Jeg er blevet afhængig …. og det er så let!

 

Som I ved, ligger jeg i øjeblikket på langs med benene oppe og alt indenfor rækkevidde – også Danske Spil, og det er farligt!

Jeg har altid haft en svaghed for spil og lege, og jeg kan stadig ikke gå på Bakken eller i Tivoli uden at gå en tur ind i spillehallen og tilbringe en time ved en enarmet tyveknægt. De er desværre efterhånden blevet så avancerede, at jeg knap kan finde ud af det, men det skal da ikke stoppe mig.

Det er sikkert arveligt. Min gamle mor var som abonnine i Tivoli fast gæst ved en af de enarmede, men eftersom hun var tæt på 80, og selv havde sparet sine penge op gennem et langt, sparsommeligt liv, så var det hende i den grad vel undt at spille et par hundrede op om måneden.

I gamle dage gik jeg til Trivial på Byens Kro (det var i oldtiden før det blev almindeligt med popquiz og brætspil på cafe’er), og alle mine venner ved, at jeg elsker brætspil, og at jeg går efter at vinde. Big time! Senere i denne måned stiller jeg igen med et hold til populær quiz ledet af Henrik Milling, så det er seriøst det her, og jeg har på ingen måde noget imod spil og lege.

Men heldigvis har jeg en bremse, når det kommer til større pengebeløb, og det er ikke på casinoer, I finder mig. De sidste par dage er jeg nu alligevel blevet lidt skræmt over, hvor let også jeg har ved at falde i, for lige nu er jeg fuldstændig hooked på Bogstavjagt, og det tager kun et klik, så er min konto tanket op.  Jeg behøver overhovedet ikke at flytte mig. Maskinen er ovenikøbet så venlig at huske mit Dankort nummer, så en ny spilleplade er vitterlig kun et par klik væk, hvilket har medført mange timers skrab med en blyant, der giver god computerlyd. Til gengæld er jeg helt bagud på bøger, serier og andre stillesiddende sysler.

Vi har her i familien i et stykke tid diskuteret de reklamer, der kører på diverse tv stationer for hhv. lette lån og lette spil. Nils og jeg er mildt forarget, hvilket jo er svært at være i en  neoliberalistisk tid. Men det er vi altså, og vi fandt ud af, det er vores teenage sønner også. De havde ligefrem haft den ene af reklamerne oppe i gymnasiet. Måske har I set den? Det er en bedstemor, der lige lynhurtigt får lånt kr. 5.000.- til at invitere børnebørnene med i vandland. Vi gætter på, at renten er åger, men det er ikke lige det, der står med stort, og de modeller, de benytter i reklamerne er så godt castet, at det er svært ikke at være professionelt imponeret.

Forleden læste jeg en klumme af Jes Dorph-Petersen, der var pikeret over at de store fodboldidoler og andre kendte reklamerede for internationale spillefirmaer. Det er jeg sådan set ikke, for så længe det er lovligt, så er de i deres fulde ret til at gøre det. Det vi imidlertid kan diskutere, det er, om sådanne reklamer skal være lovlige.

Skal spillereklamer og reklamer for lette lån være lovlige i “prime-time”, eller har vi som samfund en forpligtelse til at beskytte svage sjæle?

Den er ikke let, for det er jo voksne menneskers eget ansvar, om de vil sætte sig i gæld eller spille sig fra hus og hjem. Så kan de jo altid komme i Luksusfælden og få “fifteen minutes of fame”, men i den sidste ende, er det jo os alle sammen og især børnene, der betaler prisen.

En af mine venner med kontakter i bankverden fortalte mig, at der er flere og flere bankkunder, der beskæmmet kommer og må gå til bekendelse. De har spillet hele formuen op på nettet.

Og det er så nemt. Det har jeg i hvert fald erfaret i disse dage. Jeg har heldigvis stadig en stopklods, og selvom jeg stadig er helt sikker på, at jeg nok skal snyde maskinen og hive den helt store gevinst hjem, så logger jeg trods alt af, når jeg rammer det beløb, jeg maks. har sat for mig selv……. pr. dag!

Tabet eller lånet er bare et anonymt klik væk, og dermed har vi med den digitale tidsalder fået nye udfordringer, og så er det jeg tænker… har vi ikke som samfund et ansvar for ikke at lokke folk i fordærv, for nu at benytte et gammelt udtryk?

Fristelser er der nok af