Til næste år har vi jernbryllup…

…så har vi været gift i 70 år!

Jeg mødte en mand i går. Han var så skøn. Jeg mødte ham ved busstoppestedet i Allinge, hvor vi ventede på samme bus. Han skulle hjem til Gudhjem, og vi faldt i snak.

Manden havde været ved lægen. Det tog fem minutter, som han sagde, men hele turen havde taget ham omkring 3 timer på grund af buslinjerne. Manden var 94 år!

Han lignede indbegrebet af en elskelig morfra. Rundt hoved, rare øjne og let dialekt på et ellers dannet dansk. Nu skulle han hjem til sin hustru, der sikkert ventede med kaffen. Det gætter jeg i hvert fald på. Han fik varme øjne, når han talte om sin hustru. “Til næste år, har vi jernbryllup. Så har vi været gift i 70 år” sagde han stolt, “men vi har nu boet sammen i 74”, tilføjede han, nu med glimt i øjet.

Jeg spurgte så, om det ikke havde været lidt udenfor nummer, sådan at flytte sammen uden at være gift for så mange år siden, men han svarede at pigens far, som havde guld- og sølvsmedebutikken i Rønne dengang, havde sagt god for ham, og så var de flyttet sammen. “Han gav os også ringene” sagde han, og så viste han mig vielses ringen, der formodentlig ikke har været af i snart 70 år.

Da jeg ikke har nogle fotos af den skønne, gamle mand, får I et her fra stranden i Sandkaas. Her er hver morgen yoga, der afsluttes med en trompetist, der bla. spiller Svantes Lykkelige Dag. Det er lige til selv at blive lykkelig af.

I august er det 20 år siden, at Nils og jeg blev gift, og det kom jeg selvfølgelig til at tænke over efter at have talt med den elskelige, gamle mand. Her må man godt skrive gammel, for når man er næsten 100 år, så er man gammel.

Det har ikke været 20 (21) år helt uden sværdslag og skænderier, men jeg tror heller ikke på, at man kan leve sammen så længe, uden at bølgerne en gang imellem går højt. I hvert fald ikke, når man er os to.

En gang blev jeg så vred, at jeg bare rejste mig op og gik fra den middag, vi var til. Lidt dramaqueen er man vel altid. Jeg nåede dog at køle ned på vejen hjem, da det var en forholdsvis lang cykeltur, og Nils havde nøglen til vores ferielejlighed. Jeg havde så ikke så meget valg andet end at sidde på terrassen under et håndklæde, til han også kom hjem. Det er der ikke meget dramaqueen over, og langsomt ebbede energien ligesom ud af vreden.

Til gengæld kan man jo så tænke lidt over tingene, og det er altid godt. Man tænker ikke altid klart, når man er vred. Heller ikke selvom, man måske er berettiget vred, og mange par når at gøre ting, de fortryder i kampens hede.

Min veninde, der er præst, arbejdede meget længe på at få ændret “NemID – skilsmisserne” fordi hun stod med en mængde ulykkelige mennesker, der ville giftes igen efter de havde ladet sig skille tju bang under et skænderi. Når de så blev ædru og havde kølet af, fortrød de bravt, men så havde de trykket på enter.

Det kræver noget af moderne, travle mennesker at være sammen i længere tid. Noget af begge parter, og der skal sluges kameler engang imellem. Til gengæld, så er lykken over at have hinanden, at blive nyforelskede i hinanden indimellem og at være hinandens livsvidner så meget større, at det klart opvejer alle kamelerne.

Alle de tanker fik den skønne, gamle mand ved busstoppestedet, og hans 70 årige ægteskab sat igang. Nils og jeg kommer aldrig til at blive til 34 efterkommere, som de er blevet til – “mine børn er jo folkepensionister nu, må du huske på” – ja selvfølgelig er de det (!), men vi har fundet en del opskrifter på kameler, så de glider lettere ned, og det er iøvrigt også dødsygt, at sidde under et håndklæde alene på en terrasse.

To trætte Elmarker, der venter på Bornholmerfærgen

Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!

7300 nætter & 1001 nat!

Det er den 10. december. Alligevel er julestemning nok det, der sidst kommer ind på min indre lystavle. Jeg sidder i klip-klappere og bare tæer på min private lille hotelterrasse, og venter på at solen skal komme rigtig frem. Ellers er det nemlig også vinter her i Marrakesh, hvor jeg er lige nu.

Fra solen går ned og til den får fat i løbet af formiddagen er det rigtig koldt. Hvis man altså synes, at 8 gr. er koldt. Det gør jeg! Til gengæld når temperaturen op til omkring 24-25 grader midt på dagen. Ganske skønt, men alligevel ikke nok til, at man kan hoppe i riadens lille pool, der som alle andre pools i Marrakesh ikke er opvarmet.

Det gør ikke noget, for vi holder bare (varmen) sammen – Nils og jeg!

Det har vi, når vi når til i aften, gjort i løseligt 7300 nætter eller 20 år, for den, som gider at regne efter. Plus nogle skudår, men pyt med de enkelte nætter, for så skal vi også til at fraregne det halve år, vi var separerede, og hvem gider at tænke på det, på sådan en dag. Som vi altså tilbringer med 1001 nats eventyr.

I skal nok få insiders tips til Marrakesh i en anden blog, for lige nu er jeg mest optaget af, hvordan man holder sammen i 20 år, og stadig er forelsket, for det er jeg i min mand. Det har jeg selvfølgelig ikke været hele vejen igennem, men der er intet tidspunkt – heller ikke da vi var fra hinanden – hvor jeg holdt op med at elske ham.

I min verden er det to forskellige ting. Man forelsker sig ofte, men elsker sjældent. Jeg kan sagtens blive lidt småforelsket i en skuespiller eksempelvis (pt. er det Brandley Cooper), og jeg har også været forelsket live flere gange, men jeg har kun elsket få.

Med Nils vidste jeg med det samme, at her var manden i mit liv!

Det lyder sindsygt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var 36, havde været single i flere år, og havde faktisk indstillet mig på, at jeg nok ikke skulle giftes og have børn i det her liv.

Vi blev præsenteret for hinanden den 10. december 1998 på Elefanten og Musen. Det var mit gamle stamsted, og hvert år mødtes “de gamle” til glögg den 10. Det år havde en fra slænget taget sin gamle studiekammerat med. Han (kammeraten altså) var blevet skilt, havde aldrig rigtig gået ud, og Leif, som min ven hed, syntes derfor, han skulle ud og opleve København by night.

Ved første præsentation sagde jeg bare goddag og registrerede ham ikke rigtig, men lidt efter sad vi allesammen og snakkede, og jeg tænkte med det samme “han er klog -ham skal jeg tale med!”. Det kom jeg så også til.

Senere på aftenen blev musikken for høj, så vi gik over på Plaza – Library bar. Jeg kan stadig huske, hvordan en fra slænget blinkede til mig og grinede, da vi gik. Nils kan huske, at han tænkte “det her føles rigtigt”, da vi gik over Rådhuspladsen, mens jeg imellemtiden også havde opdaget, at han ikke kun var klog, han så også godt ud og var charmerende, gammeldags gentlemanagtig.

Regningen fra Library Bar hænger i en ramme i vores hjem, for Nils gemte den. Det fandt jeg først ud af længe efter. Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at ham her bliver jeg gift med.

Vi kom aldrig i seng den nat, og dagen efter mødte jeg på arbejdet, helt ude af stand til at lave noget fornuftigt. Heldigvis var det gode, gamle kolleger, for efter en time rejste jeg mig op og sagde: “Nu går jeg hjem! Jeg har slet ikke sovet i nat, og jeg har mødt manden i mit liv!”. Alle kiggede måbende – “hvornår har du mødt ham?!?!?”. “I går aftes, og nu går jeg altså hjem og sover”.

Vel hjemme ringede jeg til min mor, og fortalte hende, at jeg havde mødt manden, jeg ville blive gift med, og så lagde jeg mig til at sove. Min mor var ude af den i flere dage, fordi hun ikke kunne finde Nils i telefonbogen (!). Hvad var han nu for en? Det holdt heldigvis kun til hun havde mødt ham, så elskede hun ham resten af sit liv, og sagde ofte til mig: “Det er jo ikke alle forundt!” (at få den eneste ene).

Dagen efter kom Nils med en mistelten fra Bering, han stod og holdt op uden for min dør – og resten, det er, som de siger, historie.

Nu, små 7300 nætter, to børn, en separation, et hus (med revner), en motorcykel, tre bøger, to uddannelser og et hav af skønne oplevelser senere, sidder vi her i Marrakesh og er småforelskede i hinanden igen.

Sommer 2018, for vi er for blege nu ;o)

Berlingske kører i øjeblikket en artikelserie med par, der har været sammen længe, hvor de interviewer dem om, hvorfor de tror, deres parforhold har holdt. De svarer selvfølgelig ikke det samme, men en rød tråd går igennem. De har givet plads til forskellighed og husket forbundethed (min tolkning).

Jeg tror, det er lidt det samme, som er lykkedes for Nils og mig, for vi er i sandhed forskellige. Det har givet sammenstød. Store sammenstød – og for jer, der kender os, og tror, at Nils er den rolige uden temperament, så kan I godt tro om igen. Han kan råbe meget højere, end jeg kan.

Men vi har også altid givet plads til forskelligheden, og til at vi kunne forfølge vores egne drømme. Jeg havde aldrig fået min Master uden Nils opbakning, der ikke kun talte mental opbakning, men også at jeg brugte små kr. 110.000.- på det. Til gengæld havde Nils aldrig fået et firma i London, hvis ikke der havde stået en hustru og passet baglandet. Og listen er lang. Men vi har også altid sørget for at holde fast i noget sammen udover børnene.

Forbundetheden.

Vi har -på trods af forskellighederne ganske mange ting til fælles også, og vi har mange fælles interesser. Dem har vi sørget for at pleje og give tid til, og lige nu, hvor drengene er blevet så store, at de næsten aldrig er hjemme, nyder vi, at vi nu igen kan gøre en masse af de ting, som vi holder af at gøre sammen.

Som eksempelvis at rejse på en lang weekend til Marrakesh.

Jeg har ikke formlen på et langt og lykkeligt ægteskab. Jeg tror heller ikke at den findes, for jeg tror hvert enkelt par skal finde deres formel. Jeg tror heller ikke på, at man kan være sammen i mange år uden at have kriser. Men jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at hvis man respekterer hinanden, og er villig til at slås for kærligheden, også når der skal sluges kameler, så kan man nå langt.

Men det forudsætter selvfølgelig, at man er så heldig at møde den eneste ene, og det er jo ikke alle forundt.