Mindretallets tyranni!

Advarsel! I dette blogindlæg vil du støde på noget, der kan minde op et surt opstød, så hvis du er ude efter “søndags-feel-good”, skal du nok ikke læse videre.

For jeg er sur! Eller rettere, jeg har fået nok. Fået nok af, at fordi nogen mener dette eller hint, skal jeg lige pludselig være lige sådan. Og det vil jeg ikke. Jeg vil IKKE defineres af min seksualitet og kønsfølelse, for at blive helt konkret.

Øhhh, men er der da nogen, der siger, at du skal det? Ja, det er der, for nu er det ikke nok, at jeg er kvinde, nu skal jeg præsentere og definere mig selv som ciskønnet!

For de af jer, der endnu ikke ved, hvad det er, så betyder det “en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen”, LBGT Danmark.

Med andre ord, det er ikke nok, at jeg præsenteres og fremstår som kvinde, jeg skal også præsenteres med, hvilke seksuelle præferencer og levestil, jeg har – altså, at jeg er født som kvinde, føler mig som kvinde, og at jeg “vil leve op til de sociale forventninger knyttet til deres køn”,  i dette tilfælde kvinde.

Nej, jeg vil ikke, nikke nej! Gu vil jeg ej udstille mine følelser eller seksuelle præferencer, når jeg skal krydse køn af eller præsentere mig, for det er faktisk det, LGBT (mangler der iøvrigt ikke et +) med disse nye køns etiketter beder alle os andre om.

Hvad rager det jer? Det rager ingen, hvordan jeg føler mig, hvad jeg gør indenfor husets fire vægge, og om jeg i weekenden har lyst til at klæde mig ud som mand og gå på bøssebar! Det ville jeg jo være nødt til at indrømme, hvis jeg ikke definerede mig som ciskønnet -ikke sandt? Jeg skal med andre ord tvinges ud af (klæde)skabet.

Nu er der nok ikke så mange, der er i tvivl om, hvordan jeg er længere. Jeg har trods alt været gift med det samme mand i over 20 år, og har aldrig lagt skjul på, at jeg finder mænd – især Tomas Ledin typer – for ualmindeligt tiltrækkende, og iøvrigt godt kan lide de ting, der følger med at være feminin, men I skal ikke tvinge mig til at flashe det i form af en til lejligheden nykonstrueret kønsidentitet.

I må gøre fuldstændig, som I vil i LGBT+ miljøet. Jeg er helt ligeglad. Faktisk er jeg meget positivt indstillet overfor den frihed og synlighed, som forskellige kønsidentiteter har fået, og det glæder mig, at folk i højere og højere grad kan leve fuldstændig, som de vil, uden at der rynkes på næsen eller hæves et øjebryn.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om nogen vil identificeres som non-binære, og omtales som “de” eller “dem” (skal nok skabe lidt forvirring i forhold til invitationer i fremtiden), men I skal lade mig – og alle andre i “det store tavse flertal” være i fred. Fordi I har lyst til at skilte med jeres kønsidentitet, ligesom Eliyas Kayon, der ønsker at fremstå som homoseksuel, non-binær transfeminin og gå med tørklæde, er det ikke sikkert, vi har det.

Prøv at forestille jer den omvendte verden. At alle vi nu ciskønnede forlangte, at når jer fra LBGT+, der trods meget publicity, alt andet end lige er et mindretal, identificerer jer offentligt, så skal I samtidig oplyse, om I føler jer lidt queer eller lignende. Det er faktisk det, I beder os om, med modsat fortegn, når vi skal stå frem som ciskønnede.

Jeg vil gerne igen understrege, så det ikke kan misforstås…. jeg er helt ligeglad med, hvordan folk lever deres liv.  Så længe de forsørger sig selv, og ikke er til skade for andre, må de leve, som de vil.

Jeg har også altid haft homoseksuelle venner, kolleger og især i 80’erne hang jeg meget ud i bøssemiljøet i London. Jeg har ikke tal på de festlige aftener og nætter, jeg har haft på Madam JoJo”s eller til Gay Night på Hippodrome, og jeg kan stadig huske stemningen og det helt fabelagtige dragshow, som var på Madame Arthur i slut halvfjerdserne.

Jeg var heller ikke særlig gammel, da min mor stak mig bogen “Ensomhedens Brønd” af Radclyffe Hall fra 1928 i hånden, og den gjorde et uudslettelig indtryk på mig, og fik mig til altid at være på de menneskers side, som -undskyld udtrykket – faldt lidt til en side og udenfor det, der af nogen karakteriseres som det normale.

Men ligesom jeg ikke vil overfaldes af veganere, fordi jeg spiser æg eller kyllingesalat, eller tvinges til at følge en bestemt religion, så vil jeg heller ikke påduttes af nogen, at jeg skal identificere mig offentligt som ciskønnet.

Jeg er kvinde! …… det er jeg stolt af…. ;o)…….og det er nok!

 

Spørg ikke (gerne) om arret!

Finn fem fejl – og et ar!

Mikkel, vores yngste, var en tur på skadestuen, (eller akutafdelingen, som det hedder i dag) i den forgangne uge. Han havde løbet i idræt (tidligere kendt som gymnastiktimen) og undervejs banket albuen ind i en mur. Heldigvis var der ikke sket noget med selve albuen, men han have fået et forholdvis stort hul i armen, og blev syet med 6 sting.

“Nu får du sikkert et pænt ar” sagde jeg, hvilket han rent faktisk var ret begejstret over. Man er vel 17 år. Da chokket og smerten havde lagt sig, var han også cool nok til at spørge sygeplejersken, om han ikke lige kunne tage et før og efter billede, som han kunne vise gutterne. Dem sendte han også til sin mor – dog efter først at have spurgt, om jeg kunne tåle det, og derfor ved jeg også, at han ikke overdrev. Det var et pænt stort hul.

Det fik mig til først at tænke på scenen i Leathal Weapon, hvor Mel Gibson og Rene Russo konkurrerer på ar, og dernæst på mit eget, som jeg har midt på højre kind.

For at være helt ærlig, så måtte jeg lige en tur ud forbi spejlet for at se på det, for hele mit voksne liv, har jeg aldrig skænket det en tanke, og jeg er ret sikker på, at spurgte jeg nogle af jer, som kender mig, så ville I spørge  “hvilket ar?” Men faktum er altså, at jeg har et stort, ikke særlig pænt ar, på hele højre kind.

Historien er, at da jeg var omkring 2 år gammel fik jeg fingre i min mors store skræddersaks. Den kunne jeg selvfølgelig ikke bære og tabte den, og da jeg bukker mig ned efter den, falder jeg og skærer min kind op.

AV!

Det lyder som en helt usandsynlig historie, men det er ikke desto mindre sandt. For at gøre det endnu værre, skete det i vores sommerhus uden telefon, så min mor måtte pakke den lille, blødende pige ind og løbe ind til naboen for at få ringet efter en ambulance. Meget dramatisk.

De bildte min mor ind, at ambulancen kun tog hende med, hvis hun sad ude på vejen, så det gjorde hun. Med en skrigende to-årig på skødet, hvor blodet løb fra en opskåret kind. Mit øje gik gudskelov fri.

Jeg husker heldigvis intet, men har siden fået fortalt, at jeg hele tiden skreg  “Jeg vil hjem til min far. Jeg vil hjem og have saltpastiller”. Min far var angiveligt ved at holde op med at ryge, så han spiste saltpastiller. Nogen måtte så få fat i min far og sende ham på hospitalet med saltpastiller. Det lykkedes, og her har jeg et meget svagt minde af at se min far komme ned af en grøn gang. Eller også er det bare blevet til et minde pga. familiefortællingen.

Nå, plastikkirurgi var ikke ligefrem det, man ekselerede i i 1964, så det var ikke det smukkeste arbejde, der blev lavet. En gang, rigtig mange år senere, var der en mand, der i en bar kiggede interesseret på mig, og så sagde: “Sikke noget makværk. Vil du have lavet det om?” Jeg replicerede “Plastik kirurg, I pressume?” Og det var han. Men jeg sagde pænt nej tak, og ærligt, det var heller ikke verdens bedste scorereplik.

Men bortset fra i mine tidlig barndom, hvor min mor til sidst fik lyst til at hænge et skilt om halsen på mig, hvor der stod “Spørg ikke om arret”, så har jeg aldrig rigtig skænket det en tanke, og det tror jeg er vigtigt, og min pointe med alt det her.

En, jeg kender, er født med et kæmpe modermærke i ansigtet. Han deltog forleden i et tv-program sammen med andre med samme modermærker, og de levede alle sammen helt normale liv, og var – om ikke ligeglade – så var det i hvert fald ikke noget, der betød noget i deres dagligdag. Undtagen for en.

Hun var så hæmmet af sit modermærke, at hun helst ikke gik ud. Heller ikke med sin mand eller datter for bare at spise på restaurant. De andre fulgte hende i en uge, og fik hende langsomt til at blive lidt mere modig, og finde fred med sit mærke.

Manden, jeg kender, har jeg faktisk altid set som værende ûber cool, og han har et meget udadvendt arbejde med internationalt islæt. Jeg er ikke så naiv, at jeg ikke tror, der har været tider, eksempelvis som teenager, hvor han gerne havde været foruden, men han har ikke ladet det komme i vejen. Ligesom jeg heller ikke har ladet mit ar komme i vejen.

Vi lever i en tid, hvor vi helst skal være perfekte – på alle planer. Det er ganske enkelt ikke muligt, og hvor ville  vi iøvrigt være r..kedelige, hvis vi alle bare var perfekte efter en fælles standard.

Vi skal lade være med at lade vores uperfektheder påvirke vores liv og fokusere på dem, for hvad man fokuserer på, bliver større, og fylder mere og mere.

Selvfølgelig står det enhver frit for at få fikset noget, som går en på, det er ikke det, jeg mener, men vi skal blive bedre til at forstå, at andre ikke ser det samme, som vi selv gør, og at små uperfektheder en gang imellem næsten kan blive en charme og et karakteristika.

Jeg tvivler nu på, at Mikkels ar på armen går hen og bliver en større charme, men nu har han da det at prale med. Selvom jeg til hver en tid slår ham, når det kommer til ar. – Og du må gerne spørge om det!

En provinsboers bekendelser

Advarsel – denne blog vil indeholde subjektive skamrosninger af en by i provinsen.

Forleden så jeg Knud Romer på tv. Det skal man gøre noget oftere, for han er klog. Og underholdende, og det er ikke altid, at de to ting følges ad. Men hos Knud Romer gør de. I hvert fald, når man er tilskuer. Jeg har forstået, at han ikke altid var lige let tidligere, men det er heldigvis ikke mit bord, jeg skal bare se og høre ham, blive underholdt og så få stof til eftertanke.

Men altså… Knud Romer på tv. Han var som sædvanlig ude med riven. Denne gang handlede det -som det iøvrigt har gjort masser af gange før – om provins bashing. Faktisk bashing  i det hele taget, for han var godt og grundigt træt af, at så skulle provinsen tales ned, så skulle København tales ned osv. Han ville have, at nu skulle vi til at tale lidt mere om, hvor meget vi har tilfælles i stedet for at blive ved med at splitte os ad.

Jeg kan ikke være mere enig!

Det er der så også andre, der er. Tænk bare på TV2s reklamer om hvad vi har tilfælles og andre tiltag, men grundlæggende trænger vi til at tale os alle sammen lidt mere op, og få en større forståelse for, at vi altså ikke alle sammen er ens, og har lyst til at leve ens, men derfor kan vi godt have en masse til fælles, og man kan også være cool, selvom man ikke lige bor i indre by -indre København altså. Sagt på en anden måde, vi danskere trænger til at få lidt højere til loftet, bare sådan helt generelt.

Det kom jeg så til at tænke på i går, hvor jeg cyklede gennem yndlings byen, Helsingør, og fik en nærmest lykkefølelse over at høre til her.

Jeg var ellers ærke-Københavner. Født og opvokset på Vesterbro, hvor jeg også boede det meste af mit liv. Jeg er så ærke-Københavner, at jeg stadig bliver pikeret, når folk siger, at de er flyttet til København, og det så viser sig, at det er Brønshøj, Vanløse eller andre forstæder, der IKKE på nogen måde er København. Alt vest for Valby Bakke og uden for voldene er Stor København.

Jeg vil også til hver en tid forsvare, at en hovedstad skal være lidt mere fremme på beatet. Her skal være lidt mere fart på, lidt smartere og lidt mere nyskabende og når det nu engang er her, at vores Folketing ligger, så er det altså også her, de store politiske redaktioner m.m. skal være. Der er og skal være forskel på lokale og nationale nyheder.

Men for 20 år siden forelskede jeg mig hovedkulds i Helsingør, og det er en forelskelse, der ikke er blevet mindre med årene. Tværtimod.

En by i provinsen. Nordsjælland. Vandkants Danmark. Udkants Danmark. Der er mange betegnelser alt efter, hvilket humør, man er i, og hver har faktisk sin klang og dermed også en etikette.

Mine sønner bliver indimellem irriterede fordi de bliver rubricerede som overklasse drenge fra Nordsjælland. Jeg bliver irriteret, når jeg ryger i kassen med “i provinsen”, og Nils blev noget forbløffet, da han en gang blev stoppet af to drenge på vej hjem fra stationen, der spurgte ham om han var statsministeren. Han havde jakkesæt på.

Men i takt med, at skiftende regeringer har stort set dræbt alle vores købstæder ved at nedlægge skoler, sygehuse og arbejdspladser og nu nærmest i desperation flytter statslige arbejdspladser ud af København – er der ikke en klog, der kan fortælle mig, hvad sprognævnet skal i Bogense (!) – så bliver jeg mere og mere taknemmelig over, at jeg forelskede mig i en by, der er en by. Ovenikøbet med ægte og autentisk historie.

Nogle københavnske middagsgæster undrede sig på vej hjem over, hvorfor vi dog havde valgt at bo så langt væk. Langt væk fra hvad?

Ikke fra Sverige. Det ligger 6 km. borte, hvilket betyder, at når man bliver træt af “hej-hej gaden” (byens gågade), så kan man billigt og hurtigt tage til et andet land. De er ganske vist lidt mærkelige, men de laver fan….. god yoghurt.

Og her i Helsingør er vi faktisk glade for svenskerne (dem uden bomber), for ikke alene fylder de byen med et andet sprog, de holder også gang i vores butikker, som både er åbne, og også på stikkerne, for kædebutikker duer ikke. Dem har de masser af selv ovre på den anden side af sundet.

Hej-hej gaden er et kapitel for sig, og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive glad for ikke at kunne gå som anonym, men det er jeg altså. Der er en tryghed og en meget værdifuld nærhed i at kende folk, man møder på gaden, og kunne sige hej til borgmesteren eller et andet byrådsmedlem. Så kan man også altid spørge dem om de har spist svampe, når de har taget en eller anden beslutning, man er helt uenig i.

Så møder man en mor fra fodbold, en far fra skolen og i takt med at årene går, følger man med i “Lidenlund” og borgernes udvikling og ældning. Guuud, hvor er han blevet gammel, tænkte jeg forleden om en tjener på en restaurant, der bare har været her altid. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et år ældre.

I samme gågade og sidegader ligger vores lokale ostehandlere, tøjbutikker og slagtere. Her bliver man nemlig ikke udskammet, når man spiser lokalt, og meget mere CO2 venligt kød, end eksempelvis tilrejsende avokadoer på ristet rugbrød. Slagterne har også fulgt med i familien, og utallige er de af byens drenge, der har tjent deres første løn hos en af slagterne. Ved siden af ligger den lokale vinpusher, der lige har fået en god italiener hjem, som han er sikker på, er vores smag.

Jude Law som Hamlet på Kronborg

For enden af gågaden ligger et af Danmarks smukkeste slotte. Her festede Frederik II igennem, og blev berømt over hele Europa for sine overdådige fester. Så berømt, at et skuespil kompagni på tur, tog tilbage til England for at overtale en berømt forfatter til at skrive et action stykke om en dansk prins, så de kunne komme tilbage til alle festerne.

Om sommeren lever Hamlet med familien på slottet og i sensommeren kommer de fra hele landet for at opleve Shakespeare Festival. Faktisk kommer de fra hele verden for at spille med. De kommer også fra hele landet for at kigge på vores marsvin, der hopper og leger i vandet, fordi der er en koloni lige uden for en af Danmarks mest berømte og kosmopolitiske feriesteder.

Os fastliggere, vi ved, at nu er Hornbæk sæsonen startet, når gaderne er fyldt med dyre biler, og så kører vi da selv (i lidt mindre dyre biler) en tur for at sidde på Det Fedtede Hjørne (Hornbæks variant af Street Food marked) og kigge på kendisser, semi-kendisser og wannabes.

Det er der ikke meget provinsboer over skulle jeg ellers hilse at sige. Udover selvfølgelig, at vi ikke betaler en mindre formue for en uge i et sommerhus.

Ja, jeg elsker min by, og jeg er kommet til at holde så meget af livets gang i samme lille område. At vi følges ad. At vi ældes sammen og følger vores børns opvækst sammen. Det er en kvalitet.

Barokt nok, så skal vores lukkede sygehus nu ombygges til fællesskabs boliger, hvor vi kan komme hinanden ved på tværs af generationer. Fremragende ide, men man kunne også bare have bevaret sygehuset, forbedret vores infrastruktur – at køre med tog fra Helsingør til København er mere ustabilt end at flyve ud af landet – og passet på vores øvrige større købsteder, så var vi nok kommet hinanden ved alligevel.

For det er vel dybest inde vores natur. Vi kan lide fællesskaber. Vi kan lide at komme hinanden ved og følge hinandens liv. Bevares, i større eller mindre doser, og helst i selskab med nogen, som ligner os selv. Sorry, men sådan er det bare.

Og så er vi tilbage til starten, for så forskellige er vi altså heller ikke. Vi er ikke nogle bonderøve i Helsingør (det er dem i Hillerød). Nej, spøg til side. Vi skal tale vores forskelligheder op, og vi skal give plads og forstå, at fordi man kan lide country musik, kan man også sagtens være et kultiveret og dannet menneske, der går til opera i weekenden. Man har måske bare boet i Nashville på et tidspunkt.

Og fordi man bor en time fra København, er det altså ikke ensbetydende med, at man ikke har fingeren på pulsen, man har bare valgt en anderledes hjemmebane.

Men det finder vi jo først ud af, når vi kommer ud af ekkokammeret og taler sammen og bliver nysgerrige på hinanden.

Længe leve både provinsen, hovedstaden og alt det imellem. Lad os passe på det hele!

Så er det heller ikke værre!

 

Alle kæmper – også den såkaldt kreative klasse.

I 1910 strejkede tusindvis af kvindelige løsarbejdere, de såkaldte”Chain-makers”, for bedre arbejdsforhold, løn og ikke mindst fastansættelse. Det resulterede i verdens første fagforening for kvinder.

I denne uge talte jeg med en gammel kollega. Han er et super kreativt menneske, og vi har altid arbejdet fantastisk godt sammen. Faktisk savner jeg ham lidt, men nu trængte han til at tale, kunne jeg mærke, så jeg tog mig tid.

Han er alenefar efter moderen til hans barn døde for nogle år siden. Hun fik en hjernetumor og skiftede først personlighed, så døde hun. Nu var hans mor (og back up) blevet indlagt med kræft, og så gik det heller ikke lige så godt med ordrene.

Han er, som mange andre kreative, jeg kender, selvstændig, freelance, daglejer eller hvad vi nu skal kalde dem. Prekariatet eller måske mere hipt, han er en del af The Gig Economy.

Det vil sige, at han hele tiden skal ud og finde jobs, ordrer eller projektansættelser. Alle sammen uden nogen form for sikkerhedsnet, pension, barsel, ferier med løn eller opsigelsesvarsler.

Senere på ugen sad jeg så i selskab med to andre kreative mennesker. De nærmer sig noget, der ligner pensionsalder, men var nødt til at fortsætte også selvom, der blev længere og længere mellem jobbene, og som hun selv sagde: “Vi er jo i princippet løsarbejdere”.

Dem har vi flere og flere af, men det virker som om, at vores politikere slet ikke har opdaget det, og der er ellers valgkamp. Vi har nogle der taler de svage og arbejdernes sag. Vi har ældresagen, og vi har fagforeninger, men hvornår kommer prekariatets talerør?

Engang var man freelance, fordi man valgte det selv. Det var cool at kunne bestemme over sin egen arbejdstid, og man behøvede ikke at forholde til internt firmafnidder og så kunne man give den gas som ung, oftest med en god løn.

Sådan er det ikke i dag. I dag er mange freelance fordi, det er i virksomhedernes interesse at projektansætte folk eller at hyre dem ind til enkelte opgaver. Så slipper selskabet for en masse udgifter og iøvrigt også en masse unødig arbejdskamp. Visse virksomheder er gået så vidt, at de får unge til at arbejde gratis, og ligefrem blive tatoveret med selskabets navn, eller få rap i røven, fordi det er attraktivt og nærmest umuligt, at få job i den kreative, “hippe” verden. Og så ikke et ord om, at samme selskab fik betydelige offentlige tilskud samtidig. Rap i røven for skatteborgernes penge. Nå, det er heldigvis stoppet.

Jeg har ikke tal på hvor mange unge kommunikations folk, jeg har mødt, der arbejdede gratis for bare få foden indenfor. Journalister – hvor mange fastansatte journalister har vi efterhånden tilbage? Det er iøvrigt rigtig skidt, for vi har brug for seriøse, neutrale journalister, der ikke bare skal sælge en artikel til højestbydende for at kunne betale husleje.

Og hvad skal vi med grafikere, når vi kan lave det meste selv i en VistaPrint? Så kan vi altid bare lige kalde en ind, når vi skal have det finpudset. Sat lidt på spidsen, men ikke desto mindre rigtigt.

Alle disse mennesker kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen – det gør vi alle, men der er bare ikke særligt meget fokus her, for det er jo den (fede) kreative klasse, og de har jo alle de sjove jobs. Ja, sådan var det, men det er det ikke længere, og freelancere er den hurtigst voksende gruppe af arbejdere, og det er altså ikke kun den kreative klasse – tænk bare på Uber.

Jeg ønsker mig, at nogen får lidt mere øje for, at lige nu er vi ved at opbygge en helt ny gruppe af løsarbejdere, som -på trods af nye, forbedrede regler – ikke passer ind i nogen A-kasse eller fagforening, og som, om ikke hutler sig igennem, så noget, der i mange tilfælde ligner, og som er en alles kamp mod alle. Står lidt i kontrast til SAS piloterne ikke? Iøvrigt også i kontrast til hvad folks generelle opfattelse af den kreative klasse er, hvor man ofte kun hører om toppen af isbjerget og hvor DI og andre hele tiden italesætter mangel på højt specialiseret arbejdskraft.

Nå, der er heldigvis også goder ved freelancelivet og måske er det bare den vej verden går. Det er også ok med mig, bare vi ikke taber en hel gruppe mennesker på gulvet, og forringer vores arbejdsmarkedregler, fordi vi sover i timer og kun har fokus på industrisamfundets arbejdsmåder og grupper.

Vi skal ikke gå baglæns!

Den 08. maj 2019 Los Angeles. Uber chauffører strejkede og slog app’en fra. Årsag… fuldstændig samme, som The Chain Makers i 1910

Min popcorn hjerne kan ikke rumme mere…

… og det er ikke fordi jeg er 50something!

I denne uge var jeg medvært for et arbejds relateret arrangement på Kronborg Slot. Altid rart med et slot i baghaven, når man skal arrangere sådanne ting. Vores gæstetaler var Lennart Lajboschitz, som jeg efterhånden har hørt nogle gange, men det gjorde ham ikke mindre inspirerende, og jeg kan ligeså godt melde det rent ud up front – jeg er vild med ham!

Denne gang skulle han tale om hvorfor, han har købt ikke bare et, men to hoteller i Hornbæk, og hvad det egentlig er, han vil med alt det fællesspisning, bordtennis og bridge, men det stak selvfølgelig af for ham, og han talte om snart det ene og snart det andet. Dog med en klar rød tråd igennem, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke var den eneste, der gik inspireret derfra. Så pyt med, at der var flere emner i spil.

En af perlerne var “Hvorfor taler man altid om marked? Jeg har aldrig mødt marked. Jeg har kun mødt mennesker!”. Længere er den ikke -det handler om mennesker!

Nå, men han kom også ind på, hvor meget vi efterhånden skal forholde os til som moderne menneske. Vi bliver bombarderet med informationer, nyheder, instagrams og facebook opslag og beskeder – og det er bare noget af det.

Jeg har skrevet om det før – om at skulle forholde sig til alt muligt, og om hvor svært det er at navigere i en massiv og endeløs nyhedstrøm, når nu man er opdraget til at skulle holde sig orienteret, så det var ikke noget nyt for mig (se  “Terapikonto vs. Ikeakonto”). Men hvor var det befriende, at høre en kendt og beundret mand stå og sige det samme – altså at det er næsten håbløst at følge helt med, hele tiden og forholde sig til alt fra reality stjerner på deroute over ulykker til regentens besøg i Argentina.

Jeg tænker tit over det for tiden. Jeg kan mærke, at “ting” interesserer mig mindre og mindre. Det er ikke helt rigtigt. Der er masser, der interesserer mig, men jeg er blevet bedre til at navigere, til at vælge fra og sortere, hvilket er livsnødvendigt, for vores hjerner er slet ikke gearet til alt den information. Selv når Nils og jeg spiser middag sammen, kan jeg finde på at skifte emne bare for at tale om noget let og ukompliceret (Blockchain og Jeff Bezos´ logistik programmer kan altså også være lidt trættende i større mængder ;o)…).

Måske er det alligevel alderen, der trykker, for jeg er også begyndt at blive glad for at gå i haven. Så behøver jeg heller ikke forholde mig til noget som helst. Så skal jeg bare sørge for, at de visne blade kommer ned i sækken.

Man siger, at hvad der truet bliver trendy. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det mest trendy de næste år bliver tid til fordybelse. Tid til at lave ingenting, til at løse kryds og tværs og til at tale om små hverdags ting. Eller måske fordybe sig helt i livets store spørgsmål (og nej det er ikke, om man må tage en baby med i Folketingssalen. Selvfølgelig må man ikke det.) Selv Dronningen har opfordret os til at gøre noget unyttigt. Det gælder vel også hjerneaktivitet?

Vi skal give os selv lov til at slappe af og ikke være på. Jeg skal i hvert fald. Noget tyder på, at jeg er ved at blive ret god til det, men jeg tror, vi alle skal tænke over det, og vi skal ikke være bange for, at det hægter os af i forhold til de yngre – de har slet ikke overblik.

Når jeg går til møde, lader jeg konsekvent min telefon blive tilbage på mit skrivebord. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke tænkt videre over det. Før i sidste uge, hvor to kolleger, uafhængig af hinanden var nødt til at afbryde vores møde, for der kom noget ind på deres telefon. Ting kan være vigtige, bevares, men udover at det fik mødet til at trække ud, så var det endnu et pop til deres popcorn hjerne.

Vores tid er dyrbar, og vi skal virkelig tænke os om, hvad vi bruger den til. Især os pleaser typer. Det er helt ok ikke at være helt med. Det er også helt ok, at se tåbelige videoer på FB, hvis det er det, man har lyst til. Der er kun én tid og et menneske, som Morten Albæk siger. Vi er ikke flere mennesker, vi er et. Også selvom vi spiller på flere strenge i løbet af dagen. Det er stadig den samme tid.

Så giv jer tid og fri – I (vi) fortjener det!

 

Mit nye udsyn.

Jeg købte nye briller i går. Det her jeg gjort jævnligt hele mit liv, for jeg var blot 10 år, da jeg første gang fik at vide, at jeg skulle have briller.

Det var ikke sjovt dengang. Det var lige efter sygekassebriller, men før smarte, fikse af slagsen, og som 10 årig “odd-one”, var briller ikke lige det, jeg havde allemest lyst til.

Jeg husker tydeligt, at øjenlægen dengang spurgte min mor, om jeg læste meget, og det gjorde jeg. “Så er det nok derfor”, sagde han.

Efterhånden som årene gik, blev mit syn dårligere, og jeg er i dag ret så nærsynet. Jeg gik faktisk og glædede mig til at skulle blive lidt ældre og langsynet, for så udlignede det nok sig selv. Håbede jeg. Det gjorde det ikke! Nu skulle jeg bare have glidende overgange, og en endnu større regning.

Det sad jeg og filosoferende lidt over igår. Det er egentlig mærkeligt. Har man kun brug for lidt styrke, kan man gå i Flying Tiger eller Coop el. og købe et par billige briller, men er man på grænsen til synshandicappet, er der meget lidt hjælp at hente. Det burde da være omvendt.

Jeg har kun tre gange i mit liv haft solbriller (i går var tredie gang), for det har der ikke været penge i budgettet til tidligere, og jeg kan huske masser af gange, hvor jeg har haft lyst til nye briller, men ganske enkelt ikke haft råd.

Alt er et spørgsmål om prioritering, vil nogen indvende, og ja i dag er det, men da jeg var barn og ung, og pengene var små, var nye briller ikke noget, man fik hvert år, og slet ikke solbriller med styrke. Heldigvis er der i dag hjælp at hente til børn, og selv med min styrke er det nu muligt at få glas, der ikke ligner hinkestene.

Jeg tænkte også over, hvad min nye optiker havde fortalt mig. Hun var ualmindelig kompetent og sød, og mens jeg sad der med maskinen foran øjnene fortalte hun mig, at hun havde skrevet sit speciale om, hvorvidt læsning kan forværre nærsynethed.

Hun havde fulgt en gruppe unge mennesker over flere år og målt deres øjne. Halvdelen var gået videre med håndværksmæssige fag og den anden halvdel med læsetunge studier. Efter et år, tror jeg det var, havde “de læsetunges” øjne ændret sig med -1. Det er alligevel noget, og det bekræftede min barndoms øjenlæges konklusion, hvilket jeg også har kunnet google mig til, er alment kendt nu.

I Kina er 90% af alle unge nærsynet og ifølge WHO er vi reelt ramt af en epidemi. De forudser, at inden 2050 vil halvdelen af jordens befolkning af være ramt af nærsynethed. -Og ja, du har gættet rigtigt. Det er her skærme og mobiltelefoner kommer ind.

Vi har kun haft smartphones i 10 år. Vi har – i n g e n – anelse om, hvilke konsekvenser, det kommer til at få for os, men mange af os kan allerede nu mærke manglende koncentrationsevne, og jeg tror ikke kun, det er alderen.

Det er “popcorn hjerne”, som min gode vendinde kalder det, hvilket jeg synes er en fantastisk beskrivelse. Der popper hele tiden noget op, som vi skal forholde os til.

I går så jeg en udsendelse om afvænning – altså afvænning fra smartphones. I denne uge kom det frem, at unge aldrig har haft så meget søvnbesvær før, som nu. Det tror da pokker, hvis der hele tiden tikker snaps ind. Bliiing! Jeg er ærlig talt begyndt at blive reelt bekymret, og så har vi ikke engang talt 5G. Heldigvis er der en hel masse kloge mennesker, der også er opmærksom på det her, men er det efterhånden muligt, at stoppe?

Min optiker fortalte mig videre, at hun har forlangt, at hendes børn skal bære briller med plus styrke, når de sidder ved skærmen. Også selvom de ikke behøver det. Det er for at træne øjet, der jo former / tilpasser sig rent fysisk, med nær- eller langsynethed til følge.

Mine drenge er adviseret og har accepteret, at fra nu af skal de have briller på foran skærmen. Heldigvis er det nogle af dem, man lige kan købe for en skilling, og briller er i dag både hippe og smarte. De har også accepteret, at lyset altid skal være tændt, når de læser eller ser tv – det har de nu også levet med hele livet, men er det nok?

Nå, nu vil jeg glæde mig over mine nye briller, og at jeg ser helt klart igen –  nu også med solbriller – og så vil jeg sætte mig foran en anden skærm. Der er sikkert en eller anden lækker, midaldrende mand (ikke gammel), der redder verden.

God søndag aften!

Jeg er blevet afhængig …. og det er så let!

 

Som I ved, ligger jeg i øjeblikket på langs med benene oppe og alt indenfor rækkevidde – også Danske Spil, og det er farligt!

Jeg har altid haft en svaghed for spil og lege, og jeg kan stadig ikke gå på Bakken eller i Tivoli uden at gå en tur ind i spillehallen og tilbringe en time ved en enarmet tyveknægt. De er desværre efterhånden blevet så avancerede, at jeg knap kan finde ud af det, men det skal da ikke stoppe mig.

Det er sikkert arveligt. Min gamle mor var som abonnine i Tivoli fast gæst ved en af de enarmede, men eftersom hun var tæt på 80, og selv havde sparet sine penge op gennem et langt, sparsommeligt liv, så var det hende i den grad vel undt at spille et par hundrede op om måneden.

I gamle dage gik jeg til Trivial på Byens Kro (det var i oldtiden før det blev almindeligt med popquiz og brætspil på cafe’er), og alle mine venner ved, at jeg elsker brætspil, og at jeg går efter at vinde. Big time! Senere i denne måned stiller jeg igen med et hold til populær quiz ledet af Henrik Milling, så det er seriøst det her, og jeg har på ingen måde noget imod spil og lege.

Men heldigvis har jeg en bremse, når det kommer til større pengebeløb, og det er ikke på casinoer, I finder mig. De sidste par dage er jeg nu alligevel blevet lidt skræmt over, hvor let også jeg har ved at falde i, for lige nu er jeg fuldstændig hooked på Bogstavjagt, og det tager kun et klik, så er min konto tanket op.  Jeg behøver overhovedet ikke at flytte mig. Maskinen er ovenikøbet så venlig at huske mit Dankort nummer, så en ny spilleplade er vitterlig kun et par klik væk, hvilket har medført mange timers skrab med en blyant, der giver god computerlyd. Til gengæld er jeg helt bagud på bøger, serier og andre stillesiddende sysler.

Vi har her i familien i et stykke tid diskuteret de reklamer, der kører på diverse tv stationer for hhv. lette lån og lette spil. Nils og jeg er mildt forarget, hvilket jo er svært at være i en  neoliberalistisk tid. Men det er vi altså, og vi fandt ud af, det er vores teenage sønner også. De havde ligefrem haft den ene af reklamerne oppe i gymnasiet. Måske har I set den? Det er en bedstemor, der lige lynhurtigt får lånt kr. 5.000.- til at invitere børnebørnene med i vandland. Vi gætter på, at renten er åger, men det er ikke lige det, der står med stort, og de modeller, de benytter i reklamerne er så godt castet, at det er svært ikke at være professionelt imponeret.

Forleden læste jeg en klumme af Jes Dorph-Petersen, der var pikeret over at de store fodboldidoler og andre kendte reklamerede for internationale spillefirmaer. Det er jeg sådan set ikke, for så længe det er lovligt, så er de i deres fulde ret til at gøre det. Det vi imidlertid kan diskutere, det er, om sådanne reklamer skal være lovlige.

Skal spillereklamer og reklamer for lette lån være lovlige i “prime-time”, eller har vi som samfund en forpligtelse til at beskytte svage sjæle?

Den er ikke let, for det er jo voksne menneskers eget ansvar, om de vil sætte sig i gæld eller spille sig fra hus og hjem. Så kan de jo altid komme i Luksusfælden og få “fifteen minutes of fame”, men i den sidste ende, er det jo os alle sammen og især børnene, der betaler prisen.

En af mine venner med kontakter i bankverden fortalte mig, at der er flere og flere bankkunder, der beskæmmet kommer og må gå til bekendelse. De har spillet hele formuen op på nettet.

Og det er så nemt. Det har jeg i hvert fald erfaret i disse dage. Jeg har heldigvis stadig en stopklods, og selvom jeg stadig er helt sikker på, at jeg nok skal snyde maskinen og hive den helt store gevinst hjem, så logger jeg trods alt af, når jeg rammer det beløb, jeg maks. har sat for mig selv……. pr. dag!

Tabet eller lånet er bare et anonymt klik væk, og dermed har vi med den digitale tidsalder fået nye udfordringer, og så er det jeg tænker… har vi ikke som samfund et ansvar for ikke at lokke folk i fordærv, for nu at benytte et gammelt udtryk?

Fristelser er der nok af