Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.