Alle kæmper – også den såkaldt kreative klasse.

I 1910 strejkede tusindvis af kvindelige løsarbejdere, de såkaldte”Chain-makers”, for bedre arbejdsforhold, løn og ikke mindst fastansættelse. Det resulterede i verdens første fagforening for kvinder.

I denne uge talte jeg med en gammel kollega. Han er et super kreativt menneske, og vi har altid arbejdet fantastisk godt sammen. Faktisk savner jeg ham lidt, men nu trængte han til at tale, kunne jeg mærke, så jeg tog mig tid.

Han er alenefar efter moderen til hans barn døde for nogle år siden. Hun fik en hjernetumor og skiftede først personlighed, så døde hun. Nu var hans mor (og back up) blevet indlagt med kræft, og så gik det heller ikke lige så godt med ordrene.

Han er, som mange andre kreative, jeg kender, selvstændig, freelance, daglejer eller hvad vi nu skal kalde dem. Prekariatet eller måske mere hipt, han er en del af The Gig Economy.

Det vil sige, at han hele tiden skal ud og finde jobs, ordrer eller projektansættelser. Alle sammen uden nogen form for sikkerhedsnet, pension, barsel, ferier med løn eller opsigelsesvarsler.

Senere på ugen sad jeg så i selskab med to andre kreative mennesker. De nærmer sig noget, der ligner pensionsalder, men var nødt til at fortsætte også selvom, der blev længere og længere mellem jobbene, og som hun selv sagde: “Vi er jo i princippet løsarbejdere”.

Dem har vi flere og flere af, men det virker som om, at vores politikere slet ikke har opdaget det, og der er ellers valgkamp. Vi har nogle der taler de svage og arbejdernes sag. Vi har ældresagen, og vi har fagforeninger, men hvornår kommer prekariatets talerør?

Engang var man freelance, fordi man valgte det selv. Det var cool at kunne bestemme over sin egen arbejdstid, og man behøvede ikke at forholde til internt firmafnidder og så kunne man give den gas som ung, oftest med en god løn.

Sådan er det ikke i dag. I dag er mange freelance fordi, det er i virksomhedernes interesse at projektansætte folk eller at hyre dem ind til enkelte opgaver. Så slipper selskabet for en masse udgifter og iøvrigt også en masse unødig arbejdskamp. Visse virksomheder er gået så vidt, at de får unge til at arbejde gratis, og ligefrem blive tatoveret med selskabets navn, eller få rap i røven, fordi det er attraktivt og nærmest umuligt, at få job i den kreative, “hippe” verden. Og så ikke et ord om, at samme selskab fik betydelige offentlige tilskud samtidig. Rap i røven for skatteborgernes penge. Nå, det er heldigvis stoppet.

Jeg har ikke tal på hvor mange unge kommunikations folk, jeg har mødt, der arbejdede gratis for bare få foden indenfor. Journalister – hvor mange fastansatte journalister har vi efterhånden tilbage? Det er iøvrigt rigtig skidt, for vi har brug for seriøse, neutrale journalister, der ikke bare skal sælge en artikel til højestbydende for at kunne betale husleje.

Og hvad skal vi med grafikere, når vi kan lave det meste selv i en VistaPrint? Så kan vi altid bare lige kalde en ind, når vi skal have det finpudset. Sat lidt på spidsen, men ikke desto mindre rigtigt.

Alle disse mennesker kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen – det gør vi alle, men der er bare ikke særligt meget fokus her, for det er jo den (fede) kreative klasse, og de har jo alle de sjove jobs. Ja, sådan var det, men det er det ikke længere, og freelancere er den hurtigst voksende gruppe af arbejdere, og det er altså ikke kun den kreative klasse – tænk bare på Uber.

Jeg ønsker mig, at nogen får lidt mere øje for, at lige nu er vi ved at opbygge en helt ny gruppe af løsarbejdere, som -på trods af nye, forbedrede regler – ikke passer ind i nogen A-kasse eller fagforening, og som, om ikke hutler sig igennem, så noget, der i mange tilfælde ligner, og som er en alles kamp mod alle. Står lidt i kontrast til SAS piloterne ikke? Iøvrigt også i kontrast til hvad folks generelle opfattelse af den kreative klasse er, hvor man ofte kun hører om toppen af isbjerget og hvor DI og andre hele tiden italesætter mangel på højt specialiseret arbejdskraft.

Nå, der er heldigvis også goder ved freelancelivet og måske er det bare den vej verden går. Det er også ok med mig, bare vi ikke taber en hel gruppe mennesker på gulvet, og forringer vores arbejdsmarkedregler, fordi vi sover i timer og kun har fokus på industrisamfundets arbejdsmåder og grupper.

Vi skal ikke gå baglæns!

Den 08. maj 2019 Los Angeles. Uber chauffører strejkede og slog app’en fra. Årsag… fuldstændig samme, som The Chain Makers i 1910

Min popcorn hjerne kan ikke rumme mere…

… og det er ikke fordi jeg er 50something!

I denne uge var jeg medvært for et arbejds relateret arrangement på Kronborg Slot. Altid rart med et slot i baghaven, når man skal arrangere sådanne ting. Vores gæstetaler var Lennart Lajboschitz, som jeg efterhånden har hørt nogle gange, men det gjorde ham ikke mindre inspirerende, og jeg kan ligeså godt melde det rent ud up front – jeg er vild med ham!

Denne gang skulle han tale om hvorfor, han har købt ikke bare et, men to hoteller i Hornbæk, og hvad det egentlig er, han vil med alt det fællesspisning, bordtennis og bridge, men det stak selvfølgelig af for ham, og han talte om snart det ene og snart det andet. Dog med en klar rød tråd igennem, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke var den eneste, der gik inspireret derfra. Så pyt med, at der var flere emner i spil.

En af perlerne var “Hvorfor taler man altid om marked? Jeg har aldrig mødt marked. Jeg har kun mødt mennesker!”. Længere er den ikke -det handler om mennesker!

Nå, men han kom også ind på, hvor meget vi efterhånden skal forholde os til som moderne menneske. Vi bliver bombarderet med informationer, nyheder, instagrams og facebook opslag og beskeder – og det er bare noget af det.

Jeg har skrevet om det før – om at skulle forholde sig til alt muligt, og om hvor svært det er at navigere i en massiv og endeløs nyhedstrøm, når nu man er opdraget til at skulle holde sig orienteret, så det var ikke noget nyt for mig (se  “Terapikonto vs. Ikeakonto”). Men hvor var det befriende, at høre en kendt og beundret mand stå og sige det samme – altså at det er næsten håbløst at følge helt med, hele tiden og forholde sig til alt fra reality stjerner på deroute over ulykker til regentens besøg i Argentina.

Jeg tænker tit over det for tiden. Jeg kan mærke, at “ting” interesserer mig mindre og mindre. Det er ikke helt rigtigt. Der er masser, der interesserer mig, men jeg er blevet bedre til at navigere, til at vælge fra og sortere, hvilket er livsnødvendigt, for vores hjerner er slet ikke gearet til alt den information. Selv når Nils og jeg spiser middag sammen, kan jeg finde på at skifte emne bare for at tale om noget let og ukompliceret (Blockchain og Jeff Bezos´ logistik programmer kan altså også være lidt trættende i større mængder ;o)…).

Måske er det alligevel alderen, der trykker, for jeg er også begyndt at blive glad for at gå i haven. Så behøver jeg heller ikke forholde mig til noget som helst. Så skal jeg bare sørge for, at de visne blade kommer ned i sækken.

Man siger, at hvad der truet bliver trendy. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det mest trendy de næste år bliver tid til fordybelse. Tid til at lave ingenting, til at løse kryds og tværs og til at tale om små hverdags ting. Eller måske fordybe sig helt i livets store spørgsmål (og nej det er ikke, om man må tage en baby med i Folketingssalen. Selvfølgelig må man ikke det.) Selv Dronningen har opfordret os til at gøre noget unyttigt. Det gælder vel også hjerneaktivitet?

Vi skal give os selv lov til at slappe af og ikke være på. Jeg skal i hvert fald. Noget tyder på, at jeg er ved at blive ret god til det, men jeg tror, vi alle skal tænke over det, og vi skal ikke være bange for, at det hægter os af i forhold til de yngre – de har slet ikke overblik.

Når jeg går til møde, lader jeg konsekvent min telefon blive tilbage på mit skrivebord. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke tænkt videre over det. Før i sidste uge, hvor to kolleger, uafhængig af hinanden var nødt til at afbryde vores møde, for der kom noget ind på deres telefon. Ting kan være vigtige, bevares, men udover at det fik mødet til at trække ud, så var det endnu et pop til deres popcorn hjerne.

Vores tid er dyrbar, og vi skal virkelig tænke os om, hvad vi bruger den til. Især os pleaser typer. Det er helt ok ikke at være helt med. Det er også helt ok, at se tåbelige videoer på FB, hvis det er det, man har lyst til. Der er kun én tid og et menneske, som Morten Albæk siger. Vi er ikke flere mennesker, vi er et. Også selvom vi spiller på flere strenge i løbet af dagen. Det er stadig den samme tid.

Så giv jer tid og fri – I (vi) fortjener det!

 

Mit nye udsyn.

Jeg købte nye briller i går. Det her jeg gjort jævnligt hele mit liv, for jeg var blot 10 år, da jeg første gang fik at vide, at jeg skulle have briller.

Det var ikke sjovt dengang. Det var lige efter sygekassebriller, men før smarte, fikse af slagsen, og som 10 årig “odd-one”, var briller ikke lige det, jeg havde allemest lyst til.

Jeg husker tydeligt, at øjenlægen dengang spurgte min mor, om jeg læste meget, og det gjorde jeg. “Så er det nok derfor”, sagde han.

Efterhånden som årene gik, blev mit syn dårligere, og jeg er i dag ret så nærsynet. Jeg gik faktisk og glædede mig til at skulle blive lidt ældre og langsynet, for så udlignede det nok sig selv. Håbede jeg. Det gjorde det ikke! Nu skulle jeg bare have glidende overgange, og en endnu større regning.

Det sad jeg og filosoferende lidt over igår. Det er egentlig mærkeligt. Har man kun brug for lidt styrke, kan man gå i Flying Tiger eller Coop el. og købe et par billige briller, men er man på grænsen til synshandicappet, er der meget lidt hjælp at hente. Det burde da være omvendt.

Jeg har kun tre gange i mit liv haft solbriller (i går var tredie gang), for det har der ikke været penge i budgettet til tidligere, og jeg kan huske masser af gange, hvor jeg har haft lyst til nye briller, men ganske enkelt ikke haft råd.

Alt er et spørgsmål om prioritering, vil nogen indvende, og ja i dag er det, men da jeg var barn og ung, og pengene var små, var nye briller ikke noget, man fik hvert år, og slet ikke solbriller med styrke. Heldigvis er der i dag hjælp at hente til børn, og selv med min styrke er det nu muligt at få glas, der ikke ligner hinkestene.

Jeg tænkte også over, hvad min nye optiker havde fortalt mig. Hun var ualmindelig kompetent og sød, og mens jeg sad der med maskinen foran øjnene fortalte hun mig, at hun havde skrevet sit speciale om, hvorvidt læsning kan forværre nærsynethed.

Hun havde fulgt en gruppe unge mennesker over flere år og målt deres øjne. Halvdelen var gået videre med håndværksmæssige fag og den anden halvdel med læsetunge studier. Efter et år, tror jeg det var, havde “de læsetunges” øjne ændret sig med -1. Det er alligevel noget, og det bekræftede min barndoms øjenlæges konklusion, hvilket jeg også har kunnet google mig til, er alment kendt nu.

I Kina er 90% af alle unge nærsynet og ifølge WHO er vi reelt ramt af en epidemi. De forudser, at inden 2050 vil halvdelen af jordens befolkning af være ramt af nærsynethed. -Og ja, du har gættet rigtigt. Det er her skærme og mobiltelefoner kommer ind.

Vi har kun haft smartphones i 10 år. Vi har – i n g e n – anelse om, hvilke konsekvenser, det kommer til at få for os, men mange af os kan allerede nu mærke manglende koncentrationsevne, og jeg tror ikke kun, det er alderen.

Det er “popcorn hjerne”, som min gode vendinde kalder det, hvilket jeg synes er en fantastisk beskrivelse. Der popper hele tiden noget op, som vi skal forholde os til.

I går så jeg en udsendelse om afvænning – altså afvænning fra smartphones. I denne uge kom det frem, at unge aldrig har haft så meget søvnbesvær før, som nu. Det tror da pokker, hvis der hele tiden tikker snaps ind. Bliiing! Jeg er ærlig talt begyndt at blive reelt bekymret, og så har vi ikke engang talt 5G. Heldigvis er der en hel masse kloge mennesker, der også er opmærksom på det her, men er det efterhånden muligt, at stoppe?

Min optiker fortalte mig videre, at hun har forlangt, at hendes børn skal bære briller med plus styrke, når de sidder ved skærmen. Også selvom de ikke behøver det. Det er for at træne øjet, der jo former / tilpasser sig rent fysisk, med nær- eller langsynethed til følge.

Mine drenge er adviseret og har accepteret, at fra nu af skal de have briller på foran skærmen. Heldigvis er det nogle af dem, man lige kan købe for en skilling, og briller er i dag både hippe og smarte. De har også accepteret, at lyset altid skal være tændt, når de læser eller ser tv – det har de nu også levet med hele livet, men er det nok?

Nå, nu vil jeg glæde mig over mine nye briller, og at jeg ser helt klart igen –  nu også med solbriller – og så vil jeg sætte mig foran en anden skærm. Der er sikkert en eller anden lækker, midaldrende mand (ikke gammel), der redder verden.

God søndag aften!

Jeg er blevet afhængig …. og det er så let!

 

Som I ved, ligger jeg i øjeblikket på langs med benene oppe og alt indenfor rækkevidde – også Danske Spil, og det er farligt!

Jeg har altid haft en svaghed for spil og lege, og jeg kan stadig ikke gå på Bakken eller i Tivoli uden at gå en tur ind i spillehallen og tilbringe en time ved en enarmet tyveknægt. De er desværre efterhånden blevet så avancerede, at jeg knap kan finde ud af det, men det skal da ikke stoppe mig.

Det er sikkert arveligt. Min gamle mor var som abonnine i Tivoli fast gæst ved en af de enarmede, men eftersom hun var tæt på 80, og selv havde sparet sine penge op gennem et langt, sparsommeligt liv, så var det hende i den grad vel undt at spille et par hundrede op om måneden.

I gamle dage gik jeg til Trivial på Byens Kro (det var i oldtiden før det blev almindeligt med popquiz og brætspil på cafe’er), og alle mine venner ved, at jeg elsker brætspil, og at jeg går efter at vinde. Big time! Senere i denne måned stiller jeg igen med et hold til populær quiz ledet af Henrik Milling, så det er seriøst det her, og jeg har på ingen måde noget imod spil og lege.

Men heldigvis har jeg en bremse, når det kommer til større pengebeløb, og det er ikke på casinoer, I finder mig. De sidste par dage er jeg nu alligevel blevet lidt skræmt over, hvor let også jeg har ved at falde i, for lige nu er jeg fuldstændig hooked på Bogstavjagt, og det tager kun et klik, så er min konto tanket op.  Jeg behøver overhovedet ikke at flytte mig. Maskinen er ovenikøbet så venlig at huske mit Dankort nummer, så en ny spilleplade er vitterlig kun et par klik væk, hvilket har medført mange timers skrab med en blyant, der giver god computerlyd. Til gengæld er jeg helt bagud på bøger, serier og andre stillesiddende sysler.

Vi har her i familien i et stykke tid diskuteret de reklamer, der kører på diverse tv stationer for hhv. lette lån og lette spil. Nils og jeg er mildt forarget, hvilket jo er svært at være i en  neoliberalistisk tid. Men det er vi altså, og vi fandt ud af, det er vores teenage sønner også. De havde ligefrem haft den ene af reklamerne oppe i gymnasiet. Måske har I set den? Det er en bedstemor, der lige lynhurtigt får lånt kr. 5.000.- til at invitere børnebørnene med i vandland. Vi gætter på, at renten er åger, men det er ikke lige det, der står med stort, og de modeller, de benytter i reklamerne er så godt castet, at det er svært ikke at være professionelt imponeret.

Forleden læste jeg en klumme af Jes Dorph-Petersen, der var pikeret over at de store fodboldidoler og andre kendte reklamerede for internationale spillefirmaer. Det er jeg sådan set ikke, for så længe det er lovligt, så er de i deres fulde ret til at gøre det. Det vi imidlertid kan diskutere, det er, om sådanne reklamer skal være lovlige.

Skal spillereklamer og reklamer for lette lån være lovlige i “prime-time”, eller har vi som samfund en forpligtelse til at beskytte svage sjæle?

Den er ikke let, for det er jo voksne menneskers eget ansvar, om de vil sætte sig i gæld eller spille sig fra hus og hjem. Så kan de jo altid komme i Luksusfælden og få “fifteen minutes of fame”, men i den sidste ende, er det jo os alle sammen og især børnene, der betaler prisen.

En af mine venner med kontakter i bankverden fortalte mig, at der er flere og flere bankkunder, der beskæmmet kommer og må gå til bekendelse. De har spillet hele formuen op på nettet.

Og det er så nemt. Det har jeg i hvert fald erfaret i disse dage. Jeg har heldigvis stadig en stopklods, og selvom jeg stadig er helt sikker på, at jeg nok skal snyde maskinen og hive den helt store gevinst hjem, så logger jeg trods alt af, når jeg rammer det beløb, jeg maks. har sat for mig selv……. pr. dag!

Tabet eller lånet er bare et anonymt klik væk, og dermed har vi med den digitale tidsalder fået nye udfordringer, og så er det jeg tænker… har vi ikke som samfund et ansvar for ikke at lokke folk i fordærv, for nu at benytte et gammelt udtryk?

Fristelser er der nok af