kjole eller holde op med at spise morgenboller ;o), men jeg deltager igen næste år.